2014.04.28 - Afsluttende rejsebrev fra togt 1 2014 - om forventninger, drømme og realiteter, af Kasper

Sidder på Orbit, mens hun glider langsomt og roligt gennem Stillehavets uendelige bølgeskvulp. Vi er på vores sidste færd - sejladsen fra Tahuata til Hiva Oa. Kan godt mærke, at vi i går var til fest hos den lokale tatovør og hans familie på Tahuata. Det var en god afslutning på togtet, og jeg vil se tilbage på nogle gode øjeblikke fuldt med dejlige mennesker og masser af livsglæde. Det har været tre måneder med uendelig mange oplevelser. Nogen mindre gode, men langt de fleste fantastiske. Personligt var jeg taget på togtet for at fokusere på dykning. Jeg skulle opgraderes fra advanced dykker til divemaster, som undervejs kræver rescue-diver (i skrivende stund mangler teoriprøven for divemasteren som afslutning på dykkereventyret). Men ud over dykningen har der været så meget andet at opleve, at det ikke kan afgrænses til blot enestående dykning. Nej, vi kom ikke til at se en tigerhaj, men vi har set et hav af mantarays - bogstaveligt talt, stingrays, som har "kravlet" op af os, eaglerays "flyve" over og under os på utallige dyk, hajstimer så store, at tælle dem ville være uoverskueligt selv på film og foto. Endelig har vi været i nærkontakt med hammerhajer... på en vis afstand. Ja, vi har oplevet så mange store øjeblikke under vand, at jeg kunne blive ved med at liste nu. havskildpadder, blæksprutter, store moræner m.fl.

Forventningerne var store til eventyret, inden jeg skulle afsted. I to år havde jeg gået og glædet mig til denne rejse. For mig en helt ny verden at begive sig ind i. Aldrig havde jeg sejlet før. Antallet af gange ombord på et sejlskib kan tælles på to fingre. Det skulle vise sig, helt fra starten, at blive en udfordring. En udfordring, som jeg undervejs måtte kapitulere over for og midlertidig afmønstre Orbit for at flyve i stedet. De tilbageværende havde en super sejltur. En tur i sol roligt vejr fra Rangiroa til Marquesas øerne. Alt imens Lars og jeg nød det søde liv i Papeete på Tahiti, med rendende vand og uanede mængder af strøm og internet, herunder mobildækning - og selvfølgelig store bløde senge på hotelværelset. Hvis der er noget man kommer til at værdsætte i hverdagen, så er det især de nævnte ting. De er indbegrebet af luksus herude på havet. Tilbage til Papeete... jeg kan næsten ikke nævne den by uden at trække lidt på smilebåndet. Den by har jeg mildest talt et had/kærlighedsforhold til. Den er på den ene side hyggelig og et rart sted at være... men på den anden side forbinder jeg den unægteligt også med vores første måned. En måned præget af frustration og skuffelse. Frustration over mange ting gik os den gale vej. Skuffelse over forventninger til eventyr ikke blev indfriet, for i stedet at tilbringe tiden på skibsværft m.m. Vi lå en måned p Tahiti, kun afbrudt af en god uge på Moorea, hvor vi fik snerten af eventyr. Men efter store starts vanskeligheder fik eventyret fart, da vi endelig tog afsked med Tahiti og sejlede til atollerne - nærmere bestemt Fakarava. På sejladsen var jeg mindre frisk og så flere gange mit endeligt, dog uden at det kom så langt at det indtræf. For ud over bølger og den dertilhørende søsyge, havde jeg personligt en indre kamp mellem fornuft og egne forestillinger om, hvordan det var at sejle. Kæntrer båden ikke snart i så høje bølger, spurgte jeg mig selv, mens jeg med rationalitet prøvede at berolige mig selv med fakta og informationer. Orbit havde trods alt sejlet i mange år uden, der var sket noget. Faktisk først, da jeg fik at vide, at kølen vejede 6 tons, ud af skibets totalvægt på 16 tons, forsvandt den indre uro ved sejladsen... Søsygen fortsatte! Nå ja, så var der sku bid på en af fiskestængerne på sejladsen. At jeg blot var kommet op, for lige at se til havet og vejret, samt trække lidt frisk luft ned i mine lunger (og selvfølgelig tage min vagt som styrmand), tog fisken og Ken tydeligvis ikke hensyn til. Jeg sad lige for, da Ken rakte fight-bæltet frem og jeg blevet nærmest kastet ned i det - ikke en del af min plan om at komme tilbage i min køje i kampen mod søsygen. En hård men fair fight fik sin ende, da en guldmarkrel på 14 kg og 152,5 cm var hevet ombord. Jeg fik taget en masse flotte billeder til samlingen af en stolt "fisker". Endnu en unik oplevelse rigere. Også den mindre flatterende del, som fulgte efter. Til fangsten hører også en partering af rovet til, hvilket ikke havde en positiv indvirkning på min søsyge!

På atollerne fik vi virkelig gang i dykningen, og når jeg ser tilbage i min dagbog, så var det unikke dyk stort set, hver gang vi kom op af vandet. Det var indfrielse af mine forventninger... og mere til! Atollerne har et utroligt undervandsliv. Det skal ingen lade sig forbi passere i livet, hvis muligheden byder sig. Som en lille bi-ting, men bestemt ikke ubetydelig, fik vi tilgang af endnu en gast på Fakarava. En knægt på 15 år... og hvilken knægt. Spræng fyldt med energi og sjove løjer. Lige noget, der kunne få de barnelige sjæle frem i os andre gamle tosser. Jeg er glad for at have haft fornøjelsen af Aksel ombord - til trods for han overtog min køje :D Der har været mange sjove stunder med omdrejningspunkt i Aksel. Der er sågar opfundet et begreb på linje med "en Jesper Olsen". Her er det i stedet "en Aksel", som kort sagt dækker over fumleri!

Efter et par uger ved atollerne gik togtet videre til Marquesas øerne. Det var en længere sejlads på 5-6 dage. Det var her Lars og jeg valgte den nemme løsning med en uges ophold på Tahiti i stedet. Om jeg fortryder, jeg ikke tog med på sejladsen? Ja, når jeg tænker på, hvordan de andre fortæller om turen, så ja. Men græd ikke over spildt mælk siger et gammelt ordsprog, og det vil jeg holder mig til her. Jeg havde en god og "sikker" uge på Tahiti. Som dykningen skred frem, blev vi alle mere og mere forvente. Forvent med nye og spændende oplevelser, hver gang vi "descent'ede" fra vandoverfladen. Det kan jo bare ikke blive ved. Overliggeren sætter en naturlig grænse her. Vi oplevede virkelig cremen af dykning (uden jeg har set alle andre spots i verden. Måske er min fantasi begrænset, men har svært ved at forestille mig noget væsentligt smukkere end det vi har oplevet). Med alle disse fantastiske oplevelser i bagagen, påbegyndte en mæthedsfornemmelse i mig, som trak mig i andre retninger end blot dykning. Det tog mig blandt andet med ud på vandreturer, som for mig overskred nye grænser. Grænser, hvor Julian og Lina vidste Thea og mig, hvor smukt naturen også kan være fra landsiden vel at mærke. Og hvor udfordrende klatring kan være - især uden sikkerhedslinje. En tak for jeg stadig er i live, skal lyde til de to gode guider. Det blev faktisk til tre dage med vandring på Nuku Hiva med der hørende vabler på fødder og skræmmer på arm og ben. Men det var prisen værd.

Efter endnu en fantastisk måned, denne gang på Marquesas øerne, er eventyret ved at rende ud. Jeg er mæt af oplevelser og glæder mig til at vende hjem til min trivielle hverdag i mit elskede København, hvor jeg ofte ved, hvad der venter mig lige om hjørnet. Men det bliver også med vemod, at jeg vender hjem. Det betyder nemlig samtidigt, at eventyret slutter. Et indholdsrigt og spændende eventyr. Hvad vil jeg se tilbage på, når jeg i fremtiden tænker Fransk Polynesien og Orbit? Og med hvilke øjne og i hvilket perspektiv vil det være? Det ved jeg af gode grunde ikke endnu, men forestiller mig, og håber på, at de gode minder for eftertiden vil træde i forgrunden og skubbe de lidt mere trælse i baggrunden. Det er jeg helt sikker på, vil ske. Har jeg så lært noget af disse mange oplevelser og denne fantastiske rejse? Til det må svaret være ja - en masser. En masse om mennesker. At være tæt sammen 24/7. At sætte pris på hverdagsting derhjemme, som jeg tror, vi alle tager for givet. Derudover en masse om livet generelt. Jeg har fået sat min egen verden i perspektiv og er afklaret med, hvordan den er skruet sammen og hvad den indeholder. Og endelig har jeg fået en indsigt i sammenhængen mellem drømme og virkelighed. At drømme kan bygge på luftkasteller, som bunder i uvidenhed og "falske" forventninger. Det er en lektie, jeg vil tage med mig videre i livet. Lektien om, at drømme er drømme. At de er dejlige at have. Men også, at det er vigtigt at sætte pris på den verden og virkelighed man lever i og har skabt for sig selv - uanset hvorhenne den end måtte være og hvordan den giver sig ud. Nyd livet, gør hvad du har lyst til. Og for alt i verden sæt pris på den tid du har - den kommer ikke igen.

Kasper Wille, Orbit, Hiva Oa, Fransk Polynesien

"Roger over and out"

2014.04.03 - Når eventyr bliver til virkelighed, af Thea

Når eventyr bliver til virkelighed

Jo, ho, ho og en halv flaske rom

vil I være med så tag og kom!

Ohøj og splitte mine bremsejl alle I landkrapper!

Efter en fantastisk uge på Moorea med masser af dykning og flotte undervandsoplevelser, sejlede vi tilbage til Tahiti. Det var en smuk sejlads tilbage. Bølgerne herude er anderledes, store og runde. Tilbage på Tahiti fik vi båden på land og en arbejdsuge begyndte. Det var hårdt at arbejde på båden, især fordi alle gerne ville videre på eventyr. Men en gang imellem er der ting, der skal ordnes på en båd, for at det hele fungerer. Så vi måtte tage det sure med det søde og slibe hele båden ned, grunde og male den et par gange. Der blev også lavet andre små finesser. Kasper kreerede et hovedstykke til hans seng, da den var for lille. Selvom arbejdsugen var hård og af og til lidt træls, så fandt vi ud af, at det er en del af det at bo på en båd. Det er vigtig, at man er god til håndværk, så man kan ordne de fleste ting selv. Så selvom arbejdsugen træk ud, har det været spændende at få noget håndværk for hånden. Jeg har lært en del om, hvordan man sliber båden ned, bruger vinkelsliber og maler båden. Derudover er der også alt det praktiske med mad, man skal have styr på inden, man sådan sejler ud i den store verden. Det kræver et stort overblik at få skrevet ned, hvad for noget mad, der er ombord, og hvad der skal handles. Vi fik alle lange indkøbssedler! Kasper skulle købe 80 liter mælk! Det virkede helt vildt at gå ind i et supermarked og næsten tømme hele reolen for dåsetomater, men vi skal jo også sejle i tre måneder, hvor indkøbsmulighederne er få.

Efter en arbejdsmåned på Tahiti fuld af uheld kom vi endelig rigtig af sted på eventyret. Vi forhalede fra Tahiti havn d. 5 marts. Hurtigt efter mekanikeren havde ordnet det sidste, smed vi trosserne og kursen blev sat mod Rangiroa. Stemningen ombord steg hurtigt og humøret var i top, da vi sejlede ud gennem passet til en smuk solnedgang. Bølgerne blev hurtigt store og tårnede sig op omkring os. Der gik ikke mere end en times tid, før de fleste hang ud over rælingen. Jeg er heldigvis født med et godt sovehjerte, så jeg sov den værste del af sejladsen igennem. Da jeg vågnede op næste dag var humøret ikke just så højt hos de fleste. Kasper sad i cockpittet, hvor jeg havde set ham sidde aftenen før. Lars kom også op i den friske luft. Han så ligbleg ud, og da han så tre sidde på række ud over rælingen, mente han, at han også godt kunne. Jeg måtte også lige en tur op og kigge på ”den blå hylde” som vi kalder havet herude. Bølgerne var store og spidse. Pludselig slog en kæmpe dønning ind over fribord. Det væltede ind med vand lige ned over Juilien, hvis redningsvest pustede sig op. Det gav dog et lille smil på læben, med en halvforvirret franskmand svømmende rundt i cockpittet med oppustet redningsvest. Vi ændrede vores sejlerplaner, da vinden passede bedre til at gå til Fakarava. Fredag morgen skinnede solen og himlen var klar og blå. Jeg stod op og satte mig ude agter for at nyde det tindrende hav. Havet havde lagt sig, og det var dejligt endelig at kunne nyde udsigten over Stillehavet, hvis navn man en gang imellem kan undre sig lidt over. Lars styrede, mens vi havde fiskestængerne ude. Pludselig så jeg en noget forvirret Lars, der havde fået bid. Hurtigt som en havørn sprang Ken op fra sin køje. Det var desværre bare ikke en fisk, der havde bidt på krogen, men en stor Sule fugl. Den så noget så forskrækket ud, da de endelig fik den fri. Der begyndte at flyve en del fugle omkring os og pludselig kunne vi se land. Palmer stikkede op hist og her på de smukkeste hvide koralstrande. Det var dejligt at ligge trygt inde i bugten. Alle var godt trætte, men nu kunne vi da grine lidt af de to dages sejlads i hårdt vejr. 

På Fakarava havde vi en dejlig uge. Vi startede den første søndag med at besøge en lokal gammel kirke. Ud over den lidt halvskøre præst var det en smuk gudstjeneste med festlig musik og blomster. Alle var klædt i hvidt fint tøj og havde selvfølgelig den hvide lokale Tiarablomst i håret. Kirken var pyntet med muslinger fra gulv til loft. Bag Jomfru Maria var der selvfølgelig pyntet med perlemor. Efter kirkebesøget sejlede vi til sydpasset på Fakarava. Her havde vi en uge med en hel masse fantastisk dykning. Vi dykkede med hundredvis af hajer. På et af dykkene lå vi inde i en stor stime af hajer. Der var hajer op og ned og til alle sider. Det er et meget fascinerende dyr. De er meget nysgerrige og kommer helt tæt på , så man rigtig kan se deres elegante kroppe bevæge sig igennem vandet. Mennesker er ikke deres foretrukne føde og heldigvis for det, for ellers havde vi jo nok været ædt for længst. Nogle gange harpunerer vi mindre fisk, som vi tager med på dyk for at lokke hajerne tættere på.

Om natten virker hajerne til at være mere kvikke. Der skal alligevel lidt mod til at springe ned i det kulsorte vand, som man ved er fyldt med hajer. Vi havde et spændende natdyk, hvor man oplevede livet under vand om natten. På Fakarava holdte vi Juliens 30 års fødselsdag. Lina og jeg stod op og sang fødselsdagssang for ham. Vi havde pyntet båden med flag og hejst dannebro og det franske gæsteflag til tops i masten. På morgendykket havde vi gemt et fint skattekort, som Kasper havde lavet.

 Julien tog kortet ud af flasken, så Kasper måtte lave et nyt, så han kunne finde de resterende poster og finde skatten. Vi gav ham to dyk, et stort glas nutella, som den franske tand elsker og et fint klistermærke. Om aftenen tog vi ind til koralstranden, hvor vi lavede snobrød over bål. Månen stod høj på himlen. Her sad vi alle badet i måneskin med stjernehimlen over os. Drengene spillede péntanque med de kokosnødder vi havde drukket, og sluttede af med eramitkrabsløb. Omkring bålet fik tankerne sejl. Jeg nyder dette drømmeland.  

Vi sluttede opholdet på Fakarava af med at byde Aksel fra Ærø velkommen. Han ankom med hans mor Thea, som vi havde nogle hyggelige dage med. Den sidste aften, inden Thea skulle rejse hjem til Danmark, inviterede hun os alle ud og spise på en lokal restaurant. Vi blev alle otte hentet af en stor firhjulstrækker med lad, hvor vi kunne nyde stjernerne, måneskæret og den skarpe duft af tiarablomsterne. Vi blev kørt til den anden side af atollen, hvor restauranten lå midt i en palmeskov med udsigt over stillehavet. Her nød vi en lækker middag. De fleste fik sashimmi, som er rå fisk. Det spiser man meget herude. Selvom vi nu er blevet otte og pladsen er mere trang, så er det utrolig dejligt at få Aksel ombord. Han er rigtig sød og meget hjælpsom med alt herude og så er det utrolig lærerigt at være så mange i forskellige aldersgrupper på et meget lille areal.

Morgenen efter vinkede vi farvel til Thea, der sejlede væk i en kajak. Vi begav os ud på det store ocean og rettede kursen mod Toau.

Det var en flot sejlads med vinden ind fra agter. Solen stod højt på himlen. Ude agter havde vi kastet fire fiskestænger. Vi trak lod om, hvem der skulle hive den første store Guldmarkrel eller Marlin ind. Jeg blev nummer et, men uden held. Vi kom desværre til Toau uden at fange en eneste fisk. På Toau begyndte jeg kajakkursus hos Ken. Jeg havde lidt en mistanke om, at han bare fandt på skøre øvelser for at få sig et godt grin. Efter at have lært et par teknikker kunne jeg tage på tur med en erfaren. Det benyttede Anne Sofie og jeg os af. Morgenen efter stod vi tidligt op for at dyrke yoga på dækket til solopgang. Vi sprang hurtigt ned i kajakkerne efter yogatimen. Vi padlede og padlede i modstrøm ind til vi fandt ud af, at vi ikke flyttede os ud af flækken. Vi måtte give op og drive i land på den nærmeste koralø. Her faldt vi nærmest om af træthed. Vi kunne næsten ikke overskue at samle muslinger og fine koraler. Da vi fik kæmpet os tilbage til båden, fandt vi ud af, at Lina også var helt træt og fuldstændig afkræftet uden at have lavet det store fysiske arbejde. Vores ben syrede og når vi drak koldt vand prikkede det på tungen. Vi kom hurtigt frem til, at vi måtte være blevet forgiftet af den koralfisk vi havde spist til aftensmad dagen før. Lina er farmaceut og ved en masse om medicin og sygdomme. Hun fortalte, at det muligvis kun var os kvinder ombord, der blev forgiftet, fordi vi har et større fedtlag. 

Der var utrolig mange fluer på Toau. Vi kunne næsten ikke holde ud at være på båden og måtte spise frokost under store myggenet. Så vi forhalede allerede efter et par dage.

Efter at have gjort båden sejlklar var det allerede blevet aften, så da vi sejlede ud gennem passet var stjernehimlen allerede funklende og blinkende, og det natmørke hav blev lyst helt op af morild. Jeg havde nattevagt med Julien. Kursen var sat mod den sidste atol, Rangiroa, og så var det bare med at styre efter stjernerne og ud i natten.

Morgenlyset brød tidligt igennem, og en ny dags sejlads stod foran os, inden vi nåede Rangiroa. Jeg sad ude i stævnen af båden og observerede en stor flok hvide terner. Lars havde fortalt mig et par dage i forvejen, at de følger Guldmarkreller. Jeg nåede lige at råbe ned, at der var Guldmarkreller på vej og før vi fik set os om, havde Kasper fightbæltet på og var i færd med at hive en kæmpe stor Guldmarkrel ombord på 14,5 kg og 152,5 cm. Det var en hård og brag kamp, han måtte kæmpe, før vi havde den store krabat ombord og så skulle den fileteres.

Da vi sejlede ind gennem passet til Rangiroa blev vi mødt at en stor flok delfiner. Sikke en velkomstkomite! De kom helt tæt på og sprang op langs båden. Vi sad alle ude i stævnen med fødderne i vandet. Til aftensmaden fik vi dagens fangst. Guldmarkrellen var lækker og uden gift! Det er typisk kun i koralfisk.

Lars, Kasper Aksel og jeg tog på land en af dagene. Lars og Kasper havde fundet en lokal kvinde der ville vaske tøj for dem. Hun var meget hjemlig og havde også en butik, hvor hun solgte hjemmelavede smykker. Vi købte lidt og Lars og Kasper gav hende et par Hinano'er (lokal øl) for at have vasket deres tøj. Lars har et godt gen for at gøre sig gode venner med de lokale. Han har været på Rangiroa før, hvor han lærte en fisker at kende. Så en dag, da vi kom tilbage til båden, stod Lars stolt med en kæmpe tun, han havde fanget. Anne Sofie og jeg lyste helt op, for så kunne vi lave sushi! Aksel gav også et besyv med. Det er dejligt at få en ung frisk fyr ombord, der er med på lidt af hvert. Anne Sofie og jeg er også ved at lære ham at knytte armbånd. Vi gik alle meget mætte i seng og de resterende dage stod på alle mulige retter med tun. 

En af dagene sejlede vi ned til ”The blue lagoon”. Det var virkelig et sandt paradiset. Vandet var helt flat tyrkisblåt inde i lagoonen. Vi havde en fantastisk dag med høj sol, palmeøer og hvide sandstrande. Her fik vi dagen til at gå med turer i kajakkerne, spil og afslapning i skyggen under palmerne.

Kasper og jeg nåede på perlefarm, da vi kom tilbage til Rangiroa. Der var en meget informativ oplevelse, hvor vi blev vist rundt og fik forklaret hvordan ”The black pearl” bliver fremstillet. Vi tomlede med de lokale frem og tilbage. Sådan kommer man for det meste rundt på de forskellige øer. 
På Rangiroa var undervandslivet også helt fantastisk. Her så vi en stor Hammerhaj og eagle rays. Begejstringen var stor under vandet, da vi så hammerhajen svømme rundt lige under os. Det er nogen gange lidt ærgerligt, man ikke kan snakke løs under vandet. Men begejstringens arme var ikke at tage fejl af hos nogen af os. 

En tidlig torsdag morgen, da solen brød igennem, tog vi alle i land for at se delfinerne springe i de stående bølger i passet, en sidste gang. Aksel og Lars var taget med den samme lokale kvinde, som Kasper og Lars tidligere havde fået vasket tøj hos, med til kommunebygningen, hvor de kunne fylde vand på vores tanke. Da vi havde fået gjort båden sejlklar, strammet de sidste ræb og bagt det sidste brød til den lange sejlads, sagde vi farvel til de to landkrabber. Lars havde fået et tilbud om noget arbejde på Tahiti, og Kasper kunne ikke helt holde tanken ud om fem dages sejlads med søsyge og ingen mad. Men skæbnen ville dog det modsatte. Vi har nu haft fem dages sejlads mod Marquesas øerne. De har været helt utrolige med strålende sol hver dag. Det er bare livet at sejle. Når først sejlene er sat, er der intet man skal, udover at justere dem en gang imellem. 

Ellers kan man bare sidde og se ud over det tindrende hav, man er omgivet af hele vejen rundt, og se hvordan det aldrig ser helt ens ud. Hvordan det ændrer sig, når solen går ned i horisonten, og spreder en rødgylden glød over himlen. Hvordan det ændrer sig til sølvgråt om natten, når stjernerne titter frem og morilden begynder at lyse, mens delfinerne springer om båden og holder os med selvskab på det store blå stillehav. Hvordan det ændrer sig, når den bryder igennem de lette skyer, og starter endnu en strålende dag. Snart kan vil vi råbe ”land i sigte” og så venter der os nye spændende eventyr på de mere uberørte Marquesasøer. Og snart er denne sejlerdrøm, dette fantastiske eventyr slut, men jeg er sikker på, vi alle vil huske hvert sekund, hvert minut! 

De varmeste eventyrhilsner fra Thea på et at de syv verdenshave.

2014.02.28 - Lidt eventyr fra Moorea, af Anne Sofie

Den sidste måned er snart gået, men ikke helt som planlagt.

Der har været en hel del arbejde her på båden, og tingene er ikke helt gået som de skulle. Den første uge startede som sagt ud med at være regn, regn og atter regn. Det var ikke særlig fedt, og vi var fanget i marinaen. Men da vi endelig forudså noget fornuftigt vejr, tog vi til Moorea, hvor vi var en uges tid. Og det var virkelig fedt. Sejladsen dertil var ikke den bedste. Det startede ud med godt vejr, men efter en times tid regnede det, det meste af vejen. De fleste lagde sig ned for at sove, men Kasper og Thea blev oppe i cockpittet og holdt Ken med selskab mens han styrede. Dels for hyggens skyld og dels for at undgå at få kvalme ved at gå neden under.

Da vi så kom til Moorea blev vi noget skuffede til at starte med. Al regnen der var faldet den sidste uge, havde fået så meget mudder til at skylle ud i havet, at vandet, hele vejen rundt om øen var helt mørkebrunt. 

Vejret var gråt, og regnen fortsatte de første to døgn, men derefter begyndte det heldigvis at klare op. Ken startede Open Water kurserne med Thea og Julien, hvor Kasper og Lars, der er ved at tage Divemaster kurset, ledsagede som ”supervisors” for Thea og Julien. Tilbage var Lina og jeg på båden, som nød noget alene tid :-) 

Ken skulle bruge nogle dage på at uddanne de andre, så Lina og jeg aftalte at tage ud og besøge den lokale juice fabrik der lå på øen, som producerer juice af alle mulige slags, som kan købes i hele Fransk Polynesien. Vi tog afsted ved 8 tiden om morgenen, og havde en hyggelig, men meget varm, gåtur derhen. Vi fandt dog ud af at der desværre ikke var rundvisning den dag, men til gengæld var der smagsprøver i butikken. Så det tilbud tog vi imod, og fik smagt en hel del. Det var ikke kun en juice fabrik, men også et destilleri, så vi fik også prøvesmagt deres rom og likører med forskellige smage af fx kokos, ananas og vanilje.

Det hele var virkelig lækkert og dejlig koldt efter den lange gåtur. Manden som gav os smagsprøver var også rigtig flink, han lærte os at sige tak på tahitiansk, som er ”Maururu” og hvis du vil sige mange tak er det ”Maururu roa”. Vil du sige skål er det ”Manuia” og hej er ”Ia ora na” som udtales jaorana. Farvel er ”Na na”, som man gerne skal sige syngene med lange a’er. Der udover spurgte vi hvad Moorea betyder, og fik at vide at det betyder gul gekko: ”Mo’o”=gekko, ”Rea”=gul. Og det er fordi formen på øen, oppefra, har samme form som en gekkos fod.

Om eftermiddagen ledte jeg et dyk som divemaster ude på ydersiden af revet, hvor vi så et par små rev hajer, og to store lemonsharks, som er det Moorea’s dykning er kendt for.

Dagen efter havde vi et dyk sammen sted som jeg også ledte, der så vi ingen lemonsharks, men til gengæld 3 havskildpadder, som vi kom rigtig tæt på.

Om søndagen tog Lina og jeg ud at vandre sammen, mens de andre endnu en gang skulle bruge det meste af dagen på at lære at dykke. Vi havde besluttet os for en mindre vandretur op til en top af et mindre bjerg. Der skulle være en god udsigt deroppe fra, og ruten ville tage et par timer frem og tilbage. Vi var tidligt oppe og roede ind til stranden hvor vi lagde den lille dinghy, og så begyndte vi ellers at gå kort efter vi havde fået vores gummisko på. Det var allerede meget varmt, selvom vi havde været tidligt oppe, men det var også godt, for det betød at det var skyfrit, og vi ville få et fantastisk udsyn når vi kom derop.

Det tog ca. 2 timer at komme derop. Den lille sti var meget begroet og ikke mere end 30 cm. bred nogle steder. Andre steder var man nødt til at klatre op af nogle sten for at komme videre. Så det var en udfordrende opstigning, samtidig med at jeg altså ikke har vandret særlig meget i meget lang tid… eller, nogen sinde… Men Lina er heldigvis en meget erfaren vandrer, og hende og hendes kæreste Julien vandrer næsten alle steder de kommer hen, og ofte slæber de på tunge rygsække. Så Lina havde intet imod at bære rygsækken med vores fælles vand. Til gengæld kunne jeg få lov at bære kameraet og tage billeder undervejs. Og det gjorde mig overhovedet ikke noget. Turen derop var rigtig hyggelig, og vi gik og snakkede det meste af vejen. Nogle gange holdt vi pauser hvor vi spiste en kiks eller fik en tår vand, og jo højere vi kom op, jo flottere blev udsigten. Heldigvis var der skygge det meste af vejen, men da vi kom helt op på toppen var der bart og solen bagte. 
Der var en fantastisk udsigt, og vi tog et par gode billeder.

Turen ned, var næsten lige så hård som turen op, fordi skråningen gør, at man skal bremse lidt hver gang man tager et skridt.

Om mandagen tog jeg ud at vandre med både Lina og Julien. Vi skulle ud på en endnu længere tur denne gang. Op til frugt plantagerne som bliver brugt på juicefabrikken og op i bjergene i midten af øen og se nogle gamle ruiner samt udsigten fra en udsigtspost. Vi tog endnu en gang tidligt af sted, og begyndte vandreturen, hvor jeg endnu engang fik lov at gå med kameraet og de andre to gik med rygsække med vand og lidt snacks i.

Først gik vi langs ad en vej genne et stort fladt areal, hvor bjergene tårnede op hele vejen rundt om os. Måske var det, det gamle krater vi gik inde i, fra den vulkan der dannede grundlag for øen. Jo længere langs vejen vi kom, jo mere begyndte det at skråne opad, og vi fandt passionsfrugtplanter langs vejkanten, der voksede som slyngplanter på buske og træer. Vi fandt et par modne frugter som lå i græsset og smagte på dem, men de var noget sure! Men alligevel havde de en meget skarp og dejlig smag. Længere oppe gik vi forbi frugt plantagens kontor og tilhørende butik hvor jeg købte mig en hjemmelavet is med smag af kokos og tiare. Tiare er deres national blomst, som kvinderne nogle gange går med i håret bag øret. Hvis de har den i højre side er det fordi de er single, og venstre side så er de optagede. Eller også er det omvendt. Isen smagte nærmest som en blanding af nektar og honning. Vi fortsatte dog op hurtigt efter, mens jeg stadig spiste min is, da vi havde kurs mod de gamle ruiner. 

De var dog ikke synderligt interessante, da vi endelig kom op til dem, men skoven de lå i, var helt fantastisk. Den var fuld at smukke træer med høje smalle rødder som snoede og bugtede sig ned ad træet langs jorden. 

Ved en lille flod lå der tre sten som der var skåret ansigter ind i. Stien som vi tilfældigt var begyndt at gå af, ledte os længere ind i skoven, og vi vidste egentligt ikke helt hvor vi var på vej hen. Men eftersom vi hele tiden valgte vejen der gik op ad, når vejen skilte sig, håbede vi på at ende oppe ved det udsigtspunkt som var vores plan.

Undervejs var jeg nødt til at gå i bare tæer, for jeg havde taget klipklapper på i stedet for mine gummisko, da jeg havde fået nogle vabler fra vandreturen dagen før. Og så havde jeg heller ikke forventet at vi skulle ud at gå i junglen. Men stien var fin og det meste af vejen kunne man gå på nogle bløde flade sten eller på jorden. Til sidst mundede stien ud i en åbning hvor der var en parkerings plads, og vupti, vi var kommet til udsigtspunktet midt inde på øen, hvor man kunne se det bjerg der skilte de to store bugte fra hinanden. Man kan tænke på en gekko fod med tre fingre, hvor vi stod på håndryggen og kunne se mellemrummet mellem de tre fingre.

På tilbagevejen stoppede vi ved butikken med hjemmelavet is igen, og denne gang smagte jeg pomelo, banan og passionsfrugt is. Og det var simpelthen så lækkert! Derefter gik vi videre og fandt plantagerne. Man måtte jo selvfølgelig ikke plukke noget frugt, men det frugt som vi fandt på jorden og langs vejkanten anså vi for ingenmandseje, så vi fik hurtigt fyldt rygsækkene op med nedfalden frugt.

Vi var tilbage ved halv to tiden, og hele turen havde i alt varet omkring 6 og en halv time. Så det havde været en rigtig god tur – og jeg havde da heller ikke energi nok til at tage et dyk om eftermiddagen den dag :-)

Tirsdag morgen tog vi i ”stingray world” hvor vi snorklede med sort tippede rev hajer og store stingrays. Stingray world er ikke som det lyder, et akvarie, det er bare ude i det fri i et område med sandbund hvor der er lavt nok til at du kan bunde. Her fodrer de rokkerne og hajerne så de bliver tiltrukket og bliver i området. Vi havde harpuneret 3 fisk som vi skar ud og fodrede dem med. Rokkerne bliver helt vilde og svømmer helt hen og ”kravler” nærmest op ad maven på dig, hvorimod hajerne holder afstand og svømmer mindst med et par meters afstand til dig. 

De to efterfølgende dage dykkede vi tidligt om morgenen på ydersiden af revet. Ken og Lars havde forinden harpuneret et par fisk, som de gemte under nogle koraller da vi kom ned. Det tiltrak til at starte med 9-10 sort tippede rev hajer, og efter en halv time kom der en lemonshark, og lidt efter en til. De sidste 40 minutter af dykket havde vi 5-6 lemonsharks svømmende omkring os. Meget elegante og selvfølgelig tiltrukket af fiskelugten, men på ingen måde aggressive. Man kunne mærke at de var forsigtige og tilbageholdende, men på grund af fiskelugten fik vi logget dem tæt på. På det tidspunkt var de små sort tippede rev hajer stort set forduftet. De vidste godt hvem der bestemte der. Lemonsharks var trods alt også 3 meter lange. En del mere end de sort tippede rev hajer som lå på ca. en meter til en meter og tyve centimer.

Vi kunne slet ikke løsrive os fra hajharemmet og dykket endte med at vare i 85 minutter! Det er nok det længste dyk jeg har haft, og samtidig også det mest stationære, eftersom vi bare sad på bunden og kiggede på hajerne.

Samme dag blev det tid til at sejle båden tilbage til Tahiti. Vi havde planlagt at få båden hejst op på land, hvor vi derefter skulle montere de nye dele til det ”store” køleskab. Der skulle renses og slibes bund, hvorefter den skulle primes og males. Den store dinghy skulle lappes for huller i for pontonen. Og så var der en masse andre småprojekter som vi ligeså godt kunne få lavet. En uge gik med det, og nu ligger vi i Marina Taina igen, hvor vi i dag havde besøg af en køleskabsmontør og af to mekanikere der skulle se og ordne nogle ting. Planmæssigt sejler vi enten mandag eftermiddag eller tirsdag morgen, så indtil da har vi planer om at holde en lille fest på båden på lørdag med noget god mad og kolde Hinanoer (den lokale øl). Den resterende tid bruger Lars på at tage ud med de lokale og fiske, Thea læser Open Water teori, Ken ordner forskellige ting på båden, Lina og Julien træner i kajakkerne, Kasper tænker på at deltage i en pokerturnering på søndag og jeg tror jeg vil ordne lidt småpraktiske ting samt bruge tiden på at slappe af med at tegne eller sortere billeder og videomateriale. Så selvom vi går rundt og mest af alt venter på at komme af sted til Rangiroa, så går tiden alligevel, helt af sig selv.