Au revoir Marquesas, bon jour Tuamuto; ugen, der er gået,
har været præget af et sceneskift i særklasse – og vi har lagt første del af
vores togt på hylden og taget hul på den næste. Vi forlod Marquesas øen Nuku
Hiva mandag morgen, efter at Orbit havde undergået en større
forberedelsesproces, hvor alt blev fortøjret, bundet fast og hermetisk lukket.
Dingyen blev hejst op og spændt fast på dækket, gasflasken fortøjret,
kajakkerne ligeledes og alle løse genstande blev fjernet – vi var klar til
vores 5 dages- og 500 sømils sejlads sydpå mod Tuamuto Atollerne. Vores gode
kaptajn havde varslet en måske lettere høj sø, så der blev ikke taget nogen chancer
med udstyr, ej heller sparet på søsygepillerne for en del af besætningen. Vi så
hurtigt Nuku Hiva med sin dramatiske, forrevne klippeformationer og frodige, grønne
dale forsvinde i baggrunden – der blev både sagt farvel med lidt vemod i
sindet, men der kunne også fornemmes en boblende spænding og forventning i
blodet over at skulle skifte de imponerende Marqueasas øer ud med paradis-atollerne.
Forude ventede os dog først et endeløst Stillehav med skumsprøjt og god vind. 
Der var på forhånd lavet en vagtplan for os alle. 2 og 2
havde man styrevagt sammen i enten 2 eller 4 timer ad gangen - alt afhængigt af
tidspunktet på døgnet. Og det skulle hurtigt vise sig, at den gode vind på ca.
20 knob fik skub i både storsejl og genua. Motoren blev hurtigt slukket og kun
vindens susen fik os skubbet hurtigt over bølgerne og mod Atollerne. Den høje
sø og den gode vind viste sig at blive både vores ven i forhold til hastigheden
men også en lidt udfordrende fjende, der gjorde det til lidt af en kunst at
bevæge sig rundt på Orbit, smøre en mad, børste sine tænder, jonglere sine
lemmer på ret kurs på toilettet og ikke mindst få en forholdsvis god søvn. De
første 2 dage bar mest præg af at finde sine søben og tiden gik fortrinsvis med
at styre på skift, sove og slappe af sin køje, læse en bog, se en film, skue ud
over de til tider massive bølger og køre cola, slik, chips og andet
letspiseligt stads ned. Vinden gjorde dog også, at vi allerede efter 2 dages
sejlads med en til tider lidt voldsom krængning kunne se, at vi kunne skære en
del af rejselængden af. 
Dagene tog hinanden i en lidt monoton tilstand, men på
tredjedagen blev vi revet ud af vores
sejlertrance og god fiskekarma satte sindene i kog. Kort tid efter at
fiskestangen var sat, var der bingo. ”Fiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiisk” råbte
Magnus, og jeg sprang mod fiskestangen og begyndte at hale ind med stort iver
og forventning; hvad var der mon på?? ”Den er vist ikke så stor” kvitterede
Magnus med, ”Er den mon stadig på” sagde jeg, ”Ja, ja, du kan se, at stangen er
under pres, bare fortsæt” grinte Magnus. Eftersom det var min
pionerfiskeoplevelse, havde jeg ingen idé om, hvordan en fiskestang ville te
sig - hverken med den ene eller den anden fangst på.
Men der blev hevet ind og
i overfladen viste sig en fin bonito tun. Ikke en af de store af slagsen – 56
cm - men til gengæld en tun. Ken hjalp med at hive dyret om bord og Anne Sofie
fik vist mig kunsten at filetere en fisk. Det var et stort øjeblik. Min første
fisk! Kort tid efter blev fiskestangen sat igen og der gik ikke længe før, at
der endnu var bid. Denne gang var det Aksel, der fik en wahoo på – en større
sag på 123 cm. Den blev ligeledes fileteret og køleskabet blev proppet med god,
frisk fisk. Skulle vi mon sætte stangen igen? Ja da! Med den fiskekarma var det
næsten en selvfølge, og da Ida fik endnu en wahoo på ca. 1 meter halet ind –
var det sikkert – lyserøde fiskelurer med sølvglimmer har magisk fiskekarma. Om
aftenen havde søen lagt sig lidt for en stund og Anne Sofie lavede vores fangst
om til et rigtigt måltid mad – en lise for kroppen efter at have levet af slik,
chokolade og baguette de første 3 dage.
Langt ude i horisonten kunne man skimte en stribe land. Var
det mon Makemo - vores final destination? Jep. Med den høje fart i båden kunne
vi ramme land før antaget. Og her på fjerdedagen kunne jeg mærke begejstringen
vokse over den netop spottede stribe land. Der var noget magisk i at have
sejlet i flere dage og pludselig kunne se land. Land som bestod af palmesus og
koralstrande – lidt som på film. Kursen blev sat mod nordpasset – en relativ
smal passage førte fra Stillehavet og ind i Atollen og med strøm og vind skulle
den passeres med nøjagtighed og forsigtighed. Ken røg i masten, Anne Sofie bag
roret og ankerpladsen kunne pludselig anes forude. Vores hjem for de næste dage
åbenbarerede sig - en rolig ankerplads ved byens mole – omgivet af et næsten
blikstille turkisblåt hav med hvid sandbund. Yes!! Ved ankomsten mødte vi Alex
og Florent – nogle af Kens gamle sejlervenner, som han sidst havde set i
Caribien for flere år siden. Et sjovt gensyn for Ken og et for os andre skønt,
nyt bekendtskab, som det skulle vise sig, at vi alle kunne nyde godt af her på
Makemo. 
Orbit trængte både til hovedrengøring og en ordentlig
røvfuld ferskvand, så efter endt fortøjning af vores lille hjem, gik vi i gang.
Forude ventede flere treats, så vi kom hurtigt ud over stepperne og blev lige
så hurtigt færdige. Det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi alle
hungrede efter afslapning i rolige omgivelser og ikke mindst hjemmelavet sushi
af vores egen fangst. Der blev rullet sushi, rørt mayoer og drukket hvidvin, og
da vi satte tænderne i saftig fisk og efterfølgende lod ferskvand risle ned
over vores salte hår og kroppe kunne vi læne os tilbage. Ingen bevægelser i
båden, ingen krængning, mætte maver, ingen søsyge - der faldt en salig ro over
os alle. Tuamuto eventyret var skudt i gang.
Makemo har i dagene efter vores ankomst budt på både skønne
oplevelser på land og i vand. Fredagen blev hurtigt taget i brug, og vi nappede
et dyk på atollens yderside – at plumpe i vandet med solens stråler, der
penetrerede overfladen og kastede gyldne lysglimt ned på en multifarvet
koralbund med en bred palette af alverdens fisk var ganske enkelt fantastisk.
Man kommer vel ikke meget nærmere oplevelsen af at svømme i et stort akvarium.
Aftenen blev brugt hos Alex og Florent, som tændte op i barbecuen og serverede
kolde øl og hjemmelavet vanille- og mangorom under træernes susen. Gåturen
tilbage til Orbit sent på aftenen under en stjernespækket, mørk aftenhimmel
fungerede fint som prikken over i’et. Det føltes skønt at være her. Lørdagen
stod på drift snorkling på indersiden af Atollen sammen med vores nye, franske
venner, der arrangerede eftermiddagstur, hvor den barnlige begejstring over at
lade sig flyde i hastig fart langs revet med en snorkel i munden tog helt over,
alt i mens man blot kunne se fisk, hvidtippede og sorttippede revhajer samt
gråhajer flyde forbi under en. Tivoli møder Den Blå Planet.
For mig forsegles Stillehavseventyret ganske enkelt på den
fineste vis herude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar