23.03.16 Sejladsen fra Palau til Fillippinerne

Rejsebrev 3

Sejladsen fra Palau til Filippinerne betød 8 dage på åbent hav og 11 dage før vi ville kunne få fast grund under fødderne. Det blev en rejse hvor dagene tog hinanden og flød sammen - hvor der ligeså stille indtraf en rytme med vagtskifte, madlavning, hygge i cockpittet og søvn. Rejsebrevet er derfor også skrevet af os alle sammen og i stedet for en dagbogsform indeholder brevet de bedste og mest udfordrende øjeblikke og oplevelser vi tog i mod på denne del af vores eventyr. 

Kasper som før havde været gast på et Obit-togt havde længe proklameret at det for hans vedkommende ville blive små 14 dages presset arrangement og at de første dage blev brugt i sengen med kun fremmemøde på vagter. Men efter fire dages venten på søsygen tog Kasper en rask beslutning om at sløjfe de sløvende piller og kastede sig over dagsprojekter med snitning af både en skildpadde og en ring til af Emma ud af en kokosnøddeskal, hvilket holdte søsygen i skak. Til gengæld havde Kasper givet det sorte tegn videre til Simone som endte ud over rælingen allerede samme nat som vi forlod Palau. Det betød også at hun i en lettere tilstand af sindssyge fik taget nogle Imodium piller i stedet for sine søsyge tabletter hvilket bestemt ikke forbedrede situationen. Resten af besætningen bestod til gengæld prøven og er nu, ifølge B.S, udnævnt hardcore Seamen. Simone tilføjer dog, at kuren mod søsyge hvis du kommer til at ombytte dine tabletter er en MASSE af Lukas Graham (album var på repeat i 6-8 timer) og Sprite. 

Kasper fremhæver en aften med halvdelen af besætningen i cockpittet hvor tre både i horisonten var blevet observeret. Da solen begynder at gå ned ændrede en af bådende pludselig retning mod Orbit. Efter lidt skifter besætningen kurs, men båden begynder at forfølge os. Da skibet lægger sig på bagbord side ca. 20-30 meter væk og sænker farten kalder vi dem over radioen, dog uden held. En mand bliver synlig på taget og en anden i cockpittet stirrer på os i hvad føles som et par minutter. De hilser ikke tilbage da vi vinker og hjertet sad pludselig i halsen på os alle. Bedst som vi var lige dele nervøse og ironiske og sad og ventede på at piratflaget foldede sig ud, finder den ene af mændene en Mahi Mahi frem som han begynder at vifte med. Lidt lettede beslutter vi os for at afblæse auktion ’Hvad vil i’ - en counter kapring ledt af B.S., så macheten bliver pakket væk igen og ankerbrønden lukket som ellers var planlagt til fangerum. 

Vi fangede en Mahi Mahi i starten af sejladsen på 80 cm. Det var Christines første fisk som tog ca. 10 min at hale ind. Det var dog heldigt at hun på et tidspunkt i sit liv har dyrket lidt crossfit så krampen i armen var til at holde ud. Efterfølgende blev der brugt ca. 1,5 time på filetere fisken med assistance fra både Sille og Kasper som duppede. Det var en opgave som i den grad krævende præcision og tålmodighed når man ganger en kniv med en gyngende båd. Der var heldigvis ingen ulykker og der kom også fileter ud af det som kaptajnen formåede at trylle om til aftensmad bestående af en lækker blanding af fisk, kokosmælk og karry. 

Grundet Silles unge alder, lever hun bedst om natten og fremhæver  hundevagten fra 02-06 som en af de bedste stunder. Efter ikke at have smagt nutella i 10 år, skubbede disse snackvagter med pandekager, Nutella og banan Sille ud i en så ellers velkendt diagnose: Nutella-junkie. Modsat Silles og Christines entusiasme omkring maden på turen var Kasper langt svære at imponerer med gastronomien generelt. De sene vagter med Christine, pibe-john og rigeligt med tunmadder havde efter sigende også efterladt en større mængde tun i cockpittet til næste vagthold. Sille og Christine holder dog fast på at fodsporene af tun er et tydligt tegn på at Calypso har været en tur forbi og ikke en lidt for vild snackvagt. Vi har regnet ud at vi i hvert tilfælde har fortæret over 100 dåser tun til stadig daglig entusiasme og glæde blandt de fleste. Af flere koloniariske oplevelse kan B.S.’s Vardegryde (Vojens, Vejle eller Vig-gryde ifølge Simone), en hemmelig familie opskrift kreeret i Vardes øvelsesterræn der også indeholder tun.  Selvsagt var den et kæmpe hit. Selv Kasper var imponeret og det er altså stort. 

Emmas bedste aftener involverede ikke hendes kæreste Kasper,  der ofte lå og sov eller hørte musik under stjernehimlen. Til gengæld gav Simone Emma lidt kærlighed under stjernehimlen hvor de kunne kigge efter det nye stjerne billede ’båden’ som Jonas havde forsøgt at imponerer besætningen. Simone husker også  tilbage på en improviseret historie af hende selv, Sille og Christine en sen aften. Simone havde ønsket at vi skulle digte en historie der skulle indehold en pirat, en sjöjomfru og B.S. Historien der blev digtet i små bidder på tur handlede om Sørøveren Leif, opkaldet efter sangen Leif is Leif med skæve tænder og hans jagt på et flot gebis. Han blev hjulpet godt på vej af B.S., Emma, en sjöjomfru som havde et tip om 62 dåser tun kombineret med lidt dykkerteori for at rette tænderne ud.  

Christian Sonn Kjelmann synes at alle hyggestunder med os andre på båden var for ligegyldige og Bubber-agtige. Derimod var han helt tosset med at lære at sejle. B.S. havde derfor også koordineret at vi skulle drive rundt i to dage på åbent hav i ingenmandsland for at teste os selv. Reaktionerne på sådan en situation var spændende og udfordrende for de fleste, men vi besluttede os for at det skulle være en god dag og ikke måtte slå os ud. Så i stedet for at blive frustrerede over motorproblemer, nød vi musik, sol og fiskeri med stang.  Af langt større udfordringer tilgengæld, er ifølge Christine madlavningen om bord. En omgang frokost bestående af tunmousse og brød kan snildt tage tre timer på åbent hav med høj sø, 1000 grader i køkkenet og en ovn der ikke virker. Brødbagningen involverede derfor at sidde foran ovnen i 1,5 time og holde tænd-knappen inde. Vi har alle fået en helt anden værdsættelse af brød nu. 

Alle er dog enige om at en af de fantastiske øjeblikke fra sejladsen er fra da vi først tog imod nogle delfiner lige ved siden af båden en dagssejlads inde i Filippinerne. Inden vi ramte Cebu City fulgte en lille flok mangetandet dværgspækhuggere også kaldet Elektra delfin os ind takket været vores egen delfinvisker Sille. De 2,5-3 meter delfiner lå og legede lidt i bovbølgen. 

Vi er nu fremme i Filippinerne og vi træder nu ind i sidste del af vores eventyr for denne gang. 

03.03.2016 Dykning og fødselsdagsfejring på Palau

Uge 2: 

Efter vores to Open Water aspiranter, bedre kendt som B.S og Simone blev færdige med deres kursus dyk kastede vi, os andre fra Advanced, anker tidligt en tirsdag morgen allerførst i marts. Dagen begyndte med et puf fra kaptajnen kl. lidt over seks. Det skulle så vise sig at det var den bedst tænkelig måde at starte dagen på. Kasper, den ukronede barista, var dog også denne gang lidt utilfreds med at der ikke var kaffe to-go klar til dinghi turen. Revet ved Sandbar skulle vise sig fra sin frodige side og aflevere små gaver som 8-9 revhajer (både grey og et par hvidtippede der lå og slappede af på bunden. Men hvem tæller?  

Efter et par dage væk fra civilisationen slap fersk kød også op og Jonas insisterede derfor på at eftermiddage skulle bruges med harpun og snorkling for at skaffe lidt fisk til besætningen om aftenen. Jeg tilsluttede mig hurtigt projektet for at få lidt vand under kølen. Der gik næppe 15 min og så var den første fisk harpuneret på flotteste vis af den unge rookie jæger. Med en fisk på krogen, var gå på modet højt og 5 fisk og 3 timer senere var kaptajnen også tilfreds. Fiskene blev drysset med lidt salt og citron og ellers lagt på grillen. En dag som på alle måder stod i havets tegn og smil hos besætningen. 

Sidste chance for at indløse Jellyfish Lake permits blev brugt og det skulle vise sig at være turen og de 50 $ værd. Søen er fyldt med jellyfish som med tiden har mistet deres fangetråde og derfor er fuldstændig harmløse. For at undgå de værste asiatiske turistbåde stod vi igen tidligt op og havde søen for os selv. B.S ledte selvfølgelig svømmeturen ud midt ud i søen, hvilket krævede en del mod fra både Emma og jeg som var lidt nervøse for arrangementet. Men efter lidt tilvænning fik alle betragtet og blitzet lidt billeder af fænomenet og der blev sat kurs mod Orbit for at nå dagens næste dyk. Sandbar blev igen besøgt af alle tøserne og ledt og under opsyn af saltvands høvdingen Jonas. 
Dykket bød på en tapas af alt for mange triggerfisk, en blæksprutte og 15 min med en nysgerrig skildpadde. Det er åbentbart noget nemmere at vinde lotteriet på Palau. 

Jonas' fødselsdag d. 3 marts blev indledt med et morgendyk med Sille som ny dinghy driver og i mellemtiden på båden blev der flippet pandekager og lagt sidste hånd på et gavekort til følelsesdagsbarnet. Med glade maver drog Emma, Simon og B.S ud på et Advanced dybdedyk med æg, matematik og colaflasker. 
Eftermiddagen blev spenderet på en lille strand i lagoonen hvor alle deltog i forskellige opgaver som bål, pindesnitning til snobrød, og harpunering. Denne gang havde vi dog lært af vores forrige survivor eventyr og var nu udstyret med musik, skumfiduser, øl og whisky. Badet i eftermiddagssolen skaffede 
Kasper den første soldier fisk til aftensmaden og senere kom kaptajnen svømmende  ind med yderligere hele 4 fisk til bålet. B.S, som den dyreven han er, besluttede sig for ikke at ramme de fisk han sigtede efter. Vi håber på at vi fik fejret Jonas med maner, den fik i hvert fald så hatten passede. Dagen derpå var det mest konstruktive i hvert fald diskussioner om hvorledes det kunne være muligt at få leveret pizza eller burgerer ud i lagoonen.

25.02.2016 Rock Islands tur-retur, rejsebrev af Simone

Rejsebrev uge 1: Rock Islands tur-retur

Det nye crew ankom til Orbit den 18. Marts. Orbit lå i den lille bugt, med det blå hav og de grønne klippeøer ud for dykkercenteret Sam's Tours. De første par dage blev brugt på at lære hinanden at kende. Denne gang er vi 7 mennesker på båden. Kaptajnen Jonas, Sille (som også var med på sidste togt), Christian, Christine, Simone, Emma og Kasper. 

Vi gik hurtigt i gang med dykning og Christian og Simone begyndte på Open Water. De andre var inde og udforske Chandelier Cave og Kasper og Sille var på natdyk ude på vraget. 

Den 22. marts gjorde vi båden klar og satte kurs ud i det blå mod Rock Islands. Vi nåede ud af bugten og sejlede det meste af turen for genua, men da vi ville lægge for anker ude ved øerne svigtede motoren os. Den var død, uden mulighed for genoplivning. Hurtigt fik vi spændt dinghyen op på siden af båden og fik manøvreret ind med motorkraften fra den. Dagen efter sejlede vi tilbage til Sams igen. Stadig for dinghy. Det er ikke noget der giver meget sejlerrespekt og folkene ude på de store Katamaraner kiggede da også noget på os.

For at få gang i eventyret bestilte vi på Sams en kano tur med overnatning. Det er en pige der hedder Jene der står for det. Hun fik os booket ind og lovede at hente os næste morgen kl. 07.45. Næste morgen kom Jene ræsende ind på Sams i en gammel hvid van. Hun skulle kører os hen til supermarkedet og derefter til kajakkerne. På vejen ville hun tage en lille bitte smutvej der ville sparre os ca. 3,5 sekund. På vej ind over vejen hamre hun ned i et mindst 25 cm dybt hul og hjulet eksploderer. Dækket er flækket ned gennem midten. Det er heldigvis lige foran Korors mekaniker, der hører vores lille uheld og kommer ud og skifter vores dæk for 10$ og en cigaret. Det var en gratis tur med Palau Adventures. 

Vores kajak tur er helt utrolig smuk. Christian aka. B.S. står for kortet og ruten. Vi er selvfølgelig væk efter sådan ca. 20 minutter. Det lykkes os at finde de grotter der er markeret på kortet og efter et par timer kommer Mac the sexy exotic Kajac Guide padlende efter os og får forklaret os at nu skal vi altså tage ud til Turtle Poop Island inden det bliver lavvande. Det er lidt besværligt eftersom Sille og Christine skal zig zagge hele vejen men det lykkes os at komme ud til vores øde ø hvor vi skal overnatte.

Vi er tydeligvis totalt newbs til det her survival noget for vi har hverken medbragt øl, musik eller spil. Til gengæld har vi pølser, pølsebrød og marshmellows. Om natten bliver Sille syg og vi er ude i nogle vilde planer om at kajakke tilbage i mørket, lave røgsignaler og chartret helikoptere. Heldigvis har vi læge-Emma med der kan konstatere at det ikke er noget akut og at det kan klares med en panodil. 

Næste morgen padler vi tilbage og efter et langt varmt bad tager vi i byen på det lokale diskotek/restaurent/bar Taj. Her får vi pina coladas, mojitos, tequila og B.S. får en fin pink Singapore Sling med paraply og det hele. Til stor fornøjelse for servitricerne og os andre. Her på Palau lukker alle bare kl 02. En regel vi ikke umiddelbart kan forstå efter 6-8 drinks. Vi bliver læsset ind i barens shuttle bil og kørt tilbage til Sam's. Halvvejs beslutter Sille at baren har glemt at give hende hendes dankort tilbage. Vi vender kareten og kører tilbage til et helt lukket og mørkt Taj hvor Sille så finder sit kort øverst i sin taske. 

Næste morgen gør vi båden klar og igen skinner vores uvidenhed igennem. Det er lidt hårdt med tømmermænd. Vi sætter endnu engang  kursen mod det forjættede land Rock Islands.

Mange hilsner

Sille, Christine, B.S, Jonas, Emma, Kasper og  Simone

08.02.2016 Første uge på Palau, rejsebrev af Mathies

Rejsebrev 

26. Januar påmønstrede sidste gast på Orbit som på det tidspunkt lå blidt og stille i en lagune ved hovedøen Koror. Sille ankom sent om aftenen efter en meget, meget lang 2 dages flyvetur til Palau, dog med det gode humør i top, og første bemærkning var meget klar. ”Nøj hvor er her varmt” Besætningen var nu fuldtallig, og hvilke en umådelig god besætning hvis vi selv skal sige det, bestående af Kræn, Klaus, Emil, Sille, Mathies og selvfølgelig vores kaptajn Jonas. En god fordeling af 3 jyder og 3 københavnere klar på eventyr. 

Planen for togtet var klar og rimelig simpel fra dag et. Vi skulle ud i det turkis blå hav, blandt Palaus små 300 klippe øer. Der skulle vi finde en af Palaus mange umådelig lækre små laguner, og så ellers bare ligge for anker der, helt for os selv, i en uges tid. Hovedteamet i planen stod dog i dykningens tegn, for Palau er mere eller mindre et stort dykkersted, med flotte koraler og fantastisk dyreliv. For at dykke skal man dog certificeres først, denne mindre detalje manglede Sille og Emil stadig. De første par dage før afgang blev derfor brugt på at gøre Sille og Emil til 2 kommende superdykkere. Hvilket eftersignende var en hurtig og nem opgave for vores kaptajn/dykkerinstruktør Jonas. 

For de 3 resterende allerede certificeret dykkere i besætningen Klaus, Kræn og Mathies blev de første par dage brugt på at komme i dykkerform, og komme af med de værste dykkerabstinenser. Efter nogle gode tips fra det lokale dykkercenter blev både en nærliggende grotte og et vrag udforsket. Ganske udmærket, men vi skulle finde ud af at det kunne blive endnu bedre. 

Sille og Emil blev som nævnt hurtigt certificeret Open Water Divers, og vi var nu klar til at sejle ud. Uden mad og drikke dur Orbit dog ikke, så først skulle der provianteres til den næste uges tid, hvor der ikke lige ville være en købmand i nærheden. Der blev handlet dåsemad i massevis, bunker af snacks, litervis af øl og sodavand, og adskillige andre lækkerier, ja proviant var der masser af, syntes vi i hvert fald selv. 

Den 31. Januar rullede vi genuanen ud, (en af de mange nye fremmedord man lærer når man er på en båd) bandt Georg Stage pælestikket op, koblede os fra morringlinen og sejlede ud i det turkis blå hav. Der var dog en smule skeptiske miner ombord. For efter ikke at have oplevet en eneste gråvejrs dag siden ankomst, væltede solen ikke ligefrem ned fra himlen. Og det ville da nok blive en lang uge hvis gråvejret fortsatte. Det skal dog siges at man stadig godt kan blive solbrændt selvom det er overskyet, for på havet er solen altid tilstede. Specielt hvis man sidder oppe i masten det meste af sejlturen. 

Selvom det nok var en af Orbits korteste sejlture, (ca. 3,5 time) var det stadig en af de længere sejlture med en rigtig sejlbåd, for nogle af besætningens medlemmer. Der blev både styret og navigeret, og det skal da lige siges, at sidde ved roret og styre en 18 tons sejlbåd er altså sværere end man lige skulle tro. Der var da også nogle af besætningsmedlemmerne der havde mere tag på det end andre. Men vi kom stadig sikkert frem, og med første styrmand Emil ved roret, kaptajnen i masten, navigerede vi let udenom de værste ”koral bommies” og ind i en lækker lille lagune, hvor vi besluttede at kaste anker. 

Næste dag stod solen heldigvis igen ned fra en skyfri himmel, så nu skulle der for alvor blæses bobler. For Sille og Emil skulle videre i dykkersystemet, og blive certificeret Advanced Open Water, så de kunne komme med ud hvor det er rigtig sjovt. Der blev både navigeret med kompas under vandet, øvet buoyancy og dykket dybt. Specielt ved dybdedykket, fandt Emil ud af at det der står i dykkerbøgerne med at man bruger ekstra meget luft når man er nede på 30 meter, passer faktisk ret godt. Som med deres Open Water certifikat, gik det ligeledes nemt og hurtigt med at få dem certificeret Advanced Open Water divers. Så de var nu klar til at komme med ud hvor det er rigtig sjovt.   

Der var dog noget de ikke havde lært i dykkerbøgerne, og det var at man skal altså tidligt op hvis man vil ud og have nogle rigtig gode dyk. For man skal helst i vandet før alle de andre dykkere som er her på Palau. Specielt Sille var lidt skeptisk da hun fik af vide at vækkeuret ville ringe kl. 0600 næste dag. Og med vækkeur mener vi kompressoren, som hurtigt blev kaptajnens fortrukne vækkeur til hele besætningen. Sille fandt dog hurtigt ud af, at det var helt klart det værd. For hvilke forrygende gode dyk vi fik. Sigtbarhed på 20 meter, flotte koraler, massevis af Stillehavets farvestrålende fisk, skildpadder, og selvfølgelig hajer. Dog ikke rigtige hajer, hvis man spørger Emil. 

Resten af tiden hvor vi ikke dykkede gik med solbadning på dækket, lidt snorkling i lagunen, fordybelse i bøger fra Orbits veludrustede bibliotek, og harpun fiskeri. Specielt vores fiskeminister Kræn gik til værks med liv og sjæl, dog uden det helt store held. 

Om aftenen blev der på skift brilleret i køkkenet. Specielt Klaus som fra starten havde proklameret at madlavning ikke var hans stærkeste side, overraskede med hjemmebagt brød, turens bedste pandekager, og lækker aftensmad. Ellers blev der præsteret en masse andre dåse gastronomiske retter. Det skal dog lige siges til de kommende gaster der måtte læse dette rejsebrev, at biksemad på dåse er virkelig elendigt. Efter aftensmad stod den på København mod Jylland i Trivial Pursuit. Resultatet vil vi helst ikke offentliggøre, men lad os bare sige at Klaus som er jyde af hjerte, men københavner af sind havde en stor fordel, grundet hans lidt større livserfaring i forhold til resten af besætningen.  

Den 7. Februar vågnede vi op til gråvejr, alt maden var spist, øl og sodavand var for længst drukket, og snacksende var sluppet op, så vi tænkte at nu var det et godt tidspunkt at lette anker, og sejle tilbage til hovedøen. Nogle fra besætningen trængte også gevaldigt til et rigtigt bad med balsam, og nogle andre til at få deres internet fix. Overraskende nok var det den ældste i besætningen der var flittigst på internettet.  

Det er nu den 9. Februar, alle har været i bad, alle har fået deres internet fix, der er blevet provianteret igen, (denne gang skulle der gerne være mere end nok) og vi er nu klar til at finde en ny lagune, nye dykkesteder, og hvem ved, en rigtig haj til Emil. Vi har fundet ud af at man sagtens kan undvære al den moderne teknologi, så længe man bare har en kompressor, noget dykkerudstyr, og en trofast gummibåd. Vi sejler ud lige om lidt, og regner med at være tilbage den 14. Februar, hav det godt så længe. 

Solskins og dykkerhilsner 

Klaus, Emil, Sille, Kræn, Jonas, og Mathies. 

28.01.16 Rejsebrev fra Palau

Rejsebrev fra Palau

Land i sigte!

Vi hejste det gule Quebec flag, som tegn på at vi var smittefri og klar til samkvem med land. Dette land var Palau. En træt men glad besætning. Glad lige indtil det slog os at båden skulle klargøres ved land, en større rengøringsaktion og afferskning af Orbit i 40 graders vindstille vejr, imens vi ventede på immigration og tilladelse til indrejse i Palau. Vi fik stemplet os ind, blev modtaget af et ’Welcome to Palau’ af de lokale immigrationsmyndigheder, vi fik anvist en bjergside fyldt med natklubber, også var vi ellers ankommet. 

I den fjerneste afkrog omringet af junglerige høje klippesider bandt vi to pælestik (bundet af Georg Stage My) om en mooring bouy ude foran Sams Tours. Knuderne blev bundet godt og tæt, for her skal Orbit være placeret igennem de næste mange dage, indtil næste togts gaster påmønstrer. Herefter stormede vi i land efter et ikke dåserelateret måltid mad, som resulterede i et overdådigt junkfood indtag, på det det hurtigt blev vores absolutte stamsted, hvor vi dagligt blev ”Dropped off” til det madorige og kamp med tiden om at få alle de retter på menukortet, kun afbrudt af et enkelt sushi besøg i  downtown, Koror.  

Der er blevet spist og drukket utrolig godt på Palau med enkelte økonomiske tundåser for at holde det flyvende madbudget lidt nede.

Vi fik selskab af to nyankomne gaster, Kræn og Matthis, som fulgte med gruppen et par dage efter ankomst. Vi havde på det oprindelige togt aftalt at tage en samlet tur ud sammen, for at have et fælles projekt efter ankomst på landjord, som havde budt på en del opdelte aktiviteter. Det udmundede i en to dages kajak tur ud i det fri, langs klippekanter, frodig natur, små skjulte paradistrande, koralbelagt rev, turkisblåt vand i alskens farver. Vi havde lejede en masse telte med tilhørende camping kit, og lagde efter en begivenhedsrig kajaktur, velledt af top tourguide/ingeninør Emil, som med hård hånd førte os igennem tidevand under fuldmånetider, strøm, og smukke sites i den lokale natur til søs. Vi slog lejr på en lille privat strand i næsten ægte robinson cruise stil, med lille overdækket bål, bambushytter og rotter i hobetal imens vi nød en smuk solnedgang udover vandet. Vi fyrede afsted med drinks og chili con carne i ægte ’tin to go style’.

Efter hjemmefangst og tilbedredning af en lokal krabbe som gemte sig under jorden, storindsamling af døde koraler og ivrige forsøg på at åbne og spise kokosnødder, faldt gruppen til ro, nogle med bøger, andre med musik imens faklerne dansede omkring i mørket hvor rotterne kravlede i krogende. Til info kan det ikke lade sig gøre at fange en rotte med en pagaj!! Ikke helt i hvert i fald.

Trætte, men beriget af Palaus smukke omgivelser, ankom vi tilbage til endnu mere junkmad, hungrende efter afferskning og en seng langt væk fra puslende skygger.

Vi faldt om, blev vugget i søvn på Orbit, og sov godt ovenpå vores lille eventyr.

Så gik dagene ellers med at gennemlæse Orbits slidte bibliotek og solbade til den helt store guldmedalje. De mere aktive gaster fik dykket igennem for de sidste sparepenge. 

Togtet lakker hurtigt mod ende med vemod og tudekor, måtte vi tage kampen op mod Orbits kroniske nullermænd og påbegynde afmønstring. Et større rengøringsprojekt af HELE orbit, fra top til tå, nej prædikestol til bagperron. En aktiv og hårdt anlagt dag i solens tegn blev orbit på ny skinnende, smuk og  klar til en ny besætning og ræset kan gå i gang igen. Afregning af budget, afhentning af gas, genopfyldning af vand, vasketøj i rige mængder, skrubning af orbits flanker, polering af alle flader og søgelænder var blandt få dele af en større fællesmission.

Vi blev enige om at den sidste dag, som samlet togt skulle gå alene med at være sammen og fejre vores velafsluttet togt. Dagen startede med Rasmus’ shake and bake pandekager som blev indtaget i solen med masser peanutbutter jelly. Vi slappede af på Orbit indtil vi som samlet trop gik mod downtown Koror for at kaste os på hver vores massagebriks over en times massage af 6 kinesiske kvinder.

Afslutningsmiddag løb af stablen på Marina Vita Cafe, Øens fineste restaurant, ifølge os. Her blev især sat pris på bygningens MEGET japanske toiletfacilitter med varme i sædet og vand sprøjt i r*****. 

Vi spiste masser af lækker seafood, risotto og cheesecake, som lagde bunden for en aften der senere blev fulgt op på  den tyskejet Krammers ølbar, hvor Mys charme blev værdsat.

Nu sidder vi her, den sidste stund, omringet af hinanden, inden vi hver især dripler hjemover til det danske land bortset fra kaptajnen og Emil som fortsætter. 

Vi har lært hinanden utrolig godt at kende. Det at flytte ind sammen på ganske ganske lidt plads, gå klods op og ned af hinanden, sejle uden land i sigte, alt imens man kastes sammen, som i starten 6 totalt fremmed mennesker, og så nu, slutteligt sidde sammen omkring den sidste drink, takke af for en god tur og et fantastisk eventyr. Et eventyr vi er enige om  har rummet både udfordringer, grin, gråd og latter, enighed og uenighed (husk: it doesnt matter if you are black or white) – alt i alt; en sejlads der bare er fjong og som ingen ville havde været foruden. 

Udover et eventyr har vi også været vidne til et frisk socialt eksperiment som har krævet et åbent sind af hinanden, og af den grund vil vi fremover gerne refereres til som de omstillingsparate.

Vi takker af fra Palau og glæder os ikke til at komme hjem i sne og slud imens vi nu sidder her med virgin colada, milkeshakes og nachos i en bagende hed sol. 

Togt 1 anno 2016 has left the building… 

De kærligste hilsner fra

Stillehavet, Jonas, Rasmus, Emil, Lea, My og Line.

20.01.2016 Rejsebrev fra Chuuk til og med Lamotrek

Så stod vi der søndag morgen på den første dag i 2016, fire blege danskere og missede mod den hvidglødende Stillehavs sol, ud af de blændende solstråler trådte selveste Jack Sparrow, det eneste der manglede var perler i skægget.  Vi var ikke et øjeblik i tvivl om at her kom Orbits kaptajn gående i let bredsporet gang langsomt, som de indfødte.  Vi kørte den 3 km lange vej til hotellet, bumlende afsted de sidste to kilometer med vandpytter så store som tekopper, nej Rundetårn! Forenden af vejen stod en ironman så stærk og stolt og ventede energifyldt på de resterende blege gaster.  Vi spiste turens første sashimi og sejlede i dinghien ud mod havet. Her stod Orbit med en mast der knejsede så stolt og et skrog der vuggede blidt i stillehavsdønningerne. 

Vi proviantede og satte kurs stik vest 270 grader mod Lamotrek. Under grå regnvejrs himmel og på et gråt regnvejrs hav, sejlede vi endeligt fra Chuuk, efter et halvt døgns venten på immigration med stort ønske om tilladelse til at forlade land. Kort efter afgang faldt den første kommentar om korrekt sejlføring. Men alle diskussioner og drømme er jo hypotetiske, det ved vi nu!

Vagtrotation på vagtrotation,  under stjernehimmel eller bagende fuld sol, og med en gennemsnitsfart på 5 knob, kun få timers vindstille vejr, og så til sidst sejlede vi igennem passet mod første øde stillehavsø. Efter fire dage på åbent hav uden udsigt til land, så man i jubel, grædekor, i dans og fuld firspring, Orbits gaster sejle langsomt ind gennem ringrevet.

Vi sejlede ind i solnedgangen og besluttede at lade kaptajnen svømme alene i land, i en frisk crawl, mod øen for at orientere ældrerådet omkring vores ankomst og ønske om at besøge øen den førstkommende morgen.

Efter en asynkron padlen dagen efter, sejlede vi dinghien mod kysten, og gik i land på Lamotrek med armene fulde af notesbøger, skoleremedier og harpuner, hvor ældrerådet sad klar i et overdækket stråbelagt hus også kaldet ’mens house’.  Vi fandt hurtigt ud af at gæstfrihed, frisindethed og hjertevarme ikke var en mangelvare på øen, hvor I-landsproblematikker er en by i Rusland. 

I et lettere hårdt koralbelagt terræn gik vi en tur den halve ø rundt, og mødte kvinder med bare bryster, gamle damer som i et enkelt machettehug knapper en kokosnød op, børn der smiler og laver posende peacetegn,  mænd kun iført et løst bundet, klæde over de ædlere dele. Vi gik ikke mange skridt før vi både fik stukket kokosnødder i hænderne og tilbudt frokost privat hos de lokales familier. Det resulterede i at vi fandt os selv siddende i skrædderstilling under igen et stråbelagt halvtag ved siden af mother Mary og hendes barnebarn der serverede taroroots kogt i kokosmælk, fisk og bananer. Mad der ikke slæbte sig ud af en dåse var yderst kærkomment. Vi sluttede af med en "drinking cirkel", som bogstavligt talt gik ud på at sidde i en cirkel og indtage den eneste hjemmebryggede lokale alkohol, kaldet Tuba, en slags kokosvin. 

På den højhellige søndag, dagen efter, mødte vi kristne og trofaste op til morgen gudstjeneste efterfulgt af en dasedag på båden hvor der blev solet bagdele og bryster, bagt brød og banankage af de lokaleråvarer. Sidst nævnte som skulle medbringes til fællesspisning på øen senere samme aften. Vi mødte op til en stor omgang barbeque; taroroot i kokosmælk, sweet potato og en omgang grillet hund! Igen tog aftenen fart, omringet af en hel hær af ’Lamotrekkere’ – den ene klan som var fremmødt for at  invitere os alle på mad og drikke kokosvin i overdådige mængder, som resulterede i at selv præsten og den lokale rektor fik komplimenteret og skamrost til Orbits unge damer i en grad, der ikke kunne undgå at blive en anelse akavet over nadverbrødet i kirken dagen efter.  Vi blev enige om at se ham, som den beduggede onkel til familiefesten. Efter endnu en asynkron padlen og en halv flaske rom senere, faldt besætningen omkuld i Orbits lune køjer. 

Mandag morgen blev en travl dag på øen, hvor noget af besætningen besøgte den lokale skole, den lokale medicinske klinik med øens læge og chief, som pænt tog i mod og fortalte ivrigt om klinikkens daglige rutiner. Mandag skulle ligeledes vise sig at blive vores afskedsdag, hvor øen i al hemmelighed havde afviklet en større ceremoni i forbindelse med vores afrejse.

Kl 16 gik det løs. Vi ankom til Lamotrek i dinghien, padlende og i festligt tøj. Pigerne iført lavalava (den lokale nederdel) og drengene i bare solbrune mavser. Den ene klan havde lavet palme skørt og mundering som en anden hulahula pige, blomster kranse overalt, der var lokale gaver til alle gaster og en ærestale til kaptajnen. Gaverne var alt godt fra øens skatte kamre, alt fra lokale vævet skørter,  3 lokal vævet reb, 22 kokosnøder, 400 bananer i klase,  rodfrugter og overflod af papaya, seks grillet coconutcrabs, bananchips, sweet potato, rødder og frisklavet chips. Al den friske mad skabte stor glæde, alt der kunne give den daglige sammenkogte Orbit ret lidt kant var værdsat. 

Vi endte med at fylde en halv dinghi op med mad. I ledetråd blev der slået et større show up, hvor klanens mænd inklusiv Tarzan, stod på en lang række iført blomsterkanser, baststkørt, opmalet ansigter og dansede for os. Kvinderne fulgte trop med trætte bryster der flagerende i vilden sky i en dans i fuld vigør. Igen blev Orbits unge damer hevet frem klar til dans i forlængelse af damernes optog. Det endte med at hele besætningen blev bedt om at danse vores lokale dans i Danmark og efter en kort hypotetisk diskussion, blev det vurderet at ’en lille and med vinger’ måtte være den bedste lokale dans vi kunne improvisere og den blev modtaget med en større klapsalve end den sang/dans fra børnehaven har vakt i mange mange mange år. Nogen ville måske sige nogensinde! Klanen insisterede på en gentagelse af danse successen, og før vi så os om var hele besætning igen i gang med et fuldt vingesæt, en dansende rumpe og to rokkende fødder i højtråbende kor. De lokale hujede og piftede og det ville ingen ende tag.

Et overvæld af søde ord,  en fantastisk  åbenhed, en overdådig medmenneskelighed og med en varme selv den mest berejste sjæl sjældent har set, forlod besætningen Lamotrek; nogle rørte til tåre, andre grinende og alle med en dunst af mother Mary ”mormorparfume” og ordene ”WE LOOOOOVE YOU”. 

Vi spiste os tykke og mætte på båden i en større middagsplate ’to-go’ imens vi sad omringet af blomster, talte om dagens overvældende oplevelse, mættet for indtryk og rørte over at have fået den oplevelse med os videre på vores togt. Vi gjorde klar til at lægge kurs dagen efter, hvor kursen faldt på Sorol.

Sorol blev dog et kort visit, hvor vi efter fire dages sejlads måtte erkende at vejrforhold, lav dybde og dårlig sigte resulterede i erkendelsen af at øen Sorol måtte forblive et uudforsket syn i horisonten og stævnen blev i stedet vent mod Palau. Som den første og eneste egentlige falliterklæring i den tænkte rute , blev den lidt nedtrykte stemingen hurtigt vendt til et ren pandekagegilde, som endnu igen igen engang blev kastet ud af sidebenene fra vores yndlings Michelin kok Rasmus med særspeciale i dåsers brug såvel som placering. Omstillingsparate as ever! YOLO FTW.

Vi forsatte til søs på 4.dagen med udsigt til formentligt 3 dage mere på havs. Palau som næste stop. 

Massere af god vind, måske for meget god vind, blev genuaen tæmmet som en anden vildhingest. P for plenty, ikke for power!!

Stillethavet bød os på mange gode dage i fuld sol med frisk fanget fisk (hårdt kæmpet ombord, hvor pigerne som de eneste kom med i 1 meters klubben), tilmed sparsom søsyge og en let krængning til bagbord. 

Vi ankom til Palau et par dage før forventet, så bare fordi motoren er i stykker og storsejlet er flækket, kan man sagtens sejle ALT for stærkt. Så deeeeeet….

Vi erkender ærligt, at et eventyr er ikke noget man får serveret, det er noget man tager. Og vi har i den grad taget det! 

06.12.2015 Ant atol og sejladsen til Chuuk, rejsebrev af Jonas Skov

Rejsebrev af Jonas Skov
Vi ankom efter en dagssejlads fra Pohnpei til Ant Atoll, som er en lille atoll nær Pohnpei. Vi kastede anker et par hundrede meter ud for ”hovedøen”, hvor de 6 rangers som passer på øen holder til. De havde deres eget lille samfund, som bestod af nogle charmerende hytter lige ud til lagoonen, et par generatorer, solceller, lidt hunde, et par toiletter og utroligt nok, WiFi. Google havde været forbi atollen med et skib, og under deres besøg havde de installeret WiFi. Tænk at man kunne være online på en lille Stillehavs atoll, på hvad der nok har været togtets bedste WiFi.
Atollen er paradis på jord. Hovedøen har en størrelse, så man kan gå hele øen rundt inden for en overkommelig tidsramme og med de kridhvide sandstrande, ligner det noget som er taget direkte ud af reklamerne fra TV, som virkelig kan få en til at ønske sig væk fra iskolde Danmark og mod mere eksotiske himmelstrøg. Vi kan se hvordan atollen snor sig ud i horisonten, afbrudt af et par pas, indtil den til sidst bliver et rev.  I den modsatte ende af atollen, kan man se en lille Ø, hvor der er en masse fugle – mere om den senere. 

Dagene på Ant Atoll har stået på afslapning, dykning (indtil kompressoren stod af), snorkling (hvor vi har set en masse fede ting – bl.a. en eagleray på omtrent 2 meter i diameter, diverse hajer, fisk og rokker), afslapning i hængekøjer og svømmeture i land. Kun fantasien sætter grænser for hvad man kan få dagene til at gå med på sådan et fantastisk sted. 

Om aftenen har nogle stykker fra Orbit sovet i land. Der var blevet lejet en hytte derinde, hvor man kunne opholde sig om dagen og sove om natten. Før vi gik til køjs, stod det dog først på lidt jagt efter de enorme kokoskrabber (palmetyve), som efter mørkets frembrud nærmest invaderede øen – ja, man kunne faktisk ikke gå en tur uden at være ved at træde på dem. Flere af os havde set krabberne fra en BBC serie omkring livet i Stillehavet, men vi havde egentlig ikke forestillet os at se dem i virkeligheden. Første aften vi var i land, spurgte vi de lokale rangers, om de kunne hjælpe os med at finde nogle kokoskrabber og der gik ikke mere end et par minutter, så kom de med den første. Efter 10-15 minutter kom de med nogle af de helt store krabater, som de placerede på træerne, så vi kunne se deres benspænd for fuld udstrækning – hvilket dyr. Evolutionen har gjort sig en undtagelse og krabberne har udviklet sig til noget der virker fuldstændig unaturligt og noget som kunne være taget direkte ud af en Science-Fiction film. Efter vores jagt på store krabber, lavede vi også bål på stranden, under den helt absurd flotte stjernehimmel som Stillehavet kan tilbyde. Efter vores snobrød, som vi havde lavet, havde vi en god rum tid, hvor blikkende var rettet mod mælkevejen og en masse andre stjerner og stjernetegn. 

Dagene fløj afsted og det var virkelig en oplevelse at være et sted, SÅ fantastisk, helt alene. En af de sidste dage (ja, dagene flyder sammen når man har det godt, så det er lidt svært at skille ad), tog to af de lokale rangers os med ud til fugleøen. Vi sejlede i deres lille fiskerbåd, en tur som de mente ville tage 10 minutter, men som endte med at tage omkring en time, over til øen med de mange fugle. Fuglene på øen var de store havfugle, som vi også har stiftet bekendtskab med til søs (Kristian fik jo en ekstremt aggressiv fugl i hovedet på vores sejlads til Pohnpei, red.). Den kvalmende dunst af fuglenes efterladenskaber, gjorde sit indtog et par hunrede meter fra øen, da vi gik på revet grunden lavvande. Stedet var imponerende og det havde UNESCO også fundet ud af, så området er beskyttet. Vores lokale venner havde også et par sorte sække med for at samle skrald – der bliver passet godt på stedet. Vi gik en tur rundt om øen, tog billeder og vendte forholdsvis hurtigt tilbage til båden. Vi begyndte sejladsen tilbage til hovedøen og her fik vi os en oplevelse. Da vi er 2-3 km fra land går motoren ud, men de to rangers, som ser lettere forvirret ud, får åbnet for luftindtaget til benzinen, så vi kører igen. Vi sejler yderligere i 5 minutter og så står motoren helt af. Vi er løbet tør for benzin. Vi ofrer efterfølgende Jonas (kaptajn) til det blå dyb, fyldt med hajer og mange andre farlige dyr og han tager svømmeturen i land, iført snorkel og finner, for at hente vores egen Dinghy, så vi kan blive trukket det sidste stykke. Mens Jonas svømmer i land improviserer vi i den efterfølgende 1,5 time og begyndte så at padle med Charlottes svømmefødder, en gammel mælkekarton, en pagaj (juhu!) og et bambusrør. Det gik stille og roligt og situationen blev taget med et smil, selvom de højere magter havde besluttet at solen skulle være helt ustyrligt skarp.

Tiden på Ant Atoll var ved at være over og turen mod Chuuck Lagoon gik godt. Vi havde god vind i sejlende de første par dage og Kristian fik endelig fanget en fisk. Det blev til en stor Wahoo på 120 cm så der var aftensmad til de kommende par dage. Den sidste nat havde vi dog lige lidt for god vind og dramatisk situation var under opsejling, da vores storsejl valgte at gå fra hinanden. Alle mand kom på dæk og op i den hårde vind og heldigvis gik det rimelig smooth, lige bortset fra en enkelt stor bølge som valgte at knække ind over båden, mens vi havde et par mand på fordækket. Det gik godt og vi var glade for at vi kun var 5-6 timers sejlads fra Chuuck.

Vi ankom til Chuuck i går (mandag) og vejret viste sig igen fra sin hårde side. I løbet af få minutter gik det fra at blæse normalt til at være nogle voldsomt hårde vindstød. Først kom en lyd af at ankeret blev spændt ud og dernæst lyden at Morten som udbryder at kajakken er fløjet over bord. Den har simpelthen, på ren Kamikaze vis, løftet sig henover søgelænderet og kastet sig i døden. Vi fik hurtigt sendt et par stykker ud i vores Dinghy for at redde den, men på få øjeblikke var kajakken væk. Det var ikke forsvarligt at sejle længere ud i det vejr, men vi er glade for at der ikke skete menneskelig skade.
I dag bliver dagen brugt på kajen i Chuuck, hvor vi spændt venter på at regnen stopper, så folkene der skal indklarere os, får gang i lakridserne og kommer ud til båden, så vi endelig må gå i land – så kan eventyret på Chuuck med verdensklasse dykning, fuldstændig anderledes kultur og smuk natur rigtig begynde.