Vi tog ud på eventyr og vi fandt det! Og som det er med eventyr, så skal helte og heltinder gennemgå en masse prøvelser, før de når målet og finder lykken. Og det må man sige Orbit og besætningen har været igennem. Stillehavet er lunefuldt og på en båd er man i naturens vold - Særligt når uheldet er ude og motoren sætter ud.
Vi kom afsted fra Tuvalu med et par dages forsinkelse, først pga vejret og så var Christine så uheldig at slå sin hånd meget, da vi som det sidste tog dinghyen op. Der kom en sand Anders And bule med det samme og vi besluttede, at det skulle tjekkes på hospitalet, inden vi sejlede afsted. Intet brækket heldigvis og nu har hun et flot billede af sine håndknogler.
Torsdag d. 30. Juli stævnede vi ud af passet mod Kiribati med god vind, lange høje bølger og høj sol. Perfekt start på en forventet 6-7 dages sejltur. Vi skulle blive klogere...
Det gik fint. Måtte sejle på kryds og bruge motoren en del, men der var højt humør og forventninger til næste dyk osv. Vi indså dog snart, at turen blev lidt længere.
På dag 7 var heldet virkelig med os - En stor marlin bed på og trak fuld line og sprang 40-50 meter fra båden. Aftalen var, at fik vi en marlin på krogen, så var det kaptajnens. Så alle folk på bagperronen, Jonas i fightbæltet og så kæmpede han i 2,5 time før en udmattet 2,37 m marlin var halet ind. Køleskabet blev fyldt op med frisk fisk og lidt ømme muskler fik Jonas også ud af det.
Dag 9 havde vi countdown til at krydse ækvator. Vi lavede en dejlig "dåbssovs" med alt godt fra gemmerne med bla. lidt tobak, karsefrø og en skøn linse-pølse ret fra dåse. Først fik 1. Styrmanden døbt kaptajnen og han er nu kendt hos Kong Neptun som "Medusas lange røvskæg", efterfølgende blev vi andre døbt i solnedgangen og fejrede med en farverig mocktail. Humøret var højt, vi var kommet langt og snakkede om alle de 'luksusting' vi skulle frådse med, når vi kom ind til Tarawa.
Dag 10 - Motoren gik ud... På trods af Nicks ekspertise, og hans og Jonases hårde arbejde med at rense tanke og udskifte alle reservedele på åbent hav, så kunne vi ikke få den til at køre. Humøret dalede. Hvad så? Hvor mange ekstra dage?
Nu er Orbit jo heldigvis en sejlbåd, så det er jo fint muligt at navigere og komme frem til havn for sejl, men vejret og særligt strømmen ville simpelthen ikke lade os komme vest på mod Tarawa. Vi krydsede, men kom højst få grader tættere på måler, og hver gang vinden døde, drev vi med 1,5 knob stik øst!
Ingen motor betød også, at vi måtte spare strøm. Køleskabene blev slukket, blæsere kunne vi ikke bruge, intet lys efter solnedgang og ingen opladning af telefoner, så ingen musik eller film heller. Vi har solpanelerne, men de lader ikke nok til luksus, når det er overskyet, og vejret var ret hårdt og meget vådt.
Med udsigt til at turen blev et ukendt antal dage længere, begyndte humøret også at svinge. Der er gået mange tanker gennem vores bevidsthed, men kontakten med Ken hver dag, holdt os informerede om situationen, vind og udsigterne til, at vi nok skulle komme frem.
Dag 13 droppede vi ideen om at komme ind til Tarawa og stævnede mod Marshall Islands i stedet, det gjorde, at vi kunne fortsætte nord på og stoppe med at kæmpe mod strømmen. Det fik humøret op, endelig flyttede vi os og kunne tælle ned på sømil til destinationen.
Men uheldene stoppede ikke helt. Vi fik en flænge i storsejlet og måtte holde det i 3. reb (reduceret sejlareal), den lette genua til stille dage fik først en lille flænge, og så gik en fuld syning senere, hvilket fik hele sejlet til at flænge på langs. På stille dage, blev vi nødt til at rulle den stærke (og derfor tunge) genua ind, fordi der ikke var vind nok til at holde det ude. Men vi sejlede stadig mod målet det meste af tiden, bare ikke så hurtigt.
En anden slags prøvelse for helte og heltinder var fugt. Pga. de slukkede blæsere og manglende mulighed for udluftning pga. regn og bølger der slog ind over dæk, så gik der mug i vores skabe. Først i alle læderting og siden i tøj og håndklæder. Det var umuligt at undgå, når vi måtte have vores våde tøj under dæk. Første stille solskinsdag fik vi muget ud og vasket eller hængt det hele ud. Det hjalp på indeklimaet, men 5 mennesker samlet på få kvadratmeter i fugt, 30 grader og få dage med vejr til at få et bad, så kommer en båd til at lugte af noget tæt på ådsel...
Lige så hårdt det kunne være, ligeså fede var de gode dage med smukke solop- og nedgange, solbadning på dæk, bad på bagperonnen, læse bøger, sludre og pjatte, bage brød og være kreative med dåsemaden, plus få talt om alle de udfordringer og tanker vi hver især havde, og vendt det til ting, der gør os stærkere og giver os glæde. Alle vores kære derhjemme har fået mange kærlige tanker og har været meget savnet. Afsavn gik fra at være med tanke på materielle ting og mad, til at være tanken om et kram og grin med familie og venner igen.
Dag 21 kom humøret op, god vind både styrke og retning og vi kunne sejle på direkte kurs med 50-60 sømil i døgnet og 172 sømil til Majuro. Vi kom ind til atollen på dag 24, men krydsede rundt for at vente til passet i dagslys.
Dag 25 tidlig morgen sejlede vi ind gennem passet. Vi blev modtaget på radioen af sejlere Ken havde fået kontakt til. De satte himmel og hav i bevægelse for os og lå klar med dinghyer, slæbetov og radioer. Undertegnede blev så rørt af taknemmelighed og forløsning at tårerne pressede sig på. Vi smed sejlene og de trak os ind og fik os sat fast til en morring uden problemer.
Glæden ved at komme i havn og få grøntsager og kød, snakke med familie og venner + tale med andre mennesker opvejede alle dagene til havs. Sejlerne har flere historier om turen hertil, som har lignet vores og vi har fået grinet en masse af det og andre historier. De sidste dage her på Majuro har vi spist godt, slappet af og festet lidt med de andre sømænd.
Togt 4 er ved vejs ende. Vi har haft fantastiske oplevelser vi aldrig glemmer. En masse at tænke tilbage på, når vinteren i lille Danmark er mørk og kold.
Dette eventyr er slut, men et nyt er klar til at begynde
- Og hvis eventyret nu skal have en morale, så ville det være noget lignende: Uden mad og drikke duer helten ikke, men så længe det ikke mangler, så er det et eventyr at sejle med Orbit.
Besætningen på togt 4 takker af - med eftertryk på TAK!
Kærlige hilsner fra os alle. Og tak til jer der har fulgt os og sendt varmende hilsner gennem Ken.
Christina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar