11.07.2015 Wallis, rejsebrev af Christina

Orbits Rejsebrev – 5. – 11. juli. Wallis

Som bekendt ankom vi til Wallis i Wallis og Futuna søndag d. 5. juli i dejlig opklaring og sol. Vi ankrede op ved hovedbyen Mata Utu, og måtte vente til mandag med at få os clearet ind i landet. Alt skulle ud på dæk og tørre, så båden lignede et stort tørrestativ med lava lava i masten og madrasser på dækket, mens der blev gjort hovedrent. 

Den stolte tunfanger lavede sushi af den friske tun, suppleret med Nicks grillede tunbøffer. Sjovt som gode gamle danske ristede løg klæder en sushirulle med tun, wasabi, rødkål, gulerødder og chilimayo. Og ikke nok med det - Christine forkælede os til søndagsmødet med bananpandekager, rejsebrevoplæsning og billeder fra uge 2.

Efter kaptajnen havde clearet os ind dagen efter, tog vi på recognisering og shopping i Mata Utu. Der blev provianteret lidt. Nutella-skibet var vist lige kommet i havn, der var i hvert fald Nutella alle vegne i det ene supermarked, så vi kunne glade få fyldt lageret op. Der blev også souvenir-shoppet lidt. Vi skulle købe for en bestemt sum for at bruge vores kort - Så er der jo ikke andet at gøre end at købe guldøreringe, t-shirts og tiki’er (små figurer som er polynesernes beskyttelsesånder), særligt når man også bliver budt på en vaskeægte fransk espresso i forretningen.

Det gamle gymnasie franske er kommet lidt på prøve. Wallis og Futuna er fortsat en del af Frankrig, og som franskmænd er bedst, skal man lede længe efter én, der taler lidt engelsk. Med lidt vrøvle fransk og fagter lykkes det fint alligevel. Wallisianerne er tydeligt et andet folk end på Samoa. De er ikke helt ligeså smukke, måske fordi de er lidt mere mixet med europæere? Men mange bærer smukke, friske, duftende blomsterkranse – Både mænd og kvinder – Og de vinker og hilser alle sammen på en meget imødekommende måde (Ret ulig deres ”landsmænd” i Europa). Egentligt er Wallis stadig kongedømmet Uvea, men hele den politiske magt ligger i Frankrig. Og her kører da også en del Peugeot’er og Renault’er. Generelt er de vist lidt rigere, at dømme ud fra deres huse og supermarkeder.

Men vi er jo ikke taget hele vejen til Stillehavet for at shoppe! Så vi lettede anker og fandt en lille bid af Paradis at ligge i læ af. Vi ligger ved den lille, ubeboede ø Faioa, inden for Wallis revet. Her er simpelthen så smukt. Hvidt sand som mel, slanke, ranke kokospalmer, frodig, grøn underskov, der vælter ud over standen, og så vandet! - Det klareste, dragende, azurblå vand. Man kan ikke blive andet end lykkelig af at se på det. Hop i kajakken fra Orbit, padl i 5 minutter, så er man i Paradis. 

Den slags paradisiske sandstrande vidner om koraller, og koraller vidner om fede dyk og vilde snorkelture. Og det er i høj grad hvad ugen er fløjet afsted med. Undertegnede er i dag blevet Advanced PADI diver, under kyndig instruktion af Jonas. Nick er også godt i gang med Dive Masteren og har lavet prøver og Christine er i lære som dinghy driver, så vi på sigt kan være ude allesammen sammen og alle 4 dykkere kan hoppe i vandet.

Navigations-, nat-, Peak Performance Buoyancy, dybde- og strømdyk er gennemført med spændende orme-monstre, skildpadder, eagle rays og kronen på Wallis dykkene indtil videre – en stor Manta ray der svømmede lige hen mod os og dykkede ned, som for lige at give os en ekstra oplevelse. Den får dog stærk konkurrencen med natdykket, som, med alle lygter slukket, var et stort undervandsunivers af glimtende morild, der dansede til alle vores bevægelser. Det er også en oplevelse, der går lige i lykkecentret! 

Fantastiske, farverige koralrevsnorkelture, spændende vandretur rundt om øen (fandt en intakt Nautilus skal. Simon, vores biolog in spe, ærgrer sig stadig over, at det ikke var ham der fandt den…), ’banesvømning’ rundt om Orbit, Dinghy og kajakker, morgenyoga på fordækket, en lur i køjen, ferske regnvejrsbade, læsning af div. PADI-, fag- og skønlitteratur, armhævninger i soltaget, arbejde på vores tan, kajakture, og lidt hygge-pjække-dag når det regner – Det er i store træk, hvad dagene ellers flyver afsted med. Vi lever det hårde sejlerliv… Tidligt op og tidligt i seng, trætte og mætte.

Endelig - for lige at gøre jer alle misundelige – Så skal I høre om vores picnic-tur. Nick havde maddag, han pakkede picnickurven og så tog vi ind på stranden, og solede, fandt smukke skaller og tusindvis af sjove eremitkrabber, imens kaptajnen sørgede for et flot bål. Aftensmaden blev spist i bålets skær, efterfulgt af snobrød og ristede marshmellows til dessert. Den eneste lille ”slange” i Paradis, var krabberne, der var så store og nærgående, så de stjal vores tomme dåser og holdt os på stikkerne. Vi tøffede stille hjem til Orbit under en himmel med flere stjerner end jeg troede eksisterede.

Tak af hjertet til Orbit og Wallis for en uge med oplevelser som vi sent glemmer. Den kommende uge byder på lidt mere dyk og så sætter vi snart kursen mod Tuvalu, men først efter Wallis har fejret Bastilledag (Frankrigs nationaldag d. 14. juli) og sunget med på Marseillesen.

Ohøj og palmesus på vegne af kaptajnen og besætningen - Christina

05.07.2015 Savai'i, Samoa, Rejsebrev af Christine

Talofa!

Anden uge på togt 4 har nået sin ende på det gode skib Orbit.

Ugen blev indledt med klargøring af båden til første sejlads. Spændte begyndte vi den 14 timers lange tur fra Western Samoas ene ø, Upolu, til ø nummer to, Savai’i. En tur med en smule søsyge fra såvel de mere erfarne sejlere til begyndere. Vi er overbevidste om, at det nok skal blive bedre – vi skal bare lige i gang! Sejladsen foregår skiftevis i par, både dag og nat, hvilket selvsagt går lidt ud over nattesøvnen. Da vi kom frem til Savai’i tirsdag eftermiddag, blev resten af dagen derfor udnævnt til ’hygge-pjækkedag’, hvor vi lavede absolut ingenting og fik hvilet ud. Én vigtig ting har jeg allerede lært på Orbit; man skal lige huske at tage en pause engang imellem. Det er en uskreven regel i kaptejnes manual, opfundet af Nick med øgenavnet ’slaven’. Så det overholder vi selvfølgelig!

Onsdag fik vi vækket vores dovne kroppe og udforsket øen med snorkel og i kajak. Det er fantastisk bare at sejle hvorhen man vil i det lyseblå vand. Vi fandt en hyggelig lille ø fyldt med eremitkrebs, muslinger og forstenede koraller, der med flotte kokostræer kunne være taget ud af en film om paradis. Dagen blev endt på det nærtliggende ressort, hvor vi spiste lækker lokal aftensmad med udsigt til havet og Orbit, mens restaurantens band fyldte ørerne med Samoansk musik.

Udflugt har der også været tid til, og torsdag var dagen hvor vi pakkede rygsækkene klar til at udforske bjergene på øen. Spændte ventede vi på den lokale bus, der ikke følger en bestemt tidsplan. Den kører mellem klokken 7 og 8 om morgenen, og hvornår det så præcist er, tager man ikke så tungt på Samoa. Aldrig har jeg set så mange mennesker i én bus, hængende ud af alle bussens åbninger. Men der er altid plads til en mere, så vi fik klemt os ind. På turen kunne øens smukke natur og bjergede landskab nydes med høj musik fra bussens radio. Buschaufførens assistent stod i døren, som for øvrigt manglede, og sprang ind og ud, når folk skulle af eller have fragtet ting med bussen. 

Udflugtens første destination var ’Swimming with the Turtles’, hvor vi fik mulighed for at fodre og svømme med havskildpadder. Simon var eneste modige mand i vandet dog en smule skeptisk over de mange skildpadder, som omringede ham, men til underholdning for os andre. Efter en gåtur stødte vi på et ekstremt lækkert ressort, der med udsigt til strand og vand lokkede os til en pause med frokost. Mætte og tilpasse blev vi klar til dagens anden og sidste destination; ’Dwarves Cave’, som helt uberørt byder på et underjordisk eventyr, hvor ingen endnu har nået enden af grotten, trods timelange forsøg. Vi fik arrangeret et lift med en taxi, der skulle køre os derhen og vente til vi var færdige, hvorefter han skulle køre os hjem til Orbit. Fin deal for både ham og os. Taximanden valgte bare at køre os til en anden grotte, der belejligt for ham lå på vejen hjemad. Fin deal for ham. 

Spændte steg Christina og Simon ned i grotten, gik 20 meter, hvorefter guiden fortalte dem at ’this is the end’. Taximanden havde pludseligt problemer med forståen af engelsk, men stædigt fik vi ham presset ned i pris, og vi kom sikkert hjem. Desværre uden oplevelsen af den rigtige grotte. Det skal dog siges, at det er eneste uheldige episode med de lokale, som generelt er utroligt søde og hjælpsomme. Vi tog det med et smil, og aftenen sluttede med drinks på vores lokale ressort for at bruge de sidste ’tala’ inden vi satte kurs mod næste destination; Wallis & Futuna.

Turen mod Wallis bød på en 42 timers sejlads fyldt med regn og god vind. Da det regner allermest bliver der råbt ’Fiiiiisk’. Alle mand på dæk – Christina har fået bid. Når der fiskes på Orbit er den uskrevne regel, at kampen skal være én mod én. Mand mod fisk. Ingen andre hjælper. Efter en sej kamp i silende regn fik Christina hevet en flot tun ombord. Filteringen er knapt gået i gang, før der spottes en hval. Med tunen fastklemt mellem Christinas ben og panik over hvor kameraet er, får vi lov til at se en hval, der legende svømmer langs båden. Regnvejret er fuldstændig glemt, og vi står alle gennemblødte og beundrer det fantastiske væsen. En tur i Orbits bibliotek viser, at hvalen var en Vågehval, også kaldet sildepisker, som bliver mellem 6- 10 meter lang. Vild oplevelse! 

Vi er i skrivende stund nu velankommet til Wallis & Futuna efter en fin sejlads. Orbit ligner en sigøjnerbåd med alt vores våde tøj hængende til tørre overalt. Alle ledige steder er udnyttet. 

Turen har kostet nogle blå mærker, specielt hos pigerne, der tydeligvis ikke helt har lært, at man skal holde fast under sejlads. Hver gang et ben eller en arm slås, kvitteres der kækt med ’3.0 til Orbit’ fra Jonas og Nick. Orbit må efterhånden have en trecifret føring på den front. Men der er (endnu) ingen brækkede lemmer, og vi lærer det nok.

Generelt er humøret højt, og i takt med at vi begynder at lære hinanden bedre at kende stiger den platte humor, og der mobbes kærligt. Nick har en teori, som siger at folk efter 11 dage ikke kan holde facaden længere, og derfor viser deres sande jeg. Så nu bliver det spændende! 

Mad har høj prioritet og ambitionerne i køkkenet er store. Kreativiteten fejler ikke noget og viser sig dagligt når der eksempelvis bliver tryllet kyllingefrikadeller og kartoffeltærte frem fra den lille gril bagest på Orbit. Der var julelys i besætningens øjne, da jeg kreerede en marsbar-brownie, som næsten ikke kunne få lov at køle af. Chokolade og slik er i høj kurs her, da det er svært at finde i butikkerne og dyrt når det så endelig er der. Når der skal forhandles om pligter om bord hedder valutaen derfor slik, og den stiger helt sikkert når de første fra besætningen har tømt egne slikskabe. 

Vi har det alle godt og nyder de flotte omgivelser. 

Mange solrige hilsner fra Christine og resten af besætningen.

28.06.2015 Samoa - Første uge for den nye besætning, rejsebrev af Christina

Orbits Rejsebrev – 21. – 28. juni. Samoa

Så er der kommet frisk ny besætning på Orbit – togt 4 2015. Destination: Samoa til Marshall Islands.

Kaptajnen og 2. Styrmanden tog pænt imod Christina lørdag aften i Apia Marina. Der blev også lige tid til en drink med Stig og historier fra togt 3 inden påmønstring på det gode skib Orbit.

Simon og Christine blev hentet søndag morgen af kaptajnen – Lidt mere ”Samoan time” end planlagt… Og dermed var besætningen for dette togt fuldtallige.

Ivrige efter at komme i Stillehavet tog vi på en snorkeltur på revet. God fart i den nye fine Dinghy ud over bølgerne. Og mandag fik Simon og Christina første opfriskningsdyk med divemaster Nick. Skønt at genopleve den forunderlige verden, der ligger og venter på at blive udforsket under overfladen.

Ugen er ellers gået med at afklimatisere til det ”hårde” sejlerliv. Man skulle ikke tro det, men vi har mange små gøremål, fx at bage brød, gøre rent, konstant rydde op efter os selv, dykke, snorkle og sørge for aftensmad og huske at nyde det rindende vand, så længe vi er ved en havn.

Der er ingen tvivl om, at der allerede er god kemi, godt humør og respekt alle imellem. Det tegner til et solidt togt, med masser af gode oplevelser og få sociale udfordringer. Der er også en god overbærenhed med os nye, som lige skal lære de utroligt mange små nye retningslinjer og rutiner - og vi skal også gerne lige mindes om dem et par gange ☺

Simon og Christina tog et lille hike til Mt. Vaea onsdag eftermiddag, en svedig tur på 3-4 timer og 500 højdemeter, men vi var så tæt på havnen, at vi kunne se Dinghy’en komme ud til Orbit og kalde op over radioen oppe fra toppen. På toppen ligger Sir. Robert Stevensons grav. Han er forfatteren til bla. Dr. Jykell  and Mr. Hyde og intet mindre end Skatteøen – Nu ved vi, hvor inspirationen er kommet fra. Han kæmpede for Samoas selvstændighed tilbage i 60’erne og blev hyldet og begravet som en kongelig af det Samoanske folk ved hans død. Samoa var det første koloniserede Sydhavsland til at få selvstændighed.

Samoanerne er generelt et meget venligt og imødekommende folk, uden at være påtrængende eller specielt nysgerrige. De er stolte og lader til at leve i en god harmoni mellem gamle polynesiske traditioner, kolonisering og kristning, samt vestlig påvirkning i nyere tid. De har flere kirker end supermarkeder, er stolte rugbyspillere, og dyrker stadig deres gamle orden, hvor familierne lever sammen i små landsbyer, som hver har deres egen ”høvding”. Opstår der splid mellem to landsbyer, så gå politiet først til høvdingene før de griber ind, og høvdingenes domme vejer ligeså tungt som domstolenes domme.

Vi havde en formiddag med indføring i alle de polynesiske traditioner. Bemærkelsesværdigt at madlavning og alt det huslige arbejde er mændenes, kvinderne skal primært sørge for at gøre hjemmene og sig selv smukke. Vi så hvordan de laver Umu (madlavning på glødende sten dækket med palmeblade), fletning af tallerkner af palmeblade, udvinding af den fede kokosmælk fra kokosnødder, smuk traditionel dans (som kaptajnen til besætningens begejstring tog del i…), indfarvning af deres lavalava’er (Klædedragt / sarong til både kvinder og mænd) og højdepunktet ”live” tatovering af en lokal kvinde og mand, som fik de traditionelle tatoveringer, der for mændenes vedkommende tager op til 12 gange af 3-4 timer og dækker kroppen fra livet og ned til knæene. Alt sammen tatoveret ind med håndkræft og banket ind 4 gange oveni samme sted for at sikre indfarvningen – De lå og vred sig i smerte med familie og venner til opbakning. Hvis man først er gået i gang og springer fra, bringer man skam til hele familien og landsbyen, til gengæld opnår man status som en udholdende, stærk og ophøjet person, når det er gennemført.

Der har været ved at ryge et par ’tusser’ mere på besætningen, men hvis der sidder bekymrede forældre derhjemme, kan jeg bekræfte, at det ikke er sket endnu…

Det er også blevet til en god fælles tur rundt på øen med temaet ”noget vi kan bade i”. Vi har svømmet i smukke dybe saltvandsgrotter med strøm fra bølgerne via en åbning under vand. Dernæst ferskvandpools med en undervandstunnel som forbandt to grotter. Pigerne solede, mens drengene viste deres manddom og svømmede de 3 meter under vand fra grotte til grotte. Glæd jer til videoer! Vi sluttede dagen af med ”Sliding rocks” et flerdelt vandfald, hvor vi kunne vandrutsje fra pool til pool. Hele dagen havde vi vores søde taxamand Lino som chauffør, vi skiltes med ”God Bless You” og fotos af hinanden. Sådan en dag kan tage pusten fra de friske søfarere – Det er som sagt et hårdt sejlerliv…

Planen er at forlade Upolu (hovedøen) i morgen (mandag). Vi har ligget trygt for anker i Apia, og har fået provianteret, bunket op på vand og brændstof, osv. Vi sejler et lille stræk til den største af øerne i Samoa – Savaii – og bliver indtil fredag, hvor vi så sætter kursen mod Wallis.

Provianteringen har taget et par dage, og nu er alle Orbits små hulrum fyldt med madvarer til, at vi kan overleve i 50-60 dage - Nok også mere end overleve, leve godt.

Pigerne har sørget for masser af grøntsager og forsøgt at snige noget grovere end hvidt hvedemel ind. Samtidig har drengene lært pigerne at købe godt med søde sager og ”mundfornøjelser” til de længere sejlture og hyggestunder. Vi har en hel slik- og sodavandsbutik ombord, så vi kommer ikke til at lide nogen nød!

Det eneste der mangler er frisk frugt og grønt, som vi køber i morgen tidlig, inden vi skal sejle videre.

For lige at vise vores respekt – og mest af alt stille vores nysgerrighed - tog Simon og Christina også lige en tur til søndagsgudstjeneste i katedralen og et hurtigt visit i en protestantisk rock-gudstjeneste med tegnsprogstolk.

Som traditionen er på Orbit, har vi lige afholdt vores første rigtige søndagsmøde, hvor vi taler om ugen, ser et udvalg af billeder og har frit lejde for afløb for små irritationer, glæder og sorger, og hvad man ellers har lyst til at dele. Undertegnede konkluderer, at det går ret godt.  

Kærlige, forventningsfulde hilsner fra søens folk aka:

El Capitain Jonas ”Charlie-Alpha-Papa”, 2. Styrmand, Dinghy-boy, slave og helt Nick ”Foxtrot–Alpha-Golf”, Simon ”Kilo-India-Delta”, Christine ”Sierra-Uniform-November” og Christina ”Mike-Oscar-Romeo”.