onsdag den 6. april 2016

23.03.16 Sejladsen fra Palau til Fillippinerne

Rejsebrev 3

Sejladsen fra Palau til Filippinerne betød 8 dage på åbent hav og 11 dage før vi ville kunne få fast grund under fødderne. Det blev en rejse hvor dagene tog hinanden og flød sammen - hvor der ligeså stille indtraf en rytme med vagtskifte, madlavning, hygge i cockpittet og søvn. Rejsebrevet er derfor også skrevet af os alle sammen og i stedet for en dagbogsform indeholder brevet de bedste og mest udfordrende øjeblikke og oplevelser vi tog i mod på denne del af vores eventyr. 

Kasper som før havde været gast på et Obit-togt havde længe proklameret at det for hans vedkommende ville blive små 14 dages presset arrangement og at de første dage blev brugt i sengen med kun fremmemøde på vagter. Men efter fire dages venten på søsygen tog Kasper en rask beslutning om at sløjfe de sløvende piller og kastede sig over dagsprojekter med snitning af både en skildpadde og en ring til af Emma ud af en kokosnøddeskal, hvilket holdte søsygen i skak. Til gengæld havde Kasper givet det sorte tegn videre til Simone som endte ud over rælingen allerede samme nat som vi forlod Palau. Det betød også at hun i en lettere tilstand af sindssyge fik taget nogle Imodium piller i stedet for sine søsyge tabletter hvilket bestemt ikke forbedrede situationen. Resten af besætningen bestod til gengæld prøven og er nu, ifølge B.S, udnævnt hardcore Seamen. Simone tilføjer dog, at kuren mod søsyge hvis du kommer til at ombytte dine tabletter er en MASSE af Lukas Graham (album var på repeat i 6-8 timer) og Sprite. 

Kasper fremhæver en aften med halvdelen af besætningen i cockpittet hvor tre både i horisonten var blevet observeret. Da solen begynder at gå ned ændrede en af bådende pludselig retning mod Orbit. Efter lidt skifter besætningen kurs, men båden begynder at forfølge os. Da skibet lægger sig på bagbord side ca. 20-30 meter væk og sænker farten kalder vi dem over radioen, dog uden held. En mand bliver synlig på taget og en anden i cockpittet stirrer på os i hvad føles som et par minutter. De hilser ikke tilbage da vi vinker og hjertet sad pludselig i halsen på os alle. Bedst som vi var lige dele nervøse og ironiske og sad og ventede på at piratflaget foldede sig ud, finder den ene af mændene en Mahi Mahi frem som han begynder at vifte med. Lidt lettede beslutter vi os for at afblæse auktion ’Hvad vil i’ - en counter kapring ledt af B.S., så macheten bliver pakket væk igen og ankerbrønden lukket som ellers var planlagt til fangerum. 

Vi fangede en Mahi Mahi i starten af sejladsen på 80 cm. Det var Christines første fisk som tog ca. 10 min at hale ind. Det var dog heldigt at hun på et tidspunkt i sit liv har dyrket lidt crossfit så krampen i armen var til at holde ud. Efterfølgende blev der brugt ca. 1,5 time på filetere fisken med assistance fra både Sille og Kasper som duppede. Det var en opgave som i den grad krævende præcision og tålmodighed når man ganger en kniv med en gyngende båd. Der var heldigvis ingen ulykker og der kom også fileter ud af det som kaptajnen formåede at trylle om til aftensmad bestående af en lækker blanding af fisk, kokosmælk og karry. 

Grundet Silles unge alder, lever hun bedst om natten og fremhæver  hundevagten fra 02-06 som en af de bedste stunder. Efter ikke at have smagt nutella i 10 år, skubbede disse snackvagter med pandekager, Nutella og banan Sille ud i en så ellers velkendt diagnose: Nutella-junkie. Modsat Silles og Christines entusiasme omkring maden på turen var Kasper langt svære at imponerer med gastronomien generelt. De sene vagter med Christine, pibe-john og rigeligt med tunmadder havde efter sigende også efterladt en større mængde tun i cockpittet til næste vagthold. Sille og Christine holder dog fast på at fodsporene af tun er et tydligt tegn på at Calypso har været en tur forbi og ikke en lidt for vild snackvagt. Vi har regnet ud at vi i hvert tilfælde har fortæret over 100 dåser tun til stadig daglig entusiasme og glæde blandt de fleste. Af flere koloniariske oplevelse kan B.S.’s Vardegryde (Vojens, Vejle eller Vig-gryde ifølge Simone), en hemmelig familie opskrift kreeret i Vardes øvelsesterræn der også indeholder tun.  Selvsagt var den et kæmpe hit. Selv Kasper var imponeret og det er altså stort. 

Emmas bedste aftener involverede ikke hendes kæreste Kasper,  der ofte lå og sov eller hørte musik under stjernehimlen. Til gengæld gav Simone Emma lidt kærlighed under stjernehimlen hvor de kunne kigge efter det nye stjerne billede ’båden’ som Jonas havde forsøgt at imponerer besætningen. Simone husker også  tilbage på en improviseret historie af hende selv, Sille og Christine en sen aften. Simone havde ønsket at vi skulle digte en historie der skulle indehold en pirat, en sjöjomfru og B.S. Historien der blev digtet i små bidder på tur handlede om Sørøveren Leif, opkaldet efter sangen Leif is Leif med skæve tænder og hans jagt på et flot gebis. Han blev hjulpet godt på vej af B.S., Emma, en sjöjomfru som havde et tip om 62 dåser tun kombineret med lidt dykkerteori for at rette tænderne ud.  

Christian Sonn Kjelmann synes at alle hyggestunder med os andre på båden var for ligegyldige og Bubber-agtige. Derimod var han helt tosset med at lære at sejle. B.S. havde derfor også koordineret at vi skulle drive rundt i to dage på åbent hav i ingenmandsland for at teste os selv. Reaktionerne på sådan en situation var spændende og udfordrende for de fleste, men vi besluttede os for at det skulle være en god dag og ikke måtte slå os ud. Så i stedet for at blive frustrerede over motorproblemer, nød vi musik, sol og fiskeri med stang.  Af langt større udfordringer tilgengæld, er ifølge Christine madlavningen om bord. En omgang frokost bestående af tunmousse og brød kan snildt tage tre timer på åbent hav med høj sø, 1000 grader i køkkenet og en ovn der ikke virker. Brødbagningen involverede derfor at sidde foran ovnen i 1,5 time og holde tænd-knappen inde. Vi har alle fået en helt anden værdsættelse af brød nu. 

Alle er dog enige om at en af de fantastiske øjeblikke fra sejladsen er fra da vi først tog imod nogle delfiner lige ved siden af båden en dagssejlads inde i Filippinerne. Inden vi ramte Cebu City fulgte en lille flok mangetandet dværgspækhuggere også kaldet Elektra delfin os ind takket været vores egen delfinvisker Sille. De 2,5-3 meter delfiner lå og legede lidt i bovbølgen. 

Vi er nu fremme i Filippinerne og vi træder nu ind i sidste del af vores eventyr for denne gang.