30.08.2015 Vi tog ud på eventyr og vi fandt det!, rejsebrev af Christina

Vi tog ud på eventyr og vi fandt det! Og som det er med eventyr, så skal helte og heltinder gennemgå en masse prøvelser, før de når målet og finder lykken. Og det må man sige Orbit og besætningen har været igennem. Stillehavet er lunefuldt og på en båd er man i naturens vold - Særligt når uheldet er ude og motoren sætter ud.

Vi kom afsted fra Tuvalu med et par dages forsinkelse, først pga vejret og så var Christine så uheldig at slå sin hånd meget, da vi som det sidste tog dinghyen op. Der kom en sand Anders And bule med det samme og vi besluttede, at det skulle tjekkes på hospitalet, inden vi sejlede afsted. Intet brækket heldigvis og nu har hun et flot billede af sine håndknogler. 

Torsdag d. 30. Juli stævnede vi ud af passet mod Kiribati med god vind, lange høje bølger og høj sol. Perfekt start på en forventet 6-7 dages sejltur. Vi skulle blive klogere...

Det gik fint. Måtte sejle på kryds og bruge motoren en del, men der var højt humør og forventninger til næste dyk osv. Vi indså dog snart, at turen blev lidt længere.

På dag 7 var heldet virkelig med os - En stor marlin bed på og trak fuld line og sprang 40-50 meter fra båden. Aftalen var, at fik vi en marlin på krogen, så var det kaptajnens. Så alle folk på bagperronen, Jonas i fightbæltet og så kæmpede han i 2,5 time før en udmattet 2,37 m marlin var halet ind. Køleskabet blev fyldt op med frisk fisk og lidt ømme muskler fik Jonas også ud af det.

Dag 9 havde vi countdown til at krydse ækvator. Vi lavede en dejlig "dåbssovs" med alt godt fra gemmerne med bla. lidt tobak, karsefrø og en skøn linse-pølse ret fra dåse. Først fik 1. Styrmanden døbt kaptajnen og han er nu kendt hos Kong Neptun som "Medusas lange røvskæg", efterfølgende blev vi andre døbt i solnedgangen og fejrede med en farverig mocktail. Humøret var højt, vi var kommet langt og snakkede om alle de 'luksusting' vi skulle frådse med, når vi kom ind til Tarawa.

Dag 10 - Motoren gik ud... På trods af Nicks ekspertise, og hans og Jonases hårde arbejde med at rense tanke og udskifte alle reservedele på åbent hav, så kunne vi ikke få den til at køre. Humøret dalede. Hvad så? Hvor mange ekstra dage?

Nu er Orbit jo heldigvis en sejlbåd, så det er jo fint muligt at navigere og komme frem til havn for sejl, men vejret og særligt strømmen ville simpelthen ikke lade os komme vest på mod Tarawa. Vi krydsede, men kom højst få grader tættere på måler, og hver gang vinden døde, drev vi med 1,5 knob stik øst!

Ingen motor betød også, at vi måtte spare strøm. Køleskabene blev slukket, blæsere kunne vi ikke bruge, intet lys efter solnedgang og ingen opladning af telefoner, så ingen musik eller film heller. Vi har solpanelerne, men de lader ikke nok til luksus, når det er overskyet, og vejret var ret hårdt og meget vådt.

Med udsigt til at turen blev et ukendt antal dage længere, begyndte humøret også at svinge. Der er gået mange tanker gennem vores bevidsthed, men kontakten med Ken hver dag, holdt os informerede om situationen, vind og udsigterne til, at vi nok skulle komme frem.

Dag 13 droppede vi ideen om at komme ind til Tarawa og stævnede mod Marshall Islands i stedet, det gjorde, at vi kunne fortsætte nord på og stoppe med at kæmpe mod strømmen. Det fik humøret op, endelig flyttede vi os og kunne tælle ned på sømil til destinationen.

Men uheldene stoppede ikke helt. Vi fik en flænge i storsejlet og måtte holde det i 3. reb (reduceret sejlareal), den lette genua til stille dage fik først en lille flænge, og så gik en fuld syning senere, hvilket fik hele sejlet til at flænge på langs. På stille dage, blev vi nødt til at rulle den stærke (og derfor tunge) genua ind, fordi der ikke var vind nok til at holde det ude. Men vi sejlede stadig mod målet det meste af tiden, bare ikke så hurtigt. 

En anden slags prøvelse for helte og heltinder var fugt. Pga. de slukkede blæsere og manglende mulighed for udluftning pga. regn og bølger der slog ind over dæk, så gik der mug i vores skabe. Først i alle læderting og siden i tøj og håndklæder. Det var umuligt at undgå, når vi måtte have vores våde tøj under dæk. Første stille solskinsdag fik vi muget ud og vasket eller hængt det hele ud. Det hjalp på indeklimaet, men 5 mennesker samlet på få kvadratmeter i fugt, 30 grader og få dage med vejr til at få et bad, så kommer en båd til at lugte af noget tæt på ådsel...

Lige så hårdt det kunne være, ligeså fede var de gode dage med smukke solop- og nedgange, solbadning på dæk, bad på bagperonnen, læse bøger, sludre og pjatte, bage brød og være kreative med dåsemaden, plus få talt om alle de udfordringer og tanker vi hver især havde, og vendt det til ting, der gør os stærkere og giver os glæde. Alle vores kære derhjemme har fået mange kærlige tanker og har været meget savnet. Afsavn gik fra at være med tanke på materielle ting og mad, til at være tanken om et kram og grin med familie og venner igen.

Dag 21 kom humøret op, god vind både styrke og retning og vi kunne sejle på direkte kurs med 50-60 sømil i døgnet og 172 sømil til Majuro. Vi kom ind til atollen på dag 24, men krydsede rundt for at vente til passet i dagslys.

Dag 25 tidlig morgen sejlede vi ind gennem passet. Vi blev modtaget på radioen af sejlere Ken havde fået kontakt til. De satte himmel og hav i bevægelse for os og lå klar med dinghyer, slæbetov og radioer. Undertegnede blev så rørt af taknemmelighed og forløsning at tårerne pressede sig på. Vi smed sejlene og de trak os ind og fik os sat fast til en morring uden problemer.

Glæden ved at komme i havn og få grøntsager og kød, snakke med familie og venner + tale med andre mennesker opvejede alle dagene til havs. Sejlerne har flere historier om turen hertil, som har lignet vores og vi har fået grinet en masse af det og andre historier. De sidste dage her på Majuro har vi spist godt, slappet af og festet lidt med de andre sømænd.

Togt 4 er ved vejs ende. Vi har haft fantastiske oplevelser vi aldrig glemmer. En masse at tænke tilbage på, når vinteren i lille Danmark er mørk og kold.

Dette eventyr er slut, men et nyt er klar til at begynde 

- Og hvis eventyret nu skal have en morale, så ville det være noget lignende: Uden mad og drikke duer helten ikke, men så længe det ikke mangler, så er det et eventyr at sejle med Orbit.

Besætningen på togt 4 takker af - med eftertryk på TAK!

Kærlige hilsner fra os alle. Og tak til jer der har fulgt os og sendt varmende hilsner gennem Ken.

Christina

20.07.2015 Wallis og sejladsen til Tuvalu, rejsebrev af Christine

Rejsebrev 12-20 juli

Hej fra besætningen!

Sejlerlivet er skønt og tiden flyver af sted. Der er er allerede gået en måned ombord!

Mandag stod på flere strømdyk for Simon, Jonas, Nick og Christina, som fik udforsket passet med fuld fart både ud og ind. Jeg er stadig i lære som Dinghy-driver og fik transporteret dykkerne tilbage til Orbit i vilde bølger, hvilket resulterede i ømme bagdele. Heldigvis er Jonas og Nick, som er ansvarlige for al Dinghy-transport, nogle meget tålmodige lærere. 

Om aftenen gentog vi succesen med bål og aftensmad på stranden med den obligatoriske omgang snobrød. Drengene fandt deres indre fortidsmænd frem og snittede pinde, huggede og indsamlede brænde til bålet og åbnede kokosnøder, så pigerne kunne få serveret kokosjuice og frisk kokos. Ren luksus! 

Efter at have været aktive mandag tog vi en hygge-pjække-dag tirsdag for pauser er jo vigtige, når vi lever det hårde sejlerliv. Der blev solbadet, svømmet og spillet kort. Sidstnævnte til stor fryd for Jonas, der gav Nick og mig tæv i 500. Snyd var helt sikkert involveret, og der kræves snart revanche! 

Onsdag og torsdag stod på klargøring og proviantering. Vi forbereder os altid på at skulle slæbe de mange dunke med vand, benzin og diesel frem og tilbage mellem havn og by, men de flinke Wallis beboere kom os til undsætning flere gange. Knap havde vi gået to meter, før en forbipasserende tilbyder os et lift. Første gang blev vi smidt bag på en Pickup, hvor vi med vind i håret blev kørt frem og tilbage fra tankstationen af et venligt par. Den var ikke gået i DK, men der havde vi nok heller ikke fået tilbudt et lift. Vi er vildt imponerede over deres hjælpsomhed på alle de små øer. Man kan mærke, at de har et stærkt sammenhold, og at det er en selvfølge at hjælpe hinanden. Det er skønt!

Orbit blev endelig klargjort, og fredag eftermiddag forlod vi Wallis og påbegyndte turen til Tuvalu.

Lørdag stod på fiskeri mens vi sejlede. Jeg fik hurtigt bid og forberedte mig på en hård kamp. Pludselig gav det et ryk i linen, hvorefter den blev slap. Jonas spottede, at der stadig var en fisk på krogen, så jeg hev forventningsfuld linen ind. Resultatet var et fiskehoved! Barracudaen jeg havde fanget var blevet spist mens den og jeg kæmpede. Den stakkels fisk havde ikke en chance. Det er næppe nødvendigt at beskrive hvor stor skuffelsen var. Derefter var det Simons tur, som heldigvis havde mere held end mig. Han fik bid på krogen, og det lykkedes ham at hale en stor Sailfish ind efter en hård og lang kamp. Kæmpen var 2,57 meter lang og fyldte hele bagperronen. Pisse sejt gået! Kampen krævede dog sit offer da et pludseligt vindstød tog kaptajnens elskede kasket. Et øjeblik overvejede han at kaste sig i bølgerne efter den, men kom dog hurtigt til fornuft. Han er ikke helt klar til at grine over det endnu, så vi venter lidt med at joke. Kæmpefisken fyldte køleskabet op, og derfor er der i flere dage blevet kreeret lækre retter med fisk. 

De efterfølgende dage var hårde med en sejlads præget af blæst og regn, krydret med lyn og torden, når vi var heldige. Men lige så surt det er når regnen pisser ned på en nattevagt, ligeså fantastisk er det at sejle med udsigt til en kæmpe stjernehimmel. At have bagvagten og ligge at studere himlen, tælle stjerneskud og reflektere over tingene er egentlig ret ok.

Tirsdag den 20. juli ankom vi endelig til Tuvalu godt brugte og trætte. Da båden var rengjort fejrede vi ankomsten med et fællesbad i havet. Lugten af gnu var stille begyndt at sprede sig på Orbit efter fire døgn med sejlads, så duften af sæbe var tiltrængt. Aldrig har jeg været så taknemmelig for et bad! Det må have været et kønt syn for vores naboer på ankerpladsen at se fem unge springe i vandet på én gang, indsmurt i sæbe.

Vi har det alle godt og nyder livet på vandet. Simon så meget at han har besluttet at tage et par måneder ekstra ombord. Vi glæder os nu til at opleve og udforske Tuvalu, der er vores tredje land på togtet. Atollerne er truet af havet på grund af den stigende vandstand, da der kun er 4,5 meter som det højeste punkt, så vi føler os privilegerede at få lov til at se stedet, inden det måske forsvinder. 

Mange hilsner fra Christine og resten af besætningen

11.07.2015 Wallis, rejsebrev af Christina

Orbits Rejsebrev – 5. – 11. juli. Wallis

Som bekendt ankom vi til Wallis i Wallis og Futuna søndag d. 5. juli i dejlig opklaring og sol. Vi ankrede op ved hovedbyen Mata Utu, og måtte vente til mandag med at få os clearet ind i landet. Alt skulle ud på dæk og tørre, så båden lignede et stort tørrestativ med lava lava i masten og madrasser på dækket, mens der blev gjort hovedrent. 

Den stolte tunfanger lavede sushi af den friske tun, suppleret med Nicks grillede tunbøffer. Sjovt som gode gamle danske ristede løg klæder en sushirulle med tun, wasabi, rødkål, gulerødder og chilimayo. Og ikke nok med det - Christine forkælede os til søndagsmødet med bananpandekager, rejsebrevoplæsning og billeder fra uge 2.

Efter kaptajnen havde clearet os ind dagen efter, tog vi på recognisering og shopping i Mata Utu. Der blev provianteret lidt. Nutella-skibet var vist lige kommet i havn, der var i hvert fald Nutella alle vegne i det ene supermarked, så vi kunne glade få fyldt lageret op. Der blev også souvenir-shoppet lidt. Vi skulle købe for en bestemt sum for at bruge vores kort - Så er der jo ikke andet at gøre end at købe guldøreringe, t-shirts og tiki’er (små figurer som er polynesernes beskyttelsesånder), særligt når man også bliver budt på en vaskeægte fransk espresso i forretningen.

Det gamle gymnasie franske er kommet lidt på prøve. Wallis og Futuna er fortsat en del af Frankrig, og som franskmænd er bedst, skal man lede længe efter én, der taler lidt engelsk. Med lidt vrøvle fransk og fagter lykkes det fint alligevel. Wallisianerne er tydeligt et andet folk end på Samoa. De er ikke helt ligeså smukke, måske fordi de er lidt mere mixet med europæere? Men mange bærer smukke, friske, duftende blomsterkranse – Både mænd og kvinder – Og de vinker og hilser alle sammen på en meget imødekommende måde (Ret ulig deres ”landsmænd” i Europa). Egentligt er Wallis stadig kongedømmet Uvea, men hele den politiske magt ligger i Frankrig. Og her kører da også en del Peugeot’er og Renault’er. Generelt er de vist lidt rigere, at dømme ud fra deres huse og supermarkeder.

Men vi er jo ikke taget hele vejen til Stillehavet for at shoppe! Så vi lettede anker og fandt en lille bid af Paradis at ligge i læ af. Vi ligger ved den lille, ubeboede ø Faioa, inden for Wallis revet. Her er simpelthen så smukt. Hvidt sand som mel, slanke, ranke kokospalmer, frodig, grøn underskov, der vælter ud over standen, og så vandet! - Det klareste, dragende, azurblå vand. Man kan ikke blive andet end lykkelig af at se på det. Hop i kajakken fra Orbit, padl i 5 minutter, så er man i Paradis. 

Den slags paradisiske sandstrande vidner om koraller, og koraller vidner om fede dyk og vilde snorkelture. Og det er i høj grad hvad ugen er fløjet afsted med. Undertegnede er i dag blevet Advanced PADI diver, under kyndig instruktion af Jonas. Nick er også godt i gang med Dive Masteren og har lavet prøver og Christine er i lære som dinghy driver, så vi på sigt kan være ude allesammen sammen og alle 4 dykkere kan hoppe i vandet.

Navigations-, nat-, Peak Performance Buoyancy, dybde- og strømdyk er gennemført med spændende orme-monstre, skildpadder, eagle rays og kronen på Wallis dykkene indtil videre – en stor Manta ray der svømmede lige hen mod os og dykkede ned, som for lige at give os en ekstra oplevelse. Den får dog stærk konkurrencen med natdykket, som, med alle lygter slukket, var et stort undervandsunivers af glimtende morild, der dansede til alle vores bevægelser. Det er også en oplevelse, der går lige i lykkecentret! 

Fantastiske, farverige koralrevsnorkelture, spændende vandretur rundt om øen (fandt en intakt Nautilus skal. Simon, vores biolog in spe, ærgrer sig stadig over, at det ikke var ham der fandt den…), ’banesvømning’ rundt om Orbit, Dinghy og kajakker, morgenyoga på fordækket, en lur i køjen, ferske regnvejrsbade, læsning af div. PADI-, fag- og skønlitteratur, armhævninger i soltaget, arbejde på vores tan, kajakture, og lidt hygge-pjække-dag når det regner – Det er i store træk, hvad dagene ellers flyver afsted med. Vi lever det hårde sejlerliv… Tidligt op og tidligt i seng, trætte og mætte.

Endelig - for lige at gøre jer alle misundelige – Så skal I høre om vores picnic-tur. Nick havde maddag, han pakkede picnickurven og så tog vi ind på stranden, og solede, fandt smukke skaller og tusindvis af sjove eremitkrabber, imens kaptajnen sørgede for et flot bål. Aftensmaden blev spist i bålets skær, efterfulgt af snobrød og ristede marshmellows til dessert. Den eneste lille ”slange” i Paradis, var krabberne, der var så store og nærgående, så de stjal vores tomme dåser og holdt os på stikkerne. Vi tøffede stille hjem til Orbit under en himmel med flere stjerner end jeg troede eksisterede.

Tak af hjertet til Orbit og Wallis for en uge med oplevelser som vi sent glemmer. Den kommende uge byder på lidt mere dyk og så sætter vi snart kursen mod Tuvalu, men først efter Wallis har fejret Bastilledag (Frankrigs nationaldag d. 14. juli) og sunget med på Marseillesen.

Ohøj og palmesus på vegne af kaptajnen og besætningen - Christina

05.07.2015 Savai'i, Samoa, Rejsebrev af Christine

Talofa!

Anden uge på togt 4 har nået sin ende på det gode skib Orbit.

Ugen blev indledt med klargøring af båden til første sejlads. Spændte begyndte vi den 14 timers lange tur fra Western Samoas ene ø, Upolu, til ø nummer to, Savai’i. En tur med en smule søsyge fra såvel de mere erfarne sejlere til begyndere. Vi er overbevidste om, at det nok skal blive bedre – vi skal bare lige i gang! Sejladsen foregår skiftevis i par, både dag og nat, hvilket selvsagt går lidt ud over nattesøvnen. Da vi kom frem til Savai’i tirsdag eftermiddag, blev resten af dagen derfor udnævnt til ’hygge-pjækkedag’, hvor vi lavede absolut ingenting og fik hvilet ud. Én vigtig ting har jeg allerede lært på Orbit; man skal lige huske at tage en pause engang imellem. Det er en uskreven regel i kaptejnes manual, opfundet af Nick med øgenavnet ’slaven’. Så det overholder vi selvfølgelig!

Onsdag fik vi vækket vores dovne kroppe og udforsket øen med snorkel og i kajak. Det er fantastisk bare at sejle hvorhen man vil i det lyseblå vand. Vi fandt en hyggelig lille ø fyldt med eremitkrebs, muslinger og forstenede koraller, der med flotte kokostræer kunne være taget ud af en film om paradis. Dagen blev endt på det nærtliggende ressort, hvor vi spiste lækker lokal aftensmad med udsigt til havet og Orbit, mens restaurantens band fyldte ørerne med Samoansk musik.

Udflugt har der også været tid til, og torsdag var dagen hvor vi pakkede rygsækkene klar til at udforske bjergene på øen. Spændte ventede vi på den lokale bus, der ikke følger en bestemt tidsplan. Den kører mellem klokken 7 og 8 om morgenen, og hvornår det så præcist er, tager man ikke så tungt på Samoa. Aldrig har jeg set så mange mennesker i én bus, hængende ud af alle bussens åbninger. Men der er altid plads til en mere, så vi fik klemt os ind. På turen kunne øens smukke natur og bjergede landskab nydes med høj musik fra bussens radio. Buschaufførens assistent stod i døren, som for øvrigt manglede, og sprang ind og ud, når folk skulle af eller have fragtet ting med bussen. 

Udflugtens første destination var ’Swimming with the Turtles’, hvor vi fik mulighed for at fodre og svømme med havskildpadder. Simon var eneste modige mand i vandet dog en smule skeptisk over de mange skildpadder, som omringede ham, men til underholdning for os andre. Efter en gåtur stødte vi på et ekstremt lækkert ressort, der med udsigt til strand og vand lokkede os til en pause med frokost. Mætte og tilpasse blev vi klar til dagens anden og sidste destination; ’Dwarves Cave’, som helt uberørt byder på et underjordisk eventyr, hvor ingen endnu har nået enden af grotten, trods timelange forsøg. Vi fik arrangeret et lift med en taxi, der skulle køre os derhen og vente til vi var færdige, hvorefter han skulle køre os hjem til Orbit. Fin deal for både ham og os. Taximanden valgte bare at køre os til en anden grotte, der belejligt for ham lå på vejen hjemad. Fin deal for ham. 

Spændte steg Christina og Simon ned i grotten, gik 20 meter, hvorefter guiden fortalte dem at ’this is the end’. Taximanden havde pludseligt problemer med forståen af engelsk, men stædigt fik vi ham presset ned i pris, og vi kom sikkert hjem. Desværre uden oplevelsen af den rigtige grotte. Det skal dog siges, at det er eneste uheldige episode med de lokale, som generelt er utroligt søde og hjælpsomme. Vi tog det med et smil, og aftenen sluttede med drinks på vores lokale ressort for at bruge de sidste ’tala’ inden vi satte kurs mod næste destination; Wallis & Futuna.

Turen mod Wallis bød på en 42 timers sejlads fyldt med regn og god vind. Da det regner allermest bliver der råbt ’Fiiiiisk’. Alle mand på dæk – Christina har fået bid. Når der fiskes på Orbit er den uskrevne regel, at kampen skal være én mod én. Mand mod fisk. Ingen andre hjælper. Efter en sej kamp i silende regn fik Christina hevet en flot tun ombord. Filteringen er knapt gået i gang, før der spottes en hval. Med tunen fastklemt mellem Christinas ben og panik over hvor kameraet er, får vi lov til at se en hval, der legende svømmer langs båden. Regnvejret er fuldstændig glemt, og vi står alle gennemblødte og beundrer det fantastiske væsen. En tur i Orbits bibliotek viser, at hvalen var en Vågehval, også kaldet sildepisker, som bliver mellem 6- 10 meter lang. Vild oplevelse! 

Vi er i skrivende stund nu velankommet til Wallis & Futuna efter en fin sejlads. Orbit ligner en sigøjnerbåd med alt vores våde tøj hængende til tørre overalt. Alle ledige steder er udnyttet. 

Turen har kostet nogle blå mærker, specielt hos pigerne, der tydeligvis ikke helt har lært, at man skal holde fast under sejlads. Hver gang et ben eller en arm slås, kvitteres der kækt med ’3.0 til Orbit’ fra Jonas og Nick. Orbit må efterhånden have en trecifret føring på den front. Men der er (endnu) ingen brækkede lemmer, og vi lærer det nok.

Generelt er humøret højt, og i takt med at vi begynder at lære hinanden bedre at kende stiger den platte humor, og der mobbes kærligt. Nick har en teori, som siger at folk efter 11 dage ikke kan holde facaden længere, og derfor viser deres sande jeg. Så nu bliver det spændende! 

Mad har høj prioritet og ambitionerne i køkkenet er store. Kreativiteten fejler ikke noget og viser sig dagligt når der eksempelvis bliver tryllet kyllingefrikadeller og kartoffeltærte frem fra den lille gril bagest på Orbit. Der var julelys i besætningens øjne, da jeg kreerede en marsbar-brownie, som næsten ikke kunne få lov at køle af. Chokolade og slik er i høj kurs her, da det er svært at finde i butikkerne og dyrt når det så endelig er der. Når der skal forhandles om pligter om bord hedder valutaen derfor slik, og den stiger helt sikkert når de første fra besætningen har tømt egne slikskabe. 

Vi har det alle godt og nyder de flotte omgivelser. 

Mange solrige hilsner fra Christine og resten af besætningen.

28.06.2015 Samoa - Første uge for den nye besætning, rejsebrev af Christina

Orbits Rejsebrev – 21. – 28. juni. Samoa

Så er der kommet frisk ny besætning på Orbit – togt 4 2015. Destination: Samoa til Marshall Islands.

Kaptajnen og 2. Styrmanden tog pænt imod Christina lørdag aften i Apia Marina. Der blev også lige tid til en drink med Stig og historier fra togt 3 inden påmønstring på det gode skib Orbit.

Simon og Christine blev hentet søndag morgen af kaptajnen – Lidt mere ”Samoan time” end planlagt… Og dermed var besætningen for dette togt fuldtallige.

Ivrige efter at komme i Stillehavet tog vi på en snorkeltur på revet. God fart i den nye fine Dinghy ud over bølgerne. Og mandag fik Simon og Christina første opfriskningsdyk med divemaster Nick. Skønt at genopleve den forunderlige verden, der ligger og venter på at blive udforsket under overfladen.

Ugen er ellers gået med at afklimatisere til det ”hårde” sejlerliv. Man skulle ikke tro det, men vi har mange små gøremål, fx at bage brød, gøre rent, konstant rydde op efter os selv, dykke, snorkle og sørge for aftensmad og huske at nyde det rindende vand, så længe vi er ved en havn.

Der er ingen tvivl om, at der allerede er god kemi, godt humør og respekt alle imellem. Det tegner til et solidt togt, med masser af gode oplevelser og få sociale udfordringer. Der er også en god overbærenhed med os nye, som lige skal lære de utroligt mange små nye retningslinjer og rutiner - og vi skal også gerne lige mindes om dem et par gange ☺

Simon og Christina tog et lille hike til Mt. Vaea onsdag eftermiddag, en svedig tur på 3-4 timer og 500 højdemeter, men vi var så tæt på havnen, at vi kunne se Dinghy’en komme ud til Orbit og kalde op over radioen oppe fra toppen. På toppen ligger Sir. Robert Stevensons grav. Han er forfatteren til bla. Dr. Jykell  and Mr. Hyde og intet mindre end Skatteøen – Nu ved vi, hvor inspirationen er kommet fra. Han kæmpede for Samoas selvstændighed tilbage i 60’erne og blev hyldet og begravet som en kongelig af det Samoanske folk ved hans død. Samoa var det første koloniserede Sydhavsland til at få selvstændighed.

Samoanerne er generelt et meget venligt og imødekommende folk, uden at være påtrængende eller specielt nysgerrige. De er stolte og lader til at leve i en god harmoni mellem gamle polynesiske traditioner, kolonisering og kristning, samt vestlig påvirkning i nyere tid. De har flere kirker end supermarkeder, er stolte rugbyspillere, og dyrker stadig deres gamle orden, hvor familierne lever sammen i små landsbyer, som hver har deres egen ”høvding”. Opstår der splid mellem to landsbyer, så gå politiet først til høvdingene før de griber ind, og høvdingenes domme vejer ligeså tungt som domstolenes domme.

Vi havde en formiddag med indføring i alle de polynesiske traditioner. Bemærkelsesværdigt at madlavning og alt det huslige arbejde er mændenes, kvinderne skal primært sørge for at gøre hjemmene og sig selv smukke. Vi så hvordan de laver Umu (madlavning på glødende sten dækket med palmeblade), fletning af tallerkner af palmeblade, udvinding af den fede kokosmælk fra kokosnødder, smuk traditionel dans (som kaptajnen til besætningens begejstring tog del i…), indfarvning af deres lavalava’er (Klædedragt / sarong til både kvinder og mænd) og højdepunktet ”live” tatovering af en lokal kvinde og mand, som fik de traditionelle tatoveringer, der for mændenes vedkommende tager op til 12 gange af 3-4 timer og dækker kroppen fra livet og ned til knæene. Alt sammen tatoveret ind med håndkræft og banket ind 4 gange oveni samme sted for at sikre indfarvningen – De lå og vred sig i smerte med familie og venner til opbakning. Hvis man først er gået i gang og springer fra, bringer man skam til hele familien og landsbyen, til gengæld opnår man status som en udholdende, stærk og ophøjet person, når det er gennemført.

Der har været ved at ryge et par ’tusser’ mere på besætningen, men hvis der sidder bekymrede forældre derhjemme, kan jeg bekræfte, at det ikke er sket endnu…

Det er også blevet til en god fælles tur rundt på øen med temaet ”noget vi kan bade i”. Vi har svømmet i smukke dybe saltvandsgrotter med strøm fra bølgerne via en åbning under vand. Dernæst ferskvandpools med en undervandstunnel som forbandt to grotter. Pigerne solede, mens drengene viste deres manddom og svømmede de 3 meter under vand fra grotte til grotte. Glæd jer til videoer! Vi sluttede dagen af med ”Sliding rocks” et flerdelt vandfald, hvor vi kunne vandrutsje fra pool til pool. Hele dagen havde vi vores søde taxamand Lino som chauffør, vi skiltes med ”God Bless You” og fotos af hinanden. Sådan en dag kan tage pusten fra de friske søfarere – Det er som sagt et hårdt sejlerliv…

Planen er at forlade Upolu (hovedøen) i morgen (mandag). Vi har ligget trygt for anker i Apia, og har fået provianteret, bunket op på vand og brændstof, osv. Vi sejler et lille stræk til den største af øerne i Samoa – Savaii – og bliver indtil fredag, hvor vi så sætter kursen mod Wallis.

Provianteringen har taget et par dage, og nu er alle Orbits små hulrum fyldt med madvarer til, at vi kan overleve i 50-60 dage - Nok også mere end overleve, leve godt.

Pigerne har sørget for masser af grøntsager og forsøgt at snige noget grovere end hvidt hvedemel ind. Samtidig har drengene lært pigerne at købe godt med søde sager og ”mundfornøjelser” til de længere sejlture og hyggestunder. Vi har en hel slik- og sodavandsbutik ombord, så vi kommer ikke til at lide nogen nød!

Det eneste der mangler er frisk frugt og grønt, som vi køber i morgen tidlig, inden vi skal sejle videre.

For lige at vise vores respekt – og mest af alt stille vores nysgerrighed - tog Simon og Christina også lige en tur til søndagsgudstjeneste i katedralen og et hurtigt visit i en protestantisk rock-gudstjeneste med tegnsprogstolk.

Som traditionen er på Orbit, har vi lige afholdt vores første rigtige søndagsmøde, hvor vi taler om ugen, ser et udvalg af billeder og har frit lejde for afløb for små irritationer, glæder og sorger, og hvad man ellers har lyst til at dele. Undertegnede konkluderer, at det går ret godt.  

Kærlige, forventningsfulde hilsner fra søens folk aka:

El Capitain Jonas ”Charlie-Alpha-Papa”, 2. Styrmand, Dinghy-boy, slave og helt Nick ”Foxtrot–Alpha-Golf”, Simon ”Kilo-India-Delta”, Christine ”Sierra-Uniform-November” og Christina ”Mike-Oscar-Romeo”.

18.06.2015 Oplevelser på Niue, rejsebrev af Stig

Kære Alle læsere af Orbit`s Rejsebreve fra Togt 2015-3 rejsebrev nr. 8 plus 9, 7 juni til 18 juni

Denne gang har jeg delt vores oplevelser lidt op i nedenstående punkt og inden starten på dem, hermed en service meddelse til Idas arbejdskollegaer i kopi butikken: drengene ombord på Orbit har igennem længere tid forsøgt at afsætte Ida måske blot en enkelt aften til en af de lokale således at hun kunne komme hjem med den ønskede choko baby i maven, det har desværre ikke kunne lade sig gøre idet Idas yngligst historie er om Klodshans og især prinsessen som siger "dur ikke". I skrivende stund kan det tænkes at Ida selv formidler kontakten de sidste dage til nogle af de lokale og hvis ikke det sker må vi drenge på Orbit desværre lade opgaven gå retur til kollegaerne i kopi butikken :-)

Inden afgangen fra Palmerston fik vi en gave fra Edward og Simon nemlig papegøje fisk som vi kunne bruge til dejlig aftensmad og den fisk smager rigtig godt. En god historie omkring papegøje fisk er Nils' fisketur sammen med Edward (Nils fra YderNørrebro I ved), vandet er så lavt omkring overgangen mellem lagunen og Stillehavet og de lokale fiskere danner en cirkel og driver således papegøje fisken mod et net, de bruger nogle lange pinde og slår i vandet og driver således fisken frem mod nettet, Nils var helt højt og i hans sædvanlige gode humør da han kom retur våd og ildelugtende af papegøjefisk og fortalte fiskehistorien om hvordan han havde fanget 100 papegøje fisk, det skal siges at Palmerstons eneste eksport er netop denne fisk som lever i stor antal omkring øen og for mig via dykkene så at papegøjen er en flok fisk..... 

Turen til Niue gik godt med vind fra øst mod vest og derfor rullede båden ikke så meget. Niue blev delt lidt op idet Søren, Jonas og Nick ville dykke lidt, Stigs ører var desværre helt nede så der var ikke mere dyk til mig :-( Søren fik afsluttet Advance og Nick har tidligere afsluttet rescue diving så to i hus for Jonas som "ny" dykker instruktør og en god en.

Ida fik overtalt Stig til at cykle rundt på Niue og det var rigtig godt, den første dag var Anna fra YderNørrebro også med, pigerne klagede meget over at sadlen ikke var designet til en pige og Stig forstod ikke helt rigtigt :-)
Cykelturen var fantasktisk vi delte øen op i to og den første dag kørte vi syd over og så flotte laguner altså sådan at min underkæbe faldt helt ned, en tur til en fersk vands sø som lå helt ud til havet og var blevet brugt i gamle dage af de lokale, forstil Jer at gå ned langs ala en regnskov med meget hårde koraller altså meget hårde skarpe koraller og så ned langs en klippe som nærmest var delt med en kniv og helt ned til en fersk vands sø som var 3 meter bred og 30 meter lang det var en del mørkt da solen ikke nået helt derned en meget fantasktisk oplevelse.
Turen herfra og hjem var meget lang og da klokken var sent eftermiddag besluttede vi at finde en lokal kunstner han hedder John som er ved at bygge et nyt hus på den sydlige del af Niue. Han havde lovet os at hvis vi kiggede forbi ville han køre os tilbage til Alofi som er hovedstanden, John var ved hans hus og han holdt hans løfte og kørte os tilbage til Alofi, altså kørte i den forkerte side og i rabatten med 100 km i timen :-) Jeg gav et par øller til ham da vi var kommet helt retur til Alofi og i samtalen efterfølgende tog han røven på mig da han spurgte mig hvad jeg syntes om Søren Kirkegård, der kom jeg lidt til kort og prøvede at forklarer ham om H.C.Andersen som alle andre spørg om, så husk kære Dansker vær altid klar især om Søren Kirkegård :-)
Dagen efter var vi igen på cykeltur og denne gang den nordlige del af øen vi, (Ida, Anna og Nils), så de helt utroligt flotte huller fra Alofi op til den nordlige spids af Niue, bare det alene at se disse hule er nærmest hele turen værd, helt helt og helt igen fantastisk. Efter en dags dykning var Nick og Søren også klar til at udforske øen, det blev dog til kubik cykel og jeg ved ikke helt rigtigt om de havde kort med, da de kom hjem fortalte om helt andre områder af øen end jeg havde besøgt bl.a. havde de været ude på jordveje og kunne ikke lige finde vej på den "lille ø" som det tydeligt fremgår af billedet så havde de også en dejlig tur med kubik cyklerne.

Ud over alle disse dejlige ting har vi oplevet delfiner som Ida var helt vilde med, to hvaler og det var ikke pukkelhvaler men kaskelothvaler. Det var lidt en fantastisk oplevelse, altså Jonas måtte lige sige til Stig vend nu båden så vi kan se dem ordentlig :-) flyvefisk som landende i cookpitet, læst en masse bøger fra Anne Sofie og Kens bibliotek bl.a grinede vi meget af Den Iranske Gartner af Bjarne Ruter og vi fik tænkt lidt ekstra over økonomi fra Den rigeste mand i Babelon, begge bøger er helt klar værd at læse. 

Kort om en sejltur i halvvind altså en vind vinkel ret på båden som krænger båden nogen gange så meget som 25 grader og da jeg sad på vagten kunne jeg nogen gange røre vandet med den ene hånd samtidigt med at den anden hånd var på roret, jeg taler om sejlturen fra Niue til West Samoa, 3,5 dag uden mad og det er derfor Nanna at jeg ikke helt vejer som jeg plejer :-) jeg skal nok forsøge at tage det på :-) Husk så også på at den sorte natte himmel med stjernerne og stjerne skud og de altså både skyder den ene og den anden vej, altså stjerneskuddene .... Morild ikke at forglemme, morild som vi husker fra Life of Pi, altså det kan tænkes at den film har været igennem 3Dmax altså hvis i forstår :-)

Nu kommer der ikke flere historier fra Stig, I er naturligvis velkommen til at kigge forbi København, selvom Ida ikke kan lide den by :-) men I andre, Ida har lovet at hjælpe min datter Liv i kemi/fysik og ellers livet som ung pige i en storby, jeg ved ikke helt rigtigt. Tak til Anne Sofie og Ken for projektet Orbit :-) og vores kaptajn Jonas og 1. styrer manden Nick som altid bare sagde Ja og det var vi meget glade for, med et stort ønske om flere store eventyr til Orbit og dens besætning ønskes I alle af Ida, Søren og Stig :-)))))

Hils skyerne, verden, solen og et kys/kram til Nanna :-) 

Stig 18. juni 2015

06.06.2015 Palmerston, rejsebrev af Stig

Kære Alle læsere af Orbit`s Rejsebreve fra Togt 2015-3 rejsebrev nr. 7, 31 maj - 6 juni

Orbit på vej mod Palmerston med højt humør, god vind og luft i sejlene, masser af frisk fisk og kager til dessert ala Lemonkage som kun lige skulle tilsættes lidt æg, olie og vand så smagte den lidt som citronmåne nede fra Shell, dog uden glasur, altså Anne Sofie vi troede båden var fuldt udstyret med alt til bagning :-) Vi ankom til Palmerston søndag nat, natten til mandag og kaldte og kaldte, det endte med at vi sejlede frem og tilbage inden vi lagde til ved mooring på den vestlige side af øen og først herinde blev der svaret fra øen at det var helligdag og vi ville blive indklareret næste dag. Kl 1200 næste dag kom vores værtsfamilies overhoved Simon i båd ud til os sammen med repræsentanter for alt muligt. Den første som gik ombord var øens sygeplejerske som skulle have en masse penge for at gå rundt med en spray mod insekter herefter kom en anden person ombord som lige skulle have styr på hvor vi kom frem, hvor vi skulle hen og hvad vores ærinde var. Til sidst skulle alle vores pas kontrolleres af en person i båden med stort overskæg og buch-hat. Det skal lige nævnes at Jonas havde tjekket mooring dagen før om den var ok ... som Ken havde instrueret Jonas i, det var den, og lige en anden ting efter sådan en lang sejltur, er det tid til et bad og der blev badet den første dag. 

Palmerston er en flot atol hvor der kun er en 6-7 øer tilbage, øerne bliver forbundet, hvis man kan sige det, med et yder rev. Overgangen mellem stillehavet og lagunen en ret fantastisk overgang som nogen gange var helt væk. Der er kun beboelse på den sydligste ø primært vendt mod vest og alle efterkommer fra William Masters og hans tre koner. Når nu jeg tænker at de er meget kristne så er det lidt underligt med tre koner og det ser ud til at flere stadig i dag har flere koner... 

Vores besøg på øen skulle vise sig at gentage sig en del gange, det første besøg er nok altid det største hvor vi blev transporteret ind i lagunen i en alu båd og det er meget godt at man ikke selv må sejle i lagunen for over alt stikker der koraller op og man skal være særdeles kendt for at det ikke går galt. Forestil jer en ø som man kan gå på kryds under 15 min og hvis man er meget langsom så langs vandkanten af øen på en time. Tillæg så en ø tilgroet med palmer, måske deraf navnet, ikke for mange palmer men lige nok til at give en behagelig skygge, befolkningen har således ryddet jord/sand veje som forbinder de forskellige steder på øen såsom down town, lægehuset, en stor parabol som har åben for internet et par timer om dagen og så deres nye solcelle anlæg som giver strøm til hele øen og som er et "EU" støttet projekt fra New Zealand. Det gav lidt mere mening at se solcelle anlægge før end gadebelysningen på øen som bestod af LED gadelamper :-) altså overordnede en meget alm provinsby ala Silkeborg :-) 

Vi er gæster hos Simon og Edward og Edwards søn David og Jakob (et andet ungt medlem i familien). Edward var helt klart overhovedet og bestilte kun lige det nødvendigste og havde også en knallert hvis han lige skulle køre 200 meter, Jonas havde vist en del samtaler med ham da det viste sig at vi ikke måtte dykke omkring øen da nogen engang havde udført dykkerforretning omkring øen, Jonas gjorde hans bedste og vi fik da også lov til at tjekke og reparere alle mooringerne og Ken den som du havde lavet for et par år siden var i tip top den skulle blot lige strammes lidt synes Jonas. 

Inden længe kom Yder Nørrebro med Anna og Nils. Nils, som han siger, forstår de lokale så efter et par timer i deres selskab med masser af drinks og cigaret gaver var det med dykningen afklaret og vi kunne dykke som vi havde lyst til. 

Der er en meget flot wall på Palmerston som fortsætter i det uendelige og vi måtte stoppe Nick som mente han kunne nå bunden ... det blev til nogle rigtig gode wall dyk, dog måtte Stig lige til sygeplejersken med et dårligt øre og til min overraskelse havde hun meget godt styr på ører og det blev til hele to besøg hvor jeg også fik pencilin, nu må vi se med det dumme øre. 

Vi holdte også en lille fest med Anna og Nils og det var vist mest Ida der gik til den i stor stil, jeg synes nu også at Nils snød lidt da han drak vand og Ida vodka, Ida gjorde det med stor stil og det var først da Nick og jeg kiggede på hinanden, mørk nat, med en underlig lyd i baggrunden ååååå ååååå og så en Ida gå forbi os, vi slog om hvem der skulle følge efter hende og jeg tabte, hun klarede det dog hele i stor stil med begge arme omkring et søgelænder og en "stor lastbil tur" hun kunne selv gå retur og det mest fantastiske var da hun var den første oppe for at ringe til mormor og bage brød, det må da kaldes for en jernpige :-) 

En sidste beskrivelse fra Palmerston var besøget hos "ismanden" det er måske et lidt underligt ord at kalde manden men lige for at sætte ham i kontrast til Simon og Edward som vi havde fået et glas vand af så inviterede ismanden os på middag dagen efter, vi var i godt selvskab, dejlig papegøje fisk paneret hertil pomfritter, kødgryde, kager, ananas, kokos nødder til at drikke og naturligvis en kæmpe is til dessert, dvs vi blev tilbudt to gange af ismandens søde datter og Jonas og Søren holdt sig ikke tilbage :-) Nick var ikke med til dette overdådige måltid men det klarede Ida da hun lavede mad kort før vi sejlede fra Palmerston. Yder Nørrebro sejlede fra Palmerston et par timer før os og har også kurs mod Niue og her i skrivende stund har vi sejlet lidt over en dag med ok vind, vi sejler for sejl som er dejligt for så larmer det jo ikke så meget, lørdagens højde punkt var da Ida lavede popkorn og det blev også serveret. Alle har det godt og glæder sig til et rigtigt brusebad og noget internet :-)

Hils verden og et kys til Nanna :-) 

Stig 6. juni 2015