2014.10.19 - Rejsebrev fra Nuku Hiva, af Jens

Vores anden uge på Marquesas-øerne er gået, desværre uden nogle store undervandsoplevelser med dykning, dog er der blevet oplevet på land, sagt farvel til en gast og velkommen til en anden.

Ugen startede i en lille bugt på vestkysten af Nuku Hiva, Baie Marquesienne, herfra sejlede vi tidligt om morgenen med retning mod Daniels Bay på sydsiden af den bjergrige ø. På turen dertil så vi de obligatoriske delfiner, som vi har set, da vi sejlede forbi første gang og på vores dinghy-ture til dykkerspottet Matateteiko Pointe. Selvom de er blevet set adskillige gange før, så er begejstringen stadig høj og pigerne drøner ud til prædikestolen for at betragte de legesyge dyr. Også kort efter vi passerede Matateteiko Pointe, fik vi en positiv overraskelse, denne gang også fra det våde element. Alarmen lød på fiskestangen og tournusen tro, var det Trines tur til at sørge for aftensmaden. Denne gang en flot hun Mahi-Mahi på lige godt en meter, der blevet nøje fileteret efter anvisninger fra Jonas.

Daniels Bay har fået sit kælenavn efter en af de tidlige kolonister, som havde forelsket sig i den storslående bugt. Selv har vi været lidt i tvivl om hvad bugten egentligt hed, Stanleys Bay, Dannys Bay og til sidst blev det vist til Jørgens Bay. Der var en hvid lille sandstrand, høje bjerge og man kunne lige skimte, hvor verdens tredje højeste vandfald drættede ned. Netop vandfaldet var en af grundene, til at vi valgte, at ligge vejen forbi Daniels Bay. Så dagen efter ankomsten, stod på to timers trek med retning mod vandfaldet.

Dagen startede ud overskyet, hvilket passede hele holdet fint, så man kunne holde temperaturen ud. Vi gik i land i nabobugten, da Daniels Bay består af 2 mindre bugter, så det var en kort tur i dinghyen af kaptajnen, som havde valgt at blive tilbage på båden. Turen startede med at man gik af en lille dirtroad, forbi de lokales små huse og deres imponerende frugthaver. Her mødte vi et gammelt ægtepar, de forsikrede os at vi havde retning mod le cascade, gav os nogle friske frugter og vi endte med at lave en middagsaftale med dem samme aften.

Vi vandrede videre ind i myggeland. Stien var kun en mand bred og der gik ikke lang tid før, at krattet omkring var tæt tilvokset. Så var det tid til at krydse vores første flod, så af med alle skoene og vade igennem med vand op til knæene. Efter 2 timers vandren nåede vi frem til vandfaldet, med tilhørende pool. Kim, Jonas og jeg bestemte os hurtigt for at hoppe i, mens pigerne ikke var helt overbeviste. Da de havde set vores begejstring over det relativt kolde vand, var de også hurtige om at skifte mening. Der var dog ikke den samme begejstring, da vi alle var kommet op og Kim spottede to kæmpe ål, der ikke var alt for kønne.

Samme aften var vi inde og spise hos det gamle søde ægtepar, menuen stod på rå fisk i kokosmælk (en polynesisk klassiker), ny slagtet kylling, breadfruit i forskellige varianter og meget mere! Alt i alt en god dag, med flot naturoplevelse og lidt kulturelt om aftenen fra historierne, ægteparret fortalte. Man bliver stadig imponeret over de lokales gæstfrihed, at sådan lige invitere 7 fremmede indenfor.

Resten af ugen blev brugt i Taiohae, hovedbugten –og byen på Nuku Hiva. Hvor Kim skulle afmønstre og Inge påmønstre. Derudover fik vi desværre et problem med toilettet, hvor vi ventede på reservedele og prøvede at finde på en løsning. Det udmundede i at Lars og jeg, smed de andre i land for en dag og gik i krig på båden! Bestemt ikke et kønt syn!

Vemodigt at skulle sige farvel til Kim, som har været en stor fornøjelse at have med. Konstant højt humør, god humor og  ekstrem initiativrig, hvilket er en god egenskab på en båd, da der næsten altid er noget at fikse. Inge blev også taget godt i mod, som startede med at føre sig frem på fransk. Det næste måned tyder godt!

Stillehavshilsner fra Orbit