19.08.13 - Lottes rejsebrev: Wallis

Tidligt om morgenen d. 13. august dukkede Wallis op i horisonten efter fire døgns sejlads fra Tuvalu. Solen skinnede, himlen og havet konkurrerede om at have den mest intense blå farve og humøret ombord var højt. Der er noget helt særligt over at øjne land efter en lang sejlads, en følelse som bare ikke kan opnås ved at nå en destination via fly. Man glæder sig til at sætte fod på landjorden, glæder sig til at få et bad, til at sove i en køje som ikke hælder og til at udforske udvalget af friske fødevarer – måske ikke så anderledes fra en flyrejse endda, men det hele forstærkes af rejsens varighed og de fysiske forhold, vi lever under her på Orbit.

Forventningerne til Wallis var høje, for Wallis er fransk territorium, og vi havde en klar forestilling om at ville kunne se franskmændenes kulinariske overlegenhed afspejlet i udvalget af varer i supermarkederne. Samtidig havde vi læst os til, at der blev dyrket både ananas og citrusfrugter, som vi hidtil kun har kunnet finde i importerede varianter. Vi fik ret i det første, men en cyklon havde tilbage i december slået bunden ud af vores drømme om bjerge af frisk, lokal frugt. Til gengæld fangede Kira en kæmpestor Wahoo, kort før vi skulle begynde indsejlingen og da en stor flok delfiner samtidig sørgede for at agere munter velkomstkomite, var vi alle enige om, at Wallis tegnede til at blive et fint bekendtskab.

Og vi fik ret. Da vi en uges tid senere gjorde klar til at vinke farvel til denne lille, grønne perle midt i oceanet, var det således med en hel bunke gode oplevelser i bagagen. Vel at mærke med hensyn til både natur, kultur, mennesker og mad. Hvad mere kan man ønske sig?

Jeg trængte til eventyr på landjorden og havde sat mig i hovedet, at jeg gerne ville finde Lalolalo, en cirkulrund kratersø med grønt vand og stejle vægge, som topper listen over must sees på Wallis. Kira og Simon var lette at lokke med og sammen begav vi os af sted til fods. Wallis er ikke ret stor, og de fleste afstande virker derfor umiddelbart ret overkommelige, men det eneste kort vi havde til rådighed var temmelig mangelfuldt og derfor skulle der efter en times vandring i bagende sol ikke mange overvejelser til for at takke ja til et tilbud om et lift fra en forbipasserende bilist. Vores chauffør var en ældre herre, som insisterede på at forære os en rundtur – mit franske er ikke fantastisk, men jeg kan gøre mig nogenlunde forståelig og kan i hvert fald godt genkende ordene for 'min gave til jer' - så vi takkede ja og fik ikke blot set den fabelagtigt smukke Lalolalo, men også to andre søer, Lanutavake og Kikila, et par rigtig fine kirker, samt en katedral på sydspidsen af øen, som er ved at blive genopbygget efter cyklonens hærgen. Til sidst blev vi kørt hele vejen tilbage til hovedstaden Mata Utu, hvor Orbit lå for svaj. Det blev en noget anderledes dag, end vi havde regnet med, men det er jo hele pointen med at tage på eventyr; at man ikke kan forudsige det hele og at man får set nogle ting, man ikke havde regnet med at se.

Wallis er romersk-katolsk, hvilket især afspejles i en absurd mængde kirker og katedraler, som udseendemæssigt ville passe bedre til Normandiet end til en tropeø i Stillehavet. Geografisk befinder vi os i Melanesien, men befolkningen består af polynesere. De er blevet omvendt til katolicismen, og er meget konservativt troende på et stadie, som kan sammenlignes med Frankrig for hundrede år siden, men har samtidig krydret de kirkelige ritualer med lokal folklore og gamle traditioner. Således bliver Assumption fejret ikke blot med en højmesse om morgenen, men også med optog og opvisninger i traditionel dans fra de tre høvdinges regioner, samt offergaver til kongen fra samtlige landsbyer. Disse gaver består i en ufattelig mængde slagtede grise, som sammen med taro og yams udstilles på plænen foran kongens hus. Dette er pr. tradition mændenes bidrag, mens kvinderne kommer med store ruller tapa, der er en slags måtter, som møjsommeligt fremstilles af bark og derefter dekoreres med plantesaft sirlige mønstre.

Når kongen har taget imod alle de overdådige gaver, byder traditionen, at han giver alle gaverne tilbage til folket. Således køres grisene en efter en væk igen og hjem til de enkelte landsbyer, hvor de tilberedes til aftenens fælles måltid. I løbet af dagen har alle til gengæld kunnet spise så meget de måtte lyste af en stor buffet, der er tilberedt af en enkelt af landsbyerne, et hverv som går på skift fra år til år. Således fik Simon og jeg også ædt os en pukkel til i et pudsigt mix af lokale retter og fransk bagværk. Når vi ikke lige kiggede på døde grise, dansende polynesere og bjerge af mad, gjorde vi afstikkere hjem til Miren og hendes vaskemaskine. Miren havde Mathias og Simon fået støvet op efter en hel aftens jagt efter et sted at vaske tøj, og denne søde, midaldrende skolelærerinde havde lovet, at vi kunne få lov at ordne det hjemme hos hende. Den slags chancer er man nødt til at gribe, når man ikke selv har vaskemaskine, og i løbet af dette togt har vi haft adskillige interessante hændelser i forbindelse med tøjvask – men ingen dog så fyldt med bonusoplevelser som denne. For når vi ikke lige var til folkefest og ikke lige vaskede tøj, var vi på sightseeing med Miren, der var lykkelig for at have selskab og nød at kunne vise os den ø, hun har boet og arbejdet på de sidste fire år. Hendes familie har ikke råd til at besøge hende, så hun insisterede på at det var ren win-win at kunne få lov at være vores guide for en dag samtidig med at vi fik hjælp til snavsetøjet. Sammen besteg vi Wallis' højeste 'bjerg', Mt. Lulu, på hele 145m, og senere tog hun os med til landsbyerne Vailala og Vaiputu på nordspidsen af øen. I Vaiputu ligger St. Paul & St. Peter kirken, og Miren vidste tilfældigvis lige hvilken dør, der stod ulåst, så vi kunne snige os ind i kirken og kravle helt op øverst i klokketårnet for at nyde udsigten og få håret blæst igennem. Igen en oplevelse, som intet ordinært rejsebureau kan tilbyde.

Efter disse to oplevelsesrige dage provianterede vi en omgang franske delikatesser (bl.a. ordentlig ost, jubiiiii!) sejlede vi sydpå og kastede anker ved en ubeboet ø, Nukuaeta, hvor vi fik fornøjelsen af både formidabel snorkling, friske kokosnødder (plukket af Elin, som adræt som en abe gjorde de lokale klatrekunsten efter) og en dag med så massiv regn, at vi kunne fylde alle tanke og dunke med drikkevand for første gang i lang tid. Siden Kosrae har vi kun gæstet atoller, som med deres pandekagetopografi ikke byder på mange chancer for regn, så vi har været nødsaget til at måtte skaffe ferskvand fra land flere gange – men nu flød de pureste dråber direkte fra himlen og ned i vores slunkne tanke, så selvom en hel dag med regn måske kan synes som en kedelig ting, var regnen i den grad velkommen. Og regn er jo heller ingen hindring for, at vi kan ro i kajak og snorkle, så selvom vi snuppede os en langsom morgen og formiddag med bøger og film (og for nogles vedkommende bare en hel masse søvn), endte det alligevel med at de fleste af os havde været i eller på vandet inden dagen var omme. Dagen efter havde vi vores eneste dyk på Wallis, i det sydlige pas ved indgående tidevand – og sikke en fest! Strømdyk er som regel sjove i sig selv, og vi fik dertil selskab af både en gigantisk stime Bigeyed Jacks, et par Ørnerokker, adskillige kæmpestore Groupers og masser af farvestrålende revfisk. Det dyk kommer ret højt på listen over undervandsfavoritter på dette togt.

Vejrudsigten bød os at tage af sted fra Wallis en dag tidligere end beregnet for at vi kunne få de mest gunstige betingelser på vores sejlads til Samoa, men selvom det således endte med at blive en ret kort visit, var det en rigtig god en af slagsen. Wallis ligger langt fra alting og er ikke en klassisk feriedestination, så jeg tror ikke umiddelbart, at jeg nogensinde kommer tilbage – men jeg er glad for, at jeg har været der.

09.08.13 - Kira's rejsebrev: Tuvalu

Rejsebrev – Tuvalu, d. 25. juli til 9. august 2013

* Jeg gør opmærksom på, at der ikke forekommer nogen form for overdrivelse i dette rejsebrev!

Efter provianteringen af mad, opfyldning af gas, vand og benzin fik Orbit sat sejl fra Tarawa mod Tuvalu med en beregning af sejladsen på 702 sømil, hvis vinden skulle have medhold – sejladsen endte i en syvdags sejlads, fra d. 18. juli til d. 25. juli med mange mindeværdige oplevelser – krydsning af ækvator, fuldmåne og ikke mindst fangst på de mægtige fiskestænger. Elin og Simon fangede henholdsvis en Mahi Mahi og en Wahoo som blev lækkert tilberedt og nydt i stor stil i aftensolen ude midt på Stillehavet.

Personligt fik jeg også bid på min fiskedag – forskrækkelsen og forvirringen var kort, da alarmen på fiskestangen gik og der blev råbt ”FIIISSSKKK”. Fangstbæltet blev påført i en fart og inden længe var indhalingen af fisken i gang - hvad der viste sig at være en Marlin på formentlig 2,5 meter og et skud fra hoften 50-60 kg! Kampen var hård og med kyndig hjælp samt instruktion fra Ken var Marlinen inde ved rælingen efter 30-40 minutter. DESVÆRRE var denne Marlin en af de klogere fisk, den fik forvildet sig selv ind under båden og kappet linen over i skruen. Ærgrelsen var stor, da en fisk som Marlinen ikke er den nemmeste fisk at fange.

Efter en flot sejlads, med vinden som ønsket og uden nogen søsyge kom vi sikkert frem – selvfølgelig med en velkomststime af delfiner der elegant sprang omkring Orbit. Ankomsten med rengøringen blev hurtigt ordnet så et kølig dukkert kunne nydes og herefter gik turen ind til land for at udforske Funafuti – en atol der i forhold til Tarawa, som vi lige var kommet fra, er bedre økonomisk stillet og har et højere fokus på hygiejne. Tuvalu har nemlig valgt at bosætte alle deres grise på den anden side af landingsbanen, væk fra selve bebyggelsen.GPS kort over Funafuti atollen/Tuvalu. (De blå streger indikerer sejlads til og fra Tuvalu og den røde er den nuværende position inklusiv kurs ind mod hovedøen)

Morgendagen stod på eventyr, hvor Lotte og jeg hoppede i kajakkerne kl. 5 om morgen, med afgang til kajen for at besøge ”Korean Garden” der er byens lokale grønsagssted, med åbningstid hver fredag morgen. Proceduren for de handlende er at man ankommer kl. 6 og skriver sig op på en liste der retfærdiggør rækkefølgen på de handlende. Herefter sker selve købet af grønsager kl. 7, hvor den opskrevne rækkefølge følges nøje. Købet var flot; tre flotte agurker, et salathoved, lange sprøde snackbønner, en stor papaja og noget spinatlignende grønt.

Efter en dejlig weekend for anker, var beslutningen faldet på at tiden i Tuvalu skulle bruges på at tage tre tredagesture ude i atollen – ture der gerne skulle sætte rammen for nogle spændende dykkerspots, eventyrlige øer til opdagelse og ikke mindst tid væk fra civilisationen. Turene bød på spændende dyk plus færdiggørelsen af Advanced for Elin, Simon og jeg. ”Øvelse gør mester”, så lækre harpunerede fisk fik vi nydt takket være Elin og Anne Sofie. Efter utallige tanker om sprøde snobrød og hygge om bålet, blev der i denne omgang også mulighed for at nyde det fantastiske selvskab på dette togt i rammerne af et skønt ”Beach party” med snobrød, fisk og sølvpapirspakker med kartofler, løg og gulerødder over bål i selskab med lækre drikkevarer.

Tuvalu har været en oplevelse, og finder nu sin plads blandt alle de andre oplevelser – men hvad har Tuvalu egentlig været mindeværdig for? Jeg tror, at det, der for mig at været mest interessant ved denne periode, er besætningens sammenhold og det bånd der er og som vil blive stærkere fra denne tid og frem. Der er nu under en måned til, at vi skal afmønstre fra Orbit og sige tak for denne gang – tanken om at et eventyr snart skal slutte er i et og samme en smule vemodigt, men på sin vis skal vi alle sammen videre mod nye eventyr. Ja, om man vil bliver denne afrunding af rejsebrevet for Tuvalu lidt cheesy, men det er svært at lade være, når man sidder og kigger ud over rælingen på Orbit og ser vandet i flere tusinde nuancer – hvor man uden tvivl ved, at her under overfladen lever endnu en uudforsket verden.

12.07.13 - Mathias' rejsebrev: Kiribati Independence Day

Kiribati Independence Day

Af Mathias Hilkøb Jakobsen

At være en del af noget så upersonligt som et andet folks frihedsdag, er en ganske fed oplevelse. Især et folkefærd så anderledes fra de Skandinaviske som Kiribatis folk er.

Festlighederne var startet dagen forinden med en skønhedskonkurrence. Vi fandt aldrig ud af, hvem der havde vundet eller om det var både for mænd og kvinder. Vi var lidt kede af, at vi havde gået glip af det, men der var masser af oplevelser i vente.

Vi tog derind om formiddagen den 12 juli, og straks blev vi mødt af børn og en skæv mand, landsbytossen, som viste os, hvor ceremonien blev holdt. Vi kom lidt for sent, der stod allerede børn i nydeligt opstillede grupper i forskellige rækker foran os. De var klædt ud i forskellige farver og mønstre og alle grupper havde et banner fra deres skole. Der blev hurtigt lagt mærke til os, peget og grinet, vi var de eneste turister på øen den dag. Børnene blev ledet af en voksen, som skulle sikre at de blev holdt i takt samt bevarede disciplinen.  Et utaknemmeligt hårdt arbejde, for der blev kastet rundt med hattene og leget rundt omkring.

Da ceremonien begyndte, gik børnene rundt i takt i en stor firkant med en fanebærer i front og nogle havde også en fyr med tromme som slog rytmen an. Det var dog kun de lidt ældre i teenagealderen, som havde det. Samtidig var der et par taler i talerstolen, som var rettet mod børnene. Det var alle ældre mennesker, som holdt talerne, det virkede som fornuft og fælleskabet de snakkede om, men jeg kunne ikke forstå det, da det var på det lokale sprog. Men jeg tror, jeg fangede essensen af det. Bagefter gik børnene ud, væk fra den store græsplæne det blev holdt på, i et stort optog, først den ene klasse, så den anden og så den sidste. Disciplinen gik lidt itu, da børnene så, at vi stod og tog billeder af dem. Så ville de lige skære ansigter og kaste håndtegn til kameraet. Da alle børnene var blevet eskorteret ud var der pause. Børnene fandt deres forældre og hinanden.

Vi tog tilbage til båden for at spise frokost og tog ind igen tidligt om eftermiddagen, bare Lotte, Kira og jeg. Nu var tiden inde til, at det var de voksne, der gik i gang med konkurrencer. Det er en tradition på hele Kiribati, at mændene skal bryde. Der var seks mænd i en firkant, der holdte øje med deltagerne og så var det to forskellige brydere for hver runde. Før de begyndte at bryde, skulle bryderne tjekkes. Der blev kigget i munden og på hænderne efter ting der kunne rive eller skade. Efter det skulle de strippe ned til underbukserne og have et sjal fra hofterne ned til slutningen af lårene. Når det var gjort, skulle bryderne kramme venskabeligt for at vise respekt og godt humør, og efter alt det begyndte de at bryde.

I starten stod de og trippede lidt sammen, stod og holdt godt fast i hinanden og så, lige pludseligt, begyndte de at kaste rundt med hinanden. Nogle gange blev det ret voldsomt, nogle gange blev det bare komisk. Bryderne tabte oftest deres sjal, og det udløste store latterbrøl fra de omgivende tilskuere og fra dem selv. Det var vidunderligt at se hvor meget de gik op i det og hvor meget de samtidigt kunne slappe af omkring det. Det begyndte at regne og brydningen blev stoppet.  Det var helt i orden med børnene, de startede med at spille fodbold. Halvtreds børn og to bolde, det var for fristende for mig ikke at deltage, så jeg prøvede at tage bolden fra dem, men de var også meget opsatte på at tage bolden fra mig, når jeg endelig havde fået tilkæmpet mig den. Så jeg lavede ikke andet end at jagte en bold, omgivet at små og store børn, rundt på en stor græsplæne i 35 graders varme. Jeg var helt smadret bagefter, og jeg fattede ikke, at børnene bare kunne blive ved og ved med at løbe rundt.

 

Efter fodbolden var regnen stoppet og brydningen blev genoptaget. Vi begyndte at gå lidt rundt og bestemte os for at tage hjem til båden. Og vi blev fulgt hele vejen ned til stranden, lige til vi sad i vores gummibåd og der blev vinket farvel til børnene og landsbytossen og andre søde mennesker, som syntes vi så spændende ud. Det var en underlig følelse at være så interessant i deres øjne, men jeg kan ikke lade være med at tænke, på den anden side, så er de også meget interessante for mig og de begyndte alle at betyde noget.

Jeg vil holde fast i vores fælles dag sammen resten af mit liv.

Før jeg slutter, har jeg lyst til at fortælle hvad vi ellers har lavet siden sidste rejsebrev. Vi har fået en ny gast ombord, Kira, som passer perfekt ind i rytmen og roen på Orbit. Hende er vi allerede blevet vildt glade for, nu kan hun ikke undværes. Nogle gange føler jeg mig forkælet over at være sammen med så forskellige og så afslappede mennesker, som dem der er på Orbit lige nu.

Vi har været på Kiribati hele tiden, på hovedatollen Tarawa og de to afsidesliggende atoller, Butaritari og Abaiang. Vi havde nogle dage på Tarawa, hvor vi fik provianteret og hvor vi nød god restaurantmad og is fra supermarkedet. Vi sejlede derefter til Butaritari, en dagsejlads, hvor vi fik set vores første delfiner på togtet. Vi var på Butaritari i seks dage, hvor vi snorklede med skildpadder og Manta Rays og hvor de fleste fik sejlet i kajak. Herefter sejlede vi mod Abaiang, som ligger på vejen tilbage til Tarawa. Vi tilbragte Kiribatis uafhængighedsdag på Abaiang. Efter dagen tog vi ud til passet, hvor vi dykkede et godt dyk på revet og et virkeligt godt dyk i passet. De første dyk for mig siden Chuuk! Vi så forskellige slags hajer, Eagle rays, tun, en stime barracuda, langustere og masser af forskellige fisk. Det var et dejligt dyk.

Nu er vi på Tarawa igen, hvor vi skal have ordnet ting og sager, hygget os og bare nyde at kunne gå rundt i land, for nu skal vi ud på en syv dage lang sejlads, hvor vi skal krydse ækvator og forhåbentligt se nogle store dyr og fange fisk.

Næste gang er det Kira, som skriver rejsebrev og hun kan berette om den lange sejlads fra Kiribati til Tuvalu og atollen Funafuti som er vores næste havn.

Ohøj!