Det er det første man lægger mærke til: lyden af Stillehavets kæmpe dønninger, der hamrer mod koralhavet med tunge, dybe drøn. Denne buldren høres overalt på Majuro, der kun løfter sig få meter over havets overflade og med kokospalmer som de absolut højeste punkter. Atollen består af småøer, der ligger postkortskønt i en cirkel om den stille lagune. De største øer er beboet, og på hovedøen er der endda på næsten overnaturlige vis blevet plads til en lufthavn og en lille by, der har klemt sig ned på øen og breder sig helt ud til vandkanten som en teenager i for småt tøj.
Gasterne Kristian og Morten påmønstrer som de første. Charlotte, Nicoline og Jonas (Skov) følger et par dage senere. Vi mødes med skipper Jonas (Skall), fulde af forventninger og drømme om det store eventyr med udforskningen af det store hav og øer, som kun kan nås med et sejlskib. De praktiske udfordringer går hurtigt op for, og minder os om at det ikke er for sjov at vi har vores rygsække fulde af oliefiltre, slanger, rensemidler og andre dimser. Orbits motor virker ikke, og båden har ligget stille ved fortøjningsbøjen i Majuro i over to måneder. Den lokale mekaniker, som vi hurtigt døber "kineseren", fordi han er kineser og ingen kan forstå eller udtale hans egentlige navn, arbejder næsten dagligt på at få motoren igang. I løbet af få dage er sætninger såsom "diesel i smørreolien", "timing af injektorpumpe", "o-ringe" og "helikopterbrændstof i tanken" blevet en del af de fleste samtaler på Orbit og har, til alles frustration, fortrængt snakken om eventyr. Spørgsmålet er om vi overhovedet kommer ud at sejle? Langsomt mister vi troen på at "den nok virker i morgen". En temmelig hård start på togtet.
Vi forsøger at fortrænge uvisheden ved at udforske Majuro. Havets buldren og skaderne på bebyggelserne i den yderste vandkant minder om at her er det naturen der bestemmer. Cafeejeren på havnen fortæller om at stormene og vandstigninger forekommer hyppigere og voldsommere. Det forklares med klimaforandringer. De lokale politikere har allieret sig med andre lavtliggende østater og forbereder deres lobbyprogram forud for klimatopmødet i Paris. På offentlige kontorer reklamerer den lokale regering for deres klima- og energiprogram, selvom alle ved at problemerne kræver global handling, og at den lokale indsats isoleret set er nytteløs. Måske er det forklaringen på at det lokale samfund virker som om at det mere eller mindre er gået i dvale i en tilstand af afmagt og apati.
Trafikken på Majuros eneste vej, der løber på langs af øens udbredelse, snegler sig afsted i gåtempo og får næsten hastighedsbegrænsningen på 25 mph til at virke overflødig. Uden for politistationen hænger betjentene ud i skyggen og betragter passivt livets gang på øen: Uniformerede børn på vej til og fra skole. Grupper af unge, der spiller basketball foran det lokale mini-College. Småhandlende foran deres butikker. Alt går langsomt og med en ophøjet ro. Her høres ingen dytten, skænderier eller grædende børn.
Majuro's trykte avis udkommer en gang om ugen og reflekterer det som er vigtigt her. Stort som småt. Klimaforandringer, et forsøg med nye japanske elbiler (mærkeligt som alle mennesker er fascineret af biler, selv i et samfund med få kilometer vej), en lokal teenager har begået indbrud, osv. Og så er der sundhedspolitikken. Spøgelset fra USA's prøvesprænginger på Marshalløerne er her endnu og viser sit ansigt med angst for stråleskader (cancer). Den lokale guvernør taler med indignation om hvordan USA og verdenssamfundet ignorerede hans befolknings menneskerettigheder med prøvesprænginger på Bikiniatollen under den kolde krig og idag ved at forårsage klimaforandringer, der får hans øer til at synke. Kritikken er relativt afdæmpet. Marshalløerne er fuldstændig afhængig af støtte fra USA og de lejeindtægter som øerne får ved at udleje Kwajeleinatollen til USA, der benytter den som verdens nok største skydeskive i deres interkontinentale raketprogram.
Som altid går kvinderne forrest med konkrete handlinger. Vi overværer en lokal fiskekonkurrence kun for kvinder. Overskuddet fra fangsten og ølsalget på havnen går til en brystcancerkampagne. Et festligt syn at se joller fyldt med tykke damer i den lyserøde kampagne t-shirt lande deres fangst af koralfisk fra lagunen.
Kristian og Morten får også sat gang i kajakroningen. Morten har tydeligvis undervurderet styrken i hans kontorkrop og knækker to pagajer under rulleøvelserne som var de tændstikker. Ærgeligt da det ikke er sådan lige at få fat i nogle nye her på Majuro. Resten af besætningen tager det pænt (eller er det overbærenhed?).
Charlotte, Nicoline og Skov kommer igang med Open Water dykkertræning og når at afslutte "confined water". De tre andre tager tre dyk nær Orbit, men dropper mere dykning her. Vandet, koraller og fiskebestanden bærer for tydeligt præg af Majuro ikke er begunstiget med renseanlæg og affaldsbehandling.
Om aftenen hænger vi ud på den lokale bar og restaurant, Tide Table. Her møder vi også de amerikanske helikopterpiloter. De arbejder på de taiwanesiske tunfiskerbåde. Fra deres helikoptere spotter de tunflokkende og hjælper endda med at jage fiskene ind i de kæmpe net. Et farligt job for piloterne og en ulige kamp for fiskene. Pludseligt forstå man hvordan det kan lade sig gøre at tømme havet for fisk.
Frustrationerne over motorproblemerne vokser. Vi holder et telefonmøde med Ken for at diskutere mulighederne. Efter lange overvejelser besluttes det at lette anker og sætte kursen mod Pohnpei. Motoren er stadig ikke i top men kan køre et par timer ad gangen når vi skal ud og ind af passagerne i koralrevene. Men den kan ikke klare at hjælpe os ved vindstille og modvind, så vi bliver fuldstændig afhængige af vinden.
Stemningen letter betragteligt på båden nu da vi har udsigt til at komme afsted og få et par kilometer vand under kølen. Endelig er ventetiden på Majuro ovre og vi kan for alvor komme igang med eventyret. Fredag den 13. letter vi anker fra lagunen, og mens de første solstråler fortrænger stjernerne fra himlen glider vi ud gennem passagen i atollen og møder for første gang de store, tunge stillehavsbølger, som vi indtil nu kun har lyttet til fra atollens stille vand.
Morten
Ingen kommentarer:
Send en kommentar