2013.10.18 - Jonatan's rejsebrev fra Palmerston og Maupihaa

Rejsebrev Palmerston og Maupihaa                                                                                                                                                               

Bora Bora, d. 21/10 2013

Terry læner sig langt udover søgelænderet, mens Signe og Sami står på tæer og strækker halse. Mathias brager op ad trappen, og Ken brøler af sine lungers fulde kraft, alt imens Anne-Sofie og undertegnede hviner og skriger som to skolepiger til en Justin Bieber koncert. Orbit er på den anden ende. Hvad sker der her? Har nyheden om, at Danmark på forunderlig vis har kvalificeret sig til VM i fodbold i Brasiliien til næste sommer endelig nået 18°02.8 S og 163°11.5 W - og dermed Orbit? Glem det! Grunden til al den halløj og ballade tager sit udspring fra et glædeligt og længe ventet møde med en helt ufattelig smuk skabning målende 16-18 meter og vejende omtrent 65 ton akkompagneret af dennes afkom. Ja, du gættede det - en kolos af en pukkelhval og dens kalv bød velkommen til Palmerston på bedste manér med blåst, basken og hop op ad havet. Sikke en vild hvalvelkomst!

Første oktober 2013 ankom vi midt om natten til Palmerston efter en seks-syv dage lang monstersejlads. Tidligt om morgen efter ankomsten, ca. 05:15, udspillede ovenstående scenarie sig. En fantastisk forløsning og al dårligdom og eventuelle sure miner fra sejladsen var med et trylleslag glemt. Ligeledes var hvalerne tilgivet for ikke at dukke op på Niue - sikke et show. For dem, der har været forundt, at opleve et så stort dyr boltre og vise sig frem på en sådan måde, ved, hvilket majestætisk og ubeskriveligt syn, der mødte besætningen på Orbit denne morgen. Det var for mange ombord første møde med denne blå/hvide kæmpe - og hvilket ekstatisk møde!

Ja, Palmerston viste sig bestemt fra sin bedste side, da vi denne dag i oktober ankom til øen. For Signe, Sami, Terry og jeg var det ligeledes første møde med Stillehavets "Standard tropeøer", som Ken så malerisk beskrev dem, da undertegnede i sin iver ikke kun dy sig for at spørge, hvad man kunne forvente på den front fremover på togtet. Og hvor havde han ret. Palmerston, der er en atol (altså en nedsunken vulkan, med et ringrev, et par enkelte små øer langsmed og en lagune i midten, ik'), stod strålende i morgensolen. Den lysegrønne lagune gjorde skarp kontrast til det omgivende dybblå  hav, mens det kridhvide koralsand omkransede Palmerstons palmer. Jeg har lavet en lille illustration, så læseren er 100 procent up-to-date med hvordan Palmerston tog sig ud denne morgen i starten af oktober.

(Hvis du ganger antallet af palmer på ovenstående tegning en fem-otte gange, vil du opleve en slående lighed med et faktisk fotografi af Palmerston).

Vi lå på ydersiden af revet, da intet pas på Palmerston tillader passage ind i selve lagunen for større sejlbåde. Dette gav ophav til en ganske urolig ankerplads, men det betød ikke særlig meget, for lige dér inde lå Palmerston, fast grund under fødderne, møder med spændende mennesker og ikke mindst eventyr. Sejladsen havde til tider været hård både fysisk og psykisk, og det var efterhånden de små ting, der kunne give et voldsomt boost af energi og humør. Dette værende fx når én, på nærmest magisk vis, frembragte en pose med saltlakridser eller chips til deling, hvis eksistens ikke havde været  kendt for resten af besætningen. For forfatteren af dette rejsebrev var det et højdepunkt udover alle dimensioner, da det var min tur til at fiske, og jeg fik en ordentlig krabat af en Bull Mahi-Mahi (bedre kendt som dolfin) på krogen. Her indlod jeg mig på den klassiske fisker fight - 183 cm mand mod 138 cm fisk til døden. Som den skarpe læser måske allerede har regnet ud, vandt undertegnede denne blodige kamp (det tager lang tid at skrive på computer med finner), og der var fisk til hele besætningen i et par dage. Min første Stillehavsfisk! Jeg var pavestolt.

Palmerston er en ø i gruppen af Cook Islands og blev opdaget af Kaptajn Cook i 1774. Her bor 60 mennesker fordelt på tre familier. Alle har de samme efternavn, "Masters", da alle har samme stamfader. William Masters drog i 1863 til Palmerston med sine tre polynesiske koner og avlede her intet mindre end 23 børn, hvis efterkommere i dag udgør indbyggerne på Palmerston. Hver af de tre koner dannede udgangspunktet for de tre grene af familierne. Vi havde alle set frem til at komme i land, men skæbnen ville det hverken værre eller bedre end, at vi var nødt til at drage videre. Vi havde nosset i det og simpelthen ikke hævet nok New Zealandske dollars til at cleare ind på øen. Det var en svær pille at sluge, men d. 3/10 drog vi videre mod Maupiha og andre eventyr.

       Onsdag d. 9/10 ankom vi til Maupihaa. Sejladsen var gået fint, men 15 dage til søs sætter sine spor, så det var en kæmpe forløsning at se og lugte (ja, den er god nok) land. Undervejs velsignede fiskeguderne Signe med hendes første Mahi Mahi, og ligeledes kunne hun med stor stolthed fremvise et pragteksemplar af en fisk. Det skal ikke lades ufortalt, at Signes tilgang til opgaven virkede langt mere overbevisende og således var fisken hevet på båd på den halve tid af, hvad jeg selv havde brugt. Min ære og mandlige stolthed stod på spil, men forblev dog intakt, da opmåling af Signes fisk viste, af min fisk havde 10 cm i længden på hendes. Phew!

Det var stadig formiddag, da vi ankom til atollen Maupihaa og ingen af de ombordværende kunne forberede sig på den oplevelse, vi stod overfor denne dag i oktober. Solen stod prægtigt, vinden var fin, bølgen blå og Orbit gjorde klar til at finde passet, der ledte ind til det rolige vand i lagunen. Idyllen og den afslappede stemning blev med ét erstattet af et sug i maven og den metalliske smag, man får i munden, når en hektisk og ophidset situation pludselig opstår, og man mønstrer al sin koncentration om denne. "HVAAAAAAAL" lød brølet, der havde vendt stemningen 180° og ganske rigtigt lå en stor, fin pukkelhval med dens kalv og bød velkommen til Maupihaa ikke langt fra Orbit. Hvem ved, måske var det selv samme hval og kalv, der havde budt velkommen på Palmerston? Orbit indledte i hvert fald jagten på muligheden for få lov til at snorkle med disse enorme dyr og efter en hel del manøvrering rundt, sneg vi os i vandet. Det var med bankende hjerte og knastør mund, at undertegnede dumpede i vandet og sammen Anne-Sofie, Mathias, Terry, Sami og Signe optog forfølgelsen af disse fantastiske skabninger. Og vi blev ikke skuffede. Omend det blot var forundt os få øjeblikke at beundre hvalerne i deres rette element, så var det bestemt én af de største naturoplevelser. Nogensinde. Punktum. De prægtige pukkelhvaler lå i vandoverfladen og sugede luft, kalven øverst og moren lige under. Vi nåede så tæt på som 10 meter, inden de store dyr pludselig slog et par dovne slag med deres vældige haler og med ét var væk. Da vi kom ombord på Orbit igen, var stemningen glødende - ja, vel nærmest ekstatisk. Maupihaa tegnede til at blive en stor oplevelse, og det var med saltsmag i kæften og eventyrattitude, at besætningen og Orbit begav sig ind i det rolige, turkise lagunevand.

Det er en sær følelse at have fast grund under fødderne efter 15 dage til søs. Dels gynger alting, sand mellem tæerne føles ejendommeligt, men intet mindre end fantastisk, og jeg var personligt nødt til at undertrykke en næsten ubændig trang til at gøre som de gør på film; at kaste mig ned på knæ og kysse jorden. Alle mand var draget i land på Maupihaa for at melde vores ankomst og hilse på de lokale - selvfølgelig medbringende en lille værtindegave.

 De lokale på Maupihaa modtog os fyrsteligt, og vi havde knap udvekslet de første høflighedsfraser inden (overraskende) kolde kokosnødder til hele banden blev "knappet op", machete-style. Der blev skålet i frisk og læskende kokosmælk, og vi forstod, at vi havde gjort landgang på Norma og Harrys ejendom, som også var dem, der stod og tog imod os. Maupihaa var første stop i Fransk Polynesien, hvor de officielle sprog er fransk og tahitiansk. Da det, som bekendt, er en æressag for enhver franskmand ikke at tale engelsk, og ingen af os er velsignet med de store tahitianske sprogkundskaber, foregik kommunikationen dels med fagter og på Sami, Terry  og undertegnedes skolefransk. Og det gik fint. Norma og Harry boede midt på den kridhvide koralstrand og havde i skyggen af palmetræer bygget flotte hytter, borde og bænke, udendørs køkken og forrådslagre. Ja, der var alt, hvad man kunne ønske sig, og det så bestemt ikke ud som om, de manglede noget. Norma og Harry var begge enormt hjertelige og imødekommende. Norma var helt klart nemmest  at forstå, mens Harry kunne charmere enhver med sit store, tandfattige smil. Begge var midt i 50'erne og udgjorde en femtedel af Maupihaas befolkning. Enormt spændende og gæstfrie mennesker - og hele banden blev inviteret til stor grillmiddag den følgende aften.

Det var første - og muligvis også sidste - gang i mit liv, at jeg var blevet inviteret på middag på en (næsten) øde ø, så jeg må ærligtalt indrømme, at jeg ingen idé havde om, hvad jeg skulle forvente mig. Jeg er sikker på, at de fleste på Orbit delte min opfattelse, så vi var enormt spændte på, hvad aftenen skulle bringe. Vi ankom med dinghy klokken cirka seks om aftenen og så straks, at der var dækket op  til et overdådigt gilde af dimensioner. Et langbord var sat på stranden tæt ved vandkanten, fint dækket med dug, keramiske(!) tallerkner og en overflod af forskellige yderst velduftende retter. Hovedtemaet syntes at være "fruit de mer", hvilket jo giver god mening, da alskens lækkerier fra havet bogstaveligtalt ikke befinder sig mere end en spytklat væk fra deres hjem. Der var kæmpe muslinger i karry/kokossovs, grillet papegøjefisk i den skønneste barbecuesauce, stegt triggerfish fanget med harpun og en lang række andre fisk, det ikke lykkedes os at forstå, hvad var. Det hele smagte dejligt og snakken gik lystigt, mens den blodrøde aftensol stille og roligt krøb i seng bag palmetræernes kroner og overlod lyssætningen til månen. Stemningen var fantastisk eventyrlig og ikke lig noget, nogen af os før havde prøvet. Det eneste forstyrrende element på denne fortryllende aften var et par hajer, der, som et par tiggende hunde, gjorde opmærksomme på sig selv, ved at slå nogle voldsomme dask med halen blot et par meter fra hvor, vi sad.

Norma og Harry havde meget spændende at  berette. De fortalte, at Maupihaa blot har 10 beboere fordelt på fem forskellige familier, og at det er en ø, der til tider er voldsomt plaget af cykloner. Bl.a. i '95 og '97 samt et par gange i 00'erne og - som om det ikke skulle være nok - så var der også slået en meteor ned i et hus i '97. Man fik en god fornemmelse for, at man som beboer på denne ø gjorde klogt i ikke at knytte sig for nær til sine hytter og huse, da de jævnligt blev udslettet fra jordens overflade og på ny skulle opbygges. På øen, som så mange andre af lignende karakter i Fransk Polynesien, ernærer de lokale sig med at samle "kopra". Kopra er tørret kokos, der samles og bearbejdes og laves til kokosmælk og -olie m.v. En-to gange om året kommer der så et kopraskib fra Tahiti og samler årets høst, og selvsamme skib er også eneste forsyningsskib, der kommer til øen. Det var over otte måneder siden, at der sidst havde været et sådant forbi, men tilfældigvis var skibets ankomst blevet meldt til et par dage efter vor egen. På Maupihaa opdrættedes også specielle muslinger, "Les nac", specielt til det formål at lave perler på perlefarme andre steder i Fransk Polynesien. Norma fortalte, at hvalsæsonen primært er i juli og august, men at der stadig var gode muligheder for flere møder med disse kæmper, der kommer til netop Maupihaa for at opfostre deres afkom. Ligeledes var det blevet sæson for, at skildpadderne i nattens mulm og mørke kommer op og ligger æg på stranden. Som bekendt er skildpadden et fredet dyr, men Norma fortalte, at hun ikke kunne dy sig for at samle nogle af æggene sammen og agere rugemor - eller "La mere de toutouilles ", som hun yndede at kalde sig selv. Langt størstedelen af de hundredvis af æg, en skildpadde kan nå at lægge i sandet, bliver spist af opportunistiske dyr eller forgår. På denne - noget uortodokse - måde sikres overlevelsen af endnu flere af disse dejlige padder, som vi har stor fornøjelse af på vores dykker- og snorkleture. Snakken gik frem og tilbage, og skyggerne blev efterhånden lange. Klokken var langt over 21, og dermed vores sengetid, da en glad, mæt og træt besætning vendte snuden hjemad og på hovedet til køjs. En ny dag på togt i Stillehavet er som bekendt lig med nye eventyr, og dagen efter var vi blevet inviteret på vandretur af Norma, så det var bare med at få hvilet ud.

Solen bagte ubarmhjertigt fra en blå, skyfri himmel den 11. oktober 2013. Signe, Sami og jeg mødte Norma og Harry klokken 08:30, "apres le café", med solhat på hovedet og vandresko på fødderne som aftalt. Herefter gik turen langs "Rue principale de Maupihaa", den eneste vej på øen, med kurs mod Maupihaas sydligste punkt. Det viste sig, at der dagen efter kom fint besøg. "Le president de territoire" ville slå et smut forbi Maupihaa, så vi hjalp Norma med at rydde den syv km lange vej for nedfaldne palmeblade og lignende, så alt var præsentabelt til hans ankomst. Norma var yderst taknemmelig, ligeledes var vi for at kunne få lov at udføre et stykke fysisk arbejde, efter så lang tid uden at røre en finger. Vejen, der ikke var meget en blot en ryddet skovsti, slyngede sig gennem lav buskvegetation og kokospalmer af varierende højde, drøjde og karakter. Øen var en del længere, end den var bred, hvilket gav ophav til en skæg kontrast; på venstre side hørtes lyden af store bølger, der brækkede på revet, mens der på højre side hørtes sagte skvulp og rislen fra det næsten blikstille hav, der skyllede ind over en kridhvid, palmebeklædt sandstrand. Skuede man ud over lagunen på højre side, så man tropesolen glimte og glitre i det lysegrønne og krystalklare vand, der brat skiftede farve til azurblå, der hvor klippevæggen stak i dybden. Det flade landskab, der på sit højeste sted stak to meter over vandoverfladen, var et i øjenfaldende problem med de mange tilbagevendende cykloner, der nemt kunne give oversvømmelser på otte-ni meter. Norma fortalte, at beboere, der trodsede cyklonadvarsler og blev tilbage på øen måtte kravle op på taget af cementerede bygninger for at redde livet. Barske vilkår, som syntes meget svære at begribe, men alting har vel sin pris - også paradis. På vor vej stødte vi da også på forladte bygninger, der stod tilbage som spøgelseshuse. Det var tydeligt, at velhavende mennesker havde boet der - og givet op - da der til murstenshusene var lagt store terrasser lavet af fine fliser i alskens farver. Højst usædvanlige byggematerialer taget i betragtning af, hvad vi ellers havde set.

Undervejs, når varmen bed for meget vimsede Norma pludselig væk fra stien og dukkede op et øjeblik senere med tre grønne kokosnødder, som hun åbnede med sin machete. Vupti - så var der disket op med en forfriskende drink, som stadig var kølig på trods af de 30-35°. Efter to-tre timers vandren, snakken og sludren ankom vi til den sydlige del af Maupihaa. Her boede Dino og Adrienna. Det var nemt at se, at dette var øens "centrum" og livsnerve, da deres palæ både talte vandbassin, indtil flere opbevaringslagre, udendørs værksteder og ikke mindst, hvad vi forstod som værende en kommunal bygning husende øens eneste telefon - som var en radio. Og, nå ja - muligvis Fransk Polynesiens eneste skiklub. Læg hertil at hele "campen" lå klods op og ned ad en vaske ægte bountystrand. Den slags, man altid ser på film, på et postkort eller på internettet, den slags, der får én til at tænke ".. når jeg bliver millionær". Vi kiggede os lidt rundt i lejren og hilste på både Dino og hans kone.
Bundet til palmetræer stod, til vores store overraskelse, ikke hunde, men de meget berømte kokoskrabber. Disse enorme dyr i både blå, sorte, røde og orange udgaver, var vi blevet tudet ørene fulde af siden Niue, men endnu havde vi ikke fået fornøjelsen af at stifte bekendtskab med dem. Bæsterne, der målte 30-40 cm i diameter og nemt vejede 3-4 kg, var udstyret med enorme klør med det formål at åbne kokosnødder, som var deres primære næringskilde. Deraf navnet. Der skulle ikke meget fantasi til at indse, at de nemt kunne snuppe en finger eller måske endda et håndled i et uagtsomt øjeblik. De skulle dog eftersigende, som enhver anden krabbe, have noget yderst lækkert kød. Ikke langt derfra mødte et knap så fornøjeligt og appetitligt syn os. 

Under en interimistisk hytte lavet palmeblade lå to kæmpeskildpadder på rygskjoldet gemt af vejen for de mest nysgerrige blikke. De var 1-1,5 meter i diameter og vejede velnok 80-90 kg og kunne nemt være en af de skildpadder, vi havde set på et af vores dyk. Norma forklarede, af de var en 60-70 år gamle, sagtens mere, og at de lå der, så de kunne holde sig friske til den festmiddag, der skulle løbe af stablen, når præsidenten ankom. Når tiden var, skulle de smides på en vældig grill og så steges levende i deres eget skjold. Det var en enormt frastødende og sørgelig måde at disse elegante, adrætte og samtidig kluntede levn fra fordums tid skulle ende deres dage på, men som Norma forklarede det, var det også hårdt at skulle vente otte måneder på kød. Nuvel - vi accepterede præmissen. Kødet skulle eftersigende være grønt, men smage som den lækreste, møre oksemørbrad - hvilket hurtigt fik alles tænder til at løbe i vand. Tanken om kød var decideret en pinsel, og vi havde endda kun måtte undvære siden d. 26. september. Vi forstod deres situation. Men nok om skildpadder og deres dystre skæbner. Vi var ved vejs ende, og dagens eventyr og strabadser blev selvfølgelig afsluttet med en svalende badetur i det krystalklare, 28° varme vand, lidt solslikkeri og en lille lur inden Harry sejlede os ud på Orbit. Fantastisk.

  

 Som det forhåbentlig fremgår af dette rejsebrev, syntes Maupihaa noget nær paradis på jord. Vi befandt os godt, vejret var dejligt, og der var rigeligt at tage sig til. Specielt dykningen var god, særligt for dem med en hang til hajer. Når man siger "Fransk Polynesien", er man også nødt til at sige "hajer i hobetal" og på vores dyk fik vi, foruden tusindvis af farverige fisk og finurlige skabninger, set stimer på 10-15 styks sorttippede revhajer, et par vældige nurse sharks - og Ken var så heldig at se en enkelt lemon shark. Ken bedyrede, at Maupihaa blot var starten på hajforestillingen, og at vi kunne forvente langt mere af samme skuffe de følgende steder. Skulle der sidde en bekymret mor derude og med bævende læbe læse disse linjer, så kan jeg forsikre om, at der intet er at være nervøs for. Hajerne er flotte, ser grumme ud, men er allerhøjst fredelige. Maupihaa var også stedet hvor Signe for alvor fik fart i sit dykkerkursus og Terry og undertegnede blev Advanced Open Water dykkere. Når vi ikke var ude på et dyk, eller sad i dinghy'en og skreg af glæde over synet af et par hoppende pukkelhvaler, var det en yndet aktivitet at tage på eventyr i kajak. Her kunne man uforstyrret, enten alene eller med en enkelt følgesvend, lege pioner og drage i land på en ubeboet ø og udforske terrænet. Ellers var der selvfølgelig frit slag for at tage ind og snakke med de lokale. Det lykkedes faktisk flere af os at blive dus med samtlige beboere på øen.

Vi havde en skæg oplevelse dagen efter vor vandretur med Norma. Det var midt på dagen og pludselig hørtes en motor fra en dinghy, der ikke var vores. Det viste sig at være Hillo, Dino og Adriennas søn, der lige var forbi med fire, fede, flotte pronghorned spiny lobsters til os. Menuen denne aften stod allerede på sushi i overflod, men hvem kunne frasige sig lysten til en grillet hummer? Ingen, så der blev lagt øl på køl og Orbit holdt festmiddag med frisk fisk og ditto hummer i lange baner.

Ja, livet på Orbit var bestemt ikke værst - og den ene dag tog nemt den anden. Før vi så os om, var der næsten gået ti dage, og tankerne var efterhånden ved at flyve mod Bora Bora, nye eventyr - og kød. Inden vi kom så langt måtte Maupihaa, der havde givet så mange gode oplevelser, fejres med manér. Det blev enstemmigt vedtaget, at der skulle laves bålfest med dertilhørende snobrød. Ken slog fluks en snobrødsdej sammen, der ville gøre enhver spejder varm om hjertet og besætningen på Orbit drog i land, lavede bål, hyggede sig og festede til den lyse morgen. Eller... i hvert fald til klokken 21 - vi skulle jo trods alt op klokken syv dagen efter og gøre klar til sejlads mod Bora Bora.

2013.09.26 - Terry's rejsebrev fra Niue

Rejsebrev for Niue

Først og fremmest er det altid rart at få en en introduktion til det sted jeg skriver om.  Du sidder som læser på den anden side af kloden, så det er muligvis rart at få lidt facts på bordet. Niue for dummies, en blanding af wikipedia og førstehåndsindtryk. Det er videnskabeligt bevist at vi elsker fakta, det vi kan forholde os til. Dog er det svært at sidde I et koldt nordisk klima og have fuld forståelse for et isoleret øsamfund. Du kæmper med regntøj, handsker og tænker på hvor solen er bag skyerne. Vi holder os I skyggen, køler os af I havet, bruger solcreme, solbriller og slutteligt går vi rundt I undertøj på båden.

Niue, formelt republikken Niue, er en autonom ø i det sydvestligere stillehav, med selvstyre under new Zealand. Den er beliggende ca. 700 km øst for Tonga. Landet er befolkningsmæssigt det næstmindste område i verden. Hovedstaden hedder Alofi. Øen har et areal på 260km2 og er en af verdens største koraløer. 

Øen er næsten oval og omkredsen er 18km. På øen taler folk Niueansk og engelsk. Størstedelen af de godt 1500 indbyggere befinder sig nær byen Alofi som er på øens vestkyst. 

Og til det lidt mindre faktuelle, men endd og meget mere interessante. 

Det er et af de eneste steder i verden hvor man kan dykke med hvaler. Der er et utal

af overjordiske og underjordiske grotter. De har "The worlds biggest

smallest yacht club" - "The only yacht club without a yacht, where no

one know how to sail and its members outnumber the countries

population". Her er ingen trafik, ingen lyskryds og heller ingen

kriminalitet - på trods af det er der 15 politimænd på øen. Men alt

har lukket om søndagen, så der holder politimændene selvfølgelig også

fri.

Der bor flere høns på øen end mennesker, de lever fritgående og de ejes ikke af nogen. Derudover er der et utal af hunde, som også går rundt som det passer dem. 

Alle kender alle på øen og man hilser på folk man møder, uanset om man er turist eller indfødt.

Niue beskrevet med gasteøjne.

Vi blev mødt af de lokale myndigheder da vil skulle checke ind på øen, de troppede op 2 damer og en mand. Stemningen var venskablig og ganske uformel. Efter at have udfyldt diverse formularer og have forevist gyldigt pas, var vi indklareret. De bar ikke uniform, og kunne I teorien have været hvemsomhelst.

Sejladsen havde været lang, ihvertfald som indledende sejlads. Vi var jo en ganske ny besætning, med mere eller mindre “landkrabbeagtig” adfærd. Så en sejlads fra Samoa til Niue på 415 sømil på 4 dage, var en ganske stor mundfuld. Glæden ved at se og stå på land var ganske overvældende, specielt hvis du hørte til den del af besætningen som ikke var søstærk.

Niue har en vej, den er asfalteret og bringer dig hele øen rundt. Den er hullet som en schweizerost, men lejebilen klarede skærene. Landskabet er utroligt uindbydende, ikke for turister eller mennesker generelt, men fordi øen er en stor koral. Hvis man forestiller sig en kæmpemæssig høvl med træer på, så rammer man ikke helt ved siden af. Det var decideret tortur at træde ved siden af diverse veje og stier uden sko på, og derudover var underskoven så tæt bevokset at det umuliggjorde at skyde genvej. Det gode ved Niue og dens udformning var klart alle de sprækker og huler man kunne finde fra søsiden. Det gav os nogle fantastiske  huledyk og nogle sjove og udfordrende kajakture.

Besætningen på Orbit besøgte alle øens seværdigheder, og øen er I sandhed en fryd for øjet.

Blue Marble

Var en flot katamaran, og jeg skriver var. 8 flotte unge jenter og gutter havde tilsammen købt en brugt katamaran, de havde planlagt at sejle den I 1 år for derefter at sælge den. Alt havde forløbet planmæssigt indtil de nåede Niue, og det vakte da også stor forundring da den lå I al sin pragt på land.

Besætningen havde forladt båden til fordel for en brunch på land, båden havde ligget på en mooring eller på dansk en bøje. Uheldigvis havde det reb eller kæde der holdt båden knækket, kort efter lå Blue Marble fast oppe på revet. Resulatet var at bådens to ror samt skruer var beskadiget, samt glasfiber under hele bunden. Båden var af en assurandør blevet erklæret totaltskadet. Besætningen var nu I landarrest medens sagen gik sin gang, heldigvis for dem havde de fundet et sted at bo ganske kvit og frit. Niue er et gæstfrit sted, folk er glade og betænksomme. En af disse betænksomme mennesker var Pinky, det blev hun I al fald kaldt, jeg gætter på at Pinky ikke er hendes rigtige navn. Pinky havde forbarmet sig over den norske besætning og tilbudt dem husly, de kvitterede med at lave mad og holde hende ved selskab. Pinky holder meget af at spille golf, ryge cigaretter og drikke drinks med knust is, nordmændende var leveringsdygtige I alle disse ting.

Nighthawk

Var den mindste, mest slidte skude på ankerpladsen ved Niue. Besætningen bestod af Morten og Henrik, de var sjovt nok også fra Norge. De havde bag dem efterladt hhv. Uddanelse I økonomi og jura til fordel for et sejlereventyr. Studiet bliver genoptaget når de kommer hjem, hvis de kommer hjem. Hvis de kommer hjem fordi, Morten og henrik reelt ingen sejlererfaring har. De købte båden sammen, sejlede lidt rundt på må og få, sejlede på et tidspunkt efter et oversigtskort og har endda også fulgt efter et krydstogskib for at finde vej. Men hvad de ikke har I sejlererfaring havde de I gæstfrihed, de bød hele ankerpladsen på cheeseburger fest. Den lille båd blev hurtigt fyldt med 15 mennesker som mæskede sig I burger, og alle blev budt på en nighthawk drink. Den smagte rigtig dårligt, og var spækket med alkohol. Efter en aften på Nighthawk var man ikke længere I tvivl om hvorvidt de to unge nordmænd nok skulle klare sig, på en eller anden måde skulle de nok finde en vej hjem.

Niue var et godt første stop, det var en lille isoleret ø, men dog havde den stadig moderne bekvemmeligeder. Internettet var godt nok ubrugeligt men spisesteder og indkøbsmuligheder gode I forhold til øens størrelse. Det kan lyde lidt kynisk at Niue blot var endnu en tropeø I en række af mange, men sådan føles det lidt efterhånden. Det der gjorde den speciel var de mennesker vi mødte, gæstfriheden og de smil vi blev mødt med.