tirsdag den 30. september 2014

2014.09.14 - Fakarava, rejsebrev af Jonas

Mandagen gik med at Lars og jeg fik kigget på dykkerflasker og fikset regulator set, Olivia forkælede os alle med at bage cookies, og Lars fik lært hele banden at spille whist. 
Lars, Jens, Olivia og Charlotte var et smut ovre på den anden side af passet for at rekognoscere for en evt ny ankrings plads til når vi skal tilbage til Fakarava syd igen med de nye gaster. 

Tirsdag brugte vi på at dykke på ydre siden af revet, Jens var leder af dykket som et led i uddannelsen til Dive Master. Senere på dagen var Olivia, Jens og jeg i land for at se hvordan det så ud der hvor vi lå, her mødte vi en af de lokale dykker ledere, vi spurgte ad til hvordan fiskene i lagunen var at spise, og han inviterede os ud på fiske tur om aftenen, vi måtte desværre takke pænt nej tak.

Onsdag fik Charlotte, Lars og Jens strømdykket fra morgenen af, og Olivia fik sit advanced strømdyk senere på dagen. Resten af dagen fik vi gjort båden klar til at sejle mod nord.

Torsdag morgen sejlede vi mod Fakarava nord, og sikke en dejlig sejlads vi havde os! Helt stille vand og dejlig med vind til at sejle for, vi havde en gennemsnits fart på lidt over 5 knob hele vejen. Da vi kom til nord fik vi rengjort båden og fersket båden af. Om aftenen tog vi i land for at finde noget at spise da ingen af og rigtig orkede at lave mad. 

Fredag tog Jens, Lars og jeg i land, vi fandt os en mand der kunne skaffe os diesel, benzin gas og vaske, hvilket heldigvis var de fleste ting, han sendte os også ned imod et at dykkercentrene, på vejen mødte vi tilfældigt en mand i det dejligste blå skørt (Eboha) der fortalte os vi havde en meget lang vej foran os hvis vi ville gå helt ned til dykkercentret, så vi droppede det. Vi var på vej tilbage mod båden da Eboha pludselig kom bagfra i en bil, han stoppede og spurgte os om vi ville have et lift til dykkercentret, vi takkede pænt ja og kørte afsted. Eboha havde tilfældigvis mulighed for at lave os et måltid mad til charlottes sidste aften så vi bookede ham til søndag aften. Han kørte os hent til den lokale kiosk hvor vi købte ind til at godt aftensmåltid som vi hyggede os med om aftenen. 

Lørdag var Jens, Charlotte, Lars og Olivia ude og tage Olivias næst sidste advanced dyk, peak performance dyk, 4 sømil fra Orbit. Senere fik vi provianteret lidt.
Søndag gik heleved løs! Hele båden blev rengjort så den er klar til de nye gasters ankomst, vi fik vasket alt vores beskidte sengetøj, klude osv. Charlotte var ude og få sig et strømdyk og om aftenen var vi ude og spise hos Eboha. 



lørdag den 20. september 2014

2014.09.07 - Fakarava, af Charlotte

Vi begyndte ugen med at sejle til Fakarava Syd. Undervejs fik vi besøg af delfiner der sprang foran og ved siden af båden. Der var ikke meget vind så det meste af turen blev for motor. Da der enkelte gange var lidt vind til at sejle for sejl var der lidt udfordring i at holde farten i båden.
Tirsdag ankom vi til Fakarava Syd hvor vi fik sat regnopsamleren op, der viste sig at være en rigtig god ide da det regnede en del de næste dage så vi fik fyldt alle vandtanke og -dunke op.
Onsdag regnde det hele dagen så der skruede vi op for hyggen og spilede spil og spiste popcorn. Dagen var dog lidt lang da vi efter sejladsen hellere ville igang med dykning, men det blæste også op så det ikke var muligt at komme igang med nogen vandaktiviteter.
Dagen efter klarede det op og vi kom ud og dykke på revet og fik set nogle hajer og en masse fisk.
Fredag var vejret klaret nok op til at vi kunne komme ud og prøve et strømdyk i passet. Den indadgående strøm skiftede dog tidligere end forventet så vi måtte stadig selv svømme fremad på dykket. Der var rigtig mange hajer der passerede os undervejs, de fleste var Gray Reef Shark og Black Tip Shark. Senere på dagen tog jeg mig en tur i en af kajakkerne. Det var en rigtig flot tur at sejle med kajakken tæt på kysten med palmetræer på stranden, Reef sharks lige ved siden af mig i vandet, og koraller under mig. Til sidst på turen tog jeg kajakken op på land og gik en lille tur og fik for første gang grund under fødderne på Fakarava.
Imens jeg var uge at kajakke var Jonas, Jens og Olivia taget ud for at forsøge at fange lidt fisk til aftensmaden med harpunen, desværre uden at få noget på spydet. Lars blev tilbage på båden og anvendte sine gode mekaniker færdigheder og fik kompressoren, til at fylde vores dykkerflasker, til at fungere igen.
Næste dag blæste det op igen og vi måtte finde spil og bøger frem igen. I løbet af dagen midt i blæst og bølgegang klippede jeg Lars, da nogen mente han var ved at ligne den gale professor ;)

En gang om ugen skiftes vi til at lave en lækker morgenmad. Denne gang var det min tur så jeg overraskede med hjemmebagte kanelsnegle der passede godt til det blæsende vejr.


tirsdag den 16. september 2014

2014.08.31 - Dykning med delfiner på Rangiroa, rejsebrev af Jens

Rejsebrev Jens - uge 35
En uge er gået på flotte Rangiroa, der er blevet dykket med et lokalt dykkercenter, kortvarig  udforskning af Atollen på land og hygget på båden. 

Rangiroa er den næststørste atol i verdenen, hvilket man bestemt ikke tvivler på når man ser den gigantiske lagune, som giver fornemmelse af et lille lokalt hav. Vi ligger i den nordlige del, ved passet Tiputa, tæt på byen af samme navn, som har været den tidligere hovedstad for Tuamuto-atollerne. 

På dette togt har vi aftalt at den person, der har rejsebrev en given uge, skal lave en lækker gourmet-morgenmad en valgfri dag. Så traditionen tro, stod jeg tidligt op og satte mit koldhævede brød fra aftenen før i ovnen, forsøgte mig med at pochere æg (resultatet nævnes ikke her) og lavede hollandaisesauce til Eggs Benedict. På denne måde fik vi sat gang i dagen, som ellers stod på rekognoscering af passet til fremtidige dyk og en tur i land for at snakke med Yannick, ejeren af det lokale dykkercenter. Herpå blev aftalt et dyk på ydersiden af passet med stor sandsynlig for delfiner og et strømdyk i passet, til den efterfølgende dag. 

Olivia kunne desværre ikke deltage i de kommende dyk pga. sygdom, så hun fik en sikkert veltrængt alene tid på Orbit, som ellers sjældent byder sig. Så vi andre sejlede ind til land og scubaede op i dykkercenterets nyindkøbte gear og sejlede ud på revet. Og som nævnt i mit sidste rejsebrev har vi  havguderne med os. For sikke et dyk vi fik os! 13-15 bottlenose dolphins kom helt tæt på os bare 10 minutter inde i dykket, legede rundt om os og med vores bobler, alt sammen indenfor armslængde. Selv den lokale dykkerguide og en undervandsfotograf var helt betagede af seancen. Det efterfølgende strømdyk i passet havde svært ved at hamle op med det foregående. Dog var det interessant og lærerigt pga. den stærke strøm og den lange distance. 

Dagen derpå ledte jeg mit første dyk, som et af de første trin mod at blive divemaster. Dette var indenfor lagunen i nærmest aquarium lignende tilstand, deraf navnet Lagoonariun. Masser af flotte koraler, 5-6 store moræne-ål, flere af dem som var udenfor deres sædvanlige huler. Samme aften overgik Jonas sig selv som grillmester med lammekølle på grillen og senere fælles serie i cockpittet. 

Ellers har den forløbne uge stået på masser af læsning af teori for alle, derudover har vi haft kontaktet familie og venner derhjemme, da vi har kunne bruge den smule internet som var hos Yannick. Vi har også set hvor hurtigt vejret pludseligt ændrede sig fra flot solskin til regnvejr, som fik himmel og hav til at ligne ét. 

Jonas og jeg har også set lidt af den store atol fra ladet på en pick-up truck, da vi blev sendt med den hjælpsomme Yannick ud for at fylde diesel, benzin og vand op. Her fik man indtrykket af hvor stor atollen er (i fransk polynesiske øjne), set den lokale skole, gymnasium og mere.

Næste stop er endnu et ideelt spot til dykning, nemlig Fakarava syd som jeg har været så heldig at se før. Den uge kommer der helt sikkert også nogle gode beretninger ud af, som Charlotte får lov at fortælle om. Tak for denne gange og på gensyn. 

Stillehavshilsner fra Jonas, Olivia, Charlotte, Lars og Jens