REJSEBREV, tredje uge
Sejlads, Majuro - Pohnpei
Efter to uger i Majuro med utallige mekanikerbesøg og mindst lige så mange måltider på den lokale restaurant Tide Table var alle gaster mere end klar til at sætte sejl mod Pohnpei. Motorproblemerne var også ved at være af en størrelse, der var acceptabel at stikke til søs med; så det gjorde vi. Vi sejlede fra Majuro torsdag aften, tog en overnatning oppe ved passet, og sejlede ud af atollen tidligt næste morgen. Nu ventede en uges sejlads med vinden i ryggen!
Det var fantastisk endelig at have sejlene oppe, sejle fra det rolige vand inde i atollen og ud i de store Stillehavsbølger, ud mod ukendte øer og atoller - ud på eventyr.
Der gik dog ikke mange timer, før to af gasterne blev ramt af søsyge. Dette viste sig at vare ved det meste af turen; men selv om otte døgns søsyge tærer på kroppen, fik det ikke lov til at ramme stemningen. Der blevet lavet måltider, der kunne få tildelt Michelinstjerner for deres kreativitet og udelukkende brug af dåsemad. Der blev skruet helt op for musikken og der blev brugt litervis af solcreme. Det var otte fantastiske dage på havet. Vi blev testet og prøvet af - fik dage med sol fra morgen til aften, fik hele dage med regn, fik en gennemblødt seng, fik alle siddet bag roret i over et døgn og så fik vi fanget togtets første fisk. Jonas Skov hev en 2 meter og 4 centimeter lang sejlfisk ombord og kom derfor i 2 meter-klubben; og så var det endda den første fisk, han nogensinde har fanget. Så vi fik med sikkerhed også spist vores portion af sejlfisk.
Lørdag morgen var der land i sigte. Pohnpei's bjergede landskab dukkede op i den tågede horisont, og efterhånden som vi sejlede nærmere, spottede vi vulkaner, kunne se den brusende brænding, hvor de flotte Stillehavsbølger, der havde båret os de 850 sømil, knækkede og blev enorme brusende surfbølger, der rullede hen over det lavere vand over koralrevet.
Efter at være blevet budt velkommen af Port Control begav vi os ind i det krævende pas. Og det kunne ikke være gået bedre. Med en mand i masten til at råbe "styrbord" og "bagbord", en mand til at råbe fart og alle andre på sine pladser, kunne vi glide gennem passet, mens vi alle fandt øjeblikke til at sende skjulte blikke op mod klipperne, de storslåede junglelandskaber, betragte vandet der ændrede farve fra dyb oceanblå til grønligt lagunevand og nyde at Orbit roligt og sikkert førte os ind i atollen.
På kajen stod flere mennesker og tog i mod os, og i løbet af kun halvanden time var vi blevet indklareret og kunne sejle mod ankerpladsen. Her kunne GPS'en dog ikke hjælpe os længere, den fortalte os, at vi sejlede rundt på land - vi besluttede derfor igen at sende en mand i masten, sænke farten og følge vejen de lokale pegende havde anvist.
GPS'en viste sig dog til dels at have ret, for pludselig råbte Morten og Kristian højt og panisk: "STOP!" oppe fra masten, og inden vi andre nåede at registrere deres råben, mærkede vi Orbit ramme koralrev. Der blev ikke sagt det store. Vi kiggede på hinanden med store øjne og skæve smil fulde af ærefrygt og lettelse. Vi var ok, men selv samme morgen havde vi snakket om udsagnet om, at alle sejlere er gået på grund - og dem der siger andet er fulde af løgn.
Det var ikke en slem grundstødning, og efter et minut eller to var vi bakket ud og havde igen vand under kølen.
Vi vendte stævnen mod de søde lokale, så de på ny kunne udpege vores kurs. De var dog allerede på vej hen til os i deres godt brugte og halvt sunkne både, og vi blev eskorteret ud til ankerpladsen af to lokale både. Hvilken velkomst!
Og her er fantastisk. Vi ligger midt i et flot ringrev, med bjergsider beklædt med jungle, der går helt ned i vandet, et par naboer og en lækker restaurant et lille stykke oppe på bjerget tæt ved havnen.
Vi kunne ikke bede om mere. Vi har endnu ikke været her et døgn, og vi har allerede fået ordnet båden, sat gummibåden i vandet, fået en god nats søvn og så har vi på to måltider formået at spise både pizza, hamburgers, tempura, nuggets, bananaplit, pandekager, arme riddere, æg og bacon og alt andet vi kunne finde på menukortet. Vi kunne ikke bede om mere.
I dag vil vi planlægge hvad vores dage her på Pohnpei skal indeholde, rengøre båden - og så vil vi spise lidt mere mad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar