03.04.2013 - Katrine's rejsebrev: Wonderful Woleai

Jeg har aldrig før været et sted, hvor kvinderne går rundt med bare bryster og mændene I lændeklæder. 

Eller et sted hvor man bor I palmehytter og i princippet ikke har brug for penge. Et sted hvor besøgende får blomsterkranse på hovedet og om halsen hver gang man møder de lokale. Jeg har heller aldrig været et sted hvor gæstfriheden har været så stor.

Efter to uger I naturoplevelsernes paradis tog vi afsked med Sorol og havde så to en halv dages hård sejlads før vi var fremme ved Woleai sent om aftenen den 25. marts. Sejladsen var præget af modvind, dumme bølger, søsyge og generelt lave energiniveauer – lige bortset fra det tidspunkt hvor der blev skreget “FISK” og vi fik en 8 kg mahi-mahi på 123 cm ombord. Det var min tur til at være den der haler I land og det er den første og største fisk jeg har fanget siden for længe siden. Jeg var stolt! Fremme ved Woleai omkring midnat var vi alle trætte og nød at gå I seng I en nogenlunde vandret seng. Kl 6.30 (lidt for tidligt) næste morgen blev der kaldt over radioen og vi blev budt velkommen af Tommy, som skulle vise sig at være meget glad for radiokontakt. Ken besøgte den blinde høvding og vi fik tilladelse til at være på Woleai. Dagen gik med arbejde på båden og blev afsluttet med fiskefest I form af mahi-mahi sushi til den helt store guldmedalje. Vi inviterede naboer fra båden Hawkeye ombord – to herrer, Matt og John på henholdsvis 69 og ca. 75 år. Matt med stolt tilknytning til et nudist-resort I Californien og britiske John som er indbegrebet på en garvet sømand med stort hvidt skæg, iført Hawaiiskjorte og fuld af gode historier.

 De følgende dage på Woleai bød blandt andet på rundvisning på hovedøen som består af 5 landsbyer med ca 100 indbyggere I hver. Der er kirke, folkeskole, gymnasie, generatorstation som har øens eneste bil, kvindecenter og mændende har et hus I hver landsby. Hver dag mødes mændende I deres landsbys “mens circle”og traditionelt har det været for at tale om hvad der skal ske den følgende dag, men konceptet kaldes også “drinking circle”, hvilket nok er et mere passende navn. De drikker kokosbrændevin og sludrer. Lokale kvinder ikke må være med, men fremmede kvinder må godt, så det var vi. De fleste er gode til engelsk så der var god mulighed for at høre om det lokale liv og traditioner og der faldt ægteskabstilbud af her og der. Vi besøgte også nogle af de smukke nabo-øer og dykkede I og udenfor lagunen. Woleai viste sig at være noget af et trafikalt knudepunkt. Udover Hawkeye og Orbit ankom belgiske Donna og en tysk katemaran. Alle vi sejlere var på Woleai til påske hvilket var en stor oplevelse. Foruden messe I kirken og optog på “hovedgaden” var påskesøndag den helt store dag, hvor vi sammen med resten af øens befolkning samledes ved plænen (ja, af græs, som håndklippes med saks) foran kirken. Her var der optrædender af forskellig art fra hver af de fem landsbyer. Både mænd, kvinder og børn optrådte med sang og dans. 

Vi blev bedt om at komme med et indslag og vi bød ind med underholdning I form af at synge “Der er et yndigt land” og danse boogie woogie med børnene. Vi blev også budt op til dans med de lokale. Lange lemmer, lyst hår og manglende kendskab til lokal dans var hylende morsomt, åbenbart. Stor success. I forbindelse med højtidligheder såsom påske slagter de lokale nogle af øens grise og de var søde og delte med os. Vi fik både grillet gris, brødfrugt og tarorod. Blomster blev vi også dækket af I løbet af dagen. Det var fantastisk at få lov til at være med I de lokale festligheder, som tydeligvis var DERES fest. Gavmildheden ville ingen ende tage og I løbet af de 8 dage vi var på Woleai fik vi foræret både grisekød, brødfrugt tilberedt på forskellige måder, kokosnødder, bønner og bananklaser.

Ved nærmere eftertanke var kontrasterne store på Woleai. På en smuk tropestrand stod to store japanske kanoner som efterladenskaber fra anden verdenskrig. Det er svært at forene krig med et så idyllisk sted som Woleai. På øens skole passerede vi klasselokaler, hvor lærerinden stod med bare bryster I lava-lava og underviste mens der på kontoret stod splinternye mac-computere. Traditionel påskedans blev opført af unge som gamle, de unge med Venga Boys som soundtrack over stereoanlægget mens de gamle klappede og sang.

Det var interessant at opleve et samfund hvor man på så mange måder lever traditionelt og samtidig spørger om vi har nogle film med som de kan få over på deres computere. Befolkningen er påvirket af verden udenfor og drager ud for at uddanne sig eller arbejde. Men mange vender tilbage – som skoleinspektøren sagde, han kunne ikke lide Guam, der skulle man jo bruge penge. Woleai var et dejligt sted!

/Katrine