søndag den 27. september 2015

20.08.2015 Jagten på OON, rejsebrev af Rie

Rejsebrev 20.08.2015

Uge 3 for Togt 2015-5 har budt på lidt af hvert for besætningen. Jeg vil mene at vi nu har fundet vores Optimale Orbit-Niveau. Kaptajn Jonas og Simon Spies (et tilnavn Simon har fået på grund af de uendelige mængder mad der kan være i den unge mand) havde selvfølgelig allerede fundet niveauet før vi kom, men det må siges at være en kunst. For at forklare det bedst vil jeg henlede opmærksomheden til Figur 1.

Når man påmønstrer Orbit, kører man på et meget højt energi-niveau, hvor tingene ikke kan gå hurtigt nok, og hvor man gerne vil nå at opleve det hele på den halve tid. Man finder så ud af, at man simpelthen er nødt til at geare lidt ned, da tingene som regel sker på Island-time. Uheldigvis kommer man så til at geare lidt for langt ned fordi man er uopmærksom, men til sidst rammer man det jeg vil kalde det Optimale Orbit-Niveau (herefter OON). 

Til OON kan der være nogle fælles eller individuelle udsving - enten positivt eller negativt der skyldes enkelte hændelser. Kaptajn Jonas havde for eksempel et MEGET negativt udsving da det blev konstateret at der ikke var mere dåse-paté (det tætteste vi kommer på leverståhej).

Vi havde et fælles positivt udsving torsdag, da mekanikeren fiksede motoren - et tilsvarende negativt udsving fredag, da motoren ikke ville starte alligevel - men som det er med alle eventyr ender alt godt, motoren er lavet igen, og vi er nu i gang med at gøre klar til at forlade Majuro.

Heldigvis har vi flest positive udsving fra OON, som da jeg selv fik OK til at komme i saltvand for første gang i 2 uger på grund af en forholdsvis slem forbrænding på benene, og da Stine bestod sin teori-del af Open Water kurset, tog vi alle del i begejstringen.

Efter de første dykker- og snorkelture i uge 1 og 2 var det også tid til at kigge på fordelingen af oplevelser under vand (se figur 2).
(Kaptajn Jonas er taget ud af denne opstilling, da han har travlt med at bevare sikkerheden under og over vandet - og let's face it - han har set det hele alligevel.)


Det stod klart, at Simon oplevede meget mere end os andre, og det blev derfor vedtaget, at Simon skal tage os andre med på sine hemmelige ruter. Det resulterede så også i, at Sofie og Niklas fik set deres første hajer (jep - i flertal). 

Torsdag aften gav Niklas og jeg mad til resten af besætningen på vores foretrukne restaurant: Tide Table, og efter en god lang dag med dykning, læsning og systue blev der fra Stines side opstillet en meget interessant og relevant problemstilling: Hvor mange Røde Heste (den foretrukne øl) skal der til for at få os ud af trætheden og ud i byen?


Konklusionen blev en konkav kurve der kommer tættere og tættere på målet uden aldrig at nå det (se figur 3). Det ses hér, at den mængde ekstra energi man ville få ud af hver øl, på trods af sine 8 %, ville blive mindre og mindre per flaske. Det blev konkluderet at det ville være spild af røde heste, og vi valgte derfor at tage hjem til et slag "500". (Eller "250" - for så skulle det heller ikke være vildere).


Enkelte, eller faktisk størstedelen af besætningen, tog revanche lørdag aften, hvilket (for nogen - ingen nævnt, ingen glemt) skulle vise sig at være en fejl, da søndagen blev brugt på at proviantere til resten af togtet. 

Bagende sol, 6-7 fyldte indkøbsvogne, høje bølger og logostik på højt plan var en okay cocktail for de fleste af os, mens andre havde et voldsomt negativt udsving på deres OON.
Imens vi andre handlede ind, blev Niklas og Jonas tilbage på Orbit, og fik skrubbet den gamle tøs på maveskindet. Forhåbentlig giver det os lidt ekstra fart, når vi snart vender snuden mod vest. 


De sidste detaljer for resten af vores togt er ved at være på plads, og jeg glæder mig meget til at komme ud og se, hvad Stillehavet ellers har at byde på.
Om jeg selv er i stand til at holde mit OON eller ej, er jeg omringet af dejlige mennesker der sørger for at trække energien op hvis man ikke selv magter det.... Eller til at tryne en og blive uvenner over et spil UNO, hvis niveauet liiiige skyder lidt for højt :).  




søndag den 20. september 2015

13.09.2015 Hygge på Majuro, rejsebrev/sang af Stine og Sofie

Rejsebrev
Melodi: I en kælder sort som kul


1. Rejsebrevet blev læst op
om den første uge
det var ej et kæmpe flop
I sku' hør os hue
Drengene de sku ha tæsk
pigerne er aller bedst
Cranium og sejer
Pigerne ska ha bajer



2. Mandag morgen er nu rar
Selvom Orbit gynger
Fiskestangen ud vi tar
Mens vi glædeligt synger 
Dig jeg fanger noget i dag
Så jeg ikke virker svag
Ko-raller er flotte
Ikke særlig hotte*



3. Morgenbrød på grill er svært
Spørg I bare Niklas
Han har senere fået det lært
Og nu er han bad-ass
Rie laver ”rigtig” spas
Uden alt for meget mas
Kommer pakken flyvende
Hun var bare lidt lyvende**



Skååååål


4. Svømning er nu altid godt
Ens det helst skal være
Simon gør det rigtig flot
Drømmen er nu bager (øv for synkron-gruppen)
Jonas vil ha håret nyt
Selvom det er mega yt
Sofie klipper gerne
For hun er en stjerne



5. Kærstetid det skal der til
Så i land med resten
Si og So og Sti de vil
Ud og finde præsten***
Jonas søger efter hjælp
Får i baren en kop mælk
Søger pumpe-mager
Bager gerne kager



6. Fredag sku der findes strand
på den anden side
Simon viste vejen frem
Så vi ik sku glide****
Vi så fisk og vi så vrag
Der var faldet med et brag
Det var dagens færden
Og vores nye verden


7. Ingen lørdag uden rom
og en ”enkel” rød hest*****
pizzaer på grillen kom
nu sku der være feeest
orme-dans og højt musik
danskerne var fin komik
vi var alle hotte
ikke til at stoppe




*Projekt ”fang aftensmaden” blev skudt i gang, den første line blev kastet iført fisketrøje og sej kasket. Dagens fangst blev to stk. Koraller der efter et selfie blev sluppet fri igen.
**Rie tog ansvaret for at hente pakken med pumpen, som vi havde sendt fra Tokyo. Men da vi vendte tilbage fra vores dyk, havde Rie desværre ingen pakke. Pludselig kom en mand gående med en pakke, meget lig vores, og heldigvis viste det sig at være vores, gensynsglæden ville ingen ende tage.
***Udover at finde ”præsten”, fandt vi også en flok små drenge der udfordrede os i basket. Selvfølgelig vandt Danmark, af den simple grund, vi var dobbelt så høje og Simon kunne nå kurven.
****For at komme over til øen med ”sandstranden” og vraget, måtte vi krydse vand, der gik os til brystet. Simon var en guttermand og ledte an, så pigerne ikke trådte på søpindsvin og kom på for dybt vand.
*****Rød hest er en øl med 8%, der smager af Carlsberg.

fredag den 11. september 2015

06.09.2015 Påmønstring på Majuro for den nye besætning, Togt 2015-5, rejsebrev af Niklas

Rejsebrev togt 5 - 2015

Så har vi skudt togt 5 i gang ombord på Orbit. Vi fire nye gaster, Sofie, Stine, Rie og Niklas, ankom tirsdag d. 2/9 efter et par ufrivillige ekstra dage i Tokyo da det japanske bureaukrati ikke var helt enige med os i at vi skulle have vores reservedel til motoren med flyveren. Men efter mange forsøg blev den sendt separat fra Tokyo og vi ligger nu i lagoonen på Majuro og krydser fingre for at den kommer i morgen d. 7 som den bør. 
Her er vi blevet taget fantastisk godt imod af kaptajn Jonas og Simon, som også var med på togt 4. Vi blev hentet i lufthavnen og kørt med til havnen hvor vi fik en velkomst-øl inden vi sejlede ud på Orbit, og kravlede til køjs efter den første korte rundvisning. Og hvor var det en fantastisk følelse endelig at være kommet herud. 

Næste morgen vågnede vi op til en fantastisk solskinsdag og startede dagen med lidt morgenmad og en morgendukkert. Der blev gennemgået lidt generelt og vi fik alle mand i fællesskab hejst forsejlet efter det havde været i land til lidt mindre reparationer. Efter frokost pakkede vi snorkeludstyr i dinghien og sejlede til en anden kyst i lagoonen, hvor vi kunne hoppe i vandet. Der blev snorklet blandt fisk og koraller i det mest fantastiske klare vand. Vi sejlede lidt videre og hoppede i igen, denne gang til et møde med to vrag af et fly og en helikopter der lå på 8-10 meters dybde. Det var en super oplevelse og et sted vi håber at vi også kan komme ud og tage et dyk.
En helt igennem dejlig dag der blev sluttet af med dejlig mad og hygge på Orbit om aftenen.

Der bliver generelt hygget og slappet rigtig meget af, selvom vi er nogle stykker der lige skal vende os til at komme helt ned i tempo. Livet om bord på en båd er også ved at falde på plads og vi fire nye er også ved lære rutinerne, efter at have spurgt Simon og Jonas 5000 spørgsmål, men de svarer heldigvis stadig tålmodigt på det hele. Selv den begrænsede plads og varmen om natten er ved at være helt glemt. Næsten.

Vi har været et par gange i land og købe lidt ind mv. Og fredag kom Stine også igang med sit Open Water certifikat og var ude på sit første dyk for at lave øvelser med Jonas. Og hun var et stort smil da de kom tilbage så det skal hun nok hurtigt få klaret. Hun har ihverfald lært den vigtigste regel ved scuba diving: "Husk altid at trække vejret - så man kan smile og have det sjovt. 

I går blev den lokale fisketurnering også skudt i gang, så vi er tidligt oppe om morgenen når alle bådene suser forbi og vi var inde i havnen i går eftermiddag/aften til "havnefest" da de kom retur og skulle have vejet fiskene. Så vi fik set de første kæmpe tun og to marlins på næsten 3 meter. Så nu er der blod på tanden for at få smidt linerne i vandet for at fange vores egne når vi sejler videre.

Der ligger pt. 3 hurricanes i Stillehavet nord og nordøst for os, der skulle give lidt vind de næste par dage men den sidste melding her til morgen gik på at det ikke bliver så galt og at de er ved at drive væk. Så når det er overstået og vi forhåbentligt har fået vores reservedel mandag, tyder alt på at vi kan komme videre på eventyr om nogle dage, hvilket vi er meget spændte på, ikke mindst for at få testet sø-benene. 

Vi har det rigtig godt og det er en kæmpe forløsning at være kommet herud og vi er så klar på de mange oplevelser der i vente. 

Mange hilsner fra besætningen på togt 5:
Jonas, Simon, Sofie, Stine, Rie og Niklas.

lørdag den 5. september 2015

30.08.2015 Vi tog ud på eventyr og vi fandt det!, rejsebrev af Christina

Vi tog ud på eventyr og vi fandt det! Og som det er med eventyr, så skal helte og heltinder gennemgå en masse prøvelser, før de når målet og finder lykken. Og det må man sige Orbit og besætningen har været igennem. Stillehavet er lunefuldt og på en båd er man i naturens vold - Særligt når uheldet er ude og motoren sætter ud.
Vi kom afsted fra Tuvalu med et par dages forsinkelse, først pga vejret og så var Christine så uheldig at slå sin hånd meget, da vi som det sidste tog dinghyen op. Der kom en sand Anders And bule med det samme og vi besluttede, at det skulle tjekkes på hospitalet, inden vi sejlede afsted. Intet brækket heldigvis og nu har hun et flot billede af sine håndknogler. 




Torsdag d. 30. Juli stævnede vi ud af passet mod Kiribati med god vind, lange høje bølger og høj sol. Perfekt start på en forventet 6-7 dages sejltur. Vi skulle blive klogere...
Det gik fint. Måtte sejle på kryds og bruge motoren en del, men der var højt humør og forventninger til næste dyk osv. Vi indså dog snart, at turen blev lidt længere.
På dag 7 var heldet virkelig med os - En stor marlin bed på og trak fuld line og sprang 40-50 meter fra båden. Aftalen var, at fik vi en marlin på krogen, så var det kaptajnens. Så alle folk på bagperronen, Jonas i fightbæltet og så kæmpede han i 2,5 time før en udmattet 2,37 m marlin var halet ind. Køleskabet blev fyldt op med frisk fisk og lidt ømme muskler fik Jonas også ud af det.










Dag 9 havde vi countdown til at krydse ækvator. Vi lavede en dejlig "dåbssovs" med alt godt fra gemmerne med bla. lidt tobak, karsefrø og en skøn linse-pølse ret fra dåse. Først fik 1. Styrmanden døbt kaptajnen og han er nu kendt hos Kong Neptun som "Medusas lange røvskæg", efterfølgende blev vi andre døbt i solnedgangen og fejrede med en farverig mocktail. Humøret var højt, vi var kommet langt og snakkede om alle de 'luksusting' vi skulle frådse med, når vi kom ind til Tarawa.

Dag 10 - Motoren gik ud... På trods af Nicks ekspertise, og hans og Jonases hårde arbejde med at rense tanke og udskifte alle reservedele på åbent hav, så kunne vi ikke få den til at køre. Humøret dalede. Hvad så? Hvor mange ekstra dage?
Nu er Orbit jo heldigvis en sejlbåd, så det er jo fint muligt at navigere og komme frem til havn for sejl, men vejret og særligt strømmen ville simpelthen ikke lade os komme vest på mod Tarawa. Vi krydsede, men kom højst få grader tættere på måler, og hver gang vinden døde, drev vi med 1,5 knob stik øst!
Ingen motor betød også, at vi måtte spare strøm. Køleskabene blev slukket, blæsere kunne vi ikke bruge, intet lys efter solnedgang og ingen opladning af telefoner, så ingen musik eller film heller. Vi har solpanelerne, men de lader ikke nok til luksus, når det er overskyet, og vejret var ret hårdt og meget vådt.
Med udsigt til at turen blev et ukendt antal dage længere, begyndte humøret også at svinge. Der er gået mange tanker gennem vores bevidsthed, men kontakten med Ken hver dag, holdt os informerede om situationen, vind og udsigterne til, at vi nok skulle komme frem.

Dag 13 droppede vi ideen om at komme ind til Tarawa og stævnede mod Marshall Islands i stedet, det gjorde, at vi kunne fortsætte nord på og stoppe med at kæmpe mod strømmen. Det fik humøret op, endelig flyttede vi os og kunne tælle ned på sømil til destinationen.
Men uheldene stoppede ikke helt. Vi fik en flænge i storsejlet og måtte holde det i 3. reb (reduceret sejlareal), den lette genua til stille dage fik først en lille flænge, og så gik en fuld syning senere, hvilket fik hele sejlet til at flænge på langs. På stille dage, blev vi nødt til at rulle den stærke (og derfor tunge) genua ind, fordi der ikke var vind nok til at holde det ude. Men vi sejlede stadig mod målet det meste af tiden, bare ikke så hurtigt. 
En anden slags prøvelse for helte og heltinder var fugt. Pga. de slukkede blæsere og manglende mulighed for udluftning pga. regn og bølger der slog ind over dæk, så gik der mug i vores skabe. Først i alle læderting og siden i tøj og håndklæder. Det var umuligt at undgå, når vi måtte have vores våde tøj under dæk. Første stille solskinsdag fik vi muget ud og vasket eller hængt det hele ud. Det hjalp på indeklimaet, men 5 mennesker samlet på få kvadratmeter i fugt, 30 grader og få dage med vejr til at få et bad, så kommer en båd til at lugte af noget tæt på ådsel...
Lige så hårdt det kunne være, ligeså fede var de gode dage med smukke solop- og nedgange, solbadning på dæk, bad på bagperonnen, læse bøger, sludre og pjatte, bage brød og være kreative med dåsemaden, plus få talt om alle de udfordringer og tanker vi hver især havde, og vendt det til ting, der gør os stærkere og giver os glæde. Alle vores kære derhjemme har fået mange kærlige tanker og har været meget savnet. Afsavn gik fra at være med tanke på materielle ting og mad, til at være tanken om et kram og grin med familie og venner igen.

Dag 21 kom humøret op, god vind både styrke og retning og vi kunne sejle på direkte kurs med 50-60 sømil i døgnet og 172 sømil til Majuro. Vi kom ind til atollen på dag 24, men krydsede rundt for at vente til passet i dagslys.

Dag 25 tidlig morgen sejlede vi ind gennem passet. Vi blev modtaget på radioen af sejlere Ken havde fået kontakt til. De satte himmel og hav i bevægelse for os og lå klar med dinghyer, slæbetov og radioer. Undertegnede blev så rørt af taknemmelighed og forløsning at tårerne pressede sig på. Vi smed sejlene og de trak os ind og fik os sat fast til en morring uden problemer.

Glæden ved at komme i havn og få grøntsager og kød, snakke med familie og venner + tale med andre mennesker opvejede alle dagene til havs. Sejlerne har flere historier om turen hertil, som har lignet vores og vi har fået grinet en masse af det og andre historier. De sidste dage her på Majuro har vi spist godt, slappet af og festet lidt med de andre sømænd.
Togt 4 er ved vejs ende. Vi har haft fantastiske oplevelser vi aldrig glemmer. En masse at tænke tilbage på, når vinteren i lille Danmark er mørk og kold.
Dette eventyr er slut, men et nyt er klar til at begynde 
- Og hvis eventyret nu skal have en morale, så ville det være noget lignende: Uden mad og drikke duer helten ikke, men så længe det ikke mangler, så er det et eventyr at sejle med Orbit.

Besætningen på togt 4 takker af - med eftertryk på TAK!

Kærlige hilsner fra os alle. Og tak til jer der har fulgt os og sendt varmende hilsner gennem Ken.

Christina