onsdag den 16. december 2015

06.12.2015 Ant atol og sejladsen til Chuuk, rejsebrev af Jonas Skov

Rejsebrev af Jonas Skov
Vi ankom efter en dagssejlads fra Pohnpei til Ant Atoll, som er en lille atoll nær Pohnpei. Vi kastede anker et par hundrede meter ud for ”hovedøen”, hvor de 6 rangers som passer på øen holder til. De havde deres eget lille samfund, som bestod af nogle charmerende hytter lige ud til lagoonen, et par generatorer, solceller, lidt hunde, et par toiletter og utroligt nok, WiFi. Google havde været forbi atollen med et skib, og under deres besøg havde de installeret WiFi. Tænk at man kunne være online på en lille Stillehavs atoll, på hvad der nok har været togtets bedste WiFi.
Atollen er paradis på jord. Hovedøen har en størrelse, så man kan gå hele øen rundt inden for en overkommelig tidsramme og med de kridhvide sandstrande, ligner det noget som er taget direkte ud af reklamerne fra TV, som virkelig kan få en til at ønske sig væk fra iskolde Danmark og mod mere eksotiske himmelstrøg. Vi kan se hvordan atollen snor sig ud i horisonten, afbrudt af et par pas, indtil den til sidst bliver et rev.  I den modsatte ende af atollen, kan man se en lille Ø, hvor der er en masse fugle – mere om den senere. 
Dagene på Ant Atoll har stået på afslapning, dykning (indtil kompressoren stod af), snorkling (hvor vi har set en masse fede ting – bl.a. en eagleray på omtrent 2 meter i diameter, diverse hajer, fisk og rokker), afslapning i hængekøjer og svømmeture i land. Kun fantasien sætter grænser for hvad man kan få dagene til at gå med på sådan et fantastisk sted. 
Om aftenen har nogle stykker fra Orbit sovet i land. Der var blevet lejet en hytte derinde, hvor man kunne opholde sig om dagen og sove om natten. Før vi gik til køjs, stod det dog først på lidt jagt efter de enorme kokoskrabber (palmetyve), som efter mørkets frembrud nærmest invaderede øen – ja, man kunne faktisk ikke gå en tur uden at være ved at træde på dem. Flere af os havde set krabberne fra en BBC serie omkring livet i Stillehavet, men vi havde egentlig ikke forestillet os at se dem i virkeligheden. Første aften vi var i land, spurgte vi de lokale rangers, om de kunne hjælpe os med at finde nogle kokoskrabber og der gik ikke mere end et par minutter, så kom de med den første. Efter 10-15 minutter kom de med nogle af de helt store krabater, som de placerede på træerne, så vi kunne se deres benspænd for fuld udstrækning – hvilket dyr. Evolutionen har gjort sig en undtagelse og krabberne har udviklet sig til noget der virker fuldstændig unaturligt og noget som kunne være taget direkte ud af en Science-Fiction film. Efter vores jagt på store krabber, lavede vi også bål på stranden, under den helt absurd flotte stjernehimmel som Stillehavet kan tilbyde. Efter vores snobrød, som vi havde lavet, havde vi en god rum tid, hvor blikkende var rettet mod mælkevejen og en masse andre stjerner og stjernetegn. 
Dagene fløj afsted og det var virkelig en oplevelse at være et sted, SÅ fantastisk, helt alene. En af de sidste dage (ja, dagene flyder sammen når man har det godt, så det er lidt svært at skille ad), tog to af de lokale rangers os med ud til fugleøen. Vi sejlede i deres lille fiskerbåd, en tur som de mente ville tage 10 minutter, men som endte med at tage omkring en time, over til øen med de mange fugle. Fuglene på øen var de store havfugle, som vi også har stiftet bekendtskab med til søs (Kristian fik jo en ekstremt aggressiv fugl i hovedet på vores sejlads til Pohnpei, red.). Den kvalmende dunst af fuglenes efterladenskaber, gjorde sit indtog et par hunrede meter fra øen, da vi gik på revet grunden lavvande. Stedet var imponerende og det havde UNESCO også fundet ud af, så området er beskyttet. Vores lokale venner havde også et par sorte sække med for at samle skrald – der bliver passet godt på stedet. Vi gik en tur rundt om øen, tog billeder og vendte forholdsvis hurtigt tilbage til båden. Vi begyndte sejladsen tilbage til hovedøen og her fik vi os en oplevelse. Da vi er 2-3 km fra land går motoren ud, men de to rangers, som ser lettere forvirret ud, får åbnet for luftindtaget til benzinen, så vi kører igen. Vi sejler yderligere i 5 minutter og så står motoren helt af. Vi er løbet tør for benzin. Vi ofrer efterfølgende Jonas (kaptajn) til det blå dyb, fyldt med hajer og mange andre farlige dyr og han tager svømmeturen i land, iført snorkel og finner, for at hente vores egen Dinghy, så vi kan blive trukket det sidste stykke. Mens Jonas svømmer i land improviserer vi i den efterfølgende 1,5 time og begyndte så at padle med Charlottes svømmefødder, en gammel mælkekarton, en pagaj (juhu!) og et bambusrør. Det gik stille og roligt og situationen blev taget med et smil, selvom de højere magter havde besluttet at solen skulle være helt ustyrligt skarp.
Tiden på Ant Atoll var ved at være over og turen mod Chuuck Lagoon gik godt. Vi havde god vind i sejlende de første par dage og Kristian fik endelig fanget en fisk. Det blev til en stor Wahoo på 120 cm så der var aftensmad til de kommende par dage. Den sidste nat havde vi dog lige lidt for god vind og dramatisk situation var under opsejling, da vores storsejl valgte at gå fra hinanden. Alle mand kom på dæk og op i den hårde vind og heldigvis gik det rimelig smooth, lige bortset fra en enkelt stor bølge som valgte at knække ind over båden, mens vi havde et par mand på fordækket. Det gik godt og vi var glade for at vi kun var 5-6 timers sejlads fra Chuuck.
Vi ankom til Chuuck i går (mandag) og vejret viste sig igen fra sin hårde side. I løbet af få minutter gik det fra at blæse normalt til at være nogle voldsomt hårde vindstød. Først kom en lyd af at ankeret blev spændt ud og dernæst lyden at Morten som udbryder at kajakken er fløjet over bord. Den har simpelthen, på ren Kamikaze vis, løftet sig henover søgelænderet og kastet sig i døden. Vi fik hurtigt sendt et par stykker ud i vores Dinghy for at redde den, men på få øjeblikke var kajakken væk. Det var ikke forsvarligt at sejle længere ud i det vejr, men vi er glade for at der ikke skete menneskelig skade.
I dag bliver dagen brugt på kajen i Chuuck, hvor vi spændt venter på at regnen stopper, så folkene der skal indklarere os, får gang i lakridserne og kommer ud til båden, så vi endelig må gå i land – så kan eventyret på Chuuck med verdensklasse dykning, fuldstændig anderledes kultur og smuk natur rigtig begynde.

mandag den 7. december 2015

19.11.2015 Ophold på Pohnpei, rejsebrev af Kristian

Rejsebrev fra lørdag d.21.11.2015 til søndag d.29.11.2015

Efter vores 8 dages sejltur mellem Majuro og Pohnpei, er vi vel ankommet til verdens måske smukkeste ø Pohnpei. Vores indsejling blev lidt spændende da havnekontoret som vi har været i kontakt med, har oplyst at der kommer et lavtgående fly, som skal lande på landingsbanen som er placeret lige ved siden af indsejlingen. Men det hele gik som det skulle og vi nåede frem til havnen inden vores mast blev ramt af maskinen. Inde i havnen bliver vi velmodtaget af alle myndighederne som skal gennemgå alle vores papirer, de er meget venlige og der bliver ved med at komme folk ned som skal kontrollere deres område. Men efter en time er vi klar til at finde en plads til Orbit. 

Hvis jeg skal beskrive Pohnpei i få ord, skal det være: Meget venlige og hjælpsomme mennesker, ekstremt smuk natur (regnskov og mangroveskov over hele øen), og ikke mindst god mad!!
Efter at båden er blevet saltet af og klargjort til vores ophold, tager vi i land for at finde et velfortjent måltid efter vores lange sejltur. Efter en kort gåtur hvor vi alle går som om vi er halvfulde. Finder vi en hyggelig restaurant på toppen af bakken, som vi hurtigt kalder for tide table 2. Da det minder utroligt meget om vores stamsted på Majuro. Vi vælger at bruge 6 nætter på Pohnpei. Jonas Skall går i gang med at uddanne Nicoline, Charlotte og Jonas i deres Open water dykkeruddannelse.
Skal hilse fra Jonas og sige at de alle er vildt gode. Morten og jeg finder et lokalt dykkerfirma at dykke med den efterfølgende dag. Morten er lidt spændt på det hele, men det viser sig at den gamle på trods af sin fremskredne alder er den fødte dykker. Vi har to fantastiske dyk.
Da vi kommer tilbage bliver vi taget til side af en af de lokale Divemasters som synes vi har betalt alt for meget for dyningen. Han tilbyder os at vi kan tage med ham i stedet, men det bliver som de lokale dykker. Vi takker ja, og dagen efter bliver vi hentet i en lille meget brugt jolle. De siger ikke så meget men sejler os ud til Manta Road, et dykker spot som er ca. 10km væk fra hvor Orbit er placeret. Morten og jeg prøver inden dykket at høre ang. lidt sikkerhedsinstrukser, men tror ikke rigtigt at de lokale bruger dette herude. Nåh Morten og jeg laver lige en hurtig plansnedig. Og ned det går! Det ender så med at blive verdens mest fantastiske dyk. For det første er vi de eneste der er derude, og for det andet er der ca. 6 Manta Rays der har lyst til at lege med os under hele dykket.

Nede ved havnen hvor vi ligger for anker, er der en lille sushi restaurant som laver den lækreste sushi, dog er det ikke alle der er lige begejstrede for denne spise. Men da vi er dernede møder vi en lokal, som har en stor bil hvor der er plads til hele Orbits besætning. Vi bliver hentet den efterfølgende dag og turen går mod Nan Madol, et meget specielt sted. En gammel by bestående af ca. 92 bygninger som er delvist dækket af vand ved højvande. Vi har vores lokale guide med som fortæller alt om stedet. Det bliver også til en svømmetur blandt de gamle bygninger. 
På vejen tilbage stopper vi ved vandfaldet nær Kepirohi. Vandfaldet er ca. 20 meter højt og ekstremt flot. Som næsten alle andre steder på øen har vi det for os selv, da turismen er meget lille på Pohnpei.
Sulten melder sig på turen tilbage og vi vælger at spise ved guidens restaurant som han ejer sammen med sin franske hustru, som laver verdens bedste pandekager skulle vi hilse og sige
Tiden på Pohnpei er ved at være slut og vi sejler mod Ant Atoll som er små 25 NM herfra. Turen går let og tager ca. 5 timer. Utrolig smuk sejllads med Pohnpei i ryggen og Ant Antoll lige fremme. Efter indsejlingen som gik lige efter bogen, ankommer vi til paradis på denne jord. Palmer, strande fra Lotto Reklamen og helt ro. Der er ikke andre end Orbit og dens besætning. Og de 6 rangers som er udstationeret herude for at passe på øens natur.


Jeg skal hilse fra hele besætningen og sige at vi nyder livet i fulde drag herude midt i stillehavet!!




søndag den 29. november 2015

22.11.2015 Sejladsen fra Majuro til Pohnpei

REJSEBREV, tredje uge 
Sejlads, Majuro - Pohnpei

Efter to uger i Majuro med utallige mekanikerbesøg og mindst lige så mange måltider på den lokale restaurant Tide Table var alle gaster mere end klar til at sætte sejl mod Pohnpei. Motorproblemerne var også ved at være af en størrelse, der var acceptabel at stikke til søs med; så det gjorde vi. Vi sejlede fra Majuro torsdag aften, tog en overnatning oppe ved passet, og sejlede ud af atollen tidligt næste morgen. Nu ventede en uges sejlads med vinden i ryggen! 

Det var fantastisk endelig at have sejlene oppe, sejle fra det rolige vand inde i atollen og ud i de store Stillehavsbølger, ud mod ukendte øer og atoller - ud på eventyr.
Der gik dog ikke mange timer, før to af gasterne blev ramt af søsyge. Dette viste sig at vare ved det meste af turen; men selv om otte døgns søsyge tærer på kroppen, fik det ikke lov til at ramme stemningen. Der blevet lavet måltider, der kunne få tildelt Michelinstjerner for deres kreativitet og udelukkende brug af dåsemad. Der blev skruet helt op for musikken og der blev brugt litervis af solcreme. Det var otte fantastiske dage på havet. Vi blev testet og prøvet af - fik dage med sol fra morgen til aften, fik hele dage med regn, fik en gennemblødt seng, fik alle siddet bag roret i over et døgn og så fik vi fanget togtets første fisk. Jonas Skov hev en 2 meter og 4 centimeter lang sejlfisk ombord og kom derfor i 2 meter-klubben; og så var det endda den første fisk, han nogensinde har fanget. Så vi fik med sikkerhed også spist vores portion af sejlfisk.

Lørdag morgen var der land i sigte. Pohnpei's bjergede landskab dukkede op i den tågede horisont, og efterhånden som vi sejlede nærmere, spottede vi vulkaner, kunne se den brusende brænding, hvor de flotte Stillehavsbølger, der havde båret os de 850 sømil, knækkede og blev enorme brusende surfbølger, der rullede hen over det lavere vand over koralrevet.

Efter at være blevet budt velkommen af Port Control begav vi os ind i det krævende pas. Og det kunne ikke være gået bedre. Med en mand i masten til at råbe "styrbord" og "bagbord", en mand til at råbe fart og alle andre på sine pladser, kunne vi glide gennem passet, mens vi alle fandt øjeblikke til at sende skjulte blikke op mod klipperne, de storslåede junglelandskaber, betragte vandet der ændrede farve fra dyb oceanblå til grønligt lagunevand og nyde at Orbit roligt og sikkert førte os ind i atollen.

På kajen stod flere mennesker og tog i mod os, og i løbet af kun halvanden time var vi blevet indklareret og kunne sejle mod ankerpladsen. Her kunne GPS'en dog ikke hjælpe os længere, den fortalte os, at vi sejlede rundt på land - vi besluttede derfor igen at sende en mand i masten, sænke farten og følge vejen de lokale pegende havde anvist.
GPS'en viste sig dog til dels at have ret, for  pludselig råbte Morten og Kristian højt og panisk: "STOP!" oppe fra masten, og inden vi andre nåede at registrere deres råben, mærkede vi Orbit ramme koralrev. Der blev ikke sagt det store. Vi kiggede på hinanden med store øjne og skæve smil fulde af ærefrygt og lettelse. Vi var ok, men selv samme morgen havde vi snakket om udsagnet om, at alle sejlere er gået på grund - og dem der siger andet er fulde af løgn. 

Det var ikke en slem grundstødning, og efter et minut eller to var vi bakket ud og havde igen vand under kølen. 
Vi vendte stævnen mod de søde lokale, så de på ny kunne udpege vores kurs. De var dog allerede på vej hen til os i deres godt brugte og halvt sunkne både, og vi blev eskorteret ud til ankerpladsen af to lokale både. Hvilken velkomst!

Og her er fantastisk. Vi ligger midt i et flot ringrev, med bjergsider beklædt med jungle, der går helt ned i vandet, et par naboer og en lækker restaurant et lille stykke oppe på bjerget tæt ved havnen. 

Vi kunne ikke bede om mere. Vi har endnu ikke været her et døgn, og vi har allerede fået ordnet båden, sat gummibåden i vandet, fået en god nats søvn og så har vi på to måltider formået at spise både pizza, hamburgers, tempura, nuggets, bananaplit, pandekager, arme riddere, æg og bacon og alt andet vi kunne finde på menukortet. Vi kunne ikke bede om mere.

I dag vil vi planlægge hvad vores dage her på Pohnpei skal indeholde, rengøre båden - og så vil vi spise lidt mere mad.

13.11.2015 Ankomst og ophold på Majuro, rejsebrev af Morten

Det er det første man lægger mærke til: lyden af Stillehavets kæmpe dønninger, der hamrer mod koralhavet med tunge, dybe drøn. Denne buldren høres overalt på Majuro, der kun løfter sig få meter over havets overflade og med kokospalmer som de absolut højeste punkter. Atollen består af småøer, der ligger postkortskønt i en cirkel om den stille lagune. De største øer er beboet, og på hovedøen er der endda på næsten overnaturlige vis blevet plads til en lufthavn og en lille by, der har klemt sig ned på øen og breder sig helt ud til vandkanten som en teenager i for småt tøj.

Gasterne Kristian og Morten påmønstrer som de første. Charlotte, Nicoline og Jonas (Skov) følger et par dage senere. Vi mødes med skipper Jonas (Skall), fulde af forventninger og drømme om det store eventyr med udforskningen af det store hav og øer, som kun kan nås med et sejlskib. De praktiske udfordringer går hurtigt op for, og minder os om at det ikke er for sjov at vi har vores rygsække fulde af oliefiltre, slanger, rensemidler og andre dimser. Orbits motor virker ikke, og båden har ligget stille ved fortøjningsbøjen i Majuro i over to måneder. Den lokale mekaniker, som vi hurtigt døber "kineseren", fordi han er kineser og ingen kan forstå eller udtale hans egentlige navn, arbejder næsten dagligt på at få motoren igang. I løbet af få dage er sætninger såsom "diesel i smørreolien", "timing af injektorpumpe", "o-ringe" og "helikopterbrændstof i tanken" blevet en del af de fleste samtaler på Orbit og har, til alles frustration, fortrængt snakken om eventyr. Spørgsmålet er om vi overhovedet kommer ud at sejle? Langsomt mister vi troen på at "den nok virker i morgen". En temmelig hård start på togtet.

Vi forsøger at fortrænge uvisheden ved at udforske Majuro. Havets buldren og skaderne på bebyggelserne i den yderste vandkant minder om at her er det naturen der bestemmer. Cafeejeren på havnen fortæller om at stormene og vandstigninger forekommer hyppigere og voldsommere. Det forklares med klimaforandringer. De lokale politikere har allieret sig med andre lavtliggende østater og forbereder deres lobbyprogram forud for klimatopmødet i Paris. På offentlige kontorer reklamerer den lokale regering for deres klima- og energiprogram, selvom alle ved at problemerne kræver global handling, og at den lokale indsats isoleret set er nytteløs. Måske er det forklaringen på at det lokale samfund virker som om at det mere eller mindre er gået i dvale i en tilstand af afmagt og apati.
Trafikken på Majuros eneste vej, der løber på langs af øens udbredelse, snegler sig afsted i gåtempo og får næsten hastighedsbegrænsningen på 25 mph til at virke overflødig. Uden for politistationen hænger betjentene ud i skyggen og betragter passivt livets gang på øen: Uniformerede børn på vej til og fra skole. Grupper af unge, der spiller basketball foran det lokale mini-College. Småhandlende foran deres butikker. Alt går langsomt og med en ophøjet ro. Her høres ingen dytten, skænderier eller grædende børn.

Majuro's trykte avis udkommer en gang om ugen og reflekterer det som er vigtigt her. Stort som småt. Klimaforandringer, et forsøg med nye japanske elbiler (mærkeligt som alle mennesker er fascineret af biler, selv i et samfund med få kilometer vej), en lokal teenager har begået indbrud, osv. Og så er der sundhedspolitikken. Spøgelset fra USA's prøvesprænginger på Marshalløerne er her endnu og viser sit ansigt med angst for stråleskader (cancer). Den lokale guvernør taler med indignation om hvordan USA og verdenssamfundet ignorerede hans befolknings menneskerettigheder med prøvesprænginger på Bikiniatollen under den kolde krig og idag ved at forårsage klimaforandringer, der får hans øer til at synke. Kritikken er relativt afdæmpet. Marshalløerne er fuldstændig afhængig af støtte fra USA og de lejeindtægter som øerne får ved at udleje Kwajeleinatollen til USA, der benytter den som verdens nok største skydeskive i deres interkontinentale raketprogram.

Som altid går kvinderne forrest med konkrete handlinger. Vi overværer en lokal fiskekonkurrence kun for kvinder. Overskuddet fra fangsten og ølsalget på havnen går til en brystcancerkampagne. Et festligt syn at se joller fyldt med tykke damer i den lyserøde kampagne t-shirt lande deres fangst af koralfisk fra lagunen.

Kristian og Morten får også sat gang i kajakroningen. Morten har tydeligvis undervurderet styrken i hans kontorkrop og knækker to pagajer under rulleøvelserne som var de tændstikker. Ærgeligt da det ikke er sådan lige at få fat i nogle nye her på Majuro. Resten af besætningen tager det pænt (eller er det overbærenhed?).

Charlotte, Nicoline og Skov kommer igang med Open Water dykkertræning og når at afslutte "confined water". De tre andre tager tre dyk nær Orbit, men dropper mere dykning her. Vandet, koraller og fiskebestanden bærer for tydeligt præg af Majuro ikke er begunstiget med renseanlæg og affaldsbehandling.

Om aftenen hænger vi ud på den lokale bar og restaurant, Tide Table. Her møder vi også de amerikanske helikopterpiloter. De arbejder på de taiwanesiske tunfiskerbåde. Fra deres helikoptere spotter de tunflokkende og hjælper endda med at jage fiskene ind i de kæmpe net. Et farligt job for piloterne og en ulige kamp for fiskene. Pludseligt forstå man hvordan det kan lade sig gøre at tømme havet for fisk.

Frustrationerne over motorproblemerne vokser. Vi holder et telefonmøde med Ken for at diskutere mulighederne. Efter lange overvejelser besluttes det at lette anker og sætte kursen mod Pohnpei. Motoren er stadig ikke i top men kan køre et par timer ad gangen når vi skal ud og ind af passagerne i koralrevene. Men den kan ikke klare at hjælpe os ved vindstille og modvind, så vi bliver fuldstændig afhængige af vinden.

Stemningen letter betragteligt på båden nu da vi har udsigt til at komme afsted og få et par kilometer vand under kølen. Endelig er ventetiden på Majuro ovre og vi kan for alvor komme igang med eventyret. Fredag den 13. letter vi anker fra lagunen, og mens de første solstråler fortrænger stjernerne fra himlen glider vi ud gennem passagen i atollen og møder for første gang de store, tunge stillehavsbølger, som vi indtil nu kun har lyttet til fra atollens stille vand.


Morten

søndag den 25. oktober 2015

09.10.15 Sidste uge for Togt 2015-5, rejsebrev af Rie

Rejsebrev - Rie

Denne uge skulle vise sig at blive den sidste for størstedelen af besætningen på Togt 2015-5. Efter cirka en måned på Majuro hvor motoren ikke har virket, tog jeg sammen med Niklas, Stine og Sofie beslutningen om at tage videre på egen hånd (ked-af-det smiley). 
Det har absolut ikke været en nem beslutning at tage, og vi har alle sammen kæmpet side om side med Kaptajn Jonas med forskellige tiltag for at få repareret motoren. Der har været 3 forskellige mekanikere/ingeniører inde over, som alle tre har ment noget forskelligt, og har forsøgt forskellige løsninger (frustreret smiley). Onsdag formiddag kom vi derfor til den konklusion, at vi ikke ville kunne nå at få det ud af togtet, som vi havde håbet på, og at vi derfor var nødt til at lægge en ny plan. 

Vi fire gaster tager landskoene på i morgen lørdag, når vi sætter os i et fly til Kosrae i Mikronesien. Hér skal vi være en uge, hvorefter vi flyver videre til Pohnpei for at have to uger dér, inden vi vender snuden mod Danmark (fly, sol, strand).

Simon har i første omgang valgt at blive på Orbit, men det kan være at han kommer og møder os på Pohnpei, afhængigt af hvordan tingene udvikler sig på båden (spørgsmålstegn, velkomstdrink, fly). Dermed er Simon også indlagt til at lytte til at Jonas’ larm – eller det han selv vil kalde ”at stemme sin nyindkøbte Ukulele”. Jonas får derimod masser af ro til at fokusere på motoren, og få den gjort helt klar til den videre sejlads fra Majuro. 


Det er med sorg og uro i sindet, at vi nu forlader Orbit før tid, for vi har alle sammen glædet os rigtig meget til dette eventyr (stortudende smiley). Vi kan også mærke at motoren er tæt på at være klar, men rent logistisk var vi nødt til at finde på noget andet, for at kunne nå vores flybilletter hjem. 

NÅ! Som sagt blev beslutningen taget onsdag, og vores fly afgår lørdag. Det gav os præcis 3 døgn til at få presset de sidste oplevelser og hyggelige stunder ud af Orbit. Stine har færdiggjort sin Open Water dykkeruddannelse, hvilket blev fejret med en Precious 3-retters menu torsdag aften, inkl. en drink til desserten… Generelt har vi haft travlt med at tømme vores private lagre, som oprindeligt var købt til at holde i 30 dage – de skulle nu pludselig tømmes på de sidste tre dage (den der smiley med de store øjne). 

Orbit var næsten gjort klar til sejlads, men kursen blev lagt om, og vi skulle begynde rengøring til afmønstring. Alt er blevet endevendt, og gjort rent og Dinghy-fætter – navnet på den store dinghy – har fået sig en god skrubbetur. (Til de interesserede kan jeg oplyse, at den lille dinghy har fået navnet: Little Lady Z. (hjerte, smiley med solbriller, båd)

Heldigvis var vi allerede færdig med rengøringen fredag til frokost, så vi kunne bruge resten af dagen på at nyde hinandens selskab og de sidste timer ombord sammen med Simon og Jonas. Jeg vil mene at årsagen til det høje tempo var, at vi startede fredagen ud med en gang morgen-yoga på fordækket i matchende yoga-bukser (abe med hænderne for øjnene), hvilket uden tvivl har været et fantastisk syn for vores nabobåde. I aften fredag, tager vi i land for at spise en fælles afskedsmiddag, og mon ikke aftenen sluttes af med en sidste omgang Davosajas? 

(almindelig smiley, abe med hænderne for munden, ged, 19+5 Personer…)





04.10.15 Pandekager og Davosajas, Rejsebrev af Simon

Søndag var vi til brunch, hvor vi spiste alt hvad vi kunne rumme. Stedet var MIR (Marshall Islands Ressort) og buffeten bestod bl.a. af pandekager, vafler og frugt. Vi trillede tilbage til Orbit, og i smug stablede gasterne et suprise party på benene. Jonas havde nemlig været kaptajn på Orbit i 200 dage og det skulle fejres. Der blev pyntet op med palmeblade papirhjerter og –fisk. Alle fik tildelt en papirhat. Efter festmåltidet fik kaptajnen gaver. Han fik en blå elastik til skægget, en tatovering (et anker på underarmen), en klap for øjet og sidst men ikke mindst en kæmpe lakridspibe. Det hele rundedes af med et spil bingo, hvor Stine måtte melde fra pga. søsyge, da vi grundet vejret sad nede i den varme gyngende salon. Jeg vandt gevinsterne på 1 og 3 rækker og Rie tog fuld plade. Det viste sig dog, at jeg havde vundet fuld plade, hvis det ikke havde været fordi oplæseren råbte tallene op i sådan en hulens fart grundet et par stykker med søsyge. Præmierne var en pose slik, knæklys og en talende kuglepen, der desværre ikke kunne sige så meget.
Mandag sen aften rev Larrys båd sig løs fra sin mooring. Jonas, Niklas og jeg hoppede hurtigt i dinghien for at hjælpe. Heldigvis drev Larry ikke ind i andre både. Vi fik ankeret i, men på daværende tidspunkt var båden for tæt på Potin (en katamaran). Vi fik fat i havnepolitiet, så de kunne trække Larrys båd hen på Potins plads, mens Potin måtte rykke hen til en anden mooring syd for havnen. Hele operationen varede til midnat, og vi blev lidt kolde, men det var fedt at kunne hjælpe. Vi blev ellers afbrudt i et spil davosajas om den sidste cookie.

Tirsdag stod på basket med nogle lokale unge. Bagefter tog vi på Tide Table og så Kansas City Chives mod Green Bay Packers. Packers vandt 38-28.
Torsdag lidt i frokost vendte jeg tilbage til Tide Table efter at have købt internet til mobilen. Her stødte jeg på Stine som den eneste. I hendes øjne kunne jeg se, at der var noget galt. Det viste sig at Niklas aldrig nåede ud til Orbit efter at have sat og os af i havnen. Dinghiens påhængsmotor gik ud og kunne godt starte igen, men gik ud så snart den blev sat i gear. Så Niklas drev ind i havnens losseplads, hvor der var nogle flinke havnearbejdere, der hjalp med at få bugseret Dinghyfætter op på en lille strand midt på lossepladsen. Og dér fandt jeg Niklas. Så var vi to på lossepladsen. Lidt efter dukkede Stine og Rie op, og vi fik Dinghyfætter i vandet og startet motoren. Niklas kunne lige præcis sejle tilbage i havn før motoren gik ud igen. Jeg tog med Niklas ud på Orbit, og vi spiste frokost. Den stod på Orbit’s nye hoffret lune makrelmadder, eller noget der kunne minde om det. 
Efter den noget specielle frokost hentede vi de andre, men mekanikeren dukkede ikke op som aftalt. Mens vi stod på havnemolen og ventede kom en regnbyge af en anden verden og selvfølgelig stod vinduerne ude på Orbit pivåbne, men trods masser regn ingen skade sket. Aftenen bød på hjerterfri og davosajas, og sluttede af med et sjovt indslag fra Stine og Sofies side. Det gik ud på at Stine under Sofies instruktioner skulle rede Niklas og Ries seng i salonen i blinde.
Fredag morgen tog Stine, Sofie og jeg på pandekage-run. Alt gik vel lige indtil vi skulle ud til Orbit igen. Så ville motoren ikke starte. Heldigvis kunne Stine vha. sin charme få en af fiskerbådenes badekarformede motorfartøjer til at trække os ud til Orbit. Så blev der ellers lavet pandekager, og det var ikke i hvilken som helst anledning. Drengene havde nemlig vundet en storsejr i davosajas. Så det skulle fejres med pandekager. Denne nat var det kun Jonas og jeg, der overnattede på Orbit. Resten af besætningen tog en nat på Ressortet. Lørdag aften gik Stine, Sofie og jeg en tur, hvor vi så dans, hørte livemusik og overværede en basketkamp mellem to af atollerne fra Marshall Islands. Endvidere skulle personalet på Tide Table holde afskedsfest for deres manager.    





26.09.15 Afhørt af politiet på Majuro, Rejsebrev af Sofie og Stine

I dag fredag d.25/9 2015 kl.ca. 22:30, blev fire betjente fra Majuro lokal politi sendt til Dalla Park, idet syv hvide personer havde taget ophold under et halvtag på privat område. 
Da betjentene ankom til stedet observerede de tre kvinder og fire mænd, der sad og snakkede med en øl i hånden, og nogen med en smøg i kæften. Stemningen var høj, trods  der ikke var andre mennesker tilstede. 

Betjentene tog kontakt til gruppen, som tydeligvis ikke var indfødte og adspurgte dem om, hvad de(stadig) lavede på Majuro, og hvorfor de opholdte sig i parken. 

Afhørte Jonas, kaptajn på Orbit, forklarede kort at gruppen boede på en båd lige i nærheden og at de ikke havde tænkt sig at lave ballade og straks ville forlade stedet. 

Dette svar var umiddelbart ikke nok for de fire betjente, som afhørte gruppen enkeltvis. 

Afhørte, Dave Walthers, forklarede at han slet ikke var en del af denne dansker gruppe, men arbejde som pilot på en af de store fiskerskibe. Afhørte havde mødt gruppen et par uger forinden, på det ”lokale tilholdssted”. 
Afhørte oplyste, at han i hele denne periode havde hængt ud med gruppen, og det var bestemt ikke af hans opfattelse at de var nogle ballademagere.  

Afhørte, Jonas Skall Hansen, forklarede, at gruppen i tirsdags d.22/9 havde lagt an til at forlade øen, for at sejle otte dage til Pohnpei. Afhørte havde afholdt surre/edderkoppe kursus, alle løse genstande var lagt i ankerbrønden og alle tomme rum var fyldt op med mad.
Da motoren skulle testkøres gik der to timer hvor den kørte ubeklageligt, men så lød alarmen. Overophedning!(Hvilket er en general lidelse hos hele besætningen).
Afhørte forklarede, at han endnu engang tog kontakt til div. Mekanikere, som dagen efter kiggede på motoren. 
Diselpumpen blev skiftet og afhørte oplyste, at de forhåbentlig ville sætte kursen i starten af næste uge. 
Afhørte tilføje, at han er yderst tilfreds med sin besætning, som var meget aktive, arbejdsomme, konstruktive, nytænkende, forudseende og altid havde et smil på læben. 

Afhørte, Anders Niklas Wonsbeck Jensen, forklarede, at besætningen d.21/9 skulle hente ferskvand.
Afhørte havde sine bekymringer, da kaptajn Jonas, havde givet udtryk for, at denne proces var meget hård og tidskrævende.
Ca. Kl. 11 tog de fem matroser i land, hvor afhørte tog kontakt til chefen på havnen. Da chefen hørte vores ønske, om at få noget af deres vand fra regnvandsbeholderne på havnen, tog han dunkende, satte dem på hans bil, og kørte ud til et vandrensningsanlæg. Dunkende blev fyldt med det reneste og pureste vand(flaskevand som resten af befolkningen køber sig til i store dunke), herefter blev vandet kørt helt ned til dinghien. Denne proces gentog sig tre gange. Kun tynget af dårlig samvittighed, over mandens gavmildhed og hjælpsomhed, vendte de tilbage til Orbit, uden de store overanstrengelser. 
Afhørte forklarede at kaptajnen var meget overrasket over, at matroserne var kommet gratis til vandet uden de store anstrengelser.
Fordi vandprojektet var forløbet så effektivt, blev der sidst på dagen tid til en snorkeltur, der for afhørtes kæreste, Rie, betød sit første havbad i tre uger.

Afhørte, Simon Hjort Munk, forklarede, at han onsdag d.23/9 sammen med Sofie og Stine tog en taxa til Laura Beach, som ligger ca. 50 km. fra båden.
Taxaturen tog ca. Halvanden time, inkl. stop/pause, hvor der blev handlet alt fra korn, kaffe og kokosnødder. Derudover bød turen på en fuld mand, en dame der ikke ville betale og en lille piger der brækkede sig. 
Endelig fremme ved ”paradis stranden”(der er rigtig meget skrald på Majuros strande), blev vi budt velkommen af parkforvalteren, som krævede en dollar i entre. Afhørte forklarede, at de var på stranden i ca. to timer, hvor de strømsnorklede, fandt skaller og sko og så en død haj. 
Ved 13 tiden forlod vi stranden for at finde en taxa hjem. Vi var i forvejen blevet oplyst, af en lokal mand, at taxaerne kørte retur hver anden til tredje time og at vi skulle vente under det store træ i krydset. 
Efter to en halv time som havde budt på læsning, powernap og hundeporno, begyndte vi at gå taxaen i møde. 
Tre km. senere blev vi samlet op og kørt tilbage til båden. 

Afhørte, Sofie Breum Rasmussen, forklarede, at de torsdag d.24/9 startede dagen stille og roligt, inden der skulle komme mekaniker. For at kunne skabe de bedste arbejdsforhold, sendte kaptajnen alle matroserne på snorkeltur. 
Dinghi-fætter(bådens store gummibåd) var dog ikke helt med på den ide. Efter 500 meter gik motoren ud og gode råd var dyre. Efter mange gode forsøg, måtte alle matroserne se sig slået af motoren, 1-0.
En lille rask rotur er god motion, men det er nu også rart af blive trukket af de lokale fiskere. 
Resten af dagen fik Littel Lady Sea(bådens mindre gummibåd, uden motor) vist sit værd, lige indtil kaptajn Jonas fik lavet Dinghi-fætters motor.
Afhørte tilføjede, at aften gik med at spille Trivial og drengene fik pludselig lyst til at gå tidligt i seng. 

Afhørte, Stine Späth-Kolind, forklarede at hun fredag d.25/9 sammen med resten af besætningen forlod båden ved 10 tiden, for at opleve Majuors nationaldag. 
Afhørte havde af flere omgange forsøgt at finde ud af dagens program, hvilket var svært. Eftersigende skulle programmet lyde som følgende; kl.10 børnearrangement ved byens museum, kl.13 kano-race ved Dalla Beach med efterfølgende fest. Programmet viste sig dog ikke at være helt fast, da det kun var børnearrangementet der var at finde. Dette arrangement bød bland andet på taler, herunder af selveste præsidenten og en dejlig BBQ frokost fra en af de små boder. 

Afhørte, Rie Jochumsen, forklarede at hun lørdag d.26/9 endnu engang fik lov til at vise sine flotte hjemmesyede UV bukser frem, da dagens første aktivitet var snorkling. 
Efter en hurtig frokost skyndte Stine, Sofie, Simon og Rie sig i land, da kano kampstarten var kl.13:00! Kl.12:54, stod de spændte og klar, men noget tydet på at de kom til at vente lidt. Og vente det kom de til. Efter halvanden time gik starten, endelig. 12 både strøg af sted for fulde sejl, en af bådende havde så travlt at han overså en af de kæmpe fiskerskibe(på over 100 fod) og sejlede direkte ind i den. Kl. Ca.15:30 ankom vinderbåden, og der blev jublet og danset på hele stranden.  


Ud fra de afhørtes forklaringer kunne betjentene konstatere at, gruppen blot var en flok eventyrere, som nød deres ophold på Majuro!  

søndag den 27. september 2015

20.08.2015 Jagten på OON, rejsebrev af Rie

Rejsebrev 20.08.2015

Uge 3 for Togt 2015-5 har budt på lidt af hvert for besætningen. Jeg vil mene at vi nu har fundet vores Optimale Orbit-Niveau. Kaptajn Jonas og Simon Spies (et tilnavn Simon har fået på grund af de uendelige mængder mad der kan være i den unge mand) havde selvfølgelig allerede fundet niveauet før vi kom, men det må siges at være en kunst. For at forklare det bedst vil jeg henlede opmærksomheden til Figur 1.

Når man påmønstrer Orbit, kører man på et meget højt energi-niveau, hvor tingene ikke kan gå hurtigt nok, og hvor man gerne vil nå at opleve det hele på den halve tid. Man finder så ud af, at man simpelthen er nødt til at geare lidt ned, da tingene som regel sker på Island-time. Uheldigvis kommer man så til at geare lidt for langt ned fordi man er uopmærksom, men til sidst rammer man det jeg vil kalde det Optimale Orbit-Niveau (herefter OON). 

Til OON kan der være nogle fælles eller individuelle udsving - enten positivt eller negativt der skyldes enkelte hændelser. Kaptajn Jonas havde for eksempel et MEGET negativt udsving da det blev konstateret at der ikke var mere dåse-paté (det tætteste vi kommer på leverståhej).

Vi havde et fælles positivt udsving torsdag, da mekanikeren fiksede motoren - et tilsvarende negativt udsving fredag, da motoren ikke ville starte alligevel - men som det er med alle eventyr ender alt godt, motoren er lavet igen, og vi er nu i gang med at gøre klar til at forlade Majuro.

Heldigvis har vi flest positive udsving fra OON, som da jeg selv fik OK til at komme i saltvand for første gang i 2 uger på grund af en forholdsvis slem forbrænding på benene, og da Stine bestod sin teori-del af Open Water kurset, tog vi alle del i begejstringen.

Efter de første dykker- og snorkelture i uge 1 og 2 var det også tid til at kigge på fordelingen af oplevelser under vand (se figur 2).
(Kaptajn Jonas er taget ud af denne opstilling, da han har travlt med at bevare sikkerheden under og over vandet - og let's face it - han har set det hele alligevel.)


Det stod klart, at Simon oplevede meget mere end os andre, og det blev derfor vedtaget, at Simon skal tage os andre med på sine hemmelige ruter. Det resulterede så også i, at Sofie og Niklas fik set deres første hajer (jep - i flertal). 

Torsdag aften gav Niklas og jeg mad til resten af besætningen på vores foretrukne restaurant: Tide Table, og efter en god lang dag med dykning, læsning og systue blev der fra Stines side opstillet en meget interessant og relevant problemstilling: Hvor mange Røde Heste (den foretrukne øl) skal der til for at få os ud af trætheden og ud i byen?


Konklusionen blev en konkav kurve der kommer tættere og tættere på målet uden aldrig at nå det (se figur 3). Det ses hér, at den mængde ekstra energi man ville få ud af hver øl, på trods af sine 8 %, ville blive mindre og mindre per flaske. Det blev konkluderet at det ville være spild af røde heste, og vi valgte derfor at tage hjem til et slag "500". (Eller "250" - for så skulle det heller ikke være vildere).


Enkelte, eller faktisk størstedelen af besætningen, tog revanche lørdag aften, hvilket (for nogen - ingen nævnt, ingen glemt) skulle vise sig at være en fejl, da søndagen blev brugt på at proviantere til resten af togtet. 

Bagende sol, 6-7 fyldte indkøbsvogne, høje bølger og logostik på højt plan var en okay cocktail for de fleste af os, mens andre havde et voldsomt negativt udsving på deres OON.
Imens vi andre handlede ind, blev Niklas og Jonas tilbage på Orbit, og fik skrubbet den gamle tøs på maveskindet. Forhåbentlig giver det os lidt ekstra fart, når vi snart vender snuden mod vest. 


De sidste detaljer for resten af vores togt er ved at være på plads, og jeg glæder mig meget til at komme ud og se, hvad Stillehavet ellers har at byde på.
Om jeg selv er i stand til at holde mit OON eller ej, er jeg omringet af dejlige mennesker der sørger for at trække energien op hvis man ikke selv magter det.... Eller til at tryne en og blive uvenner over et spil UNO, hvis niveauet liiiige skyder lidt for højt :).  




søndag den 20. september 2015

13.09.2015 Hygge på Majuro, rejsebrev/sang af Stine og Sofie

Rejsebrev
Melodi: I en kælder sort som kul


1. Rejsebrevet blev læst op
om den første uge
det var ej et kæmpe flop
I sku' hør os hue
Drengene de sku ha tæsk
pigerne er aller bedst
Cranium og sejer
Pigerne ska ha bajer



2. Mandag morgen er nu rar
Selvom Orbit gynger
Fiskestangen ud vi tar
Mens vi glædeligt synger 
Dig jeg fanger noget i dag
Så jeg ikke virker svag
Ko-raller er flotte
Ikke særlig hotte*



3. Morgenbrød på grill er svært
Spørg I bare Niklas
Han har senere fået det lært
Og nu er han bad-ass
Rie laver ”rigtig” spas
Uden alt for meget mas
Kommer pakken flyvende
Hun var bare lidt lyvende**



Skååååål


4. Svømning er nu altid godt
Ens det helst skal være
Simon gør det rigtig flot
Drømmen er nu bager (øv for synkron-gruppen)
Jonas vil ha håret nyt
Selvom det er mega yt
Sofie klipper gerne
For hun er en stjerne



5. Kærstetid det skal der til
Så i land med resten
Si og So og Sti de vil
Ud og finde præsten***
Jonas søger efter hjælp
Får i baren en kop mælk
Søger pumpe-mager
Bager gerne kager



6. Fredag sku der findes strand
på den anden side
Simon viste vejen frem
Så vi ik sku glide****
Vi så fisk og vi så vrag
Der var faldet med et brag
Det var dagens færden
Og vores nye verden


7. Ingen lørdag uden rom
og en ”enkel” rød hest*****
pizzaer på grillen kom
nu sku der være feeest
orme-dans og højt musik
danskerne var fin komik
vi var alle hotte
ikke til at stoppe




*Projekt ”fang aftensmaden” blev skudt i gang, den første line blev kastet iført fisketrøje og sej kasket. Dagens fangst blev to stk. Koraller der efter et selfie blev sluppet fri igen.
**Rie tog ansvaret for at hente pakken med pumpen, som vi havde sendt fra Tokyo. Men da vi vendte tilbage fra vores dyk, havde Rie desværre ingen pakke. Pludselig kom en mand gående med en pakke, meget lig vores, og heldigvis viste det sig at være vores, gensynsglæden ville ingen ende tage.
***Udover at finde ”præsten”, fandt vi også en flok små drenge der udfordrede os i basket. Selvfølgelig vandt Danmark, af den simple grund, vi var dobbelt så høje og Simon kunne nå kurven.
****For at komme over til øen med ”sandstranden” og vraget, måtte vi krydse vand, der gik os til brystet. Simon var en guttermand og ledte an, så pigerne ikke trådte på søpindsvin og kom på for dybt vand.
*****Rød hest er en øl med 8%, der smager af Carlsberg.