2015.02.08 Eventyret er derude - Rejsebrev af Nicklas

Eventyret er derude

Efter godt en måned på Nuku Hiva er det blevet tid til et skift af sceneriet. Et lille ø-hop til den lidt mindre ø Ua Pou, cirka 6 timers sejlads stik syd for Nuku Hiva, hvor vi skal fortsætte vores eventyr.

Dette blev vores første rigtige sejlads på åbent hav, og turen hvor jeg måtte erkende at mine ”sø-ben” ikke var helt så stærke, som jeg havde håbet og troet på. Vi fik hurtigt sat sejl, trukket liner til fiskestængerne og sat kursen mod Ua Pou. Kort tid efter ramte vi lidt frisk søgang, og jeg måtte stille og roligt indse at søsygen havde fået taget på mig. Det resulterede i et par timer på agter platformen i knæ, og i et ikke særlig snaksagligt humør. Da vi var ved at nå vores destination begyndte søsygen at aftage, og jeg kunne sammen med resten af besætningen nyde Ua Pou’s fantastisk flotte klippeformationer skyde op fra det mørkeblå hav. Marquesas øgruppen har uden tvivl nogle af de flotteste vulkanske formationer, og frodige landskaber jeg nogen sinde har set, og den uberørte natur gør, at man nemt leder tankerne hen på filmen Jurassic Park. 

På Ua Pou var det tid til at fortsætte eventyret med masser af spændende dykning, udforske øen og i bund og grund bare nyde de tropiske omgivelser og hinandens selskab. Vores følgebåd Havana, med skipper Emil og 1. Styrmand Anders, lå stadig på hjul og klar med godt humør og røverhistorier fra de 7 verdenshave. Kort tid efter vi havde kastet anker åbnede baren på Havana, så vi alle kunne nyde en kold Hinano(den lokale øl) i solnedgangen.

 Skipper Emil havde fødselsdag under vores ophold på Ua Pou, og det skulle naturligvis fejres, så vi blev alle inviteret til fødselsdagsfest på Havana den efterfølgende dag, med dresscoden ”Maritimt – med en snært af lummerhed”. Så det var med højt humør og meget kreative påklædninger/udklædninger, vi begav os mod Havana for at feste og fejre Emil. Vi fik spist noget super lækkert mad efterfulgt af lege, god musik, dans på bommen og rigelige mængder af øl og/eller Gin, og/eller Rom og/eller Whisky ☺ Aftenens favorit sang(der nærmest blev spillet på repeat) var den netop downloadede ”Cheerleader”, der efter sigende skulle være et stort hit i den civiliserede verden!? Til Emils gave havde vi forberedt en hjemmelavet billede kalender for 2015,  med den flotte besætning fra Orbit i alle mulige mærkelige situationer. Temaet var ”Hinano”, så alle billederne havde det til fælles, at der blev drukket Hinano, eller på anden måde reklameret for ølmærket. Alt lige fra 3 babes på hans seng, 3 babes der vasker hans skib, Ken og jeg der drikker Hinano på bunden af havet og Mads i en voksenble lavet af et Hinano flag. Tja, vi syntes selv det var en skide god gave.

Note to Self: En gyngende båd i troperne er et forfærdeligt sted at have tømmermænd !

Dagen derpå var en anden historie. Størstedelen af de to besætningerne var mildest talt sat ude af spil, og det meste af dagen blev brugt til at pleje vores selvforskyldte og meget ynkelige tilstand. For mit vedkommende blev til en masse søvn, i så meget skygge jeg kunne finde, krydret med lidt Mads og Monopolet podcast, samt lækre pandekager som Havana drengene diskede op med midt på dagen. Senere på eftermiddagen var tilstanden forbedret så meget, at Sabine og jeg besluttede at tage en tur i land for at se os lidt omkring. Valget bestod mellem at bestige en klippe på et par hundrede meters højde, eller besøge den lokale landsby, og situationen taget i betragtning valgte vi sidstnævnte. Der var en halv times gang til den nærmeste landsby, og omgivelserne var simpelthen så smukke, at vi næsten glemte vores tømmermænd. Landsbyen startede på toppen af en dal, og snoede sig godt en kilometer ned til havet. De vulkanske klippevægge var beklædt med frodig tropisk bevoksning og palmetoppene svajede majestætisk over landsbyens huse. Da vi gik gennem byen mødte vi en masse lokale, der alle hilste på os med et venligt ”bonjour”, og de lokale teenagedrenge nøjedes med at lave ”Hang loose” håndtegnet. I landsbyens bugt kunne vi se de lokale mænd træne i deres ”outrigger canoes”. Det er den traditionelle polynesiske kano med en sidepunkton, der giver stabilitet i store bølger, så man nemmere kan fange fisk fra den eller når der skal konkurreres - det er nemlig uden sidestykke den Fransk Polynesiske nationalsport. Efter at have smagt lidt på kulturen, slentrede vi tilbage gennem dalen i solnedgangen og fik et gummibådslift tilbage til Orbit.                

Efter nogle dage uden dykning var abstinenserne begyndt at melde sig, og vi var alle spændte på at komme i vandet og se hvad Ua Pou havde at byde på under vandoverfladen. Sabine, Josefine, Mads og jeg er ved at tage Deep Diving speciality kursus, så vi lagde ud med nogle relativt dybe dyk på et spot, som skipper Ken kendte særdeles godt. Dernede kunne vi opleve de største stimer af fisk, jeg nogensinde har set. Væg til væg tæpper af neon farvede fisk beklædte de koralbelagte stenformationer, samtidig med at man kunne se hundredevis af barracuda, hvis man kiggede ud imod det dybe blå. Dyrelivet under overfladen her på Marquesas er helt unikt, og det planktonfyldte vand og menneskets manglende indgriben i naturens gang tiltrækker alle typer af havets væsner, således at alle led i fødekæden er repræsenteret. Ikke mindst de majestætiske Manta rays, som vi møder på næsten alle dyk, og ofte ser i overfladen.  

Efter godt 10 fantastiske dage på Ua Pou var det nu tid til at stikke for alvor til søs. Turen gik mod Fakarava i Tuamotu atollerne, ca. 520 sømil, 963km eller 3-5 dages sejlads, alt efter vind og vejrforhold. Vi havde brugt dagen forinden og denne morgenen på at gøre det sidste klar til sejlads. Der skulle laves mad, der nemt kunne forberedes og indtages i høj sø, motorer og gummibåde skulle på dæk, og alt skulle sures fast og sættes i spænd, således at det ikke kunne rykke sig under sejladsen. Det var også tid til at sige farvel for denne gang, til Havanadrengene Emil og Anders. Havana skal blive endnu nogle måneder på Marquesas øerne, inden de får nye gaster, og kan fortsætte deres videre færd på de syv have. Det har været godt halvanden måned med super fede oplevelser og godt selskab med vores danske venner. Havana skulle videre rundt om øen Ua Pou, og sejlede en times tid før os. Inden de forlod bugten, cirklede de dog 2-3 gange om Orbit med sangen ”Cheerleader” bragende fra deres højtalere, mens de viftede med Hinano flaget. Bedre afsked kunne vi ikke have drømt om. 

Nu var turen kommet til os, og vi stævnede ud fra bugten på Ua Pou om formiddagen. Jeg var en anelse spændt på, hvordan min søsyge ville arte sig på denne tur, der kunne vare op til 5-6 dage hvis vinden ikke var med os. Så det første døgns sejlads, gik jeg og var lidt spændt og ventede på, hvornår søsygen ville sætte ind. Morgenen efter den første nat kunne jeg med et kæmpe smil på læben konstatere, at jeg indtil videre havde overvundet min søsyge. MEGA OPTUR! Derudover sejlede vi også lige forbi en flok grindehvaler, der lige skulle se hvad vi var for en størrelse. God dag i Fransk Polynesien ☺ Folk faldt lynhurtigt ind i de faste rutiner, ift. at styre, spise, hvile og holde sig selv underholdt. Vi havde sammensat et vagtskema således, at vi hver især havde 4 timers vagter, men at vi overlappede hinanden. Det betød, at man havde 2 timer med en makker efterfulgt af 2 timer med en anden. På selve vagterne blev der tid til at sludre, spise kiks, høre Mads og Monopolet podcasts eller blot stirre mod horisonten i total stilhed. Selvsagt blev der sludret væsentligt mere på dagvagterne end på nattevagterne. Efter 2dage til søs faldt vinden så meget, at vi besluttede at tage en velfortjent pause, hvor vi bl.a. kunne få en dukkert i det dybe blå hav. Så vi trak sejlende ind og hoppede i badetøjet. Det er en helt speciel følelse at være her, midt på verdens største ocean, uden en vind, der rører sig og vandet der er så stille som på et gadekær i Danmark. Mads og jeg var hurtige til at kravle i masten for at få det første hovedspring fra 8meters højde i det 5km dybe og koboltblå hav. Pigerne fulgte hurtigt trop, og vi benyttede også chancen for at få lidt sæbe på kroppen, så vi fik en fornemmelse af at blive rene, hvilket ikke er garanteret på sådan en sejlads. Efter lidt tid blæste vinden op igen og vi kunne fortsætte vores færd mod Fakarava.

Efter 4 ½ dage til søs, var der ”LAND I SIGTE!”, og jeg hoppede ud af min køje for at få syn for sagen. Og minsandten om det ikke passede. Der var palmer og hvide strande så langt øjet rakte. Vandet havde skiftet farve til den turkise og lyseblå farve, der normalt kun er beregnet til postkort og rejsebrochure, der manglede bare at stå ”Welcome to Fakarava”. Her skal vi bruge de næste 3 uger, og jeg kan næsten ikke vente på alle de vilde oplevelser, jeg ved er os i vente. Indtil nu kan jeg konstatere, at der er masser af eventyr derude, man skal bare selv ud og opsøge det!

2015.02.01 Proviantering, tatovering og certificering - Rejsebrev af Line

Fænomenet tid har for mig altid været en underlig størrelse – og her i Fransk Polynesien går den hurtigere end aldrig før. Omvendt synes tiden herude i et eller andet omfang at være uendelig. Her er tiden netop til, at gøre lige det, som vi har allermest lyst til, lige meget om det er onsdag eller søndag – og der er alligevel ingen af os, der kan huske hvilken ugedag det er alligevel, og dog, for søndag er ’æg-vendings-dag’. Vi er nu lidt over halvvejs i vores togt, og hold nu op hvor har det været en fantastisk rejse indtil videre. 

Turen gik i starten af denne uge tilbage til Taiohae Bay på Nuku Hiva efter et par dage på østkysten med en masse dykning, natur, solskin, god mad, ’sundowners’, godt selskab og afslapning. I Taiohae Bay har vi haft tre dage til at få provianteret til de næste tre uger, hvor vi bl.a. kommer til at have den længste sejlads på vores togt fra Ua Pou til Fakarava, som kommer til at vare tre til fem dage, alt efter vejr og vind. Noget af det, der har overrasket mig mest er, hvor meget vand, madvarer og diverse andre ting, vi skal have med til seks mennesker på tre uger – noget andet der er imponerende er, at vi kan få plads til det hele ombord på Orbit, men det kan vi altså sagtens. Til vores proviantering har vi været så heldige at kunne låne en bil af Henry, som er ejeren af den lokale havnerestaurant/internetcafe – og hvor har det altså været rart, taget de mange kilo mad og varmen i betragtning. Denne gæstfrihed og venlighed er virkelig noget vi har mødt overalt på vores tur rundt på Nuku Hiva, og det kan være næsten helt overvældende hvor søde og imødekommende de lokale er. 

Efter mange overvejelser var det også i Taiohae Bay, at jeg fik mig en tatovering – endnu et spændende møde med en lokal og forholdsvis ung tatovør, der selv havde tatoveret hele sit eget ben. Til trods for hans unge alder var det ham, som de lokale anbefalede, og en sådan anbefaling må man jo tage for gode varer. Noget, som jeg bestemt ikke har fortrudt efterfølgende.

Med pizza og burgere i maven fra byens restauranter i Taioehae Bay, et par eller 20 røde bøffer i Orbits køleskab, 30 pomeloer i coolerboxen og en tatovering rigere, gik turen videre til Ua Pou. På Ua Pou har vi brugt en del tid på dykning, som bestemt levede op til alle vores forventninger. På et af dykkene kom der en kæmpe mantaray svømmende, eller nærmere svævende, hen over hovederne på os. Den var nok lidt over fire meter bred og kunne give noget af en solformørkelse, mens vi lå der og plaskede rundt under den. Sammen med delfiner er mantarays helt klart blevet tilføjet til min liste over yndlingsdyr på den her tur. Ja, det er altså helt vildt imponerende det liv og de oplevelser, der gemmer sig under vandet, og som gør indtryk lang tid efter de har fundet sted. 

Både Josefine og jeg er ved at tage Open Water Advanced, hvor vi som en del af dette kursus skal have et natdyk – noget som Josefine helt klart er en del mere begejstret for end jeg. Men natdykket skulle tages, og det blev det også på Ua Pou, samme sted som vi havde dykket tidligere på dagen. Ja, de andres begejstring for natdyk undrede mig en del, men samtidig smittede deres begejstring på en mystisk måde lidt af på mig, så det var en noget ambivalent tur på vej afsted i dinghien inden vores dyk. I vandet kom vi, og det blev stille og roligt mere mørkt mens vi lå der, og til sidst helt sort. Heldigvis indgår der lygter i et natdyk, så vi kunne alligevel se en del under vandet – dog kun det, som var inden for lygtens lyskegle. Det var både skræmmende og ret så fascinerende på samme tid – og ja, jeg skal helt sikkert prøve at natdykke igen, så helt skræmt blev jeg hvert fald ikke. Både Josefine, Mads, Nicklas og Sabine er alle ved at tage Deep Dive Speciality, hvilket de også i den grad har fået øvet en masse på Ua Pou. Særligt var det til stor underholdning, at de regnestykker, som de i en øvelse skulle regne på bunden for de flestes vedkommende var blevet byttet rundt, således at divisionsstykker var blevet regnet som plusstykker. De var dog alle på bunden overbeviste om, at det var plusstykker, de havde regnet. Ja, det blev der nu grinet meget af senere på overfladen. 

Ud over den fantastiske dykning er vi også kommet godt videre med vores kajaklektioner, som i denne omgang har stået på at lære at rulle. I starten var det lidt grænseoverskridende at ligge der med hovedet under vand og samtidig svært at se, hvordan det nogensinde skulle kunne lykkedes at komme hele vejen op igen. Men det lykkedes heldigvis, og vi er nu alle mere end klar til Fakaravas krystalklare vand. Samtidig har det også været ugen, hvor Sabine blev færdig med sin hjemmestrikkede babytrøje til en meget heldig baby, hvor Mads blev færdig med den anden mursten af Ken Follet og hvor Josefine for første gang fik set filmen ”Blinkende Lygter”.

2015.01.25 - Funklende stjerner, bølgesvulp og total frihed! Rejsebrev af Sabine

Jeg er i gang med et fantastisk eventyr, som står meget i kontrast til hverdagen derhjemme med fuldtidsjob, gøremål og privatliv. Jeg har rejst en del i mit liv, men aldrig på denne måde. 

Det er som om alle sanserne bliver stimuleret hver eneste dag. 

Hver aften falder jeg i søvn til den funklende stjerneklare himmel, den konstante varme brise, lyden af bølgesvulp og den lette bølgegang. Jeg nyder og værdsætter hver eneste dag! 

Vækkeuret bliver ikke sat, men dagene begynder alligevel tidligt og slutter tidligt pga. en naturlig og behagelig træthed efter frisk luft og en masse nye og spændende oplevelser. Dagene flyder lidt sammen og det er ofte at der lige spørges til datoen eller ugedagen, da det glemmes hurtigt. Der er jo ikke noget at bruge denne viden til her – andet end at vide om det er den dag, hvor man skal stå for mad, bagning eller lidt rengøring.

Her ombord beslutter vi lidt fra dag til dag, hvad vi hver især har lyst til og dermed bliver det til en masse spontane aktiviteter, der foregår både over og under vandoverfladen.  Det er en blanding af dykning, havkajak, standup padling, snorkling, wakeboard, strikketøj, gode bøger, spille spil og vandreture i en natur med jungle, vandfald og ekstreme klippeformationer. 

Vi møder imødekommende lokale (selvom kommunikationen besværliggøres af, at der er ingen af os, som rigtig kan fransk) og vi har ekstrem hyggelige stunder med hinanden. 

Det er ikke ualmindeligt, at der lige bruges tid på en middagslur eller udspring fra masten, alt efter hvad man lige er i humør til. 

Jeg føler, jeg har været rigtig heldig med at være ombord med 5 rigtig let omgålige og hyggelige mennesker.  Derudover har vi selskab af skibet Havana, som altid byder ind med godt humør og hyggelige indslag som feks. deres Hinano-bar(Hinano er den lokale øl). Hver dag kl. 17 rejser de deres hjemmelavede Hinanoflag og meddeler med et horn, at nu er der åbent for en sun-downer, hvis lysten er der…Og ja hvorfor ik☺  

I denne uge har vi været nogle dage i Daniels Bay, hvortil vi sejlede med sejl for første gang. Det gik rigtig fint til trods for vores manglende erfaring hermed. I den tilhørende landsby forsøgte vi at forsyne os med frisk frugt og grønsager. Den første dag ankom vi dog til en mennesketom landsby med de fineste ordnede haver. Her havde jeg virkelig en oplevelse af at være med i et afsnit af tv-serien Lost.  Frugt-missionen løste sig dog.

Herefter gik turen videre til Hooumi Bay allerede ved solopgang. Alle blev straks morgenfriske og glade for beslutningen om den tidlige afgang, da vi fik selvskab af en kæmpe flok legesyge melonhead whales . 

I Hooumi Bay har tiden været koncentreret om dykning, hvor vi prøvet kræfter med reef-hooks og advanceret strømdyk. Her mærkede jeg virkelig vandets kræfter både i form af store bølger og meget kraftig strøm, som pressede masken hårdt ind i ansigtet og kastede kroppen rundt fra side til side. Reef-hooks var virkelig effektive og gjorde det muligt at ligge forholdsvis stille og observere de forbigående fisk.

Heriblandt er det blevet til silvertip-, whitetip-, blacktip- og hammerhajer, manta-, eagle- og marblerays, skildpadder, blæksprutter og mange forskellige fisk, som kan ligge som et helt tæppe.

Man kan hurtig føle sig lidt forvænt med alle disse fisk. Vi råber og springer i hvert fald ikke længere straks i vandet, når der kommer en mantaray cruisende forbi båden☺

Nu har vi været godt rundt om Nuku Hiva i løbet af de sidste 3 uger og har fundet vej til Taiohae Bay, hvor der skal forsynes med internet, mad, vand, benzin og diesel til de næste 4 uger, hvor turen går til øen Ua Pou og Tuamotu atollerne og Fakarava.

Livet er nu dejligt her i troperne! 

2015.01.17 - Dykning på Nuku Hiva's vestkyst, rejsebrev af Mads

Ved dette rejsebrevs begyndelse befinder S/Y Orbit sig fortsat i idylliske Haahopu Bay på det nordvestlige Nuku Hiva i godt selskab med S/Y Havana. Dagen efter det fælles snobrødsbål på stranden (forrige rejsebrev) bruger vi én dag mere på dykning i Haahopu inklusiv et fænomenalt natdyk, hvor et helt nyt sæt af sære skabninger tog over fra dagens beboere. Og at komme til overfladen til en stjerneklar himmel og grøn biolumiscence i vandet er også en helt speciel oplevelse og perfekt afslutning på et godt dyk. I løbet af natten slår vinden over i en mere nordlige retning, så de lange stillehavsbølger begynder at nå ind i Haahopu Bay. Ophold på begge sejlskibe bliver en mere urolig fornøjelse, og efter et afrundende dyk på klipperne om Haahopu klargøres Orbit til sejlads, og tæt fulgt af Havana sejler vi sydpå langs Nuku Hivas vestkyst til Baie Marquisienne. Denne bugt er knap så beskyttet som Haahopu, men væsentligt mere frodig og med udsigt til en tætbegroet flodkløft flankeret af majestætiske bjergrygge.

Ca. 1 sm syd for for Baie Marquisienne er et særligt eftertragtet dykkerspot, Matateteiko, som vi i fællesskab med Havana og med Kens kyndige erfaring fra området begynder at udforske dagen efter. Her kommer fordelen ved at være to sejlskibe til rette, da dykker-entusiaster på tværs af besætningerne går ombord på Orbit, mens øvrige kan benytte sig af Havana. Orbit sejler som fremskudt live-aboard til Matateteiko, mens Havana bliver liggende i Baie Marquisienne. Dykning på Matateteiko er en helt ny oplevelse i forhold til Haahopu med større dybder og mere omfattende klippeformationer og huler. Derudover har området langt flere stimer af fisk fritsvømmende om klipperne, og også flere hajer inklusive de sky scalloped hammerhead. Desuden er en dyb hule hjem for en flok nærgående langustere og soldier fish, som supplerer de i forvejen imponerende dyk om klippeformationerne. Josefine, Mads, Sabine og Nicklas begynder PADI deep-diver speciality, som giver adgang til sandbunden ud for klipperne, hvor tætte horder af neon-gule blue-striped snappers omslutter dykkerne. Med så positiv en dykkeroplevelse og den praktiske fordel ved at have Orbit som forsyningsskib lige i nærheden af dykket, gentager besætningerne succesen dagen efter med endnu en Matateteiko-dykkerdag.

Efter to dage med intens dykning og mæt af undervandsindtryk bruger vi to dage på aktiviteter og afslapning over vandet i Baie Marquisienne. Nicklas, Sabine og Mads svømmer ad flere omgange i land på stenstranden og udforsker kløftens bjergsider og plateauer, der giver en fantastisk udsigt over bugten, kystlinjen og det indre af Nuku Hiva. Marquesas øernes vulkanske forhistorie er tydelig på vej igennem det skiftende terræn fra kløftens tætbegroede flodsenge over frodige plateauer til de golde ridges. Derudover fortsættes kajaktræning påbegyndt i Haahopu med træning i makkerpar, og især enkelt- og makkeredning udgør et element af underholdning, som roerne får styr på teknikkerne til smertefrit at komme tilbage i cockpittet på kajakken efter en kæntring. Selve træningen med roningen giver udover teknik-træningen muligheden for lydløst og let at sejle om de betagende klippekyster, og indimellem komme tæt på en flok mantarays.

Genladt til mere dykning benytter vi herefter yderligere to dage med den sensationssikre plan med forskydning af Orbit til Matateteiko og dykning i området. Og med mere kajaktræning i bagagen bruger kajakholdene (Nicklas og Sabine, Line og Mads aka Team Ripcurl) skiftevis flytning af Orbit som en lejlighed til at have følgeskib til en kajaktur fra Bay Marquisienne til Matateteiko.

Som antydet af summeringen af ugens aktiviteter føles dagene ombord sælsomt aktivitetsfyldte for en tropisk sejlerferie, i den forstand at der altid synes at være én eller anden interessant aktivitet i gang på Orbit; et dyk, kajaktræning, besøg hos Havana, tur i land, badning og snorkling, gastronomiske udfoldelser, spil, solbadning med en god bog fra salonens samling eller en interessant samtale over cockpitbordet. Derfor er hele besætningen også typisk køjeklar relativt hurtigt efter mørkefald – til gengæld vågner båden tidligt igen så snart solen kravler op over bugtens bjergsider. Godt humør og hjælpsomhed er fortsat i overmål i besætningen, så der er masser af mulighed for at tilgodese forskellige aktivitetsønsker, ligesom de praktiske gøremål som fx opvask og dykkerflaskefyldning overstås bekvemt og effektivt. Men man har også svært ved at holde op med at smile i godt selskab i så naturskønne omgivelser; hav og luft er altid behageligt varmt og selv de sporadiske og korte tropisk regnbyger er kun et forfriskende indslag, og man falder let i staver over det smukke omgivende terræn eller nattehimlen over Stillehavet. Selv uden at være under vandet trænger dyrelivet sig også på, idet vi jævnligt ser mantarays og flyvefisk, ligesom delfiner springer om boven på både Orbit og dinghyen. Som et surrrealistisk eksempel herpå, oplevede vi store springende tun under den sidste hypnotisk betagende solnedgang i Daniels Bay – postkortene viser måske delfiner, men tun efteraber åbenbart.

2015.01.11 - Ankomst til Orbit, rejsebrev af Josefine

Den 29. december fløj jeg fra Auckland og landede seks timer senere, (med en tidsforskel på 23 timer) i Papeete, Tahiti. Dagen efter mødte jeg Mads, endnu en gast, som jeg fulgtes med i et lille propelfly til Nuku Hiva. Vi fik hurtigt leveret vores bagage i det der må være verdens mindste lufthavn, og fandt en bil der ville køre os ned til Taiohae-bugten, hvor Orbit lå for anker.

Efterhånden har jeg været på farten i tre måneder, og har allerede oplevet Maldiverne, Sri Lanka og New Zealand. Jeg føler mig privilegeret og heldig over at opleve endnu et unikt land, og det er en fantastisk følelse endelig at være om bord på Orbit. Jeg er klar til nye oplevelser, udfordringer, venskaber og kultur.

Alt er stadig nyt og spændende, og der er mange informationer at suge til sig. Både Line og jeg fandt ud af, at med alle de ord der findes for skibet, påvirkning af vind og hav m.v., skulle vi nærmest til at mestre et helt nyt sprog, og udfordringen er taget op med god hjælp fra Ken. 

De første 11 dage er nu fløjet afsted på Nuku Hiva, og der er sket meget! Først og fremmest var der årsskiftet, som vi fejrede sammen med det andet danske skib, Havana. Vi fik bikset nogle drinks sammen og hyggede på Orbit, inden vi sejlede ind til havnens Café, hvor det sidste af år 2014 blev fejret med lokal trommemusik- og dans samt en lækker middag. Klokken slog 00:00 og alle os danskere hoppede ned fra vores stole, hvilket var til morskab for de andre omkring. 

Efter nogle dage tog Sabine, Line, Ken, Nicklas, Mads og jeg afsked med Lars, som har været kaptajn på Orbit det sidste halve år. 

Der blev klargjort de sidste ting på Orbit, provianteret i stor stil, og den 5. januar var vi klar til at forlade Taiohae, for at sejle til Haahopu-bugten på vestkysten. Det var dermed også et på gensyn med ferskvandsbad og fast grund under fødderne i det næste lange stykke tid. 

Sejladsen til Haahopu tog omkring fire timer, og det var skønt endeligt at komme ud og sejle i det store Stillehav. Der var mange førstegangsoplevelser for mig, heriblandt at sejle selve båden.

Vi havde desværre ikke så god fiskekarma derhen, så der blev ingen fisk på grillen i denne omgang. Derimod blev vi optil flere gange fulgt af en flok delfiner, som kom helt tæt på båden, en fantastisk oplevelse! Nu har jeg set delfiner i alle fire lande jeg har besøgt på min rejse. 

Vi kom frem, og som den eneste båd i bugten nød vi den absolutte stilhed- og frihed. Vi slappede af på båden, lavede aftensmad og nød senere den smukkeste stjernehimmel, godt oplyst af fuldmånen. 

Det er forresten imponerende hvad der kan laves af mad om bord. Vi har indtil videre lavet indiske retter, hjemmelavet pizza, grillspyd, bagt cookies og bananpandekager. Derudover er vi godt suppleret af frisk mango, passionsfrugt, pomelo, ananas og en kæmpe klase bananer. DET er lækkert! 

Dagene i Haahopu har bl.a. stået på en masse dykning samt kajakcertifikater. Line og jeg er i gang med vores advanced open water, hvilket har været ganske morsomt indtil da. Særligt navigationsdykket hvor det lykkedes mig at fare så meget vild, at selv Ken blev godt forvirret. 

Det er sindssygt fedt at være under vand igen, og dykningen på Nuku Hiva er fremragende. Vi har allerede dykket/snorklet med store mantarays, stingrays, hvidtippede hajer og alverdens forskellige fisk og andre skabninger. Det er en vildt fed følelse (og lidt skræmmende) når en kæmpe mantaray har direkte kurs mod en, og jeg glæder mig til alle de kommende dyk.

For nogle dage siden sluttede Havana sig til os, og vi lavede forleden alle sammen snobrød på bål, inde på stranden i Haahopu. Der er simpelthen så hyggeligt herude, og jeg nyder hvert et sekund. Det er nogle fantastiske mennesker jeg er på togt med. Som Ken har sagt, Orbit og Stillehavet danner blot rammerne, vi skal selv skabe eventyret, og det er vi fuldt i gang med!

Varme eventyrhilsner fra Nuku Hiva. 

2014.12.05 - På Marquesas med Familien Bundgaard, rejsebrev af Frank

Rejsebrev fra. D. 21 november til d. 5 december.

Der går mange rygter om Steven, eneboeren, i bugten Hanamuinoa på øen Tahuata lige ved siden af Hiva Oa. Hvad får en mand først i trediverne til at isolere sig væk fra alt? Aner det ikke og godt for det så kan vi koncentrere os om det der kom ud af mødet med ham ... Frugt hver gang vi svømmende til stranden for at bade, mango var favoritten og så pamplemus og en kæmpe grøn frugt med hvidt kød og store kerner, en vandretur i frugthaven som endte med total myggeangreb for ikke at tale om søpindsvinfangst og øjeblikkelig spisning med et skvis lime, harpunfiskeri efterfulgt af aftensmåltid på bananblad med ris og fiskefangsten, sidst en kaffe med kokosmælk "the Marquesas way". Marius startede på Dinky ind til stranden og sluttede af med at svømme de 400 m frem og tilbage - dette blev både bemærket og påpeget af Steven. 

Open Water uddannelsen blev skudt i gang med de første "pool" dyk i bugten ved siden af den, hvor vi lagde til. Først blev udstyret skruet sammen, ned i dinky'en og afsted... Vi blev herefter pakket ind i udstyr fra top til tå og rullede så baglæns over bor i havet. Så kom vi på dybt vand ikke i den forstand at det gik galt men at vi lige pludseligt blev sænket ned på 10 meter vand, det at være der nede var i sig selv ikke noget stort men mere tanken om ikke lige og kunne stikke hoved op over hvis der gik noget galt var noget af en anderledes følelse. 

Bugten er meget fin at dykke i, super sigtbarhed ca 15-25 m. Og masser af liv. Fisk i alle farver, og så selvfølgelig Tøffe, vores hus klumpfisk, som også tog sin kæreste med og boede under båden i al den tid vi var der. De kunne i hvert fald godt lide den mad vi lavede, i sær kød og endeskiven på brødet faldt i rigtig god jord. Af og til kom de rød-sølvfarvede fisk op og deltog i festlighederne, men de var ikke altid lige søde mod Tøffe, så i sær Julie var efter dem med god karma og kammeratskab. Efter en uge blev det alligevel nok for alle - i sær Frank - uden kød, så en tur i dinky'en var nødvendig! Det passede også med at vi kunne fejre Lars med de 60 år d. 1 december med både kød på grillen og kartoffelsalat! Det har vi fundet ud af er kaptajnens yndlings. Om morgenen blev han fejret med kanelsnegle follet og rullet i 27 lag - eller næsten i hvert fald og gaver fra familie og lidt fra os. Og for at vende tilbage til Steven så blev vi da også inviteret til barbecue party med hans venner. Det var virkelig en oplevelse. Da vi ankom havde de vidst allerede taget fat på rødvinen, så Steven var blevet meget meget træt og lå og sov omringet af fluer. Vi blev både budt på hest og fisk, af de søde venner som ikke forstod så meget engelsk igen, men det var helt klart kyllingen der var favoritten... Det blev til en kort visit, men vi kunne jo ikke klage, når der var kød. Vi besluttede derudover også at vente med at give værtsgaven, bestående af øl, til en anden god gang. En pakke cigaretter blev dog lagt på hans sovende krop. 

Den sidste aften havde vores "hårde men retfærdige chef" arrangeret delfin show efterfulgt af et flyvefiske show afsluttende med at en af de store sorte fugle fløj ud i det blå med en af de glinsende flyvefisk i et godt fast næbgreb. Showet kulminerede næste morgen med en delfinreprise og så dukkede havskildpadden op for fra havet for at hilse på. Nogle stykker nåede også at fatte svømmefødderne og snorklede ind til Steven, hvor øllene og den efterspurgte rom fra det tidligere togt, blev afleveret. Han var meget ked af afskeden og gav os en masse pamplemos, mango og lime. "Så er vejrfilerne så vi kan tage afsted" lød meldingen fra kaptajnen og så startede udfordringerne for alvor for den ikke fantastisk søstærke familie for hvem det tager laaaaaaaang tid at få søben. Det er her på sin plads at takke både Lars og Julie for deres overbærenhed og at de havde overskud til at tage fuldstændig over ... TAK!

2014.11.26 - Fødselsdag på Nuku Hiva, rejsebrev af Trine

Så er sidste uge af oktober gået, hvilken for mig har givet et år mere på bagen, bragt os godt og sikkert fra bugt til bugt, nord rundt om Nuku Hiva, og for os alle betyder at der er ved at være kun fjorten dage tilbage af vores ophold på Orbit. 

At få fejret sin fødselsdag herude, med de seks søde mennesker jeg deler pladsen med på dette togt, var noget af en fest og gjorde dagen til en af de helt bedste. Den bød på morgensang på sengen, gave med både øl og chokolade i og så blev der kræset for sagerne af bagertøserne. Vi lå på det tidspunkt på vestkysten i den nordlige bugt Haahopu, hvor vi også sidst havde stor succes med både dykker- og snorkelturene, og jeg fik set alt hvad jeg kunne ønske mig, da Olivia, Kristine og jeg fik en fantastisk morgensnorkeltur, sammen med både en havskildpadde, mantarays, eagle rays, en enkelt sting ray, en black tip reef shark og de mange farverige fisk der hygger rundt om korallerne. Det er et privilegie at svømme rundt med så store og smukke dyr som vi får lov til herude, og med så mange nær overfladen er det ingen sag at ens ører ikke er så glade for dybderne. 

Herfra var vores næste stop nordkysten og bugten Hatiheu, for bare en enkelt overnatning, da vi med nu snart en uges tid bag os siden vi forlod Taiohae samt knap fjorten dage til næste større bugt på Hiva Oa, havde håbet på lidt provianteringsmuligheder og også brug for at få fyldt op med vand. Hatiheu bød dog mest af alt på flot sceneri med hakkede bjergtinder, sort lavasten, blåt vand, sandstrand og grønne palmer i kanten, som også fortsatte i nabobugten Anaho, der var det planlagte mål og en af de flotteste af de hidtil besøgte steder på øen, med lang hvid sandstrand og høj udsigt hele vejen rundt i den brede bugt. Her havde vi selskab af et enkelt andet skib. Det er ellers et af de sande goder ved at rejse rundt og opleve stederne som vi gør det med skib, at vi de fleste steder ligger helt uforstyrret som det eneste skib i bugten, og ikke mindst får lov til at se nogle af de mere uberørte steder, skånet for turisme. Det er helt sikkert et særligt træk ved sejlads-rejsen, som der bliver sat stor pris på herude.

Tiden i Anaho blev brugt på at udforske kystlinjen, både med numsen i vejret og næsen i de tonsvis af muslingeskaller der skylles op i vandkanten der og med et par gode gåture til at få gang i benene igen, hvoraf den ene blev en tøsetur med picnic-kurv til Hatuatua bugten ved siden af, hvor vi på vejen fik godt med tiltrængt og garanteret friskt grønt og frugt i rygsækkene, fra en stor flot plantage, hvor vi selv fik lov at plukke tomaterne mellem rækkerne. Her kvitterede vi dog alle for hyggen med no-no bites (sandfluer) og godt med myggestik, så alle tøserne nu er spottede på ryggen og kahytten ligger i en konstant tåge af tigerbalsam, hvis duft vist længe vil bringe minder frem. For drengenes vedkommende var der dømt studietid og de fik brugt god tid på både læsebænken, eksamens og med praktiske øvelser i vandet, så de inden længe kan kalde sig både rescue divers og divemasters. Vi der var i vandet fik også en ret lang svømmetur med guide på, i form af en af de største og flotteste havskildpadder, jeg og vi har set, hvert fald så tæt og så længe. 

Fredag måtte vi videre på ruten til næste ankringsplads, som var i den ene af de tre bugter der tilsammen udgør den tredelte bugt Comptroller. Det var ikke alle der havde savnet dønningerne, som vejret sammen med et par ordentlige regnskyl gav godt af denne dag, men det er nu stadig som om at vi alle nyder det på hver vores måde hver gang vi får lettet anker og sætter kursen lidt væk fra land og mod et nyt spændende sted. På denne tur fik vi følgeskab af en kæmpe flok melon headed whales, hvad vi senere har fundet frem til også kaldes Electra-delfiner, og normalt skulle holde sig godt på afstand af både, men som gav et flot og meget nært show ved at ride på bovbølgen ude foran. De var imponerende, også i mængden af dem, da vi vurderede at der let har været flere end hundrede. De havde en meget speciel farve også, en flot nuance af koksgrå, med tendens til det mørke koksgrå faktisk, ikke langt fra sort, men ikke nær kulsort, hvilket jo er meget interessant, hvis man da ellers gik op i sådan noget.

Næsten fremme sejlede vi forbi den lille knold Tikapo Rock, en lille sten der på sjov vis stikker op af havet knap halvtreds meter fra pynten, som skulle være et af de bedste dykkerspots, men på betingelse af mere ordentligt vejr end der har vist sig at være for os denne gang. Her fik vi så holdt lidt siestadage, med bog-, spil- og filmhygge, lidt båd-fikserier og mere divemaster-læsning. Imens har Inge Salatkasteren øvet sig i at huske hvilke ting vi ønsker overbord og Jonas Kajakshopperen har været sendt på indkøb, både solo og sammen med Olivia Ollie-o. Med vel at mærke 12 km. i alt fra Orbit til supermarked og tilbage igen, fik de med fyldte hulrum og massiv bananklase på toppen, på imponerende vis og til vore andres begejstring, brudt grænserne for hvor meget proviantering der kan være i og på en kajak.

Med de ekstra sydfrugter, der nu altså ser sig rigtig godt ud, hængende i skibets cockpit, skal vi nu videre mod øen Ua Pou, i en halv dagssejlads. Dagene med sejlads går altid hurtigt, der er mange ting der skal ordnes både før og efter, hårde og mindre hårde opgaver. Det er rigtig fedt at mærke at vi efterhånden er blevet et ganske effektivt team, der kan klare det hele på snart den halve tid. Heldigvis har og er den sidste del af ruten planlagt med masser af stop og sejladser.

Med Ua Pou i sigte rammer vi den sydlige gruppe af Marquesas-øerne, hvilket betyder at dagen for vores alles afrejse kommer skræmmende tæt på. Efter halvvejsmærket forsvandt, har det virket for mig som om at et togt på to mdr. er gået lidt for hurtigt, men det trøster at vide at det kun kan betyde godt selskab. Der er trods alt også hele tre destinationer som vi har til gode inden da, og det bliver ikke svært at nyde den sidste tid, hvor der med god og tiltrængt opfordring fra Inge, er skruet lidt op for charmen og frekvensen af passende sundowners. 

De bedste rejsehilsener fra Trine