Rejsebrev fra. D. 21 november til d. 5 december.
Der går mange rygter om Steven, eneboeren, i bugten Hanamuinoa på øen Tahuata lige ved siden af Hiva Oa. Hvad får en mand først i trediverne til at isolere sig væk fra alt? Aner det ikke og godt for det så kan vi koncentrere os om det der kom ud af mødet med ham ... Frugt hver gang vi svømmende til stranden for at bade, mango var favoritten og så pamplemus og en kæmpe grøn frugt med hvidt kød og store kerner, en vandretur i frugthaven som endte med total myggeangreb for ikke at tale om søpindsvinfangst og øjeblikkelig spisning med et skvis lime, harpunfiskeri efterfulgt af aftensmåltid på bananblad med ris og fiskefangsten, sidst en kaffe med kokosmælk "the Marquesas way". Marius startede på Dinky ind til stranden og sluttede af med at svømme de 400 m frem og tilbage - dette blev både bemærket og påpeget af Steven.
Open Water uddannelsen blev skudt i gang med de første "pool" dyk i bugten ved siden af den, hvor vi lagde til. Først blev udstyret skruet sammen, ned i dinky'en og afsted... Vi blev herefter pakket ind i udstyr fra top til tå og rullede så baglæns over bor i havet. Så kom vi på dybt vand ikke i den forstand at det gik galt men at vi lige pludseligt blev sænket ned på 10 meter vand, det at være der nede var i sig selv ikke noget stort men mere tanken om ikke lige og kunne stikke hoved op over hvis der gik noget galt var noget af en anderledes følelse.
Bugten er meget fin at dykke i, super sigtbarhed ca 15-25 m. Og masser af liv. Fisk i alle farver, og så selvfølgelig Tøffe, vores hus klumpfisk, som også tog sin kæreste med og boede under båden i al den tid vi var der. De kunne i hvert fald godt lide den mad vi lavede, i sær kød og endeskiven på brødet faldt i rigtig god jord. Af og til kom de rød-sølvfarvede fisk op og deltog i festlighederne, men de var ikke altid lige søde mod Tøffe, så i sær Julie var efter dem med god karma og kammeratskab. Efter en uge blev det alligevel nok for alle - i sær Frank - uden kød, så en tur i dinky'en var nødvendig! Det passede også med at vi kunne fejre Lars med de 60 år d. 1 december med både kød på grillen og kartoffelsalat! Det har vi fundet ud af er kaptajnens yndlings. Om morgenen blev han fejret med kanelsnegle follet og rullet i 27 lag - eller næsten i hvert fald og gaver fra familie og lidt fra os. Og for at vende tilbage til Steven så blev vi da også inviteret til barbecue party med hans venner. Det var virkelig en oplevelse. Da vi ankom havde de vidst allerede taget fat på rødvinen, så Steven var blevet meget meget træt og lå og sov omringet af fluer. Vi blev både budt på hest og fisk, af de søde venner som ikke forstod så meget engelsk igen, men det var helt klart kyllingen der var favoritten... Det blev til en kort visit, men vi kunne jo ikke klage, når der var kød. Vi besluttede derudover også at vente med at give værtsgaven, bestående af øl, til en anden god gang. En pakke cigaretter blev dog lagt på hans sovende krop.
Den sidste aften havde vores "hårde men retfærdige chef" arrangeret delfin show efterfulgt af et flyvefiske show afsluttende med at en af de store sorte fugle fløj ud i det blå med en af de glinsende flyvefisk i et godt fast næbgreb. Showet kulminerede næste morgen med en delfinreprise og så dukkede havskildpadden op for fra havet for at hilse på. Nogle stykker nåede også at fatte svømmefødderne og snorklede ind til Steven, hvor øllene og den efterspurgte rom fra det tidligere togt, blev afleveret. Han var meget ked af afskeden og gav os en masse pamplemos, mango og lime. "Så er vejrfilerne så vi kan tage afsted" lød meldingen fra kaptajnen og så startede udfordringerne for alvor for den ikke fantastisk søstærke familie for hvem det tager laaaaaaaang tid at få søben. Det er her på sin plads at takke både Lars og Julie for deres overbærenhed og at de havde overskud til at tage fuldstændig over ... TAK!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar