21.10.12 - Kristoffer's rejsebrev

Det er søndag og vi ligger for anker på sydsiden af Kri Island i en fantastisk lille bugt med hvid bounty-strand og fin dykning. Vi har været i vandet meget de sidste par dage og dykket syd-vestspidsen af Mansour Island. Det er super dykning her med masser af store fisk og stimer af små, plus diverse hajer, rokker og havskildpadder. 

Ugen er gået således at vi først sejlede fra Friwin til Waisai, som er en landsby på sydsiden af Waigeo. Her skulle vi ligge et døgn og proviantere og så videre derfra. Dagen efter vi kom frem lagde Ken sig desværre syg som den foreløbigt sidste i rækken og var så hårdt ramt med feber og kvalme, at vi måtte ligge et ekstra døgn for anker ved Waisai. Dagen efter fortog feberen sig heldigvis, men han har stadig plaget af dårlig mave, plus at hans underlæbe blevet et stort forkølelsessår. Humøret har han heldigvis stadig i behold, og læben til trods har han fået dykket de sidste par dage også. Vi håber på snarlig bedring, så han kommer på 100% igen. Med Ken i bedring sejlede vi tilbage til den rolige ankerplads ved Friwin, hvor Kenneth havde sit først dyk som Divemaster. Det gik fint, alle kom op igen…! Dagen efter sejlede vi til Cape Kri og overnattede, hvor de erfarne dykkere havde et enkelt strømdyk med masser af fart på. 

Her i slutningen af ugen er Thor og jeg gået i gang med Advanced Open Water og har gennemført både strømdyk (ved Mansour) og dybdedyk (ved ankerpladsen ved Kri). Dybdedykket gik hen og blev lidt mere spændende end forventet, vi begge havde brugt 50 PSI bare på at komme i vandet og svømme modstrøms til ankerkæden hvor vi skulle ned, og efterfølgende hurtigt brugte yderligere 100 på bunden med øvelser. Så da det gik op igen på Amazings ankerkæde var Thor tæt på at løbe tør for luft. Dog var der ingen fare på færde; Ken havde rigelig ekstra luft, men dykket blev lidt således lidt mere lærerigt end planlagt. 

I det kulinariske hjørne har vi haft fornøjelsen af Anne-Sofie og Therese som ugens bagere med dejlige brød, pølsehorn og kanelsnegle til følge, mums! Og i går aftes lykkedes det Therese med stor succes på opfordring at lave brun sovs på aubergine til kaptajn og besætnings store fornøjelse.  

I dag gik turen mod Manta Point nordvest for Mansour. Søen var lidt krap at ankre i, og de erfarne dykkere hoppede som sædvanlig først i for at sondere terrænet og se om der var rokker at dykke efter. Det var der heldigvis. Bagefter var Thor og jeg klar. Knap havde vi fået røven i vandskorpen før de første par Mantas dukkede op. Selvom sigten ikke var mere end 10 meter, var det alligevel en stor oplevelse at dykke med de store rokker, specielt Thor var helt i hopla og mente det var turens foreløbige højdepunkt. Dog fik han lige snuden for langt frem en enkelt gang til at starte med og kom enddog meget tæt på en stor Manta, hvilket gav ham en mindre forskrækkelse, og så kunne han godt nok bevæge sig hurtigt, selv under vandet!

Efter Manta-dyk har vi fundet en rolig ankerplads nord for Mansour for natten. På land er der et resort med både bad og internet, så der er dømt landgang for at blive rene og få nyt hjemmefra.

Eventyrhilsner / Kristoffer 

07.10.12 - Et brag af en sanseoplevelse - Thor

 

  Sorong, West Papua, ankomst Orbit og et brag af en sanseoplevelse

Kl. er 17:20, ca 24 timer efter Københavns lufthavn og vi lander med det lille turboprop fly blandt græssende køer, forboldspillende Papuanere og horder af scooterfolk, der ser med på dagens fly fra Manado. Jeg er forunderlig frisk efter et hop over  7 tidszoner, og ser frem til at hilse på teamet fra Orbit. Båden og de 5 andre ombord skal være mit hjem den næste måned.

Hvem er de? Kommer jeg til at trives? Hvordan skal jeg klare måltiderne med fisk, Hvordan er båden? Hvad er Papua .. . .. .? Hovedet er fuld af spørgsmål.

Jeg blir hilst velkommen af en smilende Anne Sofie, og 15 minutter efter står vi midt i den brogede flok af gadesælgere, børn og gamle på færgekajen. Jeg er omgivet af 100vis af smilende, nysgerrige Papuanere og Indonesere, der udbød alverdens miks af sodavand, snacks og småmåltider. Så dukkede Kenneth op i dinghien og kl. 18:00 border vi Orbit.  

Hun er lige præcist det smukke, robuste langtursskib jeg havde forestillet mig, faktisk mere. 16 tons stål, gennemtæsket på de store have siden 1986 og masser af gennemtænkte løsninger, der gør hende perfekt til ekspedition og dykning. Orbit er ankret op ud for færgeteminalen. Her er ingen lystbådehavne, vi er blot et skib som de andre. Nogen fragter korn, nogen fisk, nogen dagligvarer, nogen de lokale mellem øerne, og Orbit fragter eventyr.

Kenneth, Christoffer, Therese og Anne Sofie byder velkommen. Nu er vi 5 og glæder os til at gense skipper Ken i morgen. Ken er et par dage i Jakarta for at arrangere udrustning der skal ankomme til Palau om 3 måneder inden der sejles mod Polyniesien.

Under udpakningen dukker der pludselig en grufuldt tanke op i mig. Da jeg søvndrukken i flyet  satte Ipaden i sædelommen: F... , der måtte den stadig være. For den var ikke til at finde !!! Vi gennemgik mulighederne og enedes om at bedste sats var at være på flyvepladsen kl. 05:30 lørdag, og checke flyet. De fløj jo ikke om natten, så best choice. Så 05:10 lørdag morgen var Anne Sofie og jeg bagsædepassagerer på hver sin knallertscooter, der drønnede af sted mellem morgenmylderet. Ind sprang vi i "lufthavnen", igennem check-inpulten, ud på banearealet med blikket stift rettet mod "mit" fly, som stod der, men med flightlys på. Det skulle til at taxie!! Jeg nåede ikke så lang, blev hurtig "omringet" af venlige officials der ikke mente der var en god ide, at borde flyet, sådan på egen hånd. Den gode slutning blev at at der pludselig dukkede en mørk gut op, holdt noget alu-agtigt op, og gjorde tegn. Var det den ???? Om jeg var lykkelig? Alene i en ny kultur, kunne ikke sproget, værdien af en IPAD svarer måske til 3 måneders løn her i området, og der stod han bare. Var det min :-)))))

 

Lørdag aften og 24 timer efter ankomst, nu er historierne om de mange oplevelser begyndt at komme på bordet.... den nyeste var ikke så fed. Dinghyen var blevet stjålet 2 dage før. Den have de fundet igen, men uden motor. Så lærdommen hedder wire og lås, hver nat. Så Sorong gemmer også på nogle skumle typer og jeg registrerer, at midt i begejstringen for det nye, så er vi alene. Bør altid være på dupperne. 

Vi har brugt dagen på at shoppe. Ikke lige tøj m.v., men forplejning til 4 uger for 6 mand. Utroligt hvordan 60-80 bags forsvinder nedenunder og indeholdet finder sin vej rundt om i skibets rum. I siderne, under dørken, i skabene - og i snedige beholdere på dækket. Kenneth og Christoffer er gået i gang med at "konservere" alle grøntsager. Først "afsyring" i saltvand (væk med insekter, kakkelakker m.v), så afsaltning i feskvand, så tørres godt igennem - og til sidst rulles gulerødderne ind i WC-papir som fugt beskyttelse.

 Sorong by day har været et kulturskift af de store. Jeg er helt opslugt og allerede ved at lade mig integrere i al det fremmedartede. Larmen, affaldet på gaden, trafikmylderet, det myldrende liv. Transportsystemet fungerer dels med små taxis (de flest er rustne uden inderbeklædning i dørene, rattet slingrer lidt, men som regel med en festlig chaufør bag rattet). Standardprisen er 2.000 rupia pr. person, ca. 1,25kr. 

En af dagens skønne oplevelser var da Therese og jeg var på vej til hotel Meridien for at købe adgangspas til Raja Ampat. Vi passerer gaten til havnen, vinker og siger hallo til vagterne, og en gør tegn om vi vil køre med ham på hans motorcykel/knallert. Vi tror det er mod betaling og siger venlig nej tak. 2 minutter efter dukker han op iført hjelm og peger på sit hjerte flere gange. Det er gratis. Han, Danni vil bare gerne hjælpe. TRE på en knallert, på et sæde til 2 - og sådan lidt tæt op ad en fremmed? ? ? Well, er vi eventyrere eller kyllinger, så Therese og jeg hopper op. Så går turen ind og ud mellem taxier, og Danni begynder at råbe Papua, Papua og vinke til folk på vejen. Han elsker sit land og vil af med Indoneserne, så mens vi snor os gennem trafikken enes han og jeg om at han skal være transportminister i det nye selvstændige Papua. Ja, fantasierne og humoren mangler vist ikke.

Om aftenen havde vi spist på cafe Le Jola, her fik vi turens prischok: 160kr for en middag? Ja, det var rigtig, men var for os alle 8 (vi havde et par med fra en anden båd), men så havde vi også ret til at drikke de medbragte øl og vand.

Befolkningen er storsmilende, og hjælpsomme, lige så nysgerrig som jeg, alle tager billeder af alle. Havnepolitet af os, vi af dem, taxachauførerne af os - langsomt går det op for mig at vi er sjældne fugle. Europærere i et samfund med få turister. Når noget kræver opmærksomhed stimler 8-10 sammen, storsmilende. Nu er der en opgave, nogen der kan hjælpes, lad os få en oplevelse ud af det.

 - alt dette kun 48 timer efter København. Kontrasterne sidder stadig i mig. Hvordan mennesker og kulturer finder deres veje til at finde glæde og eksistensmuligheder, trods barske og forskelligartede omstændigheder. 

Abstineserne er ved at krybe ind over mig. Intet internet i en måned, uha.

 3 dage blandt svampeøer i Kabui-bugten

Tirsdag den 9/10 kl. 05:30 tager vi afsted fra Sorong, der skulle først ordnes Visa, og det tager det meste af dagen på disse breddegrader. En kildrende fornemmelse at stævne ud mellem de hundredevis af fiskerbåde, nu slap vi for alvor civilisationen. We are on our own! Om eftermiddagen 

når vi frem til Waigeo, efter 52mil i NV-retning fra Sorong. Undervejs bed der pludselig en Mahi-Mahi på vores madding og Stoffer landede den i flot stil. 83cm og 2,4 kilo. Fra fangsten til den lå fileteret klar til køleskabet gik der 12minutter. 

På Waigeo vælger vi den sydlige Kabui-bugt, der afgrænser Wam og Kabui, ikke den nordligere Maylibit bugt. For som skipper Ken tørt bemærkede "det er det lokale tilholdssted for saltvandskrodiller". Var det en spøg? Tiden vil vise det. Så ankres der op blandt de karakteristiske mushroom øer, et sceneri der er så fremmedartet at det bringer erindringer frem on naturen i filmen "ringenes herre".  Vi ligger nu på position 0 25.380 syd og 130 34.164 øst, alene uden nogen tegn på civilisation. Mushroom øerne og hovedøe er komplet bevokset med junglebevoksning og palmer. Kenneths fantastiske grillede grøntsager nydes midt i den mørke tropenat. Jeg mærker glæden og tilfredsheden. Jeg kom af sted, jeg er her, jeg er midt i eventyret - og med hyggelige rejsekammerater hvor vi aldersmæssigt spænder fra 22 til 69 år. Forunderligt så aldersforskellen udviskes, alle deltager i de mange praktiske ting om bord.

Dagen efter skal der dykkes. Ken instruerer Kristoffer og Therese. Lægger vægt på sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed. Det er tydeligt at Ken trives i rollen som instruktør. Jeg kigger med og lærdommen fra mit certifikat for 17 år siden dukker op. Da vi lidt senere står i 1,5 meter vand, på koralsand, omgivet af jungle føler jeg mig lysår fra træningen i svømmebassinet på Marienlyst. Her i dykkermekaet Raja Ampat på "egen" køl gir det lidt mere mening.

Næste morgen tager Ken og jeg vores første time under vandet. Hvor rusten er jeg? Faktisk forbløffende intakt. Der mangler dog lidt fintuning i at holde den vertikale afbalancering. Det skal nås ved næste dyk. Ved hjemkomsten til Orbit blev vi mødt af en superglad Kenneth. Han havde dagen før spottet en Midnight snapper, var overbevist om at den holdt til et bestemt sted, og gået på jagt efter den med bådens harpun, i fridyk på 9 meters dybde. Og han fik den, 50 cm og 3 kilo. Om har var stolt? ? ? 

Dagen bød på 2 dyk. Jeg kan mærke der er ved at komme lidt mere sikkerhed over processerne.  Føler  mig klar til open water dives. Vi nåede også en sightseeing trip i floden /. kaanalen,  der ...... . Fed fornemmelse at komme drønende ad en  krystalklar vandvej, med urskov, jungle og. på. begge sider. Undervejs gjorde vivstop. ved  en stor. klippehule,  befolket med 100vis af "flyvende hunde", kæmpeflagermus ....

Ankomst til Bountyland

Lørdag ankrer vi op mellem 2 små øer, lidt udenfor østkysten af Wam på position 00.28.565' syd og 130.31.840 øst. Ren Bounty ! Stoffer og jeg foretog en landgang, og jeg checkede kokospalmerne ud, der var laaaangt op. Måske man skulle medbringe en kraftig slangebøsse en anden gang? Dagen slutter med et Open Water træningsdyk. Svævende i 12-18 meters dybde lader vi strømmen føre os forbi et facsinerende sceneri, ren akvarie. Fiskene er bare flere, smukkere og større.

Det var så min tjans at give alle Orbitfans en smagsprøve på begyndelsen af et eventyr, der skal vare 4 uger endnu.

Skrevet af Thor

23.09.12 - Pil's rejsebrev

Vi havde sat af sted fra Doruba, Morotai, forhåbentligt for sidste gang. Vi havde ventet flere dage på at et skib skulle komme med benzin så vi kunne få fyldt op. “I morgen” havde svaret været et par dage i træk indtil de til sidst havde meldt ud af det nok først kom tirsdag. Vi var sejlet ned ved en lille ø lidt syd for Doruba, så vi kunne dykke og hygge på Anne Sofies fødselsdag. Om morgenen den 18. havde vi sejlet tilbage til Doruba og skibet med benzin ankom som planlagt. Så her var vi, frie igen. Jeg sad I cockpittet Sammen med Ken og Anne Sofie. Vejret var dejligt. Sol, varme og ”Du er så smuk og dejlig” med Natasja spillede fra de små højtalere. Vi sejlede foran for tværs med vinden ind fra styrbord, den dominerende halse nu hvor vi bevæger os mod sydøst. Vindretningen her er ret konstant. 

Næste nummer var ”Everything Glows” med D-A-D. Jeg rejste mig og stillede mig ud på badeplatformen, kiggede ud i luften. Ken vendte sig og lidt efter sagde han ”der er noget mørkt derude hva!” Jeg fokuserede. ”wow, ja”, vi blev ved med at se mod fronten. ”Bad Craziness” spillede nu fra højtalerne. Fronten kom tættere på, bevægede os ind på os skråt bagfra. ”Vi reber storsejlet i første reb” sagde Ken. Genoaen var allerede taget ind. Klaus kom op og hjalp til mens vi i bikini og boxers i høj sol og 6 m/s fik rebet stoeren. Ken fik lige ladet vandet og jeg fik taget et par billeder af fronten inden det begyndte at blæse. Jeg stod stadig med kameraet i hånden på bænken bag rettet da jeg få minutter efter hørte Anne Sofie sidde og sige tal 28, 28.5, 28,8 Hvad var det hun lavede? Så gik det op for mig at hun sad og læste op fra vindmåleren. Vi krængede en del. Jeg stod og kiggede ned i det mørke brusende vand. 

Havde jeg taget et skridt ud i luften ville jeg være landet i vandet på bagbord side af båden. Vi kaldte Amazing som lå et stykke fra os og sagde de nok måtte se at få rebet deres sejl. Ken beordrede os alle ned og sidde i cockpittet og Kenneth hentede redningsveste. Kenneth var kommet op da han hørte os rebe sejl. Han blev noget overrasket over den drejning vejret havde taget. Han troede han skulle op i solen og chille med os andre. Snart begyndte det at regne. Vi kunne ikke længere se Amazing og vi kaldte dem over radioen igen for at høre om de var ok. Det var de. Regnen tog til og vinden fik det til at fyge med skum og sprøjt henover bølgerne. Det var vildt, men langt fra ubehageligt. Vi havde fået rebet i tide og alt på dæk var surret godt fast. Bølgerne havde slet ikke haft tid til at bygge sig op, så der var overskud til at tage alle indtrykkene til sig. Snart lagde vinden sig igen og vi fik en fed videre sejlads. Natten startede stjerneklar og da jeg stod op til min vagt kl. 05.00 var der stadig stjerner på himmelen. Det er altså unikt at stå der alene bag rattet om natten. Man mærker vinden mere intenst, stjernerne blinker og tankerne flyder af sted eller også går de helt i stå, det betyder ikke noget.

Det var den 20 september. Vi stod op, trak ankeret op og satte sejl. Ken; ”Hvis nu vi får en fisk på krogen, så slækker du ud i genuaen Anne Sofie, Klaus du haler genuaen ind og Pil du tager fight bæltet på..” – og da lød det trillende tiktiktiktik, alarmen der siger at linen løber. Vi sprang op, lidt forvirring. ”På med selen, det skal gå stærkt” råbte Ken. Jeg fumlede med spænderne, fik fiskestangen sat i holderen mellem lårene. Jeg registrerede Kenneth stramme selen om livet på mig og Ken sætte karabinerne på, jeg var allerede i gang med at rulle linen ind. Jeg havde kun rullet hjulet et par gange da min biceps begyndte at syre til. ”Det kan godt være jeg behøver lidt hjælp til den her” sagde jeg anstrængt, men det kunne jeg ikke få. ”Du må ikke lade den hvile” hørte jeg Ken sige. Jeg gav den alt hvad jeg havde. Nogle gange gav fisken vildt meget modstand hvor jeg kun kunne dreje hjulet en anelse, andre gange kunne jeg hjule ind bedende til at den ikke var hoppet af, for så lettet at kunne mærke den give modstand igen. Sådan fortsatte det lidt, men så kunne jeg se noget skinne i overfladen et stykke fra båden. ”Jeg kan se den” sagde jeg glad. Det var ikke en lille fisk. Da den var kommet op til båden satte Ken en krog i den og hev den om bord. En syv kg, 83 cm Dog Tooth Tuna. 

Vi satte genuaen igen og jeg fileterede fisken mens vi satte derudaf foran for tværs mod en gruppe bjergrige øer i horisonten. Vi sejlede helt tæt op langs øerne hvor stejle uvelkomne klipper rejste sig fra havet. Store oceaniske dønninger skyllede op mod klipperne og sendte meterhøje skumsprøjt mod himmelen. Amazing der ikke kunne gå så højt til vinden som os nærmede sig fra modsatte halse. De smuttede foran os ind gennem en passage mellem to øer. Vi fulgte efter. Vandet krappede vildt i den stærke strøm. Vi strøg igennem med 6,5 knob, drejede til højre og kom ind i roligere vand, landskabet åbnede op. Shit det var fantastisk, det kriblede inden i. Kunne vi mon finde en ankerplads her? 

Det mindede utroligt meget om de øer vi fandt ved Wayil. Små øer med stejle forrevne bjergsider overgroet i tropisk vegetation, nye lyde.. You know the drill. Amazing var kommet ind på en fornuftig dybde og lod ankeret gå. Yes, vi kunne blive. Vi var efterhånden kommet ind i rutinerne og det var effektivt at vi fik smidt anker, af saltet båden og sat gummibåd og kajakker i vandet. Anne Sofie og jeg tog af sted på opdagelse mellem øerne i kajakkerne. Vi fandt ind i en kløft mellem to øer, hvor mangrove træerne voksede tæt så vi måtte sno os igennem, rundt om de træer der stod i midten af løbet og vi var nødt til at lægge os ned i kajakkerne så vi kunne komme under væltede træer. Vandet var lavt og klart og vi kunne se fiskene flygte som vi nærmede os. 

Til sidst kunne vi ikke komme videre og vi måtte vende om. Vi inviterede Amazing over til tun til aften og den sidste bid chokoladekage. Om aftenen sad jeg alene ude på dækket, kiggede på stjerner og sendte tanker til folk jeg holder af indtil månen forsvandt bag en af øerne. Peace in mind. Efter en udfordrende dykkerdag ved Pulau Wayag, sushi og sashimi til aften og en god nats søvn var vi på havet igen. Næste ankerplads var lige ved Stait Kabui. 

Det var morgen og jeg var lige kommet tilbage fra en rekognoscering gennem en lille kanal der førte om på den anden side af øen. Et velbeskrevet dykkerspot. Strømmen lavede flotte eddielines, strømhvirvler og bagvand bag klipper og pynter i de skarpe sving. Begejstret for muligheden for at øve kajakteknik i strøm i relativt beskyttede omgivelser vækkede jeg Kenneth ”Vågn op Kenneth, vi skal på eventyr!”. Jeg ævlede løs, og jeg tror Kenneth syntes jeg var alt for højlydt. Men det virkede.

En time efter sad vi i kajakkerne. Strømmen var stilnet af, og med en smule medstrøm flød vi gennem kanalen og kunne nyde den frodige jungle, fuglelydene, en fiskeørn der næsten besluttede sig for at fange en fisk, store sommerfugle og den heftige summen fra cikaderne. ”Se dér!” sagde Kenneth. Der var et lille trekantet hul i klippevæggen til højre. Vi drejede derover. ”Der skal vi ind, der er noget derinde, jeg tror vi kan komme derind” sagde jeg. Og lige akkurat, med en smule fart og hænderne på klippesiderne kunne vi trække os igennem. To krabber kravlede på siderne og barnarcles sad i et med den fugtige forrevne klippevæg. Det gav et sus gennem mig. Jeg prøvede at orientere mig mens mine øjne vænnede sig til lyset derinde. Jeg kiggede op, kunne se træer og palmer over os. Et plask og det gav et ryk i mig, jeg kiggede ned i vandet. Der var fyldt med fisk. Det var er ca 40 m² skjult bassin med krystalklart vand, hvide sponges og røde og lillae soft corals. 

Tilbage ved bådene var de i gang med at trække ankerne op. Mennes Kenneth og jeg havde været af sted i kajakkerne havde Ken, Anne Sofie, Kim og Rasmus dykket igennem kanalen og tjekket dybden. Over 3,5 m. De havde besluttet at vi skulle sejle igennem for motor. 

Kanalen var ikke bredere end 30 meter og bugtede sig gennem landskabet. Amazing stikker en meters penge lavere end os, så vi lod dem føre an gennem kanalen. Ken kravlede op i masten og Klaus stod bag rattet. Jeg gav kontinuerligt dybdemeldinger til Ken der dirigerede os uden om rev og store koralknolde. Det blev til tider ret intenst ”5-4,5-4,0-3,9-3,8-3,7-3,6-3,5-3,4…”, og jeg følte mig som en opråber på en fiskeriauktion kort før lukketid. Helskinnet igennem kanalen befandt vi os igen i en af de her små fantastiske øriger. Vi fandt en ankerplads og kunne for første gang nyde en blikstille nat hvor stjernerne og månen genspejlede klart i vandet.

  

16.09.12 - Bob marley and the wailes...

Bob marley and the wailes går meget fint i spænd med sejlads i indonesien, Trenchtown Rock i ørene, sol på himlen og en stabil vind i ryggen. Vi sejler fra Lembec til Morotai ca 200 sømil for sejl , Pil logger rekorden 8.9 knob, få og små  bløde bølger. Vi sejler natten igennem , helt kulsort med er fantastisk stjerne himmel, morrild i kølvandet, sidder og styrer i tshirt og tænker på hvornår det nu er vinden skifter, kulden konmer og jeg skal kæmpe mig i 7 lag tøj og regntøj - men der sker jo ikke her i paradis :-) . 

I Lembec har vi dykket en masse og set virkelig mærkelige skabninger, der kunne stå model til nye monstre i en Alien film. Efter sigende var det i Lembec at guds mandagsmodeller blev smidt ned. Kim fra vores broder skib fik taget en masse fantastiske billeder og Ken og Ann Sofie's nye videokamera blev dyppet. Aftenen før vi trak ankeret op, blev vi fra orbit inviteret til filmaften på Amazing, Arne havde rullet den røde løber ud ( håndklæde) og vi så billeder i cockpit med popkorn , chips og et par rundhånede rom og cola, før vi måtte løsrive os for at indtage Pil's special tærte til aftens mad.

 Det er mange måder at fordrive tilværelsen på, til daglig møder jeg kl ca 8  og starter dagen med at kværne en ordentlig bunke emails og læse et læs interessante skriv mens jeg nedsvælger en liter kaffe,  her starter jeg med lidt cornfleks,  dykker en times tid og herefter nyder jeg EN kop kaffe , læser lidt i min Ken Follet bog, mens jeg venter på det næste dyk - hvilken kontrast. 

Solen er stået op igen - det er sørme solskin idag igen, Morotai er i sigte,  Jern genoaen er blevet sat, vi skal ind og finde en ankerplads og deltage i et arrangement  "sail indonesia" hvor en masse sejlskibs kaptajner og deres crew mødes og udveksler røver historier (tror jeg nok ) samt højtideligholder årsdagen for et vigtigt slag under 2 verdenskrig her ved Morotai. Morotai er den ø hvor den indonesiske hær i 1974 fandt en japaner som man havde glemt at fortælle at 2. Verdenskrig var slut. 

Morotai festlighederne viste sig at være omfattende, 2400 hummere blev grillede i byen der var optræden bla af en kendt jakatansk sanger som sang fantastisk godt omend på indonesisk, en hel del af underholdningen gik ud på at lokke folk på scenen og der blev venligt gjort grin med dem , de hvide sejlere (os) sad på stole foran og de lokale stod bagved men de morede sig kosteligt. Soldater fra flåden deltager også i stor stil - de stod sågar og holdt hinanden i hånden mens de så showet - friendly army :-).  Vi lovede at fortælle alle at indonesien er skøn, kom hid og brug nogle penge- men det kunne vi godt skrive under på uden show. Jeg besøgte en moske og blev vist rundt af en flink ung mand der var igang med sin jihad, før man gik ind skulle man vaske, øre, næse, mund, hoved, arme og fødder altsammen 3 gange, et smukt og enkelt rum , hilste på imamen og fik en held og lykke sætning med på vejen, blev inviteret på mad sammen med brødrene - usædvanlig gæstfri.  Toradag  aften er der inviteret til middag af guvernøren i lange bukser, hymmm, jeg har kun jeans med, håber det er acceptabelt. Ved middagen deltog også krigsvetaraner fra diverse krige. Jeg kom til at sidde ved siden af en bestefar lignende indoneser, der viste sig at have været jagerpilot ( russisk  MIG jager), spændende. Jeg spurgte han om det var gode eller sørgelige minder, hvor til han svarede gode, vi vandt jo, befriede papau :-). Guvernøren og frue sang karaoki for os !  Fredag skulle vi have været til middag med deltagelse af selveste presidenten af indonesien, men det blev desværre aflyst og vi måtte nøjes med chips og rom og øl på orbit, hvilket også var hyggeligt - så skal vi forhåbentlig også snart ud at dykke lidt igen.

Kærlig hilsen til nina, lars,hanne og til dig der læser dette. 

Skrevet af Klaus

10.09.12 - Et nyt kapitel er begyndt.

Til mine venner og familie, og dem der vil læse med.

Alle mennesker oplever det, at tage et skridt ind i et nyt kapitel. Nogle gange er det mere tydeligt end andre, at man er ved at afslutte ét og begynde et nyt.

Da Ken og jeg tog fra Danmark d. 23. juni 2012 mod Australien var der ingen tvivl om, at dette var et påbegyndt nyt kapitel der omsluttede de næste 3 år.

Jeg har haft mange tanker, følelser og overvejelser i forbindelse med at træffe beslutningen om at rejse væk hjemmefra så længe. Især på grund af, at jeg kun havde 6 måneder hjemme efter min sidste rejse på 16 måneder, inden jeg skulle afsted igen. 6 måneder til at se alle dem jeg havde savnet. 6 måneder til at sige farvel og på gensyn til alle dem jeg lige havde genset, og fortsat ville savne de næste 3 år.

Det her rejsebrev kommer ikke til at handle om alle de vidunderlige, underlige oplevelser vi har haft i den sidste uge. Det kommer til at handle om det der er foregået inde i mit hoved. Her kommer mit første personlige rejsebrev. Til jer jeg savner af h til.

Jeg har stillet mig selv et par spørgsmål. For min egen skyld, for at få styr på den cocktail af indtryk og følelser de sidste to måneder har været fyldt til randen med. Og jeg tror, at det her rejsebrev er godt for mig at få skrevet, så jeg kan få sat ord på, og komme ud med nogle af de tanker jeg har haft. For hvordan har det egentlig været for mig? Fx det at sige ”farvel”. Selvfølgelig er det ikke farvel for altid, men alligevel er det lang nok tid der går, til at det ikke er nok at sige ”vi ses”.

”Farvel”.

Det har været endnu hårdere denne gang. Jeg følte mig ikke klar.

Jeg havde ikke set mine venner og familie nok, inden jeg skulle væk fra dem igen. Og der var endda nogle jeg slet ikke nåede at se. Fordi der ikke var tid nok. Når det hele også skulle absorberes.

Jeg kunne sagtens have brugt et år mere derhjemme, uden at komme med nogen utilfredse kommentarer om hverdagen – livet – i Danmark. Så jeg var splittet.

Hvorfor valgte jeg så Orbit og eventyret frem for, dybest set, at blive hos dem jeg holder af?

Det er et spørgsmål jeg stiller mig selv herude, og et spørgsmål, der også bliver besvaret herude. Afhængig af situationen og oplevelserne (og humøret).

For det er jo et eventyr. Det er det ord der beskriver helhedsoplevelsen bedst. Selvfølgelig vasker vi også op, gør rent og går på toilettet og på facebook (når vi kan). Men følelsen af det, jeg er i, det her, er uvirkeligt, spændende, oplevelsesrigt og anderledes. Det er min forestilling af et virkelig eventyr. Så hvorfor skulle man ikke vælge det?

En drøm.

To ord, der for mange forbindes med livet på en båd, hvor man sejler fra en bounty ø til en anden.

At drømme. Noget alle mennesker gør.

Drømme. Et ord de fleste forbinder med noget man ønsker at opnå eller opleve. Noget ikke alle mennesker følger. Selvom de kan eller bør.

Jeg prøver. Her er mit forsøg på at opfylde en af mine drømme. Ikke specifikt det at leve på en båd, men alle oplevelserne der er forbundet med det. Sammen med en masse spændende mennesker der sejler med, som har de samme drømme, og sammen med nogle af de mennesker jeg elsker allermest, både Ken som er med hele vejen og de venner og familie der besøger mig undervejs.

Men noget andet er, udover at udleve drømmen, samtidig, at leve i nuet. Lever man, hvis man ikke (lev)er i nuet? Og hvordan ved man om man er nærværende nok til at være i nuet?

Uddrag fra min dagbog, skrevet da jeg var hjemme i DK ”på visit”, d. 29. Februar 2012: ”ER JEG NÆRVÆRENDE NU? ER JEG? HVAD MED NU?”

I har sikkert tænkt de samme tanker. Men en ting jeg har erfaret, er, at jeg har lettere ved at være nærværende her ude, end derhjemme.

Jeg håber at efter de her 3 år, vil nærværet sidde så meget på min rygrad, at det ikke bliver et problem at holde fast i når jeg kommer hjem. Både for min skyld, men også for de mennesker, vis tid og nærvær jeg tager og får.

Nu er der gået snart 3 måneder, og jeg er så småt begyndt at falde til. Tilpasse mig. Værdsætte - livet om bord, de mennesker jeg har omkring mig. Hverdagen. Dykkene. Hyggestunderne. Sejladsen. Havet. Himmelen. Naturen. Varmen. Det at være her. Frem for nogen andre steder.

Jeg savner stadig. Men savn er, for mig, altid forbundet med at rejse. Men med savnet kommer også erkendelsen. Erkendelsen af hvem man virkelig savner. Og elsker.

Skrevet af Anne Sofie