Rejsebrev Jens - uge 35
Rangiroa er den næststørste atol i verdenen, hvilket man bestemt ikke tvivler på når man ser den gigantiske lagune, som giver fornemmelse af et lille lokalt hav. Vi ligger i den nordlige del, ved passet Tiputa, tæt på byen af samme navn, som har været den tidligere hovedstad for Tuamuto-atollerne.
På dette togt har vi aftalt at den person, der har rejsebrev en given uge, skal lave en lækker gourmet-morgenmad en valgfri dag. Så traditionen tro, stod jeg tidligt op og satte mit koldhævede brød fra aftenen før i ovnen, forsøgte mig med at pochere æg (resultatet nævnes ikke her) og lavede hollandaisesauce til Eggs Benedict. På denne måde fik vi sat gang i dagen, som ellers stod på rekognoscering af passet til fremtidige dyk og en tur i land for at snakke med Yannick, ejeren af det lokale dykkercenter. Herpå blev aftalt et dyk på ydersiden af passet med stor sandsynlig for delfiner og et strømdyk i passet, til den efterfølgende dag.
Ellers har den forløbne uge stået på masser af læsning af teori for alle, derudover har vi haft kontaktet familie og venner derhjemme, da vi har kunne bruge den smule internet som var hos Yannick. Vi har også set hvor hurtigt vejret pludseligt ændrede sig fra flot solskin til regnvejr, som fik himmel og hav til at ligne ét.
Jonas og jeg har også set lidt af den store atol fra ladet på en pick-up truck, da vi blev sendt med den hjælpsomme Yannick ud for at fylde diesel, benzin og vand op. Her fik man indtrykket af hvor stor atollen er (i fransk polynesiske øjne), set den lokale skole, gymnasium og mere.
Næste stop er endnu et ideelt spot til dykning, nemlig Fakarava syd som jeg har været så heldig at se før. Den uge kommer der helt sikkert også nogle gode beretninger ud af, som Charlotte får lov at fortælle om. Tak for denne gange og på gensyn.
Stillehavshilsner fra Jonas, Olivia, Charlotte, Lars og Jens
Ingen kommentarer:
Send en kommentar