2014.05.25 - Den sidste uge på Marquesas, af Anne Sofie

Den sidste uge på Marquesas er gået, og et nyt kapitel i dette togt skal til at begynde. I morgen sejler vi mod Tuamotus atollerne - øerne med hvide palmestrande og turkis blåt vand, og vi forlader Marquesas øerne med deres høje majestætiske bjerge og planktonfyldte vande.

Dagene tager hinanden, og pludselig kan det være svært at huske om det var tirsdag eller torsdag man vandrede 2 timer ind i junglen for at se et kæmpe vandfald, eller om det var den dag man var ude at dykke med hajer og rokker.

Men det der har fyldt mest for mig i denne uge, har været jagten efter en tatovør.

Jeg havde for lang tid siden besluttet mig for, at hvis jeg skulle have en tatoo, så skulle det være på Marquesas øerne, både af kulturelle årsager, da det er her tatoveringer stammer fra (selv ordet tatoo kommer af det marquesianske ord for det: tatau.), og så af personlige årsager, da jeg så det som en god måde at symbolisere de 2 års sejlads Ken og jeg har været på når vi kommer hjem til sommer.

Efter at have besøgt to landsbyer på øen Ua Pou, hvor vi havde hørt om en god tatovør, og fundet ud af at der ingen tatovør var, sejlede vi tilbage til Taiohae bay, på Nuku Hiva. Her fandt vi en tatovør og fandt samtidig også ud af at vi var ankommet lige til en musikfestival som ville vare både fredag og lørdag.

Så vi fik tatoveringsplanerne sat i værk, samtidig med at vi planlagde at tage ind og se musik en af aftenerne. Tilfældigvis var den danske båd Havana netop ankommet om fredagen, dagen efter os, så vi mødtes med dem og drak nogle sundowners med dem, inden vi tog ind til festivallen om lørdagen. Der blev udvekslet historier fra søen og gode råd, i takt med at romflaskerne blev tømt, og da vi ankom til festivalpladsen var der allerede godt gang i musikken som gik fra en genre af reggae til heavy metal, blandet med dubstep.

Samme dag havde jeg fået færdiggjort min tatovering, efter at have brugt hele fredagen på en tegne/designe process med tatovøren Mau, for at finde ud af hvordan den skulle se ud. Om eftermiddagen havde han streget den op og lørdag formiddag blev den fyldt ud. Det gjorde ondt ja. Men den er virkelig blevet flot, og jeg er virkelig glad og stolt over at have fået den lavet. Fedest var det at være med i designprocessen med Mau, og endnu federe var det, da han lagde nålen og sagde ”Okay, finish”.

I morges var jeg frisk da jeg vågnede, eftersom jeg var den eneste ombord der ikke havde drukket af romflasken aftenen forinden, så Ken og jeg stod op og lavede søndagsbrunch til hele besætningen – en tradition der skal fastholdes, siger gasterne.

Egentlig skulle vi have sejlet mod Tuamotus i dag, men da festlighederne tog om sig i går aftes, tænkte vi at det nok var bedre at udskyde sejladsen med en enkelt dag, så vi kunne få en god start.

Vores tid på Marquesas er hermed også slut for denne gang. Det har været ubeskriveligt smukt og fantastisk. Oplevelserne i denne smukke natur med de massive høje bjerge og deres vande, har overgået sig selv igen og igen. Dykning og snorkling med mantarays der væltede rundt i hinanden, hammerhajer der gang på gang svømmede helt tæt forbi os, store flokke af eaglerays der har cirkuleret lige foran os, vandreture i bjergene og ind i den frodige jungle eller over tørre græssbakker, smukke udsigter og solnedgange, alle disse ting har været med til at gøre Marquesas øerne en livsbekræftende oplevelse, og et sted man i særdeleshed har lyst til at komme tilbage til.

2014.05.18 - Ankomst til Daniel's Bay, af Charlotte

Så blev det lørdag og endnu en uge er gået – det er ufatteligt så hurtigt tiden går herude, og utroligt så hurtigt man mister tidsfornemmelsen. ”Husk rejsebrev senest i morgen” - vildt at det allerede igen snart er søndag.

Sidder på Orbit i Fransk Polynesien i en lille smuk bugt – Daniels Bay. Halvdelen af besætningnen er sejlet i land og er på ekspedition i bjergene oppe hos gederne, og vi andre hænger ud her på båden og slapper af. Drengene ligger nedenunder med hver deres computer og ser film, drikker cola og spiser slik. Turen hertil fra byen var kort, men på ingen måde begivenhedsløs.

Lidt regn og vind satte gang i Orbit, så vi kom afsted i god fart. Næsten i mål knager rebet til dingyen og pludselig er det knækket – kort tid efter at Anne Sofie har fortalt om sidste gang de mistede en dingy. Sejlet bliver hevet ind og der bliver lavet ”dingy over bord rulle” - Ida holder øje med dingyen og Orbit bliver vendt. Ken gør klar til den store dingy redningsaktion – når ikke at skifte til saltvandsunderhyler, og ofrer et par ferskvands til fordel for dingyen – vel op på siden af dingyen tage skipper et hovedspring i vandet og er i en glidende bevægelse oppe i dingyen – dingyen er reddet og alle kan ånde lettet op! Ingen skade på mand eller materiel. Endnu en begivendhedsrig sejltur er overstået, og vi ligger nu roligt her.

Der er sket mange ting i ugens løb, og dagene flyder hurtigt sammen. Vi har ligget ved forskellige ankepladser langs kysten af Nuku Hiva. Vi har dykket forskellige spots, og har set de mest fantastiske landskaber både over og under vand. Dyrelivet er også fantastisk. Vi ligger steder, hvor Mantarays bare svømmer omkring os hele tiden  i overfladen og basker med deres vinger. Vi har set stimer af eagelrays, hammerhajer, vi har set marblerays og og og og.... ja jeg kan blive ved. Også en tur ind til byen er det blevet til, hvor der er blevet tanket op og provianteret til turen til atollerne. Trangen til internet og is er også blevet tilfredsstillet.

Det går godt herude, måske er det stadig honeymoon, men jeg håber det ikke. Vi kan hygge os sammen, grine sammen, hjælpe hinanden med opvasken og give en hånd, når man måske er lidt nede. Selv, når jeg hænger ud over rælingen på Orbit og ofrer til Kong Neptun, er der altid en, der er klar med en tår vand og et stykke køkkenrulle – og hvem kan ønske sig mere :-)

Folk herude er virkelig nogle skønne mennesker, der giver et ekstra krydderi til oplevelsen ved at være ombord på Orbit.

2014.05.11 - Fra Hiva Oa til Nuku Hiva, Rejsebrev af Magnus

Kære alle

Så er vi her... to års vente tid og en masse hårudtrækkende eksamener senere og det hele er pludselig fucking fantastisk.

Modtagelse i lufthavnen, eller man skulle måske hellere sige, modtagelse på den enkelte landingsbane de havde valgt at placere strategisk smart (?) ovenpå et bjerg, med direkte nedgang, skulle bremserne svigte.

Ingen problemer! Vi nåede helt ned, og der var både flag og smil som velkomst.

Første projekt som gast på Orbit var indkøb i mega klassen. En nøje udvalgt købmand skulle tømmes, hvilket satte hele indehavernes familie og tilfældig mini lastbil i gang med at læsse og pakke dåsemad, pasta, mel, ris og ikke mindst 16 rammer cola.

Alle skibets rum, skabe, hylder og dunke blev fyldt op og bagefter var der ingen spor af det 130.000 franc dyre indkøb.

Som gaster på Orbit er der daglige pligter og gøre mål. Dagen starter med solen kl. 06, hvor der opsummeres på nattens temperatur, hvor meget båden har gynget i løbet af natten, samt moderat/ekstrem indsmøring med solcremé.

Vi er fra togtets start blevet spredt over forskellige dage, hvor vi på skift laver frokost, aftensmad, bager brød og gør rent. Men denne liste er vejledende og der er hurtigt nogle der hjælper med madlavning, opvask, gode idéer, eller hvis den mad-ansvarelige lige skal bruge en pause pågrund af temperaturen i køkkenet, har støt hoved eller foden på diverse hjørner eller dørkarme.

Det fungerer bare, moralen er høj og resulteret der af, vi har både fået pizza, oksesteg i ovnen og bøffer på grill, der er ingen smalle steder her, undtagen toilettet. Om aften sættes hjemmebiografen op (hvis computeren er blevet ladt op under sejlads) og de unge ser serier indtil alle sidder og nikker kl 21.

En tredje del af livet som gast på Orbit er sejladsen. Indtil videre har vi haft en sejlads på 11 timer og få på 6 timer. Sejladsen starter med klargøring og nedpakning af dykkergrej, vasketøj og vores teenagers forlagte egendele. Fiskestængerne gøres klar og der trækkes lod om rækkefølgen for hvem der for lov til at trække fisken ind (vi har dog ikke set skyggen/finnen af nogen som helst fisk indtil videre), tilsidst trækkes ankeret op og der sættes sejl hvis vinden er til det. Så er det bare at nyde solopgangen, samtidig med at man ikke afviger for meget fra kursen, udfordrende!

Langsomt som folk vågner af motorens larm eller skibets gyngen. For nogen bliver dagens første cola drukket og en snickers konsumeret, hvis det er rigtig tidligt, andre holder sig blot til den traditionelle havregrød.

Herefter er man som regel klar til at spotte springende delfiner, manta rays, fisk eller hvis man skulle være rigtig heldig hvaler. 

Ved ankomst til den nye ankerplads kravler skipper i masten og råber kommandoer omkring fart, motorens omdrejninger, dybden, hvor meget ankerkæde der skal ligges ud og hvornår. Alt sammen imens der bliver spottet  manta rays (rekorden er 11 stk. i en enkelt bugt) der ivrigt bliver forsøgt optaget med GoPro kamera. Når skibet er foranket er det tid til at dykke.

En frynsegode ved at være gast på Orbit er de 1-2 daglige dyk, der indtil videre ikke har været skuffende. En nærliggende pynt bliver studeret på søkort, eller af divemasteren lige inden vi tipper i vandet. Er der strøm?, spændende klippe formationer?, reltivt dybt og mange fisk?. OK tegnet gives og så er vi igang,altid som de eneste dykkere i miles omkreds. Så snart man er kommet under gælder det om at nyde de første manta rays, der næsten altid ligger under gummi båden og spiser. Derefter kommer store schools af diverse fisk og er sigten god spottes enkle rovfisk som Tun og Trevallys eller pågående revhajer, gerne flere af slagsen. Diversiteten er utrolig. Der kommunikeres via råb og skrig, banken af metal mod metal og ringen med klokker, alt skal spottes og dokumenteres med de 2-3 fuldt opladte GoPro kamera. Alt dette skal gøres mens man undgår giftige drage fisk, skorpion fisk, søpindsvin, 8 armede blæksprutter eller meter lange moraner. Alle der gemmer sig i huller og revner i revet, og bare næstudere os fra alle vinkler. Som regl er  safty stoppet på 5 meter den kedelige del af dykker, i hvertfald alle andre steder i verden, men her bliver vente tiden krydret med stadig flere og flere manta rays, stingrays eller stimer af fisk der søger sikkerhed omkring os.

Fx blevet safty stoppet i går (lørdag d. 10) det hidtil bedste, da vi blev undersøgt af 5-6 nygerige hammerhajer, der en ad gangen svømmede ned langs rækken. En række der hurtigt blev til en klump af dykkere med ryg mog ryg. Safty-sausagen sendes op og 40 minutter der er vel udnyttet er ovre. Historier og high-fives starter allerede i overfladen og overdøves ikke en gang af kompressorens larmen når tankende skal fyldes til næte dyk. ”- så du hajen og hvor tæt på den var”, ”- jeg talte 13  eagels rays, - jeg så 17!”

”- Hvorfor kiggede du ikke da jeg bankede, der var 2 hajer lige under dig? - fordi der var én over mit hoved jeg lige skulle holde øje med”. Dykningen er for vild og efter sigende skulle det næsten kun blive bedre, utroligt nok.

2014.04.28 - Afsluttende rejsebrev fra togt 1 2014 - om forventninger, drømme og realiteter, af Kasper

Sidder på Orbit, mens hun glider langsomt og roligt gennem Stillehavets uendelige bølgeskvulp. Vi er på vores sidste færd - sejladsen fra Tahuata til Hiva Oa. Kan godt mærke, at vi i går var til fest hos den lokale tatovør og hans familie på Tahuata. Det var en god afslutning på togtet, og jeg vil se tilbage på nogle gode øjeblikke fuldt med dejlige mennesker og masser af livsglæde. Det har været tre måneder med uendelig mange oplevelser. Nogen mindre gode, men langt de fleste fantastiske. Personligt var jeg taget på togtet for at fokusere på dykning. Jeg skulle opgraderes fra advanced dykker til divemaster, som undervejs kræver rescue-diver (i skrivende stund mangler teoriprøven for divemasteren som afslutning på dykkereventyret). Men ud over dykningen har der været så meget andet at opleve, at det ikke kan afgrænses til blot enestående dykning. Nej, vi kom ikke til at se en tigerhaj, men vi har set et hav af mantarays - bogstaveligt talt, stingrays, som har "kravlet" op af os, eaglerays "flyve" over og under os på utallige dyk, hajstimer så store, at tælle dem ville være uoverskueligt selv på film og foto. Endelig har vi været i nærkontakt med hammerhajer... på en vis afstand. Ja, vi har oplevet så mange store øjeblikke under vand, at jeg kunne blive ved med at liste nu. havskildpadder, blæksprutter, store moræner m.fl.

Forventningerne var store til eventyret, inden jeg skulle afsted. I to år havde jeg gået og glædet mig til denne rejse. For mig en helt ny verden at begive sig ind i. Aldrig havde jeg sejlet før. Antallet af gange ombord på et sejlskib kan tælles på to fingre. Det skulle vise sig, helt fra starten, at blive en udfordring. En udfordring, som jeg undervejs måtte kapitulere over for og midlertidig afmønstre Orbit for at flyve i stedet. De tilbageværende havde en super sejltur. En tur i sol roligt vejr fra Rangiroa til Marquesas øerne. Alt imens Lars og jeg nød det søde liv i Papeete på Tahiti, med rendende vand og uanede mængder af strøm og internet, herunder mobildækning - og selvfølgelig store bløde senge på hotelværelset. Hvis der er noget man kommer til at værdsætte i hverdagen, så er det især de nævnte ting. De er indbegrebet af luksus herude på havet. Tilbage til Papeete... jeg kan næsten ikke nævne den by uden at trække lidt på smilebåndet. Den by har jeg mildest talt et had/kærlighedsforhold til. Den er på den ene side hyggelig og et rart sted at være... men på den anden side forbinder jeg den unægteligt også med vores første måned. En måned præget af frustration og skuffelse. Frustration over mange ting gik os den gale vej. Skuffelse over forventninger til eventyr ikke blev indfriet, for i stedet at tilbringe tiden på skibsværft m.m. Vi lå en måned p Tahiti, kun afbrudt af en god uge på Moorea, hvor vi fik snerten af eventyr. Men efter store starts vanskeligheder fik eventyret fart, da vi endelig tog afsked med Tahiti og sejlede til atollerne - nærmere bestemt Fakarava. På sejladsen var jeg mindre frisk og så flere gange mit endeligt, dog uden at det kom så langt at det indtræf. For ud over bølger og den dertilhørende søsyge, havde jeg personligt en indre kamp mellem fornuft og egne forestillinger om, hvordan det var at sejle. Kæntrer båden ikke snart i så høje bølger, spurgte jeg mig selv, mens jeg med rationalitet prøvede at berolige mig selv med fakta og informationer. Orbit havde trods alt sejlet i mange år uden, der var sket noget. Faktisk først, da jeg fik at vide, at kølen vejede 6 tons, ud af skibets totalvægt på 16 tons, forsvandt den indre uro ved sejladsen... Søsygen fortsatte! Nå ja, så var der sku bid på en af fiskestængerne på sejladsen. At jeg blot var kommet op, for lige at se til havet og vejret, samt trække lidt frisk luft ned i mine lunger (og selvfølgelig tage min vagt som styrmand), tog fisken og Ken tydeligvis ikke hensyn til. Jeg sad lige for, da Ken rakte fight-bæltet frem og jeg blevet nærmest kastet ned i det - ikke en del af min plan om at komme tilbage i min køje i kampen mod søsygen. En hård men fair fight fik sin ende, da en guldmarkrel på 14 kg og 152,5 cm var hevet ombord. Jeg fik taget en masse flotte billeder til samlingen af en stolt "fisker". Endnu en unik oplevelse rigere. Også den mindre flatterende del, som fulgte efter. Til fangsten hører også en partering af rovet til, hvilket ikke havde en positiv indvirkning på min søsyge!

På atollerne fik vi virkelig gang i dykningen, og når jeg ser tilbage i min dagbog, så var det unikke dyk stort set, hver gang vi kom op af vandet. Det var indfrielse af mine forventninger... og mere til! Atollerne har et utroligt undervandsliv. Det skal ingen lade sig forbi passere i livet, hvis muligheden byder sig. Som en lille bi-ting, men bestemt ikke ubetydelig, fik vi tilgang af endnu en gast på Fakarava. En knægt på 15 år... og hvilken knægt. Spræng fyldt med energi og sjove løjer. Lige noget, der kunne få de barnelige sjæle frem i os andre gamle tosser. Jeg er glad for at have haft fornøjelsen af Aksel ombord - til trods for han overtog min køje :D Der har været mange sjove stunder med omdrejningspunkt i Aksel. Der er sågar opfundet et begreb på linje med "en Jesper Olsen". Her er det i stedet "en Aksel", som kort sagt dækker over fumleri!

Efter et par uger ved atollerne gik togtet videre til Marquesas øerne. Det var en længere sejlads på 5-6 dage. Det var her Lars og jeg valgte den nemme løsning med en uges ophold på Tahiti i stedet. Om jeg fortryder, jeg ikke tog med på sejladsen? Ja, når jeg tænker på, hvordan de andre fortæller om turen, så ja. Men græd ikke over spildt mælk siger et gammelt ordsprog, og det vil jeg holder mig til her. Jeg havde en god og "sikker" uge på Tahiti. Som dykningen skred frem, blev vi alle mere og mere forvente. Forvent med nye og spændende oplevelser, hver gang vi "descent'ede" fra vandoverfladen. Det kan jo bare ikke blive ved. Overliggeren sætter en naturlig grænse her. Vi oplevede virkelig cremen af dykning (uden jeg har set alle andre spots i verden. Måske er min fantasi begrænset, men har svært ved at forestille mig noget væsentligt smukkere end det vi har oplevet). Med alle disse fantastiske oplevelser i bagagen, påbegyndte en mæthedsfornemmelse i mig, som trak mig i andre retninger end blot dykning. Det tog mig blandt andet med ud på vandreturer, som for mig overskred nye grænser. Grænser, hvor Julian og Lina vidste Thea og mig, hvor smukt naturen også kan være fra landsiden vel at mærke. Og hvor udfordrende klatring kan være - især uden sikkerhedslinje. En tak for jeg stadig er i live, skal lyde til de to gode guider. Det blev faktisk til tre dage med vandring på Nuku Hiva med der hørende vabler på fødder og skræmmer på arm og ben. Men det var prisen værd.

Efter endnu en fantastisk måned, denne gang på Marquesas øerne, er eventyret ved at rende ud. Jeg er mæt af oplevelser og glæder mig til at vende hjem til min trivielle hverdag i mit elskede København, hvor jeg ofte ved, hvad der venter mig lige om hjørnet. Men det bliver også med vemod, at jeg vender hjem. Det betyder nemlig samtidigt, at eventyret slutter. Et indholdsrigt og spændende eventyr. Hvad vil jeg se tilbage på, når jeg i fremtiden tænker Fransk Polynesien og Orbit? Og med hvilke øjne og i hvilket perspektiv vil det være? Det ved jeg af gode grunde ikke endnu, men forestiller mig, og håber på, at de gode minder for eftertiden vil træde i forgrunden og skubbe de lidt mere trælse i baggrunden. Det er jeg helt sikker på, vil ske. Har jeg så lært noget af disse mange oplevelser og denne fantastiske rejse? Til det må svaret være ja - en masser. En masse om mennesker. At være tæt sammen 24/7. At sætte pris på hverdagsting derhjemme, som jeg tror, vi alle tager for givet. Derudover en masse om livet generelt. Jeg har fået sat min egen verden i perspektiv og er afklaret med, hvordan den er skruet sammen og hvad den indeholder. Og endelig har jeg fået en indsigt i sammenhængen mellem drømme og virkelighed. At drømme kan bygge på luftkasteller, som bunder i uvidenhed og "falske" forventninger. Det er en lektie, jeg vil tage med mig videre i livet. Lektien om, at drømme er drømme. At de er dejlige at have. Men også, at det er vigtigt at sætte pris på den verden og virkelighed man lever i og har skabt for sig selv - uanset hvorhenne den end måtte være og hvordan den giver sig ud. Nyd livet, gør hvad du har lyst til. Og for alt i verden sæt pris på den tid du har - den kommer ikke igen.

Kasper Wille, Orbit, Hiva Oa, Fransk Polynesien

"Roger over and out"