28.05.13 - Kristians rejsevideo fra Chuuk til Pohnpei

11.05.13 - Thomas' rejsebrev fra Chuuk: Operation Hailstone

Et eventyr er ved at være slut, og et andet skal til at begynde. For tolv dages tid siden ankom vi til Chuuk Atoll, hvor den skulle stå på førsteklasses vragdykning. Chuuk er kendt for under 2. Verdenskrig at have huset japanernes største flådebase udenfor moderlandet. I februar 1944 havde amerikanerne fundet basen, og man håbede her på, at man kunne hævne Pearl Harbor. Den 17.-18. februar slog amerikanerne til. På dette tidspunkt var japanerne dog blevet usikre på, om basen var for sårbar, hvorfor de ugen forinden havde trukket krigsskibene tilbage fra Chuuk. Da amerikanerne angreb, var størstedelen af skibene derfor de tiloversblevne transportskibe. Operation Hailstone, som angrebet blev kaldt, blev ikke det store anslag mod den japanske stillehavsflåde, men den japanske tilbagetrækning signallerede enden på den japanske dominans af det vestlige Stillehav.

Operation Hailstone blev slutningen på japanernes eventyr på Chuuk, men de mange vrag betyder dykkereventyr i verdensklasse, hvorfor vi har brugt al den tid under vandet, som vi har kunnet komme i nærheden af. Vi har nået at dykke 18 dyk på 12 vrag, og man må sige, at dykkene til fulde har levet op til de høje forventninger. På det 132 m. lange Fujikawa Maru dykkede vi for eksempel ned i skibets lastrum, hvor vi så japanske Mitsubishi Zero kampfly i samlesæt. Det er en helt særlig oplevelse på den måde at dykke ned i historien, men det er også en uvirkeligt smuk oplevelse at dykke på vragene, da de er overbegroede af de smukke og farverige Soft Corals og i rigt mål er hjemsted for diverse dyreliv. På andre vrag brugte vi meget tid på at udforske det indre af skibet. Det gjorde vi blandt andet på det 141 m lange Rio de Janeiro Maru, som ligger på styrbordssid på 12-35 m dybde. Når man svømmer ind i et vrag og kan se plankegulvene, stablede flasker i lastrummet, maskinrum, etc, føles det virkelig som at gå på opdagelse i historien. Lidt surrealistisk kan det også være, når man svæver rundt i vraget og ser lyset skære sig gennem vragets mørke. I lysstrålerne spiller farverne krystal klart. Naturens skønhed kommer på den slags dyk til at træde meget klart frem, da den hele tiden sammenholdes med de menneskeskabte vrag. Natur møder kultur og smelter sammen i en oplevelsessymfoni uden lige.

Et andet fantastik dyk var på SS Nippo Maru, som måler 107 m. og ligger på 21-45 m dybde. Nippo Maru har nemlig en tank stående på dækket. Det var en både flot og speciel oplevelse at se den under havet med fisk omkring. Sankisan Maru bød på et dybt dyk, hvor vi på 40 meters dybde havde den ekspetionelle fornøjelse at kunne svæve ned i et lastrum med en buldozer og adskillige næsten intakte lastbiler. Dybden gjorde selvfølgelig, at det ikke blev noget langt dyk, men det var meget bevægende, både fordi man levende kan se de japanske soldater for sig, når man stikker hovedet ind i en lastbil og kigger ud gennem dens forrude hen over rettet, men også fordi det gamle krigsmateriel meget tydeligt udstiller vores forgængelighed. Som Odin siger i ’Hava mal’, Den Højes Tale:

”Fæ dør, frænder dør.

Dø skal også du.

Et jeg ved, som ikke dør.

Dommen om hver en død.”

Derfor: husk at leve, mens du gør det, for at parafrasere Piet Hein, og husk at elske, mens du tør det. Dermed vil jeg sige, at eventyret fra Palau til Chuuk er ved at være til endebragt, mens Orbit fortsætter mod nye horisonter og nye eventyr. Vi andre tager for nogles vedkommende videre ud i den vide verden, andre tager hjem. Hjemrejsen betyder nu ikke enden, for hjemme venter nye udfordringer og nye eventyr, blot på andre breddegrader. For os alle gælder dog, at kan vi holde Piet Heins og Odins ord i hævd, vil vi, ligegyldig hvor vi befinder os, have nye og spændende eventyr i vente. Hermed vil jeg sætte punktum i dette eventyr og samtidig åbne døren på klem til nye…

27.04.13 - Bibi's rejsebrev fra Puluwat

Vi var heligvis ikke helt orange, da vi sejlede fra Lamotrek mod Puluwat, den sidste af de fjerne atoller på vores togt i Mikronesien. Eric (den amerikanske antropolog på Lamotrek) havde ellers advaret os om, at gurkemejepulveret – en vigtig bestanddel i den afskedsceremoni, vi var så heldige at modtage på vores afrejsedag – først blev slidt af huden efter flere dage, og at vi derfor skulle regne med at få orangefarvede lagener, puder, hynder og vægge. Men til vores held nåede vi at få at vide fra Xavior (øens Master Carver), at det skam var helt i orden at vaske gurkemejepulveret af igen lige efter ceremonien! Så vi var dejligt renskurede, og ikke mindst glade og opstemte, da vi smed fortøjringen til vores ny-installerede bøje. Oplevelserne fra Lamotrek havde alligevel brændt sig godt fast. Vi havde uden tvivl været en del af noget helt specielt på den ø, og det var svært ikke at være lidt – eller meget – rørt.

Vejret i dagene op til afgangen havde været meget roligt, så det var havet også. Der var kun mindre bølger, og sejladsen på de 175 sømil til Puluwat blev uden tvivl den mest behagelige hidtil. Ingen blev søsyge, der var flot vejr, og det er klart nemmere at få sovet, når båden ikke hamrer op og ned mod store bølger. På fiskefronten så det også ud til, at The Magic Barnacle (den magiske muslingeskal, som var en hovedspiller i afskedsceremonien på Lamotrek) havde bragt os held. Vi fik halet to mahi mahi ind, én på 121 cm og 6 kg den første dag (min fangst) og én på 103 cm og 5 kg den anden dag (Louis fangst – endelig!). Lækkert lækkert. Jeg opdagede under fileteringen til min store fornøjelse, at en mahi mahis afføring er flydende og sølvfarvet. Fisken, der skifter farve fra guld-grøn til sølv-hvid i dødsøjeblikket, og så tilbage igen bagefter, skider altså sølv... Jeg. Elsker. Naturen. !!!

På andendagen nåede Thomas også lige at kæmpe et par sekunder med en marlin, men den sprang hurtigt fri – og det gør marlins åbenbart 10 ud af 9 gange, som Ken siger... På 5 år havde der på Orbit været Marlin-bid 50 gange, men kun TO var blevet halet helt ind. Så det var med en venlig tanke til The Magic Barnacle, og alle verdens fiskeguder, da der på tredjedagen var Marlin-bid igen – og da det denne gang lykkedes Thomas at få den halet hjem! Jubii! Det er altid en lettere kaotisk oplevelse når der bliver råbt FIIIIIIIISK! og alle mand søvndrukne vælter op i cockpittet, for derefter at vælte ind i og hen over hinanden i et forsøg på at styre båden og hive sejl ind, mens militærmanden vågner i Ken (og råber MEGET HØJT et sted fra indeni Ken) og dermed får det hele til at lykkes. Og det var ingen undtagelse denne gang, med en så stor fisk, der springer højt og virkeligt kæmper. Jubii igen! Der blev senere taget flotte billeder af Thomas med marlin og af Ken med marlin, hvilket ikke er en nem sag, når fisken vejer 50 kg, er 2 m og 21 cm lang og desuden har skæl, der svier som brændenælder. Snedig fisk.

Fem timer og 20 sømil efter marlin-fangst, omkring frokosttid, var vi så ved Puluwat. Turen havde altså taget os ca. 50 timer. Rigtig fint. Der var masser af sollys til indsejlingen, som er lidt vanskelig ved Puluwat, og god tid resten af dagen til at gøre båden ankerklar, ren og lækker, få en kop kaffe, et bad og til at himle over sceneriet. Puluwat som atol er noget anderledes opbygget end de andre atoller, vi havde besøgt – mindre i omkreds, med flere øer meget tættere på hinanden og dermed flere bugte og kringelkroge. Meget, meget smukt og perfekt til kajakture, som vi hungrede efter. Efter store kulturelle oplevelser på Wolai, Elato og Lamotrek især havde alle på båden mest brug for at lade op på Puluwat med afslapning og naturoplevelser. Vi skulle ikke sætte bøjer op eller drikke gæret, varm kokosvin (gudskelov!) i flere men’s circles. I stedet fik vi sejlet meget i kajak (alle blev officielt EPP2-uddannede), solet på dækket, læst, spillet whist, skrevet i dagbøger, snorklet og badet. Lækkert! Det lod til også at passe de lokale fint, så der var ingen sure miner.

På ankomstdagen havde vi Thomas’ marlin med som en gave til øens borgmester, en flink og stor, rund mand med store, udstående øjne, og med kvindelige slægtinge, der ikke holdt sig i baggrunden (dejligt at se!). Fisken blev godt modtaget og var også en ret pæn gave, syntes vi selv, men vi fik desværre ikke tilbudt at få en lille luns med tilbage til båden... Men pyt med det – vi fik lækker mahi mahi-sushi samme aften og pandestegte mahi mahi-bøffer aftenen efter.  

Vi var på Puluwat ved at være helt i bund på meget af vores proviant – nu inklusive havregryn og mel! – så der blev snakket og drømt ekstra meget om alle de ting, vi snart skulle have at spise. Frisk frugt, sprød salat, en stor peberbøf, gedeost, burgere fra Halifax, en tartarmad med rå æggeblomme, rugbrød, ristet torskerogn med remoulade, rejeost fra Buko, blødkogte æg, yoghurt, bearnaisesovs, lakrids-is og tusinde andre ting... Der blev også snakket om rent vasketøj (mit håndklæde var på Puluwat én stor og stiv saltflage), det næsten glemte privatliv og den næsten glemte lykke ved IKKE at have saltvandsknopper på røven. Men den hårde kendsgerning var jo, at vores tur på de afsidesliggende atoller – væk fra internet, væk fra (næsten al) stress, tæt på naturen og sine egne tanker – snart var slut.

Det er ikke nemt at acceptere, når noget godt slutter. Men så er det bare med at huske på alle de dejlige ting og ikke mindst mennesker, der venter derhjemme.

04.24.13 - Loui's rejsebrev: Lamotrek

Efter en forrygende tid på Elato med endnu en varm velkomst af lokalbefolkningen, drøftede vi om vi kun skulle gøre kort stop eller måske ligefrem springe over Lamotrek. Vi havde allerede fået meget ud af at besøge de lokale på de foregående øer så det var svært at forestille sig at der skulle være mere at komme efter på den front. Det var en stor ø hvor der kom mange gæster så vi forventede at den ville være mere moderne og dermed mindre autentisk. Desuden kostede det $20 per mand og vores tid var knap. Men Ken insisterede på i det mindste at besøge Lamotrek i tre dage da de efter sigende skulle være i gang med at bygge en stor kano og vi andre bakkede op.
Så efter kun en halv dags sejlads fredag d. 12. april ankom vi til Lamotrek. Ken, Anne-Sofie og Thomas tog ind på øen for at melde vores ankomst mens vi andre blev og slappede af på båden. Da de kom tilbage et par timer senere var de tydeligvis imponerede. Jeg havde ikke de store forventninger forinden men da forstod jeg at her skete noget spændende og jeg vandt hurtigt lysten tilbage til at besøge de lokale.

Kanoen
Xavior var Master Carver og altså hovedansvarlig for kanoprojektet. Han brugte det meste af sin tid i kanohuset hvor den store kano var ved at blive udskåret, når han ikke underviste i skolen. Han bar briller og var tydeligvis en intellektuel og visionær person. Han var altså primus motor på at bygge en kano som skulle være den største i Mikronesien med undtagelse af nogle få lidt anderledes typer på Yap. Hvor stor den præcis var, var der dog ikke nogen der vidste, de havde ikke målt den (?!). Hele Lamotreks befolkning var mere eller mindre involveret i processen. Mænd i alle aldre arbejdede det meste af dagen med små skarpe hakker mens kvinderne skiftedes til at lave mad i hold. Kanoen var en såkaldt voyager som skulle bruges til længere rejser, men en stor del af formålet var også undervisning, at lære den yngre generation om deres historie og kultur som ellers er i stor fare for at gå i glemmebogen. Befolkningerne er meget små og de har ikke tradition for skriftsprog så det er op til meget få mennesker at få de gamle færdigheder overleveret korrekt. Især nu da globaliseringen gør sin entre og overflødiggør disse gamle teknikker med moderne teknologi som glasfiberbåde, påhængsmotorer og GPS. Men her havde Xavior og den øvrige befolkning altså en klar mission om at bevare kulturen. Sådanne initiativer og visioner havde vi ikke oplevet på nogle af de andre øer, så det var til stor glæde for hele Orbits besætning.
Helt autentisk skulle kanoen dog ikke være, fandt vi ud af da der var blevet indkøbt kanvas til sejlet. Oprindeligt lavede de sejl af meget tæt flettede blade fra en særlig plante, men det var trods alt for stort et arbejde i denne omgang. De havde dog problemer med at sy sejlet og bad derfor om hjælp. Vi blev hurtigt enige om at det var et rigtig sjovt projektet at være med til, så med vores egen symaskine og hjælp fra amerikanske Kaptajn Bob, som også lå for anker, lykkedes det især pigerne på Orbit at få syet sejlet. Det meste af arbejdet foregik ved skolen, da det var her der var elektricitet, hvilket resulterede i en store hjælpende skare af skoleelever. Det var sjovt!
Den løbende rig på kanoen skulle dog fremstilles efter de oprindelige metoder. Der var ikke meget materiale til rådighed på Mikronesiens atoller andet end skaller, koraller, banan- og kokospalmer, men kokosskallen kunne åbenbart bruges til at lave reb af. Det var dog en lang og besværlig, men meget fascinerende proces: Først tager man en masse kokosnøddeskaller, altså den yderste grønne skal i fibre, ikke den hårde indre skal. Fibrene bliver lagt i blød i havet i tre måneder. Derefter tages de op, tørres og fibrene pilles fra hinanden og har hver en længde på ca. 15 cm. Så tager man en håndfuld i den ene hånd og plukker af den med den anden hånd mens man ruller fibrene så de bliver til en lang line med en diameter på ca 2 mm. De lægges så i bundter af otte eller tolv, snoes, og tre bundter snoes så sammen til et tykt reb. Til de kraftigste reb snoes tre af de tykke reb igen sammen til et endnu tykkere reb. Det er hårdt arbejde som Simon og jeg fik en lille smagsprøve på men resultatet bliver overraskende flot. Nemt var det altså ikke at være mikronesisk øboer før globaliseringen. 

Master Navigator
Kanohuset var det naturlige samlingspunkt for lokalbefolkningen, og altså også her der blev holdt eftermiddags- og aften møder, de såkaldte men’s circles hvor der blev drukket ilde smagende kokospalmevin. Det var også her vi skulle møde en anden meget interessant lokal person, nemlig Ali. Han var een af meget få tilbageværende Master Navigators i Mikronesien. Han var altså kyndig udi de oprindelige navigationsteknikker efter stjernerne. Han boede ikke længere på Lamotrek, men var flyttet til Yap, hvor han underviste på en master navigator skole med tolv elever, seks fra Yap og seks fra de ydre øsamfund som f.eks. Lamotrek. Han var kommet til Lamotrek for at holde en meget traditionsrig og rituel gratuation ceremoni for eleverne som bl.a. omfattede at de skulle isoleres fra resten af befolkningen på øen i tre dage og kun leve af kokossaft og en stor madpakke som simulering af at rejse på havet i længere tid. Men efter ankomsten havde Ali besluttet sig for at eleverne endnu ikke var gode nok, så ceremonien var udskudt på ubestemt tid, og han ville rejse tilbage til Yap. Det var efter sigende eleverne fra Yap der haltede bagefter, da de levede i et mere moderne samfund og derfor ikke praktiserede de gamle kundskaber i lige så høj grad som på de ydre atoller. Men en rigtig spændende og sød og rar person var han, og med ambitioner og visioner ligesom Master Carveren, Xavior.

Antropolog
Med de to store kapaciteter i Ali og Xavior var det tydeligt at Lamotrek var en slags kulturel centrum i Mikronesien, og det viste sig som yderligere selvforstærkende idet en californisk antropolog, Eric, også midlertidigt havde slået sig ned på Lamotrek med de to formål at dokumentere kanoprojektet og navigations-gratuation-ceremonien i dokumentarfilm. Det viste sig at han havde studeret Mikronesien og særligt Lamotrek i årtier som antropolog, og han talte det lokale sprog. Han lånte os en dokumentarfilm han havde lavet om netop denne navigationsceremoni, som han havde lavet engang i 1990erne og til vores store overraskelse og begejstring så vi en meget ung Xavior og en meget slank Ali optræde som elever i denne ceremoni. Det var vistnok den sidste ceremoni der var blevet afholdt, og før da var den foregående ceremoni afholdt i år 1950. Needless to say, var der langt mellem ceremonierne og der blev altså ikke produceret et væld af navigatører. 

Nå men med denne tredje meget interessante kulturpersonlighed som tilmed på ingen måde var genert med at øse ud af sin viden og holdninger for ikke at nævne hans evne til at bevare en suspense i sin anekdotefortælling / trække en historie i urimelige langdrag, blev det klart for Orbits besætning at tre dages ophold på Lamotrek var for lidt. Vi havde hørt at der skulle komme et forsyningsskib østfra torsdagen efter ankomst, hvilket vi også mægtig gerne ville overvære, så vi besluttede at blive til lørdag, altså i otte dage i alt. Det gav os også tid til at sætte to bøjer op, noget som jeg var blevet meget begejstret for. 


Bøjer
Jeg ved ikke hvor meget I ved om det men PacificWeCare er en velgørende forening stiftet på Kens initiativ, og med Anne-Sofie, Anne-Sofies far, Ole, Bibi og jeg selv i bestyrelsen. Vi var så heldige at få 30.000 kr. i fondsstøtte kort inden Bibi og jeg på mønstrede, og vi besluttede at bruge en stor del af dem til at sætte bøjer op for. Idéen er at beskytte udsatte koralrev mod ankerkast ved at tilbyde skibe at fortøjre til en bøje i stedet for at kaste anker. På bl.a. Woleai har vi set skrækeksempler på hvor meget koral en ankerkæde kan ødelægge på bare få dage. Ved at skåne korallerne beskytter vi havmiljøet som er vitalt for lokalbefolkningernes fødevareforsyning. Derfor er jeg begejstret for projektet. Men jeg er også begejstret for projektet fordi at vi har fundet en måde at etablere disse ankerbøjer på meget billigt. Det viser sig nemlig at der flyder masser af bøjer rundt i Stillehavet, så der er ingen udgift forbundet med selve bøjen, det er bare at gå en tur på en strand og så vælge dem man synes er flottest. Det blev klart for os allerede på Sorol som var første stop efter Palau. Ikke bare er bøjerne gratis, ved at samle dem op fjerner man også affald fra strandene og havet, en vaske ægte win/win! Ankeret til at fiksere bøjen med kan være dyrt og er meget besværligt at have med på en i forvejen vel læsset sejlbåd, men også her har vi fundet en billig løsning: 
En stor sten, en cementblok, noget gammelt metal eller et koralhoved udgør som regel  et bedre anker end vi kan kan have plads til på båden, og så er den GRATIS! Vi binder altså bare noget ankerkæde godt fast om vores ”naturlige” anker. Derfor har vi kun haft udgifter til ankerkæde, tov, sjækler og kovser og så en liftbag, som er en stor pose man fylder med luft under vand og dermed kan bruge til at flytte tunge ting under vand, så vi kan placere vores naturlige anker bedst muligt. Så ikke alene er det et godt projekt, det er også et meget billigt projekt, men vent, der er mere! Den tredje grund til at jeg er særdeles begejstret for dette bøjeprojekt er at jeg finder det utrolig sjovt, med scubaudstyr at svømme rundt på havbunden og flytte tunge ting, og vikle dem ind i ankerkæde. Det er måske lidt svært at sætte sig ind i hvis man ikke har prøvet, men det er overraskende svært at svømme rundt med 20 kg ankerkæde. Første gang jeg lå i overfladen og fik rakt en lang ankerkæde, røg jeg meget hurtigt og ukontrolleret til bunds. Senere fandt vi ud at det nok var smart bare at smide den ned på bunden og så tage den derfra, men også det at svømme rundt med den langs bunden er svært. Det kræver armkræfter og så skal man også tænke over hvor man holder den, for hvis man holder den foran overkroppen kommer man let til at svømme med hovedet nedad. Når man så endelig har etableret neutral opdrift i vandet med kæden og svømmer hen til ankeret, kan man godt glæde sig til at komme af med belastningen da det jo er tungt, dermed kan man komme til at smide kæden fra sig uden at tænke sig om, hvilket resulterer i at man ryger meget hurtigt til overfladen hvis man da ikke lige når at gribe fat i noget på vejen. Den slags udfordringer kan jeg rigtig godt lide. Måske er det ingeniøren i mig men også Simon og Ken har delt min begejstring på dette område. Derfor er jeg ikke sen til at foreslå at vi sætter bøjer op såfremt ifald lokalbefolkningen påskønner det, hvilket de gjorde i dette tilfælde. Det skal forresten lige nævnes at det med at bruge et koralhoved som anker kan belaste koralhovedet en smule, og det er meget beklageligt og kun noget vi gør når der ikke er andre bedre muligheder, men den skade det maksimalt kan udrette er meget mindre end hvad vi har set almindelige sejlbåde udrette på 3 dage ved ankerkast.

Dyk 
På dykkene ifm. ankerbøjerne kan man også være heldig at løbe ind i nogle spændende dyr som f.eks. hummere, skildpadder, rokker og hajer. Noget der skyder begejstringen endnu et hak op. På en snorkeltur i bugten foran øen så jeg, foruden smukke koraller, masser af sjove kuglefisk og de sædvanlige revhajer, første gang eaglerays. Den ene svømmede rundt og støvsugede sandbunden for lækkerier helt uforstyrret af fem snorklere der lå i overfladen og gloede, så den var nem at følge. Den anden var lidt større og var på gennemrejse lige ved siden af Orbit. Det slog mig at trods min relativt store dykkererfaring var det ca. på hver anden snorkeltur at jeg så et dyr jeg aldrig havde set før! Sidst var det et par dage forinden en nurseshark der snackede skildpadderester i bugten ved Elato. Og nu taler jeg kun om snorkling. For dykkeroplevelserne er også helt fantastiske. Jeg ved det er kedeligt at høre om hvilke dyr ens bekendte har set så jeg vil fatte mig i korthed på dette punkt, men jeg er nødt til at fortælle at jeg for nylig har haft mine bedste dyk nogensinde. Palau er uden tvivl et dykkermekka hvor man stort set er garanteret mantarokker, kæmpe napoleonsfisk, snesevis af skildpadder og revhajer på de forskellige dykkersites. MEN det er også en stor industri hvor man aldrig har noget for sig selv og hvert dykkersite har sit navn og sin profil så man ved hvad man kan forvente at se. Det er med til at fjerne overraskelseselementet i dykningen ligesom det heller ikke føles som den helt ægte naturoplevelse når der ligger otte motorbåde og larmer i overfladen og halvtreds japanere og kager rundt i korallerne med mickey mouse-våddragter, larmende klokker og kæmpe kameraer. Jeg vil stadig anbefale Palau som en dykkerdestination i klar verdensklasse, men det jeg særligt havde glædet mig til da jeg bookede rejsen var at sejle ud i det store Stillehav og hoppe i baljen på et rev ved en lille atol fuldstændig uden forventninger og viden om hvad der befandt sig dernede og uden andre dykker i en radius af flere hundrede kilometer. Det skete første gang på Sorol hvor jeg blev så overvældet som aldrig er blevet før under vand og igen skete det her på Lamotrek.
En lokal dykker fortalte med meget lidt entusiasme at der var et par steder man godt kunne dykke i området og man nok kunne forvente at se en stime makreller, et par tun og nogle revhajer. De andre ville gerne ud at dykke og jeg tænkte, fint nok men her er ikke noget at komme efter. Makrel, det er en lille spisefisk, men ikke nogen seværdighed, tun kan være spændende men kun hvis det er de helt store, og revhajer har vi set hundredvis af, så hvis de skal imponere så skal de opføre sig helt specielt. Men vi sprang i alligevel og vi fik os en kæmpe overraskelse! Rigtignok var der makreller, men det var en kæmpe tæt stime som bevægede sig i pludselige ryk frem og tilbage så man nærmest kunne høre dem og reflekterede lyset smukt. Grunden til deres hektiske opførsel var at de var jaget af 10-15 revhajer som af og til fangede een af dem. Ken gav tegn til at vi skulle lægge os helt ned på bunden for ikke at skræmme dyrene men også fordi at det kan være farligt at komme imellem en jagende haj og dens bytte. På bunden var der masser af nursesharks som også var meget aktive og kom rigtig tæt på. Blandt makrellerne var der også store tunfisk og rainbow runners større end jeg havde set før. Det er første gang jeg har set jagende hajer og det var så stor en oplevelse at jeg ikke kunne løsrive mig og derfor røg i deco på dykkercomputeren. Jeg signalerede til Ken at jeg gik op sammen med Bibi, men pludselig gav det et sus, stimen af makreller kom imellem os og Ken forsvandt bag dem. Det var lige præcis sådan en dykkeroplevelse jeg havde håbet på, og hvor er det dejligt at det findes derude, selv når man dumper i mere eller mindre tilfældige steder langs Stillehavets atoller!

Fest

Nå men tilbage på Lamotrek var vi blevet inviteret til fest for de folk som skulle rejse væk med skibet som bl.a. var Ali og Eric. Vi mødte glædeligt op ved samlingspunktet, kanoen, og det viste sig hurtigt at det også var en fest for os. De ville gerne takke for hjælp med sejlet og bøjerne og besætningens øvrige engagement i lokalbefolkningen. Det kom bag på os og var helt overvældende da vi først blev overlæsset med blomsterkranse og derefter fik serveret brødfrugt, tarorødder, bananer og skildpadde smukt pakket ind i bananblade. Vi skulle spise først inden de lokale spiste. Ali holdt tale om navigation, Eric fulgte op også på lokal sprog om hvor vigtigt det er at holde traditionerne i hævd og bagefter blev Ken opfordret til at sige et par bevingede ord. Det klarede han rigtig godt med en tak for gæstfriheden, en stor beundring af de kulturelle projekter og en opfordring til at holde det ved lige. Det blev rigtig godt modtaget og det var tydeligt at det betød meget for dem at høre det ikke bare fra Ali og Eric, men også fra en tilfældig forbipasserende sejler. Efter maden og talerne sang vi fødselsdagssang for den lokale fødselar, Nikki, og han valgte de tre meget originale instrumenter, kokosskal, træpind og sivstrå hvilket blev en stor men spændende udfordring for besætningen. Derefter fik vi gaver. Pigerne fik en lavalava hver, hvad de ellers har måtte betale $20-30 for på de tilbagelagte øer. En lavalava er et stykke lokalt vævet stof som kvinderne vikler om livet og som dermed udgør hele den traditionelle klædedragt da de ikke bærer tøj på overkroppen. Drengene fik hver et bundt af noget særlig fint viklet kokossnor. Det var også en rigtig flot gave især nu når vi kender den omfattende fremstillingsmetode.

Skibet
Skibet kom et par dage efter, men det var åbenbart et skib østfra og dermed ikke det store fragtskib som vi havde håbet, som bringer alverdens fornødenheder som ris, sukker, kaffe, tobak og alkohol så den materielle fest udeblev men blev tilgengæld erstattet af storslået velkomst ceremoni for selveste dronningen som åbenbart ankom med dette skib. Motorbåden, der skulle sejle hende ind, zigzaggede frem og tilbage foran øen mange gange og da kvinderne opdagede hvem der var i båden samledes de på stranden og begyndte at synge. Kvinderne havde vi ellers ikke set meget til, men pludselig vrimlede det med 50-100 kvinder i alle aldre. Dronningen blev endelig sat i land i sin kørestol, hun blev placeret foran kanoen og straks overdynget med blomsterkranse. Hun var over 100 år gammel hviskede Eric, men hun havde været lam i det meste af kroppen siden sin ungdom. Humøret var der dog ikke noget galt med og hun vinkede rundt til alle, mens de ældste kvinder samledes siddende i en rundkreds omkring hende, grinede og snakkede og brød af og til ud i sang. Dronningen røg også masser af cigaretter og da jeg blev kaldt hen for at hilse på hende fyrede hun en joke af som jeg senere fik oversat til noget i retning af en humoristisk sammenligning af hende og den danske dronning, og ja, selvom vores danske er betydelig yngre var det ikke nogen dårlig sammenligning i standhaftighed og rygevaner.

Afsked
Alle disse oplevelser på kun otte dage, det var helt ufatteligt! Men endnu en stor oplevelse ventede os. Vi havde et stramt program hen mod slutningen af opholdet, dels med bøjerne, sejlet og dykning, men det var svært at holde sig til en tidsplan viste det sig endnu engang da Eric en morgen kom svømmende ud til båden. Han havde et spørgsmål han gerne lige ville stille kaptajnen, et spørgsmål der skulle skulle lægges op til via en timelang anekdote og det var her Eric mest fornemt demonstrerede sine evner udi historiefortælling og dermed også her at man blev helt sikker på at hans snakketøj var dybt funderet i den amerikanske retoriske tradition, hvor man hellere siger et ord for meget end et ord for lidt, omformulerer og parafraserer, endda gentager ordret, strækker skønhedspauserne til bristepunktet og opsummerer med jævne mellemrum så man er sikker på at alle er med. Men i dette tilfælde kunne historien bære det. Det drejede sig om en traditionel afskedsceremoni som man før i tiden havde afholdt for lokale der skulle ud på lange og farlige rejser. Men efter kristendommens indtog blev den ikke praktiseret mere til Erics store ærgrelse og han havde efter sigende haft et ønske om at overvære denne ceremoni i årtier uden at det var lykkedes. Een af grundende til at den sjældent blev afholdt var at den skulle udføres af en Master Navigator og at denne skulle have en såkaldt Magic Barnacle i sin besiddelse, hvilket er en art stor musling eller snegleskal. Ali var jo Master Navigator, men han havde først for nylig fået sig en magic barnacle igennem Eric, og der var ingen grænser for det drama der havde udspillet sig i den overdragelse. Jeg skal ikke komme ind på detaljerne, da jeg ikke skal forsøge at stræbe mod den episke amerikanske retoriske tradition, da jeg jo blot er en ydmyg og kortfattet jyde, men det skal nævnes, at det tog mange år og kostede et skibsforlis. Nå men siden Ali kom i besiddelse af denne Magic Barnacle havde han afholdt afskedsceremonien to gange, nemlig en gang for en amerikansk båd der besøgte Lamotrek for nylig og en gang for James Cameron, instruktøren af Titanic og andre Hollywood blockbusters, da han som den første satte sig for at besøge Marianergravens dyb. Ingen af gangene havde Eric været til stede, men nu hvor vi havde knyttet tætte bånd med Lamotreks befolkning og særligt Ali, øjnede Eric chancen for at overvære ceremonien, hvis da Orbits besætning ville være med og Ali kunne overtales til at udføre den. Spørgsmålet tog to timer men svaret faldt kort og præcist på et rungende og begejstret JA efter alle gaster var blevet hørt.

Ali indvilligede også og ceremonien skulle stå umiddelbart inden afgang lørdag morgen, så efter at have gjort klar til afgang blev vi hentet af Xavior, og ved kanoen var hele øens befolkning samlet. Det var meget overvældende. Først fik vi duppet orange og gult pulver på overkroppen og i ansigtet og vi fik de obligatoriske blomsterkranse i nye former og farver og i rigelige mængder. Bagefter skulle vi sidde i en rundkreds på nogle palmeblade omgivet af en krans af blade. Ali kom frem med den meget omtalte magic barnacle, påførte sig selv noget pulver fra den og mumlede nogle remser som blev gentaget i alle fire verdenshjørner rund om os. Derefter skar han den grønne krans over fire steder med en skarp skal, og lod os vide at nu var alle onde ånder fordrevet, og vi kunne se frem til en sikker rejse. Det var en rigtig fin lille ceremoni synes jeg, og bagefter kom rigtig mange af tilskuerne hen og sagde farvel med håndtryk og ønskede os god rejse.
Det var en virkelig smuk afslutning på otte fantastiske dage på Lamotrek. I næste rejsebrev kan du læse om hvorvidt vi så fik en rolig og sikker sejlads eller ej, men jeg skal lige prale af at jeg fangede min første fisk på turen. Efter fire afhoppere var jeg blevet virkelig opsat på at vinde et slag over fisken som race og jeg sad derfor klar og beredt med fighterbæltet på og stirrede på spidserne af fiskestængerne fra kl. 13.15 hvor de plejede at begynde at bide. Den skulle dog blive 14.30 inden det første hug kom, men jeg har stadig klar og opsat og på vagt som en samurai og jeg fik lynhurtigt hevet en mahimahi indenbords som godt nok var i den lidt lille ende af skalaen men heldigvis lige over en meter, nemlig 103 cm. Jeg entrerede dermed den legendariske 1 meter-klub. Hvad Thomas senere hev i land og hvilke klubber det gav adgang til kan du godt glæde dig til at læse om i næste rejsebrev.