Sidder på Orbit, mens hun glider langsomt og
roligt gennem Stillehavets uendelige bølgeskvulp. Vi er på vores sidste færd -
sejladsen fra Tahuata til Hiva Oa. Kan godt mærke, at vi i går var til fest hos
den lokale tatovør og hans familie på Tahuata. Det var en god afslutning på togtet,
og jeg vil se tilbage på nogle gode øjeblikke fuldt med dejlige mennesker og
masser af livsglæde. Det har været tre måneder med uendelig mange oplevelser.
Nogen mindre gode, men langt de fleste fantastiske. Personligt var jeg taget på
togtet for at fokusere på dykning. Jeg skulle opgraderes fra advanced dykker til
divemaster, som undervejs kræver rescue-diver (i skrivende stund mangler
teoriprøven for divemasteren som afslutning på dykkereventyret). Men ud over
dykningen har der været så meget andet at opleve, at det ikke kan afgrænses til
blot enestående dykning. Nej, vi kom ikke til at se en tigerhaj, men vi har set
et hav af mantarays - bogstaveligt talt, stingrays, som har "kravlet"
op af os, eaglerays "flyve" over og under os på utallige dyk,
hajstimer så store, at tælle dem ville være uoverskueligt selv på film og foto.
Endelig har vi været i nærkontakt med hammerhajer... på en vis afstand. Ja, vi
har oplevet så mange store øjeblikke under vand, at jeg kunne blive ved med at
liste nu. havskildpadder, blæksprutter, store moræner m.fl.
Forventningerne
var store til eventyret, inden jeg skulle afsted. I to år havde jeg gået og glædet
mig til denne rejse. For mig en helt ny verden at begive sig ind i. Aldrig
havde jeg sejlet før. Antallet af gange ombord på et sejlskib kan tælles på to
fingre. Det skulle vise sig, helt fra starten, at blive en udfordring. En udfordring,
som jeg undervejs måtte kapitulere over for og midlertidig afmønstre Orbit for
at flyve i stedet. De tilbageværende havde en super sejltur. En tur i sol
roligt vejr fra Rangiroa til Marquesas øerne. Alt imens Lars og jeg nød det
søde liv i Papeete på Tahiti, med rendende vand og uanede mængder af strøm og
internet, herunder mobildækning - og selvfølgelig store bløde senge på hotelværelset.
Hvis der er noget man kommer til at værdsætte i hverdagen, så er det især de nævnte
ting. De er indbegrebet af luksus herude på havet. Tilbage til Papeete... jeg
kan næsten ikke nævne den by uden at trække lidt på smilebåndet. Den by har jeg
mildest talt et had/kærlighedsforhold til. Den er på den ene side hyggelig og
et rart sted at være... men på den anden side forbinder jeg den unægteligt også
med vores første måned. En måned præget af frustration og skuffelse.
Frustration over mange ting gik os den gale vej. Skuffelse over forventninger
til eventyr ikke blev indfriet, for i stedet at tilbringe tiden på skibsværft
m.m. Vi lå en måned p Tahiti, kun afbrudt af en god uge på Moorea, hvor vi fik
snerten af eventyr. Men efter store starts vanskeligheder fik eventyret fart,
da vi endelig tog afsked med Tahiti og sejlede til atollerne - nærmere bestemt
Fakarava. På sejladsen var jeg mindre frisk og så flere gange mit endeligt, dog
uden at det kom så langt at det indtræf. For ud over bølger og den
dertilhørende søsyge, havde jeg personligt en indre kamp mellem fornuft og egne
forestillinger om, hvordan det var at sejle. Kæntrer båden ikke snart i så høje
bølger, spurgte jeg mig selv, mens jeg med rationalitet prøvede at berolige mig
selv med fakta og informationer. Orbit havde trods alt sejlet i mange år uden,
der var sket noget. Faktisk først, da jeg fik at vide, at kølen vejede 6 tons,
ud af skibets totalvægt på 16 tons, forsvandt den indre uro ved sejladsen...
Søsygen fortsatte! Nå ja, så var der sku bid på en af fiskestængerne på
sejladsen. At jeg blot var kommet op, for lige at se til havet og vejret, samt
trække lidt frisk luft ned i mine lunger (og selvfølgelig tage min vagt som
styrmand), tog fisken og Ken tydeligvis ikke hensyn til. Jeg sad lige for, da
Ken rakte fight-bæltet frem og jeg blevet nærmest kastet ned i det - ikke en
del af min plan om at komme tilbage i min køje i kampen mod søsygen. En hård
men fair fight fik sin ende, da en guldmarkrel på 14 kg og 152,5 cm var hevet
ombord. Jeg fik taget en masse flotte billeder til samlingen af en stolt
"fisker". Endnu en unik oplevelse rigere. Også den mindre flatterende
del, som fulgte efter. Til fangsten hører også en partering af rovet til,
hvilket ikke havde en positiv indvirkning på min søsyge!
På atollerne
fik vi virkelig gang i dykningen, og når jeg ser tilbage i min dagbog, så var
det unikke dyk stort set, hver gang vi kom op af vandet. Det var indfrielse af
mine forventninger... og mere til! Atollerne har et utroligt undervandsliv. Det
skal ingen lade sig forbi passere i livet, hvis muligheden byder sig. Som en
lille bi-ting, men bestemt ikke ubetydelig, fik vi tilgang af endnu en gast på
Fakarava. En knægt på 15 år... og hvilken knægt. Spræng fyldt med energi og
sjove løjer. Lige noget, der kunne få de barnelige sjæle frem i os andre gamle
tosser. Jeg er glad for at have haft fornøjelsen af Aksel ombord - til trods
for han overtog min køje :D Der har været mange sjove stunder med omdrejningspunkt
i Aksel. Der er sågar opfundet et begreb på linje med "en Jesper
Olsen". Her er det i stedet "en Aksel", som kort sagt dækker
over fumleri!
Efter et par
uger ved atollerne gik togtet videre til Marquesas øerne. Det var en længere
sejlads på 5-6 dage. Det var her Lars og jeg valgte den nemme løsning med en
uges ophold på Tahiti i stedet. Om jeg fortryder, jeg ikke tog med på
sejladsen? Ja, når jeg tænker på, hvordan de andre fortæller om turen, så ja.
Men græd ikke over spildt mælk siger et gammelt ordsprog, og det vil jeg holder
mig til her. Jeg havde en god og "sikker" uge på Tahiti. Som
dykningen skred frem, blev vi alle mere og mere forvente. Forvent med nye og
spændende oplevelser, hver gang vi "descent'ede" fra vandoverfladen.
Det kan jo bare ikke blive ved. Overliggeren sætter en naturlig grænse her. Vi
oplevede virkelig cremen af dykning (uden jeg har set alle andre spots i
verden. Måske er min fantasi begrænset, men har svært ved at forestille mig
noget væsentligt smukkere end det vi har oplevet). Med alle disse fantastiske
oplevelser i bagagen, påbegyndte en mæthedsfornemmelse i mig, som trak mig i
andre retninger end blot dykning. Det tog mig blandt andet med ud på
vandreturer, som for mig overskred nye grænser. Grænser, hvor Julian og Lina
vidste Thea og mig, hvor smukt naturen også kan være fra landsiden vel at mærke.
Og hvor udfordrende klatring kan være - især uden sikkerhedslinje. En tak for
jeg stadig er i live, skal lyde til de to gode guider. Det blev faktisk til tre
dage med vandring på Nuku Hiva med der hørende vabler på fødder og skræmmer på
arm og ben. Men det var prisen værd.
Efter endnu
en fantastisk måned, denne gang på Marquesas øerne, er eventyret ved at rende
ud. Jeg er mæt af oplevelser og glæder mig til at vende hjem til min trivielle
hverdag i mit elskede København, hvor jeg ofte ved, hvad der venter mig lige om
hjørnet. Men det bliver også med vemod, at jeg vender hjem. Det betyder nemlig
samtidigt, at eventyret slutter. Et indholdsrigt og spændende eventyr. Hvad vil
jeg se tilbage på, når jeg i fremtiden tænker Fransk Polynesien og Orbit? Og
med hvilke øjne og i hvilket perspektiv vil det være? Det ved jeg af gode
grunde ikke endnu, men forestiller mig, og håber på, at de gode minder for
eftertiden vil træde i forgrunden og skubbe de lidt mere trælse i baggrunden.
Det er jeg helt sikker på, vil ske. Har jeg så lært noget af disse mange
oplevelser og denne fantastiske rejse? Til det må svaret være ja - en masser.
En masse om mennesker. At være tæt sammen 24/7. At sætte pris på hverdagsting
derhjemme, som jeg tror, vi alle tager for givet. Derudover en masse om livet
generelt. Jeg har fået sat min egen verden i perspektiv og er afklaret med,
hvordan den er skruet sammen og hvad den indeholder. Og endelig har jeg fået en
indsigt i sammenhængen mellem drømme og virkelighed. At drømme kan bygge på
luftkasteller, som bunder i uvidenhed og "falske" forventninger. Det
er en lektie, jeg vil tage med mig videre i livet. Lektien om, at drømme er drømme.
At de er dejlige at have. Men også, at det er vigtigt at sætte pris på den
verden og virkelighed man lever i og har skabt for sig selv - uanset hvorhenne
den end måtte være og hvordan den giver sig ud. Nyd livet, gør hvad du har lyst
til. Og for alt i verden sæt pris på den tid du har - den kommer ikke igen.
Kasper
Wille, Orbit, Hiva Oa, Fransk Polynesien
"Roger
over and out"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar