2014.02.28 - Lidt eventyr fra Moorea, af Anne Sofie

Den sidste måned er snart gået, men ikke helt som planlagt.

Der har været en hel del arbejde her på båden, og tingene er ikke helt gået som de skulle. Den første uge startede som sagt ud med at være regn, regn og atter regn. Det var ikke særlig fedt, og vi var fanget i marinaen. Men da vi endelig forudså noget fornuftigt vejr, tog vi til Moorea, hvor vi var en uges tid. Og det var virkelig fedt. Sejladsen dertil var ikke den bedste. Det startede ud med godt vejr, men efter en times tid regnede det, det meste af vejen. De fleste lagde sig ned for at sove, men Kasper og Thea blev oppe i cockpittet og holdt Ken med selskab mens han styrede. Dels for hyggens skyld og dels for at undgå at få kvalme ved at gå neden under.

Da vi så kom til Moorea blev vi noget skuffede til at starte med. Al regnen der var faldet den sidste uge, havde fået så meget mudder til at skylle ud i havet, at vandet, hele vejen rundt om øen var helt mørkebrunt. 

Vejret var gråt, og regnen fortsatte de første to døgn, men derefter begyndte det heldigvis at klare op. Ken startede Open Water kurserne med Thea og Julien, hvor Kasper og Lars, der er ved at tage Divemaster kurset, ledsagede som ”supervisors” for Thea og Julien. Tilbage var Lina og jeg på båden, som nød noget alene tid :-) 

Ken skulle bruge nogle dage på at uddanne de andre, så Lina og jeg aftalte at tage ud og besøge den lokale juice fabrik der lå på øen, som producerer juice af alle mulige slags, som kan købes i hele Fransk Polynesien. Vi tog afsted ved 8 tiden om morgenen, og havde en hyggelig, men meget varm, gåtur derhen. Vi fandt dog ud af at der desværre ikke var rundvisning den dag, men til gengæld var der smagsprøver i butikken. Så det tilbud tog vi imod, og fik smagt en hel del. Det var ikke kun en juice fabrik, men også et destilleri, så vi fik også prøvesmagt deres rom og likører med forskellige smage af fx kokos, ananas og vanilje.

Det hele var virkelig lækkert og dejlig koldt efter den lange gåtur. Manden som gav os smagsprøver var også rigtig flink, han lærte os at sige tak på tahitiansk, som er ”Maururu” og hvis du vil sige mange tak er det ”Maururu roa”. Vil du sige skål er det ”Manuia” og hej er ”Ia ora na” som udtales jaorana. Farvel er ”Na na”, som man gerne skal sige syngene med lange a’er. Der udover spurgte vi hvad Moorea betyder, og fik at vide at det betyder gul gekko: ”Mo’o”=gekko, ”Rea”=gul. Og det er fordi formen på øen, oppefra, har samme form som en gekkos fod.

Om eftermiddagen ledte jeg et dyk som divemaster ude på ydersiden af revet, hvor vi så et par små rev hajer, og to store lemonsharks, som er det Moorea’s dykning er kendt for.

Dagen efter havde vi et dyk sammen sted som jeg også ledte, der så vi ingen lemonsharks, men til gengæld 3 havskildpadder, som vi kom rigtig tæt på.

Om søndagen tog Lina og jeg ud at vandre sammen, mens de andre endnu en gang skulle bruge det meste af dagen på at lære at dykke. Vi havde besluttet os for en mindre vandretur op til en top af et mindre bjerg. Der skulle være en god udsigt deroppe fra, og ruten ville tage et par timer frem og tilbage. Vi var tidligt oppe og roede ind til stranden hvor vi lagde den lille dinghy, og så begyndte vi ellers at gå kort efter vi havde fået vores gummisko på. Det var allerede meget varmt, selvom vi havde været tidligt oppe, men det var også godt, for det betød at det var skyfrit, og vi ville få et fantastisk udsyn når vi kom derop.

Det tog ca. 2 timer at komme derop. Den lille sti var meget begroet og ikke mere end 30 cm. bred nogle steder. Andre steder var man nødt til at klatre op af nogle sten for at komme videre. Så det var en udfordrende opstigning, samtidig med at jeg altså ikke har vandret særlig meget i meget lang tid… eller, nogen sinde… Men Lina er heldigvis en meget erfaren vandrer, og hende og hendes kæreste Julien vandrer næsten alle steder de kommer hen, og ofte slæber de på tunge rygsække. Så Lina havde intet imod at bære rygsækken med vores fælles vand. Til gengæld kunne jeg få lov at bære kameraet og tage billeder undervejs. Og det gjorde mig overhovedet ikke noget. Turen derop var rigtig hyggelig, og vi gik og snakkede det meste af vejen. Nogle gange holdt vi pauser hvor vi spiste en kiks eller fik en tår vand, og jo højere vi kom op, jo flottere blev udsigten. Heldigvis var der skygge det meste af vejen, men da vi kom helt op på toppen var der bart og solen bagte. 
Der var en fantastisk udsigt, og vi tog et par gode billeder.

Turen ned, var næsten lige så hård som turen op, fordi skråningen gør, at man skal bremse lidt hver gang man tager et skridt.

Om mandagen tog jeg ud at vandre med både Lina og Julien. Vi skulle ud på en endnu længere tur denne gang. Op til frugt plantagerne som bliver brugt på juicefabrikken og op i bjergene i midten af øen og se nogle gamle ruiner samt udsigten fra en udsigtspost. Vi tog endnu en gang tidligt af sted, og begyndte vandreturen, hvor jeg endnu engang fik lov at gå med kameraet og de andre to gik med rygsække med vand og lidt snacks i.

Først gik vi langs ad en vej genne et stort fladt areal, hvor bjergene tårnede op hele vejen rundt om os. Måske var det, det gamle krater vi gik inde i, fra den vulkan der dannede grundlag for øen. Jo længere langs vejen vi kom, jo mere begyndte det at skråne opad, og vi fandt passionsfrugtplanter langs vejkanten, der voksede som slyngplanter på buske og træer. Vi fandt et par modne frugter som lå i græsset og smagte på dem, men de var noget sure! Men alligevel havde de en meget skarp og dejlig smag. Længere oppe gik vi forbi frugt plantagens kontor og tilhørende butik hvor jeg købte mig en hjemmelavet is med smag af kokos og tiare. Tiare er deres national blomst, som kvinderne nogle gange går med i håret bag øret. Hvis de har den i højre side er det fordi de er single, og venstre side så er de optagede. Eller også er det omvendt. Isen smagte nærmest som en blanding af nektar og honning. Vi fortsatte dog op hurtigt efter, mens jeg stadig spiste min is, da vi havde kurs mod de gamle ruiner. 

De var dog ikke synderligt interessante, da vi endelig kom op til dem, men skoven de lå i, var helt fantastisk. Den var fuld at smukke træer med høje smalle rødder som snoede og bugtede sig ned ad træet langs jorden. 

Ved en lille flod lå der tre sten som der var skåret ansigter ind i. Stien som vi tilfældigt var begyndt at gå af, ledte os længere ind i skoven, og vi vidste egentligt ikke helt hvor vi var på vej hen. Men eftersom vi hele tiden valgte vejen der gik op ad, når vejen skilte sig, håbede vi på at ende oppe ved det udsigtspunkt som var vores plan.

Undervejs var jeg nødt til at gå i bare tæer, for jeg havde taget klipklapper på i stedet for mine gummisko, da jeg havde fået nogle vabler fra vandreturen dagen før. Og så havde jeg heller ikke forventet at vi skulle ud at gå i junglen. Men stien var fin og det meste af vejen kunne man gå på nogle bløde flade sten eller på jorden. Til sidst mundede stien ud i en åbning hvor der var en parkerings plads, og vupti, vi var kommet til udsigtspunktet midt inde på øen, hvor man kunne se det bjerg der skilte de to store bugte fra hinanden. Man kan tænke på en gekko fod med tre fingre, hvor vi stod på håndryggen og kunne se mellemrummet mellem de tre fingre.

På tilbagevejen stoppede vi ved butikken med hjemmelavet is igen, og denne gang smagte jeg pomelo, banan og passionsfrugt is. Og det var simpelthen så lækkert! Derefter gik vi videre og fandt plantagerne. Man måtte jo selvfølgelig ikke plukke noget frugt, men det frugt som vi fandt på jorden og langs vejkanten anså vi for ingenmandseje, så vi fik hurtigt fyldt rygsækkene op med nedfalden frugt.

Vi var tilbage ved halv to tiden, og hele turen havde i alt varet omkring 6 og en halv time. Så det havde været en rigtig god tur – og jeg havde da heller ikke energi nok til at tage et dyk om eftermiddagen den dag :-)

Tirsdag morgen tog vi i ”stingray world” hvor vi snorklede med sort tippede rev hajer og store stingrays. Stingray world er ikke som det lyder, et akvarie, det er bare ude i det fri i et område med sandbund hvor der er lavt nok til at du kan bunde. Her fodrer de rokkerne og hajerne så de bliver tiltrukket og bliver i området. Vi havde harpuneret 3 fisk som vi skar ud og fodrede dem med. Rokkerne bliver helt vilde og svømmer helt hen og ”kravler” nærmest op ad maven på dig, hvorimod hajerne holder afstand og svømmer mindst med et par meters afstand til dig. 

De to efterfølgende dage dykkede vi tidligt om morgenen på ydersiden af revet. Ken og Lars havde forinden harpuneret et par fisk, som de gemte under nogle koraller da vi kom ned. Det tiltrak til at starte med 9-10 sort tippede rev hajer, og efter en halv time kom der en lemonshark, og lidt efter en til. De sidste 40 minutter af dykket havde vi 5-6 lemonsharks svømmende omkring os. Meget elegante og selvfølgelig tiltrukket af fiskelugten, men på ingen måde aggressive. Man kunne mærke at de var forsigtige og tilbageholdende, men på grund af fiskelugten fik vi logget dem tæt på. På det tidspunkt var de små sort tippede rev hajer stort set forduftet. De vidste godt hvem der bestemte der. Lemonsharks var trods alt også 3 meter lange. En del mere end de sort tippede rev hajer som lå på ca. en meter til en meter og tyve centimer.

Vi kunne slet ikke løsrive os fra hajharemmet og dykket endte med at vare i 85 minutter! Det er nok det længste dyk jeg har haft, og samtidig også det mest stationære, eftersom vi bare sad på bunden og kiggede på hajerne.

Samme dag blev det tid til at sejle båden tilbage til Tahiti. Vi havde planlagt at få båden hejst op på land, hvor vi derefter skulle montere de nye dele til det ”store” køleskab. Der skulle renses og slibes bund, hvorefter den skulle primes og males. Den store dinghy skulle lappes for huller i for pontonen. Og så var der en masse andre småprojekter som vi ligeså godt kunne få lavet. En uge gik med det, og nu ligger vi i Marina Taina igen, hvor vi i dag havde besøg af en køleskabsmontør og af to mekanikere der skulle se og ordne nogle ting. Planmæssigt sejler vi enten mandag eftermiddag eller tirsdag morgen, så indtil da har vi planer om at holde en lille fest på båden på lørdag med noget god mad og kolde Hinanoer (den lokale øl). Den resterende tid bruger Lars på at tage ud med de lokale og fiske, Thea læser Open Water teori, Ken ordner forskellige ting på båden, Lina og Julien træner i kajakkerne, Kasper tænker på at deltage i en pokerturnering på søndag og jeg tror jeg vil ordne lidt småpraktiske ting samt bruge tiden på at slappe af med at tegne eller sortere billeder og videomateriale. Så selvom vi går rundt og mest af alt venter på at komme af sted til Rangiroa, så går tiden alligevel, helt af sig selv.