Vores anden uge på
Marquesas-øerne er gået, desværre uden nogle store undervandsoplevelser med
dykning, dog er der blevet oplevet på land, sagt farvel til en gast og
velkommen til en anden.
Ugen startede i en
lille bugt på vestkysten af Nuku Hiva, Baie Marquesienne, herfra sejlede vi
tidligt om morgenen med retning mod Daniels Bay på sydsiden af den bjergrige ø.
På turen dertil så vi de obligatoriske delfiner, som vi har set, da vi sejlede
forbi første gang og på vores dinghy-ture til dykkerspottet Matateteiko Pointe.
Selvom de er blevet set adskillige gange før, så er begejstringen stadig høj og
pigerne drøner ud til prædikestolen for at betragte de legesyge dyr. Også kort
efter vi passerede Matateteiko Pointe, fik vi en positiv overraskelse, denne
gang også fra det våde element. Alarmen lød på fiskestangen og tournusen tro,
var det Trines tur til at sørge for aftensmaden. Denne gang en flot hun
Mahi-Mahi på lige godt en meter, der blevet nøje fileteret efter anvisninger
fra Jonas.
Daniels Bay har fået
sit kælenavn efter en af de tidlige kolonister, som havde forelsket sig i den
storslående bugt. Selv har vi været lidt i tvivl om hvad bugten egentligt hed,
Stanleys Bay, Dannys Bay og til sidst blev det vist til Jørgens Bay. Der var en
hvid lille sandstrand, høje bjerge og man kunne lige skimte, hvor verdens
tredje højeste vandfald drættede ned. Netop vandfaldet var en af grundene, til
at vi valgte, at ligge vejen forbi Daniels Bay. Så dagen efter ankomsten, stod
på to timers trek med retning mod vandfaldet.
Dagen startede ud
overskyet, hvilket passede hele holdet fint, så man kunne holde temperaturen
ud. Vi gik i land i nabobugten, da Daniels Bay består af 2 mindre bugter, så
det var en kort tur i dinghyen af kaptajnen, som havde valgt at blive tilbage
på båden. Turen startede med at man gik af en lille dirtroad, forbi de lokales
små huse og deres imponerende frugthaver. Her mødte vi et gammelt ægtepar, de
forsikrede os at vi havde retning mod le
cascade, gav os nogle friske frugter og vi endte med at lave en
middagsaftale med dem samme aften.
Vi vandrede videre ind
i myggeland. Stien var kun en mand bred og der gik ikke lang tid før, at
krattet omkring var tæt tilvokset. Så var det tid til at krydse vores første
flod, så af med alle skoene og vade igennem med vand op til knæene. Efter 2
timers vandren nåede vi frem til vandfaldet, med tilhørende pool. Kim, Jonas og
jeg bestemte os hurtigt for at hoppe i, mens pigerne ikke var helt overbeviste.
Da de havde set vores begejstring over det relativt kolde vand, var de også
hurtige om at skifte mening. Der var dog ikke den samme begejstring, da vi alle
var kommet op og Kim spottede to kæmpe ål, der ikke var alt for kønne.
Samme aften var vi
inde og spise hos det gamle søde ægtepar, menuen stod på rå fisk i kokosmælk
(en polynesisk klassiker), ny slagtet kylling, breadfruit i forskellige
varianter og meget mere! Alt i alt en god dag, med flot naturoplevelse og lidt
kulturelt om aftenen fra historierne, ægteparret fortalte. Man bliver stadig
imponeret over de lokales gæstfrihed, at sådan lige invitere 7 fremmede
indenfor.
Resten af ugen blev
brugt i Taiohae, hovedbugten –og byen på Nuku Hiva. Hvor Kim skulle afmønstre
og Inge påmønstre. Derudover fik vi desværre et problem med toilettet, hvor vi
ventede på reservedele og prøvede at finde på en løsning. Det udmundede i at
Lars og jeg, smed de andre i land for en dag og gik i krig på båden! Bestemt
ikke et kønt syn!
Vemodigt at skulle
sige farvel til Kim, som har været en stor fornøjelse at have med. Konstant
højt humør, god humor og ekstrem
initiativrig, hvilket er en god egenskab på en båd, da der næsten altid er
noget at fikse. Inge blev også taget godt i mod, som startede med at føre sig
frem på fransk. Det næste måned tyder godt!
Stillehavshilsner fra
Orbit