2014.11.26 - Fødselsdag på Nuku Hiva, rejsebrev af Trine

Så er sidste uge af oktober gået, hvilken for mig har givet et år mere på bagen, bragt os godt og sikkert fra bugt til bugt, nord rundt om Nuku Hiva, og for os alle betyder at der er ved at være kun fjorten dage tilbage af vores ophold på Orbit. 

At få fejret sin fødselsdag herude, med de seks søde mennesker jeg deler pladsen med på dette togt, var noget af en fest og gjorde dagen til en af de helt bedste. Den bød på morgensang på sengen, gave med både øl og chokolade i og så blev der kræset for sagerne af bagertøserne. Vi lå på det tidspunkt på vestkysten i den nordlige bugt Haahopu, hvor vi også sidst havde stor succes med både dykker- og snorkelturene, og jeg fik set alt hvad jeg kunne ønske mig, da Olivia, Kristine og jeg fik en fantastisk morgensnorkeltur, sammen med både en havskildpadde, mantarays, eagle rays, en enkelt sting ray, en black tip reef shark og de mange farverige fisk der hygger rundt om korallerne. Det er et privilegie at svømme rundt med så store og smukke dyr som vi får lov til herude, og med så mange nær overfladen er det ingen sag at ens ører ikke er så glade for dybderne. 

Herfra var vores næste stop nordkysten og bugten Hatiheu, for bare en enkelt overnatning, da vi med nu snart en uges tid bag os siden vi forlod Taiohae samt knap fjorten dage til næste større bugt på Hiva Oa, havde håbet på lidt provianteringsmuligheder og også brug for at få fyldt op med vand. Hatiheu bød dog mest af alt på flot sceneri med hakkede bjergtinder, sort lavasten, blåt vand, sandstrand og grønne palmer i kanten, som også fortsatte i nabobugten Anaho, der var det planlagte mål og en af de flotteste af de hidtil besøgte steder på øen, med lang hvid sandstrand og høj udsigt hele vejen rundt i den brede bugt. Her havde vi selskab af et enkelt andet skib. Det er ellers et af de sande goder ved at rejse rundt og opleve stederne som vi gør det med skib, at vi de fleste steder ligger helt uforstyrret som det eneste skib i bugten, og ikke mindst får lov til at se nogle af de mere uberørte steder, skånet for turisme. Det er helt sikkert et særligt træk ved sejlads-rejsen, som der bliver sat stor pris på herude.

Tiden i Anaho blev brugt på at udforske kystlinjen, både med numsen i vejret og næsen i de tonsvis af muslingeskaller der skylles op i vandkanten der og med et par gode gåture til at få gang i benene igen, hvoraf den ene blev en tøsetur med picnic-kurv til Hatuatua bugten ved siden af, hvor vi på vejen fik godt med tiltrængt og garanteret friskt grønt og frugt i rygsækkene, fra en stor flot plantage, hvor vi selv fik lov at plukke tomaterne mellem rækkerne. Her kvitterede vi dog alle for hyggen med no-no bites (sandfluer) og godt med myggestik, så alle tøserne nu er spottede på ryggen og kahytten ligger i en konstant tåge af tigerbalsam, hvis duft vist længe vil bringe minder frem. For drengenes vedkommende var der dømt studietid og de fik brugt god tid på både læsebænken, eksamens og med praktiske øvelser i vandet, så de inden længe kan kalde sig både rescue divers og divemasters. Vi der var i vandet fik også en ret lang svømmetur med guide på, i form af en af de største og flotteste havskildpadder, jeg og vi har set, hvert fald så tæt og så længe. 

Fredag måtte vi videre på ruten til næste ankringsplads, som var i den ene af de tre bugter der tilsammen udgør den tredelte bugt Comptroller. Det var ikke alle der havde savnet dønningerne, som vejret sammen med et par ordentlige regnskyl gav godt af denne dag, men det er nu stadig som om at vi alle nyder det på hver vores måde hver gang vi får lettet anker og sætter kursen lidt væk fra land og mod et nyt spændende sted. På denne tur fik vi følgeskab af en kæmpe flok melon headed whales, hvad vi senere har fundet frem til også kaldes Electra-delfiner, og normalt skulle holde sig godt på afstand af både, men som gav et flot og meget nært show ved at ride på bovbølgen ude foran. De var imponerende, også i mængden af dem, da vi vurderede at der let har været flere end hundrede. De havde en meget speciel farve også, en flot nuance af koksgrå, med tendens til det mørke koksgrå faktisk, ikke langt fra sort, men ikke nær kulsort, hvilket jo er meget interessant, hvis man da ellers gik op i sådan noget.

Næsten fremme sejlede vi forbi den lille knold Tikapo Rock, en lille sten der på sjov vis stikker op af havet knap halvtreds meter fra pynten, som skulle være et af de bedste dykkerspots, men på betingelse af mere ordentligt vejr end der har vist sig at være for os denne gang. Her fik vi så holdt lidt siestadage, med bog-, spil- og filmhygge, lidt båd-fikserier og mere divemaster-læsning. Imens har Inge Salatkasteren øvet sig i at huske hvilke ting vi ønsker overbord og Jonas Kajakshopperen har været sendt på indkøb, både solo og sammen med Olivia Ollie-o. Med vel at mærke 12 km. i alt fra Orbit til supermarked og tilbage igen, fik de med fyldte hulrum og massiv bananklase på toppen, på imponerende vis og til vore andres begejstring, brudt grænserne for hvor meget proviantering der kan være i og på en kajak.

Med de ekstra sydfrugter, der nu altså ser sig rigtig godt ud, hængende i skibets cockpit, skal vi nu videre mod øen Ua Pou, i en halv dagssejlads. Dagene med sejlads går altid hurtigt, der er mange ting der skal ordnes både før og efter, hårde og mindre hårde opgaver. Det er rigtig fedt at mærke at vi efterhånden er blevet et ganske effektivt team, der kan klare det hele på snart den halve tid. Heldigvis har og er den sidste del af ruten planlagt med masser af stop og sejladser.

Med Ua Pou i sigte rammer vi den sydlige gruppe af Marquesas-øerne, hvilket betyder at dagen for vores alles afrejse kommer skræmmende tæt på. Efter halvvejsmærket forsvandt, har det virket for mig som om at et togt på to mdr. er gået lidt for hurtigt, men det trøster at vide at det kun kan betyde godt selskab. Der er trods alt også hele tre destinationer som vi har til gode inden da, og det bliver ikke svært at nyde den sidste tid, hvor der med god og tiltrængt opfordring fra Inge, er skruet lidt op for charmen og frekvensen af passende sundowners. 

De bedste rejsehilsener fra Trine