2014.12.05 - På Marquesas med Familien Bundgaard, rejsebrev af Frank

Rejsebrev fra. D. 21 november til d. 5 december.

Der går mange rygter om Steven, eneboeren, i bugten Hanamuinoa på øen Tahuata lige ved siden af Hiva Oa. Hvad får en mand først i trediverne til at isolere sig væk fra alt? Aner det ikke og godt for det så kan vi koncentrere os om det der kom ud af mødet med ham ... Frugt hver gang vi svømmende til stranden for at bade, mango var favoritten og så pamplemus og en kæmpe grøn frugt med hvidt kød og store kerner, en vandretur i frugthaven som endte med total myggeangreb for ikke at tale om søpindsvinfangst og øjeblikkelig spisning med et skvis lime, harpunfiskeri efterfulgt af aftensmåltid på bananblad med ris og fiskefangsten, sidst en kaffe med kokosmælk "the Marquesas way". Marius startede på Dinky ind til stranden og sluttede af med at svømme de 400 m frem og tilbage - dette blev både bemærket og påpeget af Steven. 

Open Water uddannelsen blev skudt i gang med de første "pool" dyk i bugten ved siden af den, hvor vi lagde til. Først blev udstyret skruet sammen, ned i dinky'en og afsted... Vi blev herefter pakket ind i udstyr fra top til tå og rullede så baglæns over bor i havet. Så kom vi på dybt vand ikke i den forstand at det gik galt men at vi lige pludseligt blev sænket ned på 10 meter vand, det at være der nede var i sig selv ikke noget stort men mere tanken om ikke lige og kunne stikke hoved op over hvis der gik noget galt var noget af en anderledes følelse. 

Bugten er meget fin at dykke i, super sigtbarhed ca 15-25 m. Og masser af liv. Fisk i alle farver, og så selvfølgelig Tøffe, vores hus klumpfisk, som også tog sin kæreste med og boede under båden i al den tid vi var der. De kunne i hvert fald godt lide den mad vi lavede, i sær kød og endeskiven på brødet faldt i rigtig god jord. Af og til kom de rød-sølvfarvede fisk op og deltog i festlighederne, men de var ikke altid lige søde mod Tøffe, så i sær Julie var efter dem med god karma og kammeratskab. Efter en uge blev det alligevel nok for alle - i sær Frank - uden kød, så en tur i dinky'en var nødvendig! Det passede også med at vi kunne fejre Lars med de 60 år d. 1 december med både kød på grillen og kartoffelsalat! Det har vi fundet ud af er kaptajnens yndlings. Om morgenen blev han fejret med kanelsnegle follet og rullet i 27 lag - eller næsten i hvert fald og gaver fra familie og lidt fra os. Og for at vende tilbage til Steven så blev vi da også inviteret til barbecue party med hans venner. Det var virkelig en oplevelse. Da vi ankom havde de vidst allerede taget fat på rødvinen, så Steven var blevet meget meget træt og lå og sov omringet af fluer. Vi blev både budt på hest og fisk, af de søde venner som ikke forstod så meget engelsk igen, men det var helt klart kyllingen der var favoritten... Det blev til en kort visit, men vi kunne jo ikke klage, når der var kød. Vi besluttede derudover også at vente med at give værtsgaven, bestående af øl, til en anden god gang. En pakke cigaretter blev dog lagt på hans sovende krop. 

Den sidste aften havde vores "hårde men retfærdige chef" arrangeret delfin show efterfulgt af et flyvefiske show afsluttende med at en af de store sorte fugle fløj ud i det blå med en af de glinsende flyvefisk i et godt fast næbgreb. Showet kulminerede næste morgen med en delfinreprise og så dukkede havskildpadden op for fra havet for at hilse på. Nogle stykker nåede også at fatte svømmefødderne og snorklede ind til Steven, hvor øllene og den efterspurgte rom fra det tidligere togt, blev afleveret. Han var meget ked af afskeden og gav os en masse pamplemos, mango og lime. "Så er vejrfilerne så vi kan tage afsted" lød meldingen fra kaptajnen og så startede udfordringerne for alvor for den ikke fantastisk søstærke familie for hvem det tager laaaaaaaang tid at få søben. Det er her på sin plads at takke både Lars og Julie for deres overbærenhed og at de havde overskud til at tage fuldstændig over ... TAK!

2014.11.26 - Fødselsdag på Nuku Hiva, rejsebrev af Trine

Så er sidste uge af oktober gået, hvilken for mig har givet et år mere på bagen, bragt os godt og sikkert fra bugt til bugt, nord rundt om Nuku Hiva, og for os alle betyder at der er ved at være kun fjorten dage tilbage af vores ophold på Orbit. 

At få fejret sin fødselsdag herude, med de seks søde mennesker jeg deler pladsen med på dette togt, var noget af en fest og gjorde dagen til en af de helt bedste. Den bød på morgensang på sengen, gave med både øl og chokolade i og så blev der kræset for sagerne af bagertøserne. Vi lå på det tidspunkt på vestkysten i den nordlige bugt Haahopu, hvor vi også sidst havde stor succes med både dykker- og snorkelturene, og jeg fik set alt hvad jeg kunne ønske mig, da Olivia, Kristine og jeg fik en fantastisk morgensnorkeltur, sammen med både en havskildpadde, mantarays, eagle rays, en enkelt sting ray, en black tip reef shark og de mange farverige fisk der hygger rundt om korallerne. Det er et privilegie at svømme rundt med så store og smukke dyr som vi får lov til herude, og med så mange nær overfladen er det ingen sag at ens ører ikke er så glade for dybderne. 

Herfra var vores næste stop nordkysten og bugten Hatiheu, for bare en enkelt overnatning, da vi med nu snart en uges tid bag os siden vi forlod Taiohae samt knap fjorten dage til næste større bugt på Hiva Oa, havde håbet på lidt provianteringsmuligheder og også brug for at få fyldt op med vand. Hatiheu bød dog mest af alt på flot sceneri med hakkede bjergtinder, sort lavasten, blåt vand, sandstrand og grønne palmer i kanten, som også fortsatte i nabobugten Anaho, der var det planlagte mål og en af de flotteste af de hidtil besøgte steder på øen, med lang hvid sandstrand og høj udsigt hele vejen rundt i den brede bugt. Her havde vi selskab af et enkelt andet skib. Det er ellers et af de sande goder ved at rejse rundt og opleve stederne som vi gør det med skib, at vi de fleste steder ligger helt uforstyrret som det eneste skib i bugten, og ikke mindst får lov til at se nogle af de mere uberørte steder, skånet for turisme. Det er helt sikkert et særligt træk ved sejlads-rejsen, som der bliver sat stor pris på herude.

Tiden i Anaho blev brugt på at udforske kystlinjen, både med numsen i vejret og næsen i de tonsvis af muslingeskaller der skylles op i vandkanten der og med et par gode gåture til at få gang i benene igen, hvoraf den ene blev en tøsetur med picnic-kurv til Hatuatua bugten ved siden af, hvor vi på vejen fik godt med tiltrængt og garanteret friskt grønt og frugt i rygsækkene, fra en stor flot plantage, hvor vi selv fik lov at plukke tomaterne mellem rækkerne. Her kvitterede vi dog alle for hyggen med no-no bites (sandfluer) og godt med myggestik, så alle tøserne nu er spottede på ryggen og kahytten ligger i en konstant tåge af tigerbalsam, hvis duft vist længe vil bringe minder frem. For drengenes vedkommende var der dømt studietid og de fik brugt god tid på både læsebænken, eksamens og med praktiske øvelser i vandet, så de inden længe kan kalde sig både rescue divers og divemasters. Vi der var i vandet fik også en ret lang svømmetur med guide på, i form af en af de største og flotteste havskildpadder, jeg og vi har set, hvert fald så tæt og så længe. 

Fredag måtte vi videre på ruten til næste ankringsplads, som var i den ene af de tre bugter der tilsammen udgør den tredelte bugt Comptroller. Det var ikke alle der havde savnet dønningerne, som vejret sammen med et par ordentlige regnskyl gav godt af denne dag, men det er nu stadig som om at vi alle nyder det på hver vores måde hver gang vi får lettet anker og sætter kursen lidt væk fra land og mod et nyt spændende sted. På denne tur fik vi følgeskab af en kæmpe flok melon headed whales, hvad vi senere har fundet frem til også kaldes Electra-delfiner, og normalt skulle holde sig godt på afstand af både, men som gav et flot og meget nært show ved at ride på bovbølgen ude foran. De var imponerende, også i mængden af dem, da vi vurderede at der let har været flere end hundrede. De havde en meget speciel farve også, en flot nuance af koksgrå, med tendens til det mørke koksgrå faktisk, ikke langt fra sort, men ikke nær kulsort, hvilket jo er meget interessant, hvis man da ellers gik op i sådan noget.

Næsten fremme sejlede vi forbi den lille knold Tikapo Rock, en lille sten der på sjov vis stikker op af havet knap halvtreds meter fra pynten, som skulle være et af de bedste dykkerspots, men på betingelse af mere ordentligt vejr end der har vist sig at være for os denne gang. Her fik vi så holdt lidt siestadage, med bog-, spil- og filmhygge, lidt båd-fikserier og mere divemaster-læsning. Imens har Inge Salatkasteren øvet sig i at huske hvilke ting vi ønsker overbord og Jonas Kajakshopperen har været sendt på indkøb, både solo og sammen med Olivia Ollie-o. Med vel at mærke 12 km. i alt fra Orbit til supermarked og tilbage igen, fik de med fyldte hulrum og massiv bananklase på toppen, på imponerende vis og til vore andres begejstring, brudt grænserne for hvor meget proviantering der kan være i og på en kajak.

Med de ekstra sydfrugter, der nu altså ser sig rigtig godt ud, hængende i skibets cockpit, skal vi nu videre mod øen Ua Pou, i en halv dagssejlads. Dagene med sejlads går altid hurtigt, der er mange ting der skal ordnes både før og efter, hårde og mindre hårde opgaver. Det er rigtig fedt at mærke at vi efterhånden er blevet et ganske effektivt team, der kan klare det hele på snart den halve tid. Heldigvis har og er den sidste del af ruten planlagt med masser af stop og sejladser.

Med Ua Pou i sigte rammer vi den sydlige gruppe af Marquesas-øerne, hvilket betyder at dagen for vores alles afrejse kommer skræmmende tæt på. Efter halvvejsmærket forsvandt, har det virket for mig som om at et togt på to mdr. er gået lidt for hurtigt, men det trøster at vide at det kun kan betyde godt selskab. Der er trods alt også hele tre destinationer som vi har til gode inden da, og det bliver ikke svært at nyde den sidste tid, hvor der med god og tiltrængt opfordring fra Inge, er skruet lidt op for charmen og frekvensen af passende sundowners. 

De bedste rejsehilsener fra Trine

2014.11.16 - Min første uge med Orbit, rejsebrev af Inge

Så blev det endelig min tur til at være midt i Paradis på den sydlige halvkugle.

Efter heftig regn på Tahiti og en tur alene med indenrigsflyet - havde Kim sørme sikret mig en taxa-dame fra lufthavnen. Så vel ankommet på Nuku Hiva kom en sød Polynesisk “mama” mig i møde og så gik det ellers over stok og sten på tværs af øen i hendes private 4 hjulstrækker.
Hun var sød til at fortælle lidt om øen undervejs og standsede også så jeg kunne få lidt fine billeder fra toppen af plateauet.
Og det var fantastisk at se resten af besætningen sidde og vente på cafeen i Taioha’e, som aftalt, at mærke varmen, og overraskes over den smukke bugt som Orbit lå for anker i…..
Eventyret er igang!

Besætningen.
Som sidst ankommet på togt 4-2 havde jeg hjemmefra tænkt lidt over det sammenhold og allerede etablerede kammeratskab der var ombord - og på hvordan det ville være at blive den eneste “nye” og vinterblege dansker der påmønstrede. Men sikke en dejlig oplevelse….. det er stensikkert: mandskabet ombord er et stjernehold. Her hersker ikke kun en herlig stemning, men båden oser også af hjælpsomhed og iderigdom udi det kulinariske.

Jeg har (ligesom så mange andre danskere) ivrigt fulgt med i Havana’s ture i “kurs mod fjerne kyster” og havde lidt forestillet mig en god slankekur med kost baseret på dåsetun og ketchup! Men sådan er det ikke (endnu) ombord på Orbit. Den står på grillstegt entrecote med bearnaise, hjemmerullet (læs: mesterrullet) frisk sushi, gryderetter med butterchicken, friskbagt brød, fiskefilets af friskfanget fisk med hjemmelavet remoulade, bananpandekager, cheesecakes, og og og ….. vi spiser godt, taler om mad 50% af tiden og planlægger til stadighed vores næste måltider……. 

Farvel slankekur :-)

At min kuffert var 4 dage forsinket var selvfølgelig en streg i regningen. Men man kommer utroligt langt med en bikini og et par herreunderbukser som shorts :-)
Vi skulle alligevel vente på reservedele til bådens toilet - så dagene blev fordrevet lidt med en tur på hesteryg oppe midt på øen, og masser af internet og mango-smoothies på cafeen.

Livet ombord.
På en sejlbåd der huser 7 personer kræves en vis diciplin. Al ting har sin faste plads - og jeg brugte nok den første uge på at spørge om ALT for at finde rundt og begå mig til madlavning & opvask. Og der er enormt meget proviant ombord - ferskvarer, konserves, grønt & frugt, tørvarer som mel/ris/krydderier - ja alt godt til vores fine middage. og det er stuvet godt og grundigt.
At kartoflerne skal pakkes ind i hvert sit lille stykke køkkenrulle (så de ikke ligger og rådner op ad hinanden) - den var ny for mig! Og at al organisk affald bare kastes over bord - er liiidt svært til at starte med - og var det ikke for den konstante havstrøm der hvirvler rundt om Marquesas øerne, ville vi nok trække et lille spor af mangoskræl, æggeskaller, thebreve etc efter os…..
At emballage skal skylles inden det puttes i skraldespanden var også nyt (men absolut nødvendigt at lære). Så vi bruger en del saltvand på at skylle dåserne efter makrel og leverpostejen så vi undgår at lege fluefarm på rekordtid.
Livet ombord handler også om at holde orden og ikke rode, for pladsen er jo begrænset. Det handler om at give hinanden plads selvom vi er stuvet sammen på få kvm. Så man kigger den anden vej når der skiftes trusser, tisses fra platformen bagbords eller når man blot har brug for 10 minutter i egne tanker.

Og hva går dagene så med……
At bo på en båd er lidt ligesom at have en baby. 

Dagene går mega hurtigt - med praktiske gøremål….. Og al ting tager tid. Masser af tid. At gøre klar til sejlads f.eks. tager nemt et par timer, med alle mand igang. De 2 kajakker skal trækkes ombord, have kondom på og surres langs dækket midtskibs (2-3 mands opgave). Motor på dinghy’en skal afmonteres og surres på dæk. Alene afmontering er et 5 mands job: 2 der holder dinghy’en fri af fribordet, 1 mand på spillet, 1 mand der løsner bolte og styrer den frigjorte motor nedenfra, og 1 mand der tager imod ombord…. Den lille gummibåd skal trækkes på dæk også, alle dunke til vand og diesel surres fast, regnvandsopsamler afmonteres, BCD’s, regulatorer og våddragter stuves væk….. og så kan vi begive os ud på åbent vand!

Den øvrige tid bruges primært på at scube op & ned, fylde iltflasker, bade fra platformen, snorkle imellem manta rays, sole på fordækket - og selvfølgelig lave mad.
Olivia er garvet ombord (+ 4 måneder) og hun lægger en god og overskuelig ugeplan - så er madlavning, rengøring, bagning og skrivning af rejsebrev fint fordelt….

Samtaleemnerne……
Vi har super sjove debatter ombord på togt-4. og vi glæder os til at få internet så vores væddemål om diverse talemåder kan blive afgjort. Hedder regnvandsopsamleren f.eks. bare vandsamler ? Hvad betyder Sum-sa-la-bum, og er der noget der hedder “hips som haps”?

Ruten i denne uge.
Ugen er baseret på at vi har max provianteret i Taiohae (både mad, vand, diesel) og nu er påbegyndt rundtur om Nuku Hiva til helt ubeboede strande og bugter. Vi har kun dagssejlads og ligger for anker hver nat - finder dejlige bugter der giver ly for vind, strøm og bølger. Det er dog de færreste steder vi kan gå i land pga klipper og brændingen. Så vi nyder livet ombord - lige som jeg havde håbet på!
Planen er foreløbigt: Taiohae, Baie Marquesienne (mesterdyk med hammerhajer), Haahopu med fin snorkling og manta rays, Anaho i morgen (mandag). Herefter videre til naboøen Ua Pou, og derefter den lidt sydligere ø Tahuata…..Langt væk hjemmefra.
Jeg husker hver dag Kristine’s mantra “husk at nyde det” - og det er ikke svært ombord på Orbit. 

I sandhed en saltvandsindsprøjtning ikke at vide hvad ugedag det er, ikke at kunne huske hvornår man sidst har haft sko på, at se en nymåne der ligger ned (vender som en skål), en stjernehimmel med sydkorset og skorpionen og Orions bælte lige over os. At se de smukke solnedgange i de lune aftener og bagefter at blive vugget i søvn….

Det bliver man lykkelig af!

2014.10.19 - Rejsebrev fra Nuku Hiva, af Jens

Vores anden uge på Marquesas-øerne er gået, desværre uden nogle store undervandsoplevelser med dykning, dog er der blevet oplevet på land, sagt farvel til en gast og velkommen til en anden.

Ugen startede i en lille bugt på vestkysten af Nuku Hiva, Baie Marquesienne, herfra sejlede vi tidligt om morgenen med retning mod Daniels Bay på sydsiden af den bjergrige ø. På turen dertil så vi de obligatoriske delfiner, som vi har set, da vi sejlede forbi første gang og på vores dinghy-ture til dykkerspottet Matateteiko Pointe. Selvom de er blevet set adskillige gange før, så er begejstringen stadig høj og pigerne drøner ud til prædikestolen for at betragte de legesyge dyr. Også kort efter vi passerede Matateteiko Pointe, fik vi en positiv overraskelse, denne gang også fra det våde element. Alarmen lød på fiskestangen og tournusen tro, var det Trines tur til at sørge for aftensmaden. Denne gang en flot hun Mahi-Mahi på lige godt en meter, der blevet nøje fileteret efter anvisninger fra Jonas.

Daniels Bay har fået sit kælenavn efter en af de tidlige kolonister, som havde forelsket sig i den storslående bugt. Selv har vi været lidt i tvivl om hvad bugten egentligt hed, Stanleys Bay, Dannys Bay og til sidst blev det vist til Jørgens Bay. Der var en hvid lille sandstrand, høje bjerge og man kunne lige skimte, hvor verdens tredje højeste vandfald drættede ned. Netop vandfaldet var en af grundene, til at vi valgte, at ligge vejen forbi Daniels Bay. Så dagen efter ankomsten, stod på to timers trek med retning mod vandfaldet.

Dagen startede ud overskyet, hvilket passede hele holdet fint, så man kunne holde temperaturen ud. Vi gik i land i nabobugten, da Daniels Bay består af 2 mindre bugter, så det var en kort tur i dinghyen af kaptajnen, som havde valgt at blive tilbage på båden. Turen startede med at man gik af en lille dirtroad, forbi de lokales små huse og deres imponerende frugthaver. Her mødte vi et gammelt ægtepar, de forsikrede os at vi havde retning mod le cascade, gav os nogle friske frugter og vi endte med at lave en middagsaftale med dem samme aften.

Vi vandrede videre ind i myggeland. Stien var kun en mand bred og der gik ikke lang tid før, at krattet omkring var tæt tilvokset. Så var det tid til at krydse vores første flod, så af med alle skoene og vade igennem med vand op til knæene. Efter 2 timers vandren nåede vi frem til vandfaldet, med tilhørende pool. Kim, Jonas og jeg bestemte os hurtigt for at hoppe i, mens pigerne ikke var helt overbeviste. Da de havde set vores begejstring over det relativt kolde vand, var de også hurtige om at skifte mening. Der var dog ikke den samme begejstring, da vi alle var kommet op og Kim spottede to kæmpe ål, der ikke var alt for kønne.

Samme aften var vi inde og spise hos det gamle søde ægtepar, menuen stod på rå fisk i kokosmælk (en polynesisk klassiker), ny slagtet kylling, breadfruit i forskellige varianter og meget mere! Alt i alt en god dag, med flot naturoplevelse og lidt kulturelt om aftenen fra historierne, ægteparret fortalte. Man bliver stadig imponeret over de lokales gæstfrihed, at sådan lige invitere 7 fremmede indenfor.

Resten af ugen blev brugt i Taiohae, hovedbugten –og byen på Nuku Hiva. Hvor Kim skulle afmønstre og Inge påmønstre. Derudover fik vi desværre et problem med toilettet, hvor vi ventede på reservedele og prøvede at finde på en løsning. Det udmundede i at Lars og jeg, smed de andre i land for en dag og gik i krig på båden! Bestemt ikke et kønt syn!

Vemodigt at skulle sige farvel til Kim, som har været en stor fornøjelse at have med. Konstant højt humør, god humor og  ekstrem initiativrig, hvilket er en god egenskab på en båd, da der næsten altid er noget at fikse. Inge blev også taget godt i mod, som startede med at føre sig frem på fransk. Det næste måned tyder godt!

Stillehavshilsner fra Orbit

2014.10.12 - Nuku Hiva rundt, rejsebrev af Kim

Nuku Hiva og Marquesas øerne, et stort JA TAK herfra. Rart igen med fast grund under fødderne, (selvom jeg også syntes det gynger meget, når jeg er på land...) og hej til en helt anden verden. Her på øen er der faktisk noget, som stikker mere end 4 meter over havets overflade :-) Og hvor er her flot.

Mandag ville vi ligge hårdt ud, med at se smukke Nuku Hiva. Lars og Jonas sad over, de ville sejle lidt kajak og hygge med lidt Dive Master teorilæsning. Vi andre havde booket en rundtur på øen med den rare Jocelyne. Det var åbenbart den helt store og forkromede rundtur..... Det viste sig, at

vi havde fået fat i en af verdens mest arkæologi og botanisk interesserede personer. Hun ville få Søren Ryge, til at gå grædende i

seng. Hun kunne fortælle ALT om alle planter og træer, og det gjorde hun så...... Vist okay, jeg kun forstod cirka halvdelen ;-) Mange af "planterne", lignede dem hjemme i mine forældres stue. Bare lige ca 18 meter høje. Vi så bl.a. et kæmpe stort og meget imponerende Banyan træ. Det var omkring 600 år gammelt… 

Jocelyne var kommet hertil, fra Frankrig for 18 år siden. Med sin mand, en pensioneret officer, der nu var fisker. Han havde fanget en Marlin på 465 cm og på 380 kg (så et billede). Jeg undlod dog at fortælle om min lille Wahoo på 120 cm. En lille Gubbi ved siden af

hans imponerende fangst.

Øen er 340 km2 og har cirka 2900 indbyggere, fordelt på en større og tre mindre byer. Det hele forbundet med en vej. Jocelyne gjorde det

skide godt. Vi kom omtrent den halve ø rundt, på de 8 timer vi tilbragte i selskab med hende.

 

Tirsdag startede vi med en go morgenmad, med bacon og æg. Bacon var modellen, lige inden det hedder flæsk ;-) Det var skide godt!

 

Dagen blev ellers brugt til proviantering, til den næste uges sejlads. Og det var der rig mulighed for i Taiohae`s to indkøbsbutikker. Vi spiste på en lille "restaurant" på havnen, der også havde internet, så det nød vi godt af.

 

Onsdag morgen var det klargøring af båden. Inden sejlads og der er en del der skal gøres, ting der skal pakkes rigtigt og spændes rigtigt fast. Men det gik som altid godt, så vi kunne komme afsted og nyde den smukke 4-timers sejltur op til Baie Haahopu. En fin lille bugt på den vestlige side af Nuku Hiva.

Her gik de næste par dage med snorkling, lidt kajak og en masse god dykning. Dykningen på Marquesas, er noget helt andet end dykning på Fakarava. Vandet var blevet en grad koldere. Nu "nede" på 27 grader, så det er barsk, men vi overlevede. Sigten er også blevet noget mindre omkring 10-15 meter, men det kompenserede det rige dyreliv for. Sting

Rays, Scorpion fish, Morene ål, Box fish og jeg kunne blive ved. Vi fik alle dykket med de legesyge Manta Rays, der elskede at svømme ind i vores luftbobler. Det kunne de gøre i flere minutter.

I Baie Haahopu gik vi også i land på vores private strand, hvor vi hyggede med bål og snobrød.

 

Lørdag sejlede vi tidligt til Baie Marquisenne, hvor der igen stod fantastisk dykning på programmet. Nogle rigtig gode dyk med Manta Rays og massere af andet liv i vandet. De dyk får jeg aldrig nok af.

 

Idag søndag, var det tidligt op, (Det er vi gode til, da det bliver lyst allerede kl. 6 og ja mørkt kl 18) vi skulle videre. Inden da skulle vi efter planen have et dyk på en pynt der hedder Matateteiko, med god mulighed for at se hammerhajer. Det måtte vi desværre afbryde pga. dårlig sigt og alt for meget strøm.

Jeg og de andre på båden, har det lidt svært med at udtale navnene på de forskellige bugter og pynter. Alle vokaler står i kø, for at blive udtalt forkert ;-) Så er det bedre, hvor vi er nu. Den hedder/kaldes Daniels bay, efter en af bugtens beboere.

På turen hertil blev vi endnu engang eskorteret af en stor flok delfiner. Der legede og sprang i vandet, foran båden. Et helt fantastisk show.

Det gode fiskekarma, var også med os og Trine denne gang. Hun fangede en fin Mahi Mahi. Kampklædt med fighter bælte og sele, fik hun selv hevet den i land. 96 cm fin størrelse, men ikke nok til at komme med i 1 meter klubben denne gang. Men den smagte godt, sagde de andre ;-)

Sidder her i cockpittet, klokken er 21.30 de andre er gået i seng. Det er helt mørkt, men stjernerne gør hvad de kan for at lyse himlen op.

 

Har lidt over tre dage tilbage, på min tur med Orbit og med de seks fantastiske mennesker, hvis liv jeg er blevet kastet ind i. Det har været den fedeste tur. Med så mange indtryk og

oplevelser. Dykkene med Manta Rays og hajer, der ville dykke/svømme med mig.

Det KÆMPE Stillehav, hvor jeg bare var en lille bitte prik. Med 5 km vand under mig og horisonten 360 grader rundt. Jeg kunne blive ved. Virkeligheden overgår endnu en gang min vildeste fantasi.

Føler mig ydmyg og privilegeret. Med de ting, jeg får med mig hjem. Til min trykke hverdag, der er lige om hjørnet.

 

Ønsker de andre, og kommende gaster en god tur. Er jeg sikker på de får. Min fantastiske tur vil jeg tit tænke tilbage på og snakke om.

 

Mange Stillehavs hilsner Kim.