2014.02.28 - Lidt eventyr fra Moorea, af Anne Sofie

Den sidste måned er snart gået, men ikke helt som planlagt.

Der har været en hel del arbejde her på båden, og tingene er ikke helt gået som de skulle. Den første uge startede som sagt ud med at være regn, regn og atter regn. Det var ikke særlig fedt, og vi var fanget i marinaen. Men da vi endelig forudså noget fornuftigt vejr, tog vi til Moorea, hvor vi var en uges tid. Og det var virkelig fedt. Sejladsen dertil var ikke den bedste. Det startede ud med godt vejr, men efter en times tid regnede det, det meste af vejen. De fleste lagde sig ned for at sove, men Kasper og Thea blev oppe i cockpittet og holdt Ken med selskab mens han styrede. Dels for hyggens skyld og dels for at undgå at få kvalme ved at gå neden under.

Da vi så kom til Moorea blev vi noget skuffede til at starte med. Al regnen der var faldet den sidste uge, havde fået så meget mudder til at skylle ud i havet, at vandet, hele vejen rundt om øen var helt mørkebrunt. 

Vejret var gråt, og regnen fortsatte de første to døgn, men derefter begyndte det heldigvis at klare op. Ken startede Open Water kurserne med Thea og Julien, hvor Kasper og Lars, der er ved at tage Divemaster kurset, ledsagede som ”supervisors” for Thea og Julien. Tilbage var Lina og jeg på båden, som nød noget alene tid :-) 

Ken skulle bruge nogle dage på at uddanne de andre, så Lina og jeg aftalte at tage ud og besøge den lokale juice fabrik der lå på øen, som producerer juice af alle mulige slags, som kan købes i hele Fransk Polynesien. Vi tog afsted ved 8 tiden om morgenen, og havde en hyggelig, men meget varm, gåtur derhen. Vi fandt dog ud af at der desværre ikke var rundvisning den dag, men til gengæld var der smagsprøver i butikken. Så det tilbud tog vi imod, og fik smagt en hel del. Det var ikke kun en juice fabrik, men også et destilleri, så vi fik også prøvesmagt deres rom og likører med forskellige smage af fx kokos, ananas og vanilje.

Det hele var virkelig lækkert og dejlig koldt efter den lange gåtur. Manden som gav os smagsprøver var også rigtig flink, han lærte os at sige tak på tahitiansk, som er ”Maururu” og hvis du vil sige mange tak er det ”Maururu roa”. Vil du sige skål er det ”Manuia” og hej er ”Ia ora na” som udtales jaorana. Farvel er ”Na na”, som man gerne skal sige syngene med lange a’er. Der udover spurgte vi hvad Moorea betyder, og fik at vide at det betyder gul gekko: ”Mo’o”=gekko, ”Rea”=gul. Og det er fordi formen på øen, oppefra, har samme form som en gekkos fod.

Om eftermiddagen ledte jeg et dyk som divemaster ude på ydersiden af revet, hvor vi så et par små rev hajer, og to store lemonsharks, som er det Moorea’s dykning er kendt for.

Dagen efter havde vi et dyk sammen sted som jeg også ledte, der så vi ingen lemonsharks, men til gengæld 3 havskildpadder, som vi kom rigtig tæt på.

Om søndagen tog Lina og jeg ud at vandre sammen, mens de andre endnu en gang skulle bruge det meste af dagen på at lære at dykke. Vi havde besluttet os for en mindre vandretur op til en top af et mindre bjerg. Der skulle være en god udsigt deroppe fra, og ruten ville tage et par timer frem og tilbage. Vi var tidligt oppe og roede ind til stranden hvor vi lagde den lille dinghy, og så begyndte vi ellers at gå kort efter vi havde fået vores gummisko på. Det var allerede meget varmt, selvom vi havde været tidligt oppe, men det var også godt, for det betød at det var skyfrit, og vi ville få et fantastisk udsyn når vi kom derop.

Det tog ca. 2 timer at komme derop. Den lille sti var meget begroet og ikke mere end 30 cm. bred nogle steder. Andre steder var man nødt til at klatre op af nogle sten for at komme videre. Så det var en udfordrende opstigning, samtidig med at jeg altså ikke har vandret særlig meget i meget lang tid… eller, nogen sinde… Men Lina er heldigvis en meget erfaren vandrer, og hende og hendes kæreste Julien vandrer næsten alle steder de kommer hen, og ofte slæber de på tunge rygsække. Så Lina havde intet imod at bære rygsækken med vores fælles vand. Til gengæld kunne jeg få lov at bære kameraet og tage billeder undervejs. Og det gjorde mig overhovedet ikke noget. Turen derop var rigtig hyggelig, og vi gik og snakkede det meste af vejen. Nogle gange holdt vi pauser hvor vi spiste en kiks eller fik en tår vand, og jo højere vi kom op, jo flottere blev udsigten. Heldigvis var der skygge det meste af vejen, men da vi kom helt op på toppen var der bart og solen bagte. 
Der var en fantastisk udsigt, og vi tog et par gode billeder.

Turen ned, var næsten lige så hård som turen op, fordi skråningen gør, at man skal bremse lidt hver gang man tager et skridt.

Om mandagen tog jeg ud at vandre med både Lina og Julien. Vi skulle ud på en endnu længere tur denne gang. Op til frugt plantagerne som bliver brugt på juicefabrikken og op i bjergene i midten af øen og se nogle gamle ruiner samt udsigten fra en udsigtspost. Vi tog endnu en gang tidligt af sted, og begyndte vandreturen, hvor jeg endnu engang fik lov at gå med kameraet og de andre to gik med rygsække med vand og lidt snacks i.

Først gik vi langs ad en vej genne et stort fladt areal, hvor bjergene tårnede op hele vejen rundt om os. Måske var det, det gamle krater vi gik inde i, fra den vulkan der dannede grundlag for øen. Jo længere langs vejen vi kom, jo mere begyndte det at skråne opad, og vi fandt passionsfrugtplanter langs vejkanten, der voksede som slyngplanter på buske og træer. Vi fandt et par modne frugter som lå i græsset og smagte på dem, men de var noget sure! Men alligevel havde de en meget skarp og dejlig smag. Længere oppe gik vi forbi frugt plantagens kontor og tilhørende butik hvor jeg købte mig en hjemmelavet is med smag af kokos og tiare. Tiare er deres national blomst, som kvinderne nogle gange går med i håret bag øret. Hvis de har den i højre side er det fordi de er single, og venstre side så er de optagede. Eller også er det omvendt. Isen smagte nærmest som en blanding af nektar og honning. Vi fortsatte dog op hurtigt efter, mens jeg stadig spiste min is, da vi havde kurs mod de gamle ruiner. 

De var dog ikke synderligt interessante, da vi endelig kom op til dem, men skoven de lå i, var helt fantastisk. Den var fuld at smukke træer med høje smalle rødder som snoede og bugtede sig ned ad træet langs jorden. 

Ved en lille flod lå der tre sten som der var skåret ansigter ind i. Stien som vi tilfældigt var begyndt at gå af, ledte os længere ind i skoven, og vi vidste egentligt ikke helt hvor vi var på vej hen. Men eftersom vi hele tiden valgte vejen der gik op ad, når vejen skilte sig, håbede vi på at ende oppe ved det udsigtspunkt som var vores plan.

Undervejs var jeg nødt til at gå i bare tæer, for jeg havde taget klipklapper på i stedet for mine gummisko, da jeg havde fået nogle vabler fra vandreturen dagen før. Og så havde jeg heller ikke forventet at vi skulle ud at gå i junglen. Men stien var fin og det meste af vejen kunne man gå på nogle bløde flade sten eller på jorden. Til sidst mundede stien ud i en åbning hvor der var en parkerings plads, og vupti, vi var kommet til udsigtspunktet midt inde på øen, hvor man kunne se det bjerg der skilte de to store bugte fra hinanden. Man kan tænke på en gekko fod med tre fingre, hvor vi stod på håndryggen og kunne se mellemrummet mellem de tre fingre.

På tilbagevejen stoppede vi ved butikken med hjemmelavet is igen, og denne gang smagte jeg pomelo, banan og passionsfrugt is. Og det var simpelthen så lækkert! Derefter gik vi videre og fandt plantagerne. Man måtte jo selvfølgelig ikke plukke noget frugt, men det frugt som vi fandt på jorden og langs vejkanten anså vi for ingenmandseje, så vi fik hurtigt fyldt rygsækkene op med nedfalden frugt.

Vi var tilbage ved halv to tiden, og hele turen havde i alt varet omkring 6 og en halv time. Så det havde været en rigtig god tur – og jeg havde da heller ikke energi nok til at tage et dyk om eftermiddagen den dag :-)

Tirsdag morgen tog vi i ”stingray world” hvor vi snorklede med sort tippede rev hajer og store stingrays. Stingray world er ikke som det lyder, et akvarie, det er bare ude i det fri i et område med sandbund hvor der er lavt nok til at du kan bunde. Her fodrer de rokkerne og hajerne så de bliver tiltrukket og bliver i området. Vi havde harpuneret 3 fisk som vi skar ud og fodrede dem med. Rokkerne bliver helt vilde og svømmer helt hen og ”kravler” nærmest op ad maven på dig, hvorimod hajerne holder afstand og svømmer mindst med et par meters afstand til dig. 

De to efterfølgende dage dykkede vi tidligt om morgenen på ydersiden af revet. Ken og Lars havde forinden harpuneret et par fisk, som de gemte under nogle koraller da vi kom ned. Det tiltrak til at starte med 9-10 sort tippede rev hajer, og efter en halv time kom der en lemonshark, og lidt efter en til. De sidste 40 minutter af dykket havde vi 5-6 lemonsharks svømmende omkring os. Meget elegante og selvfølgelig tiltrukket af fiskelugten, men på ingen måde aggressive. Man kunne mærke at de var forsigtige og tilbageholdende, men på grund af fiskelugten fik vi logget dem tæt på. På det tidspunkt var de små sort tippede rev hajer stort set forduftet. De vidste godt hvem der bestemte der. Lemonsharks var trods alt også 3 meter lange. En del mere end de sort tippede rev hajer som lå på ca. en meter til en meter og tyve centimer.

Vi kunne slet ikke løsrive os fra hajharemmet og dykket endte med at vare i 85 minutter! Det er nok det længste dyk jeg har haft, og samtidig også det mest stationære, eftersom vi bare sad på bunden og kiggede på hajerne.

Samme dag blev det tid til at sejle båden tilbage til Tahiti. Vi havde planlagt at få båden hejst op på land, hvor vi derefter skulle montere de nye dele til det ”store” køleskab. Der skulle renses og slibes bund, hvorefter den skulle primes og males. Den store dinghy skulle lappes for huller i for pontonen. Og så var der en masse andre småprojekter som vi ligeså godt kunne få lavet. En uge gik med det, og nu ligger vi i Marina Taina igen, hvor vi i dag havde besøg af en køleskabsmontør og af to mekanikere der skulle se og ordne nogle ting. Planmæssigt sejler vi enten mandag eftermiddag eller tirsdag morgen, så indtil da har vi planer om at holde en lille fest på båden på lørdag med noget god mad og kolde Hinanoer (den lokale øl). Den resterende tid bruger Lars på at tage ud med de lokale og fiske, Thea læser Open Water teori, Ken ordner forskellige ting på båden, Lina og Julien træner i kajakkerne, Kasper tænker på at deltage i en pokerturnering på søndag og jeg tror jeg vil ordne lidt småpraktiske ting samt bruge tiden på at slappe af med at tegne eller sortere billeder og videomateriale. Så selvom vi går rundt og mest af alt venter på at komme af sted til Rangiroa, så går tiden alligevel, helt af sig selv.

2013.12.04 Sami's rejsebrev, Rangiroa

Det er blevet december og dette togt, der snart har varet 3½ måned, er ved at være ved vejs ende. Den 1. december vækkede jeg besætningen om bord på Orbit med min juleplaylist. Den indeholder ca. 20 af de mest berømte julesange. Når togtet slutter d. 15. december er jeg sikker på at vi nok alle sammen skal være ved at brække os over julemusik. Men det er faktisk det eneste vi har herude der minder om jul. Så derfor holder jeg stædigt fast i traditionen. De andre om bord, på nær Terry og jeg, tager hjem og fejrer jul. Så når jeg lytter til ”I’m dreaming of a white Christmas” kigger jeg ud over rælingen, beundrer de hvide sandstrande, og konstaterer at det er det tætteste jeg i år kommer på en hvid jul. Hvilket bringer mig tilbage til hvad det her rejsebrev egentlig handler om, hvide sandstrande, palmer, turkisblåt vand og et meget simpelt liv.

Siden vi forlod Maupihaa har vi besøgt Selskabsøerne og Tuamutuatollerne. Vores første møde med civilisationen var på Bora Bora. En smuk bjergrig og frodig ø. Vi var der dog kun to dage, og dagene gik mest af alt ud på at få fyldt maven op med bøf og salat, genopleve et ferskvandsbrusebad (sådan et havde vi ikke fået siden sidst i september da vi var på Niue) og skabe kontakt til jer derhjemme. Yachtklubben på Bora Bora var leveringsdygtig i alle tre ting, så det forklarer måske hvorfor vi ikke nåede at få set særlig meget andet af øen i den korte tid vi var der. 

Men planen havde hele tiden været, at vi blot skulle "lande" i Fransk Polynesien, få noget ordentligt mad, inden turen skulle fortsætte til Raiatea, en anden bjergrig ø ca. 60 km fra Bora Bora. 

Selskabsøerne består bl.a. af Tahiti, Moorea, Raiatea og Bora Bora, fælles for dem alle sammen er at det er nogle bjergrige vulkanøer, og de er meget frodige. Vi nåede at besøge alle fire øer. De andre øer må vi have til gode. Men de minder meget om hinanden, dog er der noget specielt ved hver ø.

Bora Bora er nok den ø, udover Tahiti, der er mest turistet. Der er masser af resorts og alle mulige forskellige slags vandaktiviteter man kan kaste sig ud i.

Raiatea er centrum for katamaranudlejning i Fransk Polynesien, og aldrig i mit liv har jeg set så mange samlet et sted. De fås i alle størrelser.

Tahiti er den ø hvor vi har tilbragt mest tid. Formålet med vores ophold på Tahiti var bl.a. at proviantere, men også at få skaffet diverse reservedele til båden og få dykkerudstyret ombord efterset. 

Motoren på båden har drillet det seneste års tid, og det var derfor Kens første prioritet at få den tilset af en mekaniker. Men der var ventetid, så efter en lille uge på Tahiti, besluttede vi os for at sejle til Moorea og slå ventetiden ihjel. Der er ca. 20 km mellem Tahiti og Moorea og det tager alt mellem 3-5 timer at sejle turen. 

Moorea bød på en masse fantastiske undervandsoplevelser, bl.a. Stingray World, som ikke er et afspærret område, selvom det kunne lyde sådan. Her smed vi anker til gummibåden på 1,5 m. vand. På vejen havde vi harpuneret en mindre fisk, som vi skar i småstykker og smed i vandet. Der gik ikke mere end 5 sek. så var vi omringet af store stingrays. De var så tæt på at vi kunne røre ved dem. Ca. 5 m. længere ude talte vi på et tidspunkt op til 16 blacktip hajer. Signe var dødsensræd for hajer, og først efter at hun havde stået oppe i gummibåden og set at der ikke skete os andre noget, turde hun komme med i vandet... (For en kort stund). Vi dykkede også på ydersiden af revet. Sigten var helt fantastisk, vi dykkede i 40 min og det meste af tiden sad vi bare på bunden og kiggede på hajer. Vi så både små blacktip reef hajer men endnu vildere var det at vi så nogle store lemon hajer, som var ca. 4 m. lange og ret tykke. Udover hajerne vrimlede det med fisk i alverdens farver.

Efter vores første weekend på Moorea gik turen tilbage til Tahiti. Her tilbragte vi igen en lille uge, hvor motormanden igen var på besøg og hvor turboen til motoren blev endeligt dødsdømt. Så vores planer for de næste tre måneder blev lige pludselig ændret. Egentlig skulle vi have været til Tuamutuatollerne først og dernæst til Marquesasøerne i december. På Marquesas var det meningen at Ken, Anne Sofie, Signe, Jonatan og Mathias skulle hjem, og vi ville få selskab af fire venner hjemme fra Danmark der skal sejle med os indtil slutningen af januar. 

Nu er situationen den, at vi skal vente på reservedele til motoren. Det tager ca. tre uger for dem at nå frem til Tahiti. I mellem tiden er vi sejlet til Tuamutuatollerne. D. 9. december vender vi så tilbage til Tahiti.

Lige nu ligger vi ved Rangiroa, den største af de 250 atoller der udgør Tuamutu. Vi har også besøgt Fakarava, den næststørste atol og en mindre atol der hedder Toau. Kendetegnene for de fleste øer i Tuamutu er at det er nogle flade bountyøer. Fyldt med palmer, kokosnødder og hvide sand- eller koralstrande. Vandet omkring øerne er meget klart og pga. de hvide sandbunde, har vandet mange turkisfarvede nuancer. Det betyder også at snorkling og dykning omkring de her øer er helt I særklasse. Både på Fakarava og Rangiroa er der nogle brede pas, hvor man kan dykke strømdyk. Strømmen skifter flere gange om dagen fra udadgående til indadgående, og det skaber et perfekt vindue for os som dykkere. I passene har vi set rigtig meget liv, især hajer. Det er ikke for sjov at passene bliver kaldt for “Hajways”, på et af dykkene så de andre op mod 400 hajer. Inden jeg kom herud, troede jeg ikke det var muligt at dykke med så mange hajer uden at blive spist, jeg er da helt sikkert blevet klogere, og Signes hajskræk tror jeg efterhånden også er skrumpet ind til det rene ingenting.

Da vi sejlede ind gennem passet her til Rangiroa blev vi mødt af en stor flok delfiner. Der var en del strøm da vi sejlede igennem, og det skabte nogle sjove bølger, som delfinerne åbenbart elsker at ligge og lege i. De kastede sig til højre og venstre for båden og svømmede ind under stævnen. De største af dem var nok omkring 3 m. Senere har vi så fundet ud af at delfinerne laver “show” næsten hver morgen og aften på omkring samme tidpunkt. Det er ret fedt. Delfiner er nogle seje dyr.

Men selvom det kunne lyde som om vi opholder os i vandet hele tiden, er vi også tit på land. ”Bonjour” og ”Ia ora na” er blevet hverdagsfraser hernede. Og med god grund, for man hilser på alle og enhver. Vi har haft nogle gode oplevelser med de lokale, børn og voksne. Vi tomler tit på øerne, og det ender altid med at man får en kort livshistorie, hvilket er hyggeligt. Det er en spændende måde at møde nye mennesker på. De spørger alle sammen en ekstra gang når vi fortæller at vi er 7 om bord på båden. ”Really” og ”Wow” er de typiske udbrud. Det er da heller ikke altid helt nemt at falde ind i hinandens døgnrytmer, når vi bor så tæt som vi gør. Men det er også det eneste der er med til at livet herude ikke bliver alt for simpelt.

Nu vil jeg vende tilbage til min juleplaylist, og tænke på at I formentlig har frostgrader og gråvejr derhjemme. Og glemme alt om de hyggelige julelys i gaderne, duften af brændte mandler, varm gløgg, juletræer og dansk julemad.

Rigtig glædelig jul til jer i Danmark.

2013.11.26 - Anne Sofie's rejsebrev fra Fakarava

Fakarava var et af de første steder jeg hørte Ken og Kim fortælle om, dengang jeg var med som gast på Amazing i 2010. "Fakarava. Sydpasset. Hundredevis af hajer!" Og så det der ansigtsudtryk der gør dig klar over, at det her, er noget du ikke vil gå glip af.

Fakarava er den næststørste atol i Toamutus efter Rangiroa. Omkring 30 sømil lang og 12 sømil bred. Der er to pas. Et nord og et syd. Sydpasset, kan du være sikker på, at stort set alle dykkerentusiaster har hørt om, for det er som sagt berygtet for dets antal af hajer.

Vi startede med at bruge tre dage ved Nordpasset. Det er det største af de to pas. Halvanden kilometer bred. I midten af passet er der mellem 10 og 15 meter dybt, bevæger du dig ud til kanten af mundingen kommer du ned på 30-40 meters dybde og kan se et drop ned til et mørke der opsluger den sidste mængde lys. Man kan ikke se det, fordi det er for mørkt, men derfra hvor  mørket starter er der omkring 80-100 meter dybt, og det fortsætter ned til lidt over en kilometersdybde jo længere du bevæger dig ud ad.

Det er på de 30-40 meter, at man ser de fleste hajer. I princippet er der mulighed for at se alt. Lige fra mantarays til de helt store hajer, fx. hvalhajer. Så når man tager på dyk i Nordpasset, er det med en vis spænding i maven, for du ved ikke, hvad du kommer til at se.

2013.11.17 - Fakarava, ydersiden af revet

Max dybde: 39,1 meter

Dykkets varighed: 35 minutter.
Vi startede med at have et dyk på ydersiden af revet, hvor der ikke er noget synderligt strøm. Vi skulle lige i vandet igen og få genoplivet vores dykkerlemmer. Det så fint ud med masser af små revfisk, store stimer surgeon- og unicornfish, og ude i det blå kom nogle store stimer fusiliers og milkfish. Vi gik ned langs kanten til de 40 meter, for at se om der var nogle hajer, men så ingen. Tilgengæld kunne vi pludselig høre lyden fra delfiner. Deres karakteristiske pive og klik lyde, lød meget tæt på og vi kiggede vildt omkring os. Pludselig udbrød Mathias en høj lyd fra hans regulator, og vi vendte os mod ham og så at han pegede op. Oppe på ca. 5-10 meters dybde kunne vi se delfinerne svømme. Der var 7-8 styks, og de svømmede lige over os, så vi kunne se deres silhuetter mod lyset. Vi havde lyst til at skynde os op til dem, men man må jo ikke gå for hurtigt op, når man dykker, så vi måtte nyde synet af dem fra en vis afstand. Det var nu også rigtig smukt, og fik helt sikkert rykket dette dyk op ad ranglisten over interessante dyk.

2013.11.18 - Fakarava, Nordpasset

Max dybde: 37,1 meter

Dykkets varighed: 48 minutter.

Første strømdyk i Nordpasset bestod af Ken, Mathias og jeg som dykkere og Terry og Jonatan som dinghydrivere. 

På et strømdyk har man i princippet altid en eller to dinghydrivere, og man dykker helst kun ved indadgående strøm eller slacktide. Dette er både af sikkerhedsmæssige hensyn, for at dykkerne ikke skal risikere at drive til havs, men det er også ved indadgående strøm at der er bedst sigtbarhed, i modsætning til ved udadgående strøm, hvor vandet strømmer ud af lagoonen og medbringer en masse sand og små partikler. 

Vi sejlede ud til passet et stykke tid inden strømmen var vendt, da vi gerne ville hoppe i lige når strømmen skulle til at vende, for at der ikke var alt for meget knald på. De første 10 minutter af dykket var der ikke meget strøm, og vi lå nede ved bunden på ca. 30 meters dybde og ventede på at den skulle komme. Og som sagt, efter 10 minutter kunne vi mærke at den begyndte at blive stærkere, så vi hookede os fast med vores reefhooks, som er en krog i en snor, sat fast til din dykkervest (BCD). Med strømmen kom også en masse fisk, både små og store, fx 4 great barracudas og 9 store dogtooth tunas. Grå rev hajer begyndte at svømme forbi os, som langsomme projektiler igennem vandet, og stod stille i strømmen et lille stykke fra os. Jeg talte på et tidspunkt 21 på en gang, men jeg vil skyde på, at en 30-40 stykker svømmede forbi os under hele dykket. På et tidspunkt fortalte min dykkercomputer, at jeg kun havde få minutter tilbage på denne dybde, inden jeg ville gå i "dekompressions tid". Jeg signallerede til Ken, og han bad mig hooke op et par meter lavere. Så jeg fandt et godt sted, satte krogen i en død koral og da jeg kiggede op svømmede en great hammerhead lige foran os forbi. Ken og Mathias havde også set den, og vi var ret begejstrede! Første strømdyk i Nordpasset, og så havde vi været så heldige at støde ind i en af de mest sjældne hajer. Derefter måtte vi hooke af og lade os drive med strømmen ind i passet til lavere dybder. På vejen drev vi over et smukt korallandskab og forbi en stor grouper og en endnu større napoleonsfisk. Ved 10 meters dybde sendte Mathias og jeg hver en "safetysausage" til overfladen, (som er en lang, neon-orange, oppustelig plastik "pølse" med en snor til at holde fast i,) for at vise dinghydriverne hvor vi befandt os. Derefter sikkerhedsstop på 3 meters dybde, og så kunne vi gå til overfladen og blive samlet op af Terry og Jonatan i nogle ret heftige bølger. 

2013.11.19 - Fakarava, Nordpasset

Max dybde: 38,5 meter

Dykkets varighed: 35 minutter

Tredje dag på Fakarava, og vi skulle ud på et strøm dyk med resten af gasterne. Signe var endnu ikke færdiguddannet Advanced Diver, så hun var dinghydriver med Mathias. Derfor var det Sami, Terry, Jonatan, Ken og jeg som dykkede. Vi hoppede i vandet lige da strømmen var begyndt at gå indad, og startede med at svømme ned på 40 meter. Der var sindsygt mange grå revhajer som allerede stod linet op i strømmen, og flere fisk end jeg ville kunne tælle på en dag. Der var ikke så meget strøm at vi behøvede reefhooks, så vi lå bare og nød synet. Jeg har ingen fornemmelse af hvor lang tid der var gået, men lige pludselig svømmer der en STOR haj  tæt forbi os, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er en tigerhaj. Jeg var faktisk ikke bange, nærmere fanget af fascination og en slags "ud af kroppen"-oplevelse i et svært begribeligt øjeblik. Det er situationer som denne, hvor virkeligheden er svær at fatte. 

Og den svømmede bare videre, tilsyneladende ligeglad, eller ikke sulten. Who knows.

Da den var ude af syne jublede og teede vi os som idioter.

Oppe i dinghyen var det dog ikke sjovt at fortælle nyheden til Mathias. Tigerhajen var den haj han allerhelst ville se, og så kom den lige når han var dinghydriver. Typisk. Men som sagt, du ved aldrig hvad du kommer til at se i Nordpasset. Det er en helt anden sag i sydpasset, hvor vi tog til dagen efter, der kan du være helt sikker på at komme til at se hajer. Spørgsmålet er hvor mange. 

Og det kan du nok alligevel ikke svare på når du kommer op.

Udsnit fra min dykkerlogbog:

2013.11.24 - Fakarava, Sydpasset

Max dybde: 25,5 meter

Dykkets varighed: 39 minutter

Kommentar: Sindsygt dyk!  200-300 grå rev hajer! Whitetips. Silvertips. Et par enkelte blacktips. Og 2 nye slags hajer, størrer end grey reef shark, enten bignose eller sandbar shark. Vildt. Afslutningsvis en stime små makreller på flere tusind styk.

2013.10.18 - Jonatan's rejsebrev fra Palmerston og Maupihaa

Rejsebrev Palmerston og Maupihaa                                                                                                                                                               

Bora Bora, d. 21/10 2013

Terry læner sig langt udover søgelænderet, mens Signe og Sami står på tæer og strækker halse. Mathias brager op ad trappen, og Ken brøler af sine lungers fulde kraft, alt imens Anne-Sofie og undertegnede hviner og skriger som to skolepiger til en Justin Bieber koncert. Orbit er på den anden ende. Hvad sker der her? Har nyheden om, at Danmark på forunderlig vis har kvalificeret sig til VM i fodbold i Brasiliien til næste sommer endelig nået 18°02.8 S og 163°11.5 W - og dermed Orbit? Glem det! Grunden til al den halløj og ballade tager sit udspring fra et glædeligt og længe ventet møde med en helt ufattelig smuk skabning målende 16-18 meter og vejende omtrent 65 ton akkompagneret af dennes afkom. Ja, du gættede det - en kolos af en pukkelhval og dens kalv bød velkommen til Palmerston på bedste manér med blåst, basken og hop op ad havet. Sikke en vild hvalvelkomst!

Første oktober 2013 ankom vi midt om natten til Palmerston efter en seks-syv dage lang monstersejlads. Tidligt om morgen efter ankomsten, ca. 05:15, udspillede ovenstående scenarie sig. En fantastisk forløsning og al dårligdom og eventuelle sure miner fra sejladsen var med et trylleslag glemt. Ligeledes var hvalerne tilgivet for ikke at dukke op på Niue - sikke et show. For dem, der har været forundt, at opleve et så stort dyr boltre og vise sig frem på en sådan måde, ved, hvilket majestætisk og ubeskriveligt syn, der mødte besætningen på Orbit denne morgen. Det var for mange ombord første møde med denne blå/hvide kæmpe - og hvilket ekstatisk møde!

Ja, Palmerston viste sig bestemt fra sin bedste side, da vi denne dag i oktober ankom til øen. For Signe, Sami, Terry og jeg var det ligeledes første møde med Stillehavets "Standard tropeøer", som Ken så malerisk beskrev dem, da undertegnede i sin iver ikke kun dy sig for at spørge, hvad man kunne forvente på den front fremover på togtet. Og hvor havde han ret. Palmerston, der er en atol (altså en nedsunken vulkan, med et ringrev, et par enkelte små øer langsmed og en lagune i midten, ik'), stod strålende i morgensolen. Den lysegrønne lagune gjorde skarp kontrast til det omgivende dybblå  hav, mens det kridhvide koralsand omkransede Palmerstons palmer. Jeg har lavet en lille illustration, så læseren er 100 procent up-to-date med hvordan Palmerston tog sig ud denne morgen i starten af oktober.

(Hvis du ganger antallet af palmer på ovenstående tegning en fem-otte gange, vil du opleve en slående lighed med et faktisk fotografi af Palmerston).

Vi lå på ydersiden af revet, da intet pas på Palmerston tillader passage ind i selve lagunen for større sejlbåde. Dette gav ophav til en ganske urolig ankerplads, men det betød ikke særlig meget, for lige dér inde lå Palmerston, fast grund under fødderne, møder med spændende mennesker og ikke mindst eventyr. Sejladsen havde til tider været hård både fysisk og psykisk, og det var efterhånden de små ting, der kunne give et voldsomt boost af energi og humør. Dette værende fx når én, på nærmest magisk vis, frembragte en pose med saltlakridser eller chips til deling, hvis eksistens ikke havde været  kendt for resten af besætningen. For forfatteren af dette rejsebrev var det et højdepunkt udover alle dimensioner, da det var min tur til at fiske, og jeg fik en ordentlig krabat af en Bull Mahi-Mahi (bedre kendt som dolfin) på krogen. Her indlod jeg mig på den klassiske fisker fight - 183 cm mand mod 138 cm fisk til døden. Som den skarpe læser måske allerede har regnet ud, vandt undertegnede denne blodige kamp (det tager lang tid at skrive på computer med finner), og der var fisk til hele besætningen i et par dage. Min første Stillehavsfisk! Jeg var pavestolt.

Palmerston er en ø i gruppen af Cook Islands og blev opdaget af Kaptajn Cook i 1774. Her bor 60 mennesker fordelt på tre familier. Alle har de samme efternavn, "Masters", da alle har samme stamfader. William Masters drog i 1863 til Palmerston med sine tre polynesiske koner og avlede her intet mindre end 23 børn, hvis efterkommere i dag udgør indbyggerne på Palmerston. Hver af de tre koner dannede udgangspunktet for de tre grene af familierne. Vi havde alle set frem til at komme i land, men skæbnen ville det hverken værre eller bedre end, at vi var nødt til at drage videre. Vi havde nosset i det og simpelthen ikke hævet nok New Zealandske dollars til at cleare ind på øen. Det var en svær pille at sluge, men d. 3/10 drog vi videre mod Maupiha og andre eventyr.

       Onsdag d. 9/10 ankom vi til Maupihaa. Sejladsen var gået fint, men 15 dage til søs sætter sine spor, så det var en kæmpe forløsning at se og lugte (ja, den er god nok) land. Undervejs velsignede fiskeguderne Signe med hendes første Mahi Mahi, og ligeledes kunne hun med stor stolthed fremvise et pragteksemplar af en fisk. Det skal ikke lades ufortalt, at Signes tilgang til opgaven virkede langt mere overbevisende og således var fisken hevet på båd på den halve tid af, hvad jeg selv havde brugt. Min ære og mandlige stolthed stod på spil, men forblev dog intakt, da opmåling af Signes fisk viste, af min fisk havde 10 cm i længden på hendes. Phew!

Det var stadig formiddag, da vi ankom til atollen Maupihaa og ingen af de ombordværende kunne forberede sig på den oplevelse, vi stod overfor denne dag i oktober. Solen stod prægtigt, vinden var fin, bølgen blå og Orbit gjorde klar til at finde passet, der ledte ind til det rolige vand i lagunen. Idyllen og den afslappede stemning blev med ét erstattet af et sug i maven og den metalliske smag, man får i munden, når en hektisk og ophidset situation pludselig opstår, og man mønstrer al sin koncentration om denne. "HVAAAAAAAL" lød brølet, der havde vendt stemningen 180° og ganske rigtigt lå en stor, fin pukkelhval med dens kalv og bød velkommen til Maupihaa ikke langt fra Orbit. Hvem ved, måske var det selv samme hval og kalv, der havde budt velkommen på Palmerston? Orbit indledte i hvert fald jagten på muligheden for få lov til at snorkle med disse enorme dyr og efter en hel del manøvrering rundt, sneg vi os i vandet. Det var med bankende hjerte og knastør mund, at undertegnede dumpede i vandet og sammen Anne-Sofie, Mathias, Terry, Sami og Signe optog forfølgelsen af disse fantastiske skabninger. Og vi blev ikke skuffede. Omend det blot var forundt os få øjeblikke at beundre hvalerne i deres rette element, så var det bestemt én af de største naturoplevelser. Nogensinde. Punktum. De prægtige pukkelhvaler lå i vandoverfladen og sugede luft, kalven øverst og moren lige under. Vi nåede så tæt på som 10 meter, inden de store dyr pludselig slog et par dovne slag med deres vældige haler og med ét var væk. Da vi kom ombord på Orbit igen, var stemningen glødende - ja, vel nærmest ekstatisk. Maupihaa tegnede til at blive en stor oplevelse, og det var med saltsmag i kæften og eventyrattitude, at besætningen og Orbit begav sig ind i det rolige, turkise lagunevand.

Det er en sær følelse at have fast grund under fødderne efter 15 dage til søs. Dels gynger alting, sand mellem tæerne føles ejendommeligt, men intet mindre end fantastisk, og jeg var personligt nødt til at undertrykke en næsten ubændig trang til at gøre som de gør på film; at kaste mig ned på knæ og kysse jorden. Alle mand var draget i land på Maupihaa for at melde vores ankomst og hilse på de lokale - selvfølgelig medbringende en lille værtindegave.

 De lokale på Maupihaa modtog os fyrsteligt, og vi havde knap udvekslet de første høflighedsfraser inden (overraskende) kolde kokosnødder til hele banden blev "knappet op", machete-style. Der blev skålet i frisk og læskende kokosmælk, og vi forstod, at vi havde gjort landgang på Norma og Harrys ejendom, som også var dem, der stod og tog imod os. Maupihaa var første stop i Fransk Polynesien, hvor de officielle sprog er fransk og tahitiansk. Da det, som bekendt, er en æressag for enhver franskmand ikke at tale engelsk, og ingen af os er velsignet med de store tahitianske sprogkundskaber, foregik kommunikationen dels med fagter og på Sami, Terry  og undertegnedes skolefransk. Og det gik fint. Norma og Harry boede midt på den kridhvide koralstrand og havde i skyggen af palmetræer bygget flotte hytter, borde og bænke, udendørs køkken og forrådslagre. Ja, der var alt, hvad man kunne ønske sig, og det så bestemt ikke ud som om, de manglede noget. Norma og Harry var begge enormt hjertelige og imødekommende. Norma var helt klart nemmest  at forstå, mens Harry kunne charmere enhver med sit store, tandfattige smil. Begge var midt i 50'erne og udgjorde en femtedel af Maupihaas befolkning. Enormt spændende og gæstfrie mennesker - og hele banden blev inviteret til stor grillmiddag den følgende aften.

Det var første - og muligvis også sidste - gang i mit liv, at jeg var blevet inviteret på middag på en (næsten) øde ø, så jeg må ærligtalt indrømme, at jeg ingen idé havde om, hvad jeg skulle forvente mig. Jeg er sikker på, at de fleste på Orbit delte min opfattelse, så vi var enormt spændte på, hvad aftenen skulle bringe. Vi ankom med dinghy klokken cirka seks om aftenen og så straks, at der var dækket op  til et overdådigt gilde af dimensioner. Et langbord var sat på stranden tæt ved vandkanten, fint dækket med dug, keramiske(!) tallerkner og en overflod af forskellige yderst velduftende retter. Hovedtemaet syntes at være "fruit de mer", hvilket jo giver god mening, da alskens lækkerier fra havet bogstaveligtalt ikke befinder sig mere end en spytklat væk fra deres hjem. Der var kæmpe muslinger i karry/kokossovs, grillet papegøjefisk i den skønneste barbecuesauce, stegt triggerfish fanget med harpun og en lang række andre fisk, det ikke lykkedes os at forstå, hvad var. Det hele smagte dejligt og snakken gik lystigt, mens den blodrøde aftensol stille og roligt krøb i seng bag palmetræernes kroner og overlod lyssætningen til månen. Stemningen var fantastisk eventyrlig og ikke lig noget, nogen af os før havde prøvet. Det eneste forstyrrende element på denne fortryllende aften var et par hajer, der, som et par tiggende hunde, gjorde opmærksomme på sig selv, ved at slå nogle voldsomme dask med halen blot et par meter fra hvor, vi sad.

Norma og Harry havde meget spændende at  berette. De fortalte, at Maupihaa blot har 10 beboere fordelt på fem forskellige familier, og at det er en ø, der til tider er voldsomt plaget af cykloner. Bl.a. i '95 og '97 samt et par gange i 00'erne og - som om det ikke skulle være nok - så var der også slået en meteor ned i et hus i '97. Man fik en god fornemmelse for, at man som beboer på denne ø gjorde klogt i ikke at knytte sig for nær til sine hytter og huse, da de jævnligt blev udslettet fra jordens overflade og på ny skulle opbygges. På øen, som så mange andre af lignende karakter i Fransk Polynesien, ernærer de lokale sig med at samle "kopra". Kopra er tørret kokos, der samles og bearbejdes og laves til kokosmælk og -olie m.v. En-to gange om året kommer der så et kopraskib fra Tahiti og samler årets høst, og selvsamme skib er også eneste forsyningsskib, der kommer til øen. Det var over otte måneder siden, at der sidst havde været et sådant forbi, men tilfældigvis var skibets ankomst blevet meldt til et par dage efter vor egen. På Maupihaa opdrættedes også specielle muslinger, "Les nac", specielt til det formål at lave perler på perlefarme andre steder i Fransk Polynesien. Norma fortalte, at hvalsæsonen primært er i juli og august, men at der stadig var gode muligheder for flere møder med disse kæmper, der kommer til netop Maupihaa for at opfostre deres afkom. Ligeledes var det blevet sæson for, at skildpadderne i nattens mulm og mørke kommer op og ligger æg på stranden. Som bekendt er skildpadden et fredet dyr, men Norma fortalte, at hun ikke kunne dy sig for at samle nogle af æggene sammen og agere rugemor - eller "La mere de toutouilles ", som hun yndede at kalde sig selv. Langt størstedelen af de hundredvis af æg, en skildpadde kan nå at lægge i sandet, bliver spist af opportunistiske dyr eller forgår. På denne - noget uortodokse - måde sikres overlevelsen af endnu flere af disse dejlige padder, som vi har stor fornøjelse af på vores dykker- og snorkleture. Snakken gik frem og tilbage, og skyggerne blev efterhånden lange. Klokken var langt over 21, og dermed vores sengetid, da en glad, mæt og træt besætning vendte snuden hjemad og på hovedet til køjs. En ny dag på togt i Stillehavet er som bekendt lig med nye eventyr, og dagen efter var vi blevet inviteret på vandretur af Norma, så det var bare med at få hvilet ud.

Solen bagte ubarmhjertigt fra en blå, skyfri himmel den 11. oktober 2013. Signe, Sami og jeg mødte Norma og Harry klokken 08:30, "apres le café", med solhat på hovedet og vandresko på fødderne som aftalt. Herefter gik turen langs "Rue principale de Maupihaa", den eneste vej på øen, med kurs mod Maupihaas sydligste punkt. Det viste sig, at der dagen efter kom fint besøg. "Le president de territoire" ville slå et smut forbi Maupihaa, så vi hjalp Norma med at rydde den syv km lange vej for nedfaldne palmeblade og lignende, så alt var præsentabelt til hans ankomst. Norma var yderst taknemmelig, ligeledes var vi for at kunne få lov at udføre et stykke fysisk arbejde, efter så lang tid uden at røre en finger. Vejen, der ikke var meget en blot en ryddet skovsti, slyngede sig gennem lav buskvegetation og kokospalmer af varierende højde, drøjde og karakter. Øen var en del længere, end den var bred, hvilket gav ophav til en skæg kontrast; på venstre side hørtes lyden af store bølger, der brækkede på revet, mens der på højre side hørtes sagte skvulp og rislen fra det næsten blikstille hav, der skyllede ind over en kridhvid, palmebeklædt sandstrand. Skuede man ud over lagunen på højre side, så man tropesolen glimte og glitre i det lysegrønne og krystalklare vand, der brat skiftede farve til azurblå, der hvor klippevæggen stak i dybden. Det flade landskab, der på sit højeste sted stak to meter over vandoverfladen, var et i øjenfaldende problem med de mange tilbagevendende cykloner, der nemt kunne give oversvømmelser på otte-ni meter. Norma fortalte, at beboere, der trodsede cyklonadvarsler og blev tilbage på øen måtte kravle op på taget af cementerede bygninger for at redde livet. Barske vilkår, som syntes meget svære at begribe, men alting har vel sin pris - også paradis. På vor vej stødte vi da også på forladte bygninger, der stod tilbage som spøgelseshuse. Det var tydeligt, at velhavende mennesker havde boet der - og givet op - da der til murstenshusene var lagt store terrasser lavet af fine fliser i alskens farver. Højst usædvanlige byggematerialer taget i betragtning af, hvad vi ellers havde set.

Undervejs, når varmen bed for meget vimsede Norma pludselig væk fra stien og dukkede op et øjeblik senere med tre grønne kokosnødder, som hun åbnede med sin machete. Vupti - så var der disket op med en forfriskende drink, som stadig var kølig på trods af de 30-35°. Efter to-tre timers vandren, snakken og sludren ankom vi til den sydlige del af Maupihaa. Her boede Dino og Adrienna. Det var nemt at se, at dette var øens "centrum" og livsnerve, da deres palæ både talte vandbassin, indtil flere opbevaringslagre, udendørs værksteder og ikke mindst, hvad vi forstod som værende en kommunal bygning husende øens eneste telefon - som var en radio. Og, nå ja - muligvis Fransk Polynesiens eneste skiklub. Læg hertil at hele "campen" lå klods op og ned ad en vaske ægte bountystrand. Den slags, man altid ser på film, på et postkort eller på internettet, den slags, der får én til at tænke ".. når jeg bliver millionær". Vi kiggede os lidt rundt i lejren og hilste på både Dino og hans kone.
Bundet til palmetræer stod, til vores store overraskelse, ikke hunde, men de meget berømte kokoskrabber. Disse enorme dyr i både blå, sorte, røde og orange udgaver, var vi blevet tudet ørene fulde af siden Niue, men endnu havde vi ikke fået fornøjelsen af at stifte bekendtskab med dem. Bæsterne, der målte 30-40 cm i diameter og nemt vejede 3-4 kg, var udstyret med enorme klør med det formål at åbne kokosnødder, som var deres primære næringskilde. Deraf navnet. Der skulle ikke meget fantasi til at indse, at de nemt kunne snuppe en finger eller måske endda et håndled i et uagtsomt øjeblik. De skulle dog eftersigende, som enhver anden krabbe, have noget yderst lækkert kød. Ikke langt derfra mødte et knap så fornøjeligt og appetitligt syn os. 

Under en interimistisk hytte lavet palmeblade lå to kæmpeskildpadder på rygskjoldet gemt af vejen for de mest nysgerrige blikke. De var 1-1,5 meter i diameter og vejede velnok 80-90 kg og kunne nemt være en af de skildpadder, vi havde set på et af vores dyk. Norma forklarede, af de var en 60-70 år gamle, sagtens mere, og at de lå der, så de kunne holde sig friske til den festmiddag, der skulle løbe af stablen, når præsidenten ankom. Når tiden var, skulle de smides på en vældig grill og så steges levende i deres eget skjold. Det var en enormt frastødende og sørgelig måde at disse elegante, adrætte og samtidig kluntede levn fra fordums tid skulle ende deres dage på, men som Norma forklarede det, var det også hårdt at skulle vente otte måneder på kød. Nuvel - vi accepterede præmissen. Kødet skulle eftersigende være grønt, men smage som den lækreste, møre oksemørbrad - hvilket hurtigt fik alles tænder til at løbe i vand. Tanken om kød var decideret en pinsel, og vi havde endda kun måtte undvære siden d. 26. september. Vi forstod deres situation. Men nok om skildpadder og deres dystre skæbner. Vi var ved vejs ende, og dagens eventyr og strabadser blev selvfølgelig afsluttet med en svalende badetur i det krystalklare, 28° varme vand, lidt solslikkeri og en lille lur inden Harry sejlede os ud på Orbit. Fantastisk.

  

 Som det forhåbentlig fremgår af dette rejsebrev, syntes Maupihaa noget nær paradis på jord. Vi befandt os godt, vejret var dejligt, og der var rigeligt at tage sig til. Specielt dykningen var god, særligt for dem med en hang til hajer. Når man siger "Fransk Polynesien", er man også nødt til at sige "hajer i hobetal" og på vores dyk fik vi, foruden tusindvis af farverige fisk og finurlige skabninger, set stimer på 10-15 styks sorttippede revhajer, et par vældige nurse sharks - og Ken var så heldig at se en enkelt lemon shark. Ken bedyrede, at Maupihaa blot var starten på hajforestillingen, og at vi kunne forvente langt mere af samme skuffe de følgende steder. Skulle der sidde en bekymret mor derude og med bævende læbe læse disse linjer, så kan jeg forsikre om, at der intet er at være nervøs for. Hajerne er flotte, ser grumme ud, men er allerhøjst fredelige. Maupihaa var også stedet hvor Signe for alvor fik fart i sit dykkerkursus og Terry og undertegnede blev Advanced Open Water dykkere. Når vi ikke var ude på et dyk, eller sad i dinghy'en og skreg af glæde over synet af et par hoppende pukkelhvaler, var det en yndet aktivitet at tage på eventyr i kajak. Her kunne man uforstyrret, enten alene eller med en enkelt følgesvend, lege pioner og drage i land på en ubeboet ø og udforske terrænet. Ellers var der selvfølgelig frit slag for at tage ind og snakke med de lokale. Det lykkedes faktisk flere af os at blive dus med samtlige beboere på øen.

Vi havde en skæg oplevelse dagen efter vor vandretur med Norma. Det var midt på dagen og pludselig hørtes en motor fra en dinghy, der ikke var vores. Det viste sig at være Hillo, Dino og Adriennas søn, der lige var forbi med fire, fede, flotte pronghorned spiny lobsters til os. Menuen denne aften stod allerede på sushi i overflod, men hvem kunne frasige sig lysten til en grillet hummer? Ingen, så der blev lagt øl på køl og Orbit holdt festmiddag med frisk fisk og ditto hummer i lange baner.

Ja, livet på Orbit var bestemt ikke værst - og den ene dag tog nemt den anden. Før vi så os om, var der næsten gået ti dage, og tankerne var efterhånden ved at flyve mod Bora Bora, nye eventyr - og kød. Inden vi kom så langt måtte Maupihaa, der havde givet så mange gode oplevelser, fejres med manér. Det blev enstemmigt vedtaget, at der skulle laves bålfest med dertilhørende snobrød. Ken slog fluks en snobrødsdej sammen, der ville gøre enhver spejder varm om hjertet og besætningen på Orbit drog i land, lavede bål, hyggede sig og festede til den lyse morgen. Eller... i hvert fald til klokken 21 - vi skulle jo trods alt op klokken syv dagen efter og gøre klar til sejlads mod Bora Bora.