2014.08.03 - Rejsebrev for Maupihaa, af Jens

Rejsebrev 28/7 til 3/8

Endnu en uge er gået med lynets hast i fantastiske Fransk Polynesien, nærmere bestemt Maupihaa. Olivia er godt på vej imod at være certificeret dykker, hvilket har betydet at Jonas og jeg, har påbegyndt vores færd mod vores mål som Divemasters. Masser af læsning af teori ombord på Orbit og i vandet en forståelse af de skills som Ken viser Olivia, mens vi observerer de forskellige trin. Det giver et nyt aspekt i dykningen, som hidtil, for vores vedkommende, bare har været fundives og ”hovedløst” følge en dykkerleder. Og som i fremtiden kommer til at give mere selvtillid og overskud under vandet, så vi også kan vise andre det fantastiske dykning som Stillehavet kan byde på. Desværre har dykningen været i stilstand de seneste par dage pga. ændringer i vinden, så Olivia som ellers er noget til sit 3. Open Water dyk må være tålmodig.

Derudover er vi alle kommet i gang med vores kajakundervisning. Jonas har haft en basis session med nybagte kajakinstruktør Lars, Charlotte har hurtigt mestret at rulle og Olivia, som har kajakerfaring hjemmefra, har også taget hul på rulningen. Selv begyndte jeg med en 2-timers undervisning på Fakarava syd og dertil har Jonas og jeg haft en 6 sømils kajaksejlads til den sydlige pynt af atollen. Den kommende kaptajn og jeg (sønnike), kom jo til Tahiti d. 1. juli og havde en uge på Tahiti med servicering af båden, så vi lærte alle afkroge af den eventyrrige båd, derefter sejlede vi (Ken, Anne Sofie, Lars og jeg) til atollen Fakarava, hvor vi havde lige godt en uge med fantastisk dykning.

Anne Sofie og Olivia var også en tur i land for at rekognoscere og møde lokalbefolkning. Det blev til 11 ud af øens 18 beboere. Her blev det bekræftet at i hvert fald én pukkelhval, var blevet set syd for atollen, muligvis med en kalv eller en på vej. Desuden blev det til et kokosbrød, 3-4 fisk og en trillebørfuld kokosnødder. Beundringsværdigt hvor udadvendte og gæstfri isolerede øboer som disse kan være!

Som sidste uges rejsebrev nævnte, var en af årsagerne for vores sejlads hertil, de majestætiske pukkelhvaler. Så for at gøre en tur ud af det, pakkede vi dinghyen med dykkergrej til 3, snorkelgrej til alle (plus harpun, forklaring følger) og sejlede ud til yderrevet. Allerede 5-10 minutter efter exit fra passet spottede vi det første tegn på noget, der kunne være en hval. Vores værd hos Poseidon og resten af havguderne fejler i hvert fald ingenting, for selvfølgelig var det en pukkelhval med dens lille kalv! Hvor heldig kan man være! 


Herpå gik jagten ind, så vi kunne komme så tæt som muligt, inden vi dumpede i vandet for at få et kig på de imponerende bæster. Det viste sig at være mere kompliceret end man skulle tro, da mor-hval var meget overbeskyttende for sin lille nyfødte. Så det blev en hvalsafari med udkig efter blåst, ”spor” i vandet og megen racen rundt i dinghyen, med adskillige gange op og ned. Nogle kom helt tæt på i vandet og fik endda video, som dokumenterede fundet. Andre var knapt så heldige og så blot en silhuet i det fjerne. Den tidligere elitesvømmer Jonas fik baghjul af ivrige Olivia, som ville så tæt på som muligt. Dette optog hurtigt flere timer og talrige liter benzin, det diskuteres stadig hvor mange hvaler vi egentligt var på jagt efter, muligvis 2 par, bestående af mor og kalv. Herefter tog vi ind på revet, smed anker og 3 dykkere hoppede i vandet for at udforske, mens vi andre gik på harpun-jagt. Mit første skud med en harpun nogensinde, ramte plet og der var Yellow-spotted Trevally til forret på menuen om aftenen (lidt stolt over mit kill og lykkelig over besætningens hav- og fiskekarma). En begivenhedsrig dag!

Ellers har den foregående uge medbragt en masse hygge på båden, med filmaftener, kort- og tegningspil (pas på Anne Sofie, en haj til Meyer) og ellers en masse god mad og generelt et godt fællesskab mellem gasterne.

I morgen går turen tilbage mod Tahiti, hvor Ken og Anne Sofie afmønstrer deres årslange eventyr og vores lille besætning af 5, med Lars som kaptajn, fortsætter vores Stillehavsdrøm længere østpå. Muligvis får vi et kort stop på Moorea, hvor dykkercertifikater kan færdiggøres og rulning yderligere øves, mens Ken stadig kan assistere. Vemodigt at skulle sige farvel til de to rare mennesker, men fortrøstningsfuldt at det blot er på gensyn!

Stillehavshilsner fra Ken, Anne Sofie, Jonas, Olivia, Charlotte, Lars og Jens

2014.07.27 - Ankomst til Tahiti og sejladsen til Maupihaa, rejsebrev af Olivia

Så er den første uge i Fransk Polynesien gået, og hvilken uge! Allerede da flyet gjorde klar til landing på Tahiti væltede sommerfuglene rundt i maven på mig, endelig var den lange flyvetur fra Danmark overstået og jeg kunne begynde mit længeventede eventyr på Orbit. En overvældende duft af blomsterkranse mødte Jonas og jeg i ankomsthallen inden vi med taxa blev kørt til Marina Tania hvor de andre på båden havde forberedt en overdådig morgenmad. Alt var nyt og spændende og der var en masse informationer og indtryk at suge til sig. For mig personligt krævede det da også en del tilvænning at begå sig under dæk, når båden konstant rokkede fra side til side.

De første par dage blev vi liggende i marina, hvilket gjorde overgangen fra landlivet til livet på havet lidt blidere. Vi kunne stadig nyde godt af friske madvare, rindende vand, træk og slip toiletter og fast grund under fødderne. Der var dog også en del arbejde, som skulle udføres på båden, inden vi kunne sætte kursen mod Maupihaa og de næsten øde bountystrande.  Blandt andet skulle gummibåden lappes, ankerspillet skulle repareres, sejlet skulle forstærkes, dieseldunkene skulle rengøres og fyldes, fiskestængerne skulle serviceres og der skulle provianteres til de kommende uger til havs. Der blev dog også tid til en enkelt smuttur ind til Papeete for at kigge lidt rundt på markedet derinde. Så da dagen endelig kom hvor vi kunne påbegynde vores planlagte to-dags sejlads mod Maupihaa, blev det sidste besøg på træk og slip toilettet, og det sidste ferskvandsbad nydt ekstra meget.

Sejladsen som på grund af ufavorabel vind blev til en 3,5 dags sejlads, bød på mange førstegangs oplevelser for mig, nogle meget bedre end andre. Første gang jeg blev søsyg, første gang jeg skulle sætte et sejl, første gang jeg skulle styre en båd, første gang jeg stiftede bekendtskab med den fantastiske stjernehimmel, første gang jeg så en haj og allervigtigst første gang jeg fangede en fisk. Vi har på denne sejlads oplevet rigtig god fiskekarma. Jonas lagde ud med af få en Mahi Mahi på 1.59 meter og omkring 16 kilo på krogen, som først efter 30 minutters intensiv kamp lod sig overgive. Allerede dagen efter var der bid igen og denne gang på begge stænger på samme tid. 

Desværre hoppede den ene af, men det lykkedes Jens forholdsvis ubesværet at hive endnu en Mahi Mahi på 1.27 meter ind, som vi kunne nyde på grillen samme aften. 

Blot et par minutter efter at linerne igen var sat, var der endnu engang bid på begge stænger. Nu var det min tur, til at hale fisken ind, min allerførste fisk. Med fighterbæltet på plads og god coaching fra sidelinjen var alle forudsætningerne for en succesfuld fangst på plads. Men allerede inden jeg begyndte at hjule linen ind kredsede flere hajer omkring båden og inden vi overhovedet fik et glimt af fisken havde den endt sine dage som hajføde. Det var et fantastisk og lidt brutalt show vi fik lov til at overvære, da fem hajer på samme tid sprang på den forsvarsløse fisk. Der var dog stadig bid på krogen og det genstridige bytte skulle nu hurtigt hales ind. Med røde kinder og adrenalinen pumpene i kroppen fik jeg, efter hvad der føltes som en evighedskamp, men som nok i realiteten højest har varet i 10 minutter, halet min første fisk ind. Min fangst viste sig dog at være en fin lille gray reef shark på omkring 1.30 meter. Efter Ken fik afmonteret fiskekrogen, der var blevet helt bøjet, blev den lille haj sluppet ud igen, og jeg kunne prale af at være blevet medlem af 1 meter fiskeklubben og have fanget min allerførste ”fisk”.

Den gode fiskekarma har desværre ikke spredt sig til god hvalkarma. En af de væsentligste grunde til at vi tog til Maupihaa var netop muligheden for at se pukkelhvaler og få dem på video. Desværre har vores møde med disse fascinerende skabninger begrænset sig til et par enkelte blåst i mørket. Men vi er optimistiske og forhåbentlig når vi at se en pukkelhval, og måske endda dykke med dem, inden vi igen sætter kursen mod Tahiti hvor Ken og Anne Sofie slutter deres årlange eventyr med Orbit.

Den første uge har været utrolig overvældende og fuld af spændende oplevelser som rækker langt ud over mine vildeste forventninger. Der er en fantastisk stemning ombord og der lader til at være god kemi imellem os alle. Allerede nu er der dannet god grobund for nogle nye dejlige venskaber. Jeg glæder mig derfor helt utroligt meget til at se hvad de næste fire måneder kommer til at byde på af nye spændende eventyr ombord på Orbit.

Lige om lidt skal jeg gøre mig klar til mit allerførste dyk, og jeg er rigtig spændt på hvordan det vil være. En ting er dog helt sikkert med tre instruktører, en divemaster og to rescuediver aspiranter ombord på båden er jeg vist i rigtig gode hænder.

Mange varme eventyrhilsner

Olivia

2014.06.22 Fakarava, rejsebrev af Morten

Så skete det igen. Det er blevet søndag og endnu en uge er gået. Hvor faen blev den uge af. Tiden må gå anderledes hurtigt her ude midt i Stillehavet. Jeg syntes lige, at ugen var startet, og nu er den allerede slut.

Vi har måtte sige farvel til vel nok det fedeste dykkerområde, jeg nogen sinde har dykket i. Sydpasset på Fakarava var simpelthen helt i særklasse. Havde nogen haj-skræk, inden de kom til dette pas, så er det i hvert fald kureret. Der var så mange hajer, og man kunne komme så tæt på, at samtlige af vores harddiske snart er helt overfyldte med fede, fede videoklip af fotogene hajer, som gjorde sig til i alverdens vinkler og positioner.

Inden vi forlod Fakarava Syd-passet, brugte vi lige et par dage i ”bounty–området” vest for passet. Det kunne sagtens have været her, at de gode gamle Bounty-reklamer var optaget. Man skulle være noget af en sær snegl, for ikke at blive helt bjergtaget af de smukke omgivelser. Der blev gået ture, snorklet, harpuneret fisk og slappet af. Samtidig faldt det tilfældigvis så heldigt ud, at vores fantastiske gast, Magnus, havde fødselsdag under vores ”bounty-ophold”. Det blev fejret på behørig maner med lækker morgenmad, kage, bål på stranden og selvfølgelig snobrød og pølser. 

Vores anden fantastiske gast, Charlotte, havde fundet sine bedste spejder-egenskaber frem og arrangeret et suverænt mini-OL med alverdens udfordringer og discipliner. Så var underholdningen sikret, og det hele endte med at blive en virkelig forrygende dag.

Men alting har en ende, og vi har med vemod måtte forlade sydpasset for at sejle til nordpasset for at få fyldt op på alting. Både vand, mad, benzin og ikke mindst Coca-cola var næsten væk, så det var blevet tid til at møde civilisationen og få tanket op.

I skrivende stund sidder jeg med helt fyldt mavesæk efter et overdådigt fødselsdagsmorgenbord. Endnu en fødselsdag har ramt os. Denne gang fejrer vi vores kaptajn. Han kommer, lige som han kan lide det, til at fejre det meste af sin fødselsdag til søs, da vi netop har forladt Nord-passet på Fakarava for at sætte kursen mod Rangiroa. Hvis alt går efter planen, så skulle vi gerne ankomme om ca. 24 timer.

Vejret er perfekt, vinden er god, vi har fået nye forsyninger om bord, så Skylle-kongen – Miss Sophie (nogle gange Henry) – Cirke-lotte – Fiskehviskeren – Den hikkende delfin – Seniorsergenten – Axel Foley aka Foley Boy aka Extreme Boy og Prins Valiant aka Fantastic Boy er klar til nye eventyr.

2014.06.15 - Ikke en røverhistorie, rejsebrev af Ida

Jeg må indrømme, at denne fortælling kommer til at lyde som en rigtig røverhistorie ...det er det altså ikke!

For det første er jeg ingen røver, og for det andet sejlede vi for to dage siden direkte ind i paradis. Uden pis! 

Men for lige at lave en ægte Matador intro, vil jeg starte min fortælling helt tilbage til Tahiti. Her startede Magnus og jeg vores rejse for snart to måneder siden, og her gik det op for mig at jeg aldrig, før nu, har forstået ordet; 'eksotisk' i dets egentlige betydning.

Papeete lufthavn modtog os kl.6 om morgenen med musik og dans. Temmelig slukøret stod vi med åben mund og polypper og så til, mens deres lokale bodybuilder-helt kom hjem med en kæmpe pokal, fik kys og kram og blomsterkranse i læssevis, dette fra nogle meget letpåklædte muskelbundter af polynesiske mænd.

Og det blev bare ved herfra. Polyneserne er nogle af de mest smilende og imødekommende mennesker, jeg har mødt.

Tahiti oser af frugtbarhed. Stornumsede kvinder med blomsterkranse i håret og saroner om livet vrikker langsomt afsted, mens de kalder 'aryvar' i ny og næ.  Kvinderne, der når de danser, får mig til at revne af misundelse og Magnus' øjne til at blive så store som tekopper.

Mangotræer og avokadotræer står i alles haver, passionsfrugter dumper ned i hovedet på én, når man går ”kølig” morgentur.

Sagt med andre ord, Tahiti var stedet for mig..... lige indtil jeg kom til de omkringliggende øer.

For når alt det dejlige er sagt, så har den Europæiske storhedsvanvid været forbi Tahiti engang i 1600-tallet og taget sig en ordentlig bid af den ellers så fantastiske (chokolade-)kage. 

McD., Carrefour (~Bilka), kirken og diabetes er flyttet ind, og det ser ud som om, de er kommet for at blive.

Derfor var det endnu en fornyet følelse, der ramte mig ved ankomsten til Marquesas-øerne. Man kan jo heldigvis blive klogere.

Her var hverken McD eller Carrefour. I det hele taget var her meget mere polynesisk og meget mindre Fransk.

Marquesas med dets smukke landskaber, der fik mig til at spejde efter King Kong. Deres vilde dykkerspots, hvor vi mindst så 30 eagle rays, eller 10 hammerhajer og Marquesas, hvor de tre ombordværende paparazzier tog det ene postkortfoto efter det andet.

Et rimelig ok sted at have alt den tid i verden, vi havde brug for, og 7 søde mennesker at opleve det sammen med.

Nu er vi så taget videre ned til Tuamotu atollerne og tilbragte sidste uge på Makemo.

Ved ankomsten blev vi modtaget på kajen af Alex og Florent, to franskmænd, som Ken kendte fra tidligere år på Orbit. De inviterede på BBQ i deres have af koraller og eksotiske potteplanter.

Det blev en aften med masser af grin og ild i grillen. Drengene skulle mestre kokosnødde-åbning, så bådens dejlige damer kunne nyde godt af ungdommens drik (Madonna hævder, at kokosvand har magiske krafter and Madonna knows shit!)

Makemo blev nydt i stor stil. Nu lå vi pludselig helt stille om natten og alle fik den tiltrængte søvn. Der blev handlet/hamstret, da deres provianteringsfly ankom torsdag aften og vi har nu igen den luksus at kunne spise friske grøntsager. Noget især (mest) kvinderne på båden værdsætter :)

Makemo bød også på en ny type dykning, denne gang med følelsen af at være dumpet direkte ned i Edens have. Koralrevet rakte så langt øjet kunne se, med alle revets typer fisk i deres mange temmelig nuttede variationer.

Her mødte vi også for første gang Napoleon-fisken, der er en kæmpe wrasse med et imponerende kamæleonagtigt farvespil og spionøjne. Begejstringen på båden ville ingen ende tage.

Makemo var også stedet, hvor vi blev mere eller mindre tvunget til at have et mere afslappet forhold til hajerne. Her kredsede de om båden, så snart noget eller nogen blev smidt i vandet.

Drengene blev endda så afslappede, at de vovede sig ud med harpunen og fangede os en dejlig masse parrot fish, vi kunne sætte tænderne i - efter Florents udsagn den mest delikate fisk på revet.

Så er vi her, midt i paradis. For to dage siden sejlede vi til Fakarava syd og ligger nu her for anker.

Hvis I nogensinde har siddet på jobbet, eller i skolen, og drømt jer langt langt væk til en ø med hvidt sand og palmer og kokos, så er det faktisk her, vi er lige nu. Stedet findes faktisk, og det vildeste ved det er, at her ikke er specielt mange mennesker. Vi har det for os selv, på nær fra et lille resort med 9 små bungalows og et dykkercenter på størrelse med min fars gamle skur. Det er rimelig fucking awesome!

Andreas, vores trofaste tyske følgesvend, er kommet, og Havana lå her allerede, hvilket resulterede i, at vi i går sejlede ud til en af atollens mange små øde øer og holdt en ordentlig strandfest med bål og eramitkrebseløb (som min krebs 'Ken' selvfølgelig vandt op til flere gange).

Der blev ristet velsmagende snobrød med pølse over bålet og snakket og drukket rom til den store guldmedalje. For en slags sørøvere er vi vel. Den slags der vælter sig i (natur)rigdomme og dejlige letpåklædte damer. Den slags der griner og bander og sejler verden rundt, fordi det er det fedeste, man kan.

I dag er vi knap så sørøver-agtige. Tømmermændene er flyttet ind og det er et sølle syn.

Men i morgen er vi på den igen og så skal der dykkes med mange hundrede hajer (på en gang!) og grines og sludres igen.

For det bliver en god dag, lige som alle de andre dage.

p.s. Kære Charlottes mor og Jannies far; Charlotte og Jannie bader selvfølgelig overhovedet ikke med hajer. Aldrig!

2014.06.08 - Makemo, rejsebrev af Aksel

Makemo nord.

Her i nordpasset har vi harpuneret connetfish. Det er en lang, tynd nålelignende slimet fisk, som utroligt nok smager dejligt. Vi har dykket de fantastiske pas, hvor bunden ligner et månelandskab, der er en milliard år gammelt fyldt med groupers, snappers og mange andre fisk.

Jeg mener, at vi lå der i en uges tid, hvor vi kunne få nogle flotte landture og spise på restaurant med Alex og Florent. Det var den sidste dag, vi var der. Vi sejlede ved en 7-tiden dagen efter ned mod vestpasset.

Sejltur.

Vi startede dagen med en virkelig dejlig sejlads, spejlblankt vand, ingen vind eller bølger ned mod vestpasset. Da vi sejlede derned, var vi nødt til at have en i masten, der kunne holde udkig efter bummies (bummies kan være en sandbanke eller en stor koral, der stikker op lige under overfladen). Så der var lidt action på turen, når vi først så bummiesne en meter fra Orbit. Der blev revet lidt i roret på den sejlads. Det tog ca. 5 timers tid at komme over til vestpasset.

Makemo vest.

Vi ankom ved en 14-tiden og alle var klar til at dykke, så der blev scubet op og der var et dyk kl. 15. Jeg blev ombord på Orbit og fiskede. Jeg smed linen i vandet og et par sekunder efter var der en grouper på – nej, hvor var det fedt endelig at fange en revfisk, vi gad at spise. Vi har normalt kun fanget triggers eller små snappers, og de er sgu lidt kedelige efterhånden.

Dagen efter at vi smed anker, lavede vi den praktiske eksamen af rescue diver kurset, hvor vi alle bestod - det vil sige os tre, der tager rescue diver kurset.

I weekenden sejlede vi med dingyen over og smed anker ved det nærmeste rev og prøvede med linen igen. Det gik ikke så godt, så jeg prøvede med harpunen - og bang der var en parrot fish, der mistede livet og en besætning, der ville blive mæt. Derefter sejlede vi over til at andet rev, hvor linerne heller ikke virkede, så jeg hoppede igen i vandet med harpunen og bang der røg en stor groupers liv og med det en besætning der ville blive overmæt.

2014.06.01 - Fra Marquesas til Tuamutos, rejsebrev af Jannie

Au revoir Marquesas, bon jour Tuamuto; ugen, der er gået, har været præget af et sceneskift i særklasse – og vi har lagt første del af vores togt på hylden og taget hul på den næste. Vi forlod Marquesas øen Nuku Hiva mandag morgen, efter at Orbit havde undergået en større forberedelsesproces, hvor alt blev fortøjret, bundet fast og hermetisk lukket. Dingyen blev hejst op og spændt fast på dækket, gasflasken fortøjret, kajakkerne ligeledes og alle løse genstande blev fjernet – vi var klar til vores 5 dages- og 500 sømils sejlads sydpå mod Tuamuto Atollerne. Vores gode kaptajn havde varslet en måske lettere høj sø, så der blev ikke taget nogen chancer med udstyr, ej heller sparet på søsygepillerne for en del af besætningen. Vi så hurtigt Nuku Hiva med sin dramatiske, forrevne klippeformationer og frodige, grønne dale forsvinde i baggrunden – der blev både sagt farvel med lidt vemod i sindet, men der kunne også fornemmes en boblende spænding og forventning i blodet over at skulle skifte de imponerende Marqueasas øer ud med paradis-atollerne. Forude ventede os dog først et endeløst Stillehav med skumsprøjt og god vind.

Der var på forhånd lavet en vagtplan for os alle. 2 og 2 havde man styrevagt sammen i enten 2 eller 4 timer ad gangen - alt afhængigt af tidspunktet på døgnet. Og det skulle hurtigt vise sig, at den gode vind på ca. 20 knob fik skub i både storsejl og genua. Motoren blev hurtigt slukket og kun vindens susen fik os skubbet hurtigt over bølgerne og mod Atollerne. Den høje sø og den gode vind viste sig at blive både vores ven i forhold til hastigheden men også en lidt udfordrende fjende, der gjorde det til lidt af en kunst at bevæge sig rundt på Orbit, smøre en mad, børste sine tænder, jonglere sine lemmer på ret kurs på toilettet og ikke mindst få en forholdsvis god søvn. De første 2 dage bar mest præg af at finde sine søben og tiden gik fortrinsvis med at styre på skift, sove og slappe af sin køje, læse en bog, se en film, skue ud over de til tider massive bølger og køre cola, slik, chips og andet letspiseligt stads ned. Vinden gjorde dog også, at vi allerede efter 2 dages sejlads med en til tider lidt voldsom krængning kunne se, at vi kunne skære en del af rejselængden af.

Dagene tog hinanden i en lidt monoton tilstand, men på tredjedagen blev vi revet ud af vores  sejlertrance og god fiskekarma satte sindene i kog. Kort tid efter at fiskestangen var sat, var der bingo. ”Fiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiisk” råbte Magnus, og jeg sprang mod fiskestangen og begyndte at hale ind med stort iver og forventning; hvad var der mon på?? ”Den er vist ikke så stor” kvitterede Magnus med, ”Er den mon stadig på” sagde jeg, ”Ja, ja, du kan se, at stangen er under pres, bare fortsæt” grinte Magnus. Eftersom det var min pionerfiskeoplevelse, havde jeg ingen idé om, hvordan en fiskestang ville te sig - hverken med den ene eller den anden fangst på. 

