09.12.12 - Daniel's rejsebrev, Togt 4 (Indonesien til Palau)

Ugen startede med et brag af en fest for både Orbit og Amazings besætninger (med 21 personer efter sigende den hidtil største af slagsen), dels for at ønske velkommen til de nye gaster på skibene – på Orbit er det Bibi (som sejlede på Amazing med Anne Sofie tilbage i 2010) og hendes kæreste Loui, som er medstiftere af Pacific We Care - dels for at sige farvel til gasterne fra DGI Skibet, hvis tid på havet var slut for denne gang.

Desværre måtte vi også sige farvel til Therese, som ellers skulle have været med til Palau, da hun besluttede sig for tage med Rikke og Caroline til Bali et par uger og derfra hjem til Danmark omkring jul. Hun havde fået nyt job, mens hun var væk, og ville derfor gerne hjem lidt tidligere en planlagt (og hun havde døjet med søsyge, så udsigten til fem dage uden land på vej op til Palau var ikke så tiltalende), men hun havde haft en rigtig god og oplevelsesrig tur, så det havde ikke været en nem beslutning at tage afsked.

Velkomst-/afskedsfesten blev holdt på et resort uden for Manukwari, hvor gasterne fra DGI Skibet skulle bo den følgende uge, og hvor størstedelen af besætningen valge at overnatte efter festen for at få mulighed for varme bade, air con, TV og ordentlige senge.

Restauranten havde tilberedt den sail fish, som Jonas havde fanget på vejen tilbage til Manukwari, og dertil bestilte folk forskellige andre retter og drikkevarer. Øjensynligt er alkohol forbudt i området, men vi havde fået overtalt restauranten til at servere øl (dog til uhyrlige ca. 35 kr. pr. dåse!), og en af gasterne fra Amazing havde med hjælp fra en lokal guide, som vi havde mødt ved vores sidste besøg i byen, fundet frem til et sted at købe vodka (til rimelige priser), så det blev ikke en kedelig fest J (der var flere, der lidt ”trætte” dagen derpå).

Restauranten havde lånt os en projektor, så Thomas fra DGI Skibet kunne vise en film med billeder fra hele turen, og Kim fra Amazing kunne vise en film med optagelser af hvalhajerne. Derefter blev der spist, sludret, drukket og danset en masse – godt nok ikke til den lyse morgen, men dog til sent på natten, vores normale sengetid (ofte allerede omkring kl. otte) taget i betragtning. Vi havde en super hyggelig aften, og det var en rigtig god måde at få taget afsked med de gamle og få ønsket de nye velkommen på.

Vi havde besluttet at kickstarte det nye togt med at tage tilbage til det sted, hvor vi havde dykket med hvalhajer ugen før, så de nye gaster også kunne opleve det (og så vi andre kunne opleve det igen, og Ken kunne få filmet noget mere :).

Vi havde i løbet af søndagen fået tanket brændstof og provianteret, men før vi kunne tage afsted, var Kristoffer nødt til at få forlænget sit visum, og det tog desværre lidt længere tid end forventet. Kristoffer var oprindeligt kommet ind i landet på et turistvisum og allerede havde fået én måneds forlængelse (som var løbet ud to dage tidligere). Efter at have tilbragt det meste af mandagen på imigrationskontoret (det var ikke åbent i weekenden) måtte han vende tilbage med uforettet sag: han slap med en mindre bøde for at have oversteget sit visum og var blevet lovet yderligere en måneds forlængelse, men pga. IT-problemer kunne de lokale myndigheder ikke færdigbehandle visumforlængelsen, og han var derfor blevet bedt om at vende tilbage dagen efter (hvilket gav Ken og Anne Sofie en undskyldning for at tage endnu en overnatning på resortet). Der havde de dog stadig IT-problemer, og det var først efter syv timers ventetid – og efter at han selv havde foreslået en alternativ løsning – at han kunne forlade kontoret, ikke med sit pas, men med et brev fra myndighederne om, at han opholdt sig lovligt i landet, og at hans pas befandt sig hos dem (så krydser vi fingre for, at de har fået styr på det hele, når vi tager tilbage for at checke ud af landet, så vi ikke behøver efterlade Kristoffer :). Det var derfor først tirsdag eftermiddag, at vi kunne lette anker og sætte kurs mod hvalhajerne.

Lige inden solnedgang var der bid på én af fiskestængerne, og Daniel kunne hive en flot mahi mahi (88 cm og 3,5 kilo) i land - hans første fisk på turen - som blev lavet til lækker sushi og stegt fisk aftenen efter.


Sejlturen ned gik fint, men der var næsten ingen vind, så vi nåede først frem sent onsdag aften. Desværre begyndte det at regne kraftigt, lige inden vi ankom, så foruden mørket måtte Bibi og Louis kæmpe med silende regn, da storsejlet skulle ned. De klarede det dog fint, og pga. det kraftige regnvejr slap vi for at ferske dækket af og kunne tage regnvandsbad.

Torsdag var det Kim fra Amazings fødselsdag, som blev fejret med pandekager på Orbit til morgenmad og chokoladekage og sundowners på Amazing om aftenen.

Desværre blev dagen ikke fejret med hvalhajer; selvom vi brugte hele dagen på at sejle rundt til de forskellige ”bagans” i området, så vi ikke en eneste hvalhaj – en stor omvæltning i forhold til ugen før, hvor vi ikke oplevede et eneste dyk uden mindst én hvalhaj. Heller ikke næste dag mødte vi nogen hvalhajer (besætningen på én bagan oplyste at have set en enkelt hvalhaj tidligere om morgenen, men den var ikke til at finde), og på tredjedagen sejlede vi ud til den nærmeste bagan allerede inden kl. seks om morgenen og havde dagen inden betalt besætningen for at udfordre med småfisk, men lige meget hjalp det. Pga. tidsplanen kunne vi desværre ikke blive længere end til lørdag formiddag, og vi måtte derfor forlade området med uforrettet sag. Om det f.eks. skyldtes en ændring i vandtemperaturen eller noget andet, eller om vi bare var uheldige, ved vi ikke (og besætningerne på de forskellige bagans kunne ikke tale godt nok engelsk til, at vi kunne spørge dem om det).

Det var rigtig ærgerligt, at de nye gaster ikke fik samme fanstiske oplevelse som os andre (de tog det dog meget pænt) - og at vi andre ikke fik den igen – og det var lidt trist at bruge tre hele dage på at sejle frem og tilbage for ingenting, men vi havde alligevel en rigtig hyggelig tur, og det var en god mulighed for Bibi og Loui til at lære skibet og vores rutiner at kende, inden vi kaster os ud i den lange tur op til Palau.

Efter ankomsten til Manukwari gik resten af søndagen med at tanke brændstof, proviantere og gå på internettet, og så ellers gøre klar til fire-fem dages non-stop sejlads og begyndelsen på det næste store eventyr: det (i hvert fald på Orbit og Amazing) sagnomspundne dykkerparadis, som er Palau!

02.12.12 - Jonas' Rejsebrev

Jeg var på orbit i 23 dage, og på 23 dage har jeg haft mit livs oplevelser og lært rigtig meget om mig selv og lært en flok nye mennesker at kende. Jeg har givet mig selv mange udfordringer og mit mål har været at, når jeg ser tilbage på min tur med Orbit må der ikke være noget jeg fortryder eller tænker "det skulle jeg have gjort" og det har folket ombord hjulpet mig med! 

Alene den sidste uge ombord (hvilket heldigt nok er den uge jeg skal skrive rejsebrev) fik jeg nogle af mit livs fedeste oplevelser! Det ugen begyndte med var et dyk med hele seks! hvalhajer fra 4-10 meter i længden! Og i løbet af ugen fik jeg mulighed for at dykke, snorkle og fodre hvalhajerne helt tæt på, altså nede i vandet. 

Udover vores hvalhaj besøg besøgte vi også en landsby som havde tre veje en kirke og en lille skole, her gik vi fra DGI skibet i land for at lave nogle aktiviteter i forbindelse med vores projekt, og mange af besætningsmedlemmerne både fra Orbit men også fra Amazing valgte at tage med og hjælpe os. Det var super fedt at lave aktiviteter, sprede smil og forklare folket i landsbyen om aktiviteterne, for ingen af dem kunne et ord engelsk. 

Vi fik også holdt en lille fest i løbet af ugen, for at fejre et års dagen for DGI skibet. Men denne uge var for mit vedkommende ikke en ren fest som de forrige uger, for denne uge blev jeg ramt af sygdom. Jeg sov i halvandet døgn hvor jeg ikke har nogen anelse om hvad der skete, udover at der selvfølgelig blev dykket. Inden vi skulle til Manokwari skulle jeg, sammen med tre andre fra Amazing lige have afsluttet advanced dykkercertifikat. Dette kunne vi ikke ved hvalhajerne så vi sejlede videre og fandt en anker plads på vejen imod Manokwari. 

Udover vi alle fire fik afsluttet advanced der fik Anna og Rikke erobret 1. Sallinghorn (8 meter spring fra masten), de greb begge en mulighed og klarede begge springet flot! Jeg selv havde gjort det så jeg måtte mande mig om og prøve 2. Sallingehorn (14 meter spring fra masten), det var noget af en udfordring! Men jeg klarede den og blev det 3. Medlem i den klub, kun sammen med Ken og Daniel. 

Efter mit spring satte vi sejl imod Manokwari, på denne tur fik vi en kæmpe sailfish på krogen og jeg var den heldige fra besætningen der fik chancen for at kæmpe med et af havets hurtigste fisk. Efter en lang og nervepirrende kamp (45 minutter) fik jeg endelig fisken ind og ombord på båden takke været et fantastisk samarbejde på båden og en kaptajn med et godt overblik. Det viste sig at være den længste Sailfish fanget i bådens historie på 2.74 meter og 32 kg.

Skrevet af Jonas

Se resten af billederne fra dette togt i Orbit's galleri.

25.11.12 - Caroline's rejsebrev

Solen er så småt ved at gå ned bag endnu en frodig ø i stillehavets glimtende bølger. Med denne flotte udsigt som ramme er det med et smil på læben, at jeg kan se tilbage på en uge fyldt med store oplevelser. 
Vi startede ugen med at kæmpe os gennem mudderbad, strand og jungle i timevis med det formål at få et glimt af en kæmpe stor havskildpadde af arten leatherbacks. Da det endelig midt om natten lykkedes os at finde en kæmpe stor skildpadde i færd med at lægge æg på stranden, var det alle udfordringerne værd. En helt vild oplevelse, som i virkeligheden har været meget kendetegnende for ugen generelt. Vi har gennemgået en del udfordringer, men har hver gang nået vores mål, hvilket har gjort, at det var det hele værd og mere til. 
Vi har udover leatherbacks også set store flokke af delfiner, som har leget i nærheden af båden, vi har oplevet fantastisk flot natur, og vi har mødt en masse søde og imødekommende mennesker både i byen, men også i de små øfællesskaber. Hver gang vi møder nye mennesker, slår det mig, hvor søde og rare de er. Alle er virkelig gæstfri og vil hellere end gerne hjælpe os med fx at give en hånd med, når poserne skal bæres ud af supermarkedet eller med at give os et praj om, i hvilken retning vi skal gå. Vi er endda blevet inviteret hjem til cola af en nysgerrig og yderst venlig indonesisk dame. Generelt er vi blevet modtaget med åbne arme og nysgerrige blikke overalt i tillæg til et "hallo mister!" også selvom man er pige...
Ugen har vi rundet af sammen med et af havets helt fantastiske dyr: hvalhajen. Det er verdens største og måske mest ufarlige haj, hvilket har gjort, at vi kan komme helt tæt på. Det er en helt unik oplevelse at kunne svømme side om side og overvåge fodringen af en kæmpe hvalhaj. 
Ugen, hvor vi startede ud med at se en kæmpe stor leatherback turtle lægge æg i sandet, har vi nu rundet af i selskab med en af havets helt store herrer. Med andre ord: denne uge vil bestemt ikke gå i glemmebogen, for når man først har været vidne til så store oplevelser, er det okay at gennemgå forskellige strabadser såsom besværlige myndigheder og søsyge. Når ugen er gået, er dette nemlig som bagateller skubbet i baggrunden. Det der i stedet vil stå tilbage, som mindet for denne nu næsten overståede uge, er oplevelser, som for de fleste af os vil blive beskrevet som once in a lifetime i al tid fremover.

18.11.12 - Anna's rejsebrev

9. november ankom Jonas og jeg som de sidste to besætningsmedlemmer på Orbit. De næste ca. 30 dage skal vi bo otte personer her, hvorefter eventyret for os fra DGI skibs gruppen slutter. Inden da vil vi blive en helt masse oplevelser rigere. Vi er af Ken blevet ”lovet” tre store hav oplevelser på vores tur, nemlig at dykke med manta rays og hvalhajer og se leatherback turtles. Eller det vil sige at vi er blevet lovet at sejle hen til steder, hvor det er sandsynligt at møde dem, men det er jo med naturen nu engang sådan, at den jo kun vil det, den vil. Det er bare nemmere at skyde skylden på en eller anden hvis nu de bliver væk, så Ken bliver nok ofret hvis det mislykkedes. ;-)

Her i første omgang går han dog fri fra alt skyld. Denne uge har nemlig stået på den første af de 3 store dykker oplevelser. Vi sejlede fra vores første ankerspot hen til stedet, hvor vi gerne ville se de her manta rays. Stedet er et ”cleaning spot” for Manta rays. Det betyder at der er en hel masse fisk omkring en kæmpe koral, hvor mantaerne så svømmer hen for at blive gjort rene for parasitter af de her fisk. Så snart mantaen ankommer, svømmer alle fisk hen til den for at sætte sig på den og spise parasitterne. På sidste ankerspot havde Jonas, Rikke, Caroline og jeg næsten færdiggjort vores open Water dykkercertifikat, så det tydede på at hvis der var manta rays, ville vores allerførste dyk være et af de vildere.

De var en flok fra Amazing der dykkede derned først, så vi på Orbit ventede alle i spænding for at se deres reaktion, da de kom op. Da de kom op, var de yderst tilfredse. De havde set hele 8 manta rays dernede, så det kunne jo ikke blive bedre. Vi blev vildt glade, og kunne slet ikke vente til det blev vores tur. Vi fik lynhurtigt gjort det hele klar, og tog så derud hvor vi skulle dykke.

Da vi kom ned satte vi os alle sammen på havbunden, for at følge det kæmpe show med Manta rays der foregik lige for næserne af os. Det føltes som om, jeg sad og så en undervandsfilm bag min dykkermaske. Det var slet ikke virkeligt, at så flotte og store dyr skulle svømme rundt lige for næsen af mig, og så i allerførste dyk. Det var helt vildt. Som nybegynderdykker er det vildt frustrerende, at man ikke kan vise sin begejstring på samme måde under vand som over vand. Så de jublende arme blev brugt meget ofte, på de 45 minutter vi var under vand. Det var især i de situationer hvor mantaerne kom svømmende lige hen over hovedet på os, at jublen brød løs, i det omfang det nu kan under vand. Det var uvirkeligt og helt fantastisk på samme tid.

Da vi kom op var vi alle ellevilde. Selv de mere erfarne dykkere som endda før havde set manta rays, var helt oppe og køre. Resten af dagen gik, med at alle kom ned, og fik denne fantastiske oplevelse. Dagen efter fik vi igen muligheden. Det var ikke meget vi så til Ken. Han nåede helt op på SYV dyk af syv mulige. Der var lettelse at spore i kaptajnen ansigt, og glæden ville ingen ende tage. Selv efter det syvende dyk råbte han stadig: FEDT MAN!! For os nybegynder kunne vores første dyk ikke blive meget bedre. Man må sige at standarden for vores fremtidige dyk er sat meget højt.

I går fredag lagde vi til ved en landsby natten over. Vi manglede grøntsager og vand så vi tog ind til byen for at finde noget. Vi havde en masse dunke med, så vi skulle først og fremmest finde det vand sted. Byens borgere var meget villige til at hjælpe os, og rigtig mange var ved at tabe kæben ved synet af en flok hvide danskere. Det var skønt at mærke den gæstfrihed som man altid mærker når man kommer til sydligere himmelstrøg. Henne ved det sted vi kunne få tanket vand var de meget begejstrede for, at vi kom. Jeg tror ikke, de er vand til at der kommer 9 mennesker med 2 kæmpe dunke i hver hånd. Det betød jo bare arbejde til dem, og de ville gerne fragte det ned til vores dinghy. Udenfor stedet stod også en dame, som bare simpelthen var så glad. Hun kunne ikke et ord engelsk. Hun morede sig helt vildt over at drengene næsten var for høje til at gå igennem døren. Det er de ikke lige vandt til med deres små mænd i Indonesien. Selvom jeg ikke kunne kommunikere med hende gennem mit sprog, fik jeg alligevel lavet lidt sjov med hende ved for eksempel at imitere, at jeg gik ind i døren og med få ord som ”boiiing” og ”dunk dunk” med hovedet forstod vi hinanden, og havde vi det alligevel rigtig sjovt. Kropssproget kan man komme rigtig langt med og ved at blive kastet ud i situationer hvor det er det eneste man har at kommunikere med, kan man rigtig få det øvet og udviklet. Det er jeg sikker på, jeg vil få øvet mig på, på denne tur. Det er i hvert fald en af de ting der er rare at kunne når man kommer til det store udland hvor ikke alle taler engelsk.

Vi har haft en rigtig begivenhedsrig uge som vi i dag og i morgen afslutter med en lang sejlads på 1½ døgn. Vi har til mål at nå ud til stedet hvor vi er blevet ”lovet” at kunne se leatherback turtles. Om Ken forsætter med at holde sit ord må i få af vide i næste rejsebrev. Vi er i hvert fald rigtig spændte på hvad næste uge byder på af eventyr her på Orbit. 

04.11.12 - Therese's rejsebrev

Solnedgangen, der farver himlen rød, forvandler dagens grønne palmer til sorte silhuetter, nattens stjerner der blinker blidt, månens elegante lys der spejler sig i havet, fuglene der har sunget hele dagen hvisker godnat og cikaderne overtager fulgenes sang og gør det til sin egen vuggevise. Alt dette gør stillehavsnætterne til noget af det mest romantiske jeg længe har oplevet.

Ved dagslys ses havets mange fantaster: Mahi mahi fisk jager flyvefisk, som tidligere på dagen har suset over havets overflade for at genere trætte fugle der lå og hvilede, så de måtte lette. Havets hurtigste fisk, Mr. Sailfish, springer op af havet ikke langt fra os, men naturligvis uden at falde for vores dumme fiskestang, som den i øvrigt med sin selvsikkerhed er ret sikker på at komme fri af, hvis den endelig skulle få lyst til at bide på. En enlig mantaray svømmer stille rundt og finder dagens føde i overfladen, så tæt på at vi kan side på båden og iagttage den, et fantastisk syn. Når vi sejler følger legesyge delfinder efter mens de springer og udstøder sjove skrig foran båden. En af havets kæmper har også valgt at give sig til kende – i alt seks spækhuggere (to unger og fire voksne) synet af en spækhugger der springer op af vandet 10 meter fra båden, er intet mindre end en ubeskrivelig oplevelse. Dens mange ton efterlader havet i en søjle, når den atter rammer overfladen, det er et sjældent syn.

Havet giver mig ro til at tænke, mens en inspirerende vind stille suser ind over mig i ny og næ. Det handler om alt fra job og bolig til kostvaner. Det at være her ude, så langt fra ingenting, giver mig lyst til at bo tættere på familien, måske lokke dem til at gå nogle ture sammen og nyde den danske skov og strand, lige så meget som jeg nyder Stillehavet.

Til alle jer der hjemme: Jeg har det godt, nyder naturen og glæder mig til at se jer alle sammen igen. Pas godt på jer selv og nyd vinteren og julen for mig.