Fænomenet tid har for mig altid været en underlig størrelse – og her i Fransk Polynesien går den hurtigere end aldrig før. Omvendt synes tiden herude i et eller andet omfang at være uendelig. Her er tiden netop til, at gøre lige det, som vi har allermest lyst til, lige meget om det er onsdag eller søndag – og der er alligevel ingen af os, der kan huske hvilken ugedag det er alligevel, og dog, for søndag er ’æg-vendings-dag’. Vi er nu lidt over halvvejs i vores togt, og hold nu op hvor har det været en fantastisk rejse indtil videre.
Turen gik i starten af denne uge tilbage til Taiohae Bay på Nuku Hiva efter et par dage på østkysten med en masse dykning, natur, solskin, god mad, ’sundowners’, godt selskab og afslapning. I Taiohae Bay har vi haft tre dage til at få provianteret til de næste tre uger, hvor vi bl.a. kommer til at have den længste sejlads på vores togt fra Ua Pou til Fakarava, som kommer til at vare tre til fem dage, alt efter vejr og vind. Noget af det, der har overrasket mig mest er, hvor meget vand, madvarer og diverse andre ting, vi skal have med til seks mennesker på tre uger – noget andet der er imponerende er, at vi kan få plads til det hele ombord på Orbit, men det kan vi altså sagtens. Til vores proviantering har vi været så heldige at kunne låne en bil af Henry, som er ejeren af den lokale havnerestaurant/internetcafe – og hvor har det altså været rart, taget de mange kilo mad og varmen i betragtning. Denne gæstfrihed og venlighed er virkelig noget vi har mødt overalt på vores tur rundt på Nuku Hiva, og det kan være næsten helt overvældende hvor søde og imødekommende de lokale er.
Efter mange overvejelser var det også i Taiohae Bay, at jeg fik mig en tatovering – endnu et spændende møde med en lokal og forholdsvis ung tatovør, der selv havde tatoveret hele sit eget ben. Til trods for hans unge alder var det ham, som de lokale anbefalede, og en sådan anbefaling må man jo tage for gode varer. Noget, som jeg bestemt ikke har fortrudt efterfølgende.
Med pizza og burgere i maven fra byens restauranter i Taioehae Bay, et par eller 20 røde bøffer i Orbits køleskab, 30 pomeloer i coolerboxen og en tatovering rigere, gik turen videre til Ua Pou. På Ua Pou har vi brugt en del tid på dykning, som bestemt levede op til alle vores forventninger. På et af dykkene kom der en kæmpe mantaray svømmende, eller nærmere svævende, hen over hovederne på os. Den var nok lidt over fire meter bred og kunne give noget af en solformørkelse, mens vi lå der og plaskede rundt under den. Sammen med delfiner er mantarays helt klart blevet tilføjet til min liste over yndlingsdyr på den her tur. Ja, det er altså helt vildt imponerende det liv og de oplevelser, der gemmer sig under vandet, og som gør indtryk lang tid efter de har fundet sted.
Både Josefine og jeg er ved at tage Open Water Advanced, hvor vi som en del af dette kursus skal have et natdyk – noget som Josefine helt klart er en del mere begejstret for end jeg. Men natdykket skulle tages, og det blev det også på Ua Pou, samme sted som vi havde dykket tidligere på dagen. Ja, de andres begejstring for natdyk undrede mig en del, men samtidig smittede deres begejstring på en mystisk måde lidt af på mig, så det var en noget ambivalent tur på vej afsted i dinghien inden vores dyk. I vandet kom vi, og det blev stille og roligt mere mørkt mens vi lå der, og til sidst helt sort. Heldigvis indgår der lygter i et natdyk, så vi kunne alligevel se en del under vandet – dog kun det, som var inden for lygtens lyskegle. Det var både skræmmende og ret så fascinerende på samme tid – og ja, jeg skal helt sikkert prøve at natdykke igen, så helt skræmt blev jeg hvert fald ikke. Både Josefine, Mads, Nicklas og Sabine er alle ved at tage Deep Dive Speciality, hvilket de også i den grad har fået øvet en masse på Ua Pou. Særligt var det til stor underholdning, at de regnestykker, som de i en øvelse skulle regne på bunden for de flestes vedkommende var blevet byttet rundt, således at divisionsstykker var blevet regnet som plusstykker. De var dog alle på bunden overbeviste om, at det var plusstykker, de havde regnet. Ja, det blev der nu grinet meget af senere på overfladen. 
Ud over den fantastiske dykning er vi også kommet godt videre med vores kajaklektioner, som i denne omgang har stået på at lære at rulle. I starten var det lidt grænseoverskridende at ligge der med hovedet under vand og samtidig svært at se, hvordan det nogensinde skulle kunne lykkedes at komme hele vejen op igen. Men det lykkedes heldigvis, og vi er nu alle mere end klar til Fakaravas krystalklare vand. Samtidig har det også været ugen, hvor Sabine blev færdig med sin hjemmestrikkede babytrøje til en meget heldig baby, hvor Mads blev færdig med den anden mursten af Ken Follet og hvor Josefine for første gang fik set filmen ”Blinkende Lygter”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar