22.11.2015 Sejladsen fra Majuro til Pohnpei

REJSEBREV, tredje uge 

Sejlads, Majuro - Pohnpei

Efter to uger i Majuro med utallige mekanikerbesøg og mindst lige så mange måltider på den lokale restaurant Tide Table var alle gaster mere end klar til at sætte sejl mod Pohnpei. Motorproblemerne var også ved at være af en størrelse, der var acceptabel at stikke til søs med; så det gjorde vi. Vi sejlede fra Majuro torsdag aften, tog en overnatning oppe ved passet, og sejlede ud af atollen tidligt næste morgen. Nu ventede en uges sejlads med vinden i ryggen! 

Det var fantastisk endelig at have sejlene oppe, sejle fra det rolige vand inde i atollen og ud i de store Stillehavsbølger, ud mod ukendte øer og atoller - ud på eventyr.

Der gik dog ikke mange timer, før to af gasterne blev ramt af søsyge. Dette viste sig at vare ved det meste af turen; men selv om otte døgns søsyge tærer på kroppen, fik det ikke lov til at ramme stemningen. Der blevet lavet måltider, der kunne få tildelt Michelinstjerner for deres kreativitet og udelukkende brug af dåsemad. Der blev skruet helt op for musikken og der blev brugt litervis af solcreme. Det var otte fantastiske dage på havet. Vi blev testet og prøvet af - fik dage med sol fra morgen til aften, fik hele dage med regn, fik en gennemblødt seng, fik alle siddet bag roret i over et døgn og så fik vi fanget togtets første fisk. Jonas Skov hev en 2 meter og 4 centimeter lang sejlfisk ombord og kom derfor i 2 meter-klubben; og så var det endda den første fisk, han nogensinde har fanget. Så vi fik med sikkerhed også spist vores portion af sejlfisk.

Lørdag morgen var der land i sigte. Pohnpei's bjergede landskab dukkede op i den tågede horisont, og efterhånden som vi sejlede nærmere, spottede vi vulkaner, kunne se den brusende brænding, hvor de flotte Stillehavsbølger, der havde båret os de 850 sømil, knækkede og blev enorme brusende surfbølger, der rullede hen over det lavere vand over koralrevet.

Efter at være blevet budt velkommen af Port Control begav vi os ind i det krævende pas. Og det kunne ikke være gået bedre. Med en mand i masten til at råbe "styrbord" og "bagbord", en mand til at råbe fart og alle andre på sine pladser, kunne vi glide gennem passet, mens vi alle fandt øjeblikke til at sende skjulte blikke op mod klipperne, de storslåede junglelandskaber, betragte vandet der ændrede farve fra dyb oceanblå til grønligt lagunevand og nyde at Orbit roligt og sikkert førte os ind i atollen.

På kajen stod flere mennesker og tog i mod os, og i løbet af kun halvanden time var vi blevet indklareret og kunne sejle mod ankerpladsen. Her kunne GPS'en dog ikke hjælpe os længere, den fortalte os, at vi sejlede rundt på land - vi besluttede derfor igen at sende en mand i masten, sænke farten og følge vejen de lokale pegende havde anvist.

GPS'en viste sig dog til dels at have ret, for  pludselig råbte Morten og Kristian højt og panisk: "STOP!" oppe fra masten, og inden vi andre nåede at registrere deres råben, mærkede vi Orbit ramme koralrev. Der blev ikke sagt det store. Vi kiggede på hinanden med store øjne og skæve smil fulde af ærefrygt og lettelse. Vi var ok, men selv samme morgen havde vi snakket om udsagnet om, at alle sejlere er gået på grund - og dem der siger andet er fulde af løgn. 

Det var ikke en slem grundstødning, og efter et minut eller to var vi bakket ud og havde igen vand under kølen. 

Vi vendte stævnen mod de søde lokale, så de på ny kunne udpege vores kurs. De var dog allerede på vej hen til os i deres godt brugte og halvt sunkne både, og vi blev eskorteret ud til ankerpladsen af to lokale både. Hvilken velkomst!

Og her er fantastisk. Vi ligger midt i et flot ringrev, med bjergsider beklædt med jungle, der går helt ned i vandet, et par naboer og en lækker restaurant et lille stykke oppe på bjerget tæt ved havnen. 

Vi kunne ikke bede om mere. Vi har endnu ikke været her et døgn, og vi har allerede fået ordnet båden, sat gummibåden i vandet, fået en god nats søvn og så har vi på to måltider formået at spise både pizza, hamburgers, tempura, nuggets, bananaplit, pandekager, arme riddere, æg og bacon og alt andet vi kunne finde på menukortet. Vi kunne ikke bede om mere.

I dag vil vi planlægge hvad vores dage her på Pohnpei skal indeholde, rengøre båden - og så vil vi spise lidt mere mad.

13.11.2015 Ankomst og ophold på Majuro, rejsebrev af Morten

Det er det første man lægger mærke til: lyden af Stillehavets kæmpe dønninger, der hamrer mod koralhavet med tunge, dybe drøn. Denne buldren høres overalt på Majuro, der kun løfter sig få meter over havets overflade og med kokospalmer som de absolut højeste punkter. Atollen består af småøer, der ligger postkortskønt i en cirkel om den stille lagune. De største øer er beboet, og på hovedøen er der endda på næsten overnaturlige vis blevet plads til en lufthavn og en lille by, der har klemt sig ned på øen og breder sig helt ud til vandkanten som en teenager i for småt tøj.

Gasterne Kristian og Morten påmønstrer som de første. Charlotte, Nicoline og Jonas (Skov) følger et par dage senere. Vi mødes med skipper Jonas (Skall), fulde af forventninger og drømme om det store eventyr med udforskningen af det store hav og øer, som kun kan nås med et sejlskib. De praktiske udfordringer går hurtigt op for, og minder os om at det ikke er for sjov at vi har vores rygsække fulde af oliefiltre, slanger, rensemidler og andre dimser. Orbits motor virker ikke, og båden har ligget stille ved fortøjningsbøjen i Majuro i over to måneder. Den lokale mekaniker, som vi hurtigt døber "kineseren", fordi han er kineser og ingen kan forstå eller udtale hans egentlige navn, arbejder næsten dagligt på at få motoren igang. I løbet af få dage er sætninger såsom "diesel i smørreolien", "timing af injektorpumpe", "o-ringe" og "helikopterbrændstof i tanken" blevet en del af de fleste samtaler på Orbit og har, til alles frustration, fortrængt snakken om eventyr. Spørgsmålet er om vi overhovedet kommer ud at sejle? Langsomt mister vi troen på at "den nok virker i morgen". En temmelig hård start på togtet.

Vi forsøger at fortrænge uvisheden ved at udforske Majuro. Havets buldren og skaderne på bebyggelserne i den yderste vandkant minder om at her er det naturen der bestemmer. Cafeejeren på havnen fortæller om at stormene og vandstigninger forekommer hyppigere og voldsommere. Det forklares med klimaforandringer. De lokale politikere har allieret sig med andre lavtliggende østater og forbereder deres lobbyprogram forud for klimatopmødet i Paris. På offentlige kontorer reklamerer den lokale regering for deres klima- og energiprogram, selvom alle ved at problemerne kræver global handling, og at den lokale indsats isoleret set er nytteløs. Måske er det forklaringen på at det lokale samfund virker som om at det mere eller mindre er gået i dvale i en tilstand af afmagt og apati.

Trafikken på Majuros eneste vej, der løber på langs af øens udbredelse, snegler sig afsted i gåtempo og får næsten hastighedsbegrænsningen på 25 mph til at virke overflødig. Uden for politistationen hænger betjentene ud i skyggen og betragter passivt livets gang på øen: Uniformerede børn på vej til og fra skole. Grupper af unge, der spiller basketball foran det lokale mini-College. Småhandlende foran deres butikker. Alt går langsomt og med en ophøjet ro. Her høres ingen dytten, skænderier eller grædende børn.

Majuro's trykte avis udkommer en gang om ugen og reflekterer det som er vigtigt her. Stort som småt. Klimaforandringer, et forsøg med nye japanske elbiler (mærkeligt som alle mennesker er fascineret af biler, selv i et samfund med få kilometer vej), en lokal teenager har begået indbrud, osv. Og så er der sundhedspolitikken. Spøgelset fra USA's prøvesprænginger på Marshalløerne er her endnu og viser sit ansigt med angst for stråleskader (cancer). Den lokale guvernør taler med indignation om hvordan USA og verdenssamfundet ignorerede hans befolknings menneskerettigheder med prøvesprænginger på Bikiniatollen under den kolde krig og idag ved at forårsage klimaforandringer, der får hans øer til at synke. Kritikken er relativt afdæmpet. Marshalløerne er fuldstændig afhængig af støtte fra USA og de lejeindtægter som øerne får ved at udleje Kwajeleinatollen til USA, der benytter den som verdens nok største skydeskive i deres interkontinentale raketprogram.

Som altid går kvinderne forrest med konkrete handlinger. Vi overværer en lokal fiskekonkurrence kun for kvinder. Overskuddet fra fangsten og ølsalget på havnen går til en brystcancerkampagne. Et festligt syn at se joller fyldt med tykke damer i den lyserøde kampagne t-shirt lande deres fangst af koralfisk fra lagunen.

Kristian og Morten får også sat gang i kajakroningen. Morten har tydeligvis undervurderet styrken i hans kontorkrop og knækker to pagajer under rulleøvelserne som var de tændstikker. Ærgeligt da det ikke er sådan lige at få fat i nogle nye her på Majuro. Resten af besætningen tager det pænt (eller er det overbærenhed?).

Charlotte, Nicoline og Skov kommer igang med Open Water dykkertræning og når at afslutte "confined water". De tre andre tager tre dyk nær Orbit, men dropper mere dykning her. Vandet, koraller og fiskebestanden bærer for tydeligt præg af Majuro ikke er begunstiget med renseanlæg og affaldsbehandling.

Om aftenen hænger vi ud på den lokale bar og restaurant, Tide Table. Her møder vi også de amerikanske helikopterpiloter. De arbejder på de taiwanesiske tunfiskerbåde. Fra deres helikoptere spotter de tunflokkende og hjælper endda med at jage fiskene ind i de kæmpe net. Et farligt job for piloterne og en ulige kamp for fiskene. Pludseligt forstå man hvordan det kan lade sig gøre at tømme havet for fisk.

Frustrationerne over motorproblemerne vokser. Vi holder et telefonmøde med Ken for at diskutere mulighederne. Efter lange overvejelser besluttes det at lette anker og sætte kursen mod Pohnpei. Motoren er stadig ikke i top men kan køre et par timer ad gangen når vi skal ud og ind af passagerne i koralrevene. Men den kan ikke klare at hjælpe os ved vindstille og modvind, så vi bliver fuldstændig afhængige af vinden.

Stemningen letter betragteligt på båden nu da vi har udsigt til at komme afsted og få et par kilometer vand under kølen. Endelig er ventetiden på Majuro ovre og vi kan for alvor komme igang med eventyret. Fredag den 13. letter vi anker fra lagunen, og mens de første solstråler fortrænger stjernerne fra himlen glider vi ud gennem passagen i atollen og møder for første gang de store, tunge stillehavsbølger, som vi indtil nu kun har lyttet til fra atollens stille vand.

Morten