18.11.12 - Anna's rejsebrev

9. november ankom Jonas og jeg som de sidste to besætningsmedlemmer på Orbit. De næste ca. 30 dage skal vi bo otte personer her, hvorefter eventyret for os fra DGI skibs gruppen slutter. Inden da vil vi blive en helt masse oplevelser rigere. Vi er af Ken blevet ”lovet” tre store hav oplevelser på vores tur, nemlig at dykke med manta rays og hvalhajer og se leatherback turtles. Eller det vil sige at vi er blevet lovet at sejle hen til steder, hvor det er sandsynligt at møde dem, men det er jo med naturen nu engang sådan, at den jo kun vil det, den vil. Det er bare nemmere at skyde skylden på en eller anden hvis nu de bliver væk, så Ken bliver nok ofret hvis det mislykkedes. ;-)

Her i første omgang går han dog fri fra alt skyld. Denne uge har nemlig stået på den første af de 3 store dykker oplevelser. Vi sejlede fra vores første ankerspot hen til stedet, hvor vi gerne ville se de her manta rays. Stedet er et ”cleaning spot” for Manta rays. Det betyder at der er en hel masse fisk omkring en kæmpe koral, hvor mantaerne så svømmer hen for at blive gjort rene for parasitter af de her fisk. Så snart mantaen ankommer, svømmer alle fisk hen til den for at sætte sig på den og spise parasitterne. På sidste ankerspot havde Jonas, Rikke, Caroline og jeg næsten færdiggjort vores open Water dykkercertifikat, så det tydede på at hvis der var manta rays, ville vores allerførste dyk være et af de vildere.

De var en flok fra Amazing der dykkede derned først, så vi på Orbit ventede alle i spænding for at se deres reaktion, da de kom op. Da de kom op, var de yderst tilfredse. De havde set hele 8 manta rays dernede, så det kunne jo ikke blive bedre. Vi blev vildt glade, og kunne slet ikke vente til det blev vores tur. Vi fik lynhurtigt gjort det hele klar, og tog så derud hvor vi skulle dykke.

Da vi kom ned satte vi os alle sammen på havbunden, for at følge det kæmpe show med Manta rays der foregik lige for næserne af os. Det føltes som om, jeg sad og så en undervandsfilm bag min dykkermaske. Det var slet ikke virkeligt, at så flotte og store dyr skulle svømme rundt lige for næsen af mig, og så i allerførste dyk. Det var helt vildt. Som nybegynderdykker er det vildt frustrerende, at man ikke kan vise sin begejstring på samme måde under vand som over vand. Så de jublende arme blev brugt meget ofte, på de 45 minutter vi var under vand. Det var især i de situationer hvor mantaerne kom svømmende lige hen over hovedet på os, at jublen brød løs, i det omfang det nu kan under vand. Det var uvirkeligt og helt fantastisk på samme tid.

Da vi kom op var vi alle ellevilde. Selv de mere erfarne dykkere som endda før havde set manta rays, var helt oppe og køre. Resten af dagen gik, med at alle kom ned, og fik denne fantastiske oplevelse. Dagen efter fik vi igen muligheden. Det var ikke meget vi så til Ken. Han nåede helt op på SYV dyk af syv mulige. Der var lettelse at spore i kaptajnen ansigt, og glæden ville ingen ende tage. Selv efter det syvende dyk råbte han stadig: FEDT MAN!! For os nybegynder kunne vores første dyk ikke blive meget bedre. Man må sige at standarden for vores fremtidige dyk er sat meget højt.

I går fredag lagde vi til ved en landsby natten over. Vi manglede grøntsager og vand så vi tog ind til byen for at finde noget. Vi havde en masse dunke med, så vi skulle først og fremmest finde det vand sted. Byens borgere var meget villige til at hjælpe os, og rigtig mange var ved at tabe kæben ved synet af en flok hvide danskere. Det var skønt at mærke den gæstfrihed som man altid mærker når man kommer til sydligere himmelstrøg. Henne ved det sted vi kunne få tanket vand var de meget begejstrede for, at vi kom. Jeg tror ikke, de er vand til at der kommer 9 mennesker med 2 kæmpe dunke i hver hånd. Det betød jo bare arbejde til dem, og de ville gerne fragte det ned til vores dinghy. Udenfor stedet stod også en dame, som bare simpelthen var så glad. Hun kunne ikke et ord engelsk. Hun morede sig helt vildt over at drengene næsten var for høje til at gå igennem døren. Det er de ikke lige vandt til med deres små mænd i Indonesien. Selvom jeg ikke kunne kommunikere med hende gennem mit sprog, fik jeg alligevel lavet lidt sjov med hende ved for eksempel at imitere, at jeg gik ind i døren og med få ord som ”boiiing” og ”dunk dunk” med hovedet forstod vi hinanden, og havde vi det alligevel rigtig sjovt. Kropssproget kan man komme rigtig langt med og ved at blive kastet ud i situationer hvor det er det eneste man har at kommunikere med, kan man rigtig få det øvet og udviklet. Det er jeg sikker på, jeg vil få øvet mig på, på denne tur. Det er i hvert fald en af de ting der er rare at kunne når man kommer til det store udland hvor ikke alle taler engelsk.

Vi har haft en rigtig begivenhedsrig uge som vi i dag og i morgen afslutter med en lang sejlads på 1½ døgn. Vi har til mål at nå ud til stedet hvor vi er blevet ”lovet” at kunne se leatherback turtles. Om Ken forsætter med at holde sit ord må i få af vide i næste rejsebrev. Vi er i hvert fald rigtig spændte på hvad næste uge byder på af eventyr her på Orbit.