29.03.2015 Rangiroa, rejsebrev af Amira

Denne gang er det mig, der har glæden af at skrive rejsebrev for Orbit!

I denne uge har vi slået os ned på Rangiroa, verdens næststørste atol, også kaldet delfinernes spot!

Det har været en intens uge med dykningen, da øen er kendt for at have alt godt fra havet, hvis man er heldig. Der er flere gange blevet set tigerhajer, hammerhajer, hvaler og ikke mindst vilde delfiner, som er med på en lille leg. Vi fik desværre kun oplevelsen af at se nogle delfiner på afstand, men til gengæld fik vi også set manta ray, samt en masse store stimer af mange forskellige fisk som f.eks. barracudas, makreller og rainbow runners. Der er også blevet leget med en sød havskildpadde, som jeg nu har navngivet Ernst (den ved det bare ikke rigtig selv endnu). Mine forventinger til det kendte De Tiputa-pas blev ikke helt opfyldt, men det har alligevel været sjovt og dejligt at få dykket rundt i det blå. Vi tog nogle dyk sammen med de lokale, som har været så hjælpsomme og utrolig søde imod os, hvilket har gjort oplevelsen på Rangiroa ekstra god! Vejret har også været fantastisk i forhold til sidste uge, hvor det stod i regnens tegn. De flotteste solnedgange er blevet set og en klarere nattehimmel er aldrig oplevet lignende. 

 Der har været tid til at udfolde sig i Rangiroas gade (ja - der er kun én gade på hele øen), så der er blevet cyklet og gået lange ture på denne hyggelige ø. Vi har fået besøgt en perlefarm, hyggelige hoteller og kigget på delfiner springe ude ved delfinspottet. Det har været så dejligt også at få brugt noget tid inde på land, nu hvor vi havde været indendørs på båden de sidste mange dage grundet regn. Jeg har både blaffet og snakket med en masse lokale, og jeg kan kun konkludere, at Fransk Polynesien har nogle af de venligste mennesker i verden!

Vi blev anbefalet en lille lokal restaurant kaldet "Chez Obélix", som efter sigende skulle lave simpel, men lækker mad. Der tog vi ud og spiste en aften og ved gudfader om ikke det VAR Obélix, der ejede restauranten! Jeg sværger, at jeg ikke kunne se forskel på ejeren og ham vi kalder for Obélix. Den mand var virkelig en mand for sig selv. Han fangede selv aftensmaden og vi havde været så heldige, at han havde fanget både tun og marlin, som stod på aftenens menu. Denne store ølmavede og skæggede mand fortalte vilde historier om sin tid i elitemilitæret og om hvordan han, med kun sin lille dolk og sine bare næver, reddede en lille befolkning i Madagascar fra at blive spist af en kæmpe krokodille. Så viste han gladeligt billeder af den 100 kg store fangst, som han bagefter åd råt! (Ej, måske lidt kokkereret). Vi har altså haft lidt at se til på denne fantastiske ø! 

 Fredag eftermiddag begyndte vi så stille at gøre båden klar til den kommende to-dages sejlads. Vi sejlede tidlig lørdag morgen og havde vind og vejr med os. Når man så lige gik rundt og troede at der havde været nok eventyr for denne uge, skete der det fantastiske, at vi fik noget på krogen!! Nick, som var på fisketjansen, fik lov at kæmpe en brag kamp med blod, sved og tårer. Efter en halv times tid fik vi dælme fanget en kæmpe blå marlin på 238 cm og ca. 70 kg tung!! En stor begivenhed i Orbits histore er sket! Det er den næststørste marlin, der er blevet fanget på båden. Der blev jublet en masse, indtil det gik op for en, at den kæmpe krabat skulle fileteres. Men nu står der er en masse lækre fileter klar til at blive spist på Tahiti. Livet på Orbit må altså konkluderes at være LIVET! 

Amira

22.03.2015 Apataki og Rangiroa, rejsebrev af Jeppe

Apataki. Tuamutoatollens tusindårsrige tilfælde strømmer ud over det gode skib Orbit. Tilfældet har drevet os hertil. Tilfældigvis er vi her. Ved et tilfælde er vi overhovedet. Her i dette store tilfældige. Præmissen er absurd. Det er vejret der har drevet os hertil og nu må vi se til mens vand fra det åbne over os strømmer ned. Vi er sagesløse i naturens hænder som et publikum der ingen indflydelse har på stykkets kommende akt. Vi ser til. Atollens egenskab har aldrig indbudt til regn i fysikkens enkelthed, men det regner alligevel - eller tilfældigvis.

Vi må finde fred fra denne barbariske udradering af sollyset. Solen der ellers altid er stærk og stolt har mødt sit lige. Vi må søge tilflugt. Vi må have fred. Havet fra himlen har rørt os kun det sidste på denne dag. Det er i havet på jorden vi kan finde vor frelse - og vi er her. Her, midt i det største, på den klode vi kalder jorden. For at undgå vandet fra oven må vi i vandet for neden. Det er et paradoks, der giver mening her i den tilfældige intethed. 

Flugten, som det er blevet til her på Apataki, til, eller tilbage til havet om man vil, har fået status af religiøs handling. Denne fase hvori vi bevæger os over i den anden verden, det andet element, har nu ikke kun betydning af nydelse, men af nødvendighed. 

I en ilddåb kaster vi os bagover i det andet element, som var der en hel hujende skare af troende til at lykønske os. Men vi er kun os. Hinanden nærmest. En storm griber dig og lader sin larmende ro omfavne hver en lille del af dig. Selv dit inderste bliver ikke forbigået. På én gang er du nødt til at ignorere dette. Men du kan ikke abstrahere fra den transcendentale tilstand du er i. Du er nødt til at sande dit sind og dette sker kun i relationen af det nye element. Havet er ikke længere et tilflugtsted, men en anden verden for os. 

Denne verden er ny for nogen og et velkendt hjem for andre. Hvad vi alle har til fælles er friheden. Ikke den frihed vi alle proklamerer skulle eksistere selv i de bedste demokratiske samfund. Nej, en kompromisløs frihed. Endda en frihed fra selv de mest nærværende naturkræfter. Vi bevæger os hvor vi vil. Ganske vist i kortere perioder, men gentagelsen er for mennesket hvad sejlet er for skibet. Fremdrift. Vi er frie. Frie til at se, lytte, smage, føle ja endda dufte. Det er Gaugain på lærred, forspillet til Wagners Lohengrin, Ny Nordisk Mad, den blødeste vævning eller duften af din elskede. Det er bare ikke menneskeskabt. Det er den rå virkelighed og begrænsningerne er ikke eksisterende. Her er alt. Skønhed, vederstyggelse, liv, død, klarhed, tryghed. Adjektiverne slipper hurtigt op i denne verden. Tiden står stille i denne verden. Den fjerde dimension er ikke eksisterende. Måske netop denne dimension har været en begrænsning for friheden i dens originale betydning. Sanserne er på stilke for at få alt med. Her findes svaret på spørgsmålet om der findes noget større. Vi forstår det ikke. Men vi er frie. 

Vi befinder os i et stadigt øget pres fra oven. Vandet vil ingen ende tage og det er først da vi når nymåne dagen at et enkelt hul fra oven tillader os at drage videre stik vest. Den ellers så eftertragtede frihed synes at svinde bort. Naturen har bestemt. Vi er under dette vidunder i alt dens magt og enevælde. Vinden fører os aller nådigst. Her er der ingen grund til at lade den pålidelige Yanmar turbodiesel være behjælpelig. Sejlet gør arbejdet for os. Apataki svinder hurtigt ud af syne i takt med jordens kredsen om sig selv udløser mørkets frembrud. Der falder en næsten søvndrukken stemning over besætningen og bølgernes skvulpen langs styrbord side virker døsende. Vagtplanen er lagt og kursen er sat. Vi er i vindens rug hænder. 

Båret hen over havet er vi ankommet til Rangiroa. Et andet pattedyr hilser os velkommen ved ankomsten morgenen efter nymånen. Delfinerne forsvinder dog hurtigt da skyerne påny åbner for sluserne. Vi vender dog forhindringen til fordel og benytter endnu et menneskeskabt remidie: regnopsamleren. Vi befinder os konstant i et mekka af opfindelser fra eventyrere før os. Alle de hårde prøvelser der er gennemgået menneskeheden nyder vi godt af. Videnskaben har gjort det muligt at besøge fantastiske steder. Mennesker har altid været nysgerrige og ud af denne egenskab har det beriget verden med fantastiske ting. Skib til ophold på vand. Sejl til at føre os frem. Men alt dette kun hvis forholdene er til det. Vi har øget vores frihed. Men begrænsningerne findes. Ved kastet af ankeret er det som endnu en baptisering af Orbit. Men denne gang ikke i væske. En åbning af skyerne bader skibet i solens stråler. Her i verdens næststørste atol er vi velkomne. Vi er indviet. 

Den følgende dag kan vores hungren efter friheden under overfladen imødegås. Ritualerne genoptages og vi kan bare i nogle minutter kalde os frie. Vi kom fra det store urhav og en blanding af nostalgi, nysgerrighed og eventyrlyst tvinger os tilbage i dette enestående element. Vi har illusions tvunget tilfældets bortkomst. Vi er frie. Tror vi. 

-Jeppe Weber Egholm

15.03.2015 Fakarava og Apataki, rejsebrev af Maja

Første uge af togtet afsluttede Michael og jeg med at sove i telt på land. Det var en hyggelig aften hvor vi lavede bål på stranden, så solnedgang og nød stilheden, samt det at have lidt alene tid sammen som par. Det var en god opladning til, at vi mandag vendte snuden mod Nord. Vi havde en fin sejlads i dejligt vejr, det eneste men, var at det også denne gang var for motor. Glæder mig helt vildt til at få sejlene op, slukke motoren og kun høre bølgeskvulp fra vandet. 

Vi sejlede tilbage mod byen i det nordlige Fakarava, hvor vi kunne proviantere. Her slæbte vi løg, mælk, konserves og især mel i lange baner. Det bliver fyldt i bøtter ombord, da der kan gemme sig kakerlakker i pappet. Men det er alt arbejdet værd, for UHM hvor er det bare lækkert med friskbagt brød om morgenen. Tirsdag hentede Ken Jonas i lufthavnen. Han skal være kaptajn det kommende år, så han skal være med på vores togt for at suge til sig af al Ken’s viden, tips og tricks. Det betyder også at vi nu er 8 om bord, og dermed er 4 der skal deles om den begrænsede ilt i forkahytten. Indtil nu er det dog blevet løst på bedste vis, da vi på skift har kunnet sove i cockpittet. At falde i søvn under den klare stjernehimmel og vågne op til den smukkeste solopgang, det kan da kun gøre en glad i låget. 

Vi kom først fra Fakarava fredag eftermiddag, da den ene af Jonas’ tasker ikke var kommet med i første omgang. Det betød at vi nåede at se et krydstogtskib komme ind og i rutefart bringe gæsterne til og fra øen. De lokale optrådte med sang og dans, og der var boder med smykker, tøj og mad.  Det hele virkede nu ret opstillet, og jeg blev bekræftet i at det at sejle med Orbit er en god måde at rejse på. Når vi kommer ind på land er alle søde og venlige, men deres hverdag foregår som altid, og det synes jeg er fedt. Også når de starter morgenen i supermarkedet med at købe en halv baguette og en cola. Det er alligevel ikke så underligt at en del af dem er lidt overvægtige. Til gengæld blev der kigget mærkeligt på os da Michael og jeg en morgen tog en løbetur. Og helt ærligt kan jeg godt forstå dem. Selvom klokken kun var 6.30 var det bagene varmt. 

Fredag gik med at få surret alt ombord så vi var klar til at sætte kursen mod Apataki om eftermiddagen. Vi skulle egentlig have været til Toau, men vejr og vind ændrede de planer. Dermed blev vores første sejlads uden for atollen en natsejlads. Den gik super godt. Det er en meget speciel følelse at sidde i mørket og styre efter kompasset, uden at kunne se hvor du faktisk sejler hen. Der var desværre lidt overskyet, så vi fik ikke lov at sejle under de klare stjerner, men solopgangen mellem kl. 5 og 6 var helt fantastisk. Fiskestængerne var fremme, og det var min tur til at fiske. Desværre kom der ikke noget på krogen selvom jeg havde nøje udvalgt de flotteste luger. 

Vi ligger nu for anker ved Apataki og regner med at kunne ligge her i læ de næste dage, hvor en front skal hen over os. Vi håber selvfølgelig at vi kan snorkle og dykke, som vi har gjort i dag. Der er nogle fantastisk smukke koraller og der er meget liv omkring dem. Men hvis vejret sætter en stopper for det, skal vi nok få tiden til at gå. Folk hygger sig med quiz, snak, læsning og kortspil. Og det gode ved at spille er, at der jo altid er en, der har en revanche til gode.

08.03.2015 Og så til søs... Rejsebrev af Filippa

Og så til søs…

Nye ansigter, nye omgivelser og i hundredevis af nye indtryk. Det er hvad der mødte os, da vi i sidste uge landede i Fransk Polynesien midt i Stillehavet og gik om bord på den noble båd Orbit, som vi de næste to måneder af vores liv får fornøjelsen af at kalde vores hjem. 

Efter at være landet i lufthavnen på paradisøen Fakarava (en simpel lille hytte af en bygning, på en tynd stribe af sand med vand på begge sider) blev vi mødt af Kaptajn Ken og besætningen fra det sidste togt, der som den fineste velkomstkomité stod og viftede ivrigt med Dannebrog – Sikken en velkomst! Herefter blev vi sejlet med alt vores oppakning i dinghy’en til Orbit, som lå forankret lige ud for lufthavnen – bogstavelig talt!

Vi var klar – vi ville af sted nu! Så det var med sitren i kroppen at vi måtte vente weekenden over før vi sejlede af sted. Det var selvfølgelig nødvendigt, da der både skulle provianteres til ugen og vi skulle introduceres til båden med regler og procedurer, arbejdsfordelingsskema etc.

Og så er der os – en noget blandet skare. Ud over Kaptajn Ken består dette togts besætning af en it-mand, en fysioterapeut, en mekaniker, en nyudklækket student, en skolelærer og så mig selv som er tandlæge. Det kan vi komme langt med er vi blevet enige om! Og så er det altid spændende at møde folk med andre baggrunde og få indsigt i forskellige erhverv. 

Hvis ikke man er rummelig af natur, så bliver man det i hvert fald her. Mange mennesker på begrænset plads betyder at man kommer hinanden ved. Men det er heldigvis hyggeligt – også selv om man lige skal vende sig til at der er tissemænd og bare røve hvor end man kigger hen! 

Livet til søs er indtil videre skønt! Søsygen har kun trængt sig meget begrænset på og vi har efterhånden vænnet os til den konstante gyngen i kroppen og salte susen for ørerne. ”Efter kl. 19 er det tilladt at gå i seng” sagde kaptajnen da vi ankom. Dette fandt vi unge selvfølgelig morsomt, men der gik ikke lang tid før vi måtte indse at det både var svært at holde gaben tilbage og øjnene åbne når klokken ramte 20 om aftenen. Til gengæld vågner man tidligt, så ens døgnrymte har rykket sig en lille smule. Oven i hatten har man efterhånden mistet fornemmelsen for tid. Det er en spøjs og samtidig uvant fornemmelse ikke at ane hvad dag på ugen det er.

Det er forunderligt så hurtigt man kan tilegne sig ny viden og vi er efterhånden en flok garvede sejlere. Styrbord, bagbord, sejlene, ankeret, roret – der er styr på det hele. Og aldrig har man set flottere pælestik!

Den forgange uge har endvidere budt på fantastisk scuba diving. Et par af os er blevet advanced divers og Ken har haft os med på både dybdedyk, natdyk og strømdyk for fuld fart. Vi har haft fornøjelsen af at svømme blandt de smukkeste koreller, fisk og mærkværdige skabninger i alle tænkelige former og farver. Ved Fakaravas sydpas har vi dykket blandt stimer af hajer i hundredevis og to gange var vi så heldige at støde på den enestående giant manta ray med vingefang på ca. 4 meter. Så vildt! Livet under vandet er nu så fascinerende!

Her ud over er der lækker snorkling, Ken underviser os i kajak, der øves udspring fra masten og så står den ellers på timevis af hyggelige stunder med god mad, kortspil, Trivial Pursuit-spørgsmål, bål og snobrødsbagning (vel og mærke af snobrødsdej som overlevede druknedøden), stjernekigning fra dækket, samt lange samtaler komplimenteret af varm kakao og latter. Herude mangler vi intet!

At vågne op hver morgen til paradis, omgivet af alverdens blå nuancer så langt øjet rækker giver sjælen nydt liv. Jeg tror jeg taler på vores alles vegne, når jeg siger at vi føler os som jordens heldigste!


/Filippa Barry
Orbit, Fakarava, d. 08.03.2015

2015.02.26 Den sidste uge på Fakarava, rejsebrev af Mads

Ankerpladsen ca. 1.5 sm vest for sydpasset har været god mod besætningen i forhold til kajaktræning og snorkelture i haj- og revfisk-fyldte pools mellem palmeøerne, men d. 16. lægger vinden sig, og en dykkerkløe melder sig… Ankeret hives derfor over ‘fri’ og ‘let’ op i vuggen og med Ken i vanlig Jack-Sparrow-stil i rebstigen sejler Orbit mellem koral-bummies tilbage til ankerpladsen umiddelbart vest for sydpasset. Herfra er der kun ~1 min i dinghy til dropoff over verdensklassedykning, hvorfor vi straks sætter ud på dyk, og fortsætter ihærdigt de næste 5 dage med 2-3 dyk dagligt.

Dykningen byder først og fremmest på uendelige stimer af hajer (black tip, grey, white tip og enkelte silver tip sharks) og med 30-35 m sigt et uovertruffen overblik over sydpassets koraldækkede terræn og stimerne af liv. Masser af barracuda alene eller i stimer og de store napoleonsfisk, samt stimer af snappers og pinjalo underholder også på hvert dyk foruden assorterede revfisk. Koncentrationen af undervandsliv er lidt mindre end på Marquesas ligesom fx rays og blæksprutter ikke er almindelige, men sigten og farverige koraller i alle former hobende sig mod overfladen gør dykning mindst lige så interessant. Man skal heller ikke undervurdere oplevelsen af stort set ikke at kunne vende sig uden at forstyrre en stime hajer og stabil god sigt. Alle dykkene er behagelige strømdyk, hvor typisk indadgående strøm bærer os igennem passet langs ’hajway’ (stribe af koralsand mellem korallerne på slugtens bund) og videre over de uendelige koraljungler til pick-up ved dinghy. Josefine og Line dykker lidt mindre ofte end den øvrige besætning, og hjælper derfor gerne som dinghy-drivere; en opgave, som de efterhånden har perfektioneret. Der bliver nøje holdt øje med tid og dykkerbøje, og den mindste afvigelse fører til eftersøgning (og påtale til divemaster), ligesom motorens luner må bukke sig for deres vilje. Så skarpe er Orbits bikini-klædte dinghy-drivers, at selv de lokale boat-drivers hilser med bekræftende nik – selv ved gensyn i Rotoava (nord). Vi når også et enkelt natdyk med hajerne omkring båden, der nærmest svømmer ind i dykkerne igennem lyskeglen. Igen er der langt fra den samme mængde liv, som vores enestående natdyk ved Haahopu (Nuku Hiva), men til gengæld nogle helt fjollede skabninger som fx nudibranch, koraller og nogle ormelignende skabninger, som selv ’Reef Fish Handbook’ angiver som ’Undescribed’ under billedet. 

Dykningen i sydpasset kan nemt udfylde et rejsebrev alene, men som en besætning på aktivt eventyr får vi også tid til andet. Perfektioneringen af kajakrul fortsætter bag Orbit med 10-15 grey reef sharks til at motivere, og i løbet af et par dage mestrer alle kajakkursisterne eskimorullet – ruller både til styr- og bagbord, og kommer op fra begge også. En svært underholdende manøvre med en smag af rutsjebanetur, ligesom al arbejde i kajakken bliver nemmere, når en kæntring ikke betyder, at roeren skal ud af kajakken. 

Nicklas’ fødseldag d. 20. er også et projekt i sig selv, mest drevet af Sabine, Josefine og Line, som bager flere slags kager og anretter udvidet morgenmad, inden morgendyk og efterfølgende skattejagt for Nicklas. Nicklas’ skattejagt foregår på, under (anker, skrue og dinghys) og over (masten) Orbit, inden sidste post leder ham til skatten begravet ved Orbits fremskudte teltlejr på tropestranden. Sidste post er en kompaskursus til et meget lokalt og familieejet resort, hvor der er bestilt bord til besætningen. Resortet er bygget af et usædvanligt imødekommende lokalt par, som for 35 år siden begyndte at transformere en nøgen koralø til et lille resort med anløbsbro, over-water spisested og små træhytter mellem træer og palmer. Et rigtigt hyggeligt og helt unikt sted, der ikke har den samme forretningsatmosfære som øvrige resorts. Man føler sig mere gæst end kunde. Bevæbnet med en ældre harpun og lille-dinghy forsøger Nicklas og Mads sig også med harpunering af papegøjefisk. Uheldigvis er de allestedsnærværende hajer lidt for hurtige, og få sekunder efter en papegøjefisk rammes er den flået væk af hajerne. På lidt dybere vand rammer Nicklas en grouper og med hajer baskende om finnerne holdes ud, indtil Mads kommer over med lille-dinghy, hvorefter Mads overtager rollen som potentielt hajfoder. Grouperen landes i et stykke på Orbit, hvorefter den slås efter i bøgerne som tvivlsom spise :-( - så hajerne vinder alligevel, da den smides ud…

Den 22. er tiden kommet til at pakke Orbit og sejle til nordpasset, heldigvis er vejret klart og vinden stabilt agten for tværs til en rigtigt fin sidste sejltur. De sidste dage i Rotoava i nordpasset udnyttes fuldt ud oven i klargøring af båden til ny besætning. Bl.a. når besætningen en baraften på Havaiki resort, og den afsluttende middag samme sted d. 24. Sabine, Nicklas og Mads når tre dyk i nordpasset med Vincent fra Fakarava Diving Center. Nordpasset er en helt ny dykkeroplevelse med en dyrelivssammensætning forskellig fra sydpasset; stadig mange gråhajer, men også stimer af makreller og goatfish, en kæmpe nurse shark og to havkildspadder. Endeligt nås Nicklas’ rescue-diver-kursus med en meget intensiv og udvidet kursusgang muliggjort af Mads’ imponerende momentrolle som hhv. panisk og livløs dykker; ganske hyggelig eftermiddagsaktivitet for Nickals, Ken og Mads, ligesom pigerne forventeligt nød lidt herrefri.

D. 25. er afrejsedag og med arbejdsopgaverne overstået i tide, derfor har besætningen god tid til pakning, backgammon, afslutte bøger og almindelig socialisering på båden i god ro og orden, inden Orbit forlægges til lufthavnsterminalen (som selvfølgelig har sin egen anløbsbro) og taskerne går i dinghyen en sidste gang. Besætningen er alle let triste over at afslutte så fantastisk en tur, og som et særligt salt i såret enkadrerer Ken afgående besætning som velkomstkomite for ny besætning, der ankommer med samme fly, som skal flyve os ud. Ondskabsfuld ide, men heldigvis afmønstrer vi alle fem samtidigt og rejser til Papetee sammen, hvor vi får en sidste aften med middag ved foodtrucks på havnen og øl på Les 3 Brassieurs, inden vi brydes til vores forskellige rejsemål; en perfekt afslutning på en umådeligt god rejse. 

Mod slutningen af vores eventyr med Orbit overvældes man i forsøget på at opsummere turens højdepunkter; der er simpelthen for mange fantastiske oplevelser, så i stedet slår det lange lys i øjnene til, og man driver væk i en strøm af gode minder. Så I stedet for at forsøge en umulig opsummering af Orbit Togt 2015-1, vil jeg slutte sidste rejsebrev med at takke hele besætningen og særligt Ken for et uforglemmeligt stillehavseventyr i godt selskab. Under vejs har yndede tankelege været ’Hvad vil du helst’, så meget passende kan jeg på falderebet svare ”Fortabe mig i sejlereventyr på det sydlige Stillehav”, hvis spørgsmålet var helt åbent…

Bedste sejlerhilsner fra tropeparadis Sabine, Josefine, Line, Nicklas, Ken og Mads

2015.02.15 Bounty, hajer og god fiskekarma - Rejsebrev af Josefine

Så er næstesidste uge på mit stillehavseventyr passeret, og endnu engang formår jeg at blive overrasket over hvor hurtigt tiden flyver af sted. 

Efter en problemfri og behagelig firedagssejlads fra Ua Pou, var vi nået Fakarava nord på Tuamuto atollerne. Og sikke et sceneskift. Vi savnede de frodige grønbeklædte bjergsider fra Marquesas , men svajende palmer, sandøer og det klareste vand jeg nok endnu har set, tog pænt imod os. 

Vi sejlede hurtigt ind til land og så os omkring. Samme dag havde et krydstogtskib med blege amerikanere kastet anker uden for nordpasset, så der var godt besøgt i den lille landsby. 

Vi gik rundt og ledte efter et sted hvor vi kunne spise frokost og eventuelt aftensmad, men mest uden held, da alt – på trods af krydstogtgæsterne tilstedeværelse – havde lukket. 

Helt tilfældigt faldt vi tidligt på aftenen i snak med et fransk polynesisk par, som kendte nogle der drev en restaurant godt fire kilometer væk fra centrumområdet. De havde sørme åbent, og en halv time efter ville de hente os i deres pick-up og kører os derhen kvit og frit. Endnu engang blev vi mødt med enorm gæstfrihed fra den polynesiske lokalbefolkning. 

Vi ankom til restauranten som de eneste gæster, og fik plads ude på en fin lille veranda lige ud til havet. Og her skulle vi så smage det lækreste fisk, i form af tun, vi endnu har smagt på vores snart to måneders lange ophold i Stillehavet. Efter et overdådigt middagsmåltid spottede en af os en haj ude i vandet, og vi løb alle hen til gelænderet og kiggede forventningsfuldt og spændt ned i det lave mørke vand. Tre-fire Blacktips og en enkelt Nurse haj kredsede rundt lige foran os. Det var vores første møde med de hundredevis af hajer der senere skulle vise sig for os på Fakarava. 

Vi fik klaret provianteringen uden problemer samt afhentning af benzin og vand, og så sluttede vi vores sidste aften i nord af med endnu en virkelig lækker middag på et nærliggende ressort, inden turen gik videre mod Sydpasset. 

En sekstimers dejlig og let sejlads ventede os, vi fik klargjort båden og sat fiskestængerne op. På vores lange sejlads til Fakarava fik vi en 20+ kg tun på krogen, så det var på med fighterbæltet, og så stod jeg ellers i en halv time og kæmpede en hård kamp. Da jeg næsten havde fået den halet ind sprang den af i sidste sekund, og jeg stod tilbage med en øv-følelse og et par vabler rigere. Vi havde alle troet at NU skulle vi endelig fange vores første fisk, men nej, det skulle ikke være dér. 

Det skulle i stedet være på vej til Nordpasset, og ganske rigtigt, fik Mads let halet en Blue Fin Trivally ind, til stor glæde for os alle. Endelig havde vi god fiskekarma! 

Vi ankom til Sydpasset hvor Sabine, Nicklas, Mads og jeg afsluttede vores Deep Diver Speciality i det åbne hav, lidt uden for passet. 

Tilbage på ankerpladsen var vi alle oppe at køre over den faste bestand af ca. 8-10 hajer under Orbit, herunder Blacktips og gråhajer. 

Eftersom vi tager ”brusebad” i havet, var der ingen vej udenom, og det var med et lidt uroligt sind da jeg første gang tog mit bad blandt flere hajer. 

Dagen efter sejlede vi en smule længere syd på, da der blæste en del på vores daværende plads. Så med Mads bag roret og Ken oppe i stigen op ad masten kom vi og Orbit frem i godt behold. Ved Sydpasset er der relativt lavt vand og flere steder er der koraller som stikker langt op, hvilket er årsagen til Kens placering relativt højt oppe i luften, da det giver bedre overblik. 

Vi kom frem til vores nye spot. Det betød godt nok ingen dykning de kommende dage. Til gengæld bød muligheden sig for en masse øvning af kajak, og Line, Sabine, Mads og Nicklas fik hver især deres sidste to lektioner. Alle er ret seje til at sejle i kajak nu, og jeg synes særligt det er super godt gået at alle, på så kort tid, er blev i stand til at rulle i deres kajak! 

Ellers har vi brugt dagene til at snorkle rundt i det klare vand, med en havbund dækket af mange forskellige koraller, revfisk og mange hajer. Vi har også været inde på de ubeboede øer, som er helt fantastisk smukke. Vi hygger os stadig så meget, både sammen og hver for sig. Enten med en god bog, backgammontuneringer, jungle speed (skide sjovt spil), osv. Vi nyder i fulde drag hvor sidste tid i dette paradis uden lige. 

Mange glade og varme rejsehilsner fra Sabine, Line, Mads, Nicklas, Ken og Josefine.