18.11.12 - Anna's rejsebrev

9. november ankom Jonas og jeg som de sidste to besætningsmedlemmer på Orbit. De næste ca. 30 dage skal vi bo otte personer her, hvorefter eventyret for os fra DGI skibs gruppen slutter. Inden da vil vi blive en helt masse oplevelser rigere. Vi er af Ken blevet ”lovet” tre store hav oplevelser på vores tur, nemlig at dykke med manta rays og hvalhajer og se leatherback turtles. Eller det vil sige at vi er blevet lovet at sejle hen til steder, hvor det er sandsynligt at møde dem, men det er jo med naturen nu engang sådan, at den jo kun vil det, den vil. Det er bare nemmere at skyde skylden på en eller anden hvis nu de bliver væk, så Ken bliver nok ofret hvis det mislykkedes. ;-)

Her i første omgang går han dog fri fra alt skyld. Denne uge har nemlig stået på den første af de 3 store dykker oplevelser. Vi sejlede fra vores første ankerspot hen til stedet, hvor vi gerne ville se de her manta rays. Stedet er et ”cleaning spot” for Manta rays. Det betyder at der er en hel masse fisk omkring en kæmpe koral, hvor mantaerne så svømmer hen for at blive gjort rene for parasitter af de her fisk. Så snart mantaen ankommer, svømmer alle fisk hen til den for at sætte sig på den og spise parasitterne. På sidste ankerspot havde Jonas, Rikke, Caroline og jeg næsten færdiggjort vores open Water dykkercertifikat, så det tydede på at hvis der var manta rays, ville vores allerførste dyk være et af de vildere.

De var en flok fra Amazing der dykkede derned først, så vi på Orbit ventede alle i spænding for at se deres reaktion, da de kom op. Da de kom op, var de yderst tilfredse. De havde set hele 8 manta rays dernede, så det kunne jo ikke blive bedre. Vi blev vildt glade, og kunne slet ikke vente til det blev vores tur. Vi fik lynhurtigt gjort det hele klar, og tog så derud hvor vi skulle dykke.

Da vi kom ned satte vi os alle sammen på havbunden, for at følge det kæmpe show med Manta rays der foregik lige for næserne af os. Det føltes som om, jeg sad og så en undervandsfilm bag min dykkermaske. Det var slet ikke virkeligt, at så flotte og store dyr skulle svømme rundt lige for næsen af mig, og så i allerførste dyk. Det var helt vildt. Som nybegynderdykker er det vildt frustrerende, at man ikke kan vise sin begejstring på samme måde under vand som over vand. Så de jublende arme blev brugt meget ofte, på de 45 minutter vi var under vand. Det var især i de situationer hvor mantaerne kom svømmende lige hen over hovedet på os, at jublen brød løs, i det omfang det nu kan under vand. Det var uvirkeligt og helt fantastisk på samme tid.

Da vi kom op var vi alle ellevilde. Selv de mere erfarne dykkere som endda før havde set manta rays, var helt oppe og køre. Resten af dagen gik, med at alle kom ned, og fik denne fantastiske oplevelse. Dagen efter fik vi igen muligheden. Det var ikke meget vi så til Ken. Han nåede helt op på SYV dyk af syv mulige. Der var lettelse at spore i kaptajnen ansigt, og glæden ville ingen ende tage. Selv efter det syvende dyk råbte han stadig: FEDT MAN!! For os nybegynder kunne vores første dyk ikke blive meget bedre. Man må sige at standarden for vores fremtidige dyk er sat meget højt.

I går fredag lagde vi til ved en landsby natten over. Vi manglede grøntsager og vand så vi tog ind til byen for at finde noget. Vi havde en masse dunke med, så vi skulle først og fremmest finde det vand sted. Byens borgere var meget villige til at hjælpe os, og rigtig mange var ved at tabe kæben ved synet af en flok hvide danskere. Det var skønt at mærke den gæstfrihed som man altid mærker når man kommer til sydligere himmelstrøg. Henne ved det sted vi kunne få tanket vand var de meget begejstrede for, at vi kom. Jeg tror ikke, de er vand til at der kommer 9 mennesker med 2 kæmpe dunke i hver hånd. Det betød jo bare arbejde til dem, og de ville gerne fragte det ned til vores dinghy. Udenfor stedet stod også en dame, som bare simpelthen var så glad. Hun kunne ikke et ord engelsk. Hun morede sig helt vildt over at drengene næsten var for høje til at gå igennem døren. Det er de ikke lige vandt til med deres små mænd i Indonesien. Selvom jeg ikke kunne kommunikere med hende gennem mit sprog, fik jeg alligevel lavet lidt sjov med hende ved for eksempel at imitere, at jeg gik ind i døren og med få ord som ”boiiing” og ”dunk dunk” med hovedet forstod vi hinanden, og havde vi det alligevel rigtig sjovt. Kropssproget kan man komme rigtig langt med og ved at blive kastet ud i situationer hvor det er det eneste man har at kommunikere med, kan man rigtig få det øvet og udviklet. Det er jeg sikker på, jeg vil få øvet mig på, på denne tur. Det er i hvert fald en af de ting der er rare at kunne når man kommer til det store udland hvor ikke alle taler engelsk.

Vi har haft en rigtig begivenhedsrig uge som vi i dag og i morgen afslutter med en lang sejlads på 1½ døgn. Vi har til mål at nå ud til stedet hvor vi er blevet ”lovet” at kunne se leatherback turtles. Om Ken forsætter med at holde sit ord må i få af vide i næste rejsebrev. Vi er i hvert fald rigtig spændte på hvad næste uge byder på af eventyr her på Orbit. 

04.11.12 - Therese's rejsebrev

Solnedgangen, der farver himlen rød, forvandler dagens grønne palmer til sorte silhuetter, nattens stjerner der blinker blidt, månens elegante lys der spejler sig i havet, fuglene der har sunget hele dagen hvisker godnat og cikaderne overtager fulgenes sang og gør det til sin egen vuggevise. Alt dette gør stillehavsnætterne til noget af det mest romantiske jeg længe har oplevet.

Ved dagslys ses havets mange fantaster: Mahi mahi fisk jager flyvefisk, som tidligere på dagen har suset over havets overflade for at genere trætte fugle der lå og hvilede, så de måtte lette. Havets hurtigste fisk, Mr. Sailfish, springer op af havet ikke langt fra os, men naturligvis uden at falde for vores dumme fiskestang, som den i øvrigt med sin selvsikkerhed er ret sikker på at komme fri af, hvis den endelig skulle få lyst til at bide på. En enlig mantaray svømmer stille rundt og finder dagens føde i overfladen, så tæt på at vi kan side på båden og iagttage den, et fantastisk syn. Når vi sejler følger legesyge delfinder efter mens de springer og udstøder sjove skrig foran båden. En af havets kæmper har også valgt at give sig til kende – i alt seks spækhuggere (to unger og fire voksne) synet af en spækhugger der springer op af vandet 10 meter fra båden, er intet mindre end en ubeskrivelig oplevelse. Dens mange ton efterlader havet i en søjle, når den atter rammer overfladen, det er et sjældent syn.

Havet giver mig ro til at tænke, mens en inspirerende vind stille suser ind over mig i ny og næ. Det handler om alt fra job og bolig til kostvaner. Det at være her ude, så langt fra ingenting, giver mig lyst til at bo tættere på familien, måske lokke dem til at gå nogle ture sammen og nyde den danske skov og strand, lige så meget som jeg nyder Stillehavet.

Til alle jer der hjemme: Jeg har det godt, nyder naturen og glæder mig til at se jer alle sammen igen. Pas godt på jer selv og nyd vinteren og julen for mig.

21.10.12 - Kristoffer's rejsebrev

Det er søndag og vi ligger for anker på sydsiden af Kri Island i en fantastisk lille bugt med hvid bounty-strand og fin dykning. Vi har været i vandet meget de sidste par dage og dykket syd-vestspidsen af Mansour Island. Det er super dykning her med masser af store fisk og stimer af små, plus diverse hajer, rokker og havskildpadder. 

Ugen er gået således at vi først sejlede fra Friwin til Waisai, som er en landsby på sydsiden af Waigeo. Her skulle vi ligge et døgn og proviantere og så videre derfra. Dagen efter vi kom frem lagde Ken sig desværre syg som den foreløbigt sidste i rækken og var så hårdt ramt med feber og kvalme, at vi måtte ligge et ekstra døgn for anker ved Waisai. Dagen efter fortog feberen sig heldigvis, men han har stadig plaget af dårlig mave, plus at hans underlæbe blevet et stort forkølelsessår. Humøret har han heldigvis stadig i behold, og læben til trods har han fået dykket de sidste par dage også. Vi håber på snarlig bedring, så han kommer på 100% igen. Med Ken i bedring sejlede vi tilbage til den rolige ankerplads ved Friwin, hvor Kenneth havde sit først dyk som Divemaster. Det gik fint, alle kom op igen…! Dagen efter sejlede vi til Cape Kri og overnattede, hvor de erfarne dykkere havde et enkelt strømdyk med masser af fart på. 

Her i slutningen af ugen er Thor og jeg gået i gang med Advanced Open Water og har gennemført både strømdyk (ved Mansour) og dybdedyk (ved ankerpladsen ved Kri). Dybdedykket gik hen og blev lidt mere spændende end forventet, vi begge havde brugt 50 PSI bare på at komme i vandet og svømme modstrøms til ankerkæden hvor vi skulle ned, og efterfølgende hurtigt brugte yderligere 100 på bunden med øvelser. Så da det gik op igen på Amazings ankerkæde var Thor tæt på at løbe tør for luft. Dog var der ingen fare på færde; Ken havde rigelig ekstra luft, men dykket blev lidt således lidt mere lærerigt end planlagt. 

I det kulinariske hjørne har vi haft fornøjelsen af Anne-Sofie og Therese som ugens bagere med dejlige brød, pølsehorn og kanelsnegle til følge, mums! Og i går aftes lykkedes det Therese med stor succes på opfordring at lave brun sovs på aubergine til kaptajn og besætnings store fornøjelse.  

I dag gik turen mod Manta Point nordvest for Mansour. Søen var lidt krap at ankre i, og de erfarne dykkere hoppede som sædvanlig først i for at sondere terrænet og se om der var rokker at dykke efter. Det var der heldigvis. Bagefter var Thor og jeg klar. Knap havde vi fået røven i vandskorpen før de første par Mantas dukkede op. Selvom sigten ikke var mere end 10 meter, var det alligevel en stor oplevelse at dykke med de store rokker, specielt Thor var helt i hopla og mente det var turens foreløbige højdepunkt. Dog fik han lige snuden for langt frem en enkelt gang til at starte med og kom enddog meget tæt på en stor Manta, hvilket gav ham en mindre forskrækkelse, og så kunne han godt nok bevæge sig hurtigt, selv under vandet!

Efter Manta-dyk har vi fundet en rolig ankerplads nord for Mansour for natten. På land er der et resort med både bad og internet, så der er dømt landgang for at blive rene og få nyt hjemmefra.

Eventyrhilsner / Kristoffer 

07.10.12 - Et brag af en sanseoplevelse - Thor

 

  Sorong, West Papua, ankomst Orbit og et brag af en sanseoplevelse

Kl. er 17:20, ca 24 timer efter Københavns lufthavn og vi lander med det lille turboprop fly blandt græssende køer, forboldspillende Papuanere og horder af scooterfolk, der ser med på dagens fly fra Manado. Jeg er forunderlig frisk efter et hop over  7 tidszoner, og ser frem til at hilse på teamet fra Orbit. Båden og de 5 andre ombord skal være mit hjem den næste måned.

Hvem er de? Kommer jeg til at trives? Hvordan skal jeg klare måltiderne med fisk, Hvordan er båden? Hvad er Papua .. . .. .? Hovedet er fuld af spørgsmål.

Jeg blir hilst velkommen af en smilende Anne Sofie, og 15 minutter efter står vi midt i den brogede flok af gadesælgere, børn og gamle på færgekajen. Jeg er omgivet af 100vis af smilende, nysgerrige Papuanere og Indonesere, der udbød alverdens miks af sodavand, snacks og småmåltider. Så dukkede Kenneth op i dinghien og kl. 18:00 border vi Orbit.  

Hun er lige præcist det smukke, robuste langtursskib jeg havde forestillet mig, faktisk mere. 16 tons stål, gennemtæsket på de store have siden 1986 og masser af gennemtænkte løsninger, der gør hende perfekt til ekspedition og dykning. Orbit er ankret op ud for færgeteminalen. Her er ingen lystbådehavne, vi er blot et skib som de andre. Nogen fragter korn, nogen fisk, nogen dagligvarer, nogen de lokale mellem øerne, og Orbit fragter eventyr.

Kenneth, Christoffer, Therese og Anne Sofie byder velkommen. Nu er vi 5 og glæder os til at gense skipper Ken i morgen. Ken er et par dage i Jakarta for at arrangere udrustning der skal ankomme til Palau om 3 måneder inden der sejles mod Polyniesien.

Under udpakningen dukker der pludselig en grufuldt tanke op i mig. Da jeg søvndrukken i flyet  satte Ipaden i sædelommen: F... , der måtte den stadig være. For den var ikke til at finde !!! Vi gennemgik mulighederne og enedes om at bedste sats var at være på flyvepladsen kl. 05:30 lørdag, og checke flyet. De fløj jo ikke om natten, så best choice. Så 05:10 lørdag morgen var Anne Sofie og jeg bagsædepassagerer på hver sin knallertscooter, der drønnede af sted mellem morgenmylderet. Ind sprang vi i "lufthavnen", igennem check-inpulten, ud på banearealet med blikket stift rettet mod "mit" fly, som stod der, men med flightlys på. Det skulle til at taxie!! Jeg nåede ikke så lang, blev hurtig "omringet" af venlige officials der ikke mente der var en god ide, at borde flyet, sådan på egen hånd. Den gode slutning blev at at der pludselig dukkede en mørk gut op, holdt noget alu-agtigt op, og gjorde tegn. Var det den ???? Om jeg var lykkelig? Alene i en ny kultur, kunne ikke sproget, værdien af en IPAD svarer måske til 3 måneders løn her i området, og der stod han bare. Var det min :-)))))

 

Lørdag aften og 24 timer efter ankomst, nu er historierne om de mange oplevelser begyndt at komme på bordet.... den nyeste var ikke så fed. Dinghyen var blevet stjålet 2 dage før. Den have de fundet igen, men uden motor. Så lærdommen hedder wire og lås, hver nat. Så Sorong gemmer også på nogle skumle typer og jeg registrerer, at midt i begejstringen for det nye, så er vi alene. Bør altid være på dupperne. 

Vi har brugt dagen på at shoppe. Ikke lige tøj m.v., men forplejning til 4 uger for 6 mand. Utroligt hvordan 60-80 bags forsvinder nedenunder og indeholdet finder sin vej rundt om i skibets rum. I siderne, under dørken, i skabene - og i snedige beholdere på dækket. Kenneth og Christoffer er gået i gang med at "konservere" alle grøntsager. Først "afsyring" i saltvand (væk med insekter, kakkelakker m.v), så afsaltning i feskvand, så tørres godt igennem - og til sidst rulles gulerødderne ind i WC-papir som fugt beskyttelse.

 Sorong by day har været et kulturskift af de store. Jeg er helt opslugt og allerede ved at lade mig integrere i al det fremmedartede. Larmen, affaldet på gaden, trafikmylderet, det myldrende liv. Transportsystemet fungerer dels med små taxis (de flest er rustne uden inderbeklædning i dørene, rattet slingrer lidt, men som regel med en festlig chaufør bag rattet). Standardprisen er 2.000 rupia pr. person, ca. 1,25kr. 

En af dagens skønne oplevelser var da Therese og jeg var på vej til hotel Meridien for at købe adgangspas til Raja Ampat. Vi passerer gaten til havnen, vinker og siger hallo til vagterne, og en gør tegn om vi vil køre med ham på hans motorcykel/knallert. Vi tror det er mod betaling og siger venlig nej tak. 2 minutter efter dukker han op iført hjelm og peger på sit hjerte flere gange. Det er gratis. Han, Danni vil bare gerne hjælpe. TRE på en knallert, på et sæde til 2 - og sådan lidt tæt op ad en fremmed? ? ? Well, er vi eventyrere eller kyllinger, så Therese og jeg hopper op. Så går turen ind og ud mellem taxier, og Danni begynder at råbe Papua, Papua og vinke til folk på vejen. Han elsker sit land og vil af med Indoneserne, så mens vi snor os gennem trafikken enes han og jeg om at han skal være transportminister i det nye selvstændige Papua. Ja, fantasierne og humoren mangler vist ikke.

Om aftenen havde vi spist på cafe Le Jola, her fik vi turens prischok: 160kr for en middag? Ja, det var rigtig, men var for os alle 8 (vi havde et par med fra en anden båd), men så havde vi også ret til at drikke de medbragte øl og vand.

Befolkningen er storsmilende, og hjælpsomme, lige så nysgerrig som jeg, alle tager billeder af alle. Havnepolitet af os, vi af dem, taxachauførerne af os - langsomt går det op for mig at vi er sjældne fugle. Europærere i et samfund med få turister. Når noget kræver opmærksomhed stimler 8-10 sammen, storsmilende. Nu er der en opgave, nogen der kan hjælpes, lad os få en oplevelse ud af det.

 - alt dette kun 48 timer efter København. Kontrasterne sidder stadig i mig. Hvordan mennesker og kulturer finder deres veje til at finde glæde og eksistensmuligheder, trods barske og forskelligartede omstændigheder. 

Abstineserne er ved at krybe ind over mig. Intet internet i en måned, uha.

 3 dage blandt svampeøer i Kabui-bugten

Tirsdag den 9/10 kl. 05:30 tager vi afsted fra Sorong, der skulle først ordnes Visa, og det tager det meste af dagen på disse breddegrader. En kildrende fornemmelse at stævne ud mellem de hundredevis af fiskerbåde, nu slap vi for alvor civilisationen. We are on our own! Om eftermiddagen 

når vi frem til Waigeo, efter 52mil i NV-retning fra Sorong. Undervejs bed der pludselig en Mahi-Mahi på vores madding og Stoffer landede den i flot stil. 83cm og 2,4 kilo. Fra fangsten til den lå fileteret klar til køleskabet gik der 12minutter. 

På Waigeo vælger vi den sydlige Kabui-bugt, der afgrænser Wam og Kabui, ikke den nordligere Maylibit bugt. For som skipper Ken tørt bemærkede "det er det lokale tilholdssted for saltvandskrodiller". Var det en spøg? Tiden vil vise det. Så ankres der op blandt de karakteristiske mushroom øer, et sceneri der er så fremmedartet at det bringer erindringer frem on naturen i filmen "ringenes herre".  Vi ligger nu på position 0 25.380 syd og 130 34.164 øst, alene uden nogen tegn på civilisation. Mushroom øerne og hovedøe er komplet bevokset med junglebevoksning og palmer. Kenneths fantastiske grillede grøntsager nydes midt i den mørke tropenat. Jeg mærker glæden og tilfredsheden. Jeg kom af sted, jeg er her, jeg er midt i eventyret - og med hyggelige rejsekammerater hvor vi aldersmæssigt spænder fra 22 til 69 år. Forunderligt så aldersforskellen udviskes, alle deltager i de mange praktiske ting om bord.

Dagen efter skal der dykkes. Ken instruerer Kristoffer og Therese. Lægger vægt på sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed. Det er tydeligt at Ken trives i rollen som instruktør. Jeg kigger med og lærdommen fra mit certifikat for 17 år siden dukker op. Da vi lidt senere står i 1,5 meter vand, på koralsand, omgivet af jungle føler jeg mig lysår fra træningen i svømmebassinet på Marienlyst. Her i dykkermekaet Raja Ampat på "egen" køl gir det lidt mere mening.

Næste morgen tager Ken og jeg vores første time under vandet. Hvor rusten er jeg? Faktisk forbløffende intakt. Der mangler dog lidt fintuning i at holde den vertikale afbalancering. Det skal nås ved næste dyk. Ved hjemkomsten til Orbit blev vi mødt af en superglad Kenneth. Han havde dagen før spottet en Midnight snapper, var overbevist om at den holdt til et bestemt sted, og gået på jagt efter den med bådens harpun, i fridyk på 9 meters dybde. Og han fik den, 50 cm og 3 kilo. Om har var stolt? ? ? 

Dagen bød på 2 dyk. Jeg kan mærke der er ved at komme lidt mere sikkerhed over processerne.  Føler  mig klar til open water dives. Vi nåede også en sightseeing trip i floden /. kaanalen,  der ...... . Fed fornemmelse at komme drønende ad en  krystalklar vandvej, med urskov, jungle og. på. begge sider. Undervejs gjorde vivstop. ved  en stor. klippehule,  befolket med 100vis af "flyvende hunde", kæmpeflagermus ....

Ankomst til Bountyland

Lørdag ankrer vi op mellem 2 små øer, lidt udenfor østkysten af Wam på position 00.28.565' syd og 130.31.840 øst. Ren Bounty ! Stoffer og jeg foretog en landgang, og jeg checkede kokospalmerne ud, der var laaaangt op. Måske man skulle medbringe en kraftig slangebøsse en anden gang? Dagen slutter med et Open Water træningsdyk. Svævende i 12-18 meters dybde lader vi strømmen føre os forbi et facsinerende sceneri, ren akvarie. Fiskene er bare flere, smukkere og større.

Det var så min tjans at give alle Orbitfans en smagsprøve på begyndelsen af et eventyr, der skal vare 4 uger endnu.

Skrevet af Thor