Vi havde sat af sted fra Doruba, Morotai, forhåbentligt for
sidste gang. Vi havde ventet flere dage på at et skib skulle komme med benzin
så vi kunne få fyldt op. “I morgen” havde svaret været et par dage i træk
indtil de til sidst havde meldt ud af det nok først kom tirsdag. Vi var sejlet
ned ved en lille ø lidt syd for Doruba, så vi kunne dykke og hygge på Anne
Sofies fødselsdag. Om morgenen den 18. havde vi sejlet tilbage til Doruba og
skibet med benzin ankom som planlagt. Så her var vi, frie igen. Jeg sad I
cockpittet Sammen med Ken og Anne Sofie. Vejret var dejligt. Sol, varme og ”Du
er så smuk og dejlig” med Natasja spillede fra de små højtalere. Vi sejlede
foran for tværs med vinden ind fra styrbord, den dominerende halse nu hvor vi
bevæger os mod sydøst. Vindretningen her er ret konstant. 
Næste nummer var
”Everything Glows” med D-A-D. Jeg rejste mig og stillede mig ud på
badeplatformen, kiggede ud i luften. Ken vendte sig og lidt efter sagde han
”der er noget mørkt derude hva!” Jeg fokuserede. ”wow, ja”, vi blev ved med at
se mod fronten. ”Bad Craziness” spillede nu fra højtalerne. Fronten kom tættere
på, bevægede os ind på os skråt bagfra. ”Vi reber storsejlet i første reb”
sagde Ken. Genoaen var allerede taget ind. Klaus kom op og hjalp til mens vi i
bikini og boxers i høj sol og 6 m/s fik rebet stoeren. Ken fik lige ladet
vandet og jeg fik taget et par billeder af fronten inden det begyndte at blæse.
Jeg stod stadig med kameraet i hånden på bænken bag rettet da jeg få minutter
efter hørte Anne Sofie sidde og sige tal 28, 28.5, 28,8 Hvad var det hun lavede?
Så gik det op for mig at hun sad og læste op fra vindmåleren. Vi krængede en
del. Jeg stod og kiggede ned i det mørke brusende vand. 
Havde jeg taget et
skridt ud i luften ville jeg være landet i vandet på bagbord side af båden. Vi
kaldte Amazing som lå et stykke fra os og sagde de nok måtte se at få rebet
deres sejl. Ken beordrede os alle ned og sidde i cockpittet og Kenneth hentede
redningsveste. Kenneth var kommet op da han hørte os rebe sejl. Han blev noget
overrasket over den drejning vejret havde taget. Han troede han skulle op i
solen og chille med os andre. Snart begyndte det at regne. Vi kunne ikke
længere se Amazing og vi kaldte dem over radioen igen for at høre om de var ok.
Det var de. Regnen tog til og vinden fik det til at fyge med skum og sprøjt
henover bølgerne. Det var vildt, men langt fra ubehageligt. Vi havde fået rebet
i tide og alt på dæk var surret godt fast. Bølgerne havde slet ikke haft tid
til at bygge sig op, så der var overskud til at tage alle indtrykkene til sig.
Snart lagde vinden sig igen og vi fik en fed videre sejlads. Natten startede
stjerneklar og da jeg stod op til min vagt kl. 05.00 var der stadig stjerner på
himmelen. Det er altså unikt at stå der alene bag rattet om natten. Man mærker
vinden mere intenst, stjernerne blinker og tankerne flyder af sted eller også
går de helt i stå, det betyder ikke noget.
Det var den 20 september. Vi stod op, trak ankeret op og
satte sejl. Ken; ”Hvis nu vi får en fisk på krogen, så slækker du ud i genuaen
Anne Sofie, Klaus du haler genuaen ind og Pil du tager fight bæltet på..” – og
da lød det trillende tiktiktiktik, alarmen der siger at linen løber. Vi sprang
op, lidt forvirring. ”På med selen, det skal gå stærkt” råbte Ken. Jeg fumlede
med spænderne, fik fiskestangen sat i holderen mellem lårene. Jeg registrerede
Kenneth stramme selen om livet på mig og Ken sætte karabinerne på, jeg var
allerede i gang med at rulle linen ind. Jeg havde kun rullet hjulet et par
gange da min biceps begyndte at syre til. ”Det kan godt være jeg behøver lidt
hjælp til den her” sagde jeg anstrængt, men det kunne jeg ikke få. ”Du må ikke
lade den hvile” hørte jeg Ken sige. Jeg gav den alt hvad jeg havde. Nogle gange
gav fisken vildt meget modstand hvor jeg kun kunne dreje hjulet en anelse,
andre gange kunne jeg hjule ind bedende til at den ikke var hoppet af, for så
lettet at kunne mærke den give modstand igen. Sådan fortsatte det lidt, men så
kunne jeg se noget skinne i overfladen et stykke fra båden. ”Jeg kan se den”
sagde jeg glad. Det var ikke en lille fisk. Da den var kommet op til båden
satte Ken en krog i den og hev den om bord. En syv kg, 83 cm Dog Tooth Tuna. 
Vi
satte genuaen igen og jeg fileterede fisken mens vi satte derudaf foran for
tværs mod en gruppe bjergrige øer i horisonten. Vi sejlede helt tæt op langs
øerne hvor stejle uvelkomne klipper rejste sig fra havet. Store oceaniske
dønninger skyllede op mod klipperne og sendte meterhøje skumsprøjt mod
himmelen. Amazing der ikke kunne gå så højt til vinden som os nærmede sig fra
modsatte halse. De smuttede foran os ind gennem en passage mellem to øer. Vi
fulgte efter. Vandet krappede vildt i den stærke strøm. Vi strøg igennem med
6,5 knob, drejede til højre og kom ind i roligere vand, landskabet åbnede op.
Shit det var fantastisk, det kriblede inden i. Kunne vi mon finde en ankerplads
her?
Det mindede utroligt meget om de øer vi fandt ved Wayil. Små øer med
stejle forrevne bjergsider overgroet i tropisk vegetation, nye lyde.. You know
the drill. Amazing var kommet ind på en fornuftig dybde og lod ankeret gå. Yes,
vi kunne blive. Vi var efterhånden kommet ind i rutinerne og det var effektivt
at vi fik smidt anker, af saltet båden og sat gummibåd og kajakker i vandet. Anne
Sofie og jeg tog af sted på opdagelse mellem øerne i kajakkerne. Vi fandt ind i
en kløft mellem to øer, hvor mangrove træerne voksede tæt så vi måtte sno os
igennem, rundt om de træer der stod i midten af løbet og vi var nødt til at
lægge os ned i kajakkerne så vi kunne komme under væltede træer. Vandet var
lavt og klart og vi kunne se fiskene flygte som vi nærmede os.
Til sidst kunne
vi ikke komme videre og vi måtte vende om. Vi inviterede Amazing over til tun
til aften og den sidste bid chokoladekage. Om aftenen sad jeg alene ude på
dækket, kiggede på stjerner og sendte tanker til folk jeg holder af indtil
månen forsvandt bag en af øerne. Peace in mind. Efter en udfordrende dykkerdag
ved Pulau Wayag, sushi og sashimi til aften og en god nats søvn var vi på havet
igen. Næste ankerplads var lige ved Stait Kabui. 
En time efter sad vi i kajakkerne. Strømmen var stilnet af, og med en
smule medstrøm flød vi gennem kanalen og kunne nyde den frodige jungle,
fuglelydene, en fiskeørn der næsten besluttede sig for at fange en fisk, store
sommerfugle og den heftige summen fra cikaderne. ”Se dér!” sagde Kenneth. Der
var et lille trekantet hul i klippevæggen til højre. Vi drejede derover. ”Der
skal vi ind, der er noget derinde, jeg tror vi kan komme derind” sagde jeg. Og
lige akkurat, med en smule fart og hænderne på klippesiderne kunne vi trække os
igennem. To krabber kravlede på siderne og barnarcles sad i et med den fugtige
forrevne klippevæg. Det gav et sus gennem mig. Jeg prøvede at orientere mig
mens mine øjne vænnede sig til lyset derinde. Jeg kiggede op, kunne se træer og
palmer over os. Et plask og det gav et ryk i mig, jeg kiggede ned i vandet. Der
var fyldt med fisk. Det var er ca 40 m2 skjult bassin med
krystalklart vand, hvide sponges og røde og lillae soft corals.
Tilbage ved
bådene var de i gang med at trække ankerne op. Mennes Kenneth og jeg havde
været af sted i kajakkerne havde Ken, Anne Sofie, Kim og Rasmus dykket igennem
kanalen og tjekket dybden. Over 3,5 m. De havde besluttet at vi skulle sejle
igennem for motor.
Kanalen var ikke bredere end 30 meter og bugtede sig gennem
landskabet. Amazing stikker en meters penge lavere end os, så vi lod dem føre
an gennem kanalen. Ken kravlede op i masten og Klaus stod bag rattet. Jeg gav
kontinuerligt dybdemeldinger til Ken der dirigerede os uden om rev og store
koralknolde. Det blev til tider ret intenst ”5-4,5-4,0-3,9-3,8-3,7-3,6-3,5-3,4…”,
og jeg følte mig som en opråber på en fiskeriauktion kort før lukketid. Helskinnet
igennem kanalen befandt vi os igen i en af de her små fantastiske øriger. Vi
fandt en ankerplads og kunne for første gang nyde en blikstille nat hvor stjernerne
og månen genspejlede klart i vandet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar