Talofa!
Anden uge på togt 4 har nået sin ende på det gode skib Orbit.
Ugen blev indledt med klargøring af båden til første sejlads. Spændte begyndte vi den 14 timers lange tur fra Western Samoas ene ø, Upolu, til ø nummer to, Savai’i. En tur med en smule søsyge fra såvel de mere erfarne sejlere til begyndere. Vi er overbevidste om, at det nok skal blive bedre – vi skal bare lige i gang! Sejladsen foregår skiftevis i par, både dag og nat, hvilket selvsagt går lidt ud over nattesøvnen. Da vi kom frem til Savai’i tirsdag eftermiddag, blev resten af dagen derfor udnævnt til ’hygge-pjækkedag’, hvor vi lavede absolut ingenting og fik hvilet ud. Én vigtig ting har jeg allerede lært på Orbit; man skal lige huske at tage en pause engang imellem. Det er en uskreven regel i kaptejnes manual, opfundet af Nick med øgenavnet ’slaven’. Så det overholder vi selvfølgelig!
Onsdag fik vi vækket vores dovne kroppe og udforsket øen med snorkel og i kajak. Det er fantastisk bare at sejle hvorhen man vil i det lyseblå vand. Vi fandt en hyggelig lille ø fyldt med eremitkrebs, muslinger og forstenede koraller, der med flotte kokostræer kunne være taget ud af en film om paradis. Dagen blev endt på det nærtliggende ressort, hvor vi spiste lækker lokal aftensmad med udsigt til havet og Orbit, mens restaurantens band fyldte ørerne med Samoansk musik.
Udflugt har der også været tid til, og torsdag var dagen hvor vi pakkede rygsækkene klar til at udforske bjergene på øen. Spændte ventede vi på den lokale bus, der ikke følger en bestemt tidsplan. Den kører mellem klokken 7 og 8 om morgenen, og hvornår det så præcist er, tager man ikke så tungt på Samoa. Aldrig har jeg set så mange mennesker i én bus, hængende ud af alle bussens åbninger. Men der er altid plads til en mere, så vi fik klemt os ind. På turen kunne øens smukke natur og bjergede landskab nydes med høj musik fra bussens radio. Buschaufførens assistent stod i døren, som for øvrigt manglede, og sprang ind og ud, når folk skulle af eller have fragtet ting med bussen.
Udflugtens første destination var ’Swimming with the Turtles’, hvor vi fik mulighed for at fodre og svømme med havskildpadder. Simon var eneste modige mand i vandet dog en smule skeptisk over de mange skildpadder, som omringede ham, men til underholdning for os andre. Efter en gåtur stødte vi på et ekstremt lækkert ressort, der med udsigt til strand og vand lokkede os til en pause med frokost. Mætte og tilpasse blev vi klar til dagens anden og sidste destination; ’Dwarves Cave’, som helt uberørt byder på et underjordisk eventyr, hvor ingen endnu har nået enden af grotten, trods timelange forsøg. Vi fik arrangeret et lift med en taxi, der skulle køre os derhen og vente til vi var færdige, hvorefter han skulle køre os hjem til Orbit. Fin deal for både ham og os. Taximanden valgte bare at køre os til en anden grotte, der belejligt for ham lå på vejen hjemad. Fin deal for ham. 
Spændte steg Christina og Simon ned i grotten, gik 20 meter, hvorefter guiden fortalte dem at ’this is the end’. Taximanden havde pludseligt problemer med forståen af engelsk, men stædigt fik vi ham presset ned i pris, og vi kom sikkert hjem. Desværre uden oplevelsen af den rigtige grotte. Det skal dog siges, at det er eneste uheldige episode med de lokale, som generelt er utroligt søde og hjælpsomme. Vi tog det med et smil, og aftenen sluttede med drinks på vores lokale ressort for at bruge de sidste ’tala’ inden vi satte kurs mod næste destination; Wallis & Futuna.
Turen mod Wallis bød på en 42 timers sejlads fyldt med regn og god vind. Da det regner allermest bliver der råbt ’Fiiiiisk’. Alle mand på dæk – Christina har fået bid. Når der fiskes på Orbit er den uskrevne regel, at kampen skal være én mod én. Mand mod fisk. Ingen andre hjælper. Efter en sej kamp i silende regn fik Christina hevet en flot tun ombord. Filteringen er knapt gået i gang, før der spottes en hval. Med tunen fastklemt mellem Christinas ben og panik over hvor kameraet er, får vi lov til at se en hval, der legende svømmer langs båden. Regnvejret er fuldstændig glemt, og vi står alle gennemblødte og beundrer det fantastiske væsen. En tur i Orbits bibliotek viser, at hvalen var en Vågehval, også kaldet sildepisker, som bliver mellem 6- 10 meter lang. Vild oplevelse!
Vi er i skrivende stund nu velankommet til Wallis & Futuna efter en fin sejlads. Orbit ligner en sigøjnerbåd med alt vores våde tøj hængende til tørre overalt. Alle ledige steder er udnyttet.
Turen har kostet nogle blå mærker, specielt hos pigerne, der tydeligvis ikke helt har lært, at man skal holde fast under sejlads. Hver gang et ben eller en arm slås, kvitteres der kækt med ’3.0 til Orbit’ fra Jonas og Nick. Orbit må efterhånden have en trecifret føring på den front. Men der er (endnu) ingen brækkede lemmer, og vi lærer det nok.
Generelt er humøret højt, og i takt med at vi begynder at lære hinanden bedre at kende stiger den platte humor, og der mobbes kærligt. Nick har en teori, som siger at folk efter 11 dage ikke kan holde facaden længere, og derfor viser deres sande jeg. Så nu bliver det spændende!
Mad har høj prioritet og ambitionerne i køkkenet er store. Kreativiteten fejler ikke noget og viser sig dagligt når der eksempelvis bliver tryllet kyllingefrikadeller og kartoffeltærte frem fra den lille gril bagest på Orbit. Der var julelys i besætningens øjne, da jeg kreerede en marsbar-brownie, som næsten ikke kunne få lov at køle af. Chokolade og slik er i høj kurs her, da det er svært at finde i butikkerne og dyrt når det så endelig er der. Når der skal forhandles om pligter om bord hedder valutaen derfor slik, og den stiger helt sikkert når de første fra besætningen har tømt egne slikskabe.
Vi har det alle godt og nyder de flotte omgivelser.
Mange solrige hilsner fra Christine og resten af besætningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar