Rejsebrev af Jonas SkovVi ankom efter en dagssejlads fra Pohnpei til Ant Atoll, som er en lille atoll nær Pohnpei. Vi kastede anker et par hundrede meter ud for ”hovedøen”, hvor de 6 rangers som passer på øen holder til. De havde deres eget lille samfund, som bestod af nogle charmerende hytter lige ud til lagoonen, et par generatorer, solceller, lidt hunde, et par toiletter og utroligt nok, WiFi. Google havde været forbi atollen med et skib, og under deres besøg havde de installeret WiFi. Tænk at man kunne være online på en lille Stillehavs atoll, på hvad der nok har været togtets bedste WiFi.
Atollen er paradis på jord. Hovedøen har en størrelse, så man kan gå hele øen rundt inden for en overkommelig tidsramme og med de kridhvide sandstrande, ligner det noget som er taget direkte ud af reklamerne fra TV, som virkelig kan få en til at ønske sig væk fra iskolde Danmark og mod mere eksotiske himmelstrøg. Vi kan se hvordan atollen snor sig ud i horisonten, afbrudt af et par pas, indtil den til sidst bliver et rev. I den modsatte ende af atollen, kan man se en lille Ø, hvor der er en masse fugle – mere om den senere.
Dagene på Ant Atoll har stået på afslapning, dykning (indtil kompressoren stod af), snorkling (hvor vi har set en masse fede ting – bl.a. en eagleray på omtrent 2 meter i diameter, diverse hajer, fisk og rokker), afslapning i hængekøjer og svømmeture i land. Kun fantasien sætter grænser for hvad man kan få dagene til at gå med på sådan et fantastisk sted.
Om aftenen har nogle stykker fra Orbit sovet i land. Der var blevet lejet en hytte derinde, hvor man kunne opholde sig om dagen og sove om natten. Før vi gik til køjs, stod det dog først på lidt jagt efter de enorme kokoskrabber (palmetyve), som efter mørkets frembrud nærmest invaderede øen – ja, man kunne faktisk ikke gå en tur uden at være ved at træde på dem. Flere af os havde set krabberne fra en BBC serie omkring livet i Stillehavet, men vi havde egentlig ikke forestillet os at se dem i virkeligheden. Første aften vi var i land, spurgte vi de lokale rangers, om de kunne hjælpe os med at finde nogle kokoskrabber og der gik ikke mere end et par minutter, så kom de med den første. Efter 10-15 minutter kom de med nogle af de helt store krabater, som de placerede på træerne, så vi kunne se deres benspænd for fuld udstrækning – hvilket dyr. Evolutionen har gjort sig en undtagelse og krabberne har udviklet sig til noget der virker fuldstændig unaturligt og noget som kunne være taget direkte ud af en Science-Fiction film. Efter vores jagt på store krabber, lavede vi også bål på stranden, under den helt absurd flotte stjernehimmel som Stillehavet kan tilbyde. Efter vores snobrød, som vi havde lavet, havde vi en god rum tid, hvor blikkende var rettet mod mælkevejen og en masse andre stjerner og stjernetegn. 
Dagene fløj afsted og det var virkelig en oplevelse at være et sted, SÅ fantastisk, helt alene. En af de sidste dage (ja, dagene flyder sammen når man har det godt, så det er lidt svært at skille ad), tog to af de lokale rangers os med ud til fugleøen. Vi sejlede i deres lille fiskerbåd, en tur som de mente ville tage 10 minutter, men som endte med at tage omkring en time, over til øen med de mange fugle. Fuglene på øen var de store havfugle, som vi også har stiftet bekendtskab med til søs (Kristian fik jo en ekstremt aggressiv fugl i hovedet på vores sejlads til Pohnpei, red.). Den kvalmende dunst af fuglenes efterladenskaber, gjorde sit indtog et par hunrede meter fra øen, da vi gik på revet grunden lavvande. Stedet var imponerende og det havde UNESCO også fundet ud af, så området er beskyttet. Vores lokale venner havde også et par sorte sække med for at samle skrald – der bliver passet godt på stedet. Vi gik en tur rundt om øen, tog billeder og vendte forholdsvis hurtigt tilbage til båden. Vi begyndte sejladsen tilbage til hovedøen og her fik vi os en oplevelse. Da vi er 2-3 km fra land går motoren ud, men de to rangers, som ser lettere forvirret ud, får åbnet for luftindtaget til benzinen, så vi kører igen. Vi sejler yderligere i 5 minutter og så står motoren helt af. Vi er løbet tør for benzin. Vi ofrer efterfølgende Jonas (kaptajn) til det blå dyb, fyldt med hajer og mange andre farlige dyr og han tager svømmeturen i land, iført snorkel og finner, for at hente vores egen Dinghy, så vi kan blive trukket det sidste stykke. Mens Jonas svømmer i land improviserer vi i den efterfølgende 1,5 time og begyndte så at padle med Charlottes svømmefødder, en gammel mælkekarton, en pagaj (juhu!) og et bambusrør. Det gik stille og roligt og situationen blev taget med et smil, selvom de højere magter havde besluttet at solen skulle være helt ustyrligt skarp.
Tiden på Ant Atoll var ved at være over og turen mod Chuuck Lagoon gik godt. Vi havde god vind i sejlende de første par dage og Kristian fik endelig fanget en fisk. Det blev til en stor Wahoo på 120 cm så der var aftensmad til de kommende par dage. Den sidste nat havde vi dog lige lidt for god vind og dramatisk situation var under opsejling, da vores storsejl valgte at gå fra hinanden. Alle mand kom på dæk og op i den hårde vind og heldigvis gik det rimelig smooth, lige bortset fra en enkelt stor bølge som valgte at knække ind over båden, mens vi havde et par mand på fordækket. Det gik godt og vi var glade for at vi kun var 5-6 timers sejlads fra Chuuck.
Vi ankom til Chuuck i går (mandag) og vejret viste sig igen fra sin hårde side. I løbet af få minutter gik det fra at blæse normalt til at være nogle voldsomt hårde vindstød. Først kom en lyd af at ankeret blev spændt ud og dernæst lyden at Morten som udbryder at kajakken er fløjet over bord. Den har simpelthen, på ren Kamikaze vis, løftet sig henover søgelænderet og kastet sig i døden. Vi fik hurtigt sendt et par stykker ud i vores Dinghy for at redde den, men på få øjeblikke var kajakken væk. Det var ikke forsvarligt at sejle længere ud i det vejr, men vi er glade for at der ikke skete menneskelig skade. I dag bliver dagen brugt på kajen i Chuuck, hvor vi spændt venter på at regnen stopper, så folkene der skal indklarere os, får gang i lakridserne og kommer ud til båden, så vi endelig må gå i land – så kan eventyret på Chuuck med verdensklasse dykning, fuldstændig anderledes kultur og smuk natur rigtig begynde.
