onsdag den 2. maj 2012

Orbit har fået en blog

Så har Orbit fået en blog, hvor vi kan lægge rejsebreve op. Nedenunder kan I læse Ken's sidste rejsebrev - eller det han troede var hans sidste, og i fremtiden vil I kunne læse om nye oplevelser fra gasterne på Orbit.


Vi sejler afsted fra Darwin d. 28. juli, mod Indonesien. Vi glæder os til at fortælle jer om det :-)



"Sidste rejsebrev", 21. august 2011


Så er eventyret med Ken, Kim Orbit og Amazing uigenkaldeligt slut. Det rejsebrev jeg har frygtet skal nu tage form. Jeg har udskudt det og fundet alle mulige undskyldninger for ikke at få det skrevet - hvorfor mon? Er det dovenskab, det tror jeg ikke, jeg tror det er et desperat forsøg på at holde fast i eventyret med spidsen af de sidste nedslidte negle, men nu er det slut, 4 år blev det til.



Sejlads fra PNG til Australien, mødet med civilisationen og afskeden med Orbit. Uha afsked har altid været forbundet med noget skidt i mine øjne, der er altid nogen, som er kede af det.
 Det var en lussing af dimensioner vi mødte, da vi stak hovedet uden for revet ved Luisiades i Papua New Guinea. Korte stejle dønningen smadrede rytmen og kontinuiteten og vi skød 2 knob med 2000 omdrejninger på motoren og fuld sejlføring, så er der altså langt til Australien. Vandet væltede ind over dækket og endnu en gang var vi dybt taknemmelige for vores sprayhood, mellemstykket og sidestykkerne.
Der gik da heller ikke mere end tre timer før Kåre kom og sagde, at der var vand ved divanen i salonen, shit tænkte jeg, men vidste et eller andet sted godt hvad der var sket. Når vi får rigtig meget vand ind over dækket, så kommer der noget i ankerbrønden og derfra løber det ind i resten af båden under dørken. Den automatiske lænsepumpe måtte være stået af og ganske rigtigt, ledningen var slidt over. Nu var der ikke andet for end at få tømt det vand og så tage den derfra. Vinden var lige i ansigtet og vi skød en fart af 2 knob, det bliver en langt tur. Som det altid er ved disse rev, hvor dybt vand møder et opretstående rev, så bliver dønninger kastet tilbage fra revet og det er det, der skaber de her krapsøer, som er så forfærdelige at sejle i og når man så samtidig har vind og dønninger direkte fra den retning man skal, ja så tager det altså noget tid at komme frem. Det tog os godt og vel et døgns tid inden søen lage sig en anelse og dønningerne blev længere og dermed mere stabile. Et hårdt døgn, men vi vidste, at det nu ikke ville blive værre og det er altid dejligt at starte ud med det værste.


Resten af vores tur mod Australien bar præg af, at vi konstant skulle holde os så tæt på vinden som muligt og selvom vi gjorde det, kunne vi hurtigt konstatere, at vi ville få svært ved at sejle direkte til Brisbane. Vi besluttede os derfor for at gå ind i Mackay for at cleare ind i landet. Det ville desuden give os læ fra Great Barrier Reef på vejen sydpå til Brisbane. Dagen før vi nåede til revet, hev Anne Sofie efter en flot og sej kamp en 15 kg. Bull Mahi Mahi op på dækket. Kampen varede en time og det var en fornøjelse at se hvordan hun kæmpede og ville have denne store fisk op på dæk. Nu havde alle ombord på dette togt fanget flere store fisk og vi har de sidste to måneder fanget mere end ti meter og 140 kg fisk.
Passagen gennem Great Barrier Reef foregik uden dramatik. Det var en smuk morgen vinden havde lagt sig. Det var ikke så tydeligt at se revkanten, men der var masser af vand hele vejen gennem. Vel inde bag revet og i læ kunne vi så det næste døgn tøffe for motor mod Mackay. Vind var der intet af og det var en rigtig flot tur. Havnen i Mackay var vores første møde med civilisationen igen. En topmoderne havn med alle tænkelige faciliteter. Selve indklareringen var en fornøjelse. Alle myndighederne var superflinke og der var så dejligt. Det eneste minus var at det kostede ca. 2500,- kr at cleare ind og det er sgu dyrt, men der er ikke noget alternativ, så der er ingen grund til at bruge mere energi på det.
Efter den obligatoriske rengøring af båden var der kun en ting på programmet - PIZZA og kold ØL. Så vi gik op til rækken af restauranter på havnekajen og fandt det vi søgte. Selv om det var midt om vinteren her i Australien var vejret fantastisk. Et stort højtryk sørgede for solskin og ingen vind. Så det var en skøn følelse at sidde og kigge ud over de hundredevis af lystbåde, som lå i havnen. Vi var fremme -YES.


Vi skulle overdrage båden til Charlie og Co i Brisbane 1. juli og der var masser af ting på “To do” listen og i øvrigt lige 500 sømil til Brisbane. Allerede dagen efter stak vi snuden mod Brisbane og det skulle vise sig at blive en hårdere tur end forventet. Hele den første dag var en rigtig dejlig dag med ingen vind, så da var det stille og rolig motorsejlads, men dagen efter tog vinden og strømmen fat og vinden var lige i ansigtet, så de næste tre dage stod den på skiftesvis 2 knob i timen og 6 knob i timen, når strømmen var med os. Motoren arbejdede på højtryk næsten tre dage i træk, for at holde både højde og fart. Vinden kom lige fra den retning vi skulle og det var ikke en fornøjelsestur. Efter tre dages "sur røv” nåede vi ned til Fraser Island og bunden af Hervey Bay. Vi havde undervejs snakket med andre sejlere om muligheden for at sejle inden om Fraser Island i stedet for den lange tur udenom. Det var enkelte mørke spots på vores digitale kort og vi kunne ikke se dybden disse steder. En ting var sikkert, vi skulle sejle gennem i absolut højvande, så det gjorde vi.
Det var en fantastisk dag, vejret var superflot og solen skinnede fra en skyfri himmel. Selve turen inden om Fraser Island gik over forventning, dog var vi på grund af to omgange og begge gange på steder hvor markeringen ikke var særlig entydende. Det foregik uden dramatik, idet det er mudderbund og tempoet var helt i bund og så snart vi slikkede bunden, så kunne vi give lidt omdrejninger og vende båden. Vi var igennem og så manglende vi bare det sidste åbne stykke ned mod Brisbane samt indsejlingen til Brisbane. En natsejlads med et gennemsnit på over 7 knob sørgede for, at vi påbegyndte indsejlingen til Brisbane ved daggry. En flot tur op ad floden og mod midtbyen og nu var eventyret for alvor ved at være slut.


Vi havde alle meget blandede følelser da vi nærmede os Dockside Marina. På den ene side var målet lige om hjørnet og det var dejligt, men på den anden side vidste vi, at det nu var uigenkaldeligt slut. Eventyret var slut, ikke flere fisk på krogen, ikke mere vind i ansigtet, ikke flere smukke nattevagter, ikke mere dykning og ikke mere denne besætning. En besætning som har været rigtig homogen med et godt sammenhold og god humor. Et par tvillinger med hjerne og et stort hjerte samt hænderne skruet rigtigt på. En kvinde med ben i næsen og eventyr i blodet samt en kaptajn med en klump i halsen.
300 meter fra Dockside Marina kunne vi se en mand vinke meget begejstret til os og vi var ikke i tvivl om, at det var Charlie. Han var meget glad for at se os og det var egentlig gensidigt. Efter en dag ved Dockside Marina, gik det dog hurtigt op for os, at faciliteterne her ikke var gode nok til alle de ting, vi skulle have lavet og vi besluttede os derfor til at sejle ud til Rivergate Marina, der har de alle de faciliteter vi har brug for, men et minus. Prisen for et døgn var 72 AUSD og det svarer til 400 DKR i døgnet og det er jo fuldstændig vanvittigt, men vi havde ikke rigtig noget andet valg og sådan blev det.
Vi fik i løbet af de næste fire dage bugt med 95% af vores “To do” liste og der blev knoklet igennem. Her er et lille udsnit af hvad vi fik lavet:

  • alle sejl samt sprayhood, 
  • mellemstykke og bimini blev repareret/kontrolleret,
  • det lille køleskab blev lavet,nye betræk til cockpithynderne,
  • der blev lavet rust,dykkergrejet blev serviceret,
  • vi fik en ny pakdåse på stævnrøret, hvilket betød at vi skulle have båden på land,
  • motoren blev serviceret, 
  • oliefiltre, dieselfiltre og olie blev skiftetal rustfrit stål blev poleret,
  • nye skøder til genua samt en ny grill,
  • træværket i køkkenet samt trappen op til cockpittet blev slebet og lakeret samt
  • masser af mindre, men ofte tidskrævende opgaver.
Den 1. juli kunne vi sejle ind til Dockside Marina igen og vi blev mødt med stor begejstring af den nye besætning, som tog imod os. Den nye grill skulle indvies og så skulle der hygges. En rigtig hyggelig aften i godt selskab med sang og røverhistorier markerede overdragelsen til de nye eventyrere med Charlie i front.
Dagen efter tog Sune og Kåre afsted på 5 dages eventyr i en campervan inden de skulle flyve mod Danmark. Anne Sofie tog på motel for at hellige sig den teoretiske del af divermaster kurset, som hun lige manglede og Ken blev på båden for at sejle med tilbage mod Fraser Island.


Turen mod Fraser Island var ren hygge, idet det hurtigt viste sig, at det var en flok meget kompetente navigatører og dygtige sejlere, som var ombord, så vi kunne fokusere på at få sat den nye besætning ind i alle systemerne ombord på Orbit. Der var et hav af spørgsmål, som blev besvaret og mange ting, der blev gentaget, men tingene begyndte, så småt, at sætte sig fast.


Efter en fin sejltur til Mooloolaba, dog uden særlig meget vind lavede Charlie en rigtig fin havnemanøvre og vi gled let og elegant på plads i båsen. Jeg havde egentlig ikke behov for at bruge mere tid på at sætte besætningen ind i flere ting, de var hurtige til at komme ind i tingene og selv om de synes, at det var dejligt, at der var en til at spørge til råds, så kunne jeg også mærke, at deres eventyr først ville starte, når jeg forlod båden. Derfor besluttede jeg, med Charlie’s accept, at forlade besætningen og Orbit her i Mooloolaba, nu var eventyret deres.


På en meget smuk vindstille vintermorgen i Mooloolaba i Australien tog jeg afsked med mit hjem gennem de sidste 4 år - Orbit. Jeg ville lyve, hvis jeg siger, at jeg ikke kneb en tåre, da jeg gik ned af havnemolen for at tage bus og tog tilbage til Brisbane.



Skrevet af Ken