Kiribati Independence Day
Af Mathias Hilkøb Jakobsen
At være en del af noget så
upersonligt som et andet folks frihedsdag, er en ganske fed oplevelse. Især et
folkefærd så anderledes fra de Skandinaviske som Kiribatis folk er.
Festlighederne var startet
dagen forinden med en skønhedskonkurrence. Vi fandt aldrig ud af, hvem der
havde vundet eller om det var både for mænd og kvinder. Vi var lidt kede af, at
vi havde gået glip af det, men der var masser af oplevelser i vente.
Vi tog derind om formiddagen
den 12 juli, og straks blev vi mødt af børn og en skæv mand, landsbytossen, som
viste os, hvor ceremonien blev holdt. Vi kom lidt for sent, der stod allerede børn
i nydeligt opstillede grupper i forskellige rækker foran os. De var klædt ud i forskellige
farver og mønstre og alle grupper havde et banner fra deres skole. Der blev
hurtigt lagt mærke til os, peget og grinet, vi var de eneste turister på øen
den dag. Børnene blev ledet af en voksen, som skulle sikre at de blev holdt i
takt samt bevarede disciplinen. Et
utaknemmeligt hårdt arbejde, for der blev kastet rundt med hattene og leget
rundt omkring.
Da ceremonien begyndte, gik
børnene rundt i takt i en stor firkant med en fanebærer i front og nogle havde
også en fyr med tromme som slog rytmen an. Det var dog kun de lidt ældre i
teenagealderen, som havde det. Samtidig var der et par taler i talerstolen, som
var rettet mod børnene. Det var alle ældre mennesker, som holdt talerne, det
virkede som fornuft og fælleskabet de snakkede om, men jeg kunne ikke forstå
det, da det var på det lokale sprog. Men jeg tror, jeg fangede essensen af det.
Bagefter gik børnene ud, væk fra den store græsplæne det blev holdt på, i et
stort optog, først den ene klasse, så den anden og så den sidste. Disciplinen gik
lidt itu, da børnene så, at vi stod og tog billeder af dem. Så ville de lige
skære ansigter og kaste håndtegn til kameraet. Da alle børnene var blevet
eskorteret ud var der pause. Børnene fandt deres forældre og hinanden.
Vi tog tilbage til båden for
at spise frokost og tog ind igen tidligt om eftermiddagen, bare Lotte, Kira og
jeg. Nu var tiden inde til, at det var de voksne, der gik i gang med konkurrencer.
Det er en tradition på hele Kiribati, at mændene skal bryde. Der var seks mænd
i en firkant, der holdte øje med deltagerne og så var det to forskellige
brydere for hver runde. Før de begyndte at bryde, skulle bryderne tjekkes. Der
blev kigget i munden og på hænderne efter ting der kunne rive eller skade.
Efter det skulle de strippe ned til underbukserne og have et sjal fra hofterne
ned til slutningen af lårene. Når det var gjort, skulle bryderne kramme
venskabeligt for at vise respekt og godt humør, og efter alt det begyndte de at
bryde.
I starten stod de og trippede
lidt sammen, stod og holdt godt fast i hinanden og så, lige pludseligt,
begyndte de at kaste rundt med hinanden. Nogle gange blev det ret voldsomt,
nogle gange blev det bare komisk. Bryderne tabte oftest deres sjal, og det
udløste store latterbrøl fra de omgivende tilskuere og fra dem selv. Det var
vidunderligt at se hvor meget de gik op i det og hvor meget de samtidigt kunne
slappe af omkring det. Det begyndte at regne og brydningen blev stoppet. Det var helt i orden med børnene, de startede
med at spille fodbold. Halvtreds børn og to bolde, det var for fristende for
mig ikke at deltage, så jeg prøvede at tage bolden fra dem, men de var også meget
opsatte på at tage bolden fra mig, når jeg endelig havde fået tilkæmpet mig
den. Så jeg lavede ikke andet end at jagte en bold, omgivet at små og store børn,
rundt på en stor græsplæne i 35 graders varme. Jeg var helt smadret bagefter,
og jeg fattede ikke, at børnene bare kunne blive ved og ved med at løbe rundt.
Efter fodbolden var regnen
stoppet og brydningen blev genoptaget. Vi begyndte at gå lidt rundt og bestemte
os for at tage hjem til båden. Og vi blev fulgt hele vejen ned til stranden,
lige til vi sad i vores gummibåd og der blev vinket farvel til børnene og
landsbytossen og andre søde mennesker, som syntes vi så spændende ud. Det var
en underlig følelse at være så interessant i deres øjne, men jeg kan ikke lade
være med at tænke, på den anden side, så er de også meget interessante for mig
og de begyndte alle at betyde noget.
Jeg vil holde fast i vores
fælles dag sammen resten af mit liv.
Før jeg slutter, har jeg lyst
til at fortælle hvad vi ellers har lavet siden sidste rejsebrev. Vi har fået en
ny gast ombord, Kira, som passer perfekt ind i rytmen og roen på Orbit. Hende
er vi allerede blevet vildt glade for, nu kan hun ikke undværes. Nogle gange
føler jeg mig forkælet over at være sammen med så forskellige og så afslappede
mennesker, som dem der er på Orbit lige nu.
Vi har været på Kiribati hele
tiden, på hovedatollen Tarawa og de to afsidesliggende atoller, Butaritari og
Abaiang. Vi havde nogle dage på Tarawa, hvor vi fik provianteret og hvor vi nød
god restaurantmad og is fra supermarkedet. Vi sejlede derefter til Butaritari,
en dagsejlads, hvor vi fik set vores første delfiner på togtet. Vi var på
Butaritari i seks dage, hvor vi snorklede med skildpadder og Manta Rays og hvor
de fleste fik sejlet i kajak. Herefter sejlede vi mod Abaiang, som ligger på
vejen tilbage til Tarawa. Vi tilbragte Kiribatis uafhængighedsdag på Abaiang.
Efter dagen tog vi ud til passet, hvor vi dykkede et godt dyk på revet og et
virkeligt godt dyk i passet. De første dyk for mig siden Chuuk! Vi så
forskellige slags hajer, Eagle rays, tun, en stime barracuda, langustere og
masser af forskellige fisk. Det var et dejligt dyk.
Nu er vi på Tarawa igen, hvor
vi skal have ordnet ting og sager, hygget os og bare nyde at kunne gå rundt i
land, for nu skal vi ud på en syv dage lang sejlads, hvor vi skal krydse
ækvator og forhåbentligt se nogle store dyr og fange fisk.
Næste gang er det Kira, som
skriver rejsebrev og hun kan berette om den lange sejlads fra Kiribati til
Tuvalu og atollen Funafuti som er vores næste havn.
Ohøj!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar