28.01.16 Rejsebrev fra Palau

Rejsebrev fra Palau

Land i sigte!

Vi hejste det gule Quebec flag, som tegn på at vi var smittefri og klar til samkvem med land. Dette land var Palau. En træt men glad besætning. Glad lige indtil det slog os at båden skulle klargøres ved land, en større rengøringsaktion og afferskning af Orbit i 40 graders vindstille vejr, imens vi ventede på immigration og tilladelse til indrejse i Palau. Vi fik stemplet os ind, blev modtaget af et ’Welcome to Palau’ af de lokale immigrationsmyndigheder, vi fik anvist en bjergside fyldt med natklubber, også var vi ellers ankommet. 

I den fjerneste afkrog omringet af junglerige høje klippesider bandt vi to pælestik (bundet af Georg Stage My) om en mooring bouy ude foran Sams Tours. Knuderne blev bundet godt og tæt, for her skal Orbit være placeret igennem de næste mange dage, indtil næste togts gaster påmønstrer. Herefter stormede vi i land efter et ikke dåserelateret måltid mad, som resulterede i et overdådigt junkfood indtag, på det det hurtigt blev vores absolutte stamsted, hvor vi dagligt blev ”Dropped off” til det madorige og kamp med tiden om at få alle de retter på menukortet, kun afbrudt af et enkelt sushi besøg i  downtown, Koror.  

Der er blevet spist og drukket utrolig godt på Palau med enkelte økonomiske tundåser for at holde det flyvende madbudget lidt nede.

Vi fik selskab af to nyankomne gaster, Kræn og Matthis, som fulgte med gruppen et par dage efter ankomst. Vi havde på det oprindelige togt aftalt at tage en samlet tur ud sammen, for at have et fælles projekt efter ankomst på landjord, som havde budt på en del opdelte aktiviteter. Det udmundede i en to dages kajak tur ud i det fri, langs klippekanter, frodig natur, små skjulte paradistrande, koralbelagt rev, turkisblåt vand i alskens farver. Vi havde lejede en masse telte med tilhørende camping kit, og lagde efter en begivenhedsrig kajaktur, velledt af top tourguide/ingeninør Emil, som med hård hånd førte os igennem tidevand under fuldmånetider, strøm, og smukke sites i den lokale natur til søs. Vi slog lejr på en lille privat strand i næsten ægte robinson cruise stil, med lille overdækket bål, bambushytter og rotter i hobetal imens vi nød en smuk solnedgang udover vandet. Vi fyrede afsted med drinks og chili con carne i ægte ’tin to go style’.

Efter hjemmefangst og tilbedredning af en lokal krabbe som gemte sig under jorden, storindsamling af døde koraler og ivrige forsøg på at åbne og spise kokosnødder, faldt gruppen til ro, nogle med bøger, andre med musik imens faklerne dansede omkring i mørket hvor rotterne kravlede i krogende. Til info kan det ikke lade sig gøre at fange en rotte med en pagaj!! Ikke helt i hvert i fald.

Trætte, men beriget af Palaus smukke omgivelser, ankom vi tilbage til endnu mere junkmad, hungrende efter afferskning og en seng langt væk fra puslende skygger.

Vi faldt om, blev vugget i søvn på Orbit, og sov godt ovenpå vores lille eventyr.

Så gik dagene ellers med at gennemlæse Orbits slidte bibliotek og solbade til den helt store guldmedalje. De mere aktive gaster fik dykket igennem for de sidste sparepenge. 

Togtet lakker hurtigt mod ende med vemod og tudekor, måtte vi tage kampen op mod Orbits kroniske nullermænd og påbegynde afmønstring. Et større rengøringsprojekt af HELE orbit, fra top til tå, nej prædikestol til bagperron. En aktiv og hårdt anlagt dag i solens tegn blev orbit på ny skinnende, smuk og  klar til en ny besætning og ræset kan gå i gang igen. Afregning af budget, afhentning af gas, genopfyldning af vand, vasketøj i rige mængder, skrubning af orbits flanker, polering af alle flader og søgelænder var blandt få dele af en større fællesmission.

Vi blev enige om at den sidste dag, som samlet togt skulle gå alene med at være sammen og fejre vores velafsluttet togt. Dagen startede med Rasmus’ shake and bake pandekager som blev indtaget i solen med masser peanutbutter jelly. Vi slappede af på Orbit indtil vi som samlet trop gik mod downtown Koror for at kaste os på hver vores massagebriks over en times massage af 6 kinesiske kvinder.

Afslutningsmiddag løb af stablen på Marina Vita Cafe, Øens fineste restaurant, ifølge os. Her blev især sat pris på bygningens MEGET japanske toiletfacilitter med varme i sædet og vand sprøjt i r*****. 

Vi spiste masser af lækker seafood, risotto og cheesecake, som lagde bunden for en aften der senere blev fulgt op på  den tyskejet Krammers ølbar, hvor Mys charme blev værdsat.

Nu sidder vi her, den sidste stund, omringet af hinanden, inden vi hver især dripler hjemover til det danske land bortset fra kaptajnen og Emil som fortsætter. 

Vi har lært hinanden utrolig godt at kende. Det at flytte ind sammen på ganske ganske lidt plads, gå klods op og ned af hinanden, sejle uden land i sigte, alt imens man kastes sammen, som i starten 6 totalt fremmed mennesker, og så nu, slutteligt sidde sammen omkring den sidste drink, takke af for en god tur og et fantastisk eventyr. Et eventyr vi er enige om  har rummet både udfordringer, grin, gråd og latter, enighed og uenighed (husk: it doesnt matter if you are black or white) – alt i alt; en sejlads der bare er fjong og som ingen ville havde været foruden. 

Udover et eventyr har vi også været vidne til et frisk socialt eksperiment som har krævet et åbent sind af hinanden, og af den grund vil vi fremover gerne refereres til som de omstillingsparate.

Vi takker af fra Palau og glæder os ikke til at komme hjem i sne og slud imens vi nu sidder her med virgin colada, milkeshakes og nachos i en bagende hed sol. 

Togt 1 anno 2016 has left the building… 

De kærligste hilsner fra

Stillehavet, Jonas, Rasmus, Emil, Lea, My og Line.

20.01.2016 Rejsebrev fra Chuuk til og med Lamotrek

Så stod vi der søndag morgen på den første dag i 2016, fire blege danskere og missede mod den hvidglødende Stillehavs sol, ud af de blændende solstråler trådte selveste Jack Sparrow, det eneste der manglede var perler i skægget.  Vi var ikke et øjeblik i tvivl om at her kom Orbits kaptajn gående i let bredsporet gang langsomt, som de indfødte.  Vi kørte den 3 km lange vej til hotellet, bumlende afsted de sidste to kilometer med vandpytter så store som tekopper, nej Rundetårn! Forenden af vejen stod en ironman så stærk og stolt og ventede energifyldt på de resterende blege gaster.  Vi spiste turens første sashimi og sejlede i dinghien ud mod havet. Her stod Orbit med en mast der knejsede så stolt og et skrog der vuggede blidt i stillehavsdønningerne. 

Vi proviantede og satte kurs stik vest 270 grader mod Lamotrek. Under grå regnvejrs himmel og på et gråt regnvejrs hav, sejlede vi endeligt fra Chuuk, efter et halvt døgns venten på immigration med stort ønske om tilladelse til at forlade land. Kort efter afgang faldt den første kommentar om korrekt sejlføring. Men alle diskussioner og drømme er jo hypotetiske, det ved vi nu!

Vagtrotation på vagtrotation,  under stjernehimmel eller bagende fuld sol, og med en gennemsnitsfart på 5 knob, kun få timers vindstille vejr, og så til sidst sejlede vi igennem passet mod første øde stillehavsø. Efter fire dage på åbent hav uden udsigt til land, så man i jubel, grædekor, i dans og fuld firspring, Orbits gaster sejle langsomt ind gennem ringrevet.

Vi sejlede ind i solnedgangen og besluttede at lade kaptajnen svømme alene i land, i en frisk crawl, mod øen for at orientere ældrerådet omkring vores ankomst og ønske om at besøge øen den førstkommende morgen.

Efter en asynkron padlen dagen efter, sejlede vi dinghien mod kysten, og gik i land på Lamotrek med armene fulde af notesbøger, skoleremedier og harpuner, hvor ældrerådet sad klar i et overdækket stråbelagt hus også kaldet ’mens house’.  Vi fandt hurtigt ud af at gæstfrihed, frisindethed og hjertevarme ikke var en mangelvare på øen, hvor I-landsproblematikker er en by i Rusland. 

I et lettere hårdt koralbelagt terræn gik vi en tur den halve ø rundt, og mødte kvinder med bare bryster, gamle damer som i et enkelt machettehug knapper en kokosnød op, børn der smiler og laver posende peacetegn,  mænd kun iført et løst bundet, klæde over de ædlere dele. Vi gik ikke mange skridt før vi både fik stukket kokosnødder i hænderne og tilbudt frokost privat hos de lokales familier. Det resulterede i at vi fandt os selv siddende i skrædderstilling under igen et stråbelagt halvtag ved siden af mother Mary og hendes barnebarn der serverede taroroots kogt i kokosmælk, fisk og bananer. Mad der ikke slæbte sig ud af en dåse var yderst kærkomment. Vi sluttede af med en "drinking cirkel", som bogstavligt talt gik ud på at sidde i en cirkel og indtage den eneste hjemmebryggede lokale alkohol, kaldet Tuba, en slags kokosvin. 

På den højhellige søndag, dagen efter, mødte vi kristne og trofaste op til morgen gudstjeneste efterfulgt af en dasedag på båden hvor der blev solet bagdele og bryster, bagt brød og banankage af de lokaleråvarer. Sidst nævnte som skulle medbringes til fællesspisning på øen senere samme aften. Vi mødte op til en stor omgang barbeque; taroroot i kokosmælk, sweet potato og en omgang grillet hund! Igen tog aftenen fart, omringet af en hel hær af ’Lamotrekkere’ – den ene klan som var fremmødt for at  invitere os alle på mad og drikke kokosvin i overdådige mængder, som resulterede i at selv præsten og den lokale rektor fik komplimenteret og skamrost til Orbits unge damer i en grad, der ikke kunne undgå at blive en anelse akavet over nadverbrødet i kirken dagen efter.  Vi blev enige om at se ham, som den beduggede onkel til familiefesten. Efter endnu en asynkron padlen og en halv flaske rom senere, faldt besætningen omkuld i Orbits lune køjer. 

Mandag morgen blev en travl dag på øen, hvor noget af besætningen besøgte den lokale skole, den lokale medicinske klinik med øens læge og chief, som pænt tog i mod og fortalte ivrigt om klinikkens daglige rutiner. Mandag skulle ligeledes vise sig at blive vores afskedsdag, hvor øen i al hemmelighed havde afviklet en større ceremoni i forbindelse med vores afrejse.

Kl 16 gik det løs. Vi ankom til Lamotrek i dinghien, padlende og i festligt tøj. Pigerne iført lavalava (den lokale nederdel) og drengene i bare solbrune mavser. Den ene klan havde lavet palme skørt og mundering som en anden hulahula pige, blomster kranse overalt, der var lokale gaver til alle gaster og en ærestale til kaptajnen. Gaverne var alt godt fra øens skatte kamre, alt fra lokale vævet skørter,  3 lokal vævet reb, 22 kokosnøder, 400 bananer i klase,  rodfrugter og overflod af papaya, seks grillet coconutcrabs, bananchips, sweet potato, rødder og frisklavet chips. Al den friske mad skabte stor glæde, alt der kunne give den daglige sammenkogte Orbit ret lidt kant var værdsat. 

Vi endte med at fylde en halv dinghi op med mad. I ledetråd blev der slået et større show up, hvor klanens mænd inklusiv Tarzan, stod på en lang række iført blomsterkanser, baststkørt, opmalet ansigter og dansede for os. Kvinderne fulgte trop med trætte bryster der flagerende i vilden sky i en dans i fuld vigør. Igen blev Orbits unge damer hevet frem klar til dans i forlængelse af damernes optog. Det endte med at hele besætningen blev bedt om at danse vores lokale dans i Danmark og efter en kort hypotetisk diskussion, blev det vurderet at ’en lille and med vinger’ måtte være den bedste lokale dans vi kunne improvisere og den blev modtaget med en større klapsalve end den sang/dans fra børnehaven har vakt i mange mange mange år. Nogen ville måske sige nogensinde! Klanen insisterede på en gentagelse af danse successen, og før vi så os om var hele besætning igen i gang med et fuldt vingesæt, en dansende rumpe og to rokkende fødder i højtråbende kor. De lokale hujede og piftede og det ville ingen ende tag.

Et overvæld af søde ord,  en fantastisk  åbenhed, en overdådig medmenneskelighed og med en varme selv den mest berejste sjæl sjældent har set, forlod besætningen Lamotrek; nogle rørte til tåre, andre grinende og alle med en dunst af mother Mary ”mormorparfume” og ordene ”WE LOOOOOVE YOU”. 

Vi spiste os tykke og mætte på båden i en større middagsplate ’to-go’ imens vi sad omringet af blomster, talte om dagens overvældende oplevelse, mættet for indtryk og rørte over at have fået den oplevelse med os videre på vores togt. Vi gjorde klar til at lægge kurs dagen efter, hvor kursen faldt på Sorol.

Sorol blev dog et kort visit, hvor vi efter fire dages sejlads måtte erkende at vejrforhold, lav dybde og dårlig sigte resulterede i erkendelsen af at øen Sorol måtte forblive et uudforsket syn i horisonten og stævnen blev i stedet vent mod Palau. Som den første og eneste egentlige falliterklæring i den tænkte rute , blev den lidt nedtrykte stemingen hurtigt vendt til et ren pandekagegilde, som endnu igen igen engang blev kastet ud af sidebenene fra vores yndlings Michelin kok Rasmus med særspeciale i dåsers brug såvel som placering. Omstillingsparate as ever! YOLO FTW.

Vi forsatte til søs på 4.dagen med udsigt til formentligt 3 dage mere på havs. Palau som næste stop. 

Massere af god vind, måske for meget god vind, blev genuaen tæmmet som en anden vildhingest. P for plenty, ikke for power!!

Stillethavet bød os på mange gode dage i fuld sol med frisk fanget fisk (hårdt kæmpet ombord, hvor pigerne som de eneste kom med i 1 meters klubben), tilmed sparsom søsyge og en let krængning til bagbord. 

Vi ankom til Palau et par dage før forventet, så bare fordi motoren er i stykker og storsejlet er flækket, kan man sagtens sejle ALT for stærkt. Så deeeeeet….

Vi erkender ærligt, at et eventyr er ikke noget man får serveret, det er noget man tager. Og vi har i den grad taget det!