Rejsebrev 12-20 juli
Hej fra besætningen!
Sejlerlivet er skønt og tiden flyver af sted. Der er er allerede gået en måned ombord!
Mandag stod på flere strømdyk for Simon, Jonas, Nick og Christina, som fik udforsket passet med fuld fart både ud og ind. Jeg er stadig i lære som Dinghy-driver og fik transporteret dykkerne tilbage til Orbit i vilde bølger, hvilket resulterede i ømme bagdele. Heldigvis er Jonas og Nick, som er ansvarlige for al Dinghy-transport, nogle meget tålmodige lærere.
Om aftenen gentog vi succesen med bål og aftensmad på stranden med den obligatoriske omgang snobrød. Drengene fandt deres indre fortidsmænd frem og snittede pinde, huggede og indsamlede brænde til bålet og åbnede kokosnøder, så pigerne kunne få serveret kokosjuice og frisk kokos. Ren luksus!
Efter at have været aktive mandag tog vi en hygge-pjække-dag tirsdag for pauser er jo vigtige, når vi lever det hårde sejlerliv. Der blev solbadet, svømmet og spillet kort. Sidstnævnte til stor fryd for Jonas, der gav Nick og mig tæv i 500. Snyd var helt sikkert involveret, og der kræves snart revanche!
Onsdag og torsdag stod på klargøring og proviantering. Vi forbereder os altid på at skulle slæbe de mange dunke med vand, benzin og diesel frem og tilbage mellem havn og by, men de flinke Wallis beboere kom os til undsætning flere gange. Knap havde vi gået to meter, før en forbipasserende tilbyder os et lift. Første gang blev vi smidt bag på en Pickup, hvor vi med vind i håret blev kørt frem og tilbage fra tankstationen af et venligt par. Den var ikke gået i DK, men der havde vi nok heller ikke fået tilbudt et lift. Vi er vildt imponerede over deres hjælpsomhed på alle de små øer. Man kan mærke, at de har et stærkt sammenhold, og at det er en selvfølge at hjælpe hinanden. Det er skønt!
Orbit blev endelig klargjort, og fredag eftermiddag forlod vi Wallis og påbegyndte turen til Tuvalu.
Lørdag stod på fiskeri mens vi sejlede. Jeg fik hurtigt bid og forberedte mig på en hård kamp. Pludselig gav det et ryk i linen, hvorefter den blev slap. Jonas spottede, at der stadig var en fisk på krogen, så jeg hev forventningsfuld linen ind. Resultatet var et fiskehoved! Barracudaen jeg havde fanget var blevet spist mens den og jeg kæmpede. Den stakkels fisk havde ikke en chance. Det er næppe nødvendigt at beskrive hvor stor skuffelsen var. Derefter var det Simons tur, som heldigvis havde mere held end mig. Han fik bid på krogen, og det lykkedes ham at hale en stor Sailfish ind efter en hård og lang kamp. Kæmpen var 2,57 meter lang og fyldte hele bagperronen. Pisse sejt gået! Kampen krævede dog sit offer da et pludseligt vindstød tog kaptajnens elskede kasket. Et øjeblik overvejede han at kaste sig i bølgerne efter den, men kom dog hurtigt til fornuft. Han er ikke helt klar til at grine over det endnu, så vi venter lidt med at joke. Kæmpefisken fyldte køleskabet op, og derfor er der i flere dage blevet kreeret lækre retter med fisk. 
De efterfølgende dage var hårde med en sejlads præget af blæst og regn, krydret med lyn og torden, når vi var heldige. Men lige så surt det er når regnen pisser ned på en nattevagt, ligeså fantastisk er det at sejle med udsigt til en kæmpe stjernehimmel. At have bagvagten og ligge at studere himlen, tælle stjerneskud og reflektere over tingene er egentlig ret ok.
Tirsdag den 20. juli ankom vi endelig til Tuvalu godt brugte og trætte. Da båden var rengjort fejrede vi ankomsten med et fællesbad i havet. Lugten af gnu var stille begyndt at sprede sig på Orbit efter fire døgn med sejlads, så duften af sæbe var tiltrængt. Aldrig har jeg været så taknemmelig for et bad! Det må have været et kønt syn for vores naboer på ankerpladsen at se fem unge springe i vandet på én gang, indsmurt i sæbe.
Vi har det alle godt og nyder livet på vandet. Simon så meget at han har besluttet at tage et par måneder ekstra ombord. Vi glæder os nu til at opleve og udforske Tuvalu, der er vores tredje land på togtet. Atollerne er truet af havet på grund af den stigende vandstand, da der kun er 4,5 meter som det højeste punkt, så vi føler os privilegerede at få lov til at se stedet, inden det måske forsvinder.
Mange hilsner fra Christine og resten af besætningen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar