2014.10.12 - Nuku Hiva rundt, rejsebrev af Kim

Nuku Hiva og Marquesas øerne, et stort JA TAK herfra. Rart igen med fast grund under fødderne, (selvom jeg også syntes det gynger meget, når jeg er på land...) og hej til en helt anden verden. Her på øen er der faktisk noget, som stikker mere end 4 meter over havets overflade :-) Og hvor er her flot.

Mandag ville vi ligge hårdt ud, med at se smukke Nuku Hiva. Lars og Jonas sad over, de ville sejle lidt kajak og hygge med lidt Dive Master teorilæsning. Vi andre havde booket en rundtur på øen med den rare Jocelyne. Det var åbenbart den helt store og forkromede rundtur..... Det viste sig, at

vi havde fået fat i en af verdens mest arkæologi og botanisk interesserede personer. Hun ville få Søren Ryge, til at gå grædende i

seng. Hun kunne fortælle ALT om alle planter og træer, og det gjorde hun så...... Vist okay, jeg kun forstod cirka halvdelen ;-) Mange af "planterne", lignede dem hjemme i mine forældres stue. Bare lige ca 18 meter høje. Vi så bl.a. et kæmpe stort og meget imponerende Banyan træ. Det var omkring 600 år gammelt… 

Jocelyne var kommet hertil, fra Frankrig for 18 år siden. Med sin mand, en pensioneret officer, der nu var fisker. Han havde fanget en Marlin på 465 cm og på 380 kg (så et billede). Jeg undlod dog at fortælle om min lille Wahoo på 120 cm. En lille Gubbi ved siden af

hans imponerende fangst.

Øen er 340 km2 og har cirka 2900 indbyggere, fordelt på en større og tre mindre byer. Det hele forbundet med en vej. Jocelyne gjorde det

skide godt. Vi kom omtrent den halve ø rundt, på de 8 timer vi tilbragte i selskab med hende.

 

Tirsdag startede vi med en go morgenmad, med bacon og æg. Bacon var modellen, lige inden det hedder flæsk ;-) Det var skide godt!

 

Dagen blev ellers brugt til proviantering, til den næste uges sejlads. Og det var der rig mulighed for i Taiohae`s to indkøbsbutikker. Vi spiste på en lille "restaurant" på havnen, der også havde internet, så det nød vi godt af.

 

Onsdag morgen var det klargøring af båden. Inden sejlads og der er en del der skal gøres, ting der skal pakkes rigtigt og spændes rigtigt fast. Men det gik som altid godt, så vi kunne komme afsted og nyde den smukke 4-timers sejltur op til Baie Haahopu. En fin lille bugt på den vestlige side af Nuku Hiva.

Her gik de næste par dage med snorkling, lidt kajak og en masse god dykning. Dykningen på Marquesas, er noget helt andet end dykning på Fakarava. Vandet var blevet en grad koldere. Nu "nede" på 27 grader, så det er barsk, men vi overlevede. Sigten er også blevet noget mindre omkring 10-15 meter, men det kompenserede det rige dyreliv for. Sting

Rays, Scorpion fish, Morene ål, Box fish og jeg kunne blive ved. Vi fik alle dykket med de legesyge Manta Rays, der elskede at svømme ind i vores luftbobler. Det kunne de gøre i flere minutter.

I Baie Haahopu gik vi også i land på vores private strand, hvor vi hyggede med bål og snobrød.

 

Lørdag sejlede vi tidligt til Baie Marquisenne, hvor der igen stod fantastisk dykning på programmet. Nogle rigtig gode dyk med Manta Rays og massere af andet liv i vandet. De dyk får jeg aldrig nok af.

 

Idag søndag, var det tidligt op, (Det er vi gode til, da det bliver lyst allerede kl. 6 og ja mørkt kl 18) vi skulle videre. Inden da skulle vi efter planen have et dyk på en pynt der hedder Matateteiko, med god mulighed for at se hammerhajer. Det måtte vi desværre afbryde pga. dårlig sigt og alt for meget strøm.

Jeg og de andre på båden, har det lidt svært med at udtale navnene på de forskellige bugter og pynter. Alle vokaler står i kø, for at blive udtalt forkert ;-) Så er det bedre, hvor vi er nu. Den hedder/kaldes Daniels bay, efter en af bugtens beboere.

På turen hertil blev vi endnu engang eskorteret af en stor flok delfiner. Der legede og sprang i vandet, foran båden. Et helt fantastisk show.

Det gode fiskekarma, var også med os og Trine denne gang. Hun fangede en fin Mahi Mahi. Kampklædt med fighter bælte og sele, fik hun selv hevet den i land. 96 cm fin størrelse, men ikke nok til at komme med i 1 meter klubben denne gang. Men den smagte godt, sagde de andre ;-)

Sidder her i cockpittet, klokken er 21.30 de andre er gået i seng. Det er helt mørkt, men stjernerne gør hvad de kan for at lyse himlen op.

 

Har lidt over tre dage tilbage, på min tur med Orbit og med de seks fantastiske mennesker, hvis liv jeg er blevet kastet ind i. Det har været den fedeste tur. Med så mange indtryk og

oplevelser. Dykkene med Manta Rays og hajer, der ville dykke/svømme med mig.

Det KÆMPE Stillehav, hvor jeg bare var en lille bitte prik. Med 5 km vand under mig og horisonten 360 grader rundt. Jeg kunne blive ved. Virkeligheden overgår endnu en gang min vildeste fantasi.

Føler mig ydmyg og privilegeret. Med de ting, jeg får med mig hjem. Til min trykke hverdag, der er lige om hjørnet.

 

Ønsker de andre, og kommende gaster en god tur. Er jeg sikker på de får. Min fantastiske tur vil jeg tit tænke tilbage på og snakke om.

 

Mange Stillehavs hilsner Kim.

2014.10.05 - Med Kurs mod Marquesas, rejsebrev af Trine

Med kurs mod Marquesas

Rejsebrev, 28. september til 05. oktober

Tilbage i Fakarava Nord, var der fuld fokus på at få provianteret fersk mad og vand til den forestående langdistance-sejlads. Mandag den 29. september, blev dagen hvor vi tog afsked med Fakarava og Tuamoto-øerne, og satte kurs mod Nuku Hiva i Marquesas-øerne. Mellem os og den, lå en moden sejlads, skudt til minimum fem - seks dage. Trods den begrænsede sejlererfaring hos undertegnede og mine ankomstkompagnoner Kristine og Kim, samt gyserhistorier om frisk søgang på flere af de seneste sejladser, var det dog ikke noget der gav anledning til søvnløse nætter. Alligevel var det vist en meget spændt besætning, både gaster og kaptajn, der lagde sig til at sove søndag aften, en dag der også havde syntes præget af en helt speciel og meget stille stemning ombord, undervejs i de mange forberedelser der hører sig til. Med dykningen i højsædet, blev der søndag morgen også tid til, at Jonas og Kim tog ud og deltog i et dyk på det ydre rev, med dykkercentret. Det var to meget begejstrede drenge vi fik hjem på skibet igen, da de havde tilbragt den seneste times tid i elegant selskab med en fuldvoksen manta ray, der førte sig frem og lagde ruten lige ind imellem de to drenge, der til sammenligning havde knap halv størrelse.

 

Vi forlod Fakarava 12:08, cirka, igennem Nord-passet og sejlede herfra parallelt tilbage forbi, så det næsten var svært at tro på at vi nu også flyttede os. Der gik heller ikke længe før Olivia og jeg, måtte smide håndklædet i ringen, mod døsigheden fra den første og eneste søsygetablet, så det var en meget mild start.

Vagtskemaet for ror-vagterne var lagt sådan at vi seks gaster var parret up to og to, og så kørte vi to-timers vagter om dagen og fire-timers vagter om natten (18 - 06 på disse breddegrader), som jeg tilbragte i trygt og godt, mere erfarent selskab, med først Olivia og dernæst Jens. Det gav os alle omtrent 20 timers intensiv sejlererfaring i baggagen, og jeg vil derfor gå så vidt som at sige at vi alle er rykket op. Vi blev kastet direkte ud i det, og måtte kæmpe med ordren ´ at sejle så tæt til vinden som muligt`, fremfor det noget lettere, at sejle efter kurs alene. Det var som så meget andet ombord, en sjov og spændende udfordring, som alle tog godt imod, til glæde for Lars, som fik plejet sit forhold med kaptajnskahytten.

Heldigvis var rælingen fri for syge hunde undervejs, så alle og selv Kim der ellers måtte kæmpe mest med overtalelsesevnerne til maven, fik nydt godt af den friske luft. Jeg var dog godt overrasket over hvor mange timer, man sagtens kan tilbringe med lukkede øjne i en skibskøje, på et døgn. Samme skepsis havde jeg til de små madmængder der var blevet estimeret, men måtte også her sande at en dagsration på en noget nedskaleret skål havregryn, to lakridser, tre chokoladekiks og et par knækbrød med det der lå forrest, ofte var alt jeg havde brug for. Et enkelt gastronomisk indslag med dagsgammel pasta og bearnaise-sovs, fik dog brudt rutinen, ikke dårligt.

Selv må jeg indrømme at det ku være surt at blive vækket 01:45 for, i kahyttens lumre hede, at kæmpe sig i uldundertøj og regntøj, og samtidig kæmpe for ikke at minde maven om at vi krænger 40 grader mod bagbord og af og til får et godt skub frem og tilbage der kan sætte selv den bedste ud af kurs. Til gengæld var der, heller ikke her, en finger at sætte på udsigten, som med en 360-graders havudsigt ikke kan tænkes bedre! Benene på nakken og se at komme op. Hver og en af de mange vagter bød udover vand, og lidt mere vand, på nye syn, som himlens natlampe månen, flere stjerneskud end der ku tælles, fantastiske sol op- og nedgange, fugle langt fra hjem der længes efter et hvil og flyvefisk i lange hop. Jeg så morild for første gang i mit liv og blev svært imponeret over det sjove fænomen, hvor bevægelser i vandet, får en bestemt plankton i vandet her, til at lyse op som bitte små ildfisk i bølgerne omkring skibet.

Dagene gik, og tog som oftest den ene time efter den anden med en unaturlig fart, med stor tak til det gode humør og selskab, og Kristines ordlege, der blandt andre vigtige ting har lært Jonas betydningen af et sammensat ord. Vagtplanen ruller og folk kommer og går, jeg levede dagene i cockpittet oppe i luften med blæst om ørerne, sol og varme, en fantastisk kaptajnstol og plads, endda til at læse, men ofte sidder man bare, snakker og kigger ud i horisonten. Jeg fandt en tydelig ro over at være på vandet uden at kunne se land, men det var såmænd stadig svært at begribe at man befinder sig midt i Stillehavet. Det artede sig virkelig godt havet, uden slemme dønninger. Også vinden var for det meste med os, og rettede ind efter Lars´ fornemmelser, så vi flere gange var oppe og bevæge os med en hastighed på knap 7 knob (13 km/t). 

Allerede da solen brød frem lørdag, var der land i sigte for Olivia og Kim der havde morgenvagten, og som sejlede os langs øen Ua Pou, og spottede et svagt omrids af Nuku Hiva lige fremme. Lars fik denne morgen Kristine og jeg til at slå øjnene hurtigt op, og på tre sekunder stå ude på dækket, hvor der ventede os alle den mest fantastiske velkomst til Marquesas, da en flok på omkring ti delfiner, i lang tid sprang omkring stævnen og siderne af skibet. Så var den dag reddet, det var meget fint. Tidligt fik vi også sænket fiskesnørrene i vandet, og heldet var med os. Det var Kim der havde æren, og med vold og magt måtte kæmpe bravt for at hive, hvad der ellers var anledning til noget spekulation, ind mod skibet (Sådan cirka, hellere lyve end være kedelig, ikk' Kim). Kampen blegnede dog lidt overfor den følgende times arbejde med selv at skulle filetere fisken, direkte på det krængende dæk. Særligt af en fyr der ikke spiser fisk, var det en imponerende forestilling med den i alt 120 cm. lange flotte Wahoo, tillykke. 

12:08, cirka, sejlede vi ind til ankringspladsen i den sydøstvendte Taiohae bay, hovedbyen på øen. Det var en taknemmelig besætning der takket være Lars´ rigtige beslutninger om kurs, fart og sejl, således var fremme godt præcist fem døgn og 582 sømil (1078 km.) efter afgang. Pizza blev til al skuffelse dog ikke hvad der ventede os, da den lokale ejer på tragi(komisk) vis blev lagt i jorden selv samme dag. Så vi måtte nøjes med steak samt en god overdosis internet, til at samle kræfter, som vi resten af lørdagen brugte på at få overstået alle tjanserne ombord, herunder afsaltning af dækket, dinghyer og kajakker der skal sures op og ligges tilbage overbord og en svedig men trængende kahyt-hovedrengøring. Søndag blev brugt på afslapning, mindre indkøb til det heltomme køleskab, og med at få sat et par aftaler i hus omkring udforskning af øen, der som den yngste af øgrupperne i Fransk Polynesien, fremstår radikalt modsat af Tuamoto, med højtragende vulkanske bjerge og kratere, frodigt og mørkere på farveskalaen. Aftenen stod i fiskens tegn, hvor vi nød den første halvdel, yderst lækre, grillede wahoo!

Sejladsen har været en stor oplevelse, som jeg med alt hvad det indebar samlet set, af både eventyrlige og knap så romantiske oplevelser, er rigtig glad for at kunne tage med mig videre. Og det er jeg egentlig sikker på at alle herude vil være enige i. Vi har det godt. 

Stillehavshilsner fra Trine

2014.09.28 - Første uge ombord, rejsebrev af Kristine

Som ny gast på Orbit har der åbnet sig en helt ny verden for mig fyldt med nye udfordringer og masser af gode oplevelser. Jeg mødtes med Trine og Kim i lufthavnen i LA, hvor vi med spænding og forventning i maven fløj til Tahiti og videre med et mindre fly til Fakarava Nord. Flyveturen til Fakarava var helt fantastisk, vi sad alle limet til flyruderne for at se ned på atollerne og de flotte nuancer af turkisblå som atollerne og havet tilsammen dannede. 

I lufthavnen i Fakarava var det ikke noget problem at finde Jens og Lars, som kom for at hente os. Vi kunne faktisk allerede se dem fra flyveren, da den landede. Det siger lidt om størrelsen på lufthavnen, meget lille, faktisk var det bare et lille halvtag med et bord som kufferterne blev smidt op på, og der var ikke noget der hed hverken security-check eller paskontrol. Fra lufthavnen gik vi bare lige over en lille vej og ned til dinghybroen. Her blev vi ellers sejlet direkte ud til Orbit, hvor Jonas og Olivia ventede på os. 

I sidste rejsebrev fortalte Olivia om sejlturen til Syd, så jeg vil fortsætte fortællingen fra vi er kommet frem til ankerpladsen. 

I Syd startede dykkeraktiviteterne for alvor. Jeg selv fik dykket de fleste advanced dyk, som indebærer dybdedyk, strømdyk og natdyk. Det var sjovt og spændende, og særligt strømdykket igennem passet var helt fantastisk med masser af hajer både grey reef hajer, blacktips og whitetips. Også fiskelivet på koralrevet var utrolig smukt, farverigt og varieret, og alt dette blev udforsket med en fantastisk sigt på over 50 meter. 

Olivia som også tager sit advanced diver kursus fik flere dyk skrevet i logbogen, og i mine øjne er hun allerede en god dykker. Trine fik også prøvet kræfter med dykningen, men øreproblemer skabte hindringer for, at hun kunne komme ned på større dybder. Jonas og Jens, som begge er i gang med deres divemaster uddannelser, fik også ledt en masse dyk, både nat- og strømdyk. Jeg følte mig i gode hænder både med Jonas og Jens som leder, også selvom vi på natdykket kom lidt ud af kurs, så svømmeturen tilbage til båden blev lidt længere end planlagt.  

Selvom det er meget uberørt og utrolig smukt i Syd, så var vi ikke den eneste båd. Efter et par dage fik vi nogle franske venner. Et kærestepar der var meget nye inden for sejlads, og de levede under meget primitive forhold på deres lille sejlbåd. Første gang vi havde kontakt med dem var da Jens og Kim var dinghy-driver på et af Trines open water dyk. Her kom de roende forbi i deres lille minijolle, som mest af alt mindede om en gammel mælkekaton. Da de var inden for rækkevidde spurgte de, om vi havde lyst til at drikke noget rom sammen med dem inde på stranden. Sikke en indgangsreplik tænkte jeg, og jeg må indrømme jeg var meget skeptisk da vi dagen efter alle hoppede i den lille dinghy og roede i land for at drikke rom og se solnedgangen. Det endte med at blive en rigtig hyggelig aften. De havde taget fisk med som skulle tilberedes over bål og hjemmelavet rom med kokossmag. Vi fik lidt dårlig samvittighed over at vi ikke rigtig havde noget at bidrage med til aftensmaden, så Olivia og jeg roede tilbage til Orbit for at smække en snobrødsdej sammen. Vores venner havde til gengæld alt udstyret i orden. De ankom med gril og op til flere musikinstrumenter, så aften gik med først at lytte til ukulele og derefter guitar og clarinetspil suppleret med stille sangstemmer. Da mørket havde sænket sig og Jonas havde drukket nok Rom, hoppede vi i dinghyen igen og der blev grinet og gispet i mørket tilbage til Orbit. 

Da sejladsen til Marquesas begyndte at nærme sig havde vi et lille møde om hvad der skulle ske i dagene op til sejladsen.  Vi ventede på at få en vejrfil fra Ken for at se hvornår vi skulle stikke afsted. Det endte med at vi tog den smukke sejlads op til nord igen for at få vand og proviant til den 5 døgnslange sejlads, som ventede os til Marquesas.    

Kærlige stillehavshilsner fra Kristine 

2014.09.21 - Halvvejs, rejsebrev af Olivia

Rejsebrev 21/9

Så er halvvejsmærket for mit ophold på Orbit passeret, bare tanken får det til at løbe koldt ned af ryggen. Jeg nyder virkelig mit ophold i Fransk Polynesien og er ikke klar til at rejse hjem igen endnu. Der sker hele tiden nye og spændende ting herude. I den forgangne uge har vi både sagt farvel til en gast og budt tre nye gaster velkommen ombord, idet vi netop har påbegyndt Togt 2014-4.  

Ugen startede ud med en gourmet-afskeds-middag på stranden hos Enoha, en lokal fyr, som Lars, Jens og Jonas havde mødt et par dage forinden. Vi ankom i dinghyen og allerede fra vandet kunne vi fornemme den hyggelige stemning med de mange levende lys. Enoha selv stod klar til at modtage os på stranden iført lindeklæde, bar overkrop og med hans lange mørke krøllede hår sat i en hestehale på ægte Fransk Polynesisk stil. Fra første sekund blev der kræset om os, vi var de eneste gæster og der var dækket op til os inden under et halvtag lavet af palmeblade. Overalt var der dekoreret med muslingeskaller, drivtømmer og olielamper og fra små højtalere strømmede roligt musik ud. Allerede ved første ret, var jeg solgt og det blev kun bedre da vi nåede til fjerde og sidste ret, desserten som i virkeligheden var tre små retter i sig selv. Bare tanken om den dejlige middag, som næsten udelukkende bestod af lokalt fanget fisk, får tænderne til at løbe i vand igen. Med maverne fulde af dejlig mad og sanserne arbejdende på højtryk tog vi glade og mætte tilbage til Orbit.

Dagen efter var det tid, til at sige farvel til Charlotte, som efter to måneder ombord fortsætter sin rundrejse i USA. 

Efter et par dage alene på båden, som bl.a. stod på storvask, men ellers ren hygge og afslapning fik vi tre nye eventyrlystne gaster, med fornyet energi og lækkerier hjemmefra i form af saltlakrids og Knorr bernaisesovs, ombord. På trods af deres lange rejse, var de klar til at tage fat, Kim fik skiftet alle de gamle pærer ud og fikset grillen, mens Trine og Kristine fik rengjort fribordet. Det har virkelig været en fornøjelse at få tre så søde og hjælpsomme gaster ombord, selvom man godt kan mærke at pladsen bliver lidt mere træng når man går fra fem ombord til at være syv ombord. 

Efter en hurtig provianteringstur og et tiltrængt besøg på internettet blev de nye gaster kaster ud i deres første sejlads, en meget behagelig sekstimers sejlads fra Fakarava Nord tilbage til Fakarava Syd. Igen var der massere af gåpåmod og et kæmpe ønske om at lære alt om båden og sejladsen fra de nye gaster, hvilket især var en fryd for Lars, som elsker sejlads og især elsker at videregive sin store viden herom. Hele sejladsen fra Nord til Syd sejlede vi langs den 30 sømil lange atol, et helt ytroligt smukt syn med hvide sandstrande, palmetræer og turkisblåt vand, der får en til at glæde sig over de få uspolerede steder, der er tilbage i verden. Det var en rigtig dejlig begyndersejlads med højt humør og ingen søsyge, inden vi om en uges tid tager hul på den ”rigtige” femdags sejlads mod Nuku Hiva i Marquesas. 

Utroligt nok har vi hele vores tid i Fakarava Nord haft et kæledyr ombord på båden. Nemlig en sød lille sort fisk, Fido/Buddy (vi har ikke helt kunne blive enige om navnet), som har boet i vores ene drænhul. Trofast som han nu var fulgte Fido/Buddy os hele vejen til Syd hvor han dog på tragisk vist endte sine dage som hajføde. Vores varmeste tanker går ud til Fido/Buddy som vi alle var kommet til at holde af. 

Hajer må man sige, at der er nok af hernede i Syd. Vi har konstant imellem tre og ni Blacktips kræsende rundt om båden, hvilket har været til stor fornøjelse for os alle men nok især for Trine, som har set og snorklet med sin første haj. Hver dag, når der bliver lavet aftensmad, er der kollektiv hajfodring, og der er nærmest gået sport i, at få kødresterne til at flyde længest muligt i vandoverfladen, fx ved at stoppe dem ind i et paprør fra en gammel køkkenrulle, for bedre at kunne se hajerne spise dem. 

Det er rigtig dejligt at være tilbage i smukke Syd. Her skal vi tilbringe den næste uges tid, Trine skal i gang med sit Open Water, Kristine med sit Advanced og vi andre skal have dykket en hel masse fantastiske hajdyk i passet. 

De varmeste og kærligste hilsner 

Olivia