2014.04.03 - Når eventyr bliver til virkelighed, af Thea

Når eventyr bliver til virkelighed

Jo, ho, ho og en halv flaske rom

vil I være med så tag og kom!

Ohøj og splitte mine bremsejl alle I landkrapper!

Efter en fantastisk uge på Moorea med masser af dykning og flotte undervandsoplevelser, sejlede vi tilbage til Tahiti. Det var en smuk sejlads tilbage. Bølgerne herude er anderledes, store og runde. Tilbage på Tahiti fik vi båden på land og en arbejdsuge begyndte. Det var hårdt at arbejde på båden, især fordi alle gerne ville videre på eventyr. Men en gang imellem er der ting, der skal ordnes på en båd, for at det hele fungerer. Så vi måtte tage det sure med det søde og slibe hele båden ned, grunde og male den et par gange. Der blev også lavet andre små finesser. Kasper kreerede et hovedstykke til hans seng, da den var for lille. Selvom arbejdsugen var hård og af og til lidt træls, så fandt vi ud af, at det er en del af det at bo på en båd. Det er vigtig, at man er god til håndværk, så man kan ordne de fleste ting selv. Så selvom arbejdsugen træk ud, har det været spændende at få noget håndværk for hånden. Jeg har lært en del om, hvordan man sliber båden ned, bruger vinkelsliber og maler båden. Derudover er der også alt det praktiske med mad, man skal have styr på inden, man sådan sejler ud i den store verden. Det kræver et stort overblik at få skrevet ned, hvad for noget mad, der er ombord, og hvad der skal handles. Vi fik alle lange indkøbssedler! Kasper skulle købe 80 liter mælk! Det virkede helt vildt at gå ind i et supermarked og næsten tømme hele reolen for dåsetomater, men vi skal jo også sejle i tre måneder, hvor indkøbsmulighederne er få.

Efter en arbejdsmåned på Tahiti fuld af uheld kom vi endelig rigtig af sted på eventyret. Vi forhalede fra Tahiti havn d. 5 marts. Hurtigt efter mekanikeren havde ordnet det sidste, smed vi trosserne og kursen blev sat mod Rangiroa. Stemningen ombord steg hurtigt og humøret var i top, da vi sejlede ud gennem passet til en smuk solnedgang. Bølgerne blev hurtigt store og tårnede sig op omkring os. Der gik ikke mere end en times tid, før de fleste hang ud over rælingen. Jeg er heldigvis født med et godt sovehjerte, så jeg sov den værste del af sejladsen igennem. Da jeg vågnede op næste dag var humøret ikke just så højt hos de fleste. Kasper sad i cockpittet, hvor jeg havde set ham sidde aftenen før. Lars kom også op i den friske luft. Han så ligbleg ud, og da han så tre sidde på række ud over rælingen, mente han, at han også godt kunne. Jeg måtte også lige en tur op og kigge på ”den blå hylde” som vi kalder havet herude. Bølgerne var store og spidse. Pludselig slog en kæmpe dønning ind over fribord. Det væltede ind med vand lige ned over Juilien, hvis redningsvest pustede sig op. Det gav dog et lille smil på læben, med en halvforvirret franskmand svømmende rundt i cockpittet med oppustet redningsvest. Vi ændrede vores sejlerplaner, da vinden passede bedre til at gå til Fakarava. Fredag morgen skinnede solen og himlen var klar og blå. Jeg stod op og satte mig ude agter for at nyde det tindrende hav. Havet havde lagt sig, og det var dejligt endelig at kunne nyde udsigten over Stillehavet, hvis navn man en gang imellem kan undre sig lidt over. Lars styrede, mens vi havde fiskestængerne ude. Pludselig så jeg en noget forvirret Lars, der havde fået bid. Hurtigt som en havørn sprang Ken op fra sin køje. Det var desværre bare ikke en fisk, der havde bidt på krogen, men en stor Sule fugl. Den så noget så forskrækket ud, da de endelig fik den fri. Der begyndte at flyve en del fugle omkring os og pludselig kunne vi se land. Palmer stikkede op hist og her på de smukkeste hvide koralstrande. Det var dejligt at ligge trygt inde i bugten. Alle var godt trætte, men nu kunne vi da grine lidt af de to dages sejlads i hårdt vejr. 

På Fakarava havde vi en dejlig uge. Vi startede den første søndag med at besøge en lokal gammel kirke. Ud over den lidt halvskøre præst var det en smuk gudstjeneste med festlig musik og blomster. Alle var klædt i hvidt fint tøj og havde selvfølgelig den hvide lokale Tiarablomst i håret. Kirken var pyntet med muslinger fra gulv til loft. Bag Jomfru Maria var der selvfølgelig pyntet med perlemor. Efter kirkebesøget sejlede vi til sydpasset på Fakarava. Her havde vi en uge med en hel masse fantastisk dykning. Vi dykkede med hundredvis af hajer. På et af dykkene lå vi inde i en stor stime af hajer. Der var hajer op og ned og til alle sider. Det er et meget fascinerende dyr. De er meget nysgerrige og kommer helt tæt på , så man rigtig kan se deres elegante kroppe bevæge sig igennem vandet. Mennesker er ikke deres foretrukne føde og heldigvis for det, for ellers havde vi jo nok været ædt for længst. Nogle gange harpunerer vi mindre fisk, som vi tager med på dyk for at lokke hajerne tættere på.

Om natten virker hajerne til at være mere kvikke. Der skal alligevel lidt mod til at springe ned i det kulsorte vand, som man ved er fyldt med hajer. Vi havde et spændende natdyk, hvor man oplevede livet under vand om natten. På Fakarava holdte vi Juliens 30 års fødselsdag. Lina og jeg stod op og sang fødselsdagssang for ham. Vi havde pyntet båden med flag og hejst dannebro og det franske gæsteflag til tops i masten. På morgendykket havde vi gemt et fint skattekort, som Kasper havde lavet.

 Julien tog kortet ud af flasken, så Kasper måtte lave et nyt, så han kunne finde de resterende poster og finde skatten. Vi gav ham to dyk, et stort glas nutella, som den franske tand elsker og et fint klistermærke. Om aftenen tog vi ind til koralstranden, hvor vi lavede snobrød over bål. Månen stod høj på himlen. Her sad vi alle badet i måneskin med stjernehimlen over os. Drengene spillede péntanque med de kokosnødder vi havde drukket, og sluttede af med eramitkrabsløb. Omkring bålet fik tankerne sejl. Jeg nyder dette drømmeland.  

Vi sluttede opholdet på Fakarava af med at byde Aksel fra Ærø velkommen. Han ankom med hans mor Thea, som vi havde nogle hyggelige dage med. Den sidste aften, inden Thea skulle rejse hjem til Danmark, inviterede hun os alle ud og spise på en lokal restaurant. Vi blev alle otte hentet af en stor firhjulstrækker med lad, hvor vi kunne nyde stjernerne, måneskæret og den skarpe duft af tiarablomsterne. Vi blev kørt til den anden side af atollen, hvor restauranten lå midt i en palmeskov med udsigt over stillehavet. Her nød vi en lækker middag. De fleste fik sashimmi, som er rå fisk. Det spiser man meget herude. Selvom vi nu er blevet otte og pladsen er mere trang, så er det utrolig dejligt at få Aksel ombord. Han er rigtig sød og meget hjælpsom med alt herude og så er det utrolig lærerigt at være så mange i forskellige aldersgrupper på et meget lille areal.

Morgenen efter vinkede vi farvel til Thea, der sejlede væk i en kajak. Vi begav os ud på det store ocean og rettede kursen mod Toau.

Det var en flot sejlads med vinden ind fra agter. Solen stod højt på himlen. Ude agter havde vi kastet fire fiskestænger. Vi trak lod om, hvem der skulle hive den første store Guldmarkrel eller Marlin ind. Jeg blev nummer et, men uden held. Vi kom desværre til Toau uden at fange en eneste fisk. På Toau begyndte jeg kajakkursus hos Ken. Jeg havde lidt en mistanke om, at han bare fandt på skøre øvelser for at få sig et godt grin. Efter at have lært et par teknikker kunne jeg tage på tur med en erfaren. Det benyttede Anne Sofie og jeg os af. Morgenen efter stod vi tidligt op for at dyrke yoga på dækket til solopgang. Vi sprang hurtigt ned i kajakkerne efter yogatimen. Vi padlede og padlede i modstrøm ind til vi fandt ud af, at vi ikke flyttede os ud af flækken. Vi måtte give op og drive i land på den nærmeste koralø. Her faldt vi nærmest om af træthed. Vi kunne næsten ikke overskue at samle muslinger og fine koraler. Da vi fik kæmpet os tilbage til båden, fandt vi ud af, at Lina også var helt træt og fuldstændig afkræftet uden at have lavet det store fysiske arbejde. Vores ben syrede og når vi drak koldt vand prikkede det på tungen. Vi kom hurtigt frem til, at vi måtte være blevet forgiftet af den koralfisk vi havde spist til aftensmad dagen før. Lina er farmaceut og ved en masse om medicin og sygdomme. Hun fortalte, at det muligvis kun var os kvinder ombord, der blev forgiftet, fordi vi har et større fedtlag. 

Der var utrolig mange fluer på Toau. Vi kunne næsten ikke holde ud at være på båden og måtte spise frokost under store myggenet. Så vi forhalede allerede efter et par dage.

Efter at have gjort båden sejlklar var det allerede blevet aften, så da vi sejlede ud gennem passet var stjernehimlen allerede funklende og blinkende, og det natmørke hav blev lyst helt op af morild. Jeg havde nattevagt med Julien. Kursen var sat mod den sidste atol, Rangiroa, og så var det bare med at styre efter stjernerne og ud i natten.

Morgenlyset brød tidligt igennem, og en ny dags sejlads stod foran os, inden vi nåede Rangiroa. Jeg sad ude i stævnen af båden og observerede en stor flok hvide terner. Lars havde fortalt mig et par dage i forvejen, at de følger Guldmarkreller. Jeg nåede lige at råbe ned, at der var Guldmarkreller på vej og før vi fik set os om, havde Kasper fightbæltet på og var i færd med at hive en kæmpe stor Guldmarkrel ombord på 14,5 kg og 152,5 cm. Det var en hård og brag kamp, han måtte kæmpe, før vi havde den store krabat ombord og så skulle den fileteres.

Da vi sejlede ind gennem passet til Rangiroa blev vi mødt at en stor flok delfiner. Sikke en velkomstkomite! De kom helt tæt på og sprang op langs båden. Vi sad alle ude i stævnen med fødderne i vandet. Til aftensmaden fik vi dagens fangst. Guldmarkrellen var lækker og uden gift! Det er typisk kun i koralfisk.

Lars, Kasper Aksel og jeg tog på land en af dagene. Lars og Kasper havde fundet en lokal kvinde der ville vaske tøj for dem. Hun var meget hjemlig og havde også en butik, hvor hun solgte hjemmelavede smykker. Vi købte lidt og Lars og Kasper gav hende et par Hinano'er (lokal øl) for at have vasket deres tøj. Lars har et godt gen for at gøre sig gode venner med de lokale. Han har været på Rangiroa før, hvor han lærte en fisker at kende. Så en dag, da vi kom tilbage til båden, stod Lars stolt med en kæmpe tun, han havde fanget. Anne Sofie og jeg lyste helt op, for så kunne vi lave sushi! Aksel gav også et besyv med. Det er dejligt at få en ung frisk fyr ombord, der er med på lidt af hvert. Anne Sofie og jeg er også ved at lære ham at knytte armbånd. Vi gik alle meget mætte i seng og de resterende dage stod på alle mulige retter med tun. 

En af dagene sejlede vi ned til ”The blue lagoon”. Det var virkelig et sandt paradiset. Vandet var helt flat tyrkisblåt inde i lagoonen. Vi havde en fantastisk dag med høj sol, palmeøer og hvide sandstrande. Her fik vi dagen til at gå med turer i kajakkerne, spil og afslapning i skyggen under palmerne.

Kasper og jeg nåede på perlefarm, da vi kom tilbage til Rangiroa. Der var en meget informativ oplevelse, hvor vi blev vist rundt og fik forklaret hvordan ”The black pearl” bliver fremstillet. Vi tomlede med de lokale frem og tilbage. Sådan kommer man for det meste rundt på de forskellige øer. 
På Rangiroa var undervandslivet også helt fantastisk. Her så vi en stor Hammerhaj og eagle rays. Begejstringen var stor under vandet, da vi så hammerhajen svømme rundt lige under os. Det er nogen gange lidt ærgerligt, man ikke kan snakke løs under vandet. Men begejstringens arme var ikke at tage fejl af hos nogen af os. 

En tidlig torsdag morgen, da solen brød igennem, tog vi alle i land for at se delfinerne springe i de stående bølger i passet, en sidste gang. Aksel og Lars var taget med den samme lokale kvinde, som Kasper og Lars tidligere havde fået vasket tøj hos, med til kommunebygningen, hvor de kunne fylde vand på vores tanke. Da vi havde fået gjort båden sejlklar, strammet de sidste ræb og bagt det sidste brød til den lange sejlads, sagde vi farvel til de to landkrabber. Lars havde fået et tilbud om noget arbejde på Tahiti, og Kasper kunne ikke helt holde tanken ud om fem dages sejlads med søsyge og ingen mad. Men skæbnen ville dog det modsatte. Vi har nu haft fem dages sejlads mod Marquesas øerne. De har været helt utrolige med strålende sol hver dag. Det er bare livet at sejle. Når først sejlene er sat, er der intet man skal, udover at justere dem en gang imellem. 

Ellers kan man bare sidde og se ud over det tindrende hav, man er omgivet af hele vejen rundt, og se hvordan det aldrig ser helt ens ud. Hvordan det ændrer sig, når solen går ned i horisonten, og spreder en rødgylden glød over himlen. Hvordan det ændrer sig til sølvgråt om natten, når stjernerne titter frem og morilden begynder at lyse, mens delfinerne springer om båden og holder os med selvskab på det store blå stillehav. Hvordan det ændrer sig, når den bryder igennem de lette skyer, og starter endnu en strålende dag. Snart kan vil vi råbe ”land i sigte” og så venter der os nye spændende eventyr på de mere uberørte Marquesasøer. Og snart er denne sejlerdrøm, dette fantastiske eventyr slut, men jeg er sikker på, vi alle vil huske hvert sekund, hvert minut! 

De varmeste eventyrhilsner fra Thea på et at de syv verdenshave.