Men der blev hevet ind og i overfladen viste sig en fin bonito tun. Ikke en af de store af slagsen – 56 cm - men til gengæld en tun. Ken hjalp med at hive dyret om bord og Anne Sofie fik vist mig kunsten at filetere en fisk. Det var et stort øjeblik. Min første fisk! Kort tid efter blev fiskestangen sat igen og der gik ikke længe før, at der endnu var bid. Denne gang var det Aksel, der fik en wahoo på – en større sag på 123 cm. Den blev ligeledes fileteret og køleskabet blev proppet med god, frisk fisk. Skulle vi mon sætte stangen igen? Ja da! Med den fiskekarma var det næsten en selvfølge, og da Ida fik endnu en wahoo på ca. 1 meter halet ind – var det sikkert – lyserøde fiskelurer med sølvglimmer har magisk fiskekarma. Om aftenen havde søen lagt sig lidt for en stund og Anne Sofie lavede vores fangst om til et rigtigt måltid mad – en lise for kroppen efter at have levet af slik, chokolade og baguette de første 3 dage.

Langt ude i horisonten kunne man skimte en stribe land. Var det mon Makemo - vores final destination? Jep. Med den høje fart i båden kunne vi ramme land før antaget. Og her på fjerdedagen kunne jeg mærke begejstringen vokse over den netop spottede stribe land. Der var noget magisk i at have sejlet i flere dage og pludselig kunne se land. Land som bestod af palmesus og koralstrande – lidt som på film. Kursen blev sat mod nordpasset – en relativ smal passage førte fra Stillehavet og ind i Atollen og med strøm og vind skulle den passeres med nøjagtighed og forsigtighed. Ken røg i masten, Anne Sofie bag roret og ankerpladsen kunne pludselig anes forude. Vores hjem for de næste dage åbenbarerede sig - en rolig ankerplads ved byens mole – omgivet af et næsten blikstille turkisblåt hav med hvid sandbund. Yes!! Ved ankomsten mødte vi Alex og Florent – nogle af Kens gamle sejlervenner, som han sidst havde set i Caribien for flere år siden. Et sjovt gensyn for Ken og et for os andre skønt, nyt bekendtskab, som det skulle vise sig, at vi alle kunne nyde godt af her på Makemo.

Orbit trængte både til hovedrengøring og en ordentlig røvfuld ferskvand, så efter endt fortøjning af vores lille hjem, gik vi i gang. Forude ventede flere treats, så vi kom hurtigt ud over stepperne og blev lige så hurtigt færdige. Det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi alle hungrede efter afslapning i rolige omgivelser og ikke mindst hjemmelavet sushi af vores egen fangst. Der blev rullet sushi, rørt mayoer og drukket hvidvin, og da vi satte tænderne i saftig fisk og efterfølgende lod ferskvand risle ned over vores salte hår og kroppe kunne vi læne os tilbage. Ingen bevægelser i båden, ingen krængning, mætte maver, ingen søsyge - der faldt en salig ro over os alle. Tuamuto eventyret var skudt i gang.

Makemo har i dagene efter vores ankomst budt på både skønne oplevelser på land og i vand. Fredagen blev hurtigt taget i brug, og vi nappede et dyk på atollens yderside – at plumpe i vandet med solens stråler, der penetrerede overfladen og kastede gyldne lysglimt ned på en multifarvet koralbund med en bred palette af alverdens fisk var ganske enkelt fantastisk. Man kommer vel ikke meget nærmere oplevelsen af at svømme i et stort akvarium. Aftenen blev brugt hos Alex og Florent, som tændte op i barbecuen og serverede kolde øl og hjemmelavet vanille- og mangorom under træernes susen. Gåturen tilbage til Orbit sent på aftenen under en stjernespækket, mørk aftenhimmel fungerede fint som prikken over i’et. Det føltes skønt at være her. Lørdagen stod på drift snorkling på indersiden af Atollen sammen med vores nye, franske venner, der arrangerede eftermiddagstur, hvor den barnlige begejstring over at lade sig flyde i hastig fart langs revet med en snorkel i munden tog helt over, alt i mens man blot kunne se fisk, hvidtippede og sorttippede revhajer samt gråhajer flyde forbi under en. Tivoli møder Den Blå Planet.

For mig forsegles Stillehavseventyret ganske enkelt på den fineste vis herude.