2014.06.15 - Ikke en røverhistorie, rejsebrev af Ida

Jeg må indrømme, at denne fortælling kommer til at lyde som en rigtig røverhistorie ...det er det altså ikke!

For det første er jeg ingen røver, og for det andet sejlede vi for to dage siden direkte ind i paradis. Uden pis! 

Men for lige at lave en ægte Matador intro, vil jeg starte min fortælling helt tilbage til Tahiti. Her startede Magnus og jeg vores rejse for snart to måneder siden, og her gik det op for mig at jeg aldrig, før nu, har forstået ordet; 'eksotisk' i dets egentlige betydning.

Papeete lufthavn modtog os kl.6 om morgenen med musik og dans. Temmelig slukøret stod vi med åben mund og polypper og så til, mens deres lokale bodybuilder-helt kom hjem med en kæmpe pokal, fik kys og kram og blomsterkranse i læssevis, dette fra nogle meget letpåklædte muskelbundter af polynesiske mænd.

Og det blev bare ved herfra. Polyneserne er nogle af de mest smilende og imødekommende mennesker, jeg har mødt.

Tahiti oser af frugtbarhed. Stornumsede kvinder med blomsterkranse i håret og saroner om livet vrikker langsomt afsted, mens de kalder 'aryvar' i ny og næ.  Kvinderne, der når de danser, får mig til at revne af misundelse og Magnus' øjne til at blive så store som tekopper.

Mangotræer og avokadotræer står i alles haver, passionsfrugter dumper ned i hovedet på én, når man går ”kølig” morgentur.

Sagt med andre ord, Tahiti var stedet for mig..... lige indtil jeg kom til de omkringliggende øer.

For når alt det dejlige er sagt, så har den Europæiske storhedsvanvid været forbi Tahiti engang i 1600-tallet og taget sig en ordentlig bid af den ellers så fantastiske (chokolade-)kage. 

McD., Carrefour (~Bilka), kirken og diabetes er flyttet ind, og det ser ud som om, de er kommet for at blive.

Derfor var det endnu en fornyet følelse, der ramte mig ved ankomsten til Marquesas-øerne. Man kan jo heldigvis blive klogere.

Her var hverken McD eller Carrefour. I det hele taget var her meget mere polynesisk og meget mindre Fransk.

Marquesas med dets smukke landskaber, der fik mig til at spejde efter King Kong. Deres vilde dykkerspots, hvor vi mindst så 30 eagle rays, eller 10 hammerhajer og Marquesas, hvor de tre ombordværende paparazzier tog det ene postkortfoto efter det andet.

Et rimelig ok sted at have alt den tid i verden, vi havde brug for, og 7 søde mennesker at opleve det sammen med.

Nu er vi så taget videre ned til Tuamotu atollerne og tilbragte sidste uge på Makemo.

Ved ankomsten blev vi modtaget på kajen af Alex og Florent, to franskmænd, som Ken kendte fra tidligere år på Orbit. De inviterede på BBQ i deres have af koraller og eksotiske potteplanter.

Det blev en aften med masser af grin og ild i grillen. Drengene skulle mestre kokosnødde-åbning, så bådens dejlige damer kunne nyde godt af ungdommens drik (Madonna hævder, at kokosvand har magiske krafter and Madonna knows shit!)

Makemo blev nydt i stor stil. Nu lå vi pludselig helt stille om natten og alle fik den tiltrængte søvn. Der blev handlet/hamstret, da deres provianteringsfly ankom torsdag aften og vi har nu igen den luksus at kunne spise friske grøntsager. Noget især (mest) kvinderne på båden værdsætter :)

Makemo bød også på en ny type dykning, denne gang med følelsen af at være dumpet direkte ned i Edens have. Koralrevet rakte så langt øjet kunne se, med alle revets typer fisk i deres mange temmelig nuttede variationer.

Her mødte vi også for første gang Napoleon-fisken, der er en kæmpe wrasse med et imponerende kamæleonagtigt farvespil og spionøjne. Begejstringen på båden ville ingen ende tage.

Makemo var også stedet, hvor vi blev mere eller mindre tvunget til at have et mere afslappet forhold til hajerne. Her kredsede de om båden, så snart noget eller nogen blev smidt i vandet.

Drengene blev endda så afslappede, at de vovede sig ud med harpunen og fangede os en dejlig masse parrot fish, vi kunne sætte tænderne i - efter Florents udsagn den mest delikate fisk på revet.

Så er vi her, midt i paradis. For to dage siden sejlede vi til Fakarava syd og ligger nu her for anker.

Hvis I nogensinde har siddet på jobbet, eller i skolen, og drømt jer langt langt væk til en ø med hvidt sand og palmer og kokos, så er det faktisk her, vi er lige nu. Stedet findes faktisk, og det vildeste ved det er, at her ikke er specielt mange mennesker. Vi har det for os selv, på nær fra et lille resort med 9 små bungalows og et dykkercenter på størrelse med min fars gamle skur. Det er rimelig fucking awesome!

Andreas, vores trofaste tyske følgesvend, er kommet, og Havana lå her allerede, hvilket resulterede i, at vi i går sejlede ud til en af atollens mange små øde øer og holdt en ordentlig strandfest med bål og eramitkrebseløb (som min krebs 'Ken' selvfølgelig vandt op til flere gange).

Der blev ristet velsmagende snobrød med pølse over bålet og snakket og drukket rom til den store guldmedalje. For en slags sørøvere er vi vel. Den slags der vælter sig i (natur)rigdomme og dejlige letpåklædte damer. Den slags der griner og bander og sejler verden rundt, fordi det er det fedeste, man kan.

I dag er vi knap så sørøver-agtige. Tømmermændene er flyttet ind og det er et sølle syn.

Men i morgen er vi på den igen og så skal der dykkes med mange hundrede hajer (på en gang!) og grines og sludres igen.

For det bliver en god dag, lige som alle de andre dage.

p.s. Kære Charlottes mor og Jannies far; Charlotte og Jannie bader selvfølgelig overhovedet ikke med hajer. Aldrig!