D. 5 marts var der afgang mod øgruppen Sorol, og efter knap fem dages
sejlads og en rimelig hård sø, nåede Orbit sit mål. Sorols palmer og hvide
sandstrande bød det glade crew velkommen. Men Sorol har budt på meget mere end
palmer og sandstrande, for naturrigdommen på denne atol er næsten ubeskrivelig.
Men her gøres et forsøg…
Havskildpadder i hobetal, endda havskildpadder der ligger i overfladen og
har gang i et parringsagt. Med snorkel kan man komme helt tæt på og opleve
denne bemærkelsesværdige situation, ellers hilser de mange skildpadder
nysgerrigt på når vi dykker. Hajer, hajer, og flere hajer...grey reef sharks,
white tip og black tip. I starten var det for nogen af os (bl.a. undertegnet)
noget angstprovokerende, at de selv på en lille snorklingtur skal dukke op lige
foran næsen på én, men efter noget tid er angsten erstattet med en fascination
af dette smukke rovdyr. Når man ligger og kæmper med strøm, boyancy eller en
maske der dugger, og dette dyr kommer svømmende forbi (mod strømmen) med en
fuldkommen ro, en utrolig elegance og en muskulatur, der kun kan imponere, kan
man ikke andet end at nyde synet…ret fantastisk.
Efter nogle dage på Sorol fik Orbit sat sejl i dykningen. Højdepunktet for
mange af os, var da Kaptajn Ken spottede et dykkersight uden lige. På kanten af
revet, ydersiden, med udsigt til det store blå og med koraller og et lieben som
kun ses i akvarier. Stimer af Big Eyed Jacks, Rainbow Runners, 30 Grey Reef
Sharks, gerne nogle skildpadder og koraller der ved nærmere eftersyn er helt
fyldt med Anthias (små gule og lilla fisk – ca. 3cm). Alle dykkere måtte huje,
da vi efter 50 minutter på 23meter nåede overfladen… og det fortsætter for
udover ovenstående har vi mødt grindehvaler, delfiner, en ø der er beboede af diverse
fugle – en oplevelse der både minder om Hitchcocks ”Fuglene” og samtidig giver
én gåsehud over fuglenes skønhed og overvældende antal, tonsvis af eremitkrebs,
spotted eagle rays, øgle lignende leguaner og meget mere…Altså næsten mere end
vi har kunne fordøje.
Roen har også lagt sig over crewet. Kajakkerne bliver flittigt taget i
brug, et slag whist eller Risk bliver nydt og diverse kreative madretter bliver
anrettet. Yoga på strandbredden, en overnatning i telt, solnedgang med en
øllemad i hånden, ”Vi, de druknede”, en friskfanget fisk på grillen og uhhhhh
hvor er det mega lækkert det her.
I morgen går turen mod Woleai, en ø ingen ombord har oplevet, så det er
både med spænding og tristhed vi forlader paradiset Sorol.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar