Det
er blevet december og dette togt, der snart har varet 3½ måned, er ved at være ved vejs
ende. Den 1. december vækkede jeg besætningen om bord på Orbit med min
juleplaylist. Den indeholder ca. 20 af de mest berømte julesange. Når togtet
slutter d. 15. december er jeg sikker på at vi nok alle sammen skal være ved at
brække os over julemusik. Men det er faktisk det eneste vi har herude der
minder om jul. Så derfor holder jeg stædigt fast i traditionen. De andre om bord,
på nær Terry og jeg, tager hjem og fejrer jul. Så når jeg lytter til ”I’m
dreaming of a white Christmas” kigger jeg ud over rælingen, beundrer de hvide
sandstrande, og konstaterer at det er det tætteste jeg i år kommer på en hvid
jul. Hvilket bringer mig tilbage til hvad det her rejsebrev egentlig handler
om, hvide sandstrande, palmer, turkisblåt vand og et meget simpelt liv.
Siden
vi forlod Maupihaa har vi besøgt Selskabsøerne og Tuamutuatollerne. Vores
første møde med civilisationen var på Bora Bora. En smuk bjergrig og frodig ø.
Vi var der dog kun to dage, og dagene gik mest af alt ud på at få fyldt maven
op med bøf og salat, genopleve et ferskvandsbrusebad (sådan et havde vi ikke
fået siden sidst i september da vi var på Niue) og skabe kontakt til jer derhjemme. Yachtklubben
på Bora Bora var leveringsdygtig i alle tre ting, så det forklarer måske
hvorfor vi ikke nåede at få set særlig meget andet af øen i den korte tid vi
var der.
Men
planen havde hele tiden været, at vi blot skulle "lande" i Fransk
Polynesien, få noget ordentligt mad, inden turen skulle fortsætte til Raiatea,
en anden bjergrig ø ca. 60 km fra Bora Bora.
Selskabsøerne består bl.a. af Tahiti,
Moorea, Raiatea og Bora Bora, fælles for dem alle sammen er at det er nogle
bjergrige vulkanøer, og de er meget frodige. Vi nåede at besøge alle fire øer.
De andre øer må vi have til gode. Men de minder meget om hinanden, dog er der
noget specielt ved hver ø.
Bora
Bora er nok den ø, udover Tahiti, der er mest turistet. Der er masser af
resorts og alle mulige forskellige slags vandaktiviteter man kan kaste sig ud
i.
Raiatea
er centrum for katamaranudlejning i Fransk Polynesien, og aldrig i mit liv har
jeg set så mange samlet et sted. De fås i alle størrelser.
Tahiti
er den ø hvor vi har tilbragt mest tid. Formålet med vores ophold på Tahiti var
bl.a. at proviantere, men også at få skaffet diverse reservedele til båden og
få dykkerudstyret ombord efterset.
Motoren
på båden har drillet det seneste års tid, og det var derfor Kens første
prioritet at få den tilset af en mekaniker. Men der var ventetid, så efter en
lille uge på Tahiti, besluttede vi os for at sejle til Moorea og slå ventetiden
ihjel. Der er ca. 20 km mellem Tahiti og Moorea og det tager alt mellem 3-5
timer at sejle turen.
Moorea bød på en masse fantastiske
undervandsoplevelser, bl.a. Stingray World, som ikke er et afspærret område,
selvom det kunne lyde sådan. Her smed vi anker til gummibåden på 1,5 m. vand.
På vejen havde vi harpuneret en mindre fisk, som vi skar i småstykker og smed i
vandet. Der gik ikke mere end 5 sek. så var vi omringet af store stingrays. De
var så tæt på at vi kunne røre ved dem. Ca. 5 m. længere ude talte vi på et
tidspunkt op til 16 blacktip hajer. Signe var
dødsensræd for hajer, og først efter at hun havde stået oppe i gummibåden og
set at der ikke skete os andre noget, turde hun komme med i vandet... (For en
kort stund). Vi dykkede også på ydersiden af revet. Sigten var helt fantastisk,
vi dykkede i 40 min og det meste af tiden sad vi bare på bunden og kiggede på
hajer. Vi så både små blacktip reef hajer men endnu vildere var det at vi så
nogle store lemon hajer, som var ca. 4 m. lange og ret tykke. Udover hajerne
vrimlede det med fisk i alverdens farver.
Efter
vores første weekend på Moorea gik turen tilbage til Tahiti. Her tilbragte vi
igen en lille uge, hvor motormanden igen var på besøg og hvor turboen til
motoren blev endeligt dødsdømt. Så vores planer for de næste tre måneder blev
lige pludselig ændret. Egentlig skulle vi have været til Tuamutuatollerne først
og dernæst til Marquesasøerne i december. På Marquesas var det meningen at Ken,
Anne Sofie, Signe, Jonatan og Mathias skulle hjem, og vi ville få selskab af
fire venner hjemme fra Danmark der skal sejle med os indtil slutningen af
januar.
Nu
er situationen den, at vi skal vente på reservedele til motoren. Det tager ca.
tre uger for dem at nå frem til Tahiti. I mellem tiden er vi sejlet til
Tuamutuatollerne. D. 9. december vender vi så tilbage til Tahiti.
Lige
nu ligger vi ved Rangiroa, den største af de 250 atoller der udgør Tuamutu. Vi
har også besøgt Fakarava, den næststørste atol og en mindre atol der hedder
Toau. Kendetegnene for de fleste øer i Tuamutu er at det er nogle flade bountyøer.
Fyldt med palmer, kokosnødder og hvide sand- eller koralstrande. Vandet omkring
øerne er meget klart og pga. de hvide sandbunde, har vandet mange turkisfarvede
nuancer. Det betyder også at snorkling og dykning omkring de her øer er helt I
særklasse. Både på Fakarava og Rangiroa er der nogle brede pas, hvor man kan
dykke strømdyk. Strømmen skifter flere gange om dagen fra udadgående til
indadgående, og det skaber et perfekt vindue for os som dykkere. I passene har
vi set rigtig meget liv, især hajer. Det er ikke for sjov at passene bliver
kaldt for “Hajways”, på et af dykkene så de andre op mod 400 hajer. Inden jeg
kom herud, troede jeg ikke det var muligt at dykke med så mange hajer uden at
blive spist, jeg er da helt sikkert blevet klogere, og Signes hajskræk tror jeg
efterhånden også er skrumpet ind til det rene ingenting.
Da
vi sejlede ind gennem passet her til Rangiroa blev vi mødt af en stor flok
delfiner. Der var en del strøm da vi sejlede igennem, og det skabte nogle sjove
bølger, som delfinerne åbenbart elsker at ligge og lege i. De kastede sig til
højre og venstre for båden og svømmede ind under stævnen. De største af dem var
nok omkring 3 m. Senere har vi så fundet ud af at delfinerne laver “show”
næsten hver morgen og aften på omkring samme tidpunkt. Det er ret fedt.
Delfiner er nogle seje dyr.
Men
selvom det kunne lyde som om vi opholder os i vandet hele tiden, er vi også tit
på land. ”Bonjour” og ”Ia ora na” er blevet hverdagsfraser hernede. Og med god
grund, for man hilser på alle og enhver. Vi har haft nogle gode oplevelser med
de lokale, børn og voksne. Vi tomler tit på øerne, og det ender altid med at
man får en kort livshistorie, hvilket er hyggeligt. Det er en spændende måde at
møde nye mennesker på. De spørger alle sammen en ekstra gang når vi fortæller
at vi er 7 om bord på båden. ”Really” og ”Wow” er de typiske udbrud. Det er da
heller ikke altid helt nemt at falde ind i hinandens døgnrytmer, når vi bor så
tæt som vi gør. Men det er også det eneste der er med til at livet herude ikke
bliver alt for simpelt.
Nu vil jeg vende
tilbage til min juleplaylist, og tænke på at I formentlig har frostgrader og
gråvejr derhjemme. Og glemme alt om de hyggelige julelys i gaderne, duften af
brændte mandler, varm gløgg, juletræer og dansk julemad.
Rigtig glædelig jul
til jer i Danmark.
