Sorong, West Papua, ankomst Orbit og
et brag af en sanseoplevelse
Kl. er 17:20, ca
24 timer efter Københavns lufthavn og vi lander med det lille turboprop
fly blandt græssende køer, forboldspillende Papuanere og horder af scooterfolk,
der ser med på dagens fly fra Manado. Jeg er forunderlig frisk efter et hop
over 7 tidszoner, og ser frem til at hilse på teamet fra Orbit. Båden og
de 5 andre ombord skal være mit hjem den næste måned.
Hvem er de? Kommer jeg til at
trives? Hvordan skal jeg klare måltiderne med fisk, Hvordan er båden? Hvad er
Papua .. . .. .? Hovedet er fuld af spørgsmål.
Jeg blir hilst velkommen af en
smilende Anne Sofie, og 15 minutter efter står vi midt i den brogede flok af
gadesælgere, børn og gamle på færgekajen. Jeg er omgivet af 100vis af smilende,
nysgerrige Papuanere og Indonesere, der udbød alverdens miks af sodavand,
snacks og småmåltider. Så dukkede Kenneth op i dinghien og kl. 18:00 border
vi Orbit.
Hun er lige præcist det smukke,
robuste langtursskib jeg havde forestillet mig, faktisk mere. 16 tons stål,
gennemtæsket på de store have siden 1986 og masser af gennemtænkte løsninger,
der gør hende perfekt til ekspedition og dykning. Orbit er ankret op ud
for færgeteminalen. Her er ingen lystbådehavne, vi er blot et skib som de
andre. Nogen fragter korn, nogen fisk, nogen dagligvarer, nogen de lokale
mellem øerne, og Orbit fragter eventyr.
Kenneth, Christoffer, Therese og
Anne Sofie byder velkommen. Nu er vi 5 og glæder os til at gense skipper Ken i
morgen. Ken er et par dage i Jakarta for at arrangere udrustning der skal
ankomme til Palau om 3 måneder inden der sejles mod Polyniesien.
Under udpakningen dukker der
pludselig en grufuldt tanke op i mig. Da jeg søvndrukken i flyet satte
Ipaden i sædelommen: F... , der måtte den stadig være. For den var ikke til at
finde !!! Vi gennemgik mulighederne og enedes om at bedste sats var at være
på flyvepladsen kl. 05:30
lørdag, og checke flyet. De fløj jo
ikke om natten, så best choice. Så 05:10
lørdag morgen var Anne Sofie og jeg
bagsædepassagerer på hver sin knallertscooter, der drønnede af sted mellem
morgenmylderet. Ind sprang vi i "lufthavnen", igennem check-inpulten,
ud på banearealet med blikket stift rettet mod "mit" fly, som stod
der, men med flightlys på. Det skulle til at taxie!! Jeg nåede ikke så lang,
blev hurtig "omringet" af venlige officials der ikke mente der var en
god ide, at borde flyet, sådan på egen hånd. Den gode slutning blev at at der
pludselig dukkede en mørk gut op, holdt noget alu-agtigt op, og gjorde tegn.
Var det den ???? Om jeg var lykkelig? Alene i en ny kultur, kunne ikke sproget,
værdien af en IPAD svarer måske til 3 måneders løn her i området, og der stod
han bare. Var det min :-)))))
Lørdag aften og 24 timer efter ankomst, nu er historierne om
de mange oplevelser begyndt at komme på bordet.... den nyeste var ikke så fed.
Dinghyen var blevet stjålet 2 dage før. Den have de fundet igen, men uden
motor. Så lærdommen hedder wire og lås, hver nat. Så Sorong gemmer også på
nogle skumle typer og jeg registrerer, at midt i begejstringen for det nye, så
er vi alene. Bør altid være på dupperne.
Vi har brugt dagen på at shoppe.
Ikke lige tøj m.v., men forplejning til 4 uger for 6 mand. Utroligt hvordan
60-80 bags forsvinder nedenunder og indeholdet finder sin vej rundt om i
skibets rum. I siderne, under dørken, i skabene - og i snedige beholdere på
dækket. Kenneth og Christoffer er gået i gang med at "konservere"
alle grøntsager. Først "afsyring" i saltvand (væk med insekter,
kakkelakker m.v), så afsaltning i feskvand, så tørres godt igennem - og til
sidst rulles gulerødderne ind i WC-papir som fugt beskyttelse.
Sorong by day har været et
kulturskift af de store. Jeg er helt opslugt og allerede ved at lade mig
integrere i al det fremmedartede. Larmen, affaldet på gaden, trafikmylderet,
det myldrende liv. Transportsystemet fungerer dels med små taxis (de flest er
rustne uden inderbeklædning i dørene, rattet slingrer lidt, men som regel med
en festlig chaufør bag rattet). Standardprisen er 2.000 rupia pr. person, ca.
1,25kr.
En af dagens skønne oplevelser
var da Therese og jeg var på vej til hotel Meridien for at købe adgangspas til
Raja Ampat. Vi passerer gaten til havnen, vinker og siger hallo til vagterne,
og en gør tegn om vi vil køre med ham på hans motorcykel/knallert. Vi tror det
er mod betaling og siger venlig nej tak. 2 minutter efter dukker han op iført
hjelm og peger på sit hjerte flere gange. Det er gratis. Han, Danni vil bare
gerne hjælpe. TRE på en knallert, på et sæde til 2 - og sådan lidt tæt op ad en
fremmed? ? ? Well, er vi eventyrere eller kyllinger, så Therese og jeg hopper
op. Så går turen ind og ud mellem taxier, og Danni begynder at råbe Papua,
Papua og vinke til folk på vejen. Han elsker sit land og vil af med
Indoneserne, så mens vi snor os gennem trafikken enes han og jeg om at han skal
være transportminister i det nye selvstændige Papua. Ja, fantasierne og humoren
mangler vist ikke.
Om aftenen havde vi spist på cafe
Le Jola, her fik vi turens prischok: 160kr for en middag? Ja, det var rigtig,
men var for os alle 8 (vi havde et par med fra en anden båd), men så
havde vi også ret til at drikke de medbragte øl og vand.
Befolkningen er storsmilende, og
hjælpsomme, lige så nysgerrig som jeg, alle tager billeder af alle.
Havnepolitet af os, vi af dem, taxachauførerne af os - langsomt går det op for
mig at vi er sjældne fugle. Europærere i et samfund med få turister. Når
noget kræver opmærksomhed stimler 8-10 sammen, storsmilende. Nu er der en
opgave, nogen der kan hjælpes, lad os få en oplevelse ud af det.
- alt dette kun 48 timer
efter København. Kontrasterne sidder stadig i mig. Hvordan mennesker og
kulturer finder deres veje til at finde glæde og eksistensmuligheder, trods
barske og forskelligartede omstændigheder.
Abstineserne er ved at krybe ind
over mig. Intet internet i en måned, uha.
3 dage blandt svampeøer i Kabui-bugten
Tirsdag den 9/10 kl. 05:30 tager
vi afsted fra Sorong, der skulle først ordnes Visa, og det tager det meste af
dagen på disse breddegrader. En kildrende fornemmelse at stævne ud mellem de
hundredevis af fiskerbåde, nu slap vi for alvor civilisationen. We are on our
own! Om eftermiddagen
når vi frem til Waigeo, efter
52mil i NV-retning fra Sorong. Undervejs bed der pludselig en Mahi-Mahi på
vores madding og Stoffer landede den i flot stil. 83cm og 2,4 kilo. Fra
fangsten til den lå fileteret klar til køleskabet gik der 12minutter.
På Waigeo vælger vi den sydlige
Kabui-bugt, der afgrænser Wam og Kabui, ikke den nordligere Maylibit bugt. For
som skipper Ken tørt bemærkede "det er det lokale tilholdssted for
saltvandskrodiller". Var det en spøg? Tiden vil vise det. Så ankres der op
blandt de karakteristiske mushroom øer, et sceneri der er så fremmedartet at
det bringer erindringer frem on naturen i filmen "ringenes herre".
Vi ligger nu på position 0 25.380 syd og 130 34.164 øst, alene uden
nogen tegn på civilisation. Mushroom øerne og hovedøe er komplet bevokset med
junglebevoksning og palmer. Kenneths fantastiske grillede grøntsager nydes midt
i den mørke tropenat. Jeg mærker glæden og tilfredsheden. Jeg kom af sted, jeg
er her, jeg er midt i eventyret - og med hyggelige rejsekammerater hvor vi
aldersmæssigt spænder fra 22 til 69 år. Forunderligt så aldersforskellen
udviskes, alle deltager i de mange praktiske ting om bord.
Dagen efter skal der dykkes. Ken
instruerer Kristoffer og Therese. Lægger vægt på sikkerhed, sikkerhed og
sikkerhed. Det er tydeligt at Ken trives i rollen som instruktør. Jeg kigger
med og lærdommen fra mit certifikat for 17 år siden dukker op. Da vi lidt
senere står i 1,5 meter vand, på koralsand, omgivet af jungle føler jeg mig
lysår fra træningen i svømmebassinet på Marienlyst. Her i dykkermekaet Raja
Ampat på "egen" køl gir det lidt mere mening.
Næste morgen tager Ken og jeg
vores første time under vandet. Hvor rusten er jeg? Faktisk forbløffende
intakt. Der mangler dog lidt fintuning i at holde den vertikale afbalancering.
Det skal nås ved næste dyk. Ved hjemkomsten til Orbit blev vi mødt af en
superglad Kenneth. Han havde dagen før spottet en Midnight snapper, var
overbevist om at den holdt til et bestemt sted, og gået på jagt efter den med
bådens harpun, i fridyk på 9 meters dybde. Og han fik den, 50 cm og 3 kilo. Om
har var stolt? ? ?
Dagen bød på 2 dyk. Jeg kan mærke
der er ved at komme lidt mere sikkerhed over processerne. Føler mig
klar til open water dives. Vi nåede også en sightseeing trip i floden /.
kaanalen, der ...... . Fed fornemmelse at komme drønende ad en
krystalklar vandvej, med urskov, jungle og. på. begge sider. Undervejs
gjorde vivstop. ved en stor. klippehule, befolket med 100vis af
"flyvende hunde", kæmpeflagermus ....
Ankomst til Bountyland
Lørdag ankrer vi op mellem 2 små
øer, lidt udenfor østkysten af Wam på position 00.28.565' syd og
130.31.840 øst. Ren Bounty ! Stoffer og jeg foretog en landgang, og jeg
checkede kokospalmerne ud, der var laaaangt op. Måske man skulle medbringe en
kraftig slangebøsse en anden gang? Dagen slutter med et Open Water træningsdyk.
Svævende i 12-18 meters dybde lader vi strømmen føre os forbi et facsinerende
sceneri, ren akvarie. Fiskene er bare flere, smukkere og større.
Det var så min tjans at give alle
Orbitfans en smagsprøve på begyndelsen af et eventyr, der skal vare 4 uger
endnu.
Skrevet af Thor
Ingen kommentarer:
Send en kommentar