søndag den 7. oktober 2012

23.09.12 - Pil's rejsebrev



Vi havde sat af sted fra Doruba, Morotai, forhåbentligt for sidste gang. Vi havde ventet flere dage på at et skib skulle komme med benzin så vi kunne få fyldt op. “I morgen” havde svaret været et par dage i træk indtil de til sidst havde meldt ud af det nok først kom tirsdag. Vi var sejlet ned ved en lille ø lidt syd for Doruba, så vi kunne dykke og hygge på Anne Sofies fødselsdag. Om morgenen den 18. havde vi sejlet tilbage til Doruba og skibet med benzin ankom som planlagt. Så her var vi, frie igen. Jeg sad I cockpittet Sammen med Ken og Anne Sofie. Vejret var dejligt. Sol, varme og ”Du er så smuk og dejlig” med Natasja spillede fra de små højtalere. Vi sejlede foran for tværs med vinden ind fra styrbord, den dominerende halse nu hvor vi bevæger os mod sydøst. Vindretningen her er ret konstant. 

Næste nummer var ”Everything Glows” med D-A-D. Jeg rejste mig og stillede mig ud på badeplatformen, kiggede ud i luften. Ken vendte sig og lidt efter sagde han ”der er noget mørkt derude hva!” Jeg fokuserede. ”wow, ja”, vi blev ved med at se mod fronten. ”Bad Craziness” spillede nu fra højtalerne. Fronten kom tættere på, bevægede os ind på os skråt bagfra. ”Vi reber storsejlet i første reb” sagde Ken. Genoaen var allerede taget ind. Klaus kom op og hjalp til mens vi i bikini og boxers i høj sol og 6 m/s fik rebet stoeren. Ken fik lige ladet vandet og jeg fik taget et par billeder af fronten inden det begyndte at blæse. Jeg stod stadig med kameraet i hånden på bænken bag rettet da jeg få minutter efter hørte Anne Sofie sidde og sige tal 28, 28.5, 28,8 Hvad var det hun lavede? Så gik det op for mig at hun sad og læste op fra vindmåleren. Vi krængede en del. Jeg stod og kiggede ned i det mørke brusende vand. 

Havde jeg taget et skridt ud i luften ville jeg være landet i vandet på bagbord side af båden. Vi kaldte Amazing som lå et stykke fra os og sagde de nok måtte se at få rebet deres sejl. Ken beordrede os alle ned og sidde i cockpittet og Kenneth hentede redningsveste. Kenneth var kommet op da han hørte os rebe sejl. Han blev noget overrasket over den drejning vejret havde taget. Han troede han skulle op i solen og chille med os andre. Snart begyndte det at regne. Vi kunne ikke længere se Amazing og vi kaldte dem over radioen igen for at høre om de var ok. Det var de. Regnen tog til og vinden fik det til at fyge med skum og sprøjt henover bølgerne. Det var vildt, men langt fra ubehageligt. Vi havde fået rebet i tide og alt på dæk var surret godt fast. Bølgerne havde slet ikke haft tid til at bygge sig op, så der var overskud til at tage alle indtrykkene til sig. Snart lagde vinden sig igen og vi fik en fed videre sejlads. Natten startede stjerneklar og da jeg stod op til min vagt kl. 05.00 var der stadig stjerner på himmelen. Det er altså unikt at stå der alene bag rattet om natten. Man mærker vinden mere intenst, stjernerne blinker og tankerne flyder af sted eller også går de helt i stå, det betyder ikke noget.

Det var den 20 september. Vi stod op, trak ankeret op og satte sejl. Ken; ”Hvis nu vi får en fisk på krogen, så slækker du ud i genuaen Anne Sofie, Klaus du haler genuaen ind og Pil du tager fight bæltet på..” – og da lød det trillende tiktiktiktik, alarmen der siger at linen løber. Vi sprang op, lidt forvirring. ”På med selen, det skal gå stærkt” råbte Ken. Jeg fumlede med spænderne, fik fiskestangen sat i holderen mellem lårene. Jeg registrerede Kenneth stramme selen om livet på mig og Ken sætte karabinerne på, jeg var allerede i gang med at rulle linen ind. Jeg havde kun rullet hjulet et par gange da min biceps begyndte at syre til. ”Det kan godt være jeg behøver lidt hjælp til den her” sagde jeg anstrængt, men det kunne jeg ikke få. ”Du må ikke lade den hvile” hørte jeg Ken sige. Jeg gav den alt hvad jeg havde. Nogle gange gav fisken vildt meget modstand hvor jeg kun kunne dreje hjulet en anelse, andre gange kunne jeg hjule ind bedende til at den ikke var hoppet af, for så lettet at kunne mærke den give modstand igen. Sådan fortsatte det lidt, men så kunne jeg se noget skinne i overfladen et stykke fra båden. ”Jeg kan se den” sagde jeg glad. Det var ikke en lille fisk. Da den var kommet op til båden satte Ken en krog i den og hev den om bord. En syv kg, 83 cm Dog Tooth Tuna. 

Vi satte genuaen igen og jeg fileterede fisken mens vi satte derudaf foran for tværs mod en gruppe bjergrige øer i horisonten. Vi sejlede helt tæt op langs øerne hvor stejle uvelkomne klipper rejste sig fra havet. Store oceaniske dønninger skyllede op mod klipperne og sendte meterhøje skumsprøjt mod himmelen. Amazing der ikke kunne gå så højt til vinden som os nærmede sig fra modsatte halse. De smuttede foran os ind gennem en passage mellem to øer. Vi fulgte efter. Vandet krappede vildt i den stærke strøm. Vi strøg igennem med 6,5 knob, drejede til højre og kom ind i roligere vand, landskabet åbnede op. Shit det var fantastisk, det kriblede inden i. Kunne vi mon finde en ankerplads her? 


Det mindede utroligt meget om de øer vi fandt ved Wayil. Små øer med stejle forrevne bjergsider overgroet i tropisk vegetation, nye lyde.. You know the drill. Amazing var kommet ind på en fornuftig dybde og lod ankeret gå. Yes, vi kunne blive. Vi var efterhånden kommet ind i rutinerne og det var effektivt at vi fik smidt anker, af saltet båden og sat gummibåd og kajakker i vandet. Anne Sofie og jeg tog af sted på opdagelse mellem øerne i kajakkerne. Vi fandt ind i en kløft mellem to øer, hvor mangrove træerne voksede tæt så vi måtte sno os igennem, rundt om de træer der stod i midten af løbet og vi var nødt til at lægge os ned i kajakkerne så vi kunne komme under væltede træer. Vandet var lavt og klart og vi kunne se fiskene flygte som vi nærmede os. 

Til sidst kunne vi ikke komme videre og vi måtte vende om. Vi inviterede Amazing over til tun til aften og den sidste bid chokoladekage. Om aftenen sad jeg alene ude på dækket, kiggede på stjerner og sendte tanker til folk jeg holder af indtil månen forsvandt bag en af øerne. Peace in mind. Efter en udfordrende dykkerdag ved Pulau Wayag, sushi og sashimi til aften og en god nats søvn var vi på havet igen. Næste ankerplads var lige ved Stait Kabui. 

Det var morgen og jeg var lige kommet tilbage fra en rekognoscering gennem en lille kanal der førte om på den anden side af øen. Et velbeskrevet dykkerspot. Strømmen lavede flotte eddielines, strømhvirvler og bagvand bag klipper og pynter i de skarpe sving. Begejstret for muligheden for at øve kajakteknik i strøm i relativt beskyttede omgivelser vækkede jeg Kenneth ”Vågn op Kenneth, vi skal på eventyr!”. Jeg ævlede løs, og jeg tror Kenneth syntes jeg var alt for højlydt. Men det virkede.

En time efter sad vi i kajakkerne. Strømmen var stilnet af, og med en smule medstrøm flød vi gennem kanalen og kunne nyde den frodige jungle, fuglelydene, en fiskeørn der næsten besluttede sig for at fange en fisk, store sommerfugle og den heftige summen fra cikaderne. ”Se dér!” sagde Kenneth. Der var et lille trekantet hul i klippevæggen til højre. Vi drejede derover. ”Der skal vi ind, der er noget derinde, jeg tror vi kan komme derind” sagde jeg. Og lige akkurat, med en smule fart og hænderne på klippesiderne kunne vi trække os igennem. To krabber kravlede på siderne og barnarcles sad i et med den fugtige forrevne klippevæg. Det gav et sus gennem mig. Jeg prøvede at orientere mig mens mine øjne vænnede sig til lyset derinde. Jeg kiggede op, kunne se træer og palmer over os. Et plask og det gav et ryk i mig, jeg kiggede ned i vandet. Der var fyldt med fisk. Det var er ca 40 m2 skjult bassin med krystalklart vand, hvide sponges og røde og lillae soft corals. 

Tilbage ved bådene var de i gang med at trække ankerne op. Mennes Kenneth og jeg havde været af sted i kajakkerne havde Ken, Anne Sofie, Kim og Rasmus dykket igennem kanalen og tjekket dybden. Over 3,5 m. De havde besluttet at vi skulle sejle igennem for motor. 

Kanalen var ikke bredere end 30 meter og bugtede sig gennem landskabet. Amazing stikker en meters penge lavere end os, så vi lod dem føre an gennem kanalen. Ken kravlede op i masten og Klaus stod bag rattet. Jeg gav kontinuerligt dybdemeldinger til Ken der dirigerede os uden om rev og store koralknolde. Det blev til tider ret intenst ”5-4,5-4,0-3,9-3,8-3,7-3,6-3,5-3,4…”, og jeg følte mig som en opråber på en fiskeriauktion kort før lukketid. Helskinnet igennem kanalen befandt vi os igen i en af de her små fantastiske øriger. Vi fandt en ankerplads og kunne for første gang nyde en blikstille nat hvor stjernerne og månen genspejlede klart i vandet.


  

16.09.12 - Bob marley and the wailes...


Bob marley and the wailes går meget fint i spænd med sejlads i indonesien, Trenchtown Rock i ørene, sol på himlen og en stabil vind i ryggen. Vi sejler fra Lembec til Morotai ca 200 sømil for sejl , Pil logger rekorden 8.9 knob, få og små  bløde bølger. Vi sejler natten igennem , helt kulsort med er fantastisk stjerne himmel, morrild i kølvandet, sidder og styrer i tshirt og tænker på hvornår det nu er vinden skifter, kulden konmer og jeg skal kæmpe mig i 7 lag tøj og regntøj - men der sker jo ikke her i paradis :-) . 
I Lembec har vi dykket en masse og set virkelig mærkelige skabninger, der kunne stå model til nye monstre i en Alien film. Efter sigende var det i Lembec at guds mandagsmodeller blev smidt ned. Kim fra vores broder skib fik taget en masse fantastiske billeder og Ken og Ann Sofie's nye videokamera blev dyppet. Aftenen før vi trak ankeret op, blev vi fra orbit inviteret til filmaften på Amazing, Arne havde rullet den røde løber ud ( håndklæde) og vi så billeder i cockpit med popkorn , chips og et par rundhånede rom og cola, før vi måtte løsrive os for at indtage Pil's special tærte til aftens mad.
 Det er mange måder at fordrive tilværelsen på, til daglig møder jeg kl ca 8  og starter dagen med at kværne en ordentlig bunke emails og læse et læs interessante skriv mens jeg nedsvælger en liter kaffe,  her starter jeg med lidt cornfleks,  dykker en times tid og herefter nyder jeg EN kop kaffe , læser lidt i min Ken Follet bog, mens jeg venter på det næste dyk - hvilken kontrast. 
Solen er stået op igen - det er sørme solskin idag igen, Morotai er i sigte,  Jern genoaen er blevet sat, vi skal ind og finde en ankerplads og deltage i et arrangement  "sail indonesia" hvor en masse sejlskibs kaptajner og deres crew mødes og udveksler røver historier (tror jeg nok ) samt højtideligholder årsdagen for et vigtigt slag under 2 verdenskrig her ved Morotai. Morotai er den ø hvor den indonesiske hær i 1974 fandt en japaner som man havde glemt at fortælle at 2. Verdenskrig var slut. 
Morotai festlighederne viste sig at være omfattende, 2400 hummere blev grillede i byen der var optræden bla af en kendt jakatansk sanger som sang fantastisk godt omend på indonesisk, en hel del af underholdningen gik ud på at lokke folk på scenen og der blev venligt gjort grin med dem , de hvide sejlere (os) sad på stole foran og de lokale stod bagved men de morede sig kosteligt. Soldater fra flåden deltager også i stor stil - de stod sågar og holdt hinanden i hånden mens de så showet - friendly army :-).  Vi lovede at fortælle alle at indonesien er skøn, kom hid og brug nogle penge- men det kunne vi godt skrive under på uden show. Jeg besøgte en moske og blev vist rundt af en flink ung mand der var igang med sin jihad, før man gik ind skulle man vaske, øre, næse, mund, hoved, arme og fødder altsammen 3 gange, et smukt og enkelt rum , hilste på imamen og fik en held og lykke sætning med på vejen, blev inviteret på mad sammen med brødrene - usædvanlig gæstfri.  Toradag  aften er der inviteret til middag af guvernøren i lange bukser, hymmm, jeg har kun jeans med, håber det er acceptabelt. Ved middagen deltog også krigsvetaraner fra diverse krige. Jeg kom til at sidde ved siden af en bestefar lignende indoneser, der viste sig at have været jagerpilot ( russisk  MIG jager), spændende. Jeg spurgte han om det var gode eller sørgelige minder, hvor til han svarede gode, vi vandt jo, befriede papau :-). Guvernøren og frue sang karaoki for os !  Fredag skulle vi have været til middag med deltagelse af selveste presidenten af indonesien, men det blev desværre aflyst og vi måtte nøjes med chips og rom og øl på orbit, hvilket også var hyggeligt - så skal vi forhåbentlig også snart ud at dykke lidt igen.
Kærlig hilsen til nina, lars,hanne og til dig der læser dette. 


Skrevet af Klaus