20.08.2015 Jagten på OON, rejsebrev af Rie

Rejsebrev 20.08.2015

Uge 3 for Togt 2015-5 har budt på lidt af hvert for besætningen. Jeg vil mene at vi nu har fundet vores Optimale Orbit-Niveau. Kaptajn Jonas og Simon Spies (et tilnavn Simon har fået på grund af de uendelige mængder mad der kan være i den unge mand) havde selvfølgelig allerede fundet niveauet før vi kom, men det må siges at være en kunst. For at forklare det bedst vil jeg henlede opmærksomheden til Figur 1.

Når man påmønstrer Orbit, kører man på et meget højt energi-niveau, hvor tingene ikke kan gå hurtigt nok, og hvor man gerne vil nå at opleve det hele på den halve tid. Man finder så ud af, at man simpelthen er nødt til at geare lidt ned, da tingene som regel sker på Island-time. Uheldigvis kommer man så til at geare lidt for langt ned fordi man er uopmærksom, men til sidst rammer man det jeg vil kalde det Optimale Orbit-Niveau (herefter OON). 

Til OON kan der være nogle fælles eller individuelle udsving - enten positivt eller negativt der skyldes enkelte hændelser. Kaptajn Jonas havde for eksempel et MEGET negativt udsving da det blev konstateret at der ikke var mere dåse-paté (det tætteste vi kommer på leverståhej).


Vi havde et fælles positivt udsving torsdag, da mekanikeren fiksede motoren - et tilsvarende negativt udsving fredag, da motoren ikke ville starte alligevel - men som det er med alle eventyr ender alt godt, motoren er lavet igen, og vi er nu i gang med at gøre klar til at forlade Majuro.

Heldigvis har vi flest positive udsving fra OON, som da jeg selv fik OK til at komme i saltvand for første gang i 2 uger på grund af en forholdsvis slem forbrænding på benene, og da Stine bestod sin teori-del af Open Water kurset, tog vi alle del i begejstringen.

Efter de første dykker- og snorkelture i uge 1 og 2 var det også tid til at kigge på fordelingen af oplevelser under vand (se figur 2).
(Kaptajn Jonas er taget ud af denne opstilling, da han har travlt med at bevare sikkerheden under og over vandet - og let's face it - han har set det hele alligevel.)

Det stod klart, at Simon oplevede meget mere end os andre, og det blev derfor vedtaget, at Simon skal tage os andre med på sine hemmelige ruter. Det resulterede så også i, at Sofie og Niklas fik set deres første hajer (jep - i flertal). 
Torsdag aften gav Niklas og jeg mad til resten af besætningen på vores foretrukne restaurant: Tide Table, og efter en god lang dag med dykning, læsning og systue blev der fra Stines side opstillet en meget interessant og relevant problemstilling: Hvor mange Røde Heste (den foretrukne øl) skal der til for at få os ud af trætheden og ud i byen?

Konklusionen blev en konkav kurve der kommer tættere og tættere på målet uden aldrig at nå det (se figur 3). Det ses hér, at den mængde ekstra energi man ville få ud af hver øl, på trods af sine 8 %, ville blive mindre og mindre per flaske. Det blev konkluderet at det ville være spild af røde heste, og vi valgte derfor at tage hjem til et slag "500". (Eller "250" - for så skulle det heller ikke være vildere).

Enkelte, eller faktisk størstedelen af besætningen, tog revanche lørdag aften, hvilket (for nogen - ingen nævnt, ingen glemt) skulle vise sig at være en fejl, da søndagen blev brugt på at proviantere til resten af togtet. 

Bagende sol, 6-7 fyldte indkøbsvogne, høje bølger og logostik på højt plan var en okay cocktail for de fleste af os, mens andre havde et voldsomt negativt udsving på deres OON.
Imens vi andre handlede ind, blev Niklas og Jonas tilbage på Orbit, og fik skrubbet den gamle tøs på maveskindet. Forhåbentlig giver det os lidt ekstra fart, når vi snart vender snuden mod vest. 

De sidste detaljer for resten af vores togt er ved at være på plads, og jeg glæder mig meget til at komme ud og se, hvad Stillehavet ellers har at byde på.
Om jeg selv er i stand til at holde mit OON eller ej, er jeg omringet af dejlige mennesker der sørger for at trække energien op hvis man ikke selv magter det.... Eller til at tryne en og blive uvenner over et spil UNO, hvis niveauet liiiige skyder lidt for højt :).  

13.09.2015 Hygge på Majuro, rejsebrev/sang af Stine og Sofie

Rejsebrev
Melodi: I en kælder sort som kul



1. Rejsebrevet blev læst op
om den første uge
det var ej et kæmpe flop
I sku' hør os hue
Drengene de sku ha tæsk
pigerne er aller bedst
Cranium og sejer
Pigerne ska ha bajer



2. Mandag morgen er nu rar
Selvom Orbit gynger
Fiskestangen ud vi tar

Mens vi glædeligt synger 
Dig jeg fanger noget i dag
Så jeg ikke virker svag
Ko-raller er flotte
Ikke særlig hotte*



3. Morgenbrød på grill er svært
Spørg I bare Niklas
Han har senere fået det lært
Og nu er han bad-ass
Rie laver ”rigtig” spas

Uden alt for meget mas
Kommer pakken flyvende
Hun var bare lidt lyvende**



Skååååål


4. Svømning er nu altid godt
Ens det helst skal være
Simon gør det rigtig flot
Drømmen er nu bager (øv for synkron-gruppen)
Jonas vil ha håret nyt

Selvom det er mega yt
Sofie klipper gerne
For hun er en stjerne



5. Kærstetid det skal der til
Så i land med resten
Si og So og Sti de vil
Ud og finde præsten***
Jonas søger efter hjælp
Får i baren en kop mælk

Søger pumpe-mager
Bager gerne kager



6. Fredag sku der findes strand
på den anden side
Simon viste vejen frem
Så vi ik sku glide****
Vi så fisk og vi så vrag
Der var faldet med et brag
Det var dagens færden
Og vores nye verden



7. Ingen lørdag uden rom
og en ”enkel” rød hest*****
pizzaer på grillen kom
nu sku der være feeest
orme-dans og højt musik
danskerne var fin komik
vi var alle hotte
ikke til at stoppe




*Projekt ”fang aftensmaden” blev skudt i gang, den første line blev kastet iført fisketrøje og sej kasket. Dagens fangst blev to stk. Koraller der efter et selfie blev sluppet fri igen.
**Rie tog ansvaret for at hente pakken med pumpen, som vi havde sendt fra Tokyo. Men da vi vendte tilbage fra vores dyk, havde Rie desværre ingen pakke. Pludselig kom en mand gående med en pakke, meget lig vores, og heldigvis viste det sig at være vores, gensynsglæden ville ingen ende tage.
***Udover at finde ”præsten”, fandt vi også en flok små drenge der udfordrede os i basket. Selvfølgelig vandt Danmark, af den simple grund, vi var dobbelt så høje og Simon kunne nå kurven.
****For at komme over til øen med ”sandstranden” og vraget, måtte vi krydse vand, der gik os til brystet. Simon var en guttermand og ledte an, så pigerne ikke trådte på søpindsvin og kom på for dybt vand.
*****Rød hest er en øl med 8%, der smager af Carlsberg.

06.09.2015 Påmønstring på Majuro for den nye besætning, Togt 2015-5, rejsebrev af Niklas

Rejsebrev togt 5 - 2015

Så har vi skudt togt 5 i gang ombord på Orbit. Vi fire nye gaster, Sofie, Stine, Rie og Niklas, ankom tirsdag d. 2/9 efter et par ufrivillige ekstra dage i Tokyo da det japanske bureaukrati ikke var helt enige med os i at vi skulle have vores reservedel til motoren med flyveren. Men efter mange forsøg blev den sendt separat fra Tokyo og vi ligger nu i lagoonen på Majuro og krydser fingre for at den kommer i morgen d. 7 som den bør. 

Her er vi blevet taget fantastisk godt imod af kaptajn Jonas og Simon, som også var med på togt 4. Vi blev hentet i lufthavnen og kørt med til havnen hvor vi fik en velkomst-øl inden vi sejlede ud på Orbit, og kravlede til køjs efter den første korte rundvisning. Og hvor var det en fantastisk følelse endelig at være kommet herud. 

Næste morgen vågnede vi op til en fantastisk solskinsdag og startede dagen med lidt morgenmad og en morgendukkert. Der blev gennemgået lidt generelt og vi fik alle mand i fællesskab hejst forsejlet efter det havde været i land til lidt mindre reparationer. Efter frokost pakkede vi snorkeludstyr i dinghien og sejlede til en anden kyst i lagoonen, hvor vi kunne hoppe i vandet. Der blev snorklet blandt fisk og koraller i det mest fantastiske klare vand. Vi sejlede lidt videre og hoppede i igen, denne gang til et møde med to vrag af et fly og en helikopter der lå på 8-10 meters dybde. Det var en super oplevelse og et sted vi håber at vi også kan komme ud og tage et dyk.

En helt igennem dejlig dag der blev sluttet af med dejlig mad og hygge på Orbit om aftenen.

Der bliver generelt hygget og slappet rigtig meget af, selvom vi er nogle stykker der lige skal vende os til at komme helt ned i tempo. Livet om bord på en båd er også ved at falde på plads og vi fire nye er også ved lære rutinerne, efter at have spurgt Simon og Jonas 5000 spørgsmål, men de svarer heldigvis stadig tålmodigt på det hele. Selv den begrænsede plads og varmen om natten er ved at være helt glemt. Næsten.

Vi har været et par gange i land og købe lidt ind mv. Og fredag kom Stine også igang med sit Open Water certifikat og var ude på sit første dyk for at lave øvelser med Jonas. Og hun var et stort smil da de kom tilbage så det skal hun nok hurtigt få klaret. Hun har ihverfald lært den vigtigste regel ved scuba diving: "Husk altid at trække vejret - så man kan smile og have det sjovt. 

I går blev den lokale fisketurnering også skudt i gang, så vi er tidligt oppe om morgenen når alle bådene suser forbi og vi var inde i havnen i går eftermiddag/aften til "havnefest" da de kom retur og skulle have vejet fiskene. Så vi fik set de første kæmpe tun og to marlins på næsten 3 meter. Så nu er der blod på tanden for at få smidt linerne i vandet for at fange vores egne når vi sejler videre.

Der ligger pt. 3 hurricanes i Stillehavet nord og nordøst for os, der skulle give lidt vind de næste par dage men den sidste melding her til morgen gik på at det ikke bliver så galt og at de er ved at drive væk. Så når det er overstået og vi forhåbentligt har fået vores reservedel mandag, tyder alt på at vi kan komme videre på eventyr om nogle dage, hvilket vi er meget spændte på, ikke mindst for at få testet sø-benene. 

Vi har det rigtig godt og det er en kæmpe forløsning at være kommet herud og vi er så klar på de mange oplevelser der i vente. 

Mange hilsner fra besætningen på togt 5:

Jonas, Simon, Sofie, Stine, Rie og Niklas.

30.08.2015 Vi tog ud på eventyr og vi fandt det!, rejsebrev af Christina

Vi tog ud på eventyr og vi fandt det! Og som det er med eventyr, så skal helte og heltinder gennemgå en masse prøvelser, før de når målet og finder lykken. Og det må man sige Orbit og besætningen har været igennem. Stillehavet er lunefuldt og på en båd er man i naturens vold - Særligt når uheldet er ude og motoren sætter ud.

Vi kom afsted fra Tuvalu med et par dages forsinkelse, først pga vejret og så var Christine så uheldig at slå sin hånd meget, da vi som det sidste tog dinghyen op. Der kom en sand Anders And bule med det samme og vi besluttede, at det skulle tjekkes på hospitalet, inden vi sejlede afsted. Intet brækket heldigvis og nu har hun et flot billede af sine håndknogler. 

Torsdag d. 30. Juli stævnede vi ud af passet mod Kiribati med god vind, lange høje bølger og høj sol. Perfekt start på en forventet 6-7 dages sejltur. Vi skulle blive klogere...

Det gik fint. Måtte sejle på kryds og bruge motoren en del, men der var højt humør og forventninger til næste dyk osv. Vi indså dog snart, at turen blev lidt længere.

På dag 7 var heldet virkelig med os - En stor marlin bed på og trak fuld line og sprang 40-50 meter fra båden. Aftalen var, at fik vi en marlin på krogen, så var det kaptajnens. Så alle folk på bagperronen, Jonas i fightbæltet og så kæmpede han i 2,5 time før en udmattet 2,37 m marlin var halet ind. Køleskabet blev fyldt op med frisk fisk og lidt ømme muskler fik Jonas også ud af det.

Dag 9 havde vi countdown til at krydse ækvator. Vi lavede en dejlig "dåbssovs" med alt godt fra gemmerne med bla. lidt tobak, karsefrø og en skøn linse-pølse ret fra dåse. Først fik 1. Styrmanden døbt kaptajnen og han er nu kendt hos Kong Neptun som "Medusas lange røvskæg", efterfølgende blev vi andre døbt i solnedgangen og fejrede med en farverig mocktail. Humøret var højt, vi var kommet langt og snakkede om alle de 'luksusting' vi skulle frådse med, når vi kom ind til Tarawa.

Dag 10 - Motoren gik ud... På trods af Nicks ekspertise, og hans og Jonases hårde arbejde med at rense tanke og udskifte alle reservedele på åbent hav, så kunne vi ikke få den til at køre. Humøret dalede. Hvad så? Hvor mange ekstra dage?

Nu er Orbit jo heldigvis en sejlbåd, så det er jo fint muligt at navigere og komme frem til havn for sejl, men vejret og særligt strømmen ville simpelthen ikke lade os komme vest på mod Tarawa. Vi krydsede, men kom højst få grader tættere på måler, og hver gang vinden døde, drev vi med 1,5 knob stik øst!

Ingen motor betød også, at vi måtte spare strøm. Køleskabene blev slukket, blæsere kunne vi ikke bruge, intet lys efter solnedgang og ingen opladning af telefoner, så ingen musik eller film heller. Vi har solpanelerne, men de lader ikke nok til luksus, når det er overskyet, og vejret var ret hårdt og meget vådt.

Med udsigt til at turen blev et ukendt antal dage længere, begyndte humøret også at svinge. Der er gået mange tanker gennem vores bevidsthed, men kontakten med Ken hver dag, holdt os informerede om situationen, vind og udsigterne til, at vi nok skulle komme frem.

Dag 13 droppede vi ideen om at komme ind til Tarawa og stævnede mod Marshall Islands i stedet, det gjorde, at vi kunne fortsætte nord på og stoppe med at kæmpe mod strømmen. Det fik humøret op, endelig flyttede vi os og kunne tælle ned på sømil til destinationen.

Men uheldene stoppede ikke helt. Vi fik en flænge i storsejlet og måtte holde det i 3. reb (reduceret sejlareal), den lette genua til stille dage fik først en lille flænge, og så gik en fuld syning senere, hvilket fik hele sejlet til at flænge på langs. På stille dage, blev vi nødt til at rulle den stærke (og derfor tunge) genua ind, fordi der ikke var vind nok til at holde det ude. Men vi sejlede stadig mod målet det meste af tiden, bare ikke så hurtigt. 

En anden slags prøvelse for helte og heltinder var fugt. Pga. de slukkede blæsere og manglende mulighed for udluftning pga. regn og bølger der slog ind over dæk, så gik der mug i vores skabe. Først i alle læderting og siden i tøj og håndklæder. Det var umuligt at undgå, når vi måtte have vores våde tøj under dæk. Første stille solskinsdag fik vi muget ud og vasket eller hængt det hele ud. Det hjalp på indeklimaet, men 5 mennesker samlet på få kvadratmeter i fugt, 30 grader og få dage med vejr til at få et bad, så kommer en båd til at lugte af noget tæt på ådsel...

Lige så hårdt det kunne være, ligeså fede var de gode dage med smukke solop- og nedgange, solbadning på dæk, bad på bagperonnen, læse bøger, sludre og pjatte, bage brød og være kreative med dåsemaden, plus få talt om alle de udfordringer og tanker vi hver især havde, og vendt det til ting, der gør os stærkere og giver os glæde. Alle vores kære derhjemme har fået mange kærlige tanker og har været meget savnet. Afsavn gik fra at være med tanke på materielle ting og mad, til at være tanken om et kram og grin med familie og venner igen.

Dag 21 kom humøret op, god vind både styrke og retning og vi kunne sejle på direkte kurs med 50-60 sømil i døgnet og 172 sømil til Majuro. Vi kom ind til atollen på dag 24, men krydsede rundt for at vente til passet i dagslys.

Dag 25 tidlig morgen sejlede vi ind gennem passet. Vi blev modtaget på radioen af sejlere Ken havde fået kontakt til. De satte himmel og hav i bevægelse for os og lå klar med dinghyer, slæbetov og radioer. Undertegnede blev så rørt af taknemmelighed og forløsning at tårerne pressede sig på. Vi smed sejlene og de trak os ind og fik os sat fast til en morring uden problemer.

Glæden ved at komme i havn og få grøntsager og kød, snakke med familie og venner + tale med andre mennesker opvejede alle dagene til havs. Sejlerne har flere historier om turen hertil, som har lignet vores og vi har fået grinet en masse af det og andre historier. De sidste dage her på Majuro har vi spist godt, slappet af og festet lidt med de andre sømænd.

Togt 4 er ved vejs ende. Vi har haft fantastiske oplevelser vi aldrig glemmer. En masse at tænke tilbage på, når vinteren i lille Danmark er mørk og kold.

Dette eventyr er slut, men et nyt er klar til at begynde 

- Og hvis eventyret nu skal have en morale, så ville det være noget lignende: Uden mad og drikke duer helten ikke, men så længe det ikke mangler, så er det et eventyr at sejle med Orbit.

Besætningen på togt 4 takker af - med eftertryk på TAK!

Kærlige hilsner fra os alle. Og tak til jer der har fulgt os og sendt varmende hilsner gennem Ken.

Christina

20.07.2015 Wallis og sejladsen til Tuvalu, rejsebrev af Christine

Rejsebrev 12-20 juli

Hej fra besætningen!

Sejlerlivet er skønt og tiden flyver af sted. Der er er allerede gået en måned ombord!

Mandag stod på flere strømdyk for Simon, Jonas, Nick og Christina, som fik udforsket passet med fuld fart både ud og ind. Jeg er stadig i lære som Dinghy-driver og fik transporteret dykkerne tilbage til Orbit i vilde bølger, hvilket resulterede i ømme bagdele. Heldigvis er Jonas og Nick, som er ansvarlige for al Dinghy-transport, nogle meget tålmodige lærere. 

Om aftenen gentog vi succesen med bål og aftensmad på stranden med den obligatoriske omgang snobrød. Drengene fandt deres indre fortidsmænd frem og snittede pinde, huggede og indsamlede brænde til bålet og åbnede kokosnøder, så pigerne kunne få serveret kokosjuice og frisk kokos. Ren luksus! 

Efter at have været aktive mandag tog vi en hygge-pjække-dag tirsdag for pauser er jo vigtige, når vi lever det hårde sejlerliv. Der blev solbadet, svømmet og spillet kort. Sidstnævnte til stor fryd for Jonas, der gav Nick og mig tæv i 500. Snyd var helt sikkert involveret, og der kræves snart revanche! 

Onsdag og torsdag stod på klargøring og proviantering. Vi forbereder os altid på at skulle slæbe de mange dunke med vand, benzin og diesel frem og tilbage mellem havn og by, men de flinke Wallis beboere kom os til undsætning flere gange. Knap havde vi gået to meter, før en forbipasserende tilbyder os et lift. Første gang blev vi smidt bag på en Pickup, hvor vi med vind i håret blev kørt frem og tilbage fra tankstationen af et venligt par. Den var ikke gået i DK, men der havde vi nok heller ikke fået tilbudt et lift. Vi er vildt imponerede over deres hjælpsomhed på alle de små øer. Man kan mærke, at de har et stærkt sammenhold, og at det er en selvfølge at hjælpe hinanden. Det er skønt!

Orbit blev endelig klargjort, og fredag eftermiddag forlod vi Wallis og påbegyndte turen til Tuvalu.

Lørdag stod på fiskeri mens vi sejlede. Jeg fik hurtigt bid og forberedte mig på en hård kamp. Pludselig gav det et ryk i linen, hvorefter den blev slap. Jonas spottede, at der stadig var en fisk på krogen, så jeg hev forventningsfuld linen ind. Resultatet var et fiskehoved! Barracudaen jeg havde fanget var blevet spist mens den og jeg kæmpede. Den stakkels fisk havde ikke en chance. Det er næppe nødvendigt at beskrive hvor stor skuffelsen var. Derefter var det Simons tur, som heldigvis havde mere held end mig. Han fik bid på krogen, og det lykkedes ham at hale en stor Sailfish ind efter en hård og lang kamp. Kæmpen var 2,57 meter lang og fyldte hele bagperronen. Pisse sejt gået! Kampen krævede dog sit offer da et pludseligt vindstød tog kaptajnens elskede kasket. Et øjeblik overvejede han at kaste sig i bølgerne efter den, men kom dog hurtigt til fornuft. Han er ikke helt klar til at grine over det endnu, så vi venter lidt med at joke. Kæmpefisken fyldte køleskabet op, og derfor er der i flere dage blevet kreeret lækre retter med fisk. 

De efterfølgende dage var hårde med en sejlads præget af blæst og regn, krydret med lyn og torden, når vi var heldige. Men lige så surt det er når regnen pisser ned på en nattevagt, ligeså fantastisk er det at sejle med udsigt til en kæmpe stjernehimmel. At have bagvagten og ligge at studere himlen, tælle stjerneskud og reflektere over tingene er egentlig ret ok.

Tirsdag den 20. juli ankom vi endelig til Tuvalu godt brugte og trætte. Da båden var rengjort fejrede vi ankomsten med et fællesbad i havet. Lugten af gnu var stille begyndt at sprede sig på Orbit efter fire døgn med sejlads, så duften af sæbe var tiltrængt. Aldrig har jeg været så taknemmelig for et bad! Det må have været et kønt syn for vores naboer på ankerpladsen at se fem unge springe i vandet på én gang, indsmurt i sæbe.

Vi har det alle godt og nyder livet på vandet. Simon så meget at han har besluttet at tage et par måneder ekstra ombord. Vi glæder os nu til at opleve og udforske Tuvalu, der er vores tredje land på togtet. Atollerne er truet af havet på grund af den stigende vandstand, da der kun er 4,5 meter som det højeste punkt, så vi føler os privilegerede at få lov til at se stedet, inden det måske forsvinder. 

Mange hilsner fra Christine og resten af besætningen

11.07.2015 Wallis, rejsebrev af Christina

Orbits Rejsebrev – 5. – 11. juli. Wallis

Som bekendt ankom vi til Wallis i Wallis og Futuna søndag d. 5. juli i dejlig opklaring og sol. Vi ankrede op ved hovedbyen Mata Utu, og måtte vente til mandag med at få os clearet ind i landet. Alt skulle ud på dæk og tørre, så båden lignede et stort tørrestativ med lava lava i masten og madrasser på dækket, mens der blev gjort hovedrent. 

Den stolte tunfanger lavede sushi af den friske tun, suppleret med Nicks grillede tunbøffer. Sjovt som gode gamle danske ristede løg klæder en sushirulle med tun, wasabi, rødkål, gulerødder og chilimayo. Og ikke nok med det - Christine forkælede os til søndagsmødet med bananpandekager, rejsebrevoplæsning og billeder fra uge 2.

Efter kaptajnen havde clearet os ind dagen efter, tog vi på recognisering og shopping i Mata Utu. Der blev provianteret lidt. Nutella-skibet var vist lige kommet i havn, der var i hvert fald Nutella alle vegne i det ene supermarked, så vi kunne glade få fyldt lageret op. Der blev også souvenir-shoppet lidt. Vi skulle købe for en bestemt sum for at bruge vores kort - Så er der jo ikke andet at gøre end at købe guldøreringe, t-shirts og tiki’er (små figurer som er polynesernes beskyttelsesånder), særligt når man også bliver budt på en vaskeægte fransk espresso i forretningen.

Det gamle gymnasie franske er kommet lidt på prøve. Wallis og Futuna er fortsat en del af Frankrig, og som franskmænd er bedst, skal man lede længe efter én, der taler lidt engelsk. Med lidt vrøvle fransk og fagter lykkes det fint alligevel. Wallisianerne er tydeligt et andet folk end på Samoa. De er ikke helt ligeså smukke, måske fordi de er lidt mere mixet med europæere? Men mange bærer smukke, friske, duftende blomsterkranse – Både mænd og kvinder – Og de vinker og hilser alle sammen på en meget imødekommende måde (Ret ulig deres ”landsmænd” i Europa). Egentligt er Wallis stadig kongedømmet Uvea, men hele den politiske magt ligger i Frankrig. Og her kører da også en del Peugeot’er og Renault’er. Generelt er de vist lidt rigere, at dømme ud fra deres huse og supermarkeder.

Men vi er jo ikke taget hele vejen til Stillehavet for at shoppe! Så vi lettede anker og fandt en lille bid af Paradis at ligge i læ af. Vi ligger ved den lille, ubeboede ø Faioa, inden for Wallis revet. Her er simpelthen så smukt. Hvidt sand som mel, slanke, ranke kokospalmer, frodig, grøn underskov, der vælter ud over standen, og så vandet! - Det klareste, dragende, azurblå vand. Man kan ikke blive andet end lykkelig af at se på det. Hop i kajakken fra Orbit, padl i 5 minutter, så er man i Paradis. 

Den slags paradisiske sandstrande vidner om koraller, og koraller vidner om fede dyk og vilde snorkelture. Og det er i høj grad hvad ugen er fløjet afsted med. Undertegnede er i dag blevet Advanced PADI diver, under kyndig instruktion af Jonas. Nick er også godt i gang med Dive Masteren og har lavet prøver og Christine er i lære som dinghy driver, så vi på sigt kan være ude allesammen sammen og alle 4 dykkere kan hoppe i vandet.

Navigations-, nat-, Peak Performance Buoyancy, dybde- og strømdyk er gennemført med spændende orme-monstre, skildpadder, eagle rays og kronen på Wallis dykkene indtil videre – en stor Manta ray der svømmede lige hen mod os og dykkede ned, som for lige at give os en ekstra oplevelse. Den får dog stærk konkurrencen med natdykket, som, med alle lygter slukket, var et stort undervandsunivers af glimtende morild, der dansede til alle vores bevægelser. Det er også en oplevelse, der går lige i lykkecentret! 

Fantastiske, farverige koralrevsnorkelture, spændende vandretur rundt om øen (fandt en intakt Nautilus skal. Simon, vores biolog in spe, ærgrer sig stadig over, at det ikke var ham der fandt den…), ’banesvømning’ rundt om Orbit, Dinghy og kajakker, morgenyoga på fordækket, en lur i køjen, ferske regnvejrsbade, læsning af div. PADI-, fag- og skønlitteratur, armhævninger i soltaget, arbejde på vores tan, kajakture, og lidt hygge-pjække-dag når det regner – Det er i store træk, hvad dagene ellers flyver afsted med. Vi lever det hårde sejlerliv… Tidligt op og tidligt i seng, trætte og mætte.

Endelig - for lige at gøre jer alle misundelige – Så skal I høre om vores picnic-tur. Nick havde maddag, han pakkede picnickurven og så tog vi ind på stranden, og solede, fandt smukke skaller og tusindvis af sjove eremitkrabber, imens kaptajnen sørgede for et flot bål. Aftensmaden blev spist i bålets skær, efterfulgt af snobrød og ristede marshmellows til dessert. Den eneste lille ”slange” i Paradis, var krabberne, der var så store og nærgående, så de stjal vores tomme dåser og holdt os på stikkerne. Vi tøffede stille hjem til Orbit under en himmel med flere stjerner end jeg troede eksisterede.

Tak af hjertet til Orbit og Wallis for en uge med oplevelser som vi sent glemmer. Den kommende uge byder på lidt mere dyk og så sætter vi snart kursen mod Tuvalu, men først efter Wallis har fejret Bastilledag (Frankrigs nationaldag d. 14. juli) og sunget med på Marseillesen.

Ohøj og palmesus på vegne af kaptajnen og besætningen - Christina

05.07.2015 Savai'i, Samoa, Rejsebrev af Christine

Talofa!

Anden uge på togt 4 har nået sin ende på det gode skib Orbit.

Ugen blev indledt med klargøring af båden til første sejlads. Spændte begyndte vi den 14 timers lange tur fra Western Samoas ene ø, Upolu, til ø nummer to, Savai’i. En tur med en smule søsyge fra såvel de mere erfarne sejlere til begyndere. Vi er overbevidste om, at det nok skal blive bedre – vi skal bare lige i gang! Sejladsen foregår skiftevis i par, både dag og nat, hvilket selvsagt går lidt ud over nattesøvnen. Da vi kom frem til Savai’i tirsdag eftermiddag, blev resten af dagen derfor udnævnt til ’hygge-pjækkedag’, hvor vi lavede absolut ingenting og fik hvilet ud. Én vigtig ting har jeg allerede lært på Orbit; man skal lige huske at tage en pause engang imellem. Det er en uskreven regel i kaptejnes manual, opfundet af Nick med øgenavnet ’slaven’. Så det overholder vi selvfølgelig!

Onsdag fik vi vækket vores dovne kroppe og udforsket øen med snorkel og i kajak. Det er fantastisk bare at sejle hvorhen man vil i det lyseblå vand. Vi fandt en hyggelig lille ø fyldt med eremitkrebs, muslinger og forstenede koraller, der med flotte kokostræer kunne være taget ud af en film om paradis. Dagen blev endt på det nærtliggende ressort, hvor vi spiste lækker lokal aftensmad med udsigt til havet og Orbit, mens restaurantens band fyldte ørerne med Samoansk musik.

Udflugt har der også været tid til, og torsdag var dagen hvor vi pakkede rygsækkene klar til at udforske bjergene på øen. Spændte ventede vi på den lokale bus, der ikke følger en bestemt tidsplan. Den kører mellem klokken 7 og 8 om morgenen, og hvornår det så præcist er, tager man ikke så tungt på Samoa. Aldrig har jeg set så mange mennesker i én bus, hængende ud af alle bussens åbninger. Men der er altid plads til en mere, så vi fik klemt os ind. På turen kunne øens smukke natur og bjergede landskab nydes med høj musik fra bussens radio. Buschaufførens assistent stod i døren, som for øvrigt manglede, og sprang ind og ud, når folk skulle af eller have fragtet ting med bussen. 

Udflugtens første destination var ’Swimming with the Turtles’, hvor vi fik mulighed for at fodre og svømme med havskildpadder. Simon var eneste modige mand i vandet dog en smule skeptisk over de mange skildpadder, som omringede ham, men til underholdning for os andre. Efter en gåtur stødte vi på et ekstremt lækkert ressort, der med udsigt til strand og vand lokkede os til en pause med frokost. Mætte og tilpasse blev vi klar til dagens anden og sidste destination; ’Dwarves Cave’, som helt uberørt byder på et underjordisk eventyr, hvor ingen endnu har nået enden af grotten, trods timelange forsøg. Vi fik arrangeret et lift med en taxi, der skulle køre os derhen og vente til vi var færdige, hvorefter han skulle køre os hjem til Orbit. Fin deal for både ham og os. Taximanden valgte bare at køre os til en anden grotte, der belejligt for ham lå på vejen hjemad. Fin deal for ham. 

Spændte steg Christina og Simon ned i grotten, gik 20 meter, hvorefter guiden fortalte dem at ’this is the end’. Taximanden havde pludseligt problemer med forståen af engelsk, men stædigt fik vi ham presset ned i pris, og vi kom sikkert hjem. Desværre uden oplevelsen af den rigtige grotte. Det skal dog siges, at det er eneste uheldige episode med de lokale, som generelt er utroligt søde og hjælpsomme. Vi tog det med et smil, og aftenen sluttede med drinks på vores lokale ressort for at bruge de sidste ’tala’ inden vi satte kurs mod næste destination; Wallis & Futuna.

Turen mod Wallis bød på en 42 timers sejlads fyldt med regn og god vind. Da det regner allermest bliver der råbt ’Fiiiiisk’. Alle mand på dæk – Christina har fået bid. Når der fiskes på Orbit er den uskrevne regel, at kampen skal være én mod én. Mand mod fisk. Ingen andre hjælper. Efter en sej kamp i silende regn fik Christina hevet en flot tun ombord. Filteringen er knapt gået i gang, før der spottes en hval. Med tunen fastklemt mellem Christinas ben og panik over hvor kameraet er, får vi lov til at se en hval, der legende svømmer langs båden. Regnvejret er fuldstændig glemt, og vi står alle gennemblødte og beundrer det fantastiske væsen. En tur i Orbits bibliotek viser, at hvalen var en Vågehval, også kaldet sildepisker, som bliver mellem 6- 10 meter lang. Vild oplevelse! 

Vi er i skrivende stund nu velankommet til Wallis & Futuna efter en fin sejlads. Orbit ligner en sigøjnerbåd med alt vores våde tøj hængende til tørre overalt. Alle ledige steder er udnyttet. 

Turen har kostet nogle blå mærker, specielt hos pigerne, der tydeligvis ikke helt har lært, at man skal holde fast under sejlads. Hver gang et ben eller en arm slås, kvitteres der kækt med ’3.0 til Orbit’ fra Jonas og Nick. Orbit må efterhånden have en trecifret føring på den front. Men der er (endnu) ingen brækkede lemmer, og vi lærer det nok.

Generelt er humøret højt, og i takt med at vi begynder at lære hinanden bedre at kende stiger den platte humor, og der mobbes kærligt. Nick har en teori, som siger at folk efter 11 dage ikke kan holde facaden længere, og derfor viser deres sande jeg. Så nu bliver det spændende! 

Mad har høj prioritet og ambitionerne i køkkenet er store. Kreativiteten fejler ikke noget og viser sig dagligt når der eksempelvis bliver tryllet kyllingefrikadeller og kartoffeltærte frem fra den lille gril bagest på Orbit. Der var julelys i besætningens øjne, da jeg kreerede en marsbar-brownie, som næsten ikke kunne få lov at køle af. Chokolade og slik er i høj kurs her, da det er svært at finde i butikkerne og dyrt når det så endelig er der. Når der skal forhandles om pligter om bord hedder valutaen derfor slik, og den stiger helt sikkert når de første fra besætningen har tømt egne slikskabe. 

Vi har det alle godt og nyder de flotte omgivelser. 

Mange solrige hilsner fra Christine og resten af besætningen